Vandladningsproblemer hos plejehjemsbeboere

Anette

Af Annette Carstensen, Kontinenssygeplejerske, Sønderborg Kommune
Kilde: KontinensNyt 1, 2006, s. 14

Download hele artiklen

Mange borger på plejehjem er fysisk dårlige og er afhængige af hjælp til toiletbesøg
Der eksisterer mange myter omkring ældre og vandladningsproblemer. Mange tror, at alle mennesker får vandladningsproblemer. Bare man lever længe nok! At det er noget, der kommer snigende, og noget man må lære at leve med. Fakta er, at mange ældre får vandladningsproblemer. Til gengæld er det en  myte, at man skal lære at leve med det.

Ofte kan vandladningsproblemer afhjælpes eller bedres – som regel for små midler.

Mange føler, at det er flovt at tisse i bukserne – og taler ikke om det. Heller ikke til ægtefællen! Dette gælder både borgere i eget hjem og på plejecentre. Næsten alle borgere i plejebolig anvender ble. I mange tilfælde er det borgerens eget ønske. Mæt af dage ønsker de så at sige at blive vartet op. Ofte hører jeg udsagn som: “jeg har arbejdet nok, nu må andre tage over”. Min fornemmelse er, at også plejepersonalet ønsker det. “For en sikkerheds skyld” eller fordi plejepersonalet synes at det er synd for borgeren, hvis der sker uheld. Selv-om faste toilettider i mange situationer kan afhjælpe problemet, er det vanskeligt at gennemføre i praksis. Blandt andet fordi plejegrupperne tit har travlt.

Gængse bleprodukter har stor sugeevne. Alligevel må det være mere behageligt at komme på bækkenstol eller toilet. Jeg har hørt blebrugere udtale, at en ble varmer godt, specielt om vinteren. Dette skal ikke være en indikation for en stor ble!

Mange på plejehjem er fysisk dårlige og er afhængige af hjælp til toiletbesøg. Personalet skal være opmærksomme på, om selvhjulpne beboere har optimale muligheder for at gå på toilettet. Bukserne skal have knapper eller anden lukning, som man selv kan åbne uden for meget besvær. Demente beboere skal måske mindes om at gå på toilettet. Undertiden skal de guides. Skriftlig afkrydsning sikrer, at alle ansatte kender planerne. Alle i plejegruppen skal være informerede om de forskellige tiltag. Målet er at give beboerne det bedst mulige tilbud.

Mange forhold disponerer til vandladningsproblemer, fx neurologiske sygdomme som sclerose, Parkinson (rystesyge) og hjerneblødning. Ligeledes er der meget medicin, som påvirker vandladningen. I mange tilfælde kan faste toilettider, blæretræning eller medicinsk behandling være til hjælp.

Gennemsnitligt går borgeren med inkontinens problemet i 7 år, inden de anmoder om hjælp. For at hjælpe på problemet har mange kommuner i dag ansat kontinenssygeplejersker til at udrede og hjælpe. Afhængig af lidelsen har kontinenssygeplejersker også mulighed for at sende borgeren videre i systemet. Man må derfor formode, at den enkelte borger i dag får den udredning og de hjælpemidler, der passer vedkommende. Der findes mange slags bind og bleer, og tilbuddet må tilpasses den enkelte person. Med det store udvalg, der er på markedet, kan der altid findes et produkt, som passer.

Vandladningssymptomer ved apopleksi

apopleksi

Af Sigrid Tibæk, Forskningsfysioterapeut, MSc, Dr.med.Sci., Fysioterapien, Glostrup Hospital
Kilde: KontinensNyt 1, 2009

Lidt om Apopleksi
Forekomsten af vandladningssymptomer og dets gener er meget høj ved apopleksi. Pludselig, bydende vandladningstrang blev rapporteret, som det alvorligste symptom. Bækkenbundstræning har en signifikant, positiv effekt hos kvinder med urininkontinens efter apopleksi.

Øget fokus på vandladningssymptomer og dets træningsmuligheder kan stærkt anbefales ved apopleksi.

Forekomst
Apopleksi er en kredsløbssygdom i hjernen og den næst hyppigste årsag til handicap hos voksne. I Danmark rammes 10.000 -12.000 personer årligt af en apopleksi og antallet er stigende med stigende levealder i befolkningen.

Efter en apopleksi kan der forekomme lammelser, taleforstyrrelser, manglende sygdomsindsigt og en lang række vandladningssymptomer.  Vandladningssymptomerne rammer både mænd og kvinder og forekommer hyppigst hos ældre. Personer, der forud for en apopleksi har vandladningssymptomer, kan også opleve en betydelig forværring af disse symptomer.

Ikke sjældent bliver vandladningssymptomer overset hos de patienter, der har haft en apopleksi, fordi andre store symptomer dominerer, men til trods for spontan bedring kan vandladningssymptomerne være til stor gene i år efter hjerneskaden. Det er derfor vigtigt at undersøge, om personen har sådanne symptomer, og hvis det er tilfældet forsøge med relevante tiltag, at helbrede eller mindske generne.

Urininkontinens er et af vandladningssymptomerne. Forekomsten varierer fra 32% til 79% hos apopleksi-patienter umiddelbart efter apopleksiens opståen, fra 25% til 28% ved udskrivelsen fra hospital og fra 12% til 19% 6 måneder efter apopleksiens opståen.

I en ny dansk undersøgelse fra Glostrup Hospital blandt 407 apopleksi-patienter rapporterede 94%, at de havde mindst et vandladningssymptom(1) 3 måneder efter at apopleksien opstod.

Det hyppigste symptom var natlig vandladning (nykturi), efterfulgt af pludselig, bydende vandladningstrang (urgeinkontinens/overaktiv blære) samt et øget antal vandladninger i dagtiden.

Hos kvinderne forekom natlig vandladning hyppigst (75%), efterfulgt af øget antal vandladninger i dagtiden (57%) og stressinkontinens (48%).

Hos mændene var natlig vandladning også hyppigst (76%), efterfulgt at pludselig, bydende vandladningstrang (74%) og øget antal vandladninger i dagtiden (61%). Ikke sjældent forekommer der også manglende (ufuldstændig) blæretømning og urinvejsinfektion i forbindelse med en apopleksi.

Gener
Vandladningssymptomer påvirker livskvaliteten både fysisk, psykisk og socialt. Undersøgelsen fra Glostrup Hospital viste, at 78 % af de personer, der led af mindst et vandladningssymptom, oplevede at det generede dem i deres dagligdag.

Andre undersøgelser har vist, at urininkontinens hos apopleksipatienter medfører gener som søvnforstyrrelser og et øget forbrug af bind og bleer.

Ifølge en stor tysk undersøgelse fra 2003 var der en markant forskel i antallet af patienter anbragt på institutioner 12 måneder efter apopleksien, idet 45% af apopleksi-patienter med inkontinens var på institution, mens kun 5% af apopleksi-patienter uden inkontinens var på institution(2). Derudover har flere undersøgelser vist, at urininkontinens hos patienter med apopleksi også har en negativ påvirkning på livskvaliteten hos nære pårørende.

Undersøgelsen fra Glostrup Hospital viste, at det alvorligste symptom var bydende vandladningstrang derefter natlig vandladning efterfulgt af et øget antal vandladninger i dagtiden.

Årsager
Årsagerne til vandladningssymptomer ved apopleksi er endnu ikke fuldt afklaret, og yderligere forskning er påkrævet.

Blæren har to funktioner: En depotfunktion (i 98% af døgnets timer) og en tømningsfunktion (i de resterende 2% af døgnets timer).

Hos raske personer styres disse to funktioner og skriften fra den ene funktion til den anden af et komplekst kontrolsystem i hjernen.

Hos personer, der har haft en eller flere apopleksier sættes hjernens kontrolsystem af blæren helt eller delvist ud af funktion. Nye undersøgelser viser også, at sanseimpulserne fra blæren ikke når den bevidste del af hjernen. Dette kan medføre, at blæren reagerer med ukontrollerede sammentrækninger (hyperrefleksi) og uden nogen form for bevidst hæmning. Resultatet er, at personen oplever pludselig, bydende vandladningstrang og hyppig vandladningstrang uden hensyn til, om det er socialt belejligt eller fysisk muligt.

Undersøgelser
Formålet med undersøgelserne er at finde årsagen til symptomerne. Såfremt symptomerne er opstået eller forværret i forbindelse med en apopleksi, er det vigtigt at identificere typen af vandladningssymptomer, deres sværhedsgrad og for hvert symptom dets gener for at give den rigtige behandling.

Hos gruppen af personer, der har haft en moderat til mild apopleksi, kan anvendes et pålideligt og valideret spørgeskema, mens væske-vandladnings-skema især anvendes til gruppen af personer med en betydelig sværere apopleksi.

Samtidig er det vigtigt at undersøge personens fysiske og kognitive formåen – det vil sige evnen til at gå alene evt. med et gangredskab, ganghastighed, gangdistance, og om personen klarer af- og påklædning selv og ikke mindst kan huske, hvor toilettet er. Urinundersøgelse og blærescanning indgår som standardundersøgelser, mens specialiserede undersøgelser (urodynamisk undersøgelse) anvendes efter behov.

Behandling
Behandlingen afhænger af, hvilke vandladningssymptomer personen har – samt personens øvrige helbredstilstand.

Udover gode drikkevaner anbefales følgende behandlinger:

  • Har personen urininkontinens og samtidig reduceret gangfunktion består behandlingen primært af intensiv gangtræning
  • Har kvinder urininkontinens efter apopleksi anbefales bækkenbundstræning
  • Kan personen ikke mærke vandladningstrang anbefales fastlagte toilettider med 1-3 timers interval
  • Kan personen ikke tømme blæren helt anbefales 2-3 vandladninger med få minutters bevægelse ind imellem
  • Har personen hyppige vandladninger anbefales blæretræning.

Bækkenbundstræning
Siden 1948 har bækkenbundstræning været en sikker og effektiv behandling til kvinder med urininkontinens. Senere undersøgelser har vist at bækkenbunds-træning også har effekt hos mænd med urininkontinens fx efter prostataoperationer.

Systematisk, intensiv og kontrolleret bækkenbunds-træning har ifølge en dansk undersøgelse vist sig at have effekt hos en gruppe kvinder med urininkontinens efter apopleksi. Resultaterne var klart positive med en signifikant reduktion af symptomerne.

Hos kvinder i en træningsgruppe blev antallet af vandladninger i dagtiden reduceret og urintabet reduceret op til 75%. Samtidig viste det sig, at bækkenbundsmusklernes funktion, styrke og udholdenhed også blev forbedret(3).

Ved opfølgning 6 måneders senere, viste bækkenbundstræningen at have en tendens til længerevarende positive effekt målt med et specifikt inkontinens-livskvalitets-spørgeskema. Effekten viste sig i form af reducerede sociale og følelsesmæssige problemer i træningsgruppen sammenlignet med kontrolgruppen.

I undersøgelsen, der blev udført på Glostrup Hospital, blev en gruppe kvinder med urininkontinens efter apopleksi fordelt ved lodtrækning til enten en træningsgruppe eller en kontrolgruppe. Kvinderne i træningsgruppen gennemførte et standardiseret, kontrolleret og intensivt træningsforløb i 12 uger, undervist af en specialiseret fysioterapeut.

Formålet med bækkenbundstræning er at gøre deltagerne bevidste om bækkenbundsmusklernes lokalisation og funktion. Træningen skal lære deltagerne at spænde bækkenbundsmusklerne isoleret, altså uden at spænde mavemuskler, ballemuskler og musklerne på lårets inderside, samt at øge antallet af aktive muskelfibre og forbedre bækkenbundsmusklens styrke og udholdenhed.

Deltagerne lærer endvidere at koordinere bækkenbundsmusklerne bevidst i forbindelse med forskellige fysiske belastninger, samt i tænkte situationer, hvor kvinderne har oplevet pludselig bydende trang til at lade vandet, men hvor det socialt eller fysisk ikke har været belejligt.

Træningsforløbet omfattede en teoritime med gennemgang af blærens funktion og fejlfunktioner, bækkenbundsmusklernes anatomi og funktion samt motivation for systematisk træning. Kvinderne trænede på mindre hold, en gang om ugen af 1 times varighed. Derudover trænede deltagerne hjemme efter instruktion og skriftligt hjemmetræningsprogram. Alle deltagerne fik undersøgt deres bækkenbundsmuskulatur, dels for at sikre korrekt isoleret muskelfunktion og dels for at give tilbagemelding til patienterne (om træningsresultaterne).

Kvinderne i kontrolgruppen fulgte den standardiserede træning efter apopleksi, men uden specifik træning for deres urininkontinens.

Hvorvidt bækkenbundstræning også kan resultere i en positiv effekt hos mænd med urininkontinens efter apopleksi er endnu ikke undersøgt.

Referencer
Tibaek S, Gard G, Klarskov P, Iversen HK, Dehlendorff C, Jensen  R. Prevalence of Lower Urinary Tract Symptoms (LUTS) in Stroke Patients. A cross-sectional, clinical survey. Neurourol  Urodyn 2008;27:763-771.
Kolominski-Rabas P, Hilz MJ, Neundoerfer B, Heuschmann PU.  Impact of urinary incontinence after stroke: Results from a prospective population-basted study register. Neurourol Urodyn 2003;22:322-327.
Tibaek S, Gard G, Jensen R. Pelvic floor muscle training is effective in women with urinary incontinence after stroke. Neurourol Urodyn 2005;24(4):348-57.

Foto af Vicki Lund
, , , , ,

VEJEN TIL DE RETTE HJÆLPEMIDLER

Foto af Vicki Lund

Af ergoterapeut Vicki Lund

De rette hjælpemidler kan gøre en kæmpe forskel for livskvaliteten. Lever du med en funktionsnedsættelse, kan du ansøge kommunen om forskellige støttemuligheder. I denne artikel får du et kortfattet indblik i hjælpemidler, boligændringer og bilstøtte.

Hjælpemidler

Hjælpemidler skal gøre hverdagen lettere for mennesker med varige funktionsnedsættelser. Det kan være alt fra bleer, katetre og kørestole. Kommunen bevilger hjælpemidler, når de er nødvendige for, at du kan udføre daglige aktiviteter eller deltage i samfundet. Du ansøger gennem kommunen, som vurderer behovet ud fra Servicelovens §112 (hjælpemidler) og §113 (forbrugsgoder). Beskriv tydeligt, hvordan udfordringen påvirker din hverdag, og vedlæg gerne lægelig dokumentation.

Boligændringer

Når hjemmets indretning i samspil med din funktionsnedsættelse står i vejen for din selvstændighed, kan du søge støtte til boligændringer efter Servicelovens §116. Det kan eksempelvis være bidet toilet, rampe, lift eller ombygninger. Formålet er at gøre det muligt for dig at blive boende i dit hjem og klare dig selvstændigt. Kommunen vurderer, om ændringen er nødvendig og hensigtsmæssig i forhold til din funktionsnedsættelse. Ofte er der behov for hjemmebesøg.

Biler og særlig indretning

Har du brug for støtte til bil, kan du søge kommunen efter Servicelovens §114. Hjælpen kan bestå i tilskud til køb af bil, hvis du har et varigt og væsentligt behov for at køre, eller til særlig indretning – som automatgear, lift eller særligt sæde – så du kan køre selv eller transporteres sikkert. Kommunen vurderer både dit kørselsbehov og de tekniske muligheder.

Frit valg

Får du bevilget et hjælpemiddel, en boligændring eller en bil kan du ofte vælge mellem at modtage kommunens løsning eller selv købe et andet produkt, der opfylder de samme kriterier. Kommunen yder så tilskud svarende til deres egen udgift. Det kaldes frit valg og giver dig større mulighed for at finde en løsning, der passer bedst til dig.

Gode råd til samarbejdet med kommunen

• Beskriv din hverdag helt konkret – hvilke aktiviteter udfører du i og udenfor hjemmet og hvornår har du brug for hjælp
• Hvordan påvirker udfordringen din dag – lav en dagbog hvis dit funktionsniveau svinger
• Spørg ind til lovgrundlaget og dine rettigheder.

Bliv klogere på regler og lovgivning

Du finder også links til love og regler på vores hjemmeside her.

Artiklen er skrevet til K-NYT december 2025

, ,

VIDENSDELING MELLEM SYGEHUS OG ALMEN PRAKSIS

Af Kirsten Kaysen. kontinenssygeplejerske, SD

Jeg arbejder som kontinenssygeplejerske i Kvindesygdomme Ambulatorium, Kolding Sygehus. Vi varetager udredning og behandling til kvinder henvist med urininkontinens og andre vandladningsproblemer. Ligeledes diagnostik og behandling af genitalprolaps og fødselsskader.

I efterår 2019 gjorde Sygehus Lillebælt via et idékatalog det nemmere at bruge § 2-aftalen til efteruddannelsen på sygehuset. Det giver bl.a. konsultationssygeplejersker og alment praktiserende læger mulighed for ophold på en eller flere sygehusafdelinger op til fem dage årligt.

I ambulatoriet har vi haft besøg af otte konsultationssygeplejersker. Vi har planlagt at have besøg af én konsultationssygeplejerske ad gangen tirsdage kl. 8-15. Vedkommende følges med en kontinenssygeplejerske med selvstændige konsultationer og deltager i den tværfaglige kliniske konference om patienter, inden sygeplejeprogrammet begynder.

Kontinenssygeplejersken har også gruppekonsultationer, hvor 6-7 patienter henvist med urininkontinens informeres om inkontinens, udredning og behandlingsmuligheder ud fra Minimal Care-princippet. Her vil konsultationssygeplejersken få indblik i udredning med væske/vandladningsskema samt tiltag, der ikke indbefatter medicin og operation. I løbet af dagen vil der være faglig sparring og drøftelse af egne cases fra almen praksis.

Dagen giver konsultationssygeplejersken øgede kompetencer ift. patienter med inkontinens og nedsynkning af underlivet. Samt viden om, hvilke patienter der uproblematisk kan håndteres i almen praksis med basal udredning og hvilke patienter, der kan hjælpes på sygehuset.

Jeg vil hermed gerne inspirere andre tilsvarende afdelinger til at kopiere denne model for vidensdeling.

Videnskabens kamp mod myterne

myter

Redigeret af sekretariatschef Aase Randstoft, Kontinensforeningen
Kilde: KontinensNyt 1, 2008, s. 32-33

Download hele artiklen

Vi tror, at vi kender forklaringen på mange af dagligdagens sygdomme og skavanker. Men ofte bygger vores viden ikke på andet end myter og fordomme. Forskere har eksempelvis i 20 år vidst, at der findes harmløse fysiske forklaringer på sengevædning. Men ikke desto mindre er det stadig en udbredt misforståelse, at de natlige uheld skyldes psykiske problemer og mistrivsel hos barnet.

Lus er et tegn på uhygiejne, mavesår skyldes stress, og deprimerede folk kan bare tage sig sammen. Sådan lyder nogle af de typiske misforståede opfattelser af hverdagens skavanker. Selvom forskning for længst har vist, at det hænger anderledes sammen, så er der stadig mange, der tror på disse overleverede myter. Problemet er, at det tager tid og kræver oplysning, før ny viden kanaliseres ud til befolkningen og ‘optages’.

En udbredt misforståelse
I 1550 før Kristi fødsel blev fænomenet sengevædning beskrevet i litteraturen for første gang – på en papyrusrulle. I dag lider mere end 50.000 danske børn stadig af sengevædning, hvilket svarer til, at lidelsen er lige så udbredt som allergi og eksem. Men ikke desto mindre hersker der stadig mange forskellige udlægninger af, hvad lidelsen skyldes. De typiske misforståelser omkring børns sengevædning er, at det hele foregår oppe i hovedet på barnet.

‘Hos de forældre, bedsteforældre, pædagoger og lærere, der henvender sig til Kontinensforeningen, er det stadig meget udbredt, at folk tror, at børn tisser i sengen, fordi de sover tungt, er trætte/dovne eller har et psykisk problem. Rigtig mange børn har været en tur omkring alternativ behandling eller skolepsykologen uden mærkbart resultat, inden forældrene kommer til os i Kontinensforeningen eller har kontaktet en af vores rådgivere på Inkontinenslinien’, fortæller Aase Randstoft.

En fysisk forklaring
I midten af 1980’erne fandt danske forskere frem til, at der kunne være en fysisk forklaring på, at mange børn tissede i sengen. Søren Rittig, der er overlæge på Skejby Sygehus med speciale i bl.a. børns inkontinens, var en af dem. ‘Der skete noget markant i starten af 80’erne i forbindelse med øget forskning og viden om natlig inkontinens. På det tidspunkt kom der meget fokus på genetikken og de fysiske faktorer. Men det er først inden for de sidste ti år, at der er blevet mere enighed om, at lidelsen ikke bare skyldes én ting – altså for stor urinproduktion eller for lille blærekapacitet. Vi betegner det i dag som en kronisk tilstand, idet det ikke er noget, der sådan lige går over, men typisk varer til barnet kommer i puberteten. Vores erfaring viser heldigvis, at en meget stor del af disse børn kan behandles med succes – enten ved hjælp af medicin eller med et ringeapparat, der vækker dem, inden de tisser i sengen – og på den måde hjælper til at øge blærens rummeevne’, fortæller Søren Rittig.

Stadig stor uvidenhed
Han understreger desuden, at de psykiske problemer, som børn, der lider af sengevædning, kan have, udelukkende skyldes det faktum, at de tisser i sengen, selvom mange tror noget andet.

‘Det er mit indtryk, at flere og flere læger tager sig af problemet. Den største hindring for familien er et klap på skulderen fra lægen og en kommentar om, at det går over inden konfirmationen. Og det hører vi stadig om, når folk kommer til os på klinikken. Og indtil for nylig blev der tilmed stadig på pædagogseminarier undervist i, at det er et psykisk problem hos børnene, der er årsagen til, at de tisser i sengen’, fortæller Søren Rittig.

Okay med ble
Fra børnene kommer i kontakt med behandlingssystemet, kan der gå lang tid, før behandlingen virker ordentligt og effektivt. Og i den tid er det ifølge Søren Rittig essentielt med gode hjælpemidler som natbleer. I den senere tid er der kommet nat-bukse-bleer på markedet specielt til større børn, der tisser i sengen. Men om bleerne hersker der også myter, som Søren Rittig gennem sin tid som læge har hørt med jævne mellemrum.

‘Nogen har blandt andet fremsat en teori om, at hvis barnet bruger ble, så kommer det senere over sygdommen og bliver senere tør om natten. Argumentationen er, at barnet får det ligesom en baby, der er ligeglad med, om det har ble på og tisser i den. Andre har fremsat den påstand, at bleerne er for behagelige, og derfor ikke skaber den fornødne motivation for at blive behandlet. Men der er ikke noget bevis for nogen af delene’, siger Søren Rittig.

Kontinensforeningens konklusion
Lyt ikke til myter, gamle husgeråd, ‘kloge koner’ eller andre udokumenterede overleveringer.

Når det enkelte barn er motiveret for behandling – hvilket oftest sker i 6-års alderen, når skiftet fra den trygge børnehave over til skolen sker, skal der foretages en lægelig udredning. Der skal stilles en korrekt diagnose og igangsættes behandling. Forældrene er herefter sammen med barnets øvrige voksne netværk ansvarlige for, at barnet hjælpes med at gennemføre en succesfuld behandling.