Om frit sygehusvalg og udredningsret
Som borger i Danmark har du frit sygehusvalg. Det vil sige, at du frit kan vælge mellem alle offentlige sygehuse og afdelinger i landet, når du skal undersøges eller behandles. Ønsker du at benytte dit frie sygehusvalg, skal din egen læge/speciallæge eller din sygehusafdeling sende en henvisning til det sygehus eller den afdeling, du ønsker at blive henvist til.
Som borger har du også ret til at benytte udvidet frit sygehusvalg, hvis du skal vente mere end 30 dage på udredning, undersøgelse eller behandling, på de offentlige sygehuse i den region, hvor du bor, eller på de sygehuse, som regionen har aftale med. Udvidet frit sygehusvalg betyder, at du har ret til at blive udredt, undersøgt eller behandlet på et privathospital, hvis du skal vente mere end 30 dage.
Vil du gerne vide mere om dine rettigheder på dette område, så kan du læse mere her:
Sundhedsministeriets hjemmeside
Har du brug for hjælp til en konkret situation, så har hver region også patientvejledere, som rådgiver borgere og sundhedspersoner om adgangen til behandling, patientrettighederne, behandling i udlandet m.v. Find kontaktoplysningerne på din regions hjemmeside.
Leder du efter informationer om dine rettigheder i forhold til at få hjælpemidler?
Kontinensforeningen oplever, at der er mange tvivlsspørgsmål, når det drejer sig om muligheden for bevilling af hjælpemidler i forbindelse med inkontinens. Det er din lokale kommune, der skal bevillige dig dine inkontinenshjælpemidler.
Læs mere på vores side omkring bevilling af hjælpemidler her.