Interview: Som barn var Pelle lukket ude af det sociale fællesskab – fordi han lugtede

Af Randi Krogsgaard cand.psych. & journalist
Kilde: KontinensNyt 3, 2006, s. 15-17

Download hele artiklen

– Jeg har aldrig kunnet sidde på toilettet, uden af det gjorde ondt, fortæller Pelle Ursin. Gennem hele barndommen led han af afføringsinkontinens eller encoprese, som det hedder på latin. Da Pelle var 14, blev han kureret, og i dag har han ingen problemer med at holde på afføringen. Men oplevelserne i barndommen satte sine psykiske spor.

– Jeg blev hurtigt utryg og kunne ikke koncentrere mig, fortæller han.

– Jeg blev speciel med specielle tendenser, fx var jeg kronisk løgner. Jeg løj om alt muligt forskelligt. Jeg fortalte bl.a. om oplevelser, som ikke passede. Det var fordi, jeg var afskåret fra verden uden for og skabte derfor min egen virkelighed. Familien rystede på hovedet af mig, fordi de ikke kunne tro på det, jeg sagde.

Encoprese bliver misforstået
Frem til 14-års alderen var Pelles hverdag præget af, at han ikke kunne kontrollere sin afføring. Det førte mange ting med sig i form social isolation, mobning, ensomhed, uforstående lærere, konsultationer hos en psykolog og en adfærd, han selv beskriver som sær. I dag er Pelle 18 år og går på Teknisk Gymnasium. Han er kommet ud af den isolation, som afføringsinkontinensen medførte. Han har masser af venner og sidder i bestyrelsen for Erhvervsskolernes Elev Organisation. Pelle fortæller sin historie i håbet om at kunne hjælpe andre i samme situation. Det er hans oplevelse og erfaring, at børn med afføringsinkontinens bliver udelukket, misforstået og fejlbehandlet – og at det sætter dybe spor i sjælen.

Har brug for at være mig selv
– Jeg har det godt i dag, fortæller Pelle, – men tidligere skulle der ikke meget til, at jeg græd. Da jeg var 12 år, holdt jeg op med at græde og gemte mig bag en skal. Mit problem i dag er, at jeg oplever mig selv som følelseskold – at jeg ikke føler det samme som andre unge. Og jeg har meget brug for at være alene – det er ikke rart, for det kan en kæreste fx ikke altid forstå.

Jeg lugtede
Afføringsinkontinensen (encopresen) startede, da Pelle var i børnehavealderen. Han havde i virkeligheden en kronisk forstoppelse, som medførte, at han aldrig vidste, hvornår han skulle på toilettet. Han kunne ikke mærke sin muskulatur og mærkede derfor ikke, når han fik afføring i bukserne.

– Andre lagde mærke til det, før jeg selv gjorde, beskriver han – for jeg lugtede. Pelle husker, hvordan han i de små klasser sad på en stol, og at ingen ville tale med ham. Husker, hvordan han tog hjem for at skifte tøj, eller måtte have skiftetøj med i skole, som de andre børn fandt i tasken og drillede ham med.

Ingen fik noget at vide
– Jeg gik på en lilleskole indtil 4. klasse, fortæller Pelle. Han fortalte sine lærere om sit problem, men de forstod ikke problemets alvor og fortalte hele klassen, at Pelle ikke kunne holde på afføringen. Fra 4. klasse gik Pelle på den lokale kommuneskole, hvor han oplevede lærerne som mere forstående, og hvor han fik et par venner. Heraf var en af dem så tæt på, at hans forældre blev orienteret om afføringsproblemet (encopresen). Det var ellers ikke noget, Pelle og hans familie udbredte sig om til alle og enhver. – Det var tys, tys, siger Pelle. Ingen fik noget at vide.

Skulle slås
Pelles forældre kæmpede i flere år for, at han kunne få en eller anden form for hjælp. Familien fik i første omgang tilbudt psykologbehandling, men det var ikke nogen succes.

– Jeg har altid tænkt meget over mit problem, og jeg mener ikke, at det var psykisk betinget, siger Pelle. Psykologsamtalerne, som foregik, da Pelle var 8-9 år, blev en bizar oplevelse. – Psykologen mente, at min afføringsinkontinens skyldtes aggression mod mine forældre, fortæller Pelle. Forældrene er skilt, og familien lever som skilsmissefamilie sammen i et hus med to lejligheder. Faren bor i stuen og moren på 1. sal med sin kæreste. Pelle, hans to år ældre bror og lillesøster bor i hele huset.

– Mine forældre skulle ifølge psykologen tillade, at jeg fik afløb for mine “aggressioner”, siger Pelle og beskriver, hvordan forældrene blev instrueret i at slås med ham. Slåsseriet gjorde ikke stemningen bedre, mener Pelle, der heller ikke oplevede, at det hjalp. Pelle blev i stedet mere og mere forpint og ensom. Han holdt sig til sine få venner, og i fritiden spillede han rollespil i en nærliggende skov.

Medicinsk afdeling
Pelles forældre fortsatte kampen for at få hjælp, bl.a. forsøgte de gennem flere år at få Pelle i medicinsk behandling. Da han var 12-13 år, lykkedes det endelig forældrene at få ham indlagt på en medicinsk afdeling i 3 uger. De to sidste uger var Pelle dagpatient.

– Behandlingen bestod i, at personalet hele tiden huskede mig på, at jeg skulle gå på toilettet. Det hjalp, mens jeg var indlagt, men da jeg kom ud igen, fik jeg tilbagefald. Jeg talte også med en psykolog i den periode og kom med i en gruppe med andre, der havde samme problem, fortæller Pelle.

Afføringsmidler
– Da jeg var 14 år, var der en læge på medicinsk afdeling, der – ikke ‘gad os mere,’ beskriver Pelle. Hun sagde, at mit psykiske problem med encopresen havde en fysisk årsag, og at jeg skulle have renset systemet, så min forstoppelse blev behandlet. Pelle fik afføringsmidler og tabte sig 2,5 kg. Herefter blev han trænet i at kunne mærke, når han skulle have afføring. – Jeg trænede i at gå regelmæssigt på toilettet, så jeg kunne mærke, hvordan det føltes. Forklaringen på, at jeg ikke kunne mærke, når det kom var, at musklerne i tarmen var blevet svage, fortæller han.

Ond cirkel skulle brydes
– Efter at jeg blev kureret for afføringsinkontinensen, har jeg lært at forstå mig selv bedre, siger Pelle. Via internettet har han fundet information om, hvordan man betragter encoprese fx i USA og i England. – Her ser man på det som en fysisk sygdom med en psykisk overbygning, fortæller han. – Som jeg ser det i dag, så var jeg havnet i en ond cirkel. Jeg havde behov for at få behandlet min forstoppelse allerede som dreng, samtidig med at jeg fik støtte fra en psykolog.

Erfaringerne fra en barndom præget af afføringsinkontinens (encoprese), har givet Pelle en god fornemmelse for, hvordan andre mennesker har det. – Jeg er empatisk og kan forstå andre mennesker. Jeg vil gerne bruge mit liv på at hjælpe andre, der føler sig uden for, slutter han.

Fakta om afføringsinkontinens

• Afføringsinkontinens bliver ofte betragtet som psykisk betinget, men er primært (i 80% af tilfældene) resultatet af en ond cirkel, der starter med forstoppelse fx pga. smerter i forbindelse med afføring
• Børn med afføringsinkontinens har det dårligt psykisk
• 15.-20.000 danske børn i skolealderen lider af afføringsinkontinens
• Hvis tarmen ved forstoppelse er vænnet til at holde på store mængder afføring, forstyrres signalerne til hjernen, og barnet kan ikke mærke afføringen komme
• Behandling af afføringsinkontinens, der skyldes forstoppelse, består i at få forstoppelsen under kontrol ved at tømme tarmen. Herefter skal barnet trænes i at opfange signalerne fra hjernen og gå på toilettet i tide.

– Hvordan får du hjælp til dit barn

Af Sanne Djursfeldt, Sygeplejerske og uroterapeut, Teddy, Center for børn med afføringsproblemer, Odense Universitetshospital
Kilde: KontinensNyt 1, 2008, s.26-31

Download hele artiklen

Myten, at afføringsinkontinens skulle have en psykisk årsag, eksisterer desværre fortsat også i vores land, selvom vi i dag ved, at for langt de fleste børns vedkommende, skyldes afføringsinkontinens forstoppelse.

Vi skriver nu 2008, og for 4 år siden lavede udgav Kontinensforeningen informationsbogen Børn og inkontinens – hvordan hjælper vi børn med inkontinens. Den er fortsat meget aktuel og til stor hjælp for børn, forældre og barnets daglige netværk.

Undersøgelser viser, at ca. 60% børn med svær forstoppelse og afføringsinkontinens og uden tilgrundliggende sygdom kan opnå succes i løbet af de første 6 måneder, hvis de behandles som anbefalet af landets børnelæger. Anbefalingerne kan ses på hjemmesiden www.paediatri.dk , som fx praktiserende læger kan gøre brug af.

Nogle af de nyeste, udenlandske undersøgelser om børn og forstoppelse viser, at 4,5% af børnegruppen fra 0 – 2 år har problemer med forstoppelse. Det fordeler sig med 2,9% i alderen 0-1 år og 10,1% i alderen 1-2 år. Andre undersøgelser op til 8-10%. Det kommer formentlig an på, hvordan ordet ‘forstoppelse’ defineres i de enkelte undersøgelser.

Rigtig mange børn i Danmark behandles af praktiserende læge eller på specialcentre rundt om i landet og får løst deres afføringsproblem, så de kan leve et liv som andre børn uden at lave i bukserne. Der tales om, at der er flere børn med forstoppelse end tidligere. Det er der ingen klar dokumentation for, men måske er der nu en større opmærksomhed på problemet – og det faktum, at der kan gøres noget ved problemet med god succes. Men der er fortsat en gruppe børn, der har problemer med forstoppelse ind i voksenlivet.

Hvad er en myte?
Definitionen er ifølge retskrivningsordbogen: En udbredt, men falsk historie eller forestilling.
Og alligevel lever myterne!

Foruden artiklen om Ida i dette nummer af KontinensNyt kender vi flere eksempler på, at børnehavepædagoger har rådet forældre til at søge en psykolog eller børnepsykiater. Og som en mor til en nu 10-årig dreng med afføringsinkontinens beskrev: ‘I børnehaven var der megen fokus på afføringsproblemet, og forældrene blev kraftig rådet til at søge egen læge for at få en henvisning til psykologisk eller psykiatrisk hjælp! ‘Så da jeg henvendte mig hos vores læge, så var det kun denne henvisning jeg gik efter, lægen fik ikke et ben til jorden!’

Ofte er en grundig gennemgang af barnets historie samt en almindelig lægeundersøgelse og eventuelt en vandladnings – og eller afføringsdagbog nok til at få mistanke om eventuel sygdom, der kunne ligge til grund for inkontinensproblemet.

Langt størstedelen af børnene med afføringsinkontinens har det, man kalder funktionel forstoppelse, som også kan forklares som: ‘Den onde cirkel’.

Barnet oplever en ubehagelig fornemmelse eller smerte i forbindelse med afføring og holder derfor afføringen tilbage. Prøver at undertrykke den naturlige afføringstrang og normale tømningsrefleks. Dette medfører tiltagende ophobning af afføring i endetarmen, som så igen er med til at give yderligere ubehag og smerte, når barnet skal af med afføringen. Efterhånden overstrækkes endetarmen af den ophobede afføring, og taber sin fornemmelse for afføringstrang, og barnet mærker ikke, at det skal have afføring.

Men desværre er der fortsat voksne i barnets netværk foruden forældrene, familie, venner, pædagoger ja, selv praktiserende læger, som kan være med til at forlænge det kedelige problem med afføringsinkontinens for et barn, ved ikke at lytte til barnet og tage det alvorligt og sikre, at barnet får den optimale behandling, så der kan opnås succes.

Børn, der både har afførings- og vandladningsinkontinens
Børnelæger verden over ved nu, at det er at være forstoppet kan være årsagen til, at man tisser i bukserne. Derfor er det vigtigt, at lægen undersøger om barnet er forstoppet, inden der behandles for vandladningsproblemet. Det viser sig, at hvis man behandler forstoppelsen først, så vil op mod 80% af de børn, der har vandladning i bukserne om dagen, ikke længere have problemer.

Man skal også være opmærksom på sammenhængen mellem forstoppelse og urinvejsinfektion. Ca. 1/3 af børn specielt med urinvejsinfektion skyldes forstoppelse. Hvis tarmen er fuld, er det svært at tømme blæren ordentligt. Den rest urin, der bliver tilbage i blæren, kan danne grobund for bakterier.

Hvordan kan vi i specialcentrene være med til at sikre, at dit barn får den optimale behandling? Et af kodeordene er oplysning. Derfor blandt andet dette temanummer i KontinensNyt.

Til pædagogerne arbejder vi på en artikel til deres fagblade, og vi vil gerne tilbyde undervisning i “Børn og afføringsproblemer”.

Til praktiserende læger er der aktuelt en artikel på vej til et af deres fagblade.
På Odense Universitetshospital, tilbyder vi undervisning til alle disse nævnte grupper, der dagligt tager sig af små og store børn.

Vi arbejder aktuelt på en spørgeguide, som de praktiserende læger kan udsende til barn og forældre inden konsultationen.

Vi vil samtidig arbejde på at styrke samarbejdet mellem specialcentrene og de praktiserende læger blandt andet via de læger, der arbejder som praksiskoordinatorer mellem sygehusene og lægehusene.

Vores hjemmeside Tedy – Center for børn med afføringsproblemer på Odense Universitetshospital er undervejs med vejledningen ‘Børn og afføringsproblemer’ til børn, teenagere, forældre og professionelle. Vejledningen forventes færdig i løbet af 2008. Den bliver løbende opdateret, så det hele tiden er den bedst tilgængelige viden, der præsenteres.

Vores arbejde er fortsat at styrke samarbejdet mellem de forskellige behandlerteams og de praktiserende børnelæger. På et fælles årligt landsmøde er forstoppelse og børns afføringsproblemer ofte på skemaet.

Hvornår skal man kontakte lægen?

Hvis:

• Der er blod eller slim i afføringen
• Barnet har mange mavesmerter
• Barnet, der ammes, har hård og besværet afføring
• Barnet er ked af det ved afføring
• Der er sår eller rifter ved endetarmsåbningen
• Huden omkring endetarmsåbningen er meget rød og smertefuld, og det ikke hjælper at smøre med en creme til numsen
• Barnet laver i bukserne efter 4-5 års alderen.

For at udelukke om dit barns forstoppelse skyldes en sygdom, vil lægen stille en række spørgsmål og undersøge dit barn.

Det er en god idé, at du som forældre før konsultationen hos din læge forinden fik og udfyldte et spørgeskema, som I så medbragte ved det første møde med lægen.

En del af de spørgsmål, lægen stiller, kan umiddelbart være svære at svare på – eller huske på stående fod. Derfor er det en fordel at sidde hjemme i ro og mag og udfylde svarene i skemaet. Lægen kan undersøge og starte behandling af barnet i egen lægepraksis og vejlede i at fortsætte med behandlingen ofte gennem længere tid – lægen kan følge og behandle dit barn til afføringsproblemet er løst. Det kan også være, at lægen vælger at henvise barnet og familien til et børneambulatorium med speciale i børneafføringsproblemer.

Hvad spørger lægen om?

• Mit barns historie
• Hvordan var graviditet og fødsel?
• Hvornår kom det førte sorte, klistrede afføring (mekonium) fra dit spædbarn?
• Har du ammet dit barn, og hvor længe fuldt ud?
• Havde dit barn besværet eller smertefuld afføring i ammeperioden?
• Har dit barn fulgt sin vækstkurve?
• Har dit barn udviklet sig normalt – med de almindelige milepæle?
• Er der arvelige sygdomme i familien? – her tænkes specielt på tarmsygdomme og stofskiftelidelser?
• Har dit barn allergi, hud – eller luftvejsproblemer?
• Har nogen af forældrene allergi? – og hvilken type?
• Hvornår startede dit barns afføringsproblemer?
• Hvordan ser afføringen ud, lugt, konsistens? (OBS: Bristol-skalaen er en visuel skala med typer af afføring)
• Hvor tit har dit barn afføring?
• Er dit barn renlig for afføring?
• Har dit barn været renligt – og hvor længe?
• Hvis barnet er over 4 år: Hvor tit er der ‘uheld’/afføringsinkontinens?
• Har dit barn smerter i maven og/eller ved afføring?
• Har du indtryk af, om dit barn holder afføringen tilbage?
• Har du set blod eller slim fra dit barns endetarm?
• Har du set rifter, hudproblemer omkring endetarmen?
• Har dit barn vandladningsproblemer dag og/eller nat?
• Urinvejsinfektioner?
• Appetit og kost?
• Hvordan trives dit barn hjemme, i dagplejen, børnehaven, skolen og med kammerater?
• Psykiske og sociale problemer?

Ved større børn:

• Kan du mærke, når du skal have afføring?
• Har du fornemmelse for, hvornår du er “færdig” på toilet?
• Har du svært ved at tørre dig, efter du har haft afføring?
• Toiletvaner?
• Toiletforhold i skole og hjem?

Hvordan undersøger lægen mit barn?

• Kigger på dit barn som helhed, om det virker sund og rask
• Barnet vejes og måles og dette indskrives i vækstskema
• Lytter på hjerte og lunger med stetoskop
• Trykker på maven
• Checker ryg og ben
• Checker, om der er evt. hudproblemer specielt i albuebøjninger og i knæhaser
• Checker, om kønsdelene ser naturlige ud – og ved drenge, om stenene er kommet ned på plads i pungen
• Checker ved endetarmen, om den er naturligt placeret, om der er afføring på huden, rødme, hudproblemer, eksem, rifter, hæmorider
• Føler efter i endetarmen med en lillefinger om lukkemusklen er naturlig, om der står afføring i endetarmen, om reflekserne er naturlige og endetarmens størrelse/rummelighed
• Hvis der er rødme eller hudproblemer omkring endetarmen, foretages en podning med en vatpind for at undersøge for eventuelle bakterier
• Ved vandladningsproblemer laves en urinprøve.

Ud fra dit barns historie og undersøgelsen kan lægen vurdere, om der er brug for yderligere undersøgelser. Det kan være i form af blodprøver, test for børneorm, sjældent er der brug for andre undersøgelser, hvor lægen henviser til specialafdelinger. Det kunne være i form af scanning, røntgen eller andre undersøgelser. Ved mistanke om kronisk tarmbetændelse henvises der til eventuel kikkertundersøgelse. Og ved mistanke om medfødt tarmlidelse henvises til børnekirurgiske afdeling.

Hvornår og hvorfor er mit barn forstoppet?
Det er der mange, der har forsøgt at komme med en god definition på. Overordnet kan man sige, at et barn skal have daglig ubesværet afføring, det vil sige uden gråd, smerter eller ubehag, og uden af barnet holder afføringen tilbage. Barnet kan være akut forstoppet eller haft forstoppelse over længere tid. Forældre ved ofte ikke, at deres barn er forstoppet.

Man har i en international gruppe af børnelæger vedtaget følgende kriterier for at beskrive om et barn (over 4 år) er forstoppet og har diagnosen funktionel forstoppelse, hvilket vil sige, at der ikke ligger en sygdom til grund for forstoppelsen.

To eller flere af følgende kriterier skal være opfyldt hos et barn med udviklingstrin på mindst 4 år. Kriterierne skal være opfyldt mindst 1. gang om ugen i 2 måneder før diagnose forstoppelse kan stilles:

• To eller færre afføringer på toilet per uge
• Mindst 1 episode med afføringsinkontinens per uge
• Historie med tilbageholdelse af afføring
• Historie med smertefulde og/eller hårde afføringer
• Tilstedeværelse af større afføringsudfyldning i endetarmen
• Historie med afgang af større mængder afføring.

Langt størstedelen af børn har forstoppelse af denne type, og kun ca. 5% har en sygdom til årsag for forstoppelsen.

De 5% der har en sygdom til årsag for forstoppelse kan skyldes andre lidelser, som glutenallergi, stofskiftelidelser, medicin bivirkninger, medfødte misdannelser i endetarmen eller rygmarvskanalen eller andre lidelser, som kræver yderligere undersøgelser og behandling.

Hvornår er mit barn renlig med afføringen?
Det er meget forskelligt fra barn til barn. I den danske kultur forventes det, at et barn har lagt bleen før børnehavestart. Men der er fortsat en del børn, som først er renlige ved 3-4-årsalderen. Når det drejer sig om afføringsinkontinens, betragter vi det først som et problem, der skal gøres noget ved, når barnet er mellem 4-5 år. Hos børn, der har udviklingsproblemer, kan renlighedsalderen være højere. Når et barn ikke længere får flaske men almindelig mad, er det ok, at barnet ikke har afføring hver dag, men det er vigtigt, at afføringen er ubesværet – altså uden smerter og ubehag for barnet.

Hvorfor siger mit barn ikke når han/hun har lavet i bukserne?
Er der noget galt i hovedet på mit barn, eller er det dovenskab? Voksenhjerner forstår det ikke. Det er fuldstændig ulogisk, at ens barn hellere vil risikere at blive drillet på grund af afføringslugt, end at få et par rene trusser på.

Måske vi skal forsøge at sætte os ind i, hvordan et barn tænker, hvor 1 minut er som en hel uge, især hvis man forstyrres i sin leg i børnehaven eller ‘Fritten’. Så er det ikke første prioritet at søge voksenhjælp, fordi der er en prut i bukserne. Og det med fare for, at de voksne vrænger ansigt, eller man får en omgang skældud og får skyld for at være doven og ulækker, eller får at vide, at man er for stor til sådan noget griseri!

Så er det ‘nemmere’ at vente, til man kommer hjem, – selvom man måske også får skældud, så er det jo trods alt lidt bedre, at det er af ens forældre!

Og så er der det med lugten, at afføringen lugter mest, lige når det er kommet ud, og at barnet hurtig bliver immun overfor afføringslugten.

Er afføringsmedicin farlig?
Det skal gives i samråd med læge og skal gives i den anbefalede mængde/dosis.

De afføringsmidler, vi anbefaler at bruge til børn, er ikke farlige. Medicinen ikke af kroppen. Den sørger for at væsken, den er blandet med, ikke kan optages af tarmen, og derfor kan den opløse afføringen. Medicinen udskilles sammen med afføringen.
Afføringsmedicinen er ikke vanedannende og kan heller ikke sløve tarmen.

Det, der kan skade tarmen, er den ophobede afføring, som kan være med til at sløve tarmen, hvis problemer ikke bliver løst og ligeledes være skyld i, at der går uorden i barnets normale afføringsmønster og den naturlige spontane afføringstrang. Desuden er der risiko for, at barnet vil fortsætte med at få problemer med forstoppelse og muligvis afføringsinkontinens.
Hvor meget afføringsmedicin skal mit barn have, og hvornår kan man så vide, at tarmen er tømt?

Hvis man er meget forstoppet, så er der rigtig meget afføring i tarmen, og det kan tage en hel del dage, inden det er udtømt.

Derfor anbefaler vi en højere dosering i starten for at tømme ‘det gamle’ afføring ud.

For at vide om det gamle afføring er tømt ud, kan afføringslugten bruges som indikator. Det skal lugte almindeligt. Hvis det fortsat har en skrap lugt, så kan det være tegn på at afføring er ‘gammel’. Normalt har man ikke en tom tarm. Vi ved fra undersøgelser på voksne, at når man har afføring, tømmer man endetarmen og en del af tyktarmen. Målet er, at barnet har daglig blød, formet afføring, som kommer uden smerter eller ubehag for barnet og har normal lugt.

Hvor lang tid skal mit barn have afføringsmedicin?
Ofte har afføringsproblemet varet rigtig længe, og for at få barnets naturlige afføringstrang og afførings automatik til at fungere, er der brug for længere tids behandling. For en stor del af børnene vil det sige minimum 1/2 år. For nogle børn kan der gå flere år, før de kan klare sig uden afføringsmedicinen.

Mit barn får tynd afføring af medicinen
Det er, fordi medicinen er begyndt at virke. Og fejlagtigt kan man her komme til at gå ned i medicinmængden. For at forstå, hvordan medicinen virker, har man brug for først at vide, hvordan tarmen virker i forbindelse med, at man drikker et glas vand. Så ganske kort fortalt:

• Når man drikker 2-3 glas vand hurtigt, så skal man ret hurtigt tisse
• Det er, fordi vandet kommer hele vejen gennem fordøjelseskanalen for til sidst at blive opsuget af tarmen. Vandet transporteres til nyrerne, hvor det renses. Kroppen tager, hvad den har brug for, og resten tisser man ud
• Når man tager afføringsmedicin, som skal opblandes i vand, så sørger medicinen for, at tarmen ikke kan opsuge vandet
• Vandet bliver i tarmen og opløser afføringen, og vand og medicin kommer ud sammen med afføringen. Derfor kan afføringen blive tynd. Det er ikke lig med, at barnet har diarré.

Det hjælper derfor ikke på forstoppelsen at drikke ‘rigeligt’. Det anbefales, at barnet udover medicinen, drikker ca. 1 – 1,5 liter om dagen alt afhængig af alderen. Ved feber gælder de almindelige råd med ekstra væske.

Hvad så med næringsstofferne, bliver de så ‘skyllet ud’?
Nej, næringsstofferne optages længere oppe i tarmen, nemlig i tyndtarmen.

Mit barn kan ikke lide medicinen og vil ikke tage det – hvad gør jeg?
Med de nye typer af medicin, der findes på markedet, kan man blande medicinen med en af de utallige safttyper eller andet tynd drikkelse/væske. Oftest er det et spørgsmål om lidt kreativitet og ikke mindst:

• Hvordan er forældrenes generelle og grundlæggende indstilling til, at barnet skal have afføringsmedicin?
• Hvordan er forældrenes kropssprog overfor barnet i forbindelse med medicinen, her tænkes specielt på ansigtsudtryk og adfærd?
• Hvordan præsenteres medicinen for barnet?

Barnet kan opfatte medicinen som noget farligt, hvis man selv virker utryg ved medicinen eller viser afsky for smagen overfor barnet. Det er derfor vigtigt, at barnet ikke snydes og har tillid og tryghed til, at denne medicin er en hjælp for afføringsproblemet, og at forældre går 100% ind for behandlingen – støtter, forklarer og bakker barnet op. Behandlingen er ofte langvarig, også derfor er det vigtigt, at det ikke skal blive et dagligt ‘slagsmål’ mellem barn og forældre, når medicinen gives/tages. Man skal aldrig tvinge sit barn til at indtage medicinen, men bruge sine pædagogiske evner.

I løbet af 2008 forventes en børneudgave af medicin med mindre smag til små børn godkendt af Lægemiddelstyrelsen.
Er der andet jeg som forældre kan gøre for at hjælpe mit barn i forbindelse med afføringsinkontinens?

I kombination med afføringsmedicin er det en god ide at sikre, at dit barn sidder på toilet ca. 5 minutter 2 gange om dagen cirka 1/2 time efter, barnet har spist. Dette er med til at udnytte tarmens reflekser og bevægelser, så barnet har afføring.
Først skal du sikre dig, at barnet ikke har smerter i forbindelse med afføring. Og du skal vente til, at barnet ikke længere er forstoppet. Det er vigtigt, at barnet ikke oplever, det at sidde på toilet som en straf, men at det kan gøres til en hyggelig stund med bøger, musik, spil. Dog skal der også tages hensyn til de børn, der ønsker ‘privatliv’ på toilettet.

Siddestillingen på toilettet skal være let foroverbøjet og med støtte under fødderne.

Hvorfor er der børn, der ikke får den anbefalede afføringsmedicin eller de får den i mindre dosis og i en kortere tid end lægen anbefaler?
Jeg tror, det drejer sig om et urinstinkt, hvor mennesker, og her mor og far, vil normalisere situationen altså undgå at give sit barn afføringsmedicin, hvilket af mange opfattes som en abnorm og unormal handling. Og at der fortsat er forbundet så mange myter i forbindelse med børn og afføringsproblemer.

Det er kendt, at der er brug for langtidsbehandling med afføringsmiddel, fordi barnet evner i lang tid at huske det ubehagelige ved at komme af med afføringen og vil ved det mindste ubehag igen forsøge at holde afføringen tilbage. Ligeledes ved vi, at det tager tid for tarmen at få genvundet sin naturlige størrelse og fornemmelse for afføring. Det er også almindeligt, at en del børn får ’tilbagefald’ undervejs. Det vil sige, at afføringsproblemerne i en periode kan vende tilbage, bedst hvor man troede, at de var forsvundet. Her er det vigtigt, at vedligeholde behandlingen og eventuelt sikre, at der i en periode gives en højere dosis for at udtømme den ophobede afføring.

Hjælper det at give afføringsmedicin og toilettræne?
Tilbagemeldinger fra forældre, børnehave, skole, fritidsordning.

• “Barnet er helt forandret, glad og tilfreds og trives godt med sine kammerater, og for øvrig rigtig god til matematik”
• “Min søn er igen begyndt at spille fodbold”
• “Min datter sover ude ved sine veninder”

Referencer
Christensen P, Olsen N, Krogh K, Bacher T, Laurberg S. Scintigrafic assessment of retrograde colonic washout in fecal incontinence and constipation. DisColon Rectum.2003 Jan;46(1):68-76
Chitkara DK, Taley NJ, Locke GR 3rd, Weaver AL, Katusic SK, De Schepper H, Rucker MJ. Medical presentation of constipation from childhood to early adulthood: a population-based cohort study.Clin.Gastroenterolo Hepatol.2007 Sep;5(9):1059-64.Epub 2007 Jul 13.
Loening- Baucke V. Prevalence, symptoms and outcome of constipation in infants and toddler.J Pediatri.2005 Mar;146(3):359-63.
Loening-Baucke, V., Swidsinski. Constipation as cause og acute abdominal pain in children. J Pediatri.2007-Dec;151(6):666-9.Epub2007 Jul30.
Müller-Lissner, S, Kamm MA, Scarpignato, C, Wald, A. Myths and Misconceptions about chronic constipation.Am J GAstroenterol2004;99:1-11
Van der Berg MM, Van Rossum CH, De Lorijn F, Reitsma, JB, Di Lorenzo C, Benninga MA. Functional constipation in infant: A follow-up study.J Pediatr 2005;147:700-4

Spørgsmål og svar

Kære Kontinensforening,

Ja, nu hører I det nok igen, men vi oplever at stå meget alene om opgaven at få løst vores 8-åriges drengs afføringsinkontinensproblem.

Vi blev for 2 år siden henvist til hospitalet og kom til en lægesamtale. Vores søn blev undersøgt og begyndte i et Movicol-forløb. Samtidig blev vi tilknyttet en sygeplejersken på hospitalets børneambulatorium. Med jævne mellemrum har vi så været der til en snak og en test. Men situationen er på 2 år uforandret. Vi har ikke længere kontakt, men kan bare ringe! Vi har fået at vide, at vores søn skal have 3 måneder uden ’uheld’, før vi må stoppe Movicol-behandlingen, som har stået på i 2 år!!

Det er så svært at tro på, at der nogensinde sker bedring – men jeg skriver egentlig, fordi jeg lige har læst om emnet på jeres hjemmeside – og vil høre om det er muligt at få tilsendt foreningens informationsmaterialer. Vores søn har ’kun’ problemer med afføringsinkontinens.

Marianne fra Fyn

Kære Marianne fra Fyn

Tak for din mail. Du har ret – vi hører meget ofte, at børn i alle aldre har problemer med deres afføring – men vi hjælper meget gerne med gode informationer, idet det jo er en hæslig situation for barnet, at være bange for at have afføring i bukserne – som ofte sker, uden at barnet på nogen måde kan mærke det – før det begynder at lugte og blive ubehageligt. Og så hører vi også, at både barn og forældre føler sig ’lost’ i behandlersystemet.

Vi skynder os at fremsende de materialer om børneinkontinens (afføringsinkontinens), som Kontinensforeningen har udgivet. Selvom I har kontakt til jeres lokale sygehus, er det måske alligevel en god idé også at prøve at kontakte nogle af de behandlingssteder, som er angivet i informationsmaterialerne, og få deres mening om sagen og måske et tilbud om fornyet undersøgelse og behandling.

Med venlig hilsen

Kontinensforeningen

Af Bibbi H. Salling, Specialesygeplejerske, Pædiatrisk Klinik Gentofte, Gentofte Hospital
Redigeret af Lars Alling Møller, klinikchef, ph.d.
Kilde: KontinensNyt 2, 2010, s. 9-13

Download hele artiklen

Afføringsinkontinens og forstoppelse hos børn er tilstande, som kan komme til at fylde meget i den enkelte familie. Information og vejledning omkring emnet gør, at vi kan hjælpe børnene og deres familier med at få løst mange af problemerne.

Forekomst
Hvert 5. barn har på et eller andet tidspunkt forstoppelse. Hyppigheden aftager med alderen. I dag ved vi, at afføringsinkontinens ofte skyldes forstoppelse. Myten, at afføringsinkontinens altid har en psykisk årsag, eksisterer dog fortsat.

Prognose
Man regner med at to af tre børn med svær forstoppelse og afføringsinkontinens kan behandles indenfor de 6 første måneder. Vel at mærke, hvis børnene ikke fejler noget mere til grundlæggende, og forudsat de behandles i henhold til gældende anbefalinger. Anbefalingerne kan læses på hjemmesiden www.paediatri.dk

Lægesamtale
Børnepatienter med forstoppelse og/eller afføringsinkontinens henvises typisk af enten praktiserende læge eller vagtlæge. Man starter med at udspørge barnet og dets forældre om forhold, som kan have betydning for afføringsproblemerne. I sygehistorien indgår tidspunktet for første afføring, hvornår symptomerne startede, og specielt om de startede under amning. Andre spørgsmål omfatter, hvor hyppigt barnet har afføring samt mængden, farven (blod?) og konsistensen af afføring. Et barn kan have smerter under (forsøg på) afføring. Dette noteres. Ligeledes noteres om barnet viser tegn på tilbageholdelse af afføring. Kan barnet holde på afføringen og urin? Hvad får barnet at spise og drikke? Hvor ofte går barnet på toilettet? Fejler barnet noget andet. Har barnet haft voldsomme oplevelser som kan have betydning (dødsfald, skilsmisse, nye søskende eller seksuelle overgreb)?

Lægeundersøgelse
Lægen (eller sygeplejersken) undersøger barnets mave for luft og afføring, nervefunktionen i specielt benene, de ydre kønsorganer samt endetarmen. Ved den udvendige og indvendige undersøgelse af endetarmen efterses anatomien, muskelfunktionen og nervefunktion. Lægen undersøger endvidere, om der er tegn på irritation, revnedannelse, hæmorroider og/eller afføring i området.

Af andre relevante undersøgelser kan nævnes ultralyd af maven, en test for urinvejsinfektion og en undersøgelse for bakterier ved endetarmsåbningen.

Definition på forstoppelse
Dansk Pædiatrisk Selskab, april 2007- Rom lll kriterier.

Hos et 4-årigt barn skal to eller flere kriterier være opfyldte mindst 1 gang om ugen i to måneder:

• To eller færre afføringer pr. uge på wc
• Tilstedeværelse af større mængde afføring i endetarmen
• Lejlighedsvis passage af større mængde afføring
• At barnet tilbageholder en betydelig mængde afføring
• Mindst 1 ugentlig episode med inkontinens for afføring
• Smertefulde eller hårde afføringer.

Ufrivillig afgang af større mængder afføring
Afføringsinkontinens defineres som ’Afgang af afføring på et upassende sted’ (Dansk Pædiatrisk Selskab, april 2007- Rom lll kriterier). Man skelner mellem, om tilstanden skyldes sygdom eller dårlig funktion = funktionel forstoppelse.

Sygdom som årsag til forstoppelse
Fem procent (5%) tilfælde af forstoppelse hos børn skyldes sygdom – fx Morbus Hirschsprung, misdannelser, rygsygdomme, stofskifsygdomme, cøliaki, hypercal-cæmi, seksuelle overgreb, Morbus Crohn, cystisk fibrose, medicin, og/eller neurologiske lidelser.

Funktionel forstoppelse
Øvrige tilfælde af forstoppelse hos børn skyldes en dårligt fungerende mave-tarm-funktion, forårsaget af ‘Den onde cirkel’ (Circulus Vitiosus). Barnet har smertefuld, hård afføring og bliver bange og undertrykker derfor afføringsrefleksen. Afføring i endetarmen ophobes og bliver stadig hårdere, hvilket forværrer ubehaget ved afføring. Spædbarnet bliver ‘stift’ og går i bro, mens lidt ældre børn bliver irritable, tripper, strammer balderne sammen, gemmer sig og spiser mindre. Den ophobede afføring i endetarmen medfører, at barnet taber sin fornemmelse for afføringstrang og mister afføringstrangen. Der kommer måske ‘bremsespor’, og til sidst presses en knoldet afføring ud. Herefter afhjælpes situationen med et par gode dage, hvorefter det begynder forfra. Revner ved endetarmsåbning kan bidrage til at opretholde den ‘den onde cirkel’.

Endetarmens anatomi, muskel- og nervefunktionen samt eventuel irritation, revnedannelse og hæmorroider er faktorer, som kan forårsage eller vedligeholde forstoppelse. Man ved også, at der er sammenhæng mellem urininkontinens og forstoppelse. Det er derfor vigtigt at undersøge barnet for forstoppelse, inden barnet behandles for vandladningsproblemer. Behandling af forstoppelse kan medføre, at op til 80% børn, der har vandladning i bukserne om dagen, igen kan holde på vandet. Hos 1/3 af børn med urinvejsinfektion er årsagen forstoppelse. En fyldt endetarm kan vanskeliggøre tømningen af blæren, og resturin i blæren kan danne grobund for bakterier.

Der er typisk tre perioder, hvor der opstår forstoppelse:

• 1. Ved skift fra modermælk til erstatnings-/overgangskost
• 2. Hos småbørn, der toilettræner
• 3. Ved skolestart, hvor børnene undgår skoletoiletterne grundet fx uhygiejniske forhold.

Årsagen til funktionel forstoppelse hos børn kan være mange
Nogle bliver forstoppede, fordi de spiser fiberfattig kost og drikker for lidt. Andre fordi de indtager store mængder fedtholdige mælkeprodukter, eventuelt sammen med fiberfattig kost.

Kostændringer i forbindelse med rejser eller evt. akut sygdom (hyppigt med feber og væsketab) kan også medføre forstoppelse. Det samme kan ske ved overgang fra modermælk til modermælkserstatning eller komælk. Dette skyldes sandsynligvis et højt indhold af fedt og protein og/eller et lavt tilbud af kulhydrat i den nye kost i forhold til modermælken.
Inaktivitet fremmer forstoppelse fx sengeleje efter en operation eller mangel på motion. Langsom tarmfunktion eller undertrykkelse af afføringsrefleksen kan også medføre forstoppelse.

Hæmmet afføringsrefleks kan skyldes en (vanemæssig) undertrykkelse af afføringstrangen, fx i forbindelse med leg, dårlige toiletforhold eller evt. i forbindelse med psykiske konflikter.
Man skal altid overveje muligheden for inflammatorisk tarmsygdomme – såsom Morbus Chrohn eller Colitis Ulcerosa.

Afføringshyppighed
Ammede spædbørn har afføring fra 6 gange dagligt til 1 gang hver 7. -12. dag. Børn, der ernæres med modermælkserstatning, bør mindst have afføring en gang dagligt. Småbørn har afføring 1-2 gange dagligt. Større børn har afføring 1 gang dagligt. Spædbørn, der ammes, er sjældent forstoppede. Er de det, skal de undersøges nærmere.

Pseudoforstoppelse
Ses ofte hos spædbørn der udelukkende ammes og skyldes et for lille mælketilbud. Dette kan give anledning til afgang af sparsomme afføringer, eller små, hyppige, grønlige og slimede afføringer og/eller gylpen. Barnets vægtøgning mindskes, og infektionsresistensen kan nedsættes. Behandlingen ved pseudoforstoppelse er at tilføre det spæde barn tilstrækkeligt med føde, og evt. supplere med modermælkserstatning, lactulose eller maltekstrakt.

Behandling af funktionel forstoppelse og afføringsinkontinens

Målet med behandlingen er at genskabe den normale tærskel for afføringstrang samt gøre barnet renligt, dvs. at barnet dagligt har ‘formet’ afføring, uden smerter og ubehag ved afføring.

I hjemmet
Efter retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen 2006.

Behandlingen af enkel forstoppelse i hjemmet afhænger af barnets alder og forstoppelsens sværhedsgrad. Barnet, der får modermælkserstatning (0-6 måneder gammelt), gives minimum 5 ml lactulose dagligt (aldrig under 1ml/kg – og mange børn skal have 2ml/kg) fordelt på 5ml doser 1-3 gange dagligt i 4-6 uger.

Børn mellem 6-12 måneder gives 10 ml lactulose dagligt, fordelt på 1-2 (3) doser i 6-12 uger. I første omgang forsøger man at behandle barnet på overgangskost med mere væske og øget mængde fibre i kosten, fx mere grød, evt. mindre modermælkserstatning og en ekstra kop vand. Lactulose Medic/Medilax oral opløsning består af lactulose (1 ml = 667 mg lactulose). Opløsningen kan fås i flere smagsvarianter og kan fx blandes i modermælkserstatning eller gives gennem munden ved hjælp af en sprøjte. Lactulose er et kunststof, der ikke spaltes og ikke optages i tyktarmen. Det trækker væske ind i tarmen, blødgør afføringen, fremmer peristaltikken samt har en regulerende effekt på bakterierne i tarmen.

Lactulose absorberes i små mængder af kroppen (1< %). Den afførende effekt indtræder tit efter 1-2 dages anvendelse. Ifølge Lægemiddelstyrelsen bør lactulose ikke bruges ved fructoseintolerans, galactosintolerans/galactosæmi samt ved en særlig form for arvelig lactasemangel.

Behandling på Gentofte Hospital, børneafdeling L
Børnene behandles ofte med en højere dosis lactulose end i hjemmet. Afdelingens retningslinier tilsiger lactulose 10-15 ml dagligt stigende til effekt, eller bivirkning. For tidligt fødte børn: 0.5ml – 1 ml pr. kg/døgn x 2. Dosis øges herefter med dages mellemrum indtil effekt, dvs. daglig lind afføring. Ved behov for en øget dosis kan det være en fordel at fordele mængden over døgnet og give flere små doser (x 4-6).

Langt de fleste børn, der lider af enkel, funktionel forstoppelse, behandles i børneafdelingen med polyethylen glycol/macrogol 3350.

MACROGOL 3350
Sælges som granulat Movicol eller Moxalole. Granulatet består af Macrogol 3350, natriumhydrogencarbonat, natriumchlorid og kaliumchlorid.

Dette er et afføringsregulerende granulat, der virker ved at trække væske ind i tarmen, binde vandet og ved ikke at blive optaget af kroppen.

Enkelte steder i Danmark behandles for tidligt fødte børn med Movicol. Præparatet bruges af børn fra 0 måneder, hvis medicinen er ordineret af en læge, men er kun godkendt af Sundhedsstyrelsen til behandling af forstoppelse hos børn fra 12 år.

Granulatet købes i håndkøb på apoteket, smager sur/sødt af lime. Producenten anbefaler at blandingen indtages inden for 6 timer, dog vejleder vi vores patienter om at en opløst blanding kan bruges indenfor 12 timer, hvis den opbevares i køleskab.

Granulatet er pakket i doseringsbreve, et brev er på ca. 13,6 gram og skal blandes op i 125 ml væske. Movicol jr. neutral er børnevarianten af Movicol (fås på apoteket).

Det er et antiforstoppelsesmiddel til børn mellem 2-11 år. Hvert doseringsbrev er halveret i forhold til ‘voksen’-movicol, og et brev skal blandes med 62,5 ml væske. Granulatet smager af salt og opløst i vand holder blandingen sig 24 timer i køleskabet.

Afføringsmidlet Jr. Neutral er et receptpligtigt antiforstoppelsesmiddel, og familien skal desuden have en udleveringstilladelse sammen med recepten.

Det anbefales at spørge apotekeren til råds samt grundigt at læse indlægssedlerne på alle præparater.

Administration
Granulatet kan blandes i vand, is, yoghurt, kakao, saft, sodavand ol. og kan fryses til is, men tåler kun at varmes op til 40° C. Medicinen virker kun, hvis børnene indtager den mængde væske, som granulatet skal blandes i. Der er udviklet specielle drikkedunke hertil, der udleveres af afdelingen.

Småbørn kan tilbydes en koncentreret blanding, der gives med en 10 ml sprøjte og efterfølgende tilbydes barnet den resterende væske, i form af noget de godt kan lide at drikke. Familierne kan selv vælge, om de vil give den anbefalede medicin en eller to gange dagligt.

Vores erfaring er, at mange børn er glade for at blande granulatet i rød eller gul saftevand, i hyldeblomstsaft eller i kakao. Vi anbefaler aldrig at blande medicinen i barnets kost.

I afdelingen kalder vi det ofte for supermands- eller prinsessedrik.
Ved febrilia (feber) eller ved rejser til varme lande, skal dosis tit sættes lidt op. Samtidig tilbydes barnet mere at drikke.

På børneafdeling L
Principperne i behandlingen med Macrogol 3350 på børneafdeling L er, at man de første 2–3 dage giver børnene en højdosis, vurderet ud fra sygehistorie, vægt og grad af forstoppelse. Tre normale afføringer, samt at endetarmen ikke er fyldt med afføring, er en god indikator for, at medicinen virker. En anden indikator er, at afføringen ikke længere er ildelugtende.

Dosis reduceres efter effekt. Behandlingens varighed er individuel, og effekten afgør vedligeholdelsesdosis.

Personalet vejleder familien i at føre et afføringsskema efter Bristolskala (en afføringsskala med billede og beskrivelse af 7 ulige typer afføringer) i de første uger af behandlingen, indtil den rette dosis er fundet. Vi efterstræber, at barnet har daglig afføring svarende til type 4-5 på en Bristolskala.

Børn med afføringsinkontinens behandles ofte, således at afføringen er i den løse ende, noget der gør det sværere for barnet at holde på afføringen.

Så snart barnet skal have et brev Movicol dagligt, eller mindre, vejledes familierne i at tænke i teskeer og ikke i breve. Nogle gange justeres dosis med en teske, for at familien bedst muligt kan finde den rette dosis.

Forældrene vejledes i, at der kan gå op til 24 timer efter den første indtagelse af medicinen, til man har effekt, og tit får børnene her ekstra ondt i maven. Dette er et godt tegn – en indikator på at midlet mod forstoppelse virker. På længere sigt har mange børn afføring inden for en time efter indtagelse af medicinen.

For at forhindre tilbagefald har børn ofte brug for langtidsbehandling med afføringsmiddel. Børnene vil nemlig tit ved det mindste ubehag forsøge at holde på afføringen.

Et væsentligt princip i behandlingen er at lære de lidt større børn at reagere på en fyldt endetarm. Det tager tid for barnet at tolke signalerne – at have afføringstrang, holde afføringen tilbage samt normal tømning. Forældrene kan ikke forvente, at barnet kan mærke, når det skal have afføring, hvilket de fleste forældre tror.

Nogle få børn kan have gavn af indlæggelse i afdelingen, indtil barnet er udrenset, og man har fundet den rette dosis afføringsmedicin. Er barnet i skolealder, kan det gå i afdelingens skole, og nogle få familier følges også af psykolog og af socialrådgiver.

Udtømning af endetarmen
Enkelte børn skal inden behandling med fx Movicol, have en tarmudrensning. Fx ved at sygeplejersken giver saltvandsindhældninger, microlax eller med oljeklyx/klyx igennem en lille slange lagt op i endetarmen.

En tarmudrensning virker tit som et overgreb på barnet/familien. Man skal derfor sikre sig, at forældrene og barnet har fået en grundig forklaring og accepterer behandlingen.

Sygeplejersken i afdelingen underviser og vejleder den enkelte familie efter behov, visuelt og sprogligt. Emnerne er bl.a. mave-tarm-kanalens funktion, grov og grøn kost, motion, væskeindtag og toilettræning.

Familien vejledes også i principperne for behandling med medicin og om op- og nedtrapning af medicinen ved hjælp af Bristolskala og evt. et afførings- skema. Den enkelte familie følges i starten af behandlingen tæt og på længere sigt ofte telefonisk.

I enkelte tilfælde tager sygeplejersken ud i børnenes institutioner og vejleder personalet omkring børnenes medicin. Hun underviser også sundhedsfagligt personale om emnet.

Kost og væske
Kosten skal helst være normalt fiberholdig dvs. 3 g kostfiber pr. 1000 kj (gælder ikke for børn under 2 år). Hvis barnet får kost uden brød og grønt, anbefales familien at give barnet mørke brødtyper, grønt, frugt og fuldkornspasta. Ud af barnets samlede væskemængde bør mælkeprodukter højst udgøre ½ liter pr. dag. Det anbefales, at barnet drikker mellem 1-1,5 liter væske dagligt alt afhængig af alder. For mere information omkring fiberrig kost, se evt. Nestles pjece: Sammensætning af Fiberholdig Børnekost.

Toilettræning
For at indøve gode toiletvaner anbefales familierne at indføre faste toilettider 2 til 3 gange dagligt samt at lære at tolke afføringstrangen.

Toilettiden skal gribe mindst muligt forstyrrende ind i barnets aktiviteter. Det bedste tidspunkt er efter et måltid. Barnet skal sidde godt på wc med god fodstøtte, gerne let foroverbøjet, således at der banes en mere lige vej igennem tarmen.
Det er vigtigt først at starte, når barnet ikke længere er forstoppet og ikke længere er bange for smertefuld afføring. Nogle børn starter med at sidde på wc/potte med ble på. Barnet skal sidde i mindst 5-10 minutter, gerne med underholdning samt et æggeur for at angive tiden. Som en del af behandlingen er det ofte en god ide at benytte en afføringsdagbog.

Man skal fortsætte med faste toilettider – også selv om der ikke kommer afføring, da det er en forudsætning for et godt langtidsresultat, at barnet får en fast rytme med faste tidspunkter for toilet-besøgene. Ros ikke for meget og – ingen skæld ud over resultatet.

Litteraturhenvisning og referencer

• 1 Djursfeldt, Sanne: ‘Børn og afføringskontinens’. KontinensNyt 1–2008; forår: s.26-31
• 2 Skytte Jakobsen, Marianne og Siggaard, Charlotte: ‘Rekommendationer til diagnostik og behandling af obstipation og fækalinkontinens’, Udvalget for gastroenterologi, hepatologi og ernæring, DPS. 2007: s.1-8
• 3 Hardikar, W, Cranswick, N and Heine, RG: ‘Macrogol 3350 plus electrolytes for chronic constipation in children: a single-centre, open-label study’. Journal of Paediatrics and Child health, 43, 2007: 527-531
• 4 Krasilnikoff, P A, Holmberg, L, Lie, S.O, Schiøtz, P.O, Visakorpi, J.K: ‘Nordisk lærebog i pædiatri’ 10. udgave , 2. oplag 1997; s. 362-364
  Sundhedsstyrelsen, 3. udgave, 1. oplæg, 2006; s. 76

• 5 Baker, SS et al: ‘Constipation infants and children, evaluation and treatment’. J. Ped. Gastro. Nutr. 1999; 29: 612-626 2009: Speciale sygeplejerske Bibbi Salling, Afd. LA-1242 Pæd. Klinik Gentofte / JMC.-RH.

  Om forfatteren
  Bibbi H. Salling arbejder som specialesygeplejerske på Juliane Marie Centret/Rigshospitalet ved Pædiatrisk Klinik Gentofte. Her har hun eget sygeplejerskeambulatorium, hvor hun bl.a. hjælper familier til børn med forstoppelse og afføringsinkontinens i tæt samarbejde med afdelingens børnelæge, diætist, psykolog og socialrådgiver.