Fysioterapeutisk behandling af kvinder med stressinkontinens

fystraining

Af Fysioterapeuterne Lise Enemark og Karen Margrethe Kaas, Aarhus Universitetshospital, Skejby
Kilde: K-Nyt 3-2013

Download artiklen (uden knibeøvelser)

Næsten hver 10. dansker er urininkontinent. Dvs. at man i større eller mindre grad ikke kan holde tæt for urin. Langt de fleste personer med urininkontinens er kvinder.

Der skal altid foregå en udredning af årsagen til inkontinensen, og i langt de fleste tilfælde anbefales bækkenbundstræning som første valg af behandling.

Der foregår løbende omfattende forskning vedrørende effekten af bækkenbundstræning til behandling af urininkontinens, og resultaterne viser, at 50-70 % af kvinder med stressinkontinens får god effekt af bækkenbundstræning.

På Gynækologisk og Obstetrisk afdeling, Aarhus Universitetshospital, Skejby er vi 4 ansatte specialuddannede fysioterapeuter. Vi træner med både indlagte og ambulante patienter, og i forhold til inkontinens møder vi kvinder i mange forskellige aldre. De yngste kvinder, vi møder, er gravide eller kvinder, som lige har født.

Genoptræning efter fødsler
I graviditeten sker der en hormonel opblødning af bækkenbundsmuskulaturen, og samtidig bliver bækkenbunden belastet af barnets vægt. Det betyder, at bækkenbunden er svag efter fødslen, hvad enten man har født vaginalt eller ved kejsersnit. Derfor er det vigtigt at starte med at genoptræne bækkenbunden efter fødslen. Har man født vaginalt, har bækkenbunden været udsat for en ekstra stor belastning, idet musklerne, bindevævet og nerverne er blevet strakt meget for at give plads til barnet.

Efter fødslen tilbyder vi, at kvinden kan deltage på et hold med barselsgymnastik, hvor deltagerne får undervisning i optræning af bækkenbunden. Kvinderne kan deltage, når de er indlagt på afdelingen, men kan også komme hjemmefra. Vi gennemgår bækkenbundens anatomi og funktion, og giver råd om generel genoptræning og forholdsregler efter fødslen. Derudover instrueres i lette øvelser for nakke og skuldre, vene-pumpe-øvelser, bækkenbundsøvelser og ryg- og maveøvelser, så man allerede tidligt derhjemme kan få startet træningen via dette program.

Ambulant behandling og udredning af inkontinente kvinder
Når det drejer sig om kvinder med inkontinens, der er henvist til ambulant behandling, vil de altid blive udredt først på vores Urogynækologisk Klinik. Herfra vil de blive henvist til Fysioterapien.

Ved første undersøgelse vil fysioterapeuten foretage en individuel undersøgelse af bækkenbunden.
Før kvinden sættes i gang med at genoptræne bækkenbunden, er det vigtigt at undersøge, om hun kniber rigtigt. Dette foregår ved, at kvinder ligger på en almindelig briks.

Følesansen i bækkenområdet undersøges for at udelukke nerveskader. Kvinden bliver bedt om at knibe, hvor fysioterapeuten observerer, om der kan ses en sammentrækning ved endetarmen og mellemkødet. Dernæst vil kvinden blive bedt om at hoste, igen for at vurdere, hvordan bækkenbunden fungerer. Der fortsættes med en mindre gynækologisk undersøgelse, hvor fysioterapeuten undersøger bækkenbundsmusklerne og i første omgang vurderer spænding og ømhed i musklerne. Dernæst vil kvinder blive bedt om at knibe og her vurderes så styrken, udholdenheden og hurtigheden i musklerne.

Ud fra disse undersøgelser kan man lave en konklusion og sammensætte et individuelt træningsprogram, som kvinden skal udføre derhjemme. Mange kvinder har gennem livet fået at vide, at de skal lave nogle knibeøvelser, men det, der gør det svært, er, at de ikke får hjælp til at finde ud af, hvordan man gør det rigtigt, hvor meget og hvor hyppigt. Efter en undersøgelse hos en specialuddannet fysioterapeut kan man meget præcist vejlede den enkelte kvinde i, hvordan hun skal træne, hvor hyppigt det skal foregå og i hvilke stillinger eller under hvilke aktiviteter.

Efterfølgende bliver kvinderne fulgt i Fysioterapien, hvor vi hver gang tester, om der kan mærkes bedring, og træningsprogrammet progredieres. Hvis kvinden efter endt forløb her er tilfreds med resultatet, afsluttes forløbet, og ellers henvises hun tilbage til kontrol på Urogynækologisk Klinik. Der foregår et tæt samarbejde med sekretærer, læger og sygeplejerske på Urogynækologisk Klinik. Vi drøfter løbende specielle problematikker, og vi kan få etableret undersøgelser eller afprøvninger af fx hjælpemidler på klinikken.

Genoptræning af bækkenbunden
Hvad er bækkenbunden?

  • Bækkenbunden er den muskelgruppe, som lukker kroppen nedadtil. Musklerne i bækkenbunden støtter underlivsorganerne og er medvirkende til at holde på urin, luft og afføring. Den er ca. 1 cm tyk.
  • Musklerne sidder fast på halebenet, siderne af bækkenet og skambenet.
  • Når bækkenbunden spændes, løftes musklerne lidt op og fremad mod skambenet. Forkortningen fremad laver et knæk på urinrør, skede og endetarm og aflukker derved åbningerne.
  • Dette knæk hjælper dig til at holde tæt for urin, luft og afføring. På samme måde som når du laver et knæk på haveslangen for at stoppe vandstrålen.

Følgende knibeøvelser har ikke været med i artiklen fra K-Nyt 3, 2013
En knibeøvelse er en sammentrækning af bækkenbunden.

Bækkenbunden er ikke en stor og kraftig muskel, så du skal ikke forvente en meget kraftfuld fornemmelse, når du kniber.

Knibet mærkes ofte tydeligst omkring endetarmsåbningen, da det er her, den største bevægelse i bækkenbundsmusklerne foregår. En knibeøvelse kan derfor fornemmes som en lukning af endetarmsåbningen – ligesom når du skal holde på luft. Det kan være forskelligt, hvor den enkelte kan mærke knibet tydeligst.

Når du kniber, er det vigtigt, at du ikke spænder i lår, baller og mavemusklerne, da du så ikke kan mærke spænding i bækken-bunden. Spændingen skal kun foregå i bækkenbunden. Tænk også på at trække vejret, mens du kniber.

Når du holder et knib i længere tid, er det svært at mærke, om du holder spændingen i musklerne Kan du mærke, at du giver slip, dvs. at musklerne bevæger sig ned på plads igen, er det tegn på, at du har holdt spændingen i musklerne under knibet.

Er du usikker på, om du kniber rigtigt, tal med din læge eller en specialuddannet fysioterapeut.

Bækkenbundsøvelser
Generelt for øvelserne:

  • I starten kræver det ro og koncentration, når du laver knibeøvelser
  • Varigheden af knibene (1–8 sekunder) og antallet af knib, afhænger af hvad din bækkenbund formår
  • Husk at holde pause imellem knibene. Hold samme pause som den tid du kniber. Pauserne er lige så vigtige som træningen
  • Når du laver øvelserne skal du knibe kraftigt sammen i bækkenbunden, men ikke alt hvad du kan
  • Stop træningen, når bækkenbunden bliver træt, d.v.s. hvis du ikke kan spænde bækkenbunden, uden at andre muskler hjælper til, eller hvis du ikke kan fornemme knibet mere
  • Det tager som regel 3 måneder at træne bækkenbunden op. Så vær flittig og tålmodig
  • Senere kræver det en mindre træningsindsats for at vedligeholde den opnåede funktion
  • Muskler, som ikke bruges, bliver svage igen.

Du kan lave øvelserne sværere ved at:

  • Øge varigheden af de kraftige knib (op til 8 sekunder)
  • Øge antallet af gentagelser (op til 30 gentagelser)
  • Knibe kraftigere sammen under det enkelte knib. Husk at du fortsat skal kunne slappe af i lår, baller og mavemusklerne
  • Lave flere siddende og stående øvelser frem for liggende
  • Knib inden belastninger.

Bækkenbunden skal kunne modstå mange belastninger i løbet af dagen.

Når du løfter, hoster, nyser, laver maveøvelser og idet hele taget anstrenger dig, stiger trykket mod bækkenbunden. I disse situationer er det vigtigt at spænde i bækkenbunden.

For at give en god støtte af underlivsorganerne og for at holde tæt for urin, luft og afføring, er det derfor vigtigt, at du kniber sammen i bækkenbunden, før belastningen stiger.

Bækkenbundsøvelser

Lette knib:

  • Knib let sammen i bækkenbunden og slip med det samme
  • Hold en kort pause mellem knibene.

Kraftige knib:

  • Knib kraftigere sammen i bækkenbunden
  • Hold spændingen i op til 8 sekunder
  • Giv slip og hold tilsvarende pause
  • Øvelsen gentages 10-30 gange.

Udholdenhedsknib.

  • Lig på ryggen med bøjede ben
  • Knib sammen i bækkenbunden
  • Hold spændingen i op til 30 sekunder
  • Giv slip og hold tilsvarende pause
  • Øvelsen gentages 1-3 gange.

Knib ved belastning
Ud over at lave øvelser for bækkenbunden, skal du også øve dig i at inddrage knibet i hverdagen. Gør det til en vane at knibe inden du hoster, nyser eller løfter.

Varier mellem stillingerne når du træner. Det vil oftest være lettest at knibe liggende på ryggen. Lidt sværere når du sidder op og sværest når du står, går og hopper.

Skal du træne intensivt, skal du træne 1-2 gange om dagen. Du skal lave så mange knib du kan i hver trænings seance. Du må gerne træne, så du oplever at bækkenbundsmusklerne bliver trætte.

Som medlem af Kontinensforeningen kan du downloade og læse foreningens informationspjece ‘Stressinkontinens og bækkenbundstræning’, som også kan købes som tryksag med medlemsrabat.

, , , ,

Gode tips når du skal rejse med afføringsinkontinens, diarre eller forstoppelse

Af Gerd Johnsen, specialsygeplejerske SD

For mange betyder en ændring af opholdssted, kost og spisetider og den daglige rytme, at tarmsystemet ikke rigtig fungerer, som det plejer – og ikke mindst kan vi blive udsat for toiletforhold, der ikke altid er lige indbydende! Dertil er der også en psykisk faktor, som kan give anspændthed i kroppen og ændre tarmfunktionen. Denne artikel fortæller om, hvordan du kan imødegå en god tarmfunktion under ferien eller andre vigtige sociale sammenkomster – altså behandling af afføringsproblemet her og nu med afføringsmidler og stoppemidler.

Forstoppelse: Kan opstå på grund af ændringer i de daglige rytmer. Symptomerne kan være manglende afføring og følelsen af ikke at være tømt, oppustet mave med øget luft, kvalme, mavekneb, nedsat energi og trivsel. Hav 2 typer afføringsmiddel med dig: Et der virker på tarmindholdet, f.eks. 2 tabletter Magnesia som tages kl. 22. Dette kan også tages forebyggende, hvis du ved, at du får forstoppelse på ferie. Husk i den forbindelse at drikke minimum 1,2 liter væske i døgnet. Det andet afføringsmiddel, der virker på tarmbevægelsen, er f.eks. Actilax / Laxoberal dråber eller Dulcolax / Toilax tabletter. Se dosis på pakningen. Disse afføringsmidler er gode til hurtigt tarmtømning. De afføringsmidler, som både virker på tarmindholdet og på tarmbevægelsen, virker efter cirka 10 timer efter indtagelse. Så ønskes afføringen om morgenen tages midlerne ved sovetid.

Manglende afføringstrang: Kan være forstoppelse højere oppe i tarmen, men ofte er det en psykisk blokering for fremmede toiletter. Mange har det sådan med fremmede toiletter: 8 dage på Mallorca, dejlig ferie– men jeg kommer også hjem med 2 kg afføring i tarmen! I dette tilfælde kan man øge trykket i tyktarmen med de førnævnte afføringsmidler, men afføringstidspunktet kan blive uforudsigeligt, hvilket ikke er rart på ferien. Det lettest er at have et lille klyx med, f.eks. Glyoktyl, Toilax eller stikpiller, f.eks. Dulcolax, til at starte afføringstrangen. Endetarmsafføringsmidler virker 5-20 minutter efter de er givet i endetarmen. Husk også at sætte dig i den korrekte siddestilling for afføring.

Den akutte turistdiarré: Er forårsaget af maveinfektion eller madforgiftning. Symptomerne er her voldsomme, ustyrlige diarréer, mavesmerter, stikkende afføring og ufrivillig afføring. I dette tilfælde anvendes et stoppemiddel, som nedsætter tarmens bevægelse, f.eks. tablet Imodium / Imolope. Loppefrøskaller, f.eks. Husk eller Sylliflor, kan fortykke tarmindholdet. Dosis se på pakningerne. I voldsomme tilfælde er det godt at tage begge midler.

Den hyperaktive tarm med diarre til følge: Pludselig rumler maven og man får akut afføringstrang med 15 sekunder til at nå toilettet, og så vælter det tynde afføring ud. Er du ikke i nærheden af et toilet, får du ufrivillig afføring i bukserne. I denne situation anvendes et stoppemiddel, som hæmmer tarmbevægelsen, f.eks. tablet Imodium / Imolope. Dosis er ikke som beskrevet på pakningen. Det kan være fra 1 til 4 tabletter i døgnet til at holde tarmen i ave. Det er en god ide at have afprøvet inden ferien, hvor mange tabletter der skal til for at holde tarmbevægelsen i ave.

Ufrivillig afføring: Der er mange årsager til ufrivillig afføring. Den hyppigste er diarre, grødet afføring eller forstoppelse. Når du skal på ferien, så gælder det om, at du styrer din tarmfunktion og derved opnår frihed til at nyde ferien. Du kan vælge stop/start metoden, som gå ud på at nedsætte tarmbevægelsen, så der ikke kommer afføring og så sætte tarmbevægelsen i gang hver anden eller tredje dag. Du sætter tarmen i ”stå” med f.eks. tablet Imodium / Imolope, så du bliver uafhængig af et toilet, når det er nødvendigt. Så vælger du hjemmedage til tarmtømning på f.eks. hotellet, hvor du hver anden eller tredje dag holder pause med stoppemidlet og tager afføringsmiddel i rigelig mængde, f.eks. tabletter Dulcolax / Toilax eller Dråber Actilax/ Laxoberal om aften kl. 22 og drikker rigeligt, således at du tømmer tarmen næsten morgen. Herefter tager du stoppemidler igen, så du er sikre på at holde tarmen i ave. En anden måde at holde tarmen i ave er, at du regulerer tarmfunktionen ud fra konsistensen på din afføring jf. ovennævnte.

 

(Bragt i medlemsbrevet juni 2020)

Foto af Carina
, , , , ,

Hej, jeg hedder Carina, og jeg er afføringsinkontinent!

Hvor mange tør egentlig anvende den sætning som åbningsreplik i en social eller arbejdsmæssig sammenhæng?

En artikel af Carina Nelin

Jeg tør godt, for det er jo sandheden. Jeg gør det nu alligevel relativt sjældent. Det er nemlig ikke lige just en sællert. Rigtig mange mennesker har svært ved at forholde sig til egne kropsvæsker og lugte, herunder afføring og tarmgas. Hvordan skal de så kunne forholde sig til mine? Når jeg er sammen med min nærmeste familie og bedste venner, så er det dog helt anderledes afslappet. Der er humoristiske historier om afføring og prutter tit på programmet. At kunne grine lidt af det hele er vældigt befriende.

Jeg er ikke født afføringsinkontinent, men inkontinensen har sammen med bl.a. kroniske nervesmerter været en ufrivillig følgesvend, siden jeg faldt på en kælkebakke i december 2012. Over en 10-årig periode nåede jeg at blive opereret flere gange i mave, underliv og endetarm, inden jeg i 2022 blev tilbudt såkaldt sakral nerve modulation som et sidste forsøg på at afhjælpe min inkontinens. Behandlingen består af en tynd elektrode, der placeres tæt på de sakrale nerverødder gennem korsbenet og en stimulator (pacemaker), der placeres øverst i ballen, der afgiver pulserende strøm.

Mit forløb har været langt og kompliceret med mange lægelige specialer involveret. Jeg har tit følt mig som en kastebold i et system, hvor det gennemgående tema har været mangel på kommunikation og koordination mellem specialerne. Det har været opslidende, og jeg har flere gange undervejs været tæt på at give op.

I dag er jeg dog et helt andet sted. Tiden har arbejdet for mig, og jeg har efterhånden fundet den kombination af medicin og konservativ behandling, der sammen med pacemakeren gør, at jeg kan få hverdagen til at hænge fornuftigt sammen. Mit liv er langt fra ukompliceret, men jeg insisterer på ikke bare at overleve, men at LEVE. Jeg måler derfor alt i livskvalitet og træffer på den baggrund mange aktive både til- og fravalg.

Et vigtigt tilvalg i mit liv har været mit ønske om at gøre en forskel for andre mennesker. Jeg er derfor i dag en dedikeret ambassadør, der på mange fronter arbejder for at skabe rammerne, der skal sikre, at vi både som samfund og som individer bliver bedre til at tale åbent og ærligt om inkontinens og kronisk sygdom generelt.

Jeg har siden 2022 brugt en del af min fritid på bl.a. at undervise på Hvidovre Hospitals patientskole for afføringsinkontinente. Desuden har jeg siden 2023 siddet som patientrepræsentant i en national arbejdsgruppe bestående af en række fagpersoner, hvis formål er at fremme kendskabet til og behandlingsmulighederne af analinkontinens. Endelig har jeg holdt oplæg til forskellige arrangementer for fagpersonale, for producenter af inkontinensprodukter og for medlemmer af Kontinensforeningen.

Inkontinens handler ikke kun om at være utæt. Det handler bl.a. om tab af identitet. Det handler om udfordringer i forhold til forældreskab, ægteskab og venskaber, men også om udfordringer i relation til arbejdsliv og arbejdsmæssig kapacitet. Det handler om de mere eksistentielle udfordringer, herunder om at kunne genfinde sig selv i en ny hverdag, og samtidig være tvunget ud i at skulle redefinere håb og drømme om fremtiden. Det handler med andre ord om det hele menneske. En ting overskygger dog alt det andet. Den mentale udfordring ved at være inkontinent er uden tvivl den største! Og det gælder også, selvom jeg ”kun” har været inkontinent i 12 år. Jeg har mødt medpatienter, der har holdt deres lidelse skjult i meget længere tid.

Op imod 500.000 danskere lider af en eller anden form for inkontinens. Hvordan kan det være, at så udbredt en lidelse er noget, vi ikke tør tale højt om? Det er på alle måder både trist og helt forkert!

Jeg håber derfor, at jeg gennem mit ambassadørarbejdet kan være med til at gøre inkontinens til en mindre tabubelagt lidelse.

Artiklen er oprindelig bragt i K-NYT februar 2025

,

Hjælpemidler for afføringsinkontinens

bledemonstration

Af tekstforfatter Jesper Bo Bojesen for Abena A/S
Revideret af redaktionssekretær Aase Randstoft, Kontinensforeningen
Kilde: KontinensNyt 1, 2009, s. 7-8

Download hele artiklen

Problemerne med afføringsinkontinens er kraftigt undervurderede, og der er behov for effektive løsninger
Mere end halvandet års arbejde har det taget at teste og udvikle et nyt hjælpemiddel til afføringsinkontinente patienter. Udvikling og test af produktet har involveret brugere og plejepersonale over det meste af landet, og det nye produkt er nu klar til at blive introduceret.

Undersøgelser viser, at op imod 50 % af brugerne på en række danske plejehjem har behov for inkontinensprodukter, der er specielt rettet mod afføringsinkontinens. ’Man har i mange tilfælde været nødsaget til at anvende bleprodukter, der er beregnet til urininkontinens, men denne type produkter yder imidlertid ikke den nødvendige beskyttelse mod lækage, når det gælder afføring’ udtaler produktchef Lars Neertoft.

Der er i øjeblikket øget fokus på ernæring, og det betyder, at sondeernæring nu bruges i stigende omfang, ikke alene på sygehusene, men også på plejehjem og i hjemmesygeplejen. Det er med til at tydeliggøre behovet for gennemtænkte løsninger til afhjælpning af afføringsinkontinens.

En bunden opgave
Der stilles særlige krav til et produkt, der skal afhjælpe problemer med afføringsinkontinens. Bleen skal både kunne optage og fastholde varierende mængder, der i mange tilfælde bliver tilført under stort tryk. Derfor er det nye produkt kendetegnet af store, langsgående barrierer med indbyggede elastikker, der kan fastholde afføringen i rummelige lommer på begge sider af bleen.

Mange ideer
Projektet med det ny produkt begyndte helt forfra, og der kom derfor mange utraditionelle ideer på bordet, da udviklingen blev sat i gang for halvandet år siden. Udgangspunktet var at skabe et produkt, der kan yde en effektiv lækagebeskyttelse, og som kan nemt kan anvendes i det daglige uden for store omkostninger.

Kravene til det nye produkt
Indledningsvist blev der opstillet en række krav, som det nye specialprodukt skulle opfylde, for at kunne fungere som en universel løsning ved afføringsinkontinens. Kriterierne er, at brugen af det nye produkt skal understøtte den enkelte persons værdighed, og bleen skal være komfortabel og sikker. Det blev besluttet ikke at tilføre lugtdæmpende stoffer, da der ikke findes stoffer, der virkelig effektivt fjerner lugt af afføring. Den bedste metode til at undgå lugtgener er at skifte bleen, så snart der er behov for det. Dette vil samtidig sikre brugeren mod hudproblemer. Den nye ble skal også være let at håndtere for plejepersonale og kræve mindst mulig arbejdsindsats, både i forbindelse med skift, løft og overvågning.

Bleer til afføringsinkontinens skal skiftes ofte. Det blev derfor et yderligere krav, at det ny produkt skulle kunne fremstilles til en fornuftig stykpris. Det nye produkt er udviklet til moderat til svær afføringsinkontinens, og bleen er derfor forsynet med en relativt stor overflade og en ny form for barrieresystem. Dette betyder, at risikoen for læk uden for bleen begrænses mest muligt.

Omfattende testprogram
Da bleens udformning var fastlagt, blev der fremstillet et stort antal prøver, som blev testet på en intensivafdeling, fordi patienterne her overvåges konstant. Testen skulle blandt andet afklare, om bleen kunne anvendes ved store mængder afføring. Det skulle vise sig, om de indbyggede barrierer og opsamlingslommer virkede efter hensigten, og om de også fungerede ved meget tunge brugere, der måske kunne presse bleen sammen, når de var sengeliggende.

Testbleen fungerede næsten upåklageligt, og at man undgik større udsivninger, som tidligere havde været et problem på afdelingen. Sygeplejerskernes erfaringer blev rapporteret systematisk til et spørgeskema, og der blev efterfølgende gennemført en grundig interviewrunde blandt personalet.

Det færdige produkt
Der blev herefter fremstillet et større antal af de nye bleer til en mere omfattende test. Kontinenssygeplejersker samarbejdede med lokale kontaktpersoner om testen, der blev gennemført på en større og mere sammensat gruppe af patienter. Der var tale om en gruppe på ca. 50 brugere, fordelt mellem fysisk aktive, siddende og sengeliggende. Testen var meget vellykket, og den resulterede efterfølgende blot i nogle få, mindre ændringer og justeringer.

I øjeblikket gennemføres en afsluttende test i 10 lande verden over, og i Danmark bliver bleen introduceret i første kvartal af 2009.

Et udbredt problem
Det statistiske materiale i Danmark omkring afføringsinkontinens er mangelfuldt, men tal fra Storbritannien indikerer, at omkring 4% af befolkningen lider af manglende kontrol over tømning af tarmen. Overført til danske forhold betyder det, at omkring 200.000 danskere lider af problemet. Omkring 10% af kvinder oplever problemer i forbindelse med graviditet og fødsel.

Årsagerne til afføringsinkontinens kan være mange og sammensatte, som fx kostsammensætning, manglende motion, forstoppelse, neurologiske sygdomme, cancer eller følger efter kirurgiske indgreb (stråleskader). Endelig kan problemet også skyldes svækkelse af nerver og muskulatur som følge af alderdom. For de afføringsinkontinente patienter er problemet især lugt og hudreaktioner.

Hold fast i din ret som patient

Interview med formand for Region Hovedstadens Udvalg for Praksis og Forebyggelse Vibeke Rosdahl

VibekeRosdahl

Af Annemette Schultz Jørgensen, freelancejournalist
Kilde: KontinensNyt 1, 2009, s. 31-32

Download hele artiklen

‘De værste politiske sager er dem, hvor patienterne kommer i klemme mellem to systemer. Og der skal vi handle hurtigt som politikere’, siger Vibeke Rosdahl. Hun er formand for Region Hovedstadens Udvalg for Praksis og Forebyggelse, og har taget Den Sociale Ankestyrelses afgørelse om udstyr til transanal irrigation meget alvorligt.

‘Jeg bliver som politiker meget harm, når jeg oplever patienter, som bliver tabt på gulvet på grund af systemfejl. For det må simpelthen bare ikke ske. I det her tilfælde ved vi på forhånd, hvad den rigtige behandling er for patienterne. Men på grund af en strid om ord, opstår der nu barrierer i systemet, som gør, at patienterne ikke får den behandling, de har krav på,’ siger Vibeke Rosdahl, der er formand for Udvalget for Praksis og Forebyggelse i Region Hovedstaden.

Sagen hun taler om, er Det Sociale Ankenævns afgørelse, der i efteråret 2008 slog fast, at det er regionerne og altså de danske hospitaler, der fremover skal betale for udstyr til patienter, der skal have hjælp til at tømme tarmen, også kaldt transanal irrigation. Sagen opstod da en kvinde, der har svært ved selv at tømme sin tarm, i første omgang blev oplært af sit hospital i at bruge udstyret til transanal irrigation, og derefter sendt videre til sin kommune, som almindeligvis har haft ansvaret for at bestille og betale for den slags hjælpemidler ifølge Servicelovens § 112. Kvindens egen kommune afslog dog at hjælpe hende med det argument, at udstyret til transanal irrigation ikke er et hjælpemiddel, men et behandlingsredskab, og at det derfor er regionernes ansvar og altså hospitalerne, der skal betale. Sagen udviklede sig altså til en strid om ord, og kvinden gik derfor til Den Sociale Ankestyrelse og siden hen Det Sociale Ankenævn, for at få en afklaring. Begge steder slog man fast, at et udstyr til transanal irrigation er at regne for et behandlingsapparat og ikke et hjælpemiddel, og derfor må regionerne betale.

‘De politiske sager, hvor patienterne kommer i klemme, er de værste. Og i dette tilfælde er sagen jo opstået, fordi kommunerne og regionerne har fået nye opgaver og nye roller med strukturreformen. Det betyder, at der kan opstå huller i opgavefordelingen, som ingen får øje på eller tænker over, før en uheldig patient pludselig falder ned mellem to stole, hvor ingen vil tage sig af dem. Derfor er det den slags sager, vi som politikere virkelig skal reagere hurtigt på,’ siger Vibeke Rosdahl.

For at sikre sig, at regionerne og hospitalerne i hele landet er opmærksomme på problematikken og tager opgaven til sig, sendte Vibeke Rosdahl for nogle måneder siden et såkaldt ‘politikerspørgsmål’ til Region Hovedstadens administration for at få et offentlig svar på, hvordan regionerne mener, at man skal løse opgaven. Og det svar er nu kommet.

‘Region Hovedstaden har nu svaret offentligt og sagt, at man selvfølgelig respekterer den her kendelse og nu vil informere regionens egne hospitaler og regionerne i resten af landet om, at det altså er deres opgave, og ikke kommunernes, at betale for udstyret. Men der kan være langt fra toppen af hospitalssystemet, hvor de her beslutninger bliver truffet og så helt ned i det enkelte ambulatorium, hvor man med en travl hverdag prøver at løse opgaverne, så godt man kan. Og derfor er det jo ikke sikkert, at det her budskab kommer helt ned i systemet lige med det samme,’ siger Vibeke Rosdahl, som derfor opfordrer patienter og folk som har brug for udstyret til transanal irrigation til at minde hospitalerne og ambulatorierne om, at det er dem, der har ansvaret. Man skal som patient stå ved sin ret i den her sag, og altså om nødvendigt henvise til Region Hovedstadens offentlige svar.

Men hun erkender, at det ikke bør være patienternes ansvar at skulle slå i bordet for at få den bedste behandling, og derfor lægger Vibeke Rosdahl heller ikke skjul på, at hun ikke synes, at den nuværende opgavefordeling er særlig god.

‘Det er ikke en optimal løsning, at bede regionerne om at varetage den her opgave. For de har slet ikke det administrative system til at kunne bestille udstyret hjem og betale for det. Men det har kommunerne. Derfor betyder det her, at vi kommer til at misbruge hospitalernes arbejdskraft, for de skal nu til at bruge tid og ressourcer på at få hele systemet op at køre. Det er en bøvlet løsning, mener jeg, og derfor burde opgaven ligge i kommunerne,’ siger Vibeke Rosdahl.

Hun vil derfor lægge op til, at Danske Regioner tager sagen op og – i samarbejde med kommunerne – forsøge at finde en bedre opgavefordeling end den, som ankestyrelsens afgørelse har lagt op til.
‘Jeg håber virkelig, at kommunerne og regionerne sammen kan finde en mere varig og holdbar løsning på problemet,’ slutter hun.

Den 23.10.2008 stillede Vibeke Rosdahl (B) følgende spørgsmål til Region Hovedstaden, Koncern Plan og Udvikling:
‘Vil Region Hovedstaden medvirke til, at Hvidovre Kommune (og de øvrige kommuner i regionen) igen udleverer udstyr til transanal irrigation til patienter med behov herfor, på trods af Ankestyrelsens afgørelse?’ ‘Hvis dette ikke er muligt, hvorledes vil regionen så sikre, at patienterne får udleveret det nødvendige udstyr gennem hospitalerne?’

Svaret, som Vibeke Rosdahl fik var (Red.: Læg mærke til den sidste sætning!):
‘På baggrund af principafgørelsen (C-23-08) fra Ankestyrelsen er der ikke tvivl om at udstyr til transanal irrigation skal betragtes som behandlingsudstyr og derved en hospitalsopgave. Regionen kan derfor ikke foranledige, at opgaven løses af kommunerne.’

Hospitalet har derved forsyningsforpligtelsen, og det er op til det enkelte hospital at sikre, at patienterne for udleveret det nødvendige udstyr. For at sikre hospitalernes overholdelse af Ankestyrelsens afgørelse, sendes dette svar til samtlige hospitaler i regionen.

Den belyste problematik omkring transanal irrigation er rejst over for Danske Regioner, idet problemstillingen viser, at cirkulære om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet i en række tilfælde ikke er klar nok. Cirkulæret udgør langt fra et optimalt arbejdsredskab i dagligdagen, og der er derfor ønske om en revision af cirkulæret.

Resumé, sagsfremstilling, begrundelse og afgørelse truffet af Ankestyrelsen den 28. maj 2008 – udsendt den 2. september 2008 – j.nr. 3500419-07, nr. C-23-08 – principafgørelse om: Behandlingsredskab – hjælpemiddel – sektoransvarlighed – forstoppelse – afføringsinkontinens – transanal irrigation.

Reference: Lov om sociale service – lovbekendtgørelse nr. 1117 af 26. september 2007 – § 112.

Resumé
Apparat til transanal irrigation var ikke et hjælpemiddel. Behandling med apparaturet var iværksat af hospitalet, der havde givet undervisning i brugen af apparaturet på hospitalet. Det var endvidere hospitalet, der havde ordineret apparaturet til fortsat behandling i hjemmet, og som varetog kontrollen med benyttelsen. Der kunne derfor ikke bevilliges hjælp til apparaturet efter serviceloven.

Sagsfremstilling
Sagen drejede sig om en kvinde, der led af dissemineret sklerose. Som følge af lidelsen havde hun svært ved at tømme tarmen med deraf følgende problemer som forstoppelse og afføringsinkontinens.

Hun blev behandlet med fiberprodukter og glycerol-stikpiller på hospitalet, men uden effekt. Efterfølgende blev hun på hospitalet oplært i benyttelse af transanal irrigation, med god effekt. Hospitalet ordinerede derpå apparaturet.

Kvinden gik ikke til regelmæssig kontrol på hospitalet, men kunne henvende sig, hvis hun fik problemer med behandlingen.
Kommunen afslog bevilling til irrigationsapparatet og begrundede afgørelsen med, at det ansøgte måtte anses for at være et behandlingsredskab. Kommunen lagde vægt på, at det var et apparatur, der var ordineret af hospitalet til permanent brug i hjemmet, og at kvinden havde fået undervisning i brugen på hospitalet.

Der henvistes til, at udgiften til behandlingsredskaber blev afholdt af hospitalsvæsenet.
Nævnet fandt, at kvinden ikke havde ret til bevilling af et irrigationsapparat som et hjælpemiddel i henhold til servicelovens § 112.

Begrundelsen var, at det ansøgte apparat ikke kunne betragtes som et hjælpemiddel, men derimod som et apparat i forbindelse med en behandlingssituation.

Nævnet lagde til grund, at brugen af apparatet var en integreret del af den medicinske behandling.

Nævnet bemærkede, at definitionen af et behandlingsapparat ikke indeholdt betingelser om varighed. Dette betød, at et apparat i en konkret situation kunne være et behandlingsredskab, selv om behovet var varigt.

Kvinden klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det blandt andet anført, at kvinden var uforstående over for, at irrigationsapparatet kunne klassificeres som et behandlingsmiddel. Et behandlingsmiddel var i kvindens forståelse et middel, man brugte for at helbrede en lidelse, mens et hjælpemiddel blev brugt i forbindelse med en permanent fejlfunktion.

Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at nævnet fortsat var af den opfattelse, at et irrigationsapparat var et behandlingsapparat, idet brugen af apparatet var en integreret del af den medicinske behandling. Nævnet fandt fortsat også, at definitionen af et behandlingsredskab ikke indeholdt betingelser om varighed, hvorfor et apparat kunne være et behandlingsredskab, selv om behovet var varigt.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om apparatur til transanal irrigation (tarmtømning) skulle anses for at være et hjælpemiddel, som var omfattet af servicelovens § 112.

Afgørelse
Ankestyrelsen fandt, at apparatur til transanal irrigation ikke var et hjælpemiddel.

Det var en betingelse for at få hjælpemidler efter servicelovens § 112, at der ikke kunne ydes hjælp efter anden lovgivning, herunder sygehuslovgivningen.

Det var desuden en betingelse for at få hjælpemidler efter servicelovens § 112, at hjælpemidlet i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, og at hjælpemidlet i væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse i hjemmet.

Begrundelsen for afgørelsen var, at behandling med apparaturet, som anvendtes til transanal irrigation, var iværksat af hospitalet som led i behandling af følgerne af kvindens sklerose. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden havde fået undervisning i brugen af udstyret på hospitalet, ligesom apparatet var ordineret af hospitalet til fortsat brug i hjemmet. Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at kontrollen lå hos hospitalet, idet kvinden skulle rette henvendelse dertil, hvis hun havde problemer med benyttelsen af apparaturet. Det var desuden Ankestyrelsens vurdering, at også hjælpemidler, ordineret som led i en behandling, kunne anses for at være et behandlingsredskab, selv om behandlingen forventedes at blive varig.

Ankestyrelsen stadfæstede således det sociale nævns afgørelse.

Hold øje med din urin

holdojeurin

Kilde: Nyhedsbrevet Nyt & Sundt i samarbejde med Netdoktor og speciallæge i urologi Poul Christian Frimodt-Møller.

Redigeret af Aase Randstoft, sekretariatschef, Kontinensforeningen

De fleste af os tisser mange gange om dagen uden at vide ret meget om urinen. Men urinens udseende, lugt og hvor ofte, vi tisser, afslører meget om, hvordan vi har det. En urinprøve kan også afsløre sygdomme.

De færreste er klar over, hvor meget vores urin kan fortælle om, hvad vi i løbet af dagen spiser og drikker. Også indtagelse af lægemidler, der udskilles i urinen, kan afsløre en del om, hvordan vi har det. Farve, lugt, mængde samt hvor ofte man tisser, kan fx afsløre, om der er en infektion. En urinprøve giver også oplysninger om sygdomme i mange forskellige organsystemer. Blod i urinen kan være tegn på forskellige sygdomme i nyrerne, urinlederne eller blæren. Ketonstoffer og sukker i blodet kan skyldes diabetes, og protein i urinen kan afsløre nyresygdom.

Urinproduktionen
Kroppen kan betragtes som en produktionsanstalt for at skaffe energi. For at danne energi forbrænder vi det, vi indtager, og skiller os af med affaldsstofferne. De affaldsstoffer, vi ikke kan ånde eller svede ud, og som kan opløses i vand, går gennem nyrerne som urin. De fedtopløselige affaldsstoffer går gennem galden og føres ud med tarmen. Nyrerne er et filter for blodet, der cirkulerer igennem dem mange gange i døgnet, så affaldsvæsken i stigende grad koncentreres. Hvert minut dannes 130 milliliter filtrat, hvoraf kun 1 milliliter ender som urin. Vi danner således 60 milliliter urin pr. time, som samles op i urinblæren, før kroppen ’fortæller’, at vi skal tisse.

Normal dagurin er klar og lysegul. Morgenurin er mørkegul, da vi normalt ikke udskiller så meget vand om natten, hvorfor urinen derved bliver mere koncentreret.

Ændringer i urinens udseende eller lugt kan være tegn på sygdom. Som regel vil man også have andre symptomer som fx smerter. Urinen siger også noget om, hvad man har spist og drukket. Hvis man spiser rødbeder, er urinen rødlig, og spiser man asparges, kan urinen lugte stærkt. Asparges indeholder nemlig svovlholdige bestanddele, som udskilles i urinen og kan give en lettere ubehagelig lugt, kort efter indtagelsen. En ubehagelig urinlugt kan også skyldes indtagelse af medicin.

En god balance
Om morgenen tisser man 5-6 deciliter, som er den største mængde urin, en normal blære kan indeholde. Man regner med, at vi producerer omkring 1½ liter urin i døgnet, afhængigt af hvor meget vi drikker og sveder. Hvis man går på toilettet 5-6 gange i løbet af dagen, det vil sige hver 3.-4. time og ikke skal op om natten, har man en god balance.

Almindelige problemer
Urinblæren er en elastisk muskel. Hvis man holder sig længe, kan man få problemer med at få tømt blæren helt. Går man for ofte på toilettet, fx fordi man lige vil tisse af for en sikkerheds skyld, ”træner” man sin urinblære op til at kunne rumme for lidt, fordi den krymper, når man tisser for ofte. Kvinder har oftere end mænd en ustabil eller overaktiv blære – nogle gange er det et udtryk for, at urinblæren synker mere ned hos kvinder, når deres bækkenbund bliver slap.

Symptomer for neurologiske lidelser
Hos både mænd og kvinder kan en overaktiv blære være udtryk for en neurologisk lidelse (1), som fx dissemineret sklerose. Den overaktive blære er også meget ofte et delsymptom ved Parkinsonisme. Endvidere er det en hyppig følgetilstand til hjerneblødning eller blodprop i hjernen (apoplexi). Der er mange andre mulige årsager, men man kan ofte ikke påvise den udløsende årsag.

Kvinder
Hos kvinder er urininkontinens et almindeligt problem, ikke kun fordi deres urinrør er meget kort i forhold til mænds, men også fordi fødsler kan gøre bækkenbunden slap. 10-15 % af kvinder i alle aldre har problemer med at holde på urinen, mens det kun gælder 5 % af alle mænd.

Halvdelen af de inkontinente kvinder lider af stressinkontinens, hvor de lækker urin i forbindelse med fysisk aktivitet, som løb, løft, host, nys eller latter. I disse tilfælde kan urinrørets lukkemuskel ikke lukke tilstrækkeligt af for det øgede tryk, der opstår inde i blæren, når de omkringliggende organer trykker på blæren i forbindelse med fysisk aktivitet. Urinen kommer i små skvæt i modsætning til den kraftige vandladningstrang, der er typisk for trang-inkontinens, der ses hos 20 % af de inkontinente kvinder. Her trækker blæremusklen sig pludseligt sammen, og man har svært ved at nå på toilettet. Begge former for inkontinens kan ofte forebygges ved at lave bækkenbundsøvelser, der strammer musklerne, så man kan holde på vandet.

Det er almindeligt, at kvinder får blærebetændelse. Når kvinders østrogenniveau falder ved overgangsalderen, er de mere udsatte for at få blærebetændelse.

Mænd
Hos mænd er det typisk prostata, der giver problemer. Prostata er en lille kirtel, der producerer sædvæske og som der er placeret omkring urinrøret. Når denne kirtel vokser, trykker den på urinrøret, og så får man problemer med at komme af med vandet. Nogle mænd med forstørret prostata får også en overaktiv blære. Flest mænd får problemer fra forstørret prostata, når de er mellem 60 og 70 år, men det starter allerede i 40-årsalderen. Når man kommer højt op i alderen, har 80-90 % en forstørret prostata.

Det kræver altid en undersøgelse hos lægen, hvis der er blod i urinen, hvis der er en vedvarende og påfaldende ildelugt ved urinen, og hvis man har smerter ved vandladning eller har svært ved at holde på vandet.

Hvis en mand i perioden mellem puberteten og 50-års alderen får blærebetændelse, regnes det for unormalt, og kræver lægeundersøgelse. Og mænd med symptomer i form af en slap stråle, og efterfølgende dårlig blæretømning og hyppige tissetrang, bør også hurtigt gå til læge.

Natlig vandladning
Mere end en natlig tur på toilettet kan skyldes, at man fx drikker for meget om aftenen. Derfor skal man indtage mindst mulig væske i timerne før sengetid. Er man tørstig efter aftensmaden, er det bedst at undgå vanddrivende drikke. Kaffe, te, øl, rødvin og sukkerholdige drikke virker typisk vanddrivende, men det er forskelligt fra person til person. Derfor er det en god idé at teste, hvad man skal undgå.

Nykturi (natlig vandladning) kan dog også hænge sammen med diabetes, en overaktiv blære eller en urinvejsinfektion. Urinvejsinfektioner skyldes ofte colibakterier, der kommer fra tarmen. Symptomerne er hyppig vandladning og svier ved vandladningen.

For at forebygge dette skal kvinder tørre sig forfra og bagud ved toiletbesøg, så man ikke fører tarmbakterier til urinvejene. Kvinder får lettere blærebetændelser end mænd. Hvis man har bakterier i urinen, skal der mindre til, før man får en blærebetændelse.

Gode toiletvaner

  • tis ikke for ofte. Typisk vil din blære kunne rumme 5-6 deciliter, før du skal tisse, hvis du drikker 1½-2 liter om dagen. Det betyder, at du skal tisse hver 3.-4. time i dagtimerne
  • lyt til din krop – gå kun på toilettet, når du skal tisse, og ikke for en sikkerheds skyld på vej ud ad døren. Du kan risikere at få en blære med for lille kapacitet, hvis du tisser for ofte
  • giv dig tid under toiletbesøget og lad din blære tømme sig uden at presse
  • kvinder og piger skal tørre sig fra skridtet og bagud mod endetarmsåbningen for at undgå at føre bakterier fra tarmen hen til urinvejene
  • drik ikke lige før sengetid. Læg mærke til, hvad der virker vanddrivende på dig. Sukkerholdige drikke kan virke vanddrivende, ligesom rødvin, øl, te og kaffe.

(1) K-Nyt 3-2014 havde fokus på temaet ’Neurologiske lidelser og inkontinens’.

Hormoner til kvinder efter overgangsalderen – skal – skal ikke

womancoffee

Af Lars Alling Møller, Klinikchef, Urogynækolog
Kilde: KontinensNyt 3, 2008, s. 17-19

Download hele artiklen

Overgangsalderen er en periode i 40-60-årige kvinders liv karakteriseret ved en gradvist nedsat dannelse af de kvindelige hormoner, østrogen og progesteron. Perioden efter overgangsalderen er karakteriseret ved ophørt dannelse af progesteron og en næsten ophørt dannelse af østrogen. Østrogen har en opbyggende effekt på slimhinde, muskler, nerver og blodkar i blandt andet underlivet og bækkenbunden. Mange kvinder går til læge med tilstande, hvor hormonmangel antages at have en større eller mindre betydning. Disse tilstande omfatter fx urininkontinens, hyppig blærebetændelse og gener fra skeden som tørhed og svie.

I denne artikel fortæller jeg, hvorfor lokalt kvindeligt hormoner efter min mening kan være en god behandling til kvinder, som efter overgangsalderen plages af urininkontinens, hyppig blærebetændelse og/eller lokale gener i skeden. Kvinderne skal selvfølgelig som udgangspunkt rådgives om alle tilgængelige behandlinger, virkninger og mulige bivirkninger.

Er hormoner farlige?
I mange år anså læger, at hormonbehandling havde en positiv effekt på kvinder under og efter overgangsalderen. Lægerne kendte til den lidt øgede risiko for bryst- og livmoderslimhindekræft, men mente, at risikoen mere end opvejedes af en positiv effekt på bl.a. hjerte-kar-sygdomme. I dag har vi evidens [red. videnskabeligt bevis] for, at den samlede dødelighed blandt kvinder i hormonbehandling, er den samme som blandt kvinder, der aldrig har anvendt hormonbehandling. At der så at sige ikke er nogen nettogevinst med hensyn til leveår ved brug af kvindelige hormoner. Dette er – meget kortfattet – forklaringen på, at man i dag er tilbageholdende med at tilråde hormonbehandling til kvinder efter 50-årsalderen.

Der er imidlertid afgørende forskelle på, hvilke hormoner der anvendes, og hvorvidt hormonet spises eller anbringes som en stikpille eller ring i skeden eller påsmøres som creme i eller rundt om skeden (lokal behandling). Ved lokal behandling optages kun en lille del af det virksomme hormon i kroppen.

Flere internationale undersøgelser, bl.a. en svensk har vist umålelige ændringer i livmoderslimhinden efter brug af lokal hormonbehandling (1). Kvinder, som er behandlet for brystkræft, har tilsyneladende ikke øget risiko for tilbagefald af deres kræftsygdom, selvom kvinderne er i lokal hormonbehandling (2).

Novo Nordisk er et af de firmaer, der sælger hormoner til lokalbrug (Vagifem). I indlægssedlen i pakningen til produktet anbefaler firmaet kvinderne citat: ‘ikke at tage Vagifem, hvis de har brystkræft’. Årsagen til denne forsigtighed er, dels en stram lovgivning på området og dels at der er tale om generel information angående hormoner. For at nuancere informationen om Vagifem, tilføjes det i indlægssedlen – ‘at østrogendosis er lav og eftersom behandlingen er lokal – ‘forventes der ikke en øget risiko for brystkræft og kræft i æggestokkene eller for blodpropper i venerne og slagtilfælde’.

Hvilke kvinder efter overgangsalderen kan tilbydes hormonbehandling?
I størrelsesordnen 40-50 % kvinder får efter overgangsalderen problemer med urininkontinens, hyppig blærebetændelse og/eller gener fra skeden. De færreste henvender sig til læge.

Der er evidens for at lokal hormonbehandling har en positiv effekt på urininkontinens. Anden behandling (blæreafslappende medicin (antimuscarinica), fysioterapi, pædagogiske midler, operation mm.) har dog formentlig en større betydning.

Ved lokal hormonbehandling opbygges slimhinden i blandt andet blære og urinrør. Denne effekt kan formentlig forklare, hvorfor kvinder i behandling med lokalhormon relativt sjældnere får blærebetændelse. Heller ikke denne behandling kan stå alene, men må ofte suppleres med fx langvarig behandling med en lille dosis antibiotika.

Kvinder efter overgangsalderen udvikler ofte tørhed og kløe i skeden og – som følge heraf – smerter ved samleje. Symptomerne er som oftest forårsaget af atrofiske slimhinder – slimhinder, som er ændret som følge af kvindens nedsatte dannelse af hormon. Hertil kommer en ændret forekomst af mælkesyrebakterier i skeden. Det er veldokumenteret, at lokalhormon effektivt modvirker denne tilstand hos langt de fleste kvinder.

Grundet de mange fordele ved lokal hormonbehandling og eftersom risikoen er ringe (måske ikke-eksisterende), foreligger der i dag anbefalinger fra bl.a. dansk og amerikansk side om, at lokalhormon kan benyttes i situationer som de omtalte (3-4).

Lokalhormon kan fås i håndkøb eller (visse typer) på recept via den praktiserende læge. Der er ingen grund til regelmæssigt at efterundersøge kvinder i lokal hormonbehandling – hverken af brystet eller af livmoderen. Da lokalhormon kan fås uden recept, ser jeg ikke noget grundlag for udsagnet om, at lokal hormonbehandling kun bør startes “efter samråd med egen læge”. Mig bekendt findes ikke kvinder, som ‘ikke tåler’ lokal hormonbehandling. Det er vigtigt at være opmærksom på, at kvinder behandlet for bryst- og livmoderkræft også kan behandles med lokalhormon. Alle kvinder bør efter overgangsalderen – hormon eller ikke hormon behandling – søge læge, såfremt de har mistanke til en knude i brystet eller bløder fra skeden.

Alternativer til lokal hormonbehandling?
Trods ringe risici (om nogen) ved lokal hormonbehandling anbefaler man i USA, primært at starte behandling af atrofiske gener med ikke-hormonale glide- og fugtigheds midler (4). Et eksempel herpå er Replens, som omtales i dette nummer af KontinensNyt. Replens består af et polycarbophil, et stof som bindes til slimhinden indtil denne afstødes, og på den måde virker smørende. Eftersom Replens ikke er et lægemiddel, men i Danmark anses for ‘medicinsk udstyr’ er kravene til dokumentation for effekt og mulige bivirkninger langt mindre end tilfældet er med lokale hormoner. Den meget begrænsede viden om Replens viser, at produktet i sammenligning med lokalhormon er mindre effektiv end lokal hormonbehandling indenfor alle undersøgte områder (5). Et andet eksempel på ‘medicinsk udstyr’ med samme formål, er Cicatridina som indeholder hyaluronsyre. Hyaluron er naturligt forekommende i organismen og er bl.a. et smøremiddel i led.

Skal kvinder bruge lokalhormon – og hvad skal de vælge?
Svaret afhænger af symptomerne. Har kvinden gener såsom tørhed og eventuelt svie i skeden, kan det være naturligt at starte med et ikke-hormon produkt som Replens eller Cicatridina. Virker denne behandling ikke tilstrækkelig, vil jeg som gynækolog ikke tøve med at anbefale et lokalhormon. Plages kvinden af tranginkontinens (urgeinkontinens) og/eller hyppig blærebetændelse, er der fornuft i umiddelbart at starte behandling med lokalhormon. Ønsker producenterne af ikke hormonholdige produkter en større markedsandel til disse kvinder, synes jeg de skylder forbrugerne at dokumentere effekten af deres produkter. Akkurat som det i dag gælder for medicinalvirksomhederne.

Litteratur
1. Weiderpass E  et al. Lancet 1999;353:1824-28.
2. Dew JE et al. Climacteric 2003: 45 – 52.
3. www.dsog.dk/hindsgavl.
4. Menopause: Vol. 14, No. 3, pp. 355/356, 2007.
5. Suckling J et al Cochrane Database Syst Rev 2003/5.

læge
, , ,

Hvad er overløbsinkontinens?

læge

Af Sheida Anvari Aria, Læge i Region Syddanmark

Urin-inkontinens eller ufrivillig vandladning er det medicinske udtryk for en manglende kontrol over tømningen af blæren. Som læge skelner jeg mellem disse former for urin-inkontinens:

1) Urge-inkontinens er ufrivillig urinlækage umiddelbart forudgået af stærk bydende vandladningstrang. Der lades ofte små volumina igennem hele døgnet. Dette kaldes overaktiv blæresyndrom.

2) Stressinkontinens er urinafgang i forbindelse med fysisk aktivitet som hoste, nys, løft og anden fysisk aktivitet eller følger efter prostatektomi. Der lades ofte små volumina, og det er sjældent et natligt problem.

3) Blandingsinkontinens er en kombination af stress- og urgency inkontinens, hvilket hyppigt ses hos ældre mennesker.

4) Overløbsinkontinens (ischuria paradoxa) er ufrivillig urininkontinens på grund af højt blæretryk forårsaget af en overfyldt blære. Der lades ofte små volumina. Overløbsinkontinens skyldes genital prolaps hos kvinder og prostatahyperplasi hos mænd.

De fleste har hørt og om kender til de første 3 former for urin-inkontinens, mens overløbsinkontinens er et mere ukendt begrebet for mange.

 

Hvordan udreder man for overløbsinkontinens?

Patientens anamnese ses i relation til vedkommendes forventninger, forestillinger og frygt i forbindelse med vandladningsproblemerne.

Der foretages en klinisk undersøgelse suppleret med enkelte blod- og urinprøver samt urin flow undersøgelse. Det vigtigste redskab er her et væske- og vandladningsskema Ud af det skema kan man uddybe patientens gener.

Næste trin i udredningen er vurdering af patientens symptomer udfra et valideret symptomscoreskema, der lægges vægt på, hvor meget patienten er generet af vandladningsproblemet.

 

Denne artikel er bragt i K-NYT Februar 2025

 

Hvad kan din urin vise?

Urinens lugt og farve samt antallet af vandladninger afslører kroppens ve og vel

urinsample

Kilde: sygeforsikring.dk,
Redigeret af sekretariatschef Aase Randstoft, KOntinensforeningen
September 2013

Affaldsstoffer bliver til urin
Urin er de vandopløselige affaldsstoffer, som kroppen producerer, på baggrund af det vi spiser og drikker, og som samtidig ikke svedes ud. Affaldsstofferne filtreres gennem nyrerne, som er det filter for blodet, der cirkulerer igennem mange gange i løbet af et døgn. Mængden af urin vokser i takt med, at blodet pumpes gennem kroppen.

Vi danner ca. 60 milliliter urin pr. time, som samles op i urinblæren, før kroppen giver tegn til, at vi skal skille os af med urinen via en vandladning.

Urinens farve er en indikator
Morgenurin – dvs. den urin, som kroppen danner i løbet af natten – er koncentreret og derfor normalt af en kraftigere gul farve end den urin, som vi udskiller om dagen, som er klar og lysegul.

Man skal være opmærksom på ændringer i urinens lugt og farve, da dette kan være symptomer på sygdom. Det kan også skyldes, indtagelse af medicin eller forskellige former for væske og mad. Fx giver rødbeder en meget rødlig urin, og asparges kan give en ubehagelig lugt.

Urinens lugt og smag
Hvis man indtager 1½ – 2 liter væske om dagen, rummer en normal voksenblære ca. 5-6 deciliter. Det betyder, at man skal lade vandet ca. hver 4. time i dagtimerne.

I tidligere tider – før laboratorieteknikken tog over – brugte lægerne lugtesansen og smagte også på urinen, når de skulle vurdere, om en patient fx kunne have sukkersyge eller ’sukkersot’, som benævnelsen var i 1800-tallet.

Hvad kan man gøre, hvis man tisser i sengen eller kender nogen, der gør?

sleepingboy

Tørdokken oplyser og giver gode råd til børn og forældre

Af Ida Maria Schmidt, læge og Margrethe Maegaard, sygeplejerske i Tørdokken Rigshospitalet, København
Kilde: KontinensNyt 1, 2006, s. 22-23

Download hele artiklen

Tørdokken er et tilbud, til børn der tisser i sengen om natten og deres forældre. Vi har en telefonrådgivning, der kan kontaktes, uanset hvor man bor og hvor gammelt barnet er. Vores ambulatorium er alene for børn i alderen 6-18 år, som bor i optageområdet for Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS), og man skal henvises via sin praktiserende læge. Telefonlinjen er åben torsdag aften og passes af sygeplejersker med specialkendskab til børn med vandladningsproblemer. Primært børn der tisser i sengen om natten. Alle er velkomne til at ringe – også anonymt. Vi lytter og forsøger at give relevante informationer. Det kan fx dreje sig om:

  • Hvilke behandlingsmuligheder findes?
  • Hvad er nattevæderi? Hvorfor har nogle det?
  • Er det arveligt? Hvad gør vi ved overnatning hos kammerater?
  • Hjælpemidler fx madrasbeskyttelse og bleer.

Hvad laver Tørdokken?
Børn, der henvises til Tørdokken, har ofte allerede været forsøgt behandlet med medicin eller ringeapparat uden tilfredsstillende resultat.

Ved første besøg i Tørdokken har vi afsat god tid til at få en grundig beskrivelse af barnets vandladnings- og afføringsmønster. Det er meget vigtigt at få beskrevet, hvordan vandladningen foregår både dag og nat, og hvor længe det har stået på.

Om dagen drejer det sig om, hvor ofte barnet skal på toilettet. Skal det gå meget stærkt? Er der af og til uheld med våde bukser? Eller er det ikke noget problem at skulle holde sig i længere tid? Om natten handler det om at tælle, hvor ofte barnet tisser i sengen. Står barnet af og til op om natten? Bruger det ble? Og hvor meget urin kommer der i løbet af natten? Med hensyn til afføring skal vi vide, hvor ofte det sker, og om barnet er plaget af hård mave og evt. har uheld med afføring i bukserne.

Det er desuden vigtigt at vide, hvor påvirket barnet og familien er af situationen. Nogle er meget præget af ikke at kunne deltage i kammerat-livet uden stor bekymring for, hvornår næste uheld kommer. Det kan afholde især lidt større børn fra at tage på ture med overnatning. Andre ser det mest som et irriterende praktisk problem, og har en i øvrigt helt normal barne- og ungdomshverdag.

Endelig kan det være relevant at høre til toiletforholdene i skolen og fritidsordningen. Gode og rene wc´er, hvor børnene kan gå på toilettet i fred, er en forudsætning for at fornuftige vandladnings- og afføringsvaner kan trænes.

Undersøgelse

Når vi har været omkring alle disse emner, bliver børnene lægeundersøgt for at sikre, at der ikke er en skjult misdannelse som årsag til problemet. Hos nogle børn er der grund til at få foretaget ultralydskanning af nyrer og urinveje eller en flow-undersøgelse, hvor selve blæretømningen beskrives. Urinprøve til dyrkning for bakterier kan bruges til at udelukke urinvejsinfektion.

Centralt i undersøgelsen af børnene står registrering af væskeindtag og vandladning i dagtiden og om natten. Familierne bliver bedt om, at måle alt hvad barnet drikker og tisser i to dage. På den måde fås en fin beskrivelse af, hvor store mængder urin blæren indeholder, før barnet får tissetrang, og hvor ofte det skal på toilettet. Om natten måles urinmængden ved at veje en tør ble om aftenen og den våde ble om morgenen. Blevejningen foregår i en uge.

De to hovedgrupper
Når alle oplysninger er samlet, er det i langt de fleste tilfælde muligt at placere børnene i en af to hovedgrupper:

Den ene er børn med meget stor urinproduktion om natten og ingen væsentlige vandladningsproblemer om dagen. Disse børn kan behandles med antidiuretisk hormon (Desmopressin eller Minirin). Antidiuretisk hormon skal tages før sengetid og virker ved at nedsætte urinproduktionen om natten. Kroppens eget antidiuretiske hormon dannes i hypofysen, en lille kirtel på undersiden af hjernen. Hos nogle børn er kirtlen sen til at etablere en døgnrytme med høj produktion af hormonet om natten og lav om dagen. Med medicinen efterlignes døgnrytmen. Den rette dosis findes ved at trappe op over et par uger. Når dosis er fundet, fortsætter man på samme niveau i tre måneder. Herefter holdes en pause på ca. 5 dage. Hvis nattevædningen vender tilbage i pausen genoptages behandlingen igen i tre måneder efterfulgt af en pause. Sådan fortsætter man, til der i behandlingspausen ikke kommer nattevædning. På det tidspunkt er hypofysens egen hormonproduktion blevet tilstrækkelig høj om natten til at sænke urinproduktionen til en mængde, der kan rummes i blæren hele natten. Antidiuretisk hormon kan fås som piller eller næsespray. Der er kun meget få bivirkninger ved behandlingen. Mavesmerter og hovedpine kan forekomme, men forsvinder ved nedsættelse af dosis eller ophør. Hvis der tages langt højere dosis end anbefalet, kan der forekomme alvorlig væskeophobning, hvilket kræver behandling under indlæggelse.

Den anden hovedgruppe er børn med “lille” blære, hvilket medfører hyppige vandladninger om dagen evt med uheld i bukserne(daginkontinens). Om natten vil den samme lille blære tømme sig trods en normalt nedsat urinproduktion om natten. Barnet vil have mere end en vandladning om natten. Disse børn kan behandles med træning om dagen, hvor blærens evne til at rumme mere urin øges. I nogle tilfælde er dette tilstrækkeligt til også at blive af med problemerne om natten. Hvis ikke suppleres behandlingen med et ringeapparat. Hvilket ofte skal til. Blæretræning er faste toilettider med kort interval i begyndelsen. Intervallerne øges i takt med at barnet får bedre kontrol.

Det tager tid og kræver hjælp
Det er ikke indviklet, men det er vores erfaring, at der ofte skal professionel hjælp til at motivere og holde gejsten hos børnene. Det tager flere måneder at få styr på en drilleblære.

Man kan ikke forvente, at børn kan overholde faste toilettider uden hjælp. Evt. et ur, der bipper eller vibrerer, eller en voksen der minder dem om det.

Det skal pointeres at børn med svære inkontinensproblemer om dagen bør undersøges på en special- afdeling.

Ringeapparater til behandling af nattevæderi fås som kropsbårne d.v.s. en bipper på skulderen og en føler i underbukserne eller et lagen med følere i og ringeapperat ved siden af sengen.

De giver lyd ved første tissedråbe, barnet skal så vågne og gå på toilettet. Populært sagt skal apparatet hjælpe blæren med at huske at vække barnet, når det skal tisse.

Det vigtigste er, at barn og forældre er klar over, at det er et stykke arbejde, og at barnet kan rumme at vågne ved en bipper og gå ud på toilettet. Nogle kan klare det, når de er 6 år, andre ikke før de er 10.

Barnet skal være fortroligt med apparatet og være med til at sætte det til o.s.v.

Barnet skal sove med apparatet i ca. 10 uger, eller til der har været 14 tørre nætter i træk.

Der er ofte startvanskeligheder, og det er ærgerligt at give op – så hellere kontakte sundhedsplejersken eller en af de åbne telefonlinjer og få hjælp og støtte.