Udredning og behandling af afføringsinkontinens hos børn

yeschild

Af Ulla Kabbelgaard, Klinisk Sygeplejespecialist, MVO, Leder af Børneinkontinensklinikken, Næstved Sygehus
Kilde: K-Nyt 3, 2011, s. 23-26

Download hele artiklen

At lide af ufrivillig afføring i bukserne (afføringsinkontinens) er slemt invaliderende. Afføringsinkontinens kan beskrives som afgang af afføring på et upassende sted. En tilstand der påvirker barnet såvel fysisk som psykisk.

Som en konsekvens kan det blive svært at håndterer social omgang med andre, og det kan påvirke barnets selvopfattelse og selvtillid. Det er på ingen måde en værdig situation at befinde sig i, for et barn der er i fuld gang med at skulle udforske verden.

Det er altafgørende, at et barn med afføringsproblemer tages alvorligt, og at der tilbydes professionel hjælp. Som sundhedsprofessionel er det vigtigt, at sætte alle sejl til for at afhjælpe barnets problem på en seriøs og kompetent måde, der hele tiden har barnet i centrum for behandlingen.

Som oftest skyldes problemet, at der er gået kludder i barnets afføringsvaner. Sjældent skyldes det egentlig sygdom.
Men det er vigtigt at slå fast, at lider dit barn af afføringsproblemer, skal det hjælpes.

Så tøv ikke med at søge hjælp hos egen læge eller på en børneinkontinensklinik, hvis dit barn lider af afføringsinkontinens

Hvor mange børn har problemet?
Man anslår, at ca. 20 % af alle børn og unge i alderen 4 – 18 år har haft forstoppelsesproblemer – en tilstand der også kan give afføringsinkontinens. Undersøgelser viser, at forekomsten af afføringsinkontinens hos raske børn i alderen 5 – 6 år er 4 % og i 11-års alderen 1,6 %. Så der er en hel del børn, der lider af netop denne problematik.

Tidligere opfattede man afføringsinkontinens som psykisk betinget. Denne opfattelse er nu heldigvis manet til jorden. Vi ved nu, at langt de fleste børn har forstoppelse og/eller uhensigtsmæssige toiletvaner som grundlæggende årsag til deres afføringsproblem.

Man ved også, at i 95 % af de tilfælde, hvor børn har afføringsproblemer, skyldes det funktionelle årsager. Det vil sige følgende årsager:

  • fx at barnet holder sig og undlader at gå på toilettet, når der er afføringstrang
  • at der er revner ved endetarmen, der giver smertefuld afføring
  • dårlige toiletvaner hos børnene som følge af uhensigtsmæssige toiletforhold i institutionerne, drillerier på toiletterne og lignende situationer
  • kun i 5 % af tilfældene ligger der en sygdomsmæssig årsag til grund for afføringsproblemet.

Hvilke symptomer kan barnet have?
Afføring i bukserne i variabelt omfang ses hos rigtig mange børn med afføringsproblemer. Herudover er mavesmerter, rifter ved endetarmen, diarre, nedsat appetit og dårlig trivsel nogen af de symptomer, der også ses. Endvidere kan der være urininkontinens både i form af, at barnet tisser i sengen om natten og i bukserne om dagen. Også problemer med blærebetændelse kan være et symptom på dårlig tarmfunktion.

Endelig kan barnet have psykologiske problemer som følge af sine afføringsuheld. Det vil ofte være afføringsproblemerne, der giver de adfærdsmæssige problemer – og ikke omvendt. Alligevel har mange familier oplevet, at deres barn er blevet tilbudt psykologhjælp i stedet for en henvisning til udredning og behandling af problemet hos læge eller på en børneinkontinensklinik.

Hvordan udredes der for afføringsinkontinens?
Det er meget vigtigt at få kortlagt hele sygdomsperioden. Derfor vil der blive spurgt meget ind til symptomer, spisevaner, kost, toiletvaner, udvikling og andre begivenheder, der kan have indflydelse på barnet, når man møder til den første konsultation på behandlingsstedet.

Herudover er der den rent objektive undersøgelser. Her undersøges maven ved at trykke på den, for at føle efter om der er luft eller hård afføring i tarmen. Der kigges om endetarmsåbningen er plaget af fx rødme, rifter eller eksem. Rygsøjlen inspiceres, for at se om der er tegn på lidelser her, der kan forklare afføringsproblematikken.

Der foretages herefter en ultralydsscanning af tarmen – her måles samtidig diameteren på endetarmen. Er der en forøget diameter af tarmen, tyder det på forstoppelse, der skal behandles medicinsk. Ultralyds-undersøgelsen er ikke forbundet med smerter, men foregår ved at scanne direkte på den bare mave (som hos gravide kvinder).

Er der også problemer med urinvejene, undersøges disse ligeledes i løbet af undersøgelsesprogrammet – men afføringsproblemerne har førsteprioritet på at blive løst.

Er der mistanke om sygdom som grundlæggende årsag til afføringsproblemet, skal barnet tilses af en speciallæge, og der skal evt. udføres supplerende undersøgelser afhængig af hvilke tilstand/diagnose, der mistænkes.

Hvilken behandling kan der tilbydes?
Har barnet kun lette forstoppelsesproblemer, svinder de ofte efter kort tids behandling med enten adfærds-ændring af toiletvaner og/eller afføringsmedicin.

Kronisk forstoppelse eller afføringsinkontinens kan kræve længere behandling.

Der er nogle grundlæggende elementer i behandlingen:

Undervisning er det allervigtigste

Undervisning af barnet på barnets egne præmisser er vigtig. Det vil sige – det er barnet der skal tales med og ikke mindst aftales med.

Barnet skal kende tarmens funktion og være klar over:

  • hvorfor man bliver forstoppet?
  • kostens og væskes betydning for en god tarmfunktion
  • hvad er gode toiletvaner?

Har man ikke denne viden, er det næsten umuligt at ændre tilstanden. Hvis børnene ikke ved, hvad der foregår inden i dem, og hvad der sker, når man fx holder sig, så har de jo ikke en jordisk chance for at forstå, hvorfor de skal ændre på noget.

Barnet har således brug for at forstå, hvordan tarmen fungerer – og hvilken betydning det har ikke at efterkomme de signaler, den sender – samt hvad det betyder at gå på toilettet, når signalet er der – lige med det samme. Når man har afføringstrang, er det ensbetydende med, at afføringen glider ned og ligger lige foran endetarms lukkemusklen, numsehullet, som vi siger til børnene. Her skal den kun opholde sig, fra man har trang til at gå på toilettet, og til man når toilettet. Holder man sig, forsvinder trangen relativt hurtigt igen, og herefter vil der sjældent komme en normal tarmtømning, før næste gang der er trang. Det kender de fleste fra sig selv. Man kan ikke have afføring på kommando, når man først har forpasset signalet for afføringstrangen. Derfor oplever mange fx at få forstoppelse på rejser, hvor toilettider ikke kan passes ind.

Når afføringen ligger helt nede foran lukkemusklen, skal der ikke meget fysisk anstrengelse til, før der kan komme uheld i bukserne, enten som bremsespor eller som en større mængde. Disse uheld er ikke forudgået af et signal – det sker udelukkende, fordi vores endetarmsmuskel ikke er ’stærk’ nok til at holde afføringen tilbage. Den allernederste del af vores tarm, der ligger lige foran vores lukkemuskel, kaldes ampullen. Her skal der normalt ikke stå afføring. Det er så at sige vores bufferzone for at undgå uheld. Har man uorden i denne mekanisme, kommer der afføringsinkontinens.

Barnet mærker ikke uheld
Det, der stresser de fleste forældre, er, når deres børn fortæller, at de ikke kan mærke, at de skal på toilettet. Det at have afføringstrang kan langt de fleste mærke, men er afføringstrangen undertrykt, og ligger afføringen foran lukkemusklen – så gives der ikke noget signal, og afføringen kommer så, fordi lukkemusklen ikke har styrke til at holde afføringen tilbage ved bevægelser og anstrengelse. Børnene svarer faktisk præcis det rigtige, når de bliver spurgt. De fik ikke et signal om, at nu går det galt, men de havde måske en afføringstrang for flere timer siden, som de skulle have reageret på. Det er det, de skal lære.

Er barnet ikke massivt forstoppet, bruges ofte minimum 14 dage på at øve at gå på toilettet på afføringssignalet, inden vi evt. opstarter medicinsk behandling. Langt de fleste børn er fuldt ud i stand til at have succes med dette. Er de først blevet klar over, hvilke signaler de skal gå på toilettet efter, bliver det nemmere for dem at håndtere en periode med udtømning af tarmen ved hjælp af afføringsmiddel.

Det er barnet, der er patienten
Det er vigtigt, at børnene selv er med til at holde styr på, hvor godt de klarer opgaven. Det er jo deres tarm, og dem der skal lære at mærke signalerne. Det kan ingen gøre for dem. Det er god idé at udlevere en lille bog med klistermærker, så de kan holde regnskab med, hvor ofte de klarer at komme på toilettet på afføringssignal, så de ingen uheld har. Langt de fleste børn tager dette regnskab meget alvorligt og går op i det med liv og sjæl.

Det er også helt nødvendigt, at barnets hverdag analyseres. Er det fx overhovedet muligt at komme på toilettet, når man har behovet? Er toiletterne i orden, rene, pæne og tilgængelige? Er der, i den institution barnet er tilknyttet, forståelse for barnets særlige behov for at gå, straks det har afføringstrang? Alle disse ting skal gennemdrøftes, og barnet skal hjælpes til at få planlagt en hverdag, hvor gode afføringsvaner også fysisk bliver mulige.

At hver dag ikke nødvendigvis er en succes, kan langt de fleste børn fint acceptere. Når bare de ved, hvad de er oppe imod, og hvad målet er. Det er så de sundhedsprofessionelles opgave at tilpasse tiltagene til det enkelte barn på en god, informativ og pædagogisk måde.

Information om kost er af stor betydning for at få en velreguleret tarm. Fiber i kosten er med til at regulere tarmens måde at arbejde på og modvirker forstoppelse. Kostregulering bør altid inddrages i enhver behandling af afføringsproblemer.

Det samme gør sig gældende for et fornuftigt væskeindtag, som bør ligge på minimum 1½ liter, når der er forstoppelsesproblemer.

Afføringsmedicin
Er der tale om egentlig forstoppelse, er det nødvendigt at opstarte behandling med afføringsmiddel. Ofte vil førstevalget være midler, der blødgør afføringen, som Movicol og Moxalole, der netop virker ved at tilføre væske til tarmen og dermed blødgøre afføringen. Behandling med disse produkter foregår ved, at et pulver opløses i en angiven mængde væske – helst noget barnet kan lide at drikke. Pulveret binder den væske, det opløses i. Pulveret forhindrer tarmen i at opsuge den væske, der er bundet til pulveret. På den måde tilføres der væske til den faste afføring i tarmen, og barnet får en bedre afføringskonsistens og har derved nemmere ved at komme af med afføringen.

Varigheden af behandling varierer fra barn til barn og afhænger af forstoppelsesgraden. Det kan være nødvendigt at anvende andre afføringsmidler. Dette afgøres fra barn til barn. Når tarmen er blevet udtømt, og der er kommet et regelmæssigt afføringsmønster, vil det ofte være nødvendigt at fastholde en behandling med afføringsmiddel i en periode, så man er sikker på, at de gode vaner holder. Denne periode varierer ligeledes fra barn til barn og aftales med sundhedspersonalet på behandlingsstedet.

Opfølgning på den iværksatte behandling er meget vigtig
Når barnet er blevet stillet en stor og svær opgave, er det også vigtigt at følge op på, hvordan det er gået. Har barnet fx ført kalender over, at de har klaret de stillede opgaver, ja, så skal de personer, der har stillet opgaven, naturligvis også følge op på det. En stor motivationsfaktor er netop at få lov at fortælle, hvor mange dage man fx ingen uheld havde, eller hvor mange gange man gik på toilettet, når man mærkede afføringstrang. Denne del skal tages meget alvorligt af det sundhedspersonale, der følger barnet. De planer, vi lægger sammen med barnet, skal også evalueres sammen med barnet. Det skal evalueres, hvad der virker, og hvad der ikke virker, hvad er nemt, og hvad er svært. Er problemet løst – eller skal vi sammen med barnet lave en ny plan, så vi igen kommer tættere på målet, som er – en hverdag helt uden afføringsproblemer.

Normal afføringshyppighed

  • Ammede spædbørn: Fra 6 gange afføring dagligt til 1 gang ugentligt
  • Flaskeernærede børn: 1 afføring dagligt
  • Småbørn: 1 – 2 afføringer dagligt
  • Større børn: 1 afføring dagligt

Det skal dog understreges, at der er vide grænser for den normale afføringshyppighed og afføringskonsistens.

Kilde: Dansk Pædiatrisk Selskab, april 2007

Børneinkontinensklinikken
Næstved Sygehus
Fri henvendelse
(der kræves ikke henvisning fra egen læge)
Tlf. 56 51 41 99

Tidsbestilling: Hverdage kl. 8 – 12

Referencer

Dansk Pædiatrisk Selskab: ’Rekommandationer til diagnostik og
behandling af obstipation og fækalinkontinens’, april 2007.
NICE – The National Institute for Health and Clinical Excellence: Constipation in children and young people – diagnosis and management of idiopathic childhood constipation in primary and secondary care – 2010
Iben Møller Jønsson, Charlotte Siggaard, Søren Rittig, Søren Hagstrøm and Jens Christian Djurhuus: ‘Transabdominal Ultrasound of Rectum as a Diagnostic Tool in Childhood Constipation’, From the Clinical Institute, University of Aarhus (IMJ, SH, JCD) and Department of Pediatrics, Skejby University Hospital (CS, SR), Aarhus, Denmark ; THE JOURNAL OF UROLOGY, May 2008

Ufrivillig afføring – en lidt anden sag

Af Anne Mette Futtrup, redaktionen.dk
Kilde: KontinensNyt 2, 2010, s. 16-18

uddragicon50px

Dette er et uddrag af artiklen ‘Hjernen sender SMS’

Ufrivillig afføring – en lidt anden sag
Det kan være ydmygende nok for børn at tisse i bukserne. Men det er intet at regne for det pinagtige ubehag, det er at lave det andet i bukserne midt i skoletiden.

Derfor anbefaler Helle Sørensen, skolesygeplejerske i Faaborg-Midtfyn Kommune, forældre at være ekstra omsorgsfulde overfor disse børn.

’Forældre kan have svært ved at forstå, hvorfor barnet dog ikke går på toilettet, når det skal. Og det er derfor heller ikke underligt, at nogle forældre bliver irriterede på deres børn. Men jeg vil slå fast, at nogle børn reelt ikke kan mærke, når de har afføring. Det er fx børn, der er utrygge ved skoletoiletterne og derfor kniber sammen så tit, at afføringstrangen bliver overhørt. ’Det bliver som at bo ved en motorvej. I begyndelsen hører man tydeligt støjen fra hver eneste bil, men efterhånden lægger man slet ikke mærke til, at de er der,’ siger Helle Sørensen.

Hun understreger, at afføringsinkontinens typisk ses hos små børn. Derfor møder hun kun meget sjældent skolebørn, der ikke kan holde på afføringen. Oftest sender hun dem videre til lægen for at sikre, at det ikke skyldes sygdom.

’Jeg vil dog gerne rådgive eleverne og deres forældre. For der er en række nemme tiltag, de selv kan tage. Nogle af børnene lider af forstoppelse. Deres afføring er så hård, at det gør ondt at komme af med det, og så vælger barnet måske at holde sig.

Derfor er det vigtigt, at forældrene sørger for en fiberrig kost og vand, så afføringen bliver blødere,’ siger Helle Sørensen.

Sørg for, at barnet får godt med fibre gennem kosten hver dag.
Lær barnet gode toiletvaner med masser af tid og ro hver gang.
Gå til lægen med barnet og bliv udredt, få stillet en diagnose og igangsat behandlingen herudfra.

Ufrivillig afgang af afføring eller tarmluft – kan det ske for dig?

womanand-doc

Mange af de personer, der har problemer i det daglige, kan hjælpes med enkle midler, hvis de opsøger hjælp

Af Jonas Worsøe, Læge, ph.d.-studerende og Jakob Jakobsen, Læge, ph.d.-studerende
Kilde: KontinensNyt 3, 2010, s. 8-11

Download hele artiklen

Ufrivillig afgang af afføring (fækal inkontinens) eller tarmluft (flatus inkontinens) er en alvorlig lidelse, der rammer mange voksne mennesker. Det er fortsat usikkert hvor mange personer, der lider af ufrivillig afgang af afføring. Hovedårsagen er, at mange ikke taler åbent om deres problemer. En ny Finsk undersøgelse fra 2009 har vist, at op mod 20 % af den voksne befolkning over 30 år har oplevet episoder med ufrivillig afgang af tarmluft indenfor det seneste år, og at 3,9 % lever med daglige problemer med at holde tarmluft tilbage. Mange angiver dette som værende meget begrænsende for deres daglige tilværelse, da de har et arbejde eller et aktivt socialt liv, hvor de er i tæt kontakt med andre mennesker. Samme undersøgelse har vist, at 5,2 % af den voksne befolkning over 30 år har mindst to episoder med ufrivillig afgang af afføring hver måned. Mange har så store problemer, at de lever en isoleret tilværelse; de gør ikke de ting, som de har lyst til af frygt for at komme i en pinagtig situation, hvor andre omkring dem bliver opmærksomme på eventuelle lugt- eller lydgener. En stor del angiver, at det er risiko for uheld, der afholder dem fra at gøre de ting, de gerne vil såsom biograf-, teaterbesøg eller foredrag. Frygten for uheld afholder desuden mange fra at have et aktivt seksualliv med deres samlever.

Fejlagtigt tror mange, at det kun er kvinder, som lever med problemer med at kontrollere afføring eller luftafgang. I den før omtalte finske undersøgelse angav 6,5 % af kvinderne og 4 % af mændene, at de havde problemer med at holde på afføringen. Denne forskel mellem kønnene skyldes, at kvinders bækkenbund under graviditet og fødsel er udsat for en stor belastning, som er medvirkende til at give problemer enten umiddelbart efter fødslen eller senere i livet. Med alderen stiger andelen af personer med ufrivillig afgang af afføring eller luft. Mange af de personer, der har problemer i det daglige, kan hjælpes med enkle midler, hvis de opsøger hjælpen. Mange venter flere år, inden de søger hjælp, ofte op mod 10-15 år. Dette skyldes til dels, at de ikke ved, der findes hjælp, men også at de er skamfulde og flove over deres problemer. Der findes rigtig gode muligheder for behandling af ufrivillig afgang af afføring.

Årsager til inkontinens
Der kan være mange årsager til, at man får problemer med at holde på luft eller afføring, og det er ofte et samspil mellem ens bækkenbundsmuskulatur og hvordan tarmen fungerer i al almindelighed. Hos en mindre gruppe skyldes inkontinensen medfødte skader. Denne gruppe vil altid have brug for hjælpemidler til at mindske generne. Andre årsager kan være stråleskade, følger efter kirurgi eller i sjældne tilfælde ulykker. Fødselsskader er en hyppig årsag, hvis der har været bristning af ringmusklen. Den største gruppe oplever, at problemer kommer gradvist over en periode på mange år.  Ændringer i afføringsvanerne kan også være et tegn på, at man har fået en alvorlig tarmlidelse, i værste fald kræft i tyk- eller endetarm. Pludseligt vægttab, blod i afføring og/eller afføringsændringer er alarmsymptomer, og bør hos alle medføre henvendelse til den praktiserende læge mhp. undersøgelse, for at udelukke alvorlig livstruende sygdom.

Udredning for ufrivillig afgang af luft og afføring
Når man henvender sig til den praktiserende læge med problemet, vil man ofte blive henvist til ambulant udredning og behandling på en af landets kirurgiske afdelinger. Ofte vil simple kostråd eller træning af bækkenbunden give gode resultater. I mange tilfælde vil der være behov for at blive henvist til en af landets specialafdelinger for afføringsinkontinens. Her råder man over udstyr til mere specielle undersøgelser af bækkenbund, lukkemuskel og tarmfunktion, der muliggør nærmere diagnostik. Hos personer over 40 år vil der ligeledes blive foretage en kikkertundersøgelse af tyktarmen for at udelukke tarmkræft som værende årsag til ændret afføringsmønster og inkontinens. Derudover spiller systematisk registrering af afføringsvaner og uheld ved hjælp af dagbøger en vigtig rolle i udredning og planlægning af behandling.

Behandlingsmuligheder for ufrivillig afgang af luft og afføring
Der findes en lang række gode behandlingsmuligheder. Eventuel tilgrundliggende sygdom skal være velbehandlet, hvilket ofte resulterer i en bedring af evnen til at holde på afføringen. Man starter med de mest enkle tiltag ud fra et princip om størst mulig effekt med mindst mulige indgreb. Sjældent kommer kirurgisk behandling på tale, men i nogle tilfælde kan det være den rigtige løsning, der giver patienten mulighed for at føre et normalt liv.

Kost- og livsstilsændring vil være det mindst indgribende og første tiltag, man tilbyder til patienter med ufrivillig afgang af afføring. Kosten skal ændres til mere fiberholdig og visse fødeemner, der erfaringsmæssig har tendens til at give tynd afføring, bør undgås. Hovedformålet med kostændringen er at ændre afføringens konsistens, således at den bliver mere fast. Dette hjælper patienterne til bedre at kunne holde afføringen tilbage, således at afføringsuheld kan undgås.

Bækkenbundstræning er systematisk træning af de muskler, som er medvirkende til at opretholde kontrollen over afgange af luft og afføring. Formålet er at øge muskelstyrken og bedre koordinationen. Instruktionen i bækkenbundstræningen vil blive givet af specialuddannede fysioterapeuter eller sygeplejersker.

Transanal irrigation er skylning af tyktarm og endetarmen med postevand gennem et specialfremstillet skyllesystem. Skylningen har til formål dagligt at vaske nedre tyk- og endetarm ren for afføring, således at afføringsuheld undgås indtil næste skylning.

Patienter, der fortsat lider af fækal inkontinens efter at have afprøvet forskellige former for ikke-kirurgisk behandlinger, har over de seneste 10 år fået et nyt behandlingstilbud, sakral nerve stimulation (SNS). Metoden indebærer direkte elektrisk stimulation af nerve- rødder i lænderyggen, der kontrollerer bækkenbundsmuskulaturen og tarmfunktion. Behandlingen blev i 1981 introduceret til patienter med vandladningsforstyrrelser. Hos de patienter, der led af såvel urin- som afføringsinkontinens, registrerede man en væsentlig forbedring af både urin- og afføringsinkontinens. I 1995 blev SNS anvendt hos de første patienter med afføringsinkontinens med succes. Siden år 2000 er metoden anvendt i stigende grad i Europa til behandling af afføringsinkontinens. SNS proceduren har den for en kirurgisk behandling unikke fordel, at det er muligt at teste effekten først. Ved en testoperation indføres en midlertidig elektrode i lokal eller fuld bedøvelse. Patienten udskrives med denne elektrode og går i tre uger med den koblet til et håndholdt pacemaker-system. Hvis testperioden giver bedring af evnen til at holde på afføringen, tilbydes patienten implantation af permanent elektrode og pacemaker. Pacemakeren indopereres diskret i balden. Batterilevetiden af pacemakeren er individuel, og denne skal operativt udskiftes efter 3-5 år.

Den definitive behandling af afføringsinkontinens er tildannelse af en stomi, d.v.s. at afføring opsamles i en pose på maven. I tilfælde, hvor man ikke kan opnå kontrol over inkontinensen på anden måde, kan det være den rigtige løsning for at øge livskvaliteten.

I de tilfælde, hvor der er sket skader på ydre ringmuskel ved fødsler eller andre traumer, kan der foretages operativ reparation af ringmusklen. Den umiddelbare effekt af denne behandling viser gode resultater, men effekten aftager over tid for en stor gruppe.

Forskning i afføringsinkontinens
Der forskes meget indenfor inkontinensområdet, og på Kirurgisk afdeling P. Aarhus Universitets Hospital er der særlig ekspertise og interesse tilstede. Udover at kunne tilbyde allerede eksisterende behandlinger er der på afdelingen en stor forskningsaktivitet med deltagelse af afdelingens faste læger samt læger i forskerstillinger. Her i 2010 har afdelingen 4 forskere, som er fuldtidsansat til forskning i ufrivillig afgang af afføring og funktionelle tarmlidelser. Nedenfor præsenteres kort nogle igangværende forskningsprojekter.

Sakral Nerve Stimulation – er to bedre end en?
Sakral Nerve Stimulation (SNS) er det nyeste behandlingstilbud til patienter, der lider af ufrivillig afgang af afføring, og som ikke kan hjælpes med konservative metoder. SNS virker ved, at en svag elektrisk strøm stimulerer nerverne til bækkenbunden, hvorved evnen til at holde på afføring forbedres væsentligt. Systemet er en permanent løsning; ved en lille operation placeres en tynd elektrode i tæt kontakt til nerverne til bækkenbunden (fig. 1). Elektroden tilkobles et batteri (pacemaker) (fig. 2), som indopereres øverst i balden. Systemet fungerer rigtig godt for hovedparten af de opererede. Desværre er der en gruppe på ca. 30 %, der ikke har den store effekt af behandlingen. Det er optimering af behandling til denne gruppe, som er et af fokusområderne for forskning. Aktuelt har vi et forskningsprojekt, hvor vi tilbyder patienterne at få indopereret to elektroder og to pacemakere, da vi har en formodning om, at dobbelt-stimulation vil give en bedring i evnen til at holde afføring tilbage, når trangen melder sig. Resultaterne af undersøgelsen er lovende, men det er endnu for tidligt at udtale sig om dobbelt-stimulation kan blive et behandlingstilbud til alle.

Undersøgelse af, hvordan Sakral Nerve Stimulation virker
Den viden, vi har i dag, tyder på at SNS ikke kun virker på lukkemuskel og endetarm, men også på tyk- og tyndtarmens bevægemønstre. Dette undersøges for øjeblikket ved hjælp af en ny undersøgelsesmetode baseret på magnetisme. En lille magnetpille indtages, og dennes vej gennem mave-tarm-kanalen kan følges ved hjælp af en sensor placeret over maven (fig. 3). Hermed kan opnås information om tarmens bevægemønster, samt hvor langt og hvor hurtigt magneten bevæger sig. Metoden har et stort potentiale, specielt ved undersøgelse af børn, da den ikke er ubehagelig og ikke medfører røntgenstråling. I første omgang undersøger vi en gruppe patienter, der har haft rigtig god effekt efter implantation af en pacemaker, for at beskrive, hvordan SNS påvirker tarmens bevægemønstre.

Sakral Nerve Stimulation – optimering af stimulationen
Hovedparten af de personer, der behandles med SNS, opnår et tilfredsstillende kontinensresultat; en del oplever fuldstændig kontrol over tid og sted for afføring og skal ikke længere gå med ble eller bind. Som nævnt er der en gruppe, der ikke har optimal effekt. Hvorfor, der er en forskel i responset på behandlingen, er fortsat uafklaret. På nuværende tidspunkt er der ikke noget, der kan forudsige den enkeltes respons på behandlingen. Pacemakeren giver os mulighed for at stimulere bækkenbunden på mange forskellige måder – hurtigt og langsomt. Vi kender ikke til de optimale pacemaker-indstillinger endnu. I samarbejde med det engelske hospital Sct. Marks forsker vi i øjeblikket intensivt i at identificere optimale indstillinger af stimulatoren, samt identificere mulige faktorer der kan forudsige den enkeltes respons på behandlingen.

Transkutan stimulation
En anden måde at stimulere nerverne til tarmen på er plasterelektroder placeret på huden. Her udnytter man, at de nervebaner, der sender sensorisk information tilbage fra huden (information om berøring, smerte, kulde etc.) i den nederste del af ryggen, krydser de nerver, som styrer tarmens funktioner. Princippet er altså, at man ved stimulation af nervebaner, som går ind til nederste del af ryggen, samtidig stimulerer nerver med effekt på tarmen. Den nerve, man skal stimulere, går ved roden af penis hos mænd og ved clitoris hos kvinder. Behandlingen er uden gener og  foretages af patienten selv derhjemme. Hos patienter med urininkontinens har man ud fra samme principper haft god erfaring med at reducere antallet af inkontinensepisoder bl.a. andet hos personer med sclerose og rygmarvsskade.  Vi er nu i gang med at undersøge, om samme reduktion af symptomer kan opnås hos afføringsinkontinente personer. Deltagerne i undersøgelsen bliver bedt om at registrere afføringshyppighed og antal inkontinensepisoder i 3 uger uden behandling og 3 uger med behandling. Derudover foretages en række fysiologiske undersøgelser af endetarm og lukkemusklerne. Hensigten med undersøgelsen er primært at afklare, om behandlingen medfører reduktion af inkontinensepisoder, og desuden at opnå viden om virkningsmekanismen. Virker metoden overbevisende, vil mange afføringsinkontinente i fremtiden kunne hjælpes med denne behandling.

Om forfatterne

Jonas Worsøe
Uddannet læge ved Århus Universitet i 2004.
2004-07 reservelæge på Horsens Sygehus og Århus Universitetshospital primært på kirurgiske afdelinger.
2007-10 Ansat ved Aalborg Universitets institut for sundhedsteknologi som ph.d.-studerende.

Jakob Jakobsen
Uddannet læge ved Århus Universitet i 2006.
Reservelæge på Hobro Sygehus. Afsluttet kirurgisk introduktion ved Regionshospitalet Randers.
Nuværende fuldtidsforsker på Aarhus Universitetshospital, Kirurgisk afdeling P og sideløbende forskningsuddannelse ved Århus Universitet.

Underlivet skal helst holde – hele livet

xunderliv

Af Christine Felding, Speciallæge i gynækologi og obstetrik
Kilde: KontinensNyt 2, 2009, s. 20-21

Download hele artiklen

I forbindelse med overgangsalderen holder æggestokkene op med at producere østrogen, og det giver anledning til diverse symptomer hos mange kvinder.

Som man kan se i Faktaboksen overfor, har op mod 50% ’lokale’ gener, dvs. gener i selve underlivet. Disse organer er nogle af legemets mest østrogenfølsomme. Generne kan være kløe, svie, smerter ved samleje, pletblødninger, tørhedsfornemmelse, hyppige blærebetændelser og inkontinens. Man taler om ’sandpapirsfornemmelse’.

Mangel på østrogen får slimhinderne til at blive tyndere, mindre elastiske og dermed mere sarte. pH-værdien stiger, og slimhinderne bliver mere modtagelige for infektioner.

Fig1-1

At slimhinderne i urinrøret også bliver tyndere (fig. 1), er blandt andet med til at forårsage inkontinens, mest af den såkaldte ’urgetype’ (tranginkontinens = når jeg skal, så skal jeg her og nu).

Når man kigger på slimhinden i skeden (fig. 2), er den bleg og tør, og ofte er der små, røde prikker samt lidt udflåd. Hvis kvinden kommer på grund af blødning, får hun også foretaget en ultralydsscanning for god ordens skyld, og her ses slimhinden i livmoderen helt tynd.

Hvis man har nogle af disse nævnte gener, er der hjælp at hente, hvis man vel at mærke går til sin læge eller gynækolog og beder om hjælp. Lægen vil kigge på slimhinderne, eventuelt undersøge urinen, og derefter skulle sagen være klar – tørre slimhinder, som trænger til behandling med lokalt østrogen.

Der er flere forskellige behandlingsmuligheder
Ovestin kan gives som vagitorier eller creme. Estring er en lille ring, som kan sidde i 3 måneder i skeden, før den skal skiftes ud. Vagifem er en lille vaginaltablet, som først gives dagligt i 14 dage, derefter 2-3 gange om ugen. Alle præparater vil i løbet af nogen tid få de tørre slimhinder, til at blive normale igen.

Det er vigtigt at understrege, at dette ikke er en kur, men en livslang behandling. Jeg oplever ofte kvinder, som er holdt op, fordi der ikke var mere på recepten, eller endnu værre kvinder, som holder op fordi ’nogen’ fortæller dem, at man kan få kræft af at tage hormoner!

De får så – igen – at vide, at med de undersøgelser, der indtil nu foreligger, er der ingen øget risiko for kræft, når man får lokal østrogenbehandling, og at vi ligefrem også tilbyder behandlingen til kvinder med brystkræft.

Dosis er jo ganske beskeden – et helt års behandling med lokal østrogen svarer til hvad man får i 1½ dags tabletbehandling mod hedeture.

I løbet af uger til måneder vil slimhinderne normaliseres, generne aftager, vandladningsproblemerne bliver minder, og sex bliver igen en fornøjelse!

Der er ingen tid at spilde – gå til lægen og bed om – eller forlang – at få hjælp!

Fakta om overgangsalder
Gener som sikkert skyldes hormonmangel:

75% får:

  • Hedestigninger
  • Svedeture, nattesved
  • Søvnløshed
  • Hjertebanken
  • Blødningsforstyrrelser.

25-50% får:

  • Tørre slimhinder
  • Smerter ved samleje
  • Kløe og udflåd
  • Natlig vandladningstrang
  • Urininkontinens
  • Hyppige blærebetændelser.

25-40% får:

  • Knogleskørhed – hyppige knoglebrud.

45% får:

  • Hjerte-kar-sygdomme.

Gener som IKKE sikkert skyldes hormonmangel:

  • Irritabilitet
  • Depression
  • Koncentrationsproblemer
  • Træthed
  • Hovedpine
  • Nedsat lyst til sex
  • Ryg- og ledsmerter.

Om forfatteren

ChristineFelding

Christine Felding er speciallæge i Gynækologi og Obstetrik (kvindesygdomme og fødselshjælp).
Har egen gynækologisk klinik:
Rungsted Bytorv 1
2960 Rungsted Kyst

www.felding.dk

Urethral Tryk Reflektometri – en ny metode til undersøgelse af urinrøret

NielsKlarskov

Af Niels Klarskov, Læge, Gyn.-/Obs.-Afdeling Herlev Sygehus
Kilde: KontinensNyt 3, 2010, s. 24

Download hele artiklen

Urethral Tryk Reflektometri (UTR) er en ny metode til undersøgelse af urinrøret. UTR er udviklet på gynækologisk afdeling på Glostrup Hospital, hvor den første undersøgelse blev foretaget i 2003. Udstyret bruger en teknik betegnet akustisk reflektometri til at måle tværsnitsarealer i urinrøret.

I 50’erne og 60’erne blev akustisk reflektometri udviklet til at finde olie i undergrunden. Man sprængte en ladning dynamit og kunne på baggrund af de efterfølgende refleksioner fra undergrunden finde områder med olie. Senere har teknikken været brugt til efterforskning af bl.a. huler, stemning af musikinstrumenter og til måling af tværsnitsarealer i næse- og svælgrummet.

Ved UTR-undersøgelsen lægges en lille tynd plastikpose ind i urinrøret. Mens en pumpe langsomt øger trykket, måles tværsnitsarealet af posen. På den måde kan man med metoden præcist måle det tryk, det kræver at åbne urinrøret. Derudover kan metoden anvendes til at måle elasticiteten af urinrørsvæggen og herved give indryk af, om der fx er arvæv tilstede i urinrøret. Målingen kan udføres med kvinden liggende og stående, samt når hun er afslappet og under knib og host. Ifølge de undersøgte kvinder er ubehaget ved undersøgelsen mindre end ved en almindelig gynækologisk undersøgelse.

Undersøgelser har vist, at UTR målingen er meget pålidelig. Et studie, som sammenlignede stressinkontinente kvinder og kontinente kvinder viste, at der skal et mindre tryk til at åbne urinrøret hos de inkontinente, samt at kvinder med inkontinens har mindre elastisk modstand i urinrøret. Undersøgelser har vist stor forskel på måleresultaterne hos forskellige kvinder med anstrengelsesinkontinens. Mens nogle kvinder har et eftergiveligt (‘slapt’) urinrør, har andre kvinder et stift og mere ueftergiveligt urinrør. Dette fund kan få stor betydning i behandling af den enkelte kvinde med urininkontinens.

I dag bruges UTR-målingen til at undersøge medicin med virkning på urinrøret. I forskningsprojekter bruges metoden til at øge indsigten i samspillet mellem blæren og urinrøret samt til at vurdere hvilke kvinder, der er egnede til forskellige inkontinensoperationer.

Metoden har desuden vist sig lovende til måling i det mandlige urinrør samt i endetarmen ved afføringsinkontinens.

Urininkontinens efter fjernelse af prostata

MariaFilipMaren

Af Maria Byskov Kamstrup, Fysioterapeut (B.Pt.), Skejby Sygehus, Fysioterapi syd
Filip Storgaard Andersen, Fysioterapeut (B.Pt.) Sygehus Himmerland, Farsø
Maren Holst Gundersen, Fysioterapeut (B.Pt.), Behandlingscentret Østerskoven, Hobro
Kilde: KontinensNyt 3, 2009, s. 9-11

Download hele artiklen

Baggrund
De færreste forbinder bækkenbundslidelser med mænd og ved ikke, at inkontinens også kan være et stort og invaliderende problem for dem. Den manglende opmærksomhed i forhold til mandens bækkenbund medfører, at bækkenbundsproblemer lettere bliver tabu- belagt blandt mænd. Mange mænd er derfor slet ikke klar over, at de har en bækkenbund. En af de hyppigste årsager til inkontinens blandt mænd er prostatektomi. Umiddelbart efter en prostatektomi oplever flertallet at være inkontinente, men hovedparten opnår dog spontan bedring over tid, og kun fåtallet forbliver inkontinente.

En del af den behandling, der tilbydes i dag i forbindelse med prostatektomi, er instruktion i og information om bækkenbundstræning. Denne behandling udføres af fysioterapeuter og har til hensigt at forbedre bækkenbundens funktion og derigennem afhjælpe inkontinens. Hvorvidt, der er en effekt af bækkenbundstræning i forhold til at opnå kontinens, er uklar, men studier tyder på, at bækkenbundstræning kan være med til at afkorte tiden til kontinens.

Behandlingseffekten kan påvirkes af forskellige faktorer, bl.a. hvorvidt informationen, der gives, kan forstås og genkaldes, samt om den givne information er den relevante og nødvendige for de opererede. Mændene kan have oplevelsen af at have fået utilstrækkelig information, samtidig med at den sundhedsfaglige person mener at have givet en kvalificeret information både præ- og postoperativt. Denne uoverensstemmelse kan skyldes flere faktorer, bl.a. hvornår informationen gives, hvordan den gives, og i hvor høj grad mændene er i stand til at genkalde den. Flere studier forsøger at få indblik i, hvilke bekymringer og postoperative behov, som mænd, der har fået fjernet prostata, har. Formålet har været at optimere behandlingen således, at mændene får lige netop den information, de har behov for. Generelt viste studierne, at mændene ville have gavn af supplerende opfølgning efter udskrivelse, så det var muligt at få svar på opståede spørgsmål og derved undgik forvirring og frustration. Tiden efter udskrivelse blev af nogle beskrevet som stressende og frustrerende pga. oplevelsen af manglende information om hverdagen efter udskrivelsen og oplevelsen af manglende støtte fra fagfolk.

Inkontinensproblemet blandt mænd finder vi specielt relevant, da antallet af nydiagnosticerede prostatacancertilfælde i de senere år er steget markant fra 1.641 tilfælde i 1997 til 3.087 i 2006 (Sundhedsstyrelsen, 2008). Denne stigning vil naturligt have medført flere operative fjernelser af prostata og dermed flere tilfælde af inkontinens blandt mænd. Dette mener vi, skaber et behov for at se på, hvilken behandling disse mænd tilbydes i dag, og om denne er tilstrækkelig eller kræver optimering. Vi finder det vigtigt, at det fysioterapeutiske fagområde følger med udviklingen, så vi hele tiden kan tilbyde borgerne en optimal og kvalificeret behandling.

Formål
Vores formål med projektet var at erhverve mere viden i forhold til den fysioterapeutiske behandling af inkontinens efter operativ fjernelse af prostata for derigennem at kunne optimere denne.

Metode
Til at undersøge dette anvendte vi en kvalitativ metode, hvor data fremkom gennem interview af mænd, der havde fået fjernet prostata operativt. I vores tilfælde anvendte vi kun informanter [red.: patienter] fra et sygehus, og det generelle behandlingsforløb kan derfor afvige herfra.

Når en mand skal have fjernet prostata, indlægges han dagen før. Manden får i forbindelse med operationen lagt blærekateter, som han skal gå med i 14 dage.

Ved robotassisteret operation vil manden typisk være indlagt 1-2 dage og ved den åbne operation 2-3 dage. Alle, der får fjernet prostata, ordineres til fysioterapi. Målet med denne behandling er, at mændene opnår en hverdag uden eller med få inkontinensproblemer således, at de kan genoptage både fritids- og arbejdsliv. Det fysioterapeutiske behandlingsforløb beskrives herunder.

Præinstruktion
På indlæggelsesdagen informeres manden om det fysioterapeutiske behandlingsforløb samt undervises i bækkenbundens anatomi og funktion.

14 dage postoperativt
Efter kateterfjernelse laver fysioterapeuten en undersøgelse med inspektion, palpation og funktionstest af bækkenbunden. Derefter instrueres mændene i bækkenbundstræning og de øvelser, de skal lave hjemme.

3 måneders kontrol
Mændene møder til kontrol, for at klarlægge hvordan det går. Oftest vil de være så godt som kontinente og har derfor ikke brug for yderligere undersøgelse. Behandlingen går derfor ud på at progrediere øvelserne, så de kan vedligeholde det niveau, der er opnået og evt. forbedre det.

Har mændene stadig store problemer med inkontinens, gentager fysioterapeuten undersøgelsen og instruktionen, så de derved kan opnå bedre fornemmelse af øvelserne, og fysioterapeuten kan sikre sig, at de udfører knibene korrekt. I tilfælde af yderligere behov ses mændene ved halvårs- og årskontrol.

Derudover har de mulighed for telefonisk konsultation med fysioterapeuten under hele forløbet og kan ved behov indkaldes til ekstraundersøgelse.

Resultat
Vores projekt viste at informanterne var tilfredse med den fysioterapeutiske behandling. De havde en oplevelse af et forløb med kvalificeret personale, som udførte deres arbejde tilfredsstillende. Informanterne nævnte dog indirekte, at der var mulighed for optimering. De kom med udsagn om, at de havde glemt noget af den information, de havde fået undervejs.

Dette gav os indtryk af, at noget ikke havde fungeret optimalt.

Ud fra analyse og fortolkning opstod to mulige forslag til forbedring; en mere differentieret behandling samt en tidligere opstart af behandlingen. Vi fandt, at behandlingen af inkontinens efter fjernelse af prostata kan optimeres på den måde, at selve behandlingen bliver mere differentieret, end den er i dag. Denne differentiering kunne med fordel tage udgangspunkt i en vurdering af den enkelte ud fra International Klassifikation af Funktionsevne, Funktionsevnenedsættelse og Helbredstilstand (ICF). Det betyder, at nogen skal have mere og andre mindre behandling, end de får i dag. Ændringen kan økonomisk retfærdiggøres, idet den ikke kræver væsentligt øgede ressourcer men blot en omfordeling af de nuværende.

At påbegynde behandlingen tidligere kan medføre, at mændene opnår kendskab til og bevidsthed om deres bækkenbund inden operationen. Dette kan give dem en forståelse for, hvilken type træning de skal udføre efter operationen, hvorved anvendeligheden evt. kan øges. Vi mener dog, at effekten af en tidligere opstart kan være begrænset, da mængden af de ressourcer vi som mennesker besidder, kan være reduceret i svære situationer.

Gennem udarbejdelsen af vores projekt er vi blevet opmærksomme på, at evidensen for bækkenbundstræning til mænd med inkontinens er sparsom. Den forskning, der findes på nuværende tidspunkt, er primært kvantitativ, hvorfor specielt kvalitativ forskning på området er en mangelvare.

Resultatet af vores projekt samt de nævnte resultater af sygeplejerskers lignende studier, mener vi, belyser relevansen af flere kvalitative studier omkring mænds oplevelser efter operationen af den fysioterapeutiske behandling.

Vores projekt giver et fingerpeg om, hvilke forhold der i behandlingsforløbet er relevante ift. behandlingens anvendelighed. Fremtidige studier vil kunne skabe mere viden omkring disse forhold samt evt. føre til viden, som kan anvendes til yderligere optimering af den fysioterapeutiske behandling. Specielt vil det være relevant at arbejde videre med, hvorvidt der er en effekt af en tidligere opstart af behandlingen, idet informanterne selv efterspørger dette.

I vores projekt åbnede der sig en ny problemstilling på området, som kunne være relevant at arbejde med. Vores informanter udtrykte alle impotens som et stort problem, hvorfor det kunne være relevant at lave undersøgelser af bækkenbundstræning og dennes effekt på netop dette problem. I et interview til den norske netavis Forskning.no (Ressem, 2008) udtaler Siv Mørkved, på baggrund af hendes projekt om effekten af bækkenbundstræning til mænd efter prostatektomi, at hun i sin undersøgelse har fundet en positiv effekt af bækkenbundstræning ift. impotens. Dertil nævner Mørkved, at impotensproblematikken har mange årsager, og at bækkenbundstræningen ikke kan afhjælpe dem alle, men ifølge Mørkved er fordelen ved træningen kontra medicinal behandling, at den er uden bivirkninger. Med Mørkveds studie åbnes muligheden for, at vi som fysioterapeuter kan arbejde med problematikken fremover og evt. hjælpe mændene med deres impotensproblem. Vi ser dette som et relevant emne at arbejde videre med, idet både vores informanter og informanter fra andre studier påpeger dette som et stort problem.

Kildematerialer
Burt, J., Caelli K., Moore K. & Anderson M. (2005) Radical prostatectomy: men’s experiences and postoperative needs. Journal of Clinical Nursing. 14, s. 883-890.
Chang, P.L., Tsai, L.H., Huang, S.T., Wang, T.M., Hsieh, M.L. & Tsui, K.H. (1998) The early effect of pelvic floor exercise after transurethral prostatectomy. The Journal of Urology. 160, s. 402-405.
Davison, B.J., Moore, K.N., MacMillan, H., Bisaillon, A., & Wiens, K. (2004) Patient evaluation of a discharge program following af radical prostatectomy. Urologic Nursing, 24 (6), s. 483.489.
Milne, J.L, Spiers, J.A. & Moore, K.N. (2008) Men’s experiences following laparascopic radical prostatectomy: A qualitative descriptive study. International Journal of Nursing studies, 45, s. 565-574.
Moore, K.N. & Estey, A. (1999) The early post-operative concerns of men after radical prostatectomy. Journal of Advanced Nursing, 29 (5), s.1121-1129.
Parekh, A.R., Feng, I.M., Kirages, D., Bremner, H., Kaswick, J. & Aboseif S. (2003) The role of pelvic floor exercises on post-protatectomy incontinence. The Journal of Urology 170, s. 130-133.
Pilmark, V. (2003) Den forbudte bækkenbund. Fysioterapeuten 85 (4), s. 4-7
Ressem, S. (2008) Trening bedre enn viagra? Norge: Forskning.no. Lokaliseret den 28.05.09 på: www.forskning.no/artikler/2008/november/200678
Sundhedsstyrelsen (2008) Cancerregistret 2005 og 2006. Nye tal fra sundhedsstyrelsen. 12 (14). Lokaliseret d. 09.03.09 på: www.sst.dk/publ/tidsskrifter/nyetal/pdf/2008/14_08.pdf
Van Kampen, M., De Weerdt, W., Van Poppel, H., De Ridder, D., Feys, H. & Baert, L. (2000) Effect of pelvic-floor re-education on duration and degree of incontinence after radical prostatectomy: a randomised controlled trial. The Lancet. 355, s. 98-101.
Van Kampen, M. (2007) Evidence for pelvic floor physical therapy in men. I: Bø, K., Berghmans, B, Mørkved, S. & Van Kampen, M. [red] Evidence-based physical therapy for the pelvic floor – Bridging science and clinical practise. Philadephia, U.S.A.: Churchill Living-stone Elsevier.

Denne artikel er skrevet på baggrund af et bachelorprojekt udarbejdet på fysioterapeutuddannelsen i Århus.
Den fulde opgave kan downloades fra fysio.dk – se under bachelorprojekter fra juni 2009, VIA University College.

Urininkontinens hos ældre kvinder

Torsten

Af Torsten Sørensen, Overlæge, gynækologisk/obstetrisk afdeling, Kolding Sygehus
Kilde: KontinensNyt 1, 2009, s. 9-10

Download hele artiklen

En dansk undersøgelse af 40-60-årige viste, at 16% havde urininkontinens mindst én gang ugentlig

Kvinder danner det kvindelige kønshormon østrogen i æggestokkene så længe, de har ægløsninger. Men omkring 50-års alderen er der ikke flere æg tilbage, og derfor ophører produktionen af østrogen. Det betyder, at kvinderne får symptomer på østrogenmangel. De kommer i overgangsalderen!

Ligesom puberteten er overgangsalderen en uundgåelig proces, som betyder, at østrogenniveauet reduceres med 80-90 %. Og da østrogen kan virke i stort set alle organer i kroppen, har reduktionen i østrogenproduktionen vidtrækkende følger.

Det er dog i kønsorganerne, at de mest markante ændringer sker; disse ændringer er medvirkende til, at mange kvinder har problemer med at holde på vandet. Og at disse problemer bliver hyppigere med stigende alder. Det viser bl.a. en stor norsk opgørelse. Af den fremgår, at hyppigheden af urininkontinens hos kvinder stiger fra omring 10 % i 20-års alderen til ca. 40 % i 70-års alderen. Gennemsnitlig havde 25 % af alle kvinder i undersøgelsen urininkontinens af en eller anden slags.

En dansk undersøgelse af 40-60-årige viste, at 16 % havde urininkontinens mindst én gang ugentlig. Mellem 50 og 70 % af plejehjemsbeboere og patienter på langtidsmedicinske afdelinger havde besvær med at holde på vandet.

Selv om mangel på østrogen er en af hovedårsagerne til urininkontinens hos ældre kvinder, er der mange andre grunde til, at disse kvinder har problemer med at holde på vandet. Dels kommer der ændringer i kroppen som en direkte følge af alderen, og dels kan der komme andre sygdomme til.

I selve blæren kan der ske ændringer i den måde, hvorpå nerveimpulser overføres til blæremusklen. Det kan betyde overaktivitet i blæren, så kvinden pludselig får en uimodståelig vandladningstrang. Og er hun ikke i nærheden af et toilet, kan hun få den type af urininkontinens, der kaldes for urgeinkontinens eller trængningsinkontinens.

Nogle undersøgelser viser, at blærens kapacitet bliver mindre med alderen. Årsagen til dette er ukendt. Men under alle omstændigheder betyder den nedsatte blærekapacitet, at de portioner urin, man lader ved toiletbesøg, efterhånden bliver mindre; man må derfor gå på toilettet flere gange end før.

Andre undersøgelser over blærens funktion tyder på, at blæren har svært ved at tømme sig fuldstændig jo ældre, man bliver. Og at der med stigende alder bliver mere urin tilbage i blæren efter vandladningen. Desuden kommer der et øget antal ufrivillige sammentrækninger i blæremusklen.

I selve urinrøret bliver slimhinden efterhånden tyndere. Det skyldes det meget lave indhold af østrogen i blodet. Og det betyder, at urinrørets mulighed for at lukke helt tæt bliver mindre. Det kan medvirke til, at bakterier lettere kan trænge op i blæren og dermed være årsag til blærebetændelse, og at der kommer ufrivillige sammentrækninger i blæremusklen.

Dertil kommer, at kvinder har et ganske kort urinrør; det måler kun omkring 4 cm i modsætning til det mandlige urinrør, som i gennemsnit måler 18 cm. Denne forskel i urinrørenes længde er formentlig årsag til, at kvinder og mænd med stigende alder får forskellige vandladningsproblemer: kvinderne får besvær med at holde på vandet, hvorimod mænd ofte har besvær med at komme af med det.

Det nedsatte østrogenniveau i blodet hos ældre kvinder er en af årsagerne til, at bækkenbundens muskler mister deres spændstighed; de bliver mere slappe! Det kan betyde, at der kommer nedsynkning af blæren, så der evt. dannes en lomme, hvor urinen kan samles. Dette kan også bidrage til, at blæren ikke tømmer sig fuldstændig, og at der kommer kronisk blærebetændelse.

En del af bækkenbunden hos kvinder udgøres af blærens lukkemuskel. Også den bliver efterhånden mere slap med alderen som følge af mangel på østrogen. Dermed får lukkemusklen sværere ved at lukke tæt. Med andre ord nedsættes urinrørets lukkefunktion. Derfor er der øget risiko for urininkontinens, når trykket i blæren øges fx ved hoste, nys og tunge løft. I disse tilfælde er der tale om såkaldt anstrengelsesinkontinens eller stressinkontinens. Denne form for urininkontinens kan også skyldes, at urinrøret med alderen er blevet omdannet til et stift, ueftergiveligt rør med en dårlig åbne- og lukkefunktion.

Et mere specielt problem er urininkontinens som følge af natlig vandladning. Normalt dannes der mindre urin, når man sover, end når man er vågen. Den natlige urinmængde er sædvanligvis mindre end 1/3 af den samlede mængde urin, der dannes i et døgn. Men med stigende alder dannes mindre af det såkaldte antidiuretiske hormon (ADH). Resultatet er, der produceres forholdsmæssigt mere urin om natten end tidligere. Og at ældre får et større behov for at tømme blæren om natten end yngre. Også fordi blærens kapacitet som nævnt mindskes med alderen.

Men hvis den ældre kvinde samtidig er gangbesværet og derfor har besvær med at nå toilettet i tide, eller måske slet ikke kan finde toilettet, fordi hun er konfus eller senil, er der risiko for, at hun ikke formår at holde på vandet, inden hun når frem til rette sted.

Selv i vore dage med stigende levealder, er der ikke megen status i at være gammel; der er heller ingen status i at være urininkontinent. Og der er slet ingen status i både at være gammel og ude af stand til at holde på vandet.

Derfor er der god grund til at søge hjælp, hvis man som ældre får vandladningsproblemer. For i vore dage med mange behandlingsmuligheder er alder ingen hindring for behandling.

Referencer
Gynækologi. Red.: Bent Ottesen, Ole Mogensen, Axel Forman.
København: Munksgaard Danmark 2005.
Laila Ravnkilde Marlet, Torsten Sørensen & Mette Hornum Bing. Natlig vandladning hos voksne – Bedre nattesøvn. København: Kontinensforeningen 2007.
Incontinence, vol. 1 & 2. Editors: Paul Abrams, Linda Cardozo, Saad Khoury & Alan Wein. Paris: International Continence Society 2005.

Urininkontinens i forbindelse med graviditet og fødsel

momandbaby

Af Bent Brandt Hansen, Overlæge, Gyn.Obs. Klinik, Gentofte Hospital
Kilde: KontinensNyt 3, 2010, s. 17-18

Download hele artiklen

32 % – 64 % kvinder erkender urininkontinens i forbindelse med graviditet og fødsel
Urininkontinens er en tilstand, som mange forbinder med dét at være midaldrende eller ældre. Sandheden er, at urininkontinens også forekommer i yngre aldersgrupper! Specielt yngre kvinder er udsatte i forbindelse med graviditet og fødsel.

Hyppigheden af urininkontinens under graviditet varierer i forskellige videnskabelige undersøgelser. Hyppigheden afhænger bl.a. af, hvordan den konkrete undersøgelse er tilrettelagt. Har man anvendt spørgeskema? Hvordan har spørgeskemaerne været udformet? Er der tale om interview, eller er skemaet udfyldt af personen selv? Er mængden af lækket urin målt? Har temaet alene været anstrengelsesudløst urininkontinens eller har undersøgelsen involveret andre former for urininkontinens?

Et sted mellem 32 % og 64 % gravide kvinder erkender urininkontinens i forbindelse med graviditet og fødsel. Anstrengelsesudløst urininkontinens udgør hyppigste type. Med anstrengelsesudløst urininkontinens (også kaldet stress urininkontinens) menes en eller grad af urinlæk i forbindelse med fysisk anstrengelse. Generelt øges hyppigheden af urininkontinens og mængden af urinlækage efterhånden som graviditeten udvikler sig. Ligeledes øges hyppigheden af urininkontinens med antallet af graviditeter, som den enkelte kvinde har gennemført.

Årsagen
Årsagen til urininkontinens under graviditet er uafklaret, men skyldes formentlig en kombination af et øget tryk på blæren, samt den påvirkning graviditeten i sig selv har på de nedre urinveje.

Efter en fødsel falder hyppigheden af urininkontinens. Eller problemet ophører. Ofte – men ikke altid! Visse forhold kan ligefrem øge risikoen for fortsat inkontinens i månederne og årene efter en fødsel. Det gælder for eksempel en naturlig fødsel i forhold til et kejsersnit. Et kejsersnit rummer til gengæld andre risici såsom kirurgiske komplikationer og en øget risiko for foreliggende moderkage og bristning af livmoderen ved eventuelle efterfølgende fødsler. Selv efter fødsel ved kejsersnit foreligger en øget risiko for urininkontinens i forhold til kvinder, der aldrig har født. Efter 50-års alderen ses ingen statistisk forskel på, om kvinden har født naturligt eller ved kejsersnit i forhold til risikoen for at blive urininkontinent. Dette er formentlig et udtryk for at andre risikofaktorer i denne aldersgruppe har en større betydning.

Andre faktorer
Andre faktorer under fødslen, der kan have indflydelse på forekomsten af inkontinens efter en fødsel, er anvendelse af sugekop eller tang, klip i mellemkødet og barnets fødselsvægt. Den præcise betydning heraf er uafklaret.

I en undersøgelse foretaget på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Glostrup Hospital har vi forsøgt at vurdere betydningen af den første fødsel på hyppigheden af urininkontinens. I en spørgeskemaundersøgelse sammenlignede vi hyppigheden af urininkontinens ét år efter fødslen hos 1.012 førstegangsfødende kvinder med hyppigheden hos 3.000 kvinder, der aldrig havde født. Undersøgelsen viste, at 17 % kvinder, som aldrig havde født, erkendte urininkontinens! Blandt førstegangsfødende kvinder ét år efter fødslen var antallet endnu større, nemlig 29 %. Korrigeret for forskelligheder de to grupper imellem var den beregnede risiko for urininkontinens hele 2½ gange større hos kvinder, der havde født. Stressinkontinens var hyppigste inkontinenstype i begge grupper.

Der er fortsat mange uafklarede aspekter mht. sammenhængen mellem graviditet, fødsel og urininkontinens. Efter min mening, er der specielt brug for at afklare hvilke konkrete faktorer omkring en fødsel, der indvirker på forekomsten af inkontinens. Med en sådan afklaring får vi måske muligheden for at håndtere fødslerne på en måde, så man kan nedsætte risikoen, for at kvinder fremover får urininkontinens.

Om forfatteren

BentBrandtHansen

Bent Brandt Hansen
Overlæge, Gyn.Obs. Klinik, Gentofte Hospital.

, , , , ,

Urininkontinens og arbejdsrelateret livskvalitet

Af Lærke Cecilie Jensen, 5. maj 2023 (Artikel til medlemsbrevet juni 2023)

I 2019 fik Kontinensforeningen satspuljemidler fra Sundhedsministeriet til at lave en spørgeskemaundersøgelse omkring, hvordan urininkontinens påvirker arbejdslivet. I den forbindelse blev jeg ansat som lægefaglig projektleder til at udarbejde og gennemføre undersøgelsen. Desværre betød Corona, at vi blev noget forsinkede i vores arbejde, men nu er vi blevet færdige.

Påvirker urininkontinens sygefravær og pensionsplaner? Medfører det begrænsninger i udførelsen af daglige arbejdsopgaver? Er urininkontinens skyld i udfordringer eller bekymringer i arbejdslivet?

Det har vi undersøgt i løbet af 2020 og 2021 ved hjælp af en national spørgeskemaundersøgelse. Et valideret spørgeskema blev sendt ud til kommunalt ansatte spredt rundt i Danmark. Vi har analyseret 3.181 besvarelser og ud af disse oplevede hele 26,4% urininkontinens.

Ud fra undersøgelsen kan vi konkludere at:

  • Urininkontinens påvirker den arbejdsrelaterede livskvalitet i form af daglige bekymringer om uheld, lugt og toiletadgang.
  • Urininkontinens giver anledning til reduceret væskeindtag og forstyrret nattesøvn.
  • Urininkontinens kan udgøre en begrænsning i udførelsen af særligt fysisk krævende arbejdsopgaver.
  • Urininkontinens kan hos en lille andel medføre ekstra sygedage og ændrede pensionsplaner.
  • Urininkontinens kan give anledning til bekymringer og at sociale aktiviteter/kursusdage på arbejdspladsen undgås, hvis det involverer fysisk aktivitet og/eller manglende adgang til toiletter.
  • Urininkontinens er fortsat en tabuiseret lidelse, der giver anledning til skam og isolering.
  • Der er fortsat megen uvidenhed om urininkontinens og de behandlingsmuligheder, der eksisterer.

Vores undersøgelse understreger således, at urininkontinens er en meget hyppig lidelse – også blandt mennesker i den arbejdsdygtige alder – og at urininkontinens kan have stor indflydelse på arbejdslivet.

Vi har, på baggrund af undersøgelsen, formuleret følgende fire forslag til overordnede indsatsområder til sundhedsmyndighederne:

1) Forebyggende indsats med information om drikke- og toiletvaner, væskeindtag og bækkenbundstræning.

2) Tidlig opsporing med særligt fokus på den yngre generation, så forebyggelse kan sættes ind så tidligt som muligt.

3) Informations- og oplysningsarbejde i det offentlige rum for at bryde tabuet.

4) Sikring af let adgang til toiletter på arbejdspladser og i det offentlige rum, da det er er vigtigt for alle borgere og har stor betydning for urininkontinente borgeres livskvalitet.

 

Du kan læse hele rapporten her: 

Rapport Urininkontinens og arbejdsrelateret livskvalitet

Vand – af det gode og det onde

watersvirp700px

Af Henrik Birn, Overlæge, dr.med., Nyremedicinsk afdeling C, Aarhus Universitetshospital
Kilde: K-Nyt 4, 2014, s. 18-20

Download hele artiklen

Vand er grundliggende for alt liv. Mennesket består af 50-70 % vand, og uden vand ville vi dø i løbet af få dage. Forstyrrelser i kroppens vandbalance er et problem ved mange sygdomme og kan være livstruende, hvis ikke balancen genoprettes. Under normale omstændigheder er kroppens vandbalance meget stramt reguleret, således at vi undgår for lidt eller for meget vand. Selv små ændringer i vandbalancen medfører ændringer i blodets indhold af salte, hvilket kroppen registrerer og justerer ved at tilbageholde eller udskille vand. Vi får langt det meste af vores vand ved optagelse fra mave-tarmkanalen, i form af det vi drikker, men også i et vist omfang fra føden, idet der ved kroppens forbrænding dannes en lille mængde vand. Vi taber lidt vand gennem afføringen, når vi trækker vejret, og når vi sveder. Under normale omstændigheder taber vi samlet 7 til 8 dl vand på denne måde, men tabet øges naturligvis, hvis vi har diarré eller sveder meget.

Nyrerne spiller en helt central rolle for vandbalancen
Hovedparten af vandet udskilles normalt som urin, og kun gennem nyrerne kan vi regulere udskillelsen af vand for at sikre vandbalancen. Hypothalamus, en lille kirtel i hjernen, registrerer blodets indhold af salte, og hvis saltkoncentrationen bliver for høj, frigøres et hormon, der får nyren til at tilbageholde vand for at genoprette vandbalancen. Mangler vi vand, stimuleres også tørstfornemmelsen, hvilket får os til at drikke mere. Omvendt medfører indtagelse af væske hurtigt, at hormonfrigørelsen blokeres og nyrerne udskiller mere vand. Hos unge, raske mennesker kan vandudskillelsen med urinen således variere fra ca. ½ liter op til 20 liter i døgnet i ekstreme tilfælde. Nogle sygdomme kan give forstyrrelser i denne regulering og dermed i vandbalancen.

Hvor meget væske skal jeg drikke?
Normalt kan kroppen indstille sig på, at vi indtager meget forskellige mængder væske. Vi dog har et minimums væsketab på omkring 1,3 liter per dag, som skal dækkes. Ved sygdom kan dette tab øges, fordi vi mister mere vand, fx på grund af feber eller diarré, eller fordi vi ikke i samme grad er i stand til at koncentrere vores urin og derfor tisser mere end minimum ½ liter pr. dag. I de fleste tilfælde vil et væskeindtag på 1,5 til 2 liter være rigeligt til at dække behovet, også for ældre mennesker. Der er ikke bevis for, at nyrerne har gavn af at blive ”skyllet igennem” med ekstra væske, men ved sygdom kan behovet for væske være større, fx. ved feber eller diarré.

Det er ikke altid en fordel at drikke meget. Nogle mennesker, især ældre mennesker og mennesker, der tager særlige typer medicin, fx. mod depression, har svært ved at fortynde urinen og dermed udskille et overskud af vand. I en sådan situation kan for meget vand medføre, at koncentrationen af salte i blodet bliver for lav med svimmelhed og forvirring til følge. Patienter med nedsat nyre-, lever- eller hjertepumpefunktion risikerer at ophobe vand i kroppen, hvis de drikker for meget. Ophobning af vand i forbindelse med disse sygdomme viser sig ofte som hævede ankler eller ben, åndenød og/eller væske i bughulen.

Hvad skal jeg drikke?
Alle drikkevarer indeholder vand, men ofte også en række andre ting, som kan have betydning for, hvad der er godt at drikke. Sukker er en væsentlig del af læskedrikke og sodavand, og det er derfor ikke hensigtsmæssigt at slukke tørsten i sodavand. Alkohol hæmmer frigivelsen af det hormon, som fortæller nyrerne, at de skal tilbageholde vand. Selv om alkoholholdige drikke også indeholder vand, får de os til at tisse mere, og vi risikerer derfor dehydrering. Kaffe og te indeholder koffein, som kan øge nyrens tab af salt og vand. Imidlertid er der ikke bevis for at moderate mængder kaffe eller te medfører dehydrering og indtagelse af såvel kaffe som te bidrager til vores væskebalance. Den bedste medicin mod dehydrering er imidlertid vand – helt uden ”tilsætningsstoffer”. Samtidigt er det billigt, og heldigvis lever vi i et land, hvor vand direkte fra vandhanen er både sikkert og velsmagende.

Jeg får vanddrivende medicin – hvor meget vand skal jeg så drikke?
Vanddrivende medicin øger udskillesen af salt – og dermed vand i nyrerne. Der kan være mange grunde til at tage vanddrivende medicin, fx forhøjet blodtryk, nyre- eller hjertesygdom. Normalt vil der indstille sig en ny balance mellem det vand vi indtager, og det vi udskiller – også når vi tager vandrivende medicin. De fleste mennesker skal drikke normalt, også selvom de får vandrivende medicin, men man bør være særligt opmærksom på ikke at indtage for meget salt med kosten. For meget salt kan føre til højt blodtryk og væskeophobning, som netop er det, vi søger at behandle med vandrivende medicin. I ganske særlige tilfælde kan det være nødvendigt at begrænse væskeindtagelsen. I andre tilfælde kan det være nødvendigt at holde pause med vandrivende medicin, fx hvis vi har feber eller et maveonde og diarré. Tal med din læge om begge dele.

Jeg tisser hele tiden – drikker jeg for meget?
Når vi indtager meget væske, tisser vi også mere, fordi nyrerne udskiller den ekstra væske. Er det svært at holde på vandet, kan det derfor være en fordel at undgå for meget væske før situationer, hvor vi ikke har mulighed for, eller helst vil undgå, at gå på toilettet, fx lige inden sengetid. Oftest er det dog ikke væskeindtaget, som medfører hyppig vandladning, men problemer med urinvejene fx infektion eller problemer med kontrol af blæren, musklerne omkring denne eller blærehalskirtlen. Det er derfor vigtigt at få undersøgt disse funktioner hos lægen i stedet for blot at reducere væskeindtagelsen.

Vand er livsvigvigt, men også en kilde til problemer og bekymring. Det vigtigste er ikke at drikke mest muligt, men at drikke så det dækker vores behov. Vores behov er forskellige og varierer med tiden, og det er derfor ikke muligt at sige præcist, hvor meget vi skal drikke hver dag. Du skal lytte til din krop, mærke din tørst og drikke regelmæssigt i stedet for at indtage al væsken på én gang. De fleste af os tåler variationer i væskeindtagelse, men har du hjertesygdom, nyresygdom eller andre særlige problemer, kan der være grund til at tale med din læge for råd og vejledning.

Om vand

  • Vand er livsvigtig
  • Hovedparten af vores krop består af vand
  • Behovet for væske varierer
  • De fleste kan nøjes med 1,5 til 2 liter væske om dagen
  • Drik vand – undgå sukker og alkohol
  • Vær opmærksom på situationer, hvor du har brug for ekstra væske, fx ved diarré, feber – eller når det er varmt
  • Har du sygdom, der giver problemer med væskebalancen, så tal med din læge om, hvor meget du må og skal drikke.

    • Om forfatteren

    Henrik Birn, dr.med.
    Overlæge ved nyremedicinsk afdeling C, Aarhus Universitetshospital.
    Professor MSO (Med Særlige Opgaver) ved Aarhus Universitet.
    1993 Uddannet læge ved Aarhus Universitet.
    1999 Ph.d. og dr.med. i 2006.
    2009 Speciallæge i intern medicin, nefrologi.
    Efteruddannelsesforløb ved Aarhus og Aalborg Universitetshospitaler samt the Westmead-Gosford Renal Training Network i Sydney, Australien.
    Herudover udgivet ca. 60 publikationer i videnskabelige tidsskrifter foruden lærebogskapitler og vejledninger. Bedømmer af artikler, Ph.d.-studerende samt ansøgninger om forskningsstøtte. Undervisning af medicin- studerende og læger. Vejleder for Ph.d.- og forskningsårsstuderende. Forskning fokuseret på at afklare de celle- og molekylærbiologiske mekanismer bag transport i nyrens proximale tubulus og deres rolle ved nyresygdomme. Desuden forskning i akut og kronisk nyresvigt samt nyretransplantation.
    Henrik Birn er medlem af bestyrelsen og flere udvalg under Dansk Nefrologisk Selskab og har modtager flere priser.