Input til design for empatisk plejehjem

syntesdu

Af Julie Lynge Hall, pædagogisk antropolog og innovationskonsulent og Mie Bjerre, etnolog
Maj 2014

Citat fra plejepersonale:
”Har hun [beboeren] en dag med løs mave, eller ikke er kommet ordentligt af med det [afføringen], jamen så kan hun godt, idet man lifter hende op, tabe lidt på gulvet i soveværelset. Og der er det, man tænker, at det ikke er helt værdigt, nej.”

Når ældre får behov for at flytte i en plejebolig, er det betinget af, at de som følge af fysiske eller mentale funktionstab ikke længere er i stand til fuldt ud at opretholde deres eget hjem. Størstedelen af de ældre, der flytter på plejehjem, har yderligere behov for hjælp til at opretholde personlig hygiejne. Kombinationen af manglende egenkontrol til at udføre disse aktiviteter samt den nye fysiske og sociale ramme betyder, at beboeren ofte kommer i situationer, som bryder med hans eller hendes opfattelse af normer og kodeks for, hvad man gør, hvor, og med hvem. Dette kan indebære utilsigtede konsekvenser i form af blufærdighedskrænkelse og uværdighedsfølelse. Plejekulturen og de hjælpeprocesser, der knytter sig til disse situationer, har afgørende betydning for den individuelle oplevelse af personlig hygiejne og velvære.

Denne artikel handler ikke om de fysiologiske aspekter af inkontinens, men derimod om, hvordan plejehjemsbeboere, der ikke længere selv kan varetage deres personlige hygiejne, oplever den plejepraksis, der knytter sig hertil – og samtidig hvordan det opleves, at være den der hjælper til i disse situationer, som af den ældre ofte betragtes som intime, og som han eller hun hele sit liv har sørget for selv, og alene.

Pointerne i artiklen tager udgangspunkt i en kvalitativ undersøgelse af individuelle oplevelser af personlig hygiejne og velvære for beboere på plejehjem, som Copenhagen Living Lab gennemførte i forsommeren 2012. I den forbindelse interviewede og observerede vi beboere og plejepersonale på to danske plejehjem, om og i situationer relateret til personlig hygiejne og pleje. Det var som researcher til tider grænseoverskridende at deltage i – og vi anerkender, at det på samme måde kan være at læse om. Men et nyt design af mere empatiske plejehjem og -praksis kræver, at også de svære forhold og dem, vi ikke har en endelig løsning på, må være med til at forme fundamentet for at skabe størst mulig oplevelse af værdighed for de ældre, som ikke længere selv kan varetage den personlige hygiejne og pleje – og for de professionelle, der knokler for at sikre kvaliteten i et af de vigtigste jobs her til lands.

Plejekultur og praksis
Hvis vi vil forbedre og udvikle en praksis, må vi først og fremmest kende til rationalet bag den. I plejepraksis kan hygiejne anskues som en konvention mellem en bestemt måde at organisere praksis og handling på, hvor det rene og urene adskilles. Rationalet bag denne adskillelse – altså, af hver der opfattes som rent og urent, bygger grundlæggende på logikker fra den medicinfaglige, sygeplejeverden. Her er tale om et mål om fravær af sygdom.

Misforhold mellem mål og resultat
Men mange ældre har infektioner på grund af dårlig hygiejne, og særligt den udprægede anvendelse af bleer og det forhold, at det, ifølge personalet, er svært at vaske og bade beboerne ordentligt, står i vejen for målet. Begge forhold som synes svære at håndtere.

Citat fra personale:
”Urinvejsinfektioner har næsten alle, og det er jo på grund af dårlig hygiejne – næsten alle bruger ble. Kateteret er jo også åbent for infektion. Mange er i forbehandling, men det må man kun være i en periode. Jeg har opdaget, at folk har været i forbehandling i flere år i træk, og så bliver de jo resistente.”

En del beboere kan som konsekvens af deres funktionstab, ikke (selv) komme ud på badeværelset. For de, som kan, er det et problem for personalet at komme til at vaske beboerne ordentligt for neden ude på badeværelset. Dårlige arbejdsstillinger og besværet med ’at komme til’, mens beboeren skal holde balancen, er årsager hertil.
Som løsning på problemet har man tilpasset processen og indført en procedure for ’nedre toilette’ i sengen hver morgen, inden beboeren skal ud og tisse eller have afføring på toilettet. Dette kan betragtes som en kompensering for en uorden i systemet. Ud fra en almen-velvære logik (eller hvad vi skal kalde den), ville processen jo skulle forløbe omvendt.

Rettidighed
Som nævnt anvender de fleste plejehjemsbeboere ble. Bleen er en umiddelbart god løsning på at afholde beboere fra at blive våde, urene og skulle have skiftet tøj med jævne mellemrum. Det er et produkt, som tager ’hånd’ om en manglende rettidighed i forhold til at komme på toilettet, og der er flere årsager til, hvorfor det kan være svært. For det første lider mange ældre af inkontinens, hvilket betyder, at de har ’slap blære’, og derfor ikke selv kan mærke, hvornår de skal ’på’. Og for det andet er det svært at indrette en plejepraksis efter en individuel timing for hvornår, hvem, skal af med hvad – når man er to plejepersonale til 10 beboere eller en nattevagt til mange flere! Det kritiske spørgsmål må her lyde, om nogle ældre bruger ble som konsekvens af de manglende ressourcer, og som konsekvens af, at det ud fra en umiddelbar betragtning synes lettest at håndtere for personalet?

Badeværelsets flydende grænser
Når man som ældre er i en situation, hvor man skal have hjælp til personlig hygiejne og pleje, sker der mange gange det, at baderummet ikke længere alene kan danne ramme om de aktiviteter, der knytter sig hertil.

Arbejdsmiljøkrav, effektiviseringskrav eller særligt svækkede funktionsevner kan betyde, at den ældre ikke kan komme ud på baderummet, og aktiviteterne ’flyder’ dermed ud over baderummets grænser.
Eksempler på aktiviteter, som overskrider den ’normale’ afgrænsning, er afføring/tis i soveværelset/stuen på bækkenstolen – beboere liftes op uden undertøj på i soveværelset – beboere køres fra badeværelse til soveværelse på en ’fyldt’ bækkenstol, bliver derefter liftet op og tørret inde i soveværelset, og derefter tilbage i seng – vask for neden, foregår i sengen i soveværelset. Disse aktiviteter karakteriseres som intime og krænkende aktiviteter.

Citat fra personale:
”Når hun kommer på badeværelset om morgenen, så har hun afføring på bækkenstolen, og så bliver hun fragtet tilbage til stuedelen og bliver liftet op der og tørret. Så man slæber simpelthen hele toilettet ind i stuen, for at sige det helt konkret. Og det der med at få bækkenstolen med afføring ind i stuen, det er jo ikke… altså det gør vi andre jo heller ikke.”

I plejeboligen ser vi altså, at aktiviteter, som ’normalt’ hører baderummet til, rykker udenfor dets grænser, og som konsekvens heraf, risikeres det man kan kalde et etisk skred.

Citat fra ergoterapeut:
”Man skal overveje etikken i at køre folk rundt uden tøj på i deres egen lejlighed. Man skal i hvert fald spørge borgeren, om det er ok. Men det er sådan nogle af de der etik-skred, som der sådan sker, når man går fra sit eget toilet til man kommer på plejecenter.”

Oplevelsen af ’det kan jeg stadig’
I arbejdshverdagen på plejehjemmene er ovennævnte situationer rutinemæssigt indrettet og noget, man gør i en skemalagt struktur. For mange beboere opleves de dog som krænkende, da de ’bryder’ med normerne for, hvor man gør hvad og med hvem. Yderligere forstyrres beboerens oplevelse af ’normalitet’ og i den sammenhæng følelsen af ’det kan jeg stadig’.

Hjem versus arbejdsplads
Badeværelsets flydende grænser samt organiseringen af hjælpeprocessen omkring ’det rene’ og ’det urene’, udfordrer beboerens oplevelse af hjem. Ligeledes gør arbejdsmiljø-hensyn og institutionsdynamikker. I overgangen fra hjem til plejehjem sker ofte det, man kan kalde et ’brud’ med beboerens hjemlige rutiner og mønstre. Mange mister genkendeligheden ved badeværelset, da konteksten; badeværelset ændrer sig. Særligt ældre, hvis kognitive funktionsevne er svækket, har behov for at kunne tyde situationer og aktiviteter ud fra konteksten.

Citat fra ergoterapeut:
”Altså for nogen, det ser vi jo derhjemme, når vi kommer hjem og træner med folk – der er jo nogen, de kan jo simpelthen nærmest i blinde krabbe sig hele vejen langs væggen og ud på badeværelset, sætte sig ned og gøre de ting, de skal (…) Men det er et stort problem, man ser i de skift [når de flytter på plejehjem], at folk taber de gamle vaner og rutiner, og det er svært at lave nogle nye, så der skal de støttes godt for at få nogle hensigtsmæssige nye vaner.”

Privathed
At ens hjem bliver til en arbejdsplads kommer også til udtryk i kraft af fælles tøjvask og storindkøb. Tøj og diverse produkter transporteres dagligt ud og ind af de mange boliger.
Urin-våde dyner eller sengetøj transporteres dryppende ud af lejlighederne og ned i den anden ende af huset til vaskeriet.

Citat fra personale:
”Der er ingen af os, der synes, det er særlig behageligt at skulle rende hele vejen ned med en dyne, der er drivende våd af urin – og det render hele vejen ned ad gangen”
Manglende opbevaring til bleer og andre engangsmaterialer inde i lejlighederne er en årsag til denne trafik, som for såvel beboere, pårørende og personale opleves nedværdigende.

Citat fra personale;
”De bruger jo ble de fleste, og bleer hører sig ikke til inde i stuen, tænker jeg (…) Det kommer jo ikke andre ved, hvad mor hun bruger for en størrelse i bleer, vel?”

For beboeren er det at få vasket tøj (blandet sit tøj) sammen med andres decideret ulækkert.

Overordnet, griber den kollektive præmis ind i beboernes oplevelse af hjemlighed, og logistikken omkring det fælles (vasketøj og storindkøb) er ganske ressourcekrævende.

Arbejdsmiljø og beboerens selvopfattelse
For fagprofessionelle i ældreplejen er hjælpemidler en selvfølgelighed. Hjælpemidlerne støtter personalet i deres udførelse af praksis, og støtter beboeren dér, hvor kroppen ikke længere selv slår til. Hjælpemidler opleves i plejepraksis som gode, men kan i nogle tilfælde være en barriere for den ældres oplevelse af, hvad man stadigvæk kan selv.

Særligt bækkenstolen repræsenterer dette modsætningsforhold. Bækkenstolen anvendes ofte i kraft af sin multifunktionalitet. Den sparer løft for personalet – den kan bruges både som toilet, badestol, stol og transportmiddel. Personalet ved, hvor de har beboeren og kan nemt flytte fra seng (her bruges den som kørestol), til håndvask (som stol og toilet), til bad (som badestol), og til bøjler (som hjælp til at få beboeren flyttet tilbage i kørestolen).

Citat fra ergoterapeut:
”Nogen gange er det den bedste løsning, at der står en bækkenstol inde ved sengen, andre gange kan man sige, at det er lige så relevant, at de bliver liftet fra deres kørestol og over på det rigtige toilet, og fik lov at få en oplevelse af, at det kunne man stadigvæk.”

Rollatoren, armstøtterne ved toilettet og bøjlerne på væggen, som muliggør, at man selv kan komme op og stå – er hjælpemidler som af beboerne fremhæves som gode. Disse hjælpemidler er i modsætning til loftliften og bækkenstolen redskaber/teknologier, som kan betragtes som forlængere af kroppens eget bevægeapparat.

”Den her[rollatoren], den er jeg så glad for! Den kan tage mig lige derhen i verden, jeg vil”

Selve produktets udformning og materiale spiller også en faktor i denne sammenhæng. Således markerer en bækkenstol med hårde hjul, beboerens svækkelse – og opleves fx som at sidde i en indkøbsvogn. Hjælpemidlet bliver – i denne sammenhæng – en konfrontation med éns inkompetence.

De sidste årtiers fokus på arbejdsmiljøet har i høj grad haft indflydelse på den plejekultur, vi ser i dag. Produkter og hjælpemidler bliver i stigende grad tilføjet plejeboligen med det formål at beskytte personalet mod uhensigtsmæssige belastninger – fysiske som psykiske.

Et godt arbejdsmiljø er vigtigt for personalets arbejdshverdag, og i denne sammenhæng vigtig for beboeren, som har brug for deres hjælp. Udviklingen er således ikke at anfægte. Dog ser vi en afledt – og utilsigtet – konsekvens af denne udvikling, hvor de produkter, som anvendes, griber ind i relationen mellem plejeren og beboeren. Man kan tale om, at arbejdsmiljøhensynet determinerer en klinisk relation mellem plejer og beboer, på bekostning af en medmenneskelig relation.

”Synes du jeg er ulækker?” – kroppen i plejen
Når vi som ældre ikke længere kan selv, bliver vi afhængige af andre mennesker, hvis optræden og anvendelse af produkter, griber ind i vores selvopfattelse.

Engangshandsker anvendes dagligt i alle situationer.

Citat fra personale:
”Jeg bruger handsker til alt. For at beskytte mig selv. Jeg passer meget på mig selv – det gjorde jeg ikke for 5 år siden.”

Ud over handsker så anvendes sprit, og nogle steder anvendes røgmasker for at beskytte personalet, når de skal ind hos beboere, som ryger. Personalet går yderligere i uniformer, da uniformerne er lavet af et hygiejnisk korrekt materiale.

Rationalet er at beskytte personalet for derigennem at beskytte beboere mod andres bakterie. Konsekvensen kan dog være en oplevelse af at være et uvæsen, man skal beskyttes i mod.

Citat fra personale:
”Jeg har oplevet en beboer sige til mig: ’Hvorfor har du handsker på? Jeg er jo ikke beskidt”
Heri består et dilemma mellem at beskytte mod bakterier og samtidig drage medmenneskelig omsorg for mennesker, som oplever sig selv og verden gennem sanseindtryk – dels via huden, som er kroppens største sanseorgan, dels gennem den taktile sans, som stimuleres via berøring. Det kliniske hensyn til kroppens tilstand kommer her til at stå i vejen for de psykologiske og emotionelle elementer af samme.

Citat fra personale:
”Jeg har faktisk været udsat for en, der spurgte, om ikke jeg ville tage handskerne af, fordi hun synes det var upersonligt – hun kunne ikke mærke mine hænder. Hun kunne ikke mærke, at jeg gjorde hende i stand.”

For plejepersonalet kan ’den kliniske relation’ også være en barriere for deres oplevelse af at udføre formålet med sit arbejde:

Citat fra personale:
”Nok er vi professionelle, men der skal også være en vis… beboeren skal også føle, at vi kan lide det, kan man sige. Hvis du ikke vil røre dem på den måde, jamen så tror jeg som menneske, at man begynder at føle sig mindre værd – Hvad er der galt med mig? – Hvorfor vil folk ikke røre mig?Så der ligger da noget velvære i det, noget omsorg. Det er en form for kærlighed, du viser på den måde – at jeg kan godt lide dig, altså. Og den er da enorm vigtig.”

Nye løsninger bør naturligvis overholde eksisterende lovgivning, men vi skal være opmærksomme på, hvordan arbejdsmiljøets beskyttelse af plejerne har konsekvenser for beboerens selvopfattelse som menneske, og i forlængelse heraf – oplevelsen af værdighed i hygiejne og plejesituationer – samt for personalets følelse af at udføre et godt og empatisk stykke arbejde.

Indsigterne repræsenterer et mulighedsrum for fremtidig udvikling af mere empatisk plejehjems-design.

Potentialet er afhængigt af to ting:

  • En boligindretning på plejehjem der muliggør, at aktiviteter og opgaver i relation til personlig pleje og hygiejne kan rykke tilbage i baderummet
  • At såvel det relationelle som det processuelle aspekt inddrages som kvalitetsparameter, hvis man vil understøtte beboerens oplevelse af værdighed og velvære undervejs i hjælpeprocessen, og som resultat af samme.

Ved yderligere interesse kan henvendelse ske til Mie Bjerre på mb@copenhagenlivinglab.com

Mini-CV

MieBjerrejulielyngehall

Mie Bjerre er etnolog og partner i Copenhagen Living Lab, som bl.a. tilbyder inspirationsoplæg og workshops til alle, der ønsker at medvirke til udviklingen af empatiske plejehjem – fagprofessionelle ledere og medarbejdere som arkitekter, bygherrer og teknologiske løsningsleverandører.

Julie Lynge Hall er pædagogisk antropolog og innovationskonsulent i Copenhagen Living Lab. Julie har de sidste 5 år lavet undersøgelser og analyser på plejehjem med et mål om at øge livskvaliteten for den ældre, og samtidig reducere omkostningerne i det offentlige. Julies fokuserer særligt på hvordan institutionelle dynamikker sætter sig igennem og former vores samværsformer og handlinger.

oldinhome

Af Lisa Bruus Hemmingsen, Klinisk oversygeplejerske, Medicinsk Centerledelse på Frederiksberg Hospital
Kilde: KontinensNyt 1, 2006, s. 10-12

Download hele artiklen

I 90’erne konstateredes demens hos ca. 40.000 danskere. Antallet forventes at stige til 50.000-70.000 indenfor for de næste 20 år.

Denne artikel er skrevet ud fra et ønske om at give de mange ældre demente i eget hjem, samt deres nærmeste herunder de sundhedsprofessionelle, der kommer i hjemmet, en viden der øger deres indsigt og forståelse for den dementes situationen. Samtidig giver den råd og ideer, der kan være med til skabe en bedre hverdag for den demente. Hver enkel patientsituation er speciel, og artiklen kan kun give anvisninger med udgangspunkt i de erfaringer, der er gjort.

Når der tales om ældre, demens og inkontinens vil der være tale om tre mulige situationer: 1. Den ældre demente, som ud over sin demens lider af inkontinens, 2. den ældre demente der på grund af sin demens tilstand og dens symptomer udvikler urininkontinens, 3. så er der både og situationen.

Artikelen tager primært udgangspunkt i de situationer, hvor den ældre på grund af sin demenstilstand har udviklet inkontinens.

I 90’erne havde 40.000 danskere demens. Antallet forventes at stige til 50.000-70.000 indenfor for de næste 20 år. Symptomerne på demens varierer og afhænger af årsagen til og lokalisationen af den fysiske skade. Trods mange ligheder i sygdomsbilledet er der store individuelle forskelle. Eksempelvis kan begavede demente i relativt længere tid kompensere for deres mentale reduktion. Af og til oplever man at nære pårørende beskytter demente til det sidste. Det er et eksempel på en situation, som vanskeliggør hurtig hjælpeindsats. Tidligere karaktertræk kan blive forstærket. Har man i sit tidligere liv haft et roligt væsen, vil det ofte være lettere at håndtere eventuelle adfærdsforstyrrelser. Omvendt kan demente med et i udgangspunktet iltert temperament opleves  aggressiv og til tider truende overfor omgivelserne.

Hvad vil det sige at være dement?
I 1907 fandt den tyske læge Alios Alzheimer under en obduktion nogle ejendommelige forandringer i hjernebarken hos en ældre dame der før sin død led af en svær demens. Forandringerne benævntes Senil Demens af Alzheimertypen (SDAT). Forandringerne har senere vist sig at hidrøre fra degenererede nerveceller og proteinudfældninger omkring de degenerede nerveudløbere i hjernebarken.

En anden næsten lige så hyppig demensform betegnes vaskulær Multi Infarkt Dement (MID). Tilstanden opstår som følge af talrige små infarkter (blodpropper) i hjernebarken. Tilsammen udgør de 2 tilstande over 90% af de alvorlige, aldersbetingede former af demens.

Symptomer på demens
SDAT har ofte et langsommeligt sygdomsforløb og starter typisk med træthed og uoplagthed. Den ældre mister hurtigt sygdomsforståelse, men ikke sygdomsfølelse.

MID har ofte et hurtigere forløb. Sygdommen udvikler sig i ryk, hvor den demente gradvis bliver dårligere. I gode perioder kan der forekomme sygdomserkendelse, hvilket yderligere kan forværre situationen.

Ændringer i personligheden
Den ældre bibeholder ofte langt hen i forløbet personlighed, sociale interesser og kontakter. Ofte stærkt støttet af sin ægtefælle, der som tidligere beskrevet kommer til at dække over den sygdom, der er ved at udvikle sig.

Reduktion af intellektuelle funktioner
Hos den demente kan der opstå ændringer i koncentrations-, inprentnings- og orienteringsevnen samt hukommelsen. Sent i forløbet kan den ældre ikke huske nære personer og begynder måske at påkalde sin mor. Det kan være tegn på, at den ældre ønsker kontakt og vil tale om gamle dage – og måske sin mor. Det budskab bliver ofte misforstået, men den udenforstående kan forsøge at uddybe det med spørgsmålet: “Vil du gerne tale om din mor?…”

Personlighedsforfladigelse
Den demente mister evnen til at tage beslutninger, til at indstille sig på nye situationer og til at tage initiativ i hverdagen. Den ældre klarer ofte flytninger dårligt (fx fra hjem til hospital og retur).

Reduktion af sanser
Syn, hørelse, føle-, lugte- og smagssansen svækkes. Det er en del af den naturlige aldring, men forstærkes når den ældre udvikler demens. Sanserne reduceres, så den ældre f.eks. ikke selv kan fornemme sine egne lugtproblemer. Social isolation kan være en konsekvens af, at personen og lejligheden lugter af urin.

Ændringer i de følelsesmæssige områder
Den ældre demente kan pludselig begynde at græde eller pludselig få uventet latteranfald. Den demente kan blive selvcenteret og udvise ligegyldighed over for sine omgivelser, hvilket kan gå hårdt ud over en ægtefælle eller andre nærtstående pårørende. Den ældre kan udvikle en depression, og  karaktertræk kan forstærkes, fx nervøsitet og aggression.

Sammenhænge mellem demens og inkontinens
Ældre kan have mange fysiske, psykiske og sociale årsager til urininkontinens. Eksempler herpå er urinvejsinfektioner, forstoppelse, en nedsunken livmoder, en forstørret blærehalskirtel, medicin (fx vanddrivende medicin), dårlig gangfunktion (fx betinget af gigt) og svimmelhed. Eksistentielle kriser eller depression kan medføre apati og inaktivitet – og dermed inkontinens. Af årsager med relation til demens kan nævnes:

Amnesi (hukommelsesbesvær/tab). Den ældre kan måske ikke huske, hvor toilettet er og kan ikke huske, hvorfor de er der, når de er kommet der ud. I sådanne situationer er det vigtigt at støtte patienten i at spørge om, hvor toilettet nu er henne. Også selv om man er hjemme hos sig selv i vante omgivelser. Faste toilettider kan hjælpe til en bedre hverdag. Man kan eventuelt sikre sig, at blæren er tømt ved kort efter toiletbesøg atter at følge den demente på toilettet. Det, at opbygge en fast tid og rute for toiletbesøgene, indgiver den demente større ro og kan være med til at genopbygge en glemt tidligere hverdagsrytme.

Frontal dysfunktion (personligheds- og adfærdsændring). Ved denne tilstand styres handlinger ofte af impulser. Personens egen opfattelse af egne behov går forud for andres behov. Det kan føre til, at patienter med disse forandringer tisser, hvor de har lyst uden hensyntagen til omgivelserne. Da de færreste forstår, hvad der sker, er det en tilstand, der i høj grad kan medføre social isolation. Det er vigtigt, at hjælpe den demente til at indordne sig under de gælde normer og regler. Lær den ældres adfærd at kende. Uro, rastløshed og råben kan betyde, at det er på tide, at komme på toilettet. Hjælp den demente til et pænt og rent ydre og vær med til at forhindre lugtgener. Det vil øge accepten fra omgivelserne.

Afasi betyder bl.a. en manglende evne til at danne og tyde ord og sætninger. Den demente kan have svært ved at forstå informationer som fx “toilettet er længere ned ad gangen.” Nominale afasi er en manglende evne til at danne navneord. Ord som “toilet” kan erstattes af selvvalgte udtryk. De som kender den demente ved måske at et ofte volapykagtigt sprog betyder: “Jeg skal på toilettet.”

Agnosi betyder en manglende evne til at tyde og forstå komplekse sanseindtryk – fx retnings- og rumlige relationer. Visuel agnosi er evnen til at koordinere synsindtryk. Hos patienter med disse funktionstab er det vigtigt at inddrage så mange af den ældres sanser som muligt. Et toilet bliver måske først et toilet, når den demente rører ved det og sidder på det. Før blev det måske oplevet som et skib i et blåt hav repræsenteret ved det mørke badeværelsesgulvs farve, og som det var umuligt at træde ud på pga. den dybde “havet” havde.

Apraksi betyder et sammenbrud i indlærte handlemønstre. Den demente kan godt have en intakt forståelse for handlinger og vilje til at udføre dem, men fx det at tage bukserne af ved toiletbesøg er pludselig en ny og fremmed handling. Vær bevidst om, at der ikke er tale om uvilje fra den dementes side! Gør dagen enkel og ligetil. Pårørende og sundhedsprofessionelle skal være opmærksom på det besvær knapper og lynlåse kan give. Hjælp den demente med valg af tøj, der er nemt og enkelt at få af og på. Tag samtidig hensyn til den ældres personlige værdighed.

Det gode toiletmiljø
Det er vigtigt at gøre hverdagen for den demente så nem og overskuelig som mulig. Al erfaring viser, at gode toiletforhold forhindrer inkontinens i situationer, hvor den ældre fx ikke tør gå på toilettet eller bliver forvirret. Den demente  kan skabe sig et forvrænget og uoverskueligt billede af det toilet, de skal ud på. Undgå mørke gulve på toilettet. Et mørkt gulv kan opfattes som et dybt ocean, hvis man kommer fra et lyst ganggulv. Sørg for god belysning og undgå mørke nicher og kroge, der kan være angstprovokerende. Et stor rum kan virke uoverskueligt. Mange ting placeret i samme rum kan skabe forvirring og medføre andre handlinger end planen var, nemlig et toiletbesøg. Gør situationen enkel. Sørg for at trække badeforhænget for så rummet bliver mindre og mere overskueligt. Sørg for god belysning, og lad kun de ting der skal bruges i forbindelse med toiletbesøget stå fremme. Stil ikke forskellige beholdere med fugtighedscreme, shampoo, sæber o.l. frem. Læg ikke flere bunker med bleer på hylderne, men kun den ble som evt. skal bruges i forbindelse med toiletbesøget.

Den personlige hygiejne
En person og en lejlighed der lugter af gammel urin kan medføre en social isolation fra omverdenen. Det er derfor vigtigt, at den demente får en ordentlig personlig hygiejne. Det kan til gengæld være et problem, hvis den demente ikke bryder sig om at komme ud på badeværelset og i bad! Gun Aramyr har i sin bog: “Hvorfor vil Asta ikke i bad,” beskrevet sådanne situationer. En ældre kvinde ville ikke i bad; hun følte der var nogen i rummet. Man fandt ud af, at hun så sig selv i spejlet, og da hun ikke kunne genkende sig selv, troede hun, der stod en og kikkede på hende ind gennem vinduet. Efter at spejlet blev dækket til, var problemet løst.

Mange demente kan ikke lide at komme i brusebad. Det kan have mange årsager: lyden fra bruseren, vandets hårde stråler eller at man er vant til en anden form for vask. Gun Aramyr beskriver en situation, hvor en dement patient ikke ville i bad med den begrundelse, at så var man “helt uden.” Det viste sig, at hvis blot det tøj, som den ældre skulle have på efter badet, hang synligt fremme i badeværelset, var der ingen problemer.

helpparents

Spørgsmål & Svar

Kære Kontinensforening

Mit navn er Inger. Jeg er barn af en 85-årig dejlig far, der er rigtig ked af sin høje alder i forhold til de besværligheder, der følger med her!! Aktuelt er der sket det, at min far har haft et par “uheld” for nylig med ufrivillig afføring og vandladning, som er gået ud over det ellers så fine gulvtæppe hos mine forældre. Mine forældre er nogle dejlige mennesker, lad det være sagt med det samme. De har i øjeblikket en problematik, som de ikke selv formår at løse. Min far vil ikke bruge de hjælpemidler, der stilles til rådighed – og min mor “skælder ham ud”, fordi det går galt for ham. Jeg har på fornemmelsen, at han er lettere dement – symptomer og følgevirkninger fra flere blodpropper, som han ikke vil erkende, han har haft. Han slår det hen og mener, det generelt er alderssymptomer!

Jeg føler, at min mor ikke anser min far for at være ‘patient’. Hun knokler dagen lang for at passe på ham og “varte ham op” – og tilsyneladende holder hun facaden, og ønsker ikke at lave om på dette, selv om det er tydeligt at se for os pårørende, at det er i gang med at knække hende fuldstændigt!

Udefra set, ønsker hun ikke at lave sig eller hverdagen om, men vil på den anden side gerne lave om på min fars ændrede adfærd.

Jeg spørger: HVORDAN KAN JEG HJÆLPE MINE FORÆLDRE????

Min far har altid syntes om at læse og sætte sig ind i forskellige problemstillinger, og jeg vil også være glad for pjecer og information om emnet. Er det noget, I i Kontinensforeningen kan stille til rådighed eller henvise til? Jeg vil være utrolig glad for et snarligt svar, da problematikken lige nu er ret alvorlig.

Venlig hilsen

Datteren

Kære Datter

Tak for din mail omkring din fars tiltagende inkontinensproblemer – og andre ændringer i hverdagen for dine forældre.
Privat har jeg haft præcis samme problematik med min far og mor – min mor passede og plejede min far i 3 år, inden hun var ved at gå helt ned. Men hun ville ikke indrømme, at min far var tydelig dement og vendte op og ned på dag og nat – blev inkontinens trods han altid tidligere var nærmest sygelig renlig osv. osv. Både min søster og jeg måtte til sidst bede en kommunal tilknyttet sygeplejerske (det har dine forældre også krav på) om at komme og vejlede min mor. Min far kom på et aflastningshjem og senere, da min mor var kommet til hægterne, kom han på plejehjem på en afdeling med specialuddannet demens-personale. Det var naturligvis ikke en rar tid for hverken min mor eller os – og i begyndelsen forstod min far faktisk heller ikke rigtig, hvad der skete omkring ham.

Det er helt nødvendigt i tide for familien at få stillet en diagnose på din far, få gode informationer omkring, hvordan andre har klaret situationerne m.v. Der er patientforeninger, der har hjemmesider med informationer om demens (www.demensnet.dk ) samt Alzheimerforeningen – og ÆldreSagen, der har socialrådgivere tilknyttet.

Foreningens informationsmaterialer om ældre og inkontinens samt om afføringsinkontinens vil også kunne give noget hjælp og vejledning.

Med venlig hilsen

Aase Randstoft
Kontinensforeningen

ellaportrait1

Af Ella Jakobsen, 68 år
Kilde: KontinensNyt 1, 2009, s. 19-23

Download hele artiklen

En god livskvalitet opnås kun ved hjælp af de rigtige hjælpemidler og en løbende god rådgivning og vejledning – som man så også selv følger op på.

I denne artikel beskriver jeg, hvordan min gennem snart 20 år fredelige kræftsygdom – et tilbagevendende leiomysarkom – pludselig blev livstruende. Men jeg overlevede ved en hurtig og kyndig indsats fra lægernes side på Odense Universitetshospital (OUH) med efterfølgende god opfølgning.

Ca. 4 måneder senere ‘faldt’ blæren uventet ned, og jeg blev henvist til inkontinensklinikken, hvor jeg har fået en uvurderlig god hjælp og støtte til ret hurtigt at få forøget livskvaliteten væsentligt.

Min praktiserende læges forudsigelse
Jeg har gennem de sidste 20 år med års mellemrum haft et tilbagevendende leiomysarkom (en lille kræft-knude), som i mange år ikke har været større end et risengryn, og som straks blev opereret væk dvs. inden for en uge. Efter operationerne blev jeg sendt hjem samme dag og har levet et normalt liv igen.

Efter at det for første gang blev opdaget og fjernet på Haderslev Sygehus, sagde min praktiserende læge til mig: ”Ja, en ting kan jeg da ‘trøste’ dig med, når det så rigtig bryder ud, så går det hurtigt.”

Jeg har i mange år gået til kontrol med kortere eller længere intervaller, alt efter lægernes prognoser om forventet tilbagefald. Jeg har i hele denne periode kunnet leve et godt og indholdsrigt liv, som jeg glæder mig over, når jeg tænker tilbage på det. Jeg har både på Haderslev Sygehus og på OUH fået en fin behandling, som jeg er meget taknemmelig og glad for.

Begyndende trussel
Men desværre fik min tidligere praktiserende læge ret. Pludselig mærkede jeg et meget stort sarkom i skeden. Den efterfølgende operation ville blive stor. Jeg havde valget mellem at få fjernet sarkomet sammen med en del af skeden eller gennemgå en endnu større og sikrere operation med det mål, at sarkomet ikke skulle kunne komme igen. Efter de mange operationer var der nu ikke mere at skære i. Sarkomet var kommet på stort set samme sted hver gang. Jeg valgte ‘naturligvis’ den mindre operation, hvilket skulle vise sig at være en forkert beslutning, men jeg var ikke parat til den helt store endnu. Det holdt så desværre kun ½ år, før det næste sarkom viste sig – og det var lige så aggressivt som det forrige.

Den hurtige proces var startet
Jeg blev meget fint orienteret om min forestående operation, som blev foretaget i foråret 2007, hvor livmoderen, æggestokkene, skeden og en del af endetarmen blev fjernet, og der blev lavet en colostomi. Operatio-nen fandt sted kort tid efter, at den sidste kræftknude var taget. Alle de fjernede dele var raske og blev fjernet forebyggende for at hindre nye angreb af sygdommen. Med den store operation ville jeg have gode chancer for at kunne leve mange gode år endnu. Jeg følte mig tryg og i gode hænder, hvad jeg også havde grund til. Som jeg oplevede det, gik det hele godt. Jeg følte mig godt tilpas efter operationen, (havde mistet 5 liter blod under den 5 timer lange operation) men blev for en sikkerheds skyld lagt på ‘opvågningen’ (i virkeligheden intensivafdelingen, hvor læger og sygeplejersker var bekymrede for mig, fordi jeg stadigvæk mistede blod). Men det gik godt. Næste morgen havde jeg det fortsat godt og blev kørt op på min stue. Jeg kunne gå rundt på gangene med poser og slanger på stativ. Jeg tror, at det var en stor fordel, at jeg kort tid forinden havde afsluttet gymnastikken for sæsonen og derfor var i særdeles god form.

Efterfølgende viste laboratorieprøverne heldigvis, at intet af de fjernede dele indeholdt cancerceller.

Hjælpen fra Odense Universitetshospital
Jeg nød den gode atmosfære og den meget omsorgsfulde pleje og opmærksomhed, jeg fik både før, under og efter de forskellige undersøgelser og små og store operationer. Jeg er og var meget imponeret over det fine teamarbejde, der har fundet sted blandt de mange dygtige mennesker, der har taget sig af mig. Jeg blev fortsat godt orienteret om min situation. Jeg var tryg og i gode hænder og følte mig ikke engang nervøs, da jeg blev kørt på operationsstuen. I dag synes jeg, at det er utroligt, at jeg er i live. Jeg føler mig frisk og rask og lever et ret normalt liv.

Den nuværende gode livskvalitet, skyldes ikke mindst den senere hjælp og støtte fra inkontinensklinikkens urolog og uroterapeut. Deres vejledning har betydet, at jeg hurtigt er nået videre mod en mere normal tilværelse og ikke mindst en stærkt forøget livskvalitet. Uden deres hjælp, havde det set sort ud for mig i dag.

Desuden har min mand og mine børn altid støttet mig med forståelse og stor tålmodighed gennem hele forløbet, hvilket har bevirket, at jeg har klaret mig igennem uden de helt store følelsesmæssige nedture.

Forløbet efter operationen
Efter hjemsendelsen fik jeg en god, omsorgsfuld og professionel modtagelse og pleje fra vor lokale hjemmepleje. Alle mødte venlige op på de aftalte tidspunkter, uanset om det var nat eller dag.

Colostomien
Forløbet med colostomien er gået godt og uproblematisk, lige indtil jeg faldt for fristelsen til at sige ja tak til en invitation til en god middag på den nærliggende kro. Maden var for kraftig – og blev indtaget på et for tidligt tidspunkt efter operationen – desuden spiste jeg nok også lidt for meget. Den middag kostede mig 10 meget ubehagelige dage i sengen. Men colostomien har hele tiden fungeret uproblematisk, og i dag kan jeg tåle stort set al slags mad.

Vandladningen
En måned efter operationen sluttede jeg med at være afhængig af kateter – og kort tid efter tjekkede hjemmesygeplejersken min blæretømning. Den var OK.

I en lang periode var jeg optimistisk og troede på, at vandladningen ville blive normal inden for en overskuelig periode. Men jeg måtte dog presse ret hårdt for at komme af med vandet.

Forværringen – blærens fald
Pludselig en dag, nogle få måneder senere – da jeg pressede lidt for hårdt for at kunne tisse, mærkede jeg en hård klump komme med en vis fart nedad. Jeg gruede for, at det var en ny stor kræftsvulst. At det kunne være blæren, var slet ikke faldet mig ind – kun frygten for endnu en kræftsvulst.

Men vandladningen blev nu mere besværlig og svær at styre. Skulle dette besvær føre til, at jeg måtte aflyse stort set alle mine sociale aktiviteter med familie og venner? Det er jo netop disse kontakter, der giver mig en indholdsrig tilværelse. Jeg frygtede for et liv buret inde i mit hjem resten af min levetid.

Min desperate søgen efter hjælp
I første omgang var problemet at sikre mig mod, at mit tøj ikke ustandseligt var i fare for at blive gennemblødt. Derfor gik jeg på internettet og fandt nogle gode oplysninger om inkontinens og behandlingsformer. Jeg gik til min læge og bad om en henvisning til inkontinensklinikken på OUH, hvorfra jeg fik tilsendt en tid 2 måneder senere. Det var længe at vente med min ‘vilde’ blære. Jeg opsøgte den lokale inkontinensklinik, blev godt modtaget og fik hjælp til at udfylde et væske-vandladnings-skema og lave optegnelser.

Konsultation hos gynækologen på Odense Universitetshospital få dage efter
Besøget hos gynækologen blev min foreløbige redning. Det udfyldte væske-vandladnings-skema viste jeg gynækologen, hvorefter jeg straks fik anbefalet at bruge kateter igen, hvad jeg mærkeligt nok ikke selv havde tænkt på. Desuden blev jeg igen henvist til inkontinensklinikken. Det har jeg haft meget glæde af lige siden. Der var endnu over en måneds ventetid, til jeg kunne komme til den første konsultation hos urologen. Derfor blev jeg meget glad, da han kort tid efter ringede hjem til mig og gav mig gode råd. Desuden fik jeg tilsendt en tid til samtale med uroterapeuten. Det blev en samtale, som også var meget givende for mig.

Kateterisation – tømning af blæren ved kateter
Kateterisation er en funktion, som min og mine lidelsesfællers livskvalitet er meget afhængig af. En god livskvalitet opnås kun ved hjælp af de rigtige hjælpemidler og en løbende god rådgivning og vejledning – som man så selv efterfølger.

Behovene er meget forskellige og er afhængige af, hvilke situationer, vi kan blive udsat for. Vi skal hele tiden være parate til at kunne tackle disse oplevelser på bedst mulig måde. Ofte er det helt uforudsete ting, man kan opleve, når man pludselig sidder i en meget kritisk og truende situation, som skal klares her og nu. Vi kan jo ikke bare løbe fra problemerne, men skal være parate til at tage udfordringerne op. Den første betingelse for, at det ikke skal gå galt, er, at vi hele tiden har hjælpemidlerne i orden og parate til brug.

God vejledning fra inkontinensklinikken
Jeg blev blandt meget orienteret om, at der findes et kateter med indbygget pose på. Det kateter kan bruges stort set hvor som helst. Posen tømmes hurtigt og let bagefter, hvorefter det hele smides væk. De er gode at bruge i mange af de forskelligartede, ekstreme og kritiske situationer, som kan være svære og besværlige at håndtere. De få katetre med poser på, man overhovedet får brug for, kan lette tilværelsen ufatteligt meget, og så er de kun få kroner dyrere end dem, man normalt anvender, men som oftest ikke kan anvendes i de ekstreme situationer, som jo også skal håndteres. Med dem i tasken kan man færdes stort set alle steder uden den evige nervøsitet for pludselig ikke længere at kunne holde på vandet. Uden dem betaler forbrugeren med øget usikkerhed og en stærkt forringet livskvalitet.

Ansøgning via hjemmeplejen
Efter at have fået god viden og også afprøvet enkelte eksemplarer søgte jeg gennem den lokale hjemmepleje at få en bevilling som et supplement til det almindelige, gode, lange kateter og det korte, som fungerer udmærket og er let at have i dametasken i den lille ‘pung´, de kan leveres i. De to katetre koster det samme. Bevillin-gen fik jeg tilsagn om. Men nogle dage efter kom dette svar: ”Når du får så mange forskellige slags bleer, (jeg får tre forskellige størrelser, som anvendes afhængigt af, hvilke situationer, jeg kan forestille mig at kunne komme ud for) så får du altså ikke de dyre katetre.” Dog blev der også foreslået et møde et par dage senere. Fint nok.

På nettet
Jeg tænkte imidlertid, at det ikke kunne passe. Der måtte da skulle finde en individuel vurdering sted. Derfor gik jeg på kommunens hjemmeside for at se politikernes holdning til hjælp til handicappede. Det første, der dukkede op var et ansøgningsskema til hjælpemidler.

Det næste var bl.a. ”Uddrag af lov om social service (serviceloven): § 112 om hjælpemidler,” hvor der stod følgende: ”Kommunalbestyrelsen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne.

§ 113 Om forbrugsgoder stk. 4: ”Hvis det på grund af den nedsatte funktionsevne er nødvendigt med et forbrugsgode, der er dyrere end et almindeligt standardprodukt, eller hvis den nedsatte funktionsevne nødvendiggør særlig indretning af forbrugsgodet, betaler kommunen, jf. stk.1, de nødvendige merudgifter.”

Og stk. 5 ”Hvis forbrugsgodet udelukkende fungerer som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne, betaler kommunen, jf. stk. 1, de fulde anskaffelsesudgifter.”
Tredje oplysning, jeg fandt, var: ”Byrådets politik er, at handicappede skal kunne leve en tilværelse så nær det normale som muligt.

Det indebærer, at handicappede skal have samme muligheder, som befolkningen i øvrigt, når det gælder boligforhold, job, uddannelse og fritidsaktiviteter. Støtten målrettes den enkeltes behov, og der lægges vægt på, at arbejdet foregår i tæt dialog med brugerne.”

Og fjerde oplysning
I et par af kommunens målsætninger nævnes:

  • at indsatsen tager sigte på, at den enkelte person kan bevare eller forbedre sine psykiske, fysiske eller sociale funktioner i dagligdagen
  • at indsatsen på længere sigt vil gøre den enkelte bedre i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp.

N.B. Jeg har kun trukket de oplysninger ud, som jeg kan bruge set ud fra mit eget handicap.

Mødet med hjemmeplejens sygeplejerske
Jeg havde til mødet med sygeplejersken medbragt udskrifterne fra nettet sammen med en beskrivelse af nogle af de trængte situationer, jeg har været ude for, blandt andet hvordan et kateter med pose havde gjort underværker i forhold til det besvær og de lidelser, jeg måtte igennem for at kunne klare situationerne uden ufrivilligt at skulle lade vandet. Har man først, som jeg, bare én gang oplevet at vandet går ufrivilligt i et overfyldt tog, lærer man at tænke sig bedre om.

Hvad gør man så i sådan en pinlig situation?
Min mand og jeg sad i fred og ro i en stillekupé og læste aviser. Jeg faldt i søvn, og da jeg vågnede, skulle jeg på toilettet. Men det gik galt på vej til toilettet. Men efter at have tømt blæren helt ude på toilettet, slyngede jeg et stort sjal skråt om livet. Det er der så mange, der gør. Jeg måtte dog umiddelbart efter togturen investere i et par fine, nye bukser, da vi var på vej til en stor havefest hos en af vore gode venner. Jeg havde oprindelig forsøgt at melde afbud, men vor ven sagde straks: ”Du får nøglen til naboens hus. Så har du deres toilet helt for dig selv.” Det var en god løsning, og jeg deltog i en rigtig god fest.

Trængte situationer, hvor et kateter med pose er en rigtig god hjælp

En regnfuld oktoberaften, mørk, våd, kold og klam
Invitationen lød på nogle dages ophold sammen med gode venner i sommerhus. På strækningen ud til sommerhuset er der meget sparsomt med toiletter langs ruten. Supermarkederne havde lukket, og der var langt mellem tankstationerne. Undervejs blev trangen til at tisse for voldsom, så vi måtte stoppe op. Jeg sprang over en grøft og gik ind mellem træerne. Jeg kunne ikke se ret meget, og jeg forsøgte at tisse uden kateter. Bukserne blev lidt våde og snavsede af regn og rusk, og blæren var fortsat ret fyldt. Ved ankomsten til sommerhuset måtte jeg blive siddende i bilen, indtil vennerne kunne melde klar bane til toilettet for at undgå en for kraftig udsivning. Jeg styrtede ind og blev tømt. Udsivningen var, som oplevet så mange gange før voldsom og hurtig, når jeg efter at have ligget eller siddet ned for længe rejste mig op. I denne situation ville kateteret med pose have været ideelt. Jeg kunne have nøjedes med at åbne begge bildøre ind mod skoven, svinge benene ud og bruge katetret med pose, der bagefter kunne tømmes i vejkanten.

Et lastvognstog er væltet på tværs af motorvejen – begge spor er spærret
Vi skal til stor fest hos min søn og svigerdatter. Vi havner i en lang kø. Vi aner ikke, hvorfor eller hvor længe det vil vare. Jeg glæder mig over, at jeg er godt tømt ud hjemmefra. Men køen fortsætter, og vi når efter 1½ time til stedet, hvor en væltet lastbil spærrer motorvejen i begge spor. Bilerne må ledes forbi i nødsporet. Tisse-problemet har meldt sig! Det er mørkt. Bilerne kører tæt i begge baner. Der er langt til næste motorvejstoilet. Kan jeg nå det? Vil bilsædet og bukserne blive gennemblødt? Det presser på. Jeg ved, at udsivningen vil starte brat og voldsomt, så snart jeg rejser mig op. Jeg har på det tidspunkt endnu ikke fået følingen med blæren tilbage efter operationen. (Heldigvis har jeg aldrig haft problemer med at tømme blæren om natten. Jeg vågner en gang hver nat, står op og tømmer blæren, hvorefter jeg går i seng igen og sover videre, næsten som det var før operationen). Endelig kommer der skred i trafikken igen, og vi når en rasteplads.
Jeg styrter ud og direkte ind på handicaptoilettet. Jeg har heldigvis sikret mig godt med bleer, hvilket redder tøjet. Det gik godt denne gang, men det var barskt.

Om nattetisseri på et vandrerhjem
Installeret på et vandrerhjem finder jeg ud af, at der desværre var ret langt fra vort værelse til toiletterne. For en sikkerheds skyld havde jeg medbragt et litermål med låg. Kan man tisse i et cylinderglas på sygehuset, så kan man også i en kande! Jeg lagde et stykke plastik under papirkurven, som var foret med plastikpose, klemte kanden fast mellem lårene, brugte venstre hånd til at skaffe passage for kateteret, som jeg styrede med højre hånd. På denne måde kunne jeg tisse inde på værelset uden at grise til og så tømme kanden bagefter, uden det gik galt.

Havde jeg haft et kateter med pose, havde det ikke været så besværligt – faktisk helt problemløst!

Næste problem: Er der toiletter nok? Kun 3 stk. til 60 personer en hel aften
Endelig mødte vi op til den store fest, fik hilst på familien og nye og gamle venner og tisset af. Aftenen forløb fantastisk godt, hyggeligt, morsomt og med mange rørende taler, som varmede den gamle mor, svigermor og bedstemor. Jeg var rigtig glad for, at jeg havde dristet mig ud på den lange køretur til den store fest. Jeg benyttede toiletterne på de tidspunkter, hvor jeg vidste, at kun få havde behov for det. Jeg blev meget beroliget ved at opdage, hvor lang tid mange i virkeligheden kan vente under de lange og hyggelige middage. Resten af festen og hjemturen forløb uden problemer. På motorvejens toiletter kan man udmærket bruge det almindelige overfladebehandlede kateter.

I weekenden inden denne familiefest havde jeg desværre meldt afbud til en tilsvarende god familiefest. Men jeg turde ikke deltage, da jeg endnu på det tidspunkt var meget nervøs for, at der var for få toiletter.

Tilbage til mødet med kommunens hjemmepleje
Mødet gik godt, og det endte da også med, at jeg fik bevilget katetre med pose. Der var blevet bestilt 6, som skulle dække 3 mdrs. forbrug.

Kort tid efter at denne bevilling var på plads, skulle jeg for første gang efter operationen prøve at flyve. Rejsen gik til Madeira. Jeg kunne forudse, at 6 katetre med pose kunne blive for få til en tur, hvor vi lejede bil og kørte meget i bjergene. Netop på denne tur fandt jeg ud af, at vi, når det var tiltrængt, kunne åbne dørene ind mod en klippeside eller ud mod en smuk udsigt til bjergene og siddende på sædet tømme blæren i ly af dørene. Det gik fint.

Forbruget af katetre med pose på hele denne tur blev faktisk færre end de seks stk., jeg havde fået tilsendt. Men jeg havde af kommunens sagsbehandler fået lov at bestille nogle flere. Man ved jo aldrig på forhånd, hvad man kan få af oplevelser, der skal klares her og nu og i en gevaldig fart. Det blev en meget vellykket første udenlandsrejse efter operationen.

Kort tid efter denne rejse fik jeg mod på igen at gå til gymnastik. Jeg var meget nervøs for, om jeg kunne klare det, men med tømning i pausen mellem to former for gymnastik gik det fint og angsten forsvandt hurtigt.

Hvordan er livet så blevet med katetre med indbygget pose?
Efter at urologen fra hospitalet har anbefalet udelukkende at tømme blæren med kateter, er der faldet meget mere ro over vandladningen. Desuden har jeg nu fået bedre føling med blæren. Alligevel skal jeg være meget opmærksom hele tiden og tænke frem og gardere mig mod de værst tænkelige situationer, der kan opstå. Katetre med indbygget pose er lige så uundværlige som de øvrige hjælpemidler, man altid bruger og har parat til brug – i dametasken, i rygsækken og i handskerummet i bilen. Men de bruges kun, i ekstreme eller kritiske situationer. Men mange også af dem slutter ved et toilet, hvor det almindelige kateter kan anvendes.

Mange rejser er forløbet uproblematiske uden belastende oplevelser.

Eksempler:

  • 4 nætter i feriehus på Bornholm med 6 personer om ét toilet
  • En fin tur til Berlin 6 dage
  • En tur til Sjælland, Møn med hjemtur over Lolland og Fyn med gode oplevelser undervejs 5 dage
  • Thy og Mors 4 dage.

Mine konklusioner
Jævnfør kommunens målsætninger:

  • at jeg nu har fået forbedret mine psykiske, fysiske og sociale funktioner i dagligdagen væsentligt
  • at jeg nu er blevet bedre i stand til at løse opståede problemer ved egen (og ofte min mands) hjælp.

og – ikke mindst:

  • at det har betydet en væsentligt forøget livskvalitet.

Men forudsætningen for, at jeg kan bevare, måske forbedre, mine psykiske og sociale funktioner i dagligdagen er, at jeg fortsat får en god vejledning og de rette hjælpemidler.

helmer

Af Anne Mette Futtrup, Redaktionen.dk
Kilde: KontinensNyt 1, 2009, s. 4-5

Download hele artiklen

84-årige Helmer Andersen kom til at tisse i bukserne en dag, da han var i begyndelsen af 60’erne. Siden kom der mange flere af den slags uheld. Men der skulle gå 20 år, før han fik overskud til at tage sig af problemet, fordi han først og fremmest ville passe sin syge kone. Og undervejs forsvandt skammen.

De første mange år gik Helmer Andersen stille med dørene. Han gik ikke til lægen. Han talte ikke meget med sin kone om det. Han fortalte ingen andre om sin inkontinens.

Ikke alene fordi det var flovt. Mest skyldtes hans tavshed, at hans kone havde Alzheimers sygdom, og at han derfor havde rigeligt at se til med at passe hende.

”Vi havde 35 gode år sammen, før hun blev syg. Men de sidste ti år var svære, fordi hun blev mere og mere syg. Det kneb for mig at have det hele i hovedet, både hendes sygdom og mit eget tisse-problem. Så jeg gjorde først noget ved mit eget, da min kone var død.”

Helmer Andersens lænestol står for enden af sofabordet, så han kan kigge ud af de store vinduer mod haven i sit hus på Amager. Han mindes et øjeblik, mens svigerdatteren Lise, der sidder med ved bordet og har sørget for kaffe og kringle, henter et portræt-foto af Helmers kone.

På fotoet ser hun glad og tilfreds ud, sådan som han helst husker hende, fra før hun blev syg. ”Men hun ville ikke høre tale om mit problem, da hun var syg. Det var noget værre griseri…” gengiver han hendes ord.

Lægen foreslog bleer
Helmer Andersen tog til lægen og blev undersøgt. Inkontinensen kom uden varsel, og lægen kunne ikke forklare årsagen. Det kunne urologen, som Helmer Andersen blev henvist til, heller ikke. Så bleer var den ’behandling’, som han blev tilbudt.

Og det var faktisk slet ikke så ringe, mener 84-årige Helmer Andersen.

”Jeg kan ikke mærke noget, før det er for sent. Lige pludselig kommer det bare, og så er bleer en god hjælp,” siger han.

En juleaften for nogle år siden var Helmer Andersen til julefest hos sin søn og svigerdatter. Selskabet bestod desuden af andre familiemedlemmer og nogle venner.

”Vi sad og havde det rigtig hyggeligt. Og lige pludselig vælter det ud af mig, så hele stolen blev våd. Dengang klappede jeg helt i, fordi det var så pinligt…”, fortæller Helmer Andersen.

Han vender blikket mod vinduet og kigger ud på regnen. Heldigvis havde han fået nye bukser i julegave, kommer han smilende i tanke om.

For med alderen har det pinagtige ved uheldene fortaget sig.

”Selv om det er lidt flovt, har man jo vænnet sig til det med årene. Nu tænker jeg mere, at alle jo kan se, hvad der sker. Og jeg kan ikke gøre for det.”

Åbenhed og nødposer
Helmer Andersens svigerdatter Lise bryder ind: ”Da du kom til at tisse i bukserne en af de allerførste gange for mange år siden, spurgte du, om du ikke bare kunne få nogle aviser at sidde på… Kan du huske det, Helmer?,” siger hun smilende og lægger sin hånd på hans.

Han griner af sit forslag fra dengang. Heldigvis er han ikke så ydmyg mere, siger han, og svigerdatteren supplerer med, at han er helt holdt op med at sige ”undskyld”.

De to taler frit om Helmers problem. Og heller ikke i samværet med andre mennesker holder inkontinensen ham tilbage. Han vil gerne til fest og sammenkomster, når de byder sig.

”Min svigerdatter har indført ”nødposer”. Jeg har dem liggende flere steder: hos min søn og svigerdatter, i deres bil, i entreen,” siger Helmer Andersen med et stort smil til svigerdatteren

Han rejser sig fra lænestolen, får hurtigt balancen og går ud i entreen. Da han vender tilbage, medbringer han en gul plastikpose med Magasins navn på siden.

”Se, her er en nødpose. I den ligger rene underbukser, bleer, rene bukser. Alt det jeg skal bruge, hvis det går galt,” siger han.

Handler kun et sted ad gangen
Og det går galt – jævnligt

I haven, som Helmer Andersen elsker at passe, er det intet problem. Hvis bleen ikke gør sit arbejde godt nok, kan han lige gå ind og klæde om. Men når han skal handle i Netto eller ved bageren, så sørger han altid for kun at tage et sted ad gangen, og så gå direkte hjem igen. På så kort en tur er der større chance for, at han kan holde sig tør.

”Jeg tabte en ble på fortovet en dag, da jeg var på vej hjem fra Netto. Den var simpelthen gledet ned,” begynder Helmer Andersen og svigerdatteren læner sig frem i sofaen. Det har han ikke fortalt om før.

”Hvad gjorde du så”, flyver det ud af hende. Helmer Andersen smiler stort:

”Ja, jeg skyndte mig selvfølgelig at tage den op og lægge den i kurven på min rollator. Så er der da én fordel ved at være rollator-kører…”

pleje

Af Martina Henze, ph.d., Fuldmægtig i Socialstyrelsen, Kontoret Ældre & Demens
Maj 2014

Socialstyrelsen er sammen med Aarhus og Kolding Kommune i gang med et nyt projekt om kontinenspleje på plejehjemmet. Projektet er et af i alt fem projekter under programmet Livskvalitet og selvbestemmelse på plejehjem, som udspringer fra Ældrekommissionens rapport og anbefalinger på området af 2012.

Socialstyrelsens projekt om den gode kontinenspleje bliver afprøvet på tre plejehjem: Olivenhaven i Kolding samt Cereshuset 4.-6. sal og Vejlbygade 9 og 9A i Aarhus Kommune.

Selvbestemmelse og værdighed
Ældrekommissionen har lagt meget vægt på, at der værnes om og understøttes beboernes selvbestemmelsesret og værdighed. For et voksent menneske er det et tab af værdighed at tilbringe den sidste fase af sit liv med ble.

Inkontinens har negative konsekvenser for beboernes selvstændighed og livskvalitet.

En stor del af plejehjemsbeboerne benytter inkontinenshjælpemidler. Ifølge Ældre Sagen bruger 80 % af beboerne i dag ble. Ifølge en undersøgelse af Politikken Research fra 2011, hvor knap halvdelen af alle plejehjemsledere deltog, ligger tallet mellem 60 og 100 %. Samtidig gav ni ud af ti plejehjemsledere udtryk for, at det er muligt at træne flere beboere at gå på toilettet eller behandle deres inkontinens. Flere studier har vist, at konservative tiltag kan mindske eller fjerne symptomerne på urininkontinens hos 60-70 % af beboerne.

Systematisk og omfattende kontinenspleje
Socialstyrelsens projekt udvikler og afprøver en model for, hvordan man på plejehjem systematisk og struktureret kan arbejde med den gode og værdige kontinenspleje. Projektet omfatter såvel urin- som analinkontinens. Endvidere retter projektet sig mod alle plejehjemsbeboerne, dvs. ikke kun dem, som allerede har en blebevilling. På denne måde håber projektet på også at have et forebyggende sigte.

Kontinensplejemodellen
Socialstyrelsens kontinensplejemodel er udviklet i tæt samarbejde med en række eksperter på det kontinensfaglige område, bl.a. kontinenssygeplejersken Jannie Eiskjær, kontinensfysioterapeut Laila Ravnkilde Marlet, specialsygeplejerske Gerd Johnson og udviklingsfysioterapeut Ulla Due.

Modellen består af fire faser. Indledningsvis bliver alle beboer screenet for inkontinens. Efterfølgende udredes de beboere, der har et inkontinensproblem. På dette grundlag udarbejdes der for hver beboer en kontinenshandleplan, der løbende følges op og justeres på. Forløbet afsluttes med en status og individuel døgnrytmeplan. Ændrer beboerens kontinensstatus sig, starter forløbet forfra.

Kontinensplejen foregår i tæt samarbejdet mellem social- og sundhedsassistenten, (kontinens)sygeplejerske og eventuelt andre faggrupper. Udredning og behandlingen af urininkontinens beror i høj grad på den evidensbaserede metode promted voiding, som kan oversættes til assisteret tidsbestemt toiletbesøg.

Nøglen til den gode kontinenspleje
Nøglen til at omsætte modellen i praksis bliver den gruppe af social- og sundhedsassistenter, der i forbindelse med projektet får kompetenceudvikling, så de kan blive nøglepersoner i den gode kontinenspleje. Selve kompetenceudviklingsforløbet, der går under navnet ’Assistenten som nøgleperson i den gode kontinenspleje’, kombinerer Socialstyrelsens kontinensplejemodel med to allerede eksisterende AMU-kurser.

I et 8-dages forløb får sosu-assistenterne dels de faglige kompetencer i kontinenspleje, dels bliver de klædt på til, hvordan de kan arbejde tværfagligt samt omsætte og videregive deres viden i praksis til kollegerne på plejehjemmet. Kompetenceudviklingsforløbet bliver afholdt af Aarhus Social- og Sundhedsskole i samarbejde med Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens.

Fra læring til praksis
Projektet om den gode kontinenspleje har særlig fokus på transfer, dvs. at det lærte bliver omsat i arbejdspraksis.

Afgørende for transfer er, at plejehjemsledelsen, kursusdeltagerne og skolerne før, under og efter selve kompetenceudviklingen arbejder tæt sammen om målet – nemlig en ændret og bedre kontinenspleje. Til dette formål er der udviklet arbejdshæfter, der forbereder og ledsager hele forløbet med konkrete opgaver målrettet den enkelte deltager og det pågældende plejehjem.

Kompetenceudviklingsforløbet ’Assistenten som nøgleperson i den gode kontinenspleje’ er tilrettelagt som split-forløb med personlige læringsmålsætninger, hvor deltagerne allerede mellem undervisningsgangene får lejlighed til at afprøve og anvende deres nye kompetencer i hverdagen på plejehjemmet.

I maj og juni 2014 gennemgår et hold af ca. 28 social- og sundhedsassistenter fra de tre plejehjem kompetenceudviklingsforløbet. Efterfølgende bliver den nye praksis for kontinenspleje forhåbentligt fuldt implementeret på de tre steder.

Hele projektet bliver evalueret af Rambøll og BDO. Når evalueringerne foreligger, vil endnu en artikel berette om resultaterne af Socialstyrelsens projekt om den gode kontinenspleje.

Socialstyrelsens model for den gode kontinenspleje

1. Screening af alle beboere

  • Nøgleperson i kontinenspleje (social- og sundhedsassistent) screener alle beboer for inkontinens ved indflytning på plejehjem eller ved nyopståede inkontinensproblemer
  • Urinvejsinfektion udelukkes
  • I samarbejde mellem beboer og nøgleperson vurderes inkontinensproblemer og den fysiske og kognitive funktionsevne.

2. Udredning af beboere med et inkontinensproblem

Nøgleperson opstiller i samarbejde med (kontinens)sygeplejerske og beboer mål for beboerens funktionsevne i forbindelse med kontinens. Pårørende og andet sundhedsfagligt personale inddrages i dette.

Målet kan være:

  • a. uafhængig kontinens
  • b. kontrolleret inkontinens
  • c. kontrolleret kontinens.

3. Kontinenshandleplan for enhver udredt beboer
Nøgleperson udarbejder i samarbejde med (kontinens)sygeplejerske og beboer en specifik handleplan i forhold til beboerens mål for funktionsevne i forbindelse med kontinens.

Handleplanens indsatser gennemføres af beboeren med støtte fra beboerens kontaktperson og andet relevant personale (fx ergo-/fysioterapeut), der igen vejledes og støttes af nøglepersonen, som også kan trække på (kontinens)sygeplejersken.

Handleplanens indsatser vurderes og justeres kontinuerligt af nøglepersonen og (kontinens)sygeplejersken efter de i handleplanen fastsatte tidspunkter.

4. Afslutning på kontinensforløb (status)
Nøgleperson beskriver i samarbejde med (kontinens)sygeplejersken den individuelle kontinenspleje i en døgnrytmeplan i forhold til:

  • a. kontinensstatus
  • b. hjælpemidler
  • c. behov for hjælp, herunder fastlagte toiletbesøg, indtagning af vand, medicin mm.

Ved ændret status startes forløbet forfra med:

  • Screening af beboere.

helpelderlytoilet

Kilde: idag.dk
Redigeret af Aase Randstoft, Kontinensforeningen
November 2013

Der er en reel mulighed for, at kommunerne kan afsætte mere tid til ældre med inkontinens
I dag griber de 98 kommuner udbud af inkontinensprodukter forskelligt an. Udover kravet til produktkvaliteten, kan kommunerne ifølge udbudsreglerne vælge mellem to hovedrammer, når de skal finde det vindende leverandørtilbud.

Pris – det økonomisk mest fordelagtige
Ved et prisudbud vil laveste produktpris være afgørende for valg af leverandør. Ved det økonomisk mest fordelagtige tilbud – totaløkonomisk – åbnes mulighed for, at kommunen kan stille krav til udgiften ved at håndtere produkterne, dvs. følgeomkostningerne ved inkontinensplejen samt servicetilbuddene og den produktuddannelse, der er inkluderet i aftalen.

Beregninger fra rådgivningsvirksomheden Cowi viser, at de store besparelser ikke er på produktpriserne men på arbejdsprocessen. Derfor giver det mening, når man tager hensyn til totaløkonomien og ikke produktprisen.

Totaløkonomi
I Middelfart kommune har indkøbskoordinator Ulla Skovgaard besluttet at bruge den totaløkonomiske model i stedet for at gå efter laveste produktpris. “I stedet for at udbyde til laveste kostpris på bleer, har vi valgt at se totaløkonomisk på inkontinensbehandlingen. Selve bleen udgør en meget lille del af den totaløkonomiske omkostning ved inkontinens, hvor de personaleøkonomiske ressourcer pr. bleskift er langt den største udgift,” siger Ulla Skovgaard.

Ifølge de målinger, som Cowi har foretaget, udgør produktprisen på bleerne kun 12 % af den samlede udgift, når det handler om inkontinens. Bleskift, lækager og vasketøj udgør de øvrige 88 % af den samlede udgift på området.

“Tommelfingerreglen er, at vi i Middelfart kommune bruger 37.000 plejetimer på bleskift. Det er givet godt ud, hvis en ble koster 50 øre mere, hvis det betyder, at skiftet kan foretages af én assistent frem for af to assistenter. Koster en ble, der sparer lækager, to kroner mere, så er de givet godt ud,” forklarer Ulla Skovgaard.

Testet på ældrecenter
For at finde frem til den optimale bletype, har Ulla Skovgaard valgt – i samarbejde med ældresektoren – at lade de inkontinente på ét af kommunens ældrecentre afprøve de forskellige bletyper i forbindelse med udbudsrunden.

“På et af vores ældrecentre har vi testet de forskellige leverandørers produkter. Hvert produkt er testet i to uger, og vi har registreret antal lækager, antal skift og de personaleressourcer, der er forbundet hermed.”

Og selvom registreringen var et omfattende stykke projektarbejde, var hele processen ikke alene med til at finde frem til de totaløkonomisk bedste produkter, men også med til at skabe et bedre forhold mellem indkøbskontoret og ældresektoren.

“I processen har indkøb og plejeområdet arbejdet tæt sammen, og derfor har vi fået større indsigt og forståelse for hinandens arbejde og udfordringer,” forklarer Ulla Skovgaard.

Fokus på prisen
I januar 2010 udgav Udbudsrådet en analyse af barriererne for konkurrenceudsættelse i den offentlige sektor. Her konkluderedes det, at de private leverandører oplevede det offentliges fokus på pris, særligt på sundheds- og omsorgsområdet, som en væsentlig barriere for at leverandøren kunne se en god forretning i et udbud.
Kommunerne er forskellige, og selvom der er kommuner, der indkøber bleer totaløkonomisk, er der mange kommuner, der vælger det produkt med den laveste produktpris.

“Der er tit en forventning til, at indkøbsafdelingen skal finde besparelser til kommunen. Når vi udbyder til laveste pris, er det let at aflæse effekten på bundlinjen – det er straks sværere at skabe overblikket over effekten af et totaløkonomisk indkøb. Men her kan der virkelig være penge at spare,” slutter Ulla Skovgaard.

Kun til voksne
Den totaløkonomiske 12-88 beregning på bleer gælder kun på bleer til ældre og andre voksne med inkontinens. Modellen anvendes ikke, hvis en vuggestue skal indkøbe bleer til småbørnene. Her er det helt andre målestokke, der er gældende, og en helt anden arbejdsproces. Derfor anvender Københavns kommune ikke den totaløkonomiske model i deres aktuelle udbud på børnebleer.

“Den totaløkonomiske 12-88-model dur ikke til børn,” siger Dorthe la Cour fra Københavns kommunes Børne- og Ungeforvaltning, der er ansvarlig for kommunens aktuelle udbud på børnebleer.
Når 12-88-modellen ikke kan bruges i forbindelse med udbud på børnebleer, skyldes det ikke forskellen på bletyperne, men primært forskellen på selve skiftesituationen. Det er en mere krævende situation, når en voksen skal skiftes, end når et lille barn skal skiftes. Og hvor 88 % af udgifterne ved inkontinens er på personalesiden, er procentsatsen meget mindre, når det gælder børn.

Torsten

Af Torsten Sørensen, Overlæge, gynækologisk/obstetrisk afdeling, Kolding Sygehus
Kilde: KontinensNyt 1, 2009, s. 9-10

Download hele artiklen

En dansk undersøgelse af 40-60-årige viste, at 16% havde urininkontinens mindst én gang ugentlig

Kvinder danner det kvindelige kønshormon østrogen i æggestokkene så længe, de har ægløsninger. Men omkring 50-års alderen er der ikke flere æg tilbage, og derfor ophører produktionen af østrogen. Det betyder, at kvinderne får symptomer på østrogenmangel. De kommer i overgangsalderen!

Ligesom puberteten er overgangsalderen en uundgåelig proces, som betyder, at østrogenniveauet reduceres med 80-90 %. Og da østrogen kan virke i stort set alle organer i kroppen, har reduktionen i østrogenproduktionen vidtrækkende følger.

Det er dog i kønsorganerne, at de mest markante ændringer sker; disse ændringer er medvirkende til, at mange kvinder har problemer med at holde på vandet. Og at disse problemer bliver hyppigere med stigende alder. Det viser bl.a. en stor norsk opgørelse. Af den fremgår, at hyppigheden af urininkontinens hos kvinder stiger fra omring 10 % i 20-års alderen til ca. 40 % i 70-års alderen. Gennemsnitlig havde 25 % af alle kvinder i undersøgelsen urininkontinens af en eller anden slags.

En dansk undersøgelse af 40-60-årige viste, at 16 % havde urininkontinens mindst én gang ugentlig. Mellem 50 og 70 % af plejehjemsbeboere og patienter på langtidsmedicinske afdelinger havde besvær med at holde på vandet.

Selv om mangel på østrogen er en af hovedårsagerne til urininkontinens hos ældre kvinder, er der mange andre grunde til, at disse kvinder har problemer med at holde på vandet. Dels kommer der ændringer i kroppen som en direkte følge af alderen, og dels kan der komme andre sygdomme til.

I selve blæren kan der ske ændringer i den måde, hvorpå nerveimpulser overføres til blæremusklen. Det kan betyde overaktivitet i blæren, så kvinden pludselig får en uimodståelig vandladningstrang. Og er hun ikke i nærheden af et toilet, kan hun få den type af urininkontinens, der kaldes for urgeinkontinens eller trængningsinkontinens.

Nogle undersøgelser viser, at blærens kapacitet bliver mindre med alderen. Årsagen til dette er ukendt. Men under alle omstændigheder betyder den nedsatte blærekapacitet, at de portioner urin, man lader ved toiletbesøg, efterhånden bliver mindre; man må derfor gå på toilettet flere gange end før.

Andre undersøgelser over blærens funktion tyder på, at blæren har svært ved at tømme sig fuldstændig jo ældre, man bliver. Og at der med stigende alder bliver mere urin tilbage i blæren efter vandladningen. Desuden kommer der et øget antal ufrivillige sammentrækninger i blæremusklen.

I selve urinrøret bliver slimhinden efterhånden tyndere. Det skyldes det meget lave indhold af østrogen i blodet. Og det betyder, at urinrørets mulighed for at lukke helt tæt bliver mindre. Det kan medvirke til, at bakterier lettere kan trænge op i blæren og dermed være årsag til blærebetændelse, og at der kommer ufrivillige sammentrækninger i blæremusklen.

Dertil kommer, at kvinder har et ganske kort urinrør; det måler kun omkring 4 cm i modsætning til det mandlige urinrør, som i gennemsnit måler 18 cm. Denne forskel i urinrørenes længde er formentlig årsag til, at kvinder og mænd med stigende alder får forskellige vandladningsproblemer: kvinderne får besvær med at holde på vandet, hvorimod mænd ofte har besvær med at komme af med det.

Det nedsatte østrogenniveau i blodet hos ældre kvinder er en af årsagerne til, at bækkenbundens muskler mister deres spændstighed; de bliver mere slappe! Det kan betyde, at der kommer nedsynkning af blæren, så der evt. dannes en lomme, hvor urinen kan samles. Dette kan også bidrage til, at blæren ikke tømmer sig fuldstændig, og at der kommer kronisk blærebetændelse.

En del af bækkenbunden hos kvinder udgøres af blærens lukkemuskel. Også den bliver efterhånden mere slap med alderen som følge af mangel på østrogen. Dermed får lukkemusklen sværere ved at lukke tæt. Med andre ord nedsættes urinrørets lukkefunktion. Derfor er der øget risiko for urininkontinens, når trykket i blæren øges fx ved hoste, nys og tunge løft. I disse tilfælde er der tale om såkaldt anstrengelsesinkontinens eller stressinkontinens. Denne form for urininkontinens kan også skyldes, at urinrøret med alderen er blevet omdannet til et stift, ueftergiveligt rør med en dårlig åbne- og lukkefunktion.

Et mere specielt problem er urininkontinens som følge af natlig vandladning. Normalt dannes der mindre urin, når man sover, end når man er vågen. Den natlige urinmængde er sædvanligvis mindre end 1/3 af den samlede mængde urin, der dannes i et døgn. Men med stigende alder dannes mindre af det såkaldte antidiuretiske hormon (ADH). Resultatet er, der produceres forholdsmæssigt mere urin om natten end tidligere. Og at ældre får et større behov for at tømme blæren om natten end yngre. Også fordi blærens kapacitet som nævnt mindskes med alderen.

Men hvis den ældre kvinde samtidig er gangbesværet og derfor har besvær med at nå toilettet i tide, eller måske slet ikke kan finde toilettet, fordi hun er konfus eller senil, er der risiko for, at hun ikke formår at holde på vandet, inden hun når frem til rette sted.

Selv i vore dage med stigende levealder, er der ikke megen status i at være gammel; der er heller ingen status i at være urininkontinent. Og der er slet ingen status i både at være gammel og ude af stand til at holde på vandet.

Derfor er der god grund til at søge hjælp, hvis man som ældre får vandladningsproblemer. For i vore dage med mange behandlingsmuligheder er alder ingen hindring for behandling.

Referencer
Gynækologi. Red.: Bent Ottesen, Ole Mogensen, Axel Forman.
København: Munksgaard Danmark 2005.
Laila Ravnkilde Marlet, Torsten Sørensen & Mette Hornum Bing. Natlig vandladning hos voksne – Bedre nattesøvn. København: Kontinensforeningen 2007.
Incontinence, vol. 1 & 2. Editors: Paul Abrams, Linda Cardozo, Saad Khoury & Alan Wein. Paris: International Continence Society 2005.

Anette

Af Annette Carstensen, Kontinenssygeplejerske, Sønderborg Kommune
Kilde: KontinensNyt 1, 2006, s. 14

Download hele artiklen

Mange borger på plejehjem er fysisk dårlige og er afhængige af hjælp til toiletbesøg
Der eksisterer mange myter omkring ældre og vandladningsproblemer. Mange tror, at alle mennesker får vandladningsproblemer. Bare man lever længe nok! At det er noget, der kommer snigende, og noget man må lære at leve med. Fakta er, at mange ældre får vandladningsproblemer. Til gengæld er det en  myte, at man skal lære at leve med det.

Ofte kan vandladningsproblemer afhjælpes eller bedres – som regel for små midler.

Mange føler, at det er flovt at tisse i bukserne – og taler ikke om det. Heller ikke til ægtefællen! Dette gælder både borgere i eget hjem og på plejecentre. Næsten alle borgere i plejebolig anvender ble. I mange tilfælde er det borgerens eget ønske. Mæt af dage ønsker de så at sige at blive vartet op. Ofte hører jeg udsagn som: “jeg har arbejdet nok, nu må andre tage over”. Min fornemmelse er, at også plejepersonalet ønsker det. “For en sikkerheds skyld” eller fordi plejepersonalet synes at det er synd for borgeren, hvis der sker uheld. Selv-om faste toilettider i mange situationer kan afhjælpe problemet, er det vanskeligt at gennemføre i praksis. Blandt andet fordi plejegrupperne tit har travlt.

Gængse bleprodukter har stor sugeevne. Alligevel må det være mere behageligt at komme på bækkenstol eller toilet. Jeg har hørt blebrugere udtale, at en ble varmer godt, specielt om vinteren. Dette skal ikke være en indikation for en stor ble!

Mange på plejehjem er fysisk dårlige og er afhængige af hjælp til toiletbesøg. Personalet skal være opmærksomme på, om selvhjulpne beboere har optimale muligheder for at gå på toilettet. Bukserne skal have knapper eller anden lukning, som man selv kan åbne uden for meget besvær. Demente beboere skal måske mindes om at gå på toilettet. Undertiden skal de guides. Skriftlig afkrydsning sikrer, at alle ansatte kender planerne. Alle i plejegruppen skal være informerede om de forskellige tiltag. Målet er at give beboerne det bedst mulige tilbud.

Mange forhold disponerer til vandladningsproblemer, fx neurologiske sygdomme som sclerose, Parkinson (rystesyge) og hjerneblødning. Ligeledes er der meget medicin, som påvirker vandladningen. I mange tilfælde kan faste toilettider, blæretræning eller medicinsk behandling være til hjælp.

Gennemsnitligt går borgeren med inkontinens problemet i 7 år, inden de anmoder om hjælp. For at hjælpe på problemet har mange kommuner i dag ansat kontinenssygeplejersker til at udrede og hjælpe. Afhængig af lidelsen har kontinenssygeplejersker også mulighed for at sende borgeren videre i systemet. Man må derfor formode, at den enkelte borger i dag får den udredning og de hjælpemidler, der passer vedkommende. Der findes mange slags bind og bleer, og tilbuddet må tilpasses den enkelte person. Med det store udvalg, der er på markedet, kan der altid findes et produkt, som passer.