Input til design for empatisk plejehjem

Af Julie Lynge Hall, pædagogisk antropolog og innovationskonsulent og Mie Bjerre, etnolog
Maj 2014

Citat fra plejepersonale:
”Har hun [beboeren] en dag med løs mave, eller ikke er kommet ordentligt af med det [afføringen], jamen så kan hun godt, idet man lifter hende op, tabe lidt på gulvet i soveværelset. Og der er det, man tænker, at det ikke er helt værdigt, nej.”

Når ældre får behov for at flytte i en plejebolig, er det betinget af, at de som følge af fysiske eller mentale funktionstab ikke længere er i stand til fuldt ud at opretholde deres eget hjem. Størstedelen af de ældre, der flytter på plejehjem, har yderligere behov for hjælp til at opretholde personlig hygiejne. Kombinationen af manglende egenkontrol til at udføre disse aktiviteter samt den nye fysiske og sociale ramme betyder, at beboeren ofte kommer i situationer, som bryder med hans eller hendes opfattelse af normer og kodeks for, hvad man gør, hvor, og med hvem. Dette kan indebære utilsigtede konsekvenser i form af blufærdighedskrænkelse og uværdighedsfølelse. Plejekulturen og de hjælpeprocesser, der knytter sig til disse situationer, har afgørende betydning for den individuelle oplevelse af personlig hygiejne og velvære.

Denne artikel handler ikke om de fysiologiske aspekter af inkontinens, men derimod om, hvordan plejehjemsbeboere, der ikke længere selv kan varetage deres personlige hygiejne, oplever den plejepraksis, der knytter sig hertil – og samtidig hvordan det opleves, at være den der hjælper til i disse situationer, som af den ældre ofte betragtes som intime, og som han eller hun hele sit liv har sørget for selv, og alene.

Pointerne i artiklen tager udgangspunkt i en kvalitativ undersøgelse af individuelle oplevelser af personlig hygiejne og velvære for beboere på plejehjem, som Copenhagen Living Lab gennemførte i forsommeren 2012. I den forbindelse interviewede og observerede vi beboere og plejepersonale på to danske plejehjem, om og i situationer relateret til personlig hygiejne og pleje. Det var som researcher til tider grænseoverskridende at deltage i – og vi anerkender, at det på samme måde kan være at læse om. Men et nyt design af mere empatiske plejehjem og -praksis kræver, at også de svære forhold og dem, vi ikke har en endelig løsning på, må være med til at forme fundamentet for at skabe størst mulig oplevelse af værdighed for de ældre, som ikke længere selv kan varetage den personlige hygiejne og pleje – og for de professionelle, der knokler for at sikre kvaliteten i et af de vigtigste jobs her til lands.

Plejekultur og praksis
Hvis vi vil forbedre og udvikle en praksis, må vi først og fremmest kende til rationalet bag den. I plejepraksis kan hygiejne anskues som en konvention mellem en bestemt måde at organisere praksis og handling på, hvor det rene og urene adskilles. Rationalet bag denne adskillelse – altså, af hver der opfattes som rent og urent, bygger grundlæggende på logikker fra den medicinfaglige, sygeplejeverden. Her er tale om et mål om fravær af sygdom.

Misforhold mellem mål og resultat
Men mange ældre har infektioner på grund af dårlig hygiejne, og særligt den udprægede anvendelse af bleer og det forhold, at det, ifølge personalet, er svært at vaske og bade beboerne ordentligt, står i vejen for målet. Begge forhold som synes svære at håndtere.

Citat fra personale:
”Urinvejsinfektioner har næsten alle, og det er jo på grund af dårlig hygiejne – næsten alle bruger ble. Kateteret er jo også åbent for infektion. Mange er i forbehandling, men det må man kun være i en periode. Jeg har opdaget, at folk har været i forbehandling i flere år i træk, og så bliver de jo resistente.”

En del beboere kan som konsekvens af deres funktionstab, ikke (selv) komme ud på badeværelset. For de, som kan, er det et problem for personalet at komme til at vaske beboerne ordentligt for neden ude på badeværelset. Dårlige arbejdsstillinger og besværet med ’at komme til’, mens beboeren skal holde balancen, er årsager hertil.
Som løsning på problemet har man tilpasset processen og indført en procedure for ’nedre toilette’ i sengen hver morgen, inden beboeren skal ud og tisse eller have afføring på toilettet. Dette kan betragtes som en kompensering for en uorden i systemet. Ud fra en almen-velvære logik (eller hvad vi skal kalde den), ville processen jo skulle forløbe omvendt.

Rettidighed
Som nævnt anvender de fleste plejehjemsbeboere ble. Bleen er en umiddelbart god løsning på at afholde beboere fra at blive våde, urene og skulle have skiftet tøj med jævne mellemrum. Det er et produkt, som tager ’hånd’ om en manglende rettidighed i forhold til at komme på toilettet, og der er flere årsager til, hvorfor det kan være svært. For det første lider mange ældre af inkontinens, hvilket betyder, at de har ’slap blære’, og derfor ikke selv kan mærke, hvornår de skal ’på’. Og for det andet er det svært at indrette en plejepraksis efter en individuel timing for hvornår, hvem, skal af med hvad – når man er to plejepersonale til 10 beboere eller en nattevagt til mange flere! Det kritiske spørgsmål må her lyde, om nogle ældre bruger ble som konsekvens af de manglende ressourcer, og som konsekvens af, at det ud fra en umiddelbar betragtning synes lettest at håndtere for personalet?

Badeværelsets flydende grænser
Når man som ældre er i en situation, hvor man skal have hjælp til personlig hygiejne og pleje, sker der mange gange det, at baderummet ikke længere alene kan danne ramme om de aktiviteter, der knytter sig hertil.

Arbejdsmiljøkrav, effektiviseringskrav eller særligt svækkede funktionsevner kan betyde, at den ældre ikke kan komme ud på baderummet, og aktiviteterne ’flyder’ dermed ud over baderummets grænser.
Eksempler på aktiviteter, som overskrider den ’normale’ afgrænsning, er afføring/tis i soveværelset/stuen på bækkenstolen – beboere liftes op uden undertøj på i soveværelset – beboere køres fra badeværelse til soveværelse på en ’fyldt’ bækkenstol, bliver derefter liftet op og tørret inde i soveværelset, og derefter tilbage i seng – vask for neden, foregår i sengen i soveværelset. Disse aktiviteter karakteriseres som intime og krænkende aktiviteter.

Citat fra personale:
”Når hun kommer på badeværelset om morgenen, så har hun afføring på bækkenstolen, og så bliver hun fragtet tilbage til stuedelen og bliver liftet op der og tørret. Så man slæber simpelthen hele toilettet ind i stuen, for at sige det helt konkret. Og det der med at få bækkenstolen med afføring ind i stuen, det er jo ikke… altså det gør vi andre jo heller ikke.”

I plejeboligen ser vi altså, at aktiviteter, som ’normalt’ hører baderummet til, rykker udenfor dets grænser, og som konsekvens heraf, risikeres det man kan kalde et etisk skred.

Citat fra ergoterapeut:
”Man skal overveje etikken i at køre folk rundt uden tøj på i deres egen lejlighed. Man skal i hvert fald spørge borgeren, om det er ok. Men det er sådan nogle af de der etik-skred, som der sådan sker, når man går fra sit eget toilet til man kommer på plejecenter.”

Oplevelsen af ’det kan jeg stadig’
I arbejdshverdagen på plejehjemmene er ovennævnte situationer rutinemæssigt indrettet og noget, man gør i en skemalagt struktur. For mange beboere opleves de dog som krænkende, da de ’bryder’ med normerne for, hvor man gør hvad og med hvem. Yderligere forstyrres beboerens oplevelse af ’normalitet’ og i den sammenhæng følelsen af ’det kan jeg stadig’.

Hjem versus arbejdsplads
Badeværelsets flydende grænser samt organiseringen af hjælpeprocessen omkring ’det rene’ og ’det urene’, udfordrer beboerens oplevelse af hjem. Ligeledes gør arbejdsmiljø-hensyn og institutionsdynamikker. I overgangen fra hjem til plejehjem sker ofte det, man kan kalde et ’brud’ med beboerens hjemlige rutiner og mønstre. Mange mister genkendeligheden ved badeværelset, da konteksten; badeværelset ændrer sig. Særligt ældre, hvis kognitive funktionsevne er svækket, har behov for at kunne tyde situationer og aktiviteter ud fra konteksten.

Citat fra ergoterapeut:
”Altså for nogen, det ser vi jo derhjemme, når vi kommer hjem og træner med folk – der er jo nogen, de kan jo simpelthen nærmest i blinde krabbe sig hele vejen langs væggen og ud på badeværelset, sætte sig ned og gøre de ting, de skal (…) Men det er et stort problem, man ser i de skift [når de flytter på plejehjem], at folk taber de gamle vaner og rutiner, og det er svært at lave nogle nye, så der skal de støttes godt for at få nogle hensigtsmæssige nye vaner.”

Privathed
At ens hjem bliver til en arbejdsplads kommer også til udtryk i kraft af fælles tøjvask og storindkøb. Tøj og diverse produkter transporteres dagligt ud og ind af de mange boliger.
Urin-våde dyner eller sengetøj transporteres dryppende ud af lejlighederne og ned i den anden ende af huset til vaskeriet.

Citat fra personale:
”Der er ingen af os, der synes, det er særlig behageligt at skulle rende hele vejen ned med en dyne, der er drivende våd af urin – og det render hele vejen ned ad gangen”
Manglende opbevaring til bleer og andre engangsmaterialer inde i lejlighederne er en årsag til denne trafik, som for såvel beboere, pårørende og personale opleves nedværdigende.

Citat fra personale;
”De bruger jo ble de fleste, og bleer hører sig ikke til inde i stuen, tænker jeg (…) Det kommer jo ikke andre ved, hvad mor hun bruger for en størrelse i bleer, vel?”

For beboeren er det at få vasket tøj (blandet sit tøj) sammen med andres decideret ulækkert.

Overordnet, griber den kollektive præmis ind i beboernes oplevelse af hjemlighed, og logistikken omkring det fælles (vasketøj og storindkøb) er ganske ressourcekrævende.

Arbejdsmiljø og beboerens selvopfattelse
For fagprofessionelle i ældreplejen er hjælpemidler en selvfølgelighed. Hjælpemidlerne støtter personalet i deres udførelse af praksis, og støtter beboeren dér, hvor kroppen ikke længere selv slår til. Hjælpemidler opleves i plejepraksis som gode, men kan i nogle tilfælde være en barriere for den ældres oplevelse af, hvad man stadigvæk kan selv.

Særligt bækkenstolen repræsenterer dette modsætningsforhold. Bækkenstolen anvendes ofte i kraft af sin multifunktionalitet. Den sparer løft for personalet – den kan bruges både som toilet, badestol, stol og transportmiddel. Personalet ved, hvor de har beboeren og kan nemt flytte fra seng (her bruges den som kørestol), til håndvask (som stol og toilet), til bad (som badestol), og til bøjler (som hjælp til at få beboeren flyttet tilbage i kørestolen).

Citat fra ergoterapeut:
”Nogen gange er det den bedste løsning, at der står en bækkenstol inde ved sengen, andre gange kan man sige, at det er lige så relevant, at de bliver liftet fra deres kørestol og over på det rigtige toilet, og fik lov at få en oplevelse af, at det kunne man stadigvæk.”

Rollatoren, armstøtterne ved toilettet og bøjlerne på væggen, som muliggør, at man selv kan komme op og stå – er hjælpemidler som af beboerne fremhæves som gode. Disse hjælpemidler er i modsætning til loftliften og bækkenstolen redskaber/teknologier, som kan betragtes som forlængere af kroppens eget bevægeapparat.

”Den her[rollatoren], den er jeg så glad for! Den kan tage mig lige derhen i verden, jeg vil”

Selve produktets udformning og materiale spiller også en faktor i denne sammenhæng. Således markerer en bækkenstol med hårde hjul, beboerens svækkelse – og opleves fx som at sidde i en indkøbsvogn. Hjælpemidlet bliver – i denne sammenhæng – en konfrontation med éns inkompetence.

De sidste årtiers fokus på arbejdsmiljøet har i høj grad haft indflydelse på den plejekultur, vi ser i dag. Produkter og hjælpemidler bliver i stigende grad tilføjet plejeboligen med det formål at beskytte personalet mod uhensigtsmæssige belastninger – fysiske som psykiske.

Et godt arbejdsmiljø er vigtigt for personalets arbejdshverdag, og i denne sammenhæng vigtig for beboeren, som har brug for deres hjælp. Udviklingen er således ikke at anfægte. Dog ser vi en afledt – og utilsigtet – konsekvens af denne udvikling, hvor de produkter, som anvendes, griber ind i relationen mellem plejeren og beboeren. Man kan tale om, at arbejdsmiljøhensynet determinerer en klinisk relation mellem plejer og beboer, på bekostning af en medmenneskelig relation.

”Synes du jeg er ulækker?” – kroppen i plejen
Når vi som ældre ikke længere kan selv, bliver vi afhængige af andre mennesker, hvis optræden og anvendelse af produkter, griber ind i vores selvopfattelse.

Engangshandsker anvendes dagligt i alle situationer.

Citat fra personale:
”Jeg bruger handsker til alt. For at beskytte mig selv. Jeg passer meget på mig selv – det gjorde jeg ikke for 5 år siden.”

Ud over handsker så anvendes sprit, og nogle steder anvendes røgmasker for at beskytte personalet, når de skal ind hos beboere, som ryger. Personalet går yderligere i uniformer, da uniformerne er lavet af et hygiejnisk korrekt materiale.

Rationalet er at beskytte personalet for derigennem at beskytte beboere mod andres bakterie. Konsekvensen kan dog være en oplevelse af at være et uvæsen, man skal beskyttes i mod.

Citat fra personale:
”Jeg har oplevet en beboer sige til mig: ’Hvorfor har du handsker på? Jeg er jo ikke beskidt”
Heri består et dilemma mellem at beskytte mod bakterier og samtidig drage medmenneskelig omsorg for mennesker, som oplever sig selv og verden gennem sanseindtryk – dels via huden, som er kroppens største sanseorgan, dels gennem den taktile sans, som stimuleres via berøring. Det kliniske hensyn til kroppens tilstand kommer her til at stå i vejen for de psykologiske og emotionelle elementer af samme.

Citat fra personale:
”Jeg har faktisk været udsat for en, der spurgte, om ikke jeg ville tage handskerne af, fordi hun synes det var upersonligt – hun kunne ikke mærke mine hænder. Hun kunne ikke mærke, at jeg gjorde hende i stand.”

For plejepersonalet kan ’den kliniske relation’ også være en barriere for deres oplevelse af at udføre formålet med sit arbejde:

Citat fra personale:
”Nok er vi professionelle, men der skal også være en vis… beboeren skal også føle, at vi kan lide det, kan man sige. Hvis du ikke vil røre dem på den måde, jamen så tror jeg som menneske, at man begynder at føle sig mindre værd – Hvad er der galt med mig? – Hvorfor vil folk ikke røre mig?Så der ligger da noget velvære i det, noget omsorg. Det er en form for kærlighed, du viser på den måde – at jeg kan godt lide dig, altså. Og den er da enorm vigtig.”

Nye løsninger bør naturligvis overholde eksisterende lovgivning, men vi skal være opmærksomme på, hvordan arbejdsmiljøets beskyttelse af plejerne har konsekvenser for beboerens selvopfattelse som menneske, og i forlængelse heraf – oplevelsen af værdighed i hygiejne og plejesituationer – samt for personalets følelse af at udføre et godt og empatisk stykke arbejde.

Indsigterne repræsenterer et mulighedsrum for fremtidig udvikling af mere empatisk plejehjems-design.

Potentialet er afhængigt af to ting:

• En boligindretning på plejehjem der muliggør, at aktiviteter og opgaver i relation til personlig pleje og hygiejne kan rykke tilbage i baderummet
• At såvel det relationelle som det processuelle aspekt inddrages som kvalitetsparameter, hvis man vil understøtte beboerens oplevelse af værdighed og velvære undervejs i hjælpeprocessen, og som resultat af samme.

Ved yderligere interesse kan henvendelse ske til Mie Bjerre på mb@copenhagenlivinglab.com

Mini-CV

Mie Bjerre er etnolog og partner i Copenhagen Living Lab, som bl.a. tilbyder inspirationsoplæg og workshops til alle, der ønsker at medvirke til udviklingen af empatiske plejehjem – fagprofessionelle ledere og medarbejdere som arkitekter, bygherrer og teknologiske løsningsleverandører.

Julie Lynge Hall er pædagogisk antropolog og innovationskonsulent i Copenhagen Living Lab. Julie har de sidste 5 år lavet undersøgelser og analyser på plejehjem med et mål om at øge livskvaliteten for den ældre, og samtidig reducere omkostningerne i det offentlige. Julies fokuserer særligt på hvordan institutionelle dynamikker sætter sig igennem og former vores samværsformer og handlinger.

Af Ella Jakobsen, 68 år
Kilde: KontinensNyt 1, 2009, s. 19-23

Download hele artiklen

En god livskvalitet opnås kun ved hjælp af de rigtige hjælpemidler og en løbende god rådgivning og vejledning – som man så også selv følger op på.

I denne artikel beskriver jeg, hvordan min gennem snart 20 år fredelige kræftsygdom – et tilbagevendende leiomysarkom – pludselig blev livstruende. Men jeg overlevede ved en hurtig og kyndig indsats fra lægernes side på Odense Universitetshospital (OUH) med efterfølgende god opfølgning.

Ca. 4 måneder senere ‘faldt’ blæren uventet ned, og jeg blev henvist til inkontinensklinikken, hvor jeg har fået en uvurderlig god hjælp og støtte til ret hurtigt at få forøget livskvaliteten væsentligt.

Min praktiserende læges forudsigelse
Jeg har gennem de sidste 20 år med års mellemrum haft et tilbagevendende leiomysarkom (en lille kræft-knude), som i mange år ikke har været større end et risengryn, og som straks blev opereret væk dvs. inden for en uge. Efter operationerne blev jeg sendt hjem samme dag og har levet et normalt liv igen.

Efter at det for første gang blev opdaget og fjernet på Haderslev Sygehus, sagde min praktiserende læge til mig: ”Ja, en ting kan jeg da ‘trøste’ dig med, når det så rigtig bryder ud, så går det hurtigt.”

Jeg har i mange år gået til kontrol med kortere eller længere intervaller, alt efter lægernes prognoser om forventet tilbagefald. Jeg har i hele denne periode kunnet leve et godt og indholdsrigt liv, som jeg glæder mig over, når jeg tænker tilbage på det. Jeg har både på Haderslev Sygehus og på OUH fået en fin behandling, som jeg er meget taknemmelig og glad for.

Begyndende trussel
Men desværre fik min tidligere praktiserende læge ret. Pludselig mærkede jeg et meget stort sarkom i skeden. Den efterfølgende operation ville blive stor. Jeg havde valget mellem at få fjernet sarkomet sammen med en del af skeden eller gennemgå en endnu større og sikrere operation med det mål, at sarkomet ikke skulle kunne komme igen. Efter de mange operationer var der nu ikke mere at skære i. Sarkomet var kommet på stort set samme sted hver gang. Jeg valgte ‘naturligvis’ den mindre operation, hvilket skulle vise sig at være en forkert beslutning, men jeg var ikke parat til den helt store endnu. Det holdt så desværre kun ½ år, før det næste sarkom viste sig – og det var lige så aggressivt som det forrige.

Den hurtige proces var startet
Jeg blev meget fint orienteret om min forestående operation, som blev foretaget i foråret 2007, hvor livmoderen, æggestokkene, skeden og en del af endetarmen blev fjernet, og der blev lavet en colostomi. Operatio-nen fandt sted kort tid efter, at den sidste kræftknude var taget. Alle de fjernede dele var raske og blev fjernet forebyggende for at hindre nye angreb af sygdommen. Med den store operation ville jeg have gode chancer for at kunne leve mange gode år endnu. Jeg følte mig tryg og i gode hænder, hvad jeg også havde grund til. Som jeg oplevede det, gik det hele godt. Jeg følte mig godt tilpas efter operationen, (havde mistet 5 liter blod under den 5 timer lange operation) men blev for en sikkerheds skyld lagt på ‘opvågningen’ (i virkeligheden intensivafdelingen, hvor læger og sygeplejersker var bekymrede for mig, fordi jeg stadigvæk mistede blod). Men det gik godt. Næste morgen havde jeg det fortsat godt og blev kørt op på min stue. Jeg kunne gå rundt på gangene med poser og slanger på stativ. Jeg tror, at det var en stor fordel, at jeg kort tid forinden havde afsluttet gymnastikken for sæsonen og derfor var i særdeles god form.

Efterfølgende viste laboratorieprøverne heldigvis, at intet af de fjernede dele indeholdt cancerceller.

Hjælpen fra Odense Universitetshospital
Jeg nød den gode atmosfære og den meget omsorgsfulde pleje og opmærksomhed, jeg fik både før, under og efter de forskellige undersøgelser og små og store operationer. Jeg er og var meget imponeret over det fine teamarbejde, der har fundet sted blandt de mange dygtige mennesker, der har taget sig af mig. Jeg blev fortsat godt orienteret om min situation. Jeg var tryg og i gode hænder og følte mig ikke engang nervøs, da jeg blev kørt på operationsstuen. I dag synes jeg, at det er utroligt, at jeg er i live. Jeg føler mig frisk og rask og lever et ret normalt liv.

Den nuværende gode livskvalitet, skyldes ikke mindst den senere hjælp og støtte fra inkontinensklinikkens urolog og uroterapeut. Deres vejledning har betydet, at jeg hurtigt er nået videre mod en mere normal tilværelse og ikke mindst en stærkt forøget livskvalitet. Uden deres hjælp, havde det set sort ud for mig i dag.

Desuden har min mand og mine børn altid støttet mig med forståelse og stor tålmodighed gennem hele forløbet, hvilket har bevirket, at jeg har klaret mig igennem uden de helt store følelsesmæssige nedture.

Forløbet efter operationen
Efter hjemsendelsen fik jeg en god, omsorgsfuld og professionel modtagelse og pleje fra vor lokale hjemmepleje. Alle mødte venlige op på de aftalte tidspunkter, uanset om det var nat eller dag.

Colostomien
Forløbet med colostomien er gået godt og uproblematisk, lige indtil jeg faldt for fristelsen til at sige ja tak til en invitation til en god middag på den nærliggende kro. Maden var for kraftig – og blev indtaget på et for tidligt tidspunkt efter operationen – desuden spiste jeg nok også lidt for meget. Den middag kostede mig 10 meget ubehagelige dage i sengen. Men colostomien har hele tiden fungeret uproblematisk, og i dag kan jeg tåle stort set al slags mad.

Vandladningen
En måned efter operationen sluttede jeg med at være afhængig af kateter – og kort tid efter tjekkede hjemmesygeplejersken min blæretømning. Den var OK.

I en lang periode var jeg optimistisk og troede på, at vandladningen ville blive normal inden for en overskuelig periode. Men jeg måtte dog presse ret hårdt for at komme af med vandet.

Forværringen – blærens fald
Pludselig en dag, nogle få måneder senere – da jeg pressede lidt for hårdt for at kunne tisse, mærkede jeg en hård klump komme med en vis fart nedad. Jeg gruede for, at det var en ny stor kræftsvulst. At det kunne være blæren, var slet ikke faldet mig ind – kun frygten for endnu en kræftsvulst.

Men vandladningen blev nu mere besværlig og svær at styre. Skulle dette besvær føre til, at jeg måtte aflyse stort set alle mine sociale aktiviteter med familie og venner? Det er jo netop disse kontakter, der giver mig en indholdsrig tilværelse. Jeg frygtede for et liv buret inde i mit hjem resten af min levetid.

Min desperate søgen efter hjælp
I første omgang var problemet at sikre mig mod, at mit tøj ikke ustandseligt var i fare for at blive gennemblødt. Derfor gik jeg på internettet og fandt nogle gode oplysninger om inkontinens og behandlingsformer. Jeg gik til min læge og bad om en henvisning til inkontinensklinikken på OUH, hvorfra jeg fik tilsendt en tid 2 måneder senere. Det var længe at vente med min ‘vilde’ blære. Jeg opsøgte den lokale inkontinensklinik, blev godt modtaget og fik hjælp til at udfylde et væske-vandladnings-skema og lave optegnelser.

Konsultation hos gynækologen på Odense Universitetshospital få dage efter
Besøget hos gynækologen blev min foreløbige redning. Det udfyldte væske-vandladnings-skema viste jeg gynækologen, hvorefter jeg straks fik anbefalet at bruge kateter igen, hvad jeg mærkeligt nok ikke selv havde tænkt på. Desuden blev jeg igen henvist til inkontinensklinikken. Det har jeg haft meget glæde af lige siden. Der var endnu over en måneds ventetid, til jeg kunne komme til den første konsultation hos urologen. Derfor blev jeg meget glad, da han kort tid efter ringede hjem til mig og gav mig gode råd. Desuden fik jeg tilsendt en tid til samtale med uroterapeuten. Det blev en samtale, som også var meget givende for mig.

Kateterisation – tømning af blæren ved kateter
Kateterisation er en funktion, som min og mine lidelsesfællers livskvalitet er meget afhængig af. En god livskvalitet opnås kun ved hjælp af de rigtige hjælpemidler og en løbende god rådgivning og vejledning – som man så selv efterfølger.

Behovene er meget forskellige og er afhængige af, hvilke situationer, vi kan blive udsat for. Vi skal hele tiden være parate til at kunne tackle disse oplevelser på bedst mulig måde. Ofte er det helt uforudsete ting, man kan opleve, når man pludselig sidder i en meget kritisk og truende situation, som skal klares her og nu. Vi kan jo ikke bare løbe fra problemerne, men skal være parate til at tage udfordringerne op. Den første betingelse for, at det ikke skal gå galt, er, at vi hele tiden har hjælpemidlerne i orden og parate til brug.

God vejledning fra inkontinensklinikken
Jeg blev blandt meget orienteret om, at der findes et kateter med indbygget pose på. Det kateter kan bruges stort set hvor som helst. Posen tømmes hurtigt og let bagefter, hvorefter det hele smides væk. De er gode at bruge i mange af de forskelligartede, ekstreme og kritiske situationer, som kan være svære og besværlige at håndtere. De få katetre med poser på, man overhovedet får brug for, kan lette tilværelsen ufatteligt meget, og så er de kun få kroner dyrere end dem, man normalt anvender, men som oftest ikke kan anvendes i de ekstreme situationer, som jo også skal håndteres. Med dem i tasken kan man færdes stort set alle steder uden den evige nervøsitet for pludselig ikke længere at kunne holde på vandet. Uden dem betaler forbrugeren med øget usikkerhed og en stærkt forringet livskvalitet.

Ansøgning via hjemmeplejen
Efter at have fået god viden og også afprøvet enkelte eksemplarer søgte jeg gennem den lokale hjemmepleje at få en bevilling som et supplement til det almindelige, gode, lange kateter og det korte, som fungerer udmærket og er let at have i dametasken i den lille ‘pung´, de kan leveres i. De to katetre koster det samme. Bevillin-gen fik jeg tilsagn om. Men nogle dage efter kom dette svar: ”Når du får så mange forskellige slags bleer, (jeg får tre forskellige størrelser, som anvendes afhængigt af, hvilke situationer, jeg kan forestille mig at kunne komme ud for) så får du altså ikke de dyre katetre.” Dog blev der også foreslået et møde et par dage senere. Fint nok.

På nettet
Jeg tænkte imidlertid, at det ikke kunne passe. Der måtte da skulle finde en individuel vurdering sted. Derfor gik jeg på kommunens hjemmeside for at se politikernes holdning til hjælp til handicappede. Det første, der dukkede op var et ansøgningsskema til hjælpemidler.

Det næste var bl.a. ”Uddrag af lov om social service (serviceloven): § 112 om hjælpemidler,” hvor der stod følgende: ”Kommunalbestyrelsen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne.

§ 113 Om forbrugsgoder stk. 4: ”Hvis det på grund af den nedsatte funktionsevne er nødvendigt med et forbrugsgode, der er dyrere end et almindeligt standardprodukt, eller hvis den nedsatte funktionsevne nødvendiggør særlig indretning af forbrugsgodet, betaler kommunen, jf. stk.1, de nødvendige merudgifter.”

Og stk. 5 ”Hvis forbrugsgodet udelukkende fungerer som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne, betaler kommunen, jf. stk. 1, de fulde anskaffelsesudgifter.”
Tredje oplysning, jeg fandt, var: ”Byrådets politik er, at handicappede skal kunne leve en tilværelse så nær det normale som muligt.

Det indebærer, at handicappede skal have samme muligheder, som befolkningen i øvrigt, når det gælder boligforhold, job, uddannelse og fritidsaktiviteter. Støtten målrettes den enkeltes behov, og der lægges vægt på, at arbejdet foregår i tæt dialog med brugerne.”

Og fjerde oplysning
I et par af kommunens målsætninger nævnes:

• at indsatsen tager sigte på, at den enkelte person kan bevare eller forbedre sine psykiske, fysiske eller sociale funktioner i dagligdagen
• at indsatsen på længere sigt vil gøre den enkelte bedre i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp.

N.B. Jeg har kun trukket de oplysninger ud, som jeg kan bruge set ud fra mit eget handicap.

Mødet med hjemmeplejens sygeplejerske
Jeg havde til mødet med sygeplejersken medbragt udskrifterne fra nettet sammen med en beskrivelse af nogle af de trængte situationer, jeg har været ude for, blandt andet hvordan et kateter med pose havde gjort underværker i forhold til det besvær og de lidelser, jeg måtte igennem for at kunne klare situationerne uden ufrivilligt at skulle lade vandet. Har man først, som jeg, bare én gang oplevet at vandet går ufrivilligt i et overfyldt tog, lærer man at tænke sig bedre om.

Hvad gør man så i sådan en pinlig situation?
Min mand og jeg sad i fred og ro i en stillekupé og læste aviser. Jeg faldt i søvn, og da jeg vågnede, skulle jeg på toilettet. Men det gik galt på vej til toilettet. Men efter at have tømt blæren helt ude på toilettet, slyngede jeg et stort sjal skråt om livet. Det er der så mange, der gør. Jeg måtte dog umiddelbart efter togturen investere i et par fine, nye bukser, da vi var på vej til en stor havefest hos en af vore gode venner. Jeg havde oprindelig forsøgt at melde afbud, men vor ven sagde straks: ”Du får nøglen til naboens hus. Så har du deres toilet helt for dig selv.” Det var en god løsning, og jeg deltog i en rigtig god fest.

Trængte situationer, hvor et kateter med pose er en rigtig god hjælp

En regnfuld oktoberaften, mørk, våd, kold og klam
Invitationen lød på nogle dages ophold sammen med gode venner i sommerhus. På strækningen ud til sommerhuset er der meget sparsomt med toiletter langs ruten. Supermarkederne havde lukket, og der var langt mellem tankstationerne. Undervejs blev trangen til at tisse for voldsom, så vi måtte stoppe op. Jeg sprang over en grøft og gik ind mellem træerne. Jeg kunne ikke se ret meget, og jeg forsøgte at tisse uden kateter. Bukserne blev lidt våde og snavsede af regn og rusk, og blæren var fortsat ret fyldt. Ved ankomsten til sommerhuset måtte jeg blive siddende i bilen, indtil vennerne kunne melde klar bane til toilettet for at undgå en for kraftig udsivning. Jeg styrtede ind og blev tømt. Udsivningen var, som oplevet så mange gange før voldsom og hurtig, når jeg efter at have ligget eller siddet ned for længe rejste mig op. I denne situation ville kateteret med pose have været ideelt. Jeg kunne have nøjedes med at åbne begge bildøre ind mod skoven, svinge benene ud og bruge katetret med pose, der bagefter kunne tømmes i vejkanten.

Et lastvognstog er væltet på tværs af motorvejen – begge spor er spærret
Vi skal til stor fest hos min søn og svigerdatter. Vi havner i en lang kø. Vi aner ikke, hvorfor eller hvor længe det vil vare. Jeg glæder mig over, at jeg er godt tømt ud hjemmefra. Men køen fortsætter, og vi når efter 1½ time til stedet, hvor en væltet lastbil spærrer motorvejen i begge spor. Bilerne må ledes forbi i nødsporet. Tisse-problemet har meldt sig! Det er mørkt. Bilerne kører tæt i begge baner. Der er langt til næste motorvejstoilet. Kan jeg nå det? Vil bilsædet og bukserne blive gennemblødt? Det presser på. Jeg ved, at udsivningen vil starte brat og voldsomt, så snart jeg rejser mig op. Jeg har på det tidspunkt endnu ikke fået følingen med blæren tilbage efter operationen. (Heldigvis har jeg aldrig haft problemer med at tømme blæren om natten. Jeg vågner en gang hver nat, står op og tømmer blæren, hvorefter jeg går i seng igen og sover videre, næsten som det var før operationen). Endelig kommer der skred i trafikken igen, og vi når en rasteplads.
Jeg styrter ud og direkte ind på handicaptoilettet. Jeg har heldigvis sikret mig godt med bleer, hvilket redder tøjet. Det gik godt denne gang, men det var barskt.

Om nattetisseri på et vandrerhjem
Installeret på et vandrerhjem finder jeg ud af, at der desværre var ret langt fra vort værelse til toiletterne. For en sikkerheds skyld havde jeg medbragt et litermål med låg. Kan man tisse i et cylinderglas på sygehuset, så kan man også i en kande! Jeg lagde et stykke plastik under papirkurven, som var foret med plastikpose, klemte kanden fast mellem lårene, brugte venstre hånd til at skaffe passage for kateteret, som jeg styrede med højre hånd. På denne måde kunne jeg tisse inde på værelset uden at grise til og så tømme kanden bagefter, uden det gik galt.

Havde jeg haft et kateter med pose, havde det ikke været så besværligt – faktisk helt problemløst!

Næste problem: Er der toiletter nok? Kun 3 stk. til 60 personer en hel aften
Endelig mødte vi op til den store fest, fik hilst på familien og nye og gamle venner og tisset af. Aftenen forløb fantastisk godt, hyggeligt, morsomt og med mange rørende taler, som varmede den gamle mor, svigermor og bedstemor. Jeg var rigtig glad for, at jeg havde dristet mig ud på den lange køretur til den store fest. Jeg benyttede toiletterne på de tidspunkter, hvor jeg vidste, at kun få havde behov for det. Jeg blev meget beroliget ved at opdage, hvor lang tid mange i virkeligheden kan vente under de lange og hyggelige middage. Resten af festen og hjemturen forløb uden problemer. På motorvejens toiletter kan man udmærket bruge det almindelige overfladebehandlede kateter.

I weekenden inden denne familiefest havde jeg desværre meldt afbud til en tilsvarende god familiefest. Men jeg turde ikke deltage, da jeg endnu på det tidspunkt var meget nervøs for, at der var for få toiletter.

Tilbage til mødet med kommunens hjemmepleje
Mødet gik godt, og det endte da også med, at jeg fik bevilget katetre med pose. Der var blevet bestilt 6, som skulle dække 3 mdrs. forbrug.

Kort tid efter at denne bevilling var på plads, skulle jeg for første gang efter operationen prøve at flyve. Rejsen gik til Madeira. Jeg kunne forudse, at 6 katetre med pose kunne blive for få til en tur, hvor vi lejede bil og kørte meget i bjergene. Netop på denne tur fandt jeg ud af, at vi, når det var tiltrængt, kunne åbne dørene ind mod en klippeside eller ud mod en smuk udsigt til bjergene og siddende på sædet tømme blæren i ly af dørene. Det gik fint.

Forbruget af katetre med pose på hele denne tur blev faktisk færre end de seks stk., jeg havde fået tilsendt. Men jeg havde af kommunens sagsbehandler fået lov at bestille nogle flere. Man ved jo aldrig på forhånd, hvad man kan få af oplevelser, der skal klares her og nu og i en gevaldig fart. Det blev en meget vellykket første udenlandsrejse efter operationen.

Kort tid efter denne rejse fik jeg mod på igen at gå til gymnastik. Jeg var meget nervøs for, om jeg kunne klare det, men med tømning i pausen mellem to former for gymnastik gik det fint og angsten forsvandt hurtigt.

Hvordan er livet så blevet med katetre med indbygget pose?
Efter at urologen fra hospitalet har anbefalet udelukkende at tømme blæren med kateter, er der faldet meget mere ro over vandladningen. Desuden har jeg nu fået bedre føling med blæren. Alligevel skal jeg være meget opmærksom hele tiden og tænke frem og gardere mig mod de værst tænkelige situationer, der kan opstå. Katetre med indbygget pose er lige så uundværlige som de øvrige hjælpemidler, man altid bruger og har parat til brug – i dametasken, i rygsækken og i handskerummet i bilen. Men de bruges kun, i ekstreme eller kritiske situationer. Men mange også af dem slutter ved et toilet, hvor det almindelige kateter kan anvendes.

Mange rejser er forløbet uproblematiske uden belastende oplevelser.

Eksempler:

• 4 nætter i feriehus på Bornholm med 6 personer om ét toilet
• En fin tur til Berlin 6 dage
• En tur til Sjælland, Møn med hjemtur over Lolland og Fyn med gode oplevelser undervejs 5 dage
• Thy og Mors 4 dage.

Mine konklusioner
Jævnfør kommunens målsætninger:

• at jeg nu har fået forbedret mine psykiske, fysiske og sociale funktioner i dagligdagen væsentligt
• at jeg nu er blevet bedre i stand til at løse opståede problemer ved egen (og ofte min mands) hjælp.

og – ikke mindst:

• at det har betydet en væsentligt forøget livskvalitet.

Men forudsætningen for, at jeg kan bevare, måske forbedre, mine psykiske og sociale funktioner i dagligdagen er, at jeg fortsat får en god vejledning og de rette hjælpemidler.

Af Martina Henze, ph.d., Fuldmægtig i Socialstyrelsen, Kontoret Ældre & Demens
Maj 2014

Socialstyrelsen er sammen med Aarhus og Kolding Kommune i gang med et nyt projekt om kontinenspleje på plejehjemmet. Projektet er et af i alt fem projekter under programmet Livskvalitet og selvbestemmelse på plejehjem, som udspringer fra Ældrekommissionens rapport og anbefalinger på området af 2012.

Socialstyrelsens projekt om den gode kontinenspleje bliver afprøvet på tre plejehjem: Olivenhaven i Kolding samt Cereshuset 4.-6. sal og Vejlbygade 9 og 9A i Aarhus Kommune.

Selvbestemmelse og værdighed
Ældrekommissionen har lagt meget vægt på, at der værnes om og understøttes beboernes selvbestemmelsesret og værdighed. For et voksent menneske er det et tab af værdighed at tilbringe den sidste fase af sit liv med ble.

Inkontinens har negative konsekvenser for beboernes selvstændighed og livskvalitet.

En stor del af plejehjemsbeboerne benytter inkontinenshjælpemidler. Ifølge Ældre Sagen bruger 80 % af beboerne i dag ble. Ifølge en undersøgelse af Politikken Research fra 2011, hvor knap halvdelen af alle plejehjemsledere deltog, ligger tallet mellem 60 og 100 %. Samtidig gav ni ud af ti plejehjemsledere udtryk for, at det er muligt at træne flere beboere at gå på toilettet eller behandle deres inkontinens. Flere studier har vist, at konservative tiltag kan mindske eller fjerne symptomerne på urininkontinens hos 60-70 % af beboerne.

Systematisk og omfattende kontinenspleje
Socialstyrelsens projekt udvikler og afprøver en model for, hvordan man på plejehjem systematisk og struktureret kan arbejde med den gode og værdige kontinenspleje. Projektet omfatter såvel urin- som analinkontinens. Endvidere retter projektet sig mod alle plejehjemsbeboerne, dvs. ikke kun dem, som allerede har en blebevilling. På denne måde håber projektet på også at have et forebyggende sigte.

Kontinensplejemodellen
Socialstyrelsens kontinensplejemodel er udviklet i tæt samarbejde med en række eksperter på det kontinensfaglige område, bl.a. kontinenssygeplejersken Jannie Eiskjær, kontinensfysioterapeut Laila Ravnkilde Marlet, specialsygeplejerske Gerd Johnson og udviklingsfysioterapeut Ulla Due.

Modellen består af fire faser. Indledningsvis bliver alle beboer screenet for inkontinens. Efterfølgende udredes de beboere, der har et inkontinensproblem. På dette grundlag udarbejdes der for hver beboer en kontinenshandleplan, der løbende følges op og justeres på. Forløbet afsluttes med en status og individuel døgnrytmeplan. Ændrer beboerens kontinensstatus sig, starter forløbet forfra.

Kontinensplejen foregår i tæt samarbejdet mellem social- og sundhedsassistenten, (kontinens)sygeplejerske og eventuelt andre faggrupper. Udredning og behandlingen af urininkontinens beror i høj grad på den evidensbaserede metode promted voiding, som kan oversættes til assisteret tidsbestemt toiletbesøg.

Nøglen til den gode kontinenspleje
Nøglen til at omsætte modellen i praksis bliver den gruppe af social- og sundhedsassistenter, der i forbindelse med projektet får kompetenceudvikling, så de kan blive nøglepersoner i den gode kontinenspleje. Selve kompetenceudviklingsforløbet, der går under navnet ’Assistenten som nøgleperson i den gode kontinenspleje’, kombinerer Socialstyrelsens kontinensplejemodel med to allerede eksisterende AMU-kurser.

I et 8-dages forløb får sosu-assistenterne dels de faglige kompetencer i kontinenspleje, dels bliver de klædt på til, hvordan de kan arbejde tværfagligt samt omsætte og videregive deres viden i praksis til kollegerne på plejehjemmet. Kompetenceudviklingsforløbet bliver afholdt af Aarhus Social- og Sundhedsskole i samarbejde med Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens.

Fra læring til praksis
Projektet om den gode kontinenspleje har særlig fokus på transfer, dvs. at det lærte bliver omsat i arbejdspraksis.

Afgørende for transfer er, at plejehjemsledelsen, kursusdeltagerne og skolerne før, under og efter selve kompetenceudviklingen arbejder tæt sammen om målet – nemlig en ændret og bedre kontinenspleje. Til dette formål er der udviklet arbejdshæfter, der forbereder og ledsager hele forløbet med konkrete opgaver målrettet den enkelte deltager og det pågældende plejehjem.

Kompetenceudviklingsforløbet ’Assistenten som nøgleperson i den gode kontinenspleje’ er tilrettelagt som split-forløb med personlige læringsmålsætninger, hvor deltagerne allerede mellem undervisningsgangene får lejlighed til at afprøve og anvende deres nye kompetencer i hverdagen på plejehjemmet.

I maj og juni 2014 gennemgår et hold af ca. 28 social- og sundhedsassistenter fra de tre plejehjem kompetenceudviklingsforløbet. Efterfølgende bliver den nye praksis for kontinenspleje forhåbentligt fuldt implementeret på de tre steder.

Hele projektet bliver evalueret af Rambøll og BDO. Når evalueringerne foreligger, vil endnu en artikel berette om resultaterne af Socialstyrelsens projekt om den gode kontinenspleje.

Socialstyrelsens model for den gode kontinenspleje

1. Screening af alle beboere

• Nøgleperson i kontinenspleje (social- og sundhedsassistent) screener alle beboer for inkontinens ved indflytning på plejehjem eller ved nyopståede inkontinensproblemer
• Urinvejsinfektion udelukkes
• I samarbejde mellem beboer og nøgleperson vurderes inkontinensproblemer og den fysiske og kognitive funktionsevne.

2. Udredning af beboere med et inkontinensproblem

Nøgleperson opstiller i samarbejde med (kontinens)sygeplejerske og beboer mål for beboerens funktionsevne i forbindelse med kontinens. Pårørende og andet sundhedsfagligt personale inddrages i dette.

Målet kan være:

• a. uafhængig kontinens
• b. kontrolleret inkontinens
• c. kontrolleret kontinens.

3. Kontinenshandleplan for enhver udredt beboer
Nøgleperson udarbejder i samarbejde med (kontinens)sygeplejerske og beboer en specifik handleplan i forhold til beboerens mål for funktionsevne i forbindelse med kontinens.

Handleplanens indsatser gennemføres af beboeren med støtte fra beboerens kontaktperson og andet relevant personale (fx ergo-/fysioterapeut), der igen vejledes og støttes af nøglepersonen, som også kan trække på (kontinens)sygeplejersken.

Handleplanens indsatser vurderes og justeres kontinuerligt af nøglepersonen og (kontinens)sygeplejersken efter de i handleplanen fastsatte tidspunkter.

4. Afslutning på kontinensforløb (status)
Nøgleperson beskriver i samarbejde med (kontinens)sygeplejersken den individuelle kontinenspleje i en døgnrytmeplan i forhold til:

• a. kontinensstatus
• b. hjælpemidler
• c. behov for hjælp, herunder fastlagte toiletbesøg, indtagning af vand, medicin mm.

Ved ændret status startes forløbet forfra med:

• Screening af beboere.