Prolaps/ nedsynkning af underlivet

Af Overlæge Vibeke Weltz

Er du udfordret af prolaps/ nedsynkning af underlivet?

Mange kvinder er udfordret af varierende grad af prolaps, dvs. nedsynkning af underlivet. Bl.a. kan det give gener i forhold til tømning af blære og i forhold til afføring.

Om prolaps/ nedsynkning af underlivet

Kvinder kan med alderen udvikle nedsynkning af underlivet. Nogen får nedsynkning af skedens forvæg (cystocele), nogen får nedsunken livmoder (uterus prolaps) og nogen får nedsynkning af skedens bagvæg (rektocele). Ikke sjældent ses en kombination, dvs. f.eks. både nedsynkning af skedens forvæg/blæren og livmoderen. Kvinder, som har fået fjernet livmoderen, kan også få nedsynkning af skedetoppen.

Der findes forskellige disponerende faktorer og risikoen for nedsynkning af underlivet stiger med alderen, efterhånden som bindevævet i kroppen ændres. Især når kvinden passerer overgangsalderen forekommer det oftere. Udover bindevævets beskaffenhed, er der også øget risiko for nedsynkning hos kvinder, der har gennemført mange graviditeter og født børn.

Nedsynkning af underlivet er en ganske ufarlig tilstand, men det kan give gener i form af tyngdefornemmelse og en følelse af, at noget kommer ud af skedeåbningen. Det kan f.eks. mærkes, når der løftes noget tungt, ved host eller fysisk aktivitet. Andre gange er fornemmelsen der hele tiden. Der kan også være besvær med at tømme blæren ordentligt. Hvis bækkenbunden er stærk, kan den nogle gange holde nedsynkningen på plads, dvs. holde ”bulen” indenfor skedeåbningen, men når bækkenbunden slapper af, kan ”bulen” glide ud igen.

Nedsunken livmoder kan behandles konservativt med forskellige typer silikone støttepessarer. Alternativt kan man blive opereret for sin nedsynkning.

Vil du gerne vide mere om emnet?

Kontinensforeningen er også for dig, der er udfordret af nedsynkning af underlivet. Vi bringer løbende artikler i vores medlemsbrev om emnet, og hvis der er ønske fra vores medlemmer om det, afholder vi meget gerne webinar eller temaaften om emnet.

Vil du gerne vide mere om prolaps/ nedsynkning af underlivet, så kan du bl.a. læse vores medlemsblad nummer 2 fra 2018, hvor vi bragte et stort temanummer om emnet. Læs det her: https://kontinens.org/wp-content/uploads/2018/08/K-Nyt-2-del-2-2018.pdf

Du kan også se Lægens Bord på DR1 fra den 24. sepetmber 2020: https://www.dr.dk/drtv/se/laegens-bord_-forvirring-og-frygt_209691. Cirka 24 min og 56 sekunder inde i udsendelsen forklarer Søren Brostrøm om nedsynkning og behandling.

Input til design for empatisk plejehjem

syntesdu

Af Julie Lynge Hall, pædagogisk antropolog og innovationskonsulent og Mie Bjerre, etnolog
Maj 2014

Citat fra plejepersonale:
”Har hun [beboeren] en dag med løs mave, eller ikke er kommet ordentligt af med det [afføringen], jamen så kan hun godt, idet man lifter hende op, tabe lidt på gulvet i soveværelset. Og der er det, man tænker, at det ikke er helt værdigt, nej.”

Når ældre får behov for at flytte i en plejebolig, er det betinget af, at de som følge af fysiske eller mentale funktionstab ikke længere er i stand til fuldt ud at opretholde deres eget hjem. Størstedelen af de ældre, der flytter på plejehjem, har yderligere behov for hjælp til at opretholde personlig hygiejne. Kombinationen af manglende egenkontrol til at udføre disse aktiviteter samt den nye fysiske og sociale ramme betyder, at beboeren ofte kommer i situationer, som bryder med hans eller hendes opfattelse af normer og kodeks for, hvad man gør, hvor, og med hvem. Dette kan indebære utilsigtede konsekvenser i form af blufærdighedskrænkelse og uværdighedsfølelse. Plejekulturen og de hjælpeprocesser, der knytter sig til disse situationer, har afgørende betydning for den individuelle oplevelse af personlig hygiejne og velvære.

Denne artikel handler ikke om de fysiologiske aspekter af inkontinens, men derimod om, hvordan plejehjemsbeboere, der ikke længere selv kan varetage deres personlige hygiejne, oplever den plejepraksis, der knytter sig hertil – og samtidig hvordan det opleves, at være den der hjælper til i disse situationer, som af den ældre ofte betragtes som intime, og som han eller hun hele sit liv har sørget for selv, og alene.

Pointerne i artiklen tager udgangspunkt i en kvalitativ undersøgelse af individuelle oplevelser af personlig hygiejne og velvære for beboere på plejehjem, som Copenhagen Living Lab gennemførte i forsommeren 2012. I den forbindelse interviewede og observerede vi beboere og plejepersonale på to danske plejehjem, om og i situationer relateret til personlig hygiejne og pleje. Det var som researcher til tider grænseoverskridende at deltage i – og vi anerkender, at det på samme måde kan være at læse om. Men et nyt design af mere empatiske plejehjem og -praksis kræver, at også de svære forhold og dem, vi ikke har en endelig løsning på, må være med til at forme fundamentet for at skabe størst mulig oplevelse af værdighed for de ældre, som ikke længere selv kan varetage den personlige hygiejne og pleje – og for de professionelle, der knokler for at sikre kvaliteten i et af de vigtigste jobs her til lands.

Plejekultur og praksis
Hvis vi vil forbedre og udvikle en praksis, må vi først og fremmest kende til rationalet bag den. I plejepraksis kan hygiejne anskues som en konvention mellem en bestemt måde at organisere praksis og handling på, hvor det rene og urene adskilles. Rationalet bag denne adskillelse – altså, af hver der opfattes som rent og urent, bygger grundlæggende på logikker fra den medicinfaglige, sygeplejeverden. Her er tale om et mål om fravær af sygdom.

Misforhold mellem mål og resultat
Men mange ældre har infektioner på grund af dårlig hygiejne, og særligt den udprægede anvendelse af bleer og det forhold, at det, ifølge personalet, er svært at vaske og bade beboerne ordentligt, står i vejen for målet. Begge forhold som synes svære at håndtere.

Citat fra personale:
”Urinvejsinfektioner har næsten alle, og det er jo på grund af dårlig hygiejne – næsten alle bruger ble. Kateteret er jo også åbent for infektion. Mange er i forbehandling, men det må man kun være i en periode. Jeg har opdaget, at folk har været i forbehandling i flere år i træk, og så bliver de jo resistente.”

En del beboere kan som konsekvens af deres funktionstab, ikke (selv) komme ud på badeværelset. For de, som kan, er det et problem for personalet at komme til at vaske beboerne ordentligt for neden ude på badeværelset. Dårlige arbejdsstillinger og besværet med ’at komme til’, mens beboeren skal holde balancen, er årsager hertil.
Som løsning på problemet har man tilpasset processen og indført en procedure for ’nedre toilette’ i sengen hver morgen, inden beboeren skal ud og tisse eller have afføring på toilettet. Dette kan betragtes som en kompensering for en uorden i systemet. Ud fra en almen-velvære logik (eller hvad vi skal kalde den), ville processen jo skulle forløbe omvendt.

Rettidighed
Som nævnt anvender de fleste plejehjemsbeboere ble. Bleen er en umiddelbart god løsning på at afholde beboere fra at blive våde, urene og skulle have skiftet tøj med jævne mellemrum. Det er et produkt, som tager ’hånd’ om en manglende rettidighed i forhold til at komme på toilettet, og der er flere årsager til, hvorfor det kan være svært. For det første lider mange ældre af inkontinens, hvilket betyder, at de har ’slap blære’, og derfor ikke selv kan mærke, hvornår de skal ’på’. Og for det andet er det svært at indrette en plejepraksis efter en individuel timing for hvornår, hvem, skal af med hvad – når man er to plejepersonale til 10 beboere eller en nattevagt til mange flere! Det kritiske spørgsmål må her lyde, om nogle ældre bruger ble som konsekvens af de manglende ressourcer, og som konsekvens af, at det ud fra en umiddelbar betragtning synes lettest at håndtere for personalet?

Badeværelsets flydende grænser
Når man som ældre er i en situation, hvor man skal have hjælp til personlig hygiejne og pleje, sker der mange gange det, at baderummet ikke længere alene kan danne ramme om de aktiviteter, der knytter sig hertil.

Arbejdsmiljøkrav, effektiviseringskrav eller særligt svækkede funktionsevner kan betyde, at den ældre ikke kan komme ud på baderummet, og aktiviteterne ’flyder’ dermed ud over baderummets grænser.
Eksempler på aktiviteter, som overskrider den ’normale’ afgrænsning, er afføring/tis i soveværelset/stuen på bækkenstolen – beboere liftes op uden undertøj på i soveværelset – beboere køres fra badeværelse til soveværelse på en ’fyldt’ bækkenstol, bliver derefter liftet op og tørret inde i soveværelset, og derefter tilbage i seng – vask for neden, foregår i sengen i soveværelset. Disse aktiviteter karakteriseres som intime og krænkende aktiviteter.

Citat fra personale:
”Når hun kommer på badeværelset om morgenen, så har hun afføring på bækkenstolen, og så bliver hun fragtet tilbage til stuedelen og bliver liftet op der og tørret. Så man slæber simpelthen hele toilettet ind i stuen, for at sige det helt konkret. Og det der med at få bækkenstolen med afføring ind i stuen, det er jo ikke… altså det gør vi andre jo heller ikke.”

I plejeboligen ser vi altså, at aktiviteter, som ’normalt’ hører baderummet til, rykker udenfor dets grænser, og som konsekvens heraf, risikeres det man kan kalde et etisk skred.

Citat fra ergoterapeut:
”Man skal overveje etikken i at køre folk rundt uden tøj på i deres egen lejlighed. Man skal i hvert fald spørge borgeren, om det er ok. Men det er sådan nogle af de der etik-skred, som der sådan sker, når man går fra sit eget toilet til man kommer på plejecenter.”

Oplevelsen af ’det kan jeg stadig’
I arbejdshverdagen på plejehjemmene er ovennævnte situationer rutinemæssigt indrettet og noget, man gør i en skemalagt struktur. For mange beboere opleves de dog som krænkende, da de ’bryder’ med normerne for, hvor man gør hvad og med hvem. Yderligere forstyrres beboerens oplevelse af ’normalitet’ og i den sammenhæng følelsen af ’det kan jeg stadig’.

Hjem versus arbejdsplads
Badeværelsets flydende grænser samt organiseringen af hjælpeprocessen omkring ’det rene’ og ’det urene’, udfordrer beboerens oplevelse af hjem. Ligeledes gør arbejdsmiljø-hensyn og institutionsdynamikker. I overgangen fra hjem til plejehjem sker ofte det, man kan kalde et ’brud’ med beboerens hjemlige rutiner og mønstre. Mange mister genkendeligheden ved badeværelset, da konteksten; badeværelset ændrer sig. Særligt ældre, hvis kognitive funktionsevne er svækket, har behov for at kunne tyde situationer og aktiviteter ud fra konteksten.

Citat fra ergoterapeut:
”Altså for nogen, det ser vi jo derhjemme, når vi kommer hjem og træner med folk – der er jo nogen, de kan jo simpelthen nærmest i blinde krabbe sig hele vejen langs væggen og ud på badeværelset, sætte sig ned og gøre de ting, de skal (…) Men det er et stort problem, man ser i de skift [når de flytter på plejehjem], at folk taber de gamle vaner og rutiner, og det er svært at lave nogle nye, så der skal de støttes godt for at få nogle hensigtsmæssige nye vaner.”

Privathed
At ens hjem bliver til en arbejdsplads kommer også til udtryk i kraft af fælles tøjvask og storindkøb. Tøj og diverse produkter transporteres dagligt ud og ind af de mange boliger.
Urin-våde dyner eller sengetøj transporteres dryppende ud af lejlighederne og ned i den anden ende af huset til vaskeriet.

Citat fra personale:
”Der er ingen af os, der synes, det er særlig behageligt at skulle rende hele vejen ned med en dyne, der er drivende våd af urin – og det render hele vejen ned ad gangen”
Manglende opbevaring til bleer og andre engangsmaterialer inde i lejlighederne er en årsag til denne trafik, som for såvel beboere, pårørende og personale opleves nedværdigende.

Citat fra personale;
”De bruger jo ble de fleste, og bleer hører sig ikke til inde i stuen, tænker jeg (…) Det kommer jo ikke andre ved, hvad mor hun bruger for en størrelse i bleer, vel?”

For beboeren er det at få vasket tøj (blandet sit tøj) sammen med andres decideret ulækkert.

Overordnet, griber den kollektive præmis ind i beboernes oplevelse af hjemlighed, og logistikken omkring det fælles (vasketøj og storindkøb) er ganske ressourcekrævende.

Arbejdsmiljø og beboerens selvopfattelse
For fagprofessionelle i ældreplejen er hjælpemidler en selvfølgelighed. Hjælpemidlerne støtter personalet i deres udførelse af praksis, og støtter beboeren dér, hvor kroppen ikke længere selv slår til. Hjælpemidler opleves i plejepraksis som gode, men kan i nogle tilfælde være en barriere for den ældres oplevelse af, hvad man stadigvæk kan selv.

Særligt bækkenstolen repræsenterer dette modsætningsforhold. Bækkenstolen anvendes ofte i kraft af sin multifunktionalitet. Den sparer løft for personalet – den kan bruges både som toilet, badestol, stol og transportmiddel. Personalet ved, hvor de har beboeren og kan nemt flytte fra seng (her bruges den som kørestol), til håndvask (som stol og toilet), til bad (som badestol), og til bøjler (som hjælp til at få beboeren flyttet tilbage i kørestolen).

Citat fra ergoterapeut:
”Nogen gange er det den bedste løsning, at der står en bækkenstol inde ved sengen, andre gange kan man sige, at det er lige så relevant, at de bliver liftet fra deres kørestol og over på det rigtige toilet, og fik lov at få en oplevelse af, at det kunne man stadigvæk.”

Rollatoren, armstøtterne ved toilettet og bøjlerne på væggen, som muliggør, at man selv kan komme op og stå – er hjælpemidler som af beboerne fremhæves som gode. Disse hjælpemidler er i modsætning til loftliften og bækkenstolen redskaber/teknologier, som kan betragtes som forlængere af kroppens eget bevægeapparat.

”Den her[rollatoren], den er jeg så glad for! Den kan tage mig lige derhen i verden, jeg vil”

Selve produktets udformning og materiale spiller også en faktor i denne sammenhæng. Således markerer en bækkenstol med hårde hjul, beboerens svækkelse – og opleves fx som at sidde i en indkøbsvogn. Hjælpemidlet bliver – i denne sammenhæng – en konfrontation med éns inkompetence.

De sidste årtiers fokus på arbejdsmiljøet har i høj grad haft indflydelse på den plejekultur, vi ser i dag. Produkter og hjælpemidler bliver i stigende grad tilføjet plejeboligen med det formål at beskytte personalet mod uhensigtsmæssige belastninger – fysiske som psykiske.

Et godt arbejdsmiljø er vigtigt for personalets arbejdshverdag, og i denne sammenhæng vigtig for beboeren, som har brug for deres hjælp. Udviklingen er således ikke at anfægte. Dog ser vi en afledt – og utilsigtet – konsekvens af denne udvikling, hvor de produkter, som anvendes, griber ind i relationen mellem plejeren og beboeren. Man kan tale om, at arbejdsmiljøhensynet determinerer en klinisk relation mellem plejer og beboer, på bekostning af en medmenneskelig relation.

”Synes du jeg er ulækker?” – kroppen i plejen
Når vi som ældre ikke længere kan selv, bliver vi afhængige af andre mennesker, hvis optræden og anvendelse af produkter, griber ind i vores selvopfattelse.

Engangshandsker anvendes dagligt i alle situationer.

Citat fra personale:
”Jeg bruger handsker til alt. For at beskytte mig selv. Jeg passer meget på mig selv – det gjorde jeg ikke for 5 år siden.”

Ud over handsker så anvendes sprit, og nogle steder anvendes røgmasker for at beskytte personalet, når de skal ind hos beboere, som ryger. Personalet går yderligere i uniformer, da uniformerne er lavet af et hygiejnisk korrekt materiale.

Rationalet er at beskytte personalet for derigennem at beskytte beboere mod andres bakterie. Konsekvensen kan dog være en oplevelse af at være et uvæsen, man skal beskyttes i mod.

Citat fra personale:
”Jeg har oplevet en beboer sige til mig: ’Hvorfor har du handsker på? Jeg er jo ikke beskidt”
Heri består et dilemma mellem at beskytte mod bakterier og samtidig drage medmenneskelig omsorg for mennesker, som oplever sig selv og verden gennem sanseindtryk – dels via huden, som er kroppens største sanseorgan, dels gennem den taktile sans, som stimuleres via berøring. Det kliniske hensyn til kroppens tilstand kommer her til at stå i vejen for de psykologiske og emotionelle elementer af samme.

Citat fra personale:
”Jeg har faktisk været udsat for en, der spurgte, om ikke jeg ville tage handskerne af, fordi hun synes det var upersonligt – hun kunne ikke mærke mine hænder. Hun kunne ikke mærke, at jeg gjorde hende i stand.”

For plejepersonalet kan ’den kliniske relation’ også være en barriere for deres oplevelse af at udføre formålet med sit arbejde:

Citat fra personale:
”Nok er vi professionelle, men der skal også være en vis… beboeren skal også føle, at vi kan lide det, kan man sige. Hvis du ikke vil røre dem på den måde, jamen så tror jeg som menneske, at man begynder at føle sig mindre værd – Hvad er der galt med mig? – Hvorfor vil folk ikke røre mig?Så der ligger da noget velvære i det, noget omsorg. Det er en form for kærlighed, du viser på den måde – at jeg kan godt lide dig, altså. Og den er da enorm vigtig.”

Nye løsninger bør naturligvis overholde eksisterende lovgivning, men vi skal være opmærksomme på, hvordan arbejdsmiljøets beskyttelse af plejerne har konsekvenser for beboerens selvopfattelse som menneske, og i forlængelse heraf – oplevelsen af værdighed i hygiejne og plejesituationer – samt for personalets følelse af at udføre et godt og empatisk stykke arbejde.

Indsigterne repræsenterer et mulighedsrum for fremtidig udvikling af mere empatisk plejehjems-design.

Potentialet er afhængigt af to ting:

  • En boligindretning på plejehjem der muliggør, at aktiviteter og opgaver i relation til personlig pleje og hygiejne kan rykke tilbage i baderummet
  • At såvel det relationelle som det processuelle aspekt inddrages som kvalitetsparameter, hvis man vil understøtte beboerens oplevelse af værdighed og velvære undervejs i hjælpeprocessen, og som resultat af samme.

Ved yderligere interesse kan henvendelse ske til Mie Bjerre på mb@copenhagenlivinglab.com

Mini-CV

MieBjerrejulielyngehall

Mie Bjerre er etnolog og partner i Copenhagen Living Lab, som bl.a. tilbyder inspirationsoplæg og workshops til alle, der ønsker at medvirke til udviklingen af empatiske plejehjem – fagprofessionelle ledere og medarbejdere som arkitekter, bygherrer og teknologiske løsningsleverandører.

Julie Lynge Hall er pædagogisk antropolog og innovationskonsulent i Copenhagen Living Lab. Julie har de sidste 5 år lavet undersøgelser og analyser på plejehjem med et mål om at øge livskvaliteten for den ældre, og samtidig reducere omkostningerne i det offentlige. Julies fokuserer særligt på hvordan institutionelle dynamikker sætter sig igennem og former vores samværsformer og handlinger.

Af Ulla Kabbelgaard, Klinisk Sygeplejespecialist, Kontinenssygeplejerske, SD, Leder af Børneinkontinensklinikken Storstrømmen Sygehus Næstved
Kilde: KontinensNyt 1, 2006 s. 18-21

uddragicon50px

Dette er et uddrag af artiklen ‘Hvorfor gode toiletforhold betyder så meget for børn’
Download hele artiklen

Afføringsinkontinens
Ligesom vandladningsfunktionen kan også tarmfunktionen gå i uorden.

Ca.1 – 2% af børn under 10 år har problemer med afføringsinkontinens. Det ses 3 gange så hyppigt hos drenge som hos piger.

Afføringsinkontinens er et meget stort problem for barnet, der ofte føler lavt selvværd og manglende forståelse fra sine omgivelser. Bebrejdelser og måske endda staf er ikke en usædvanlig oplevelse for nogen børn.

Hos langt de fleste børn med afføringsinkontinens er der ikke sygdom, der ligger til grund for problemet. Barnet bør dog undersøges, så sygdom kan udelukkes, så relevant og hurtig behandling kan sættes i gang.

Der kan komme uorden i afføringsmekanismerne af flere grunde, her skal blot kort nævnes nogle:

  • Dårlige spise- og/eller drikkevaner
  • Dårlige toiletvaner, hvor afføringstrangen gang på gang undertrykkes. Det medfører, at barnet bliver forstoppet og har svært ved at komme af med afføringen.

Når barnet bliver forstoppet eller undlader at gå på toilettet, når trangen melder sig, hober afføringen sig op lige inden for endetarmsmusklen. Normalt skal der kun være afføring her, lige før man går på toilettet. Lukkemusklen ved endetarmen er kun en ganske lille muskel. Det betyder, at når afføringen står lige indenfor, kan musklen ikke holde tæt når barnet er i fysisk aktiv som ved f.eks. løb, leg, latter og lignende. Musklen er nødt til at “slappe af” ind imellem, og så kommer der afføring af variabel mængde i barnets underbukser.

At barnet får disse uhensigtsmæssige afføringsvaner kan skyldes flere ting som fx:

  • Nedsat væskeindtag
  • Dårlige madvaner/spisevaner i forbindelse med fx sygdom
  • Angst for toilettet efter toilettræning
  • Angst for at benytte fremmede toiletter som fx i skolen
  • Dårlige toiletforhold mm.

Mange forældre bliver forståeligt nok fortvivlede over, at deres barn har afføringsinkontinens. Det er derfor vigtigt, at vide at børnene sjældent selv vælger at have afføring i bukserne – og at barnet trænger til hjælp og støtte til at komme ud af den dårlig cirkel, de befinder sig i.

14,5% at børnene i Børneinkontinensklinikkens undersøgelse henvendte sig med afføringsinkontinensproblemer.

pelle2006

Interview: Som barn var Pelle lukket ude af det sociale fællesskab – fordi han lugtede

Af Randi Krogsgaard cand.psych. & journalist
Kilde: KontinensNyt 3, 2006, s. 15-17

Download hele artiklen

– Jeg har aldrig kunnet sidde på toilettet, uden af det gjorde ondt, fortæller Pelle Ursin. Gennem hele barndommen led han af afføringsinkontinens eller encoprese, som det hedder på latin. Da Pelle var 14, blev han kureret, og i dag har han ingen problemer med at holde på afføringen. Men oplevelserne i barndommen satte sine psykiske spor.

– Jeg blev hurtigt utryg og kunne ikke koncentrere mig, fortæller han.

– Jeg blev speciel med specielle tendenser, fx var jeg kronisk løgner. Jeg løj om alt muligt forskelligt. Jeg fortalte bl.a. om oplevelser, som ikke passede. Det var fordi, jeg var afskåret fra verden uden for og skabte derfor min egen virkelighed. Familien rystede på hovedet af mig, fordi de ikke kunne tro på det, jeg sagde.

Encoprese bliver misforstået
Frem til 14-års alderen var Pelles hverdag præget af, at han ikke kunne kontrollere sin afføring. Det førte mange ting med sig i form social isolation, mobning, ensomhed, uforstående lærere, konsultationer hos en psykolog og en adfærd, han selv beskriver som sær. I dag er Pelle 18 år og går på Teknisk Gymnasium. Han er kommet ud af den isolation, som afføringsinkontinensen medførte. Han har masser af venner og sidder i bestyrelsen for Erhvervsskolernes Elev Organisation. Pelle fortæller sin historie i håbet om at kunne hjælpe andre i samme situation. Det er hans oplevelse og erfaring, at børn med afføringsinkontinens bliver udelukket, misforstået og fejlbehandlet – og at det sætter dybe spor i sjælen.

Har brug for at være mig selv
– Jeg har det godt i dag, fortæller Pelle, – men tidligere skulle der ikke meget til, at jeg græd. Da jeg var 12 år, holdt jeg op med at græde og gemte mig bag en skal. Mit problem i dag er, at jeg oplever mig selv som følelseskold – at jeg ikke føler det samme som andre unge. Og jeg har meget brug for at være alene – det er ikke rart, for det kan en kæreste fx ikke altid forstå.

Jeg lugtede
Afføringsinkontinensen (encopresen) startede, da Pelle var i børnehavealderen. Han havde i virkeligheden en kronisk forstoppelse, som medførte, at han aldrig vidste, hvornår han skulle på toilettet. Han kunne ikke mærke sin muskulatur og mærkede derfor ikke, når han fik afføring i bukserne.

– Andre lagde mærke til det, før jeg selv gjorde, beskriver han – for jeg lugtede. Pelle husker, hvordan han i de små klasser sad på en stol, og at ingen ville tale med ham. Husker, hvordan han tog hjem for at skifte tøj, eller måtte have skiftetøj med i skole, som de andre børn fandt i tasken og drillede ham med.

Ingen fik noget at vide
– Jeg gik på en lilleskole indtil 4. klasse, fortæller Pelle. Han fortalte sine lærere om sit problem, men de forstod ikke problemets alvor og fortalte hele klassen, at Pelle ikke kunne holde på afføringen. Fra 4. klasse gik Pelle på den lokale kommuneskole, hvor han oplevede lærerne som mere forstående, og hvor han fik et par venner. Heraf var en af dem så tæt på, at hans forældre blev orienteret om afføringsproblemet (encopresen). Det var ellers ikke noget, Pelle og hans familie udbredte sig om til alle og enhver. – Det var tys, tys, siger Pelle. Ingen fik noget at vide.

Skulle slås
Pelles forældre kæmpede i flere år for, at han kunne få en eller anden form for hjælp. Familien fik i første omgang tilbudt psykologbehandling, men det var ikke nogen succes.

– Jeg har altid tænkt meget over mit problem, og jeg mener ikke, at det var psykisk betinget, siger Pelle. Psykologsamtalerne, som foregik, da Pelle var 8-9 år, blev en bizar oplevelse. – Psykologen mente, at min afføringsinkontinens skyldtes aggression mod mine forældre, fortæller Pelle. Forældrene er skilt, og familien lever som skilsmissefamilie sammen i et hus med to lejligheder. Faren bor i stuen og moren på 1. sal med sin kæreste. Pelle, hans to år ældre bror og lillesøster bor i hele huset.

– Mine forældre skulle ifølge psykologen tillade, at jeg fik afløb for mine “aggressioner”, siger Pelle og beskriver, hvordan forældrene blev instrueret i at slås med ham. Slåsseriet gjorde ikke stemningen bedre, mener Pelle, der heller ikke oplevede, at det hjalp. Pelle blev i stedet mere og mere forpint og ensom. Han holdt sig til sine få venner, og i fritiden spillede han rollespil i en nærliggende skov.

Medicinsk afdeling
Pelles forældre fortsatte kampen for at få hjælp, bl.a. forsøgte de gennem flere år at få Pelle i medicinsk behandling. Da han var 12-13 år, lykkedes det endelig forældrene at få ham indlagt på en medicinsk afdeling i 3 uger. De to sidste uger var Pelle dagpatient.

– Behandlingen bestod i, at personalet hele tiden huskede mig på, at jeg skulle gå på toilettet. Det hjalp, mens jeg var indlagt, men da jeg kom ud igen, fik jeg tilbagefald. Jeg talte også med en psykolog i den periode og kom med i en gruppe med andre, der havde samme problem, fortæller Pelle.

Afføringsmidler
– Da jeg var 14 år, var der en læge på medicinsk afdeling, der – ikke ‘gad os mere,’ beskriver Pelle. Hun sagde, at mit psykiske problem med encopresen havde en fysisk årsag, og at jeg skulle have renset systemet, så min forstoppelse blev behandlet. Pelle fik afføringsmidler og tabte sig 2,5 kg. Herefter blev han trænet i at kunne mærke, når han skulle have afføring. – Jeg trænede i at gå regelmæssigt på toilettet, så jeg kunne mærke, hvordan det føltes. Forklaringen på, at jeg ikke kunne mærke, når det kom var, at musklerne i tarmen var blevet svage, fortæller han.

Ond cirkel skulle brydes
– Efter at jeg blev kureret for afføringsinkontinensen, har jeg lært at forstå mig selv bedre, siger Pelle. Via internettet har han fundet information om, hvordan man betragter encoprese fx i USA og i England. – Her ser man på det som en fysisk sygdom med en psykisk overbygning, fortæller han. – Som jeg ser det i dag, så var jeg havnet i en ond cirkel. Jeg havde behov for at få behandlet min forstoppelse allerede som dreng, samtidig med at jeg fik støtte fra en psykolog.

Erfaringerne fra en barndom præget af afføringsinkontinens (encoprese), har givet Pelle en god fornemmelse for, hvordan andre mennesker har det. – Jeg er empatisk og kan forstå andre mennesker. Jeg vil gerne bruge mit liv på at hjælpe andre, der føler sig uden for, slutter han.

Fakta om afføringsinkontinens

  • Afføringsinkontinens bliver ofte betragtet som psykisk betinget, men er primært (i 80% af tilfældene) resultatet af en ond cirkel, der starter med forstoppelse fx pga. smerter i forbindelse med afføring
  • Børn med afføringsinkontinens har det dårligt psykisk
  • 15.-20.000 danske børn i skolealderen lider af afføringsinkontinens
  • Hvis tarmen ved forstoppelse er vænnet til at holde på store mængder afføring, forstyrres signalerne til hjernen, og barnet kan ikke mærke afføringen komme
  • Behandling af afføringsinkontinens, der skyldes forstoppelse, består i at få forstoppelsen under kontrol ved at tømme tarmen. Herefter skal barnet trænes i at opfange signalerne fra hjernen og gå på toilettet i tide.

ulladue

Af Ulla Due, fysioterapeut, MS
Kilde: KontinensNyt 2, 2010, s.27

Download hele artiklen

Træning af bækkenbunden kan afhjælpe eller helt helbrede urininkontinens
Bækkenbundstræning anbefales internationalt som førstevalg til behandling af stressurininkontinens (red.: Anstrengelsesinkontinens), og det anbefales samtidig, at knibeevnen undersøges i forbindelse med undersøgelsen af kvinder med inkontinens. Man har fundet, at bækkenbundstræning kan afhjælpe eller helt helbrede urininkontinens hos op mod 50-70 % af dem, der træner. Usikkerheden ved flere studier er, at man ikke har undersøgt kvindernes knibeevne inden studiets start, og dermed kan man ikke vide, om kvinderne kniber korrekt. Hvis kvinderne var undersøgt og udredt inden, kunne man formode, at resultaterne ville være endnu bedre.

Det er ikke bevist, at bækkenbundstræning kan forebygge eller helbrede nedsynkninger. Men man må forestille sig, at en veltrænet bækkenbundsmuskulatur til en vis grad kan kompensere for skader på bækkenbundsmusklerne og skedevæggene, og dermed modvirke yderligere stræk på vævet. Hvordan trænes bækkenbundsmusklerne? Studier har vist, at personer med inkontinens ofte har nedsat muskelstyrke samt nedsat statisk og dynamisk udholdenhed. De spænder deres bækkenbundsmuskler for langsomt, opbygger ikke knibet hurtigt nok, eller kan ikke knibe på de rigtige tidspunkter. Et australsk studie viste, at inkontinente kvinder havde et uhensigtsmæssigt muskelaktiveringsmønster i forhold til kontinente (raske) kvinder. De inkontinente kvinder havde svage bækkenbundsmuskler, men prøvede at kompensere for dette ved at anvende mavemusklerne, og udviklede dermed et øget bugtryk. Forfatterne til studiet foreslår, at man altid begynder med forsigtige knibeøvelser i et genoptræningsprogram, så det korrekte muskelrekrutteringsmønster indlæres fra start. Forkerte aktiverings- mønstre gør træningen ineffektiv, og i værste fald mere skadelig end gavnlig.

Alt eller intet
Knibeøvelser er simple øvelser, som går ud på, at man lukker for endetarmsåbning, skedeåbning og urinrør ved bevidst at aktivere sine bækkenbundsmuskler.

Bækkenbundsmusklerne er spinkle muskler, og musklerne er sjældent tykkere end en finger. At knibe er en lille bevægelse, og et knib starter bagfra. Det betyder, at de fleste mennesker bedst kan mærke knibet omkring endetarmsåbningen.

Et knib går efter ‘alt eller intet’ loven, og man kan ikke beslutte, at man vil lukke for sit urinrør eller sin skede, uden at man samtidig lukker for endetarmsåbningen. Kvinder og mænd kniber på samme måde.

Hvert knib skal startes kvikt, og man skal for-søge at holde den samme spænding gennem hele knibet.

Det ultimative træningsprogram findes ikke, men det skal være simpelt. Man kan forsøge sig med 3 sæt med 10 knib i hvert sæt mindst en gang dagligt. Hvert knib holdes 10 sekunder, og der holdes en pause på 5-10 sekunder mellem hvert knib. Hold et halvt minuts pause mellem hvert sæt. Hvis man bliver meget træt, må pausen forlænges. Når man har god kontrol over knibet, kan man begynde at spænde kraftigere og efterhånden give sig selv sværere øvelser, såsom at knibe alle de gange i hverdagen, hvor man kan mærke, at trykket på bækkenbunden stiger.

nightbed

Af Mette Hornum Bing, Læge, Laila Ravnkilde Marlet, Fysioterapeut og Torsten Sørensen, Overlæge
Kilde: KontinensNyt 1, 2009 s. 16-18

Download hele artiklen

Nattetisseri er unødvendigt 1 gang, 2 gange, ja hos nogen op til 7 gange. Hver nat. Hver anden dansker på 50 år og opefter står op om natten for at for at lade vandet. Det forstyrrer nattesøvnen, går ud over livskvaliteten og forøger risikoen for faldskader. Men natlig vandladning kan der overraskende nemt gøres noget ved. Det var budskabet på årets temadage for kontinensinstruktører i Roskilde og Silkeborg, hvor Mette Hornum Bing, Laila Ravnkilde Marlet og Torsten Sørensen var på talerstolen.

”Jeg prøver at knibe, og så kan jeg blive liggende 1 til 2 timer længere, før jeg skal op og tisse. På den måde mindsker jeg antallet af gange, jeg skal op om natten. Nu er det kun én gang”, siger Sigrid på 74, der glæder sig over bedre søvn og dermed langt større overskud om dagen.

”Skal man tisse, en halv time efter man har lagt sig, ja så er det noget pjat – så er det vanen, den er galt med. Og den kan man faktisk sagtens ændre.”, siger overlæge Torsten Sørensen

Sigrid og tusindvis af andre danske mænd og kvinder vandrer hver nat frem og tilbage mellem sengen og toilettet. Men fra naturens side er det slet ikke meningen, at vi at skal lade vandet midt om natten. Vi skal sove igennem, og faktisk er der en direkte sammenhæng mellem manglende livskvalitet og natlig vandladning, påpeger gynækolog og overlæge ved Kolding Sygehus Torsten Sørensen.

”Man føler typisk tissetrang ved 500 ml. Men ekspedienten der holder sig meget længe, kan komme op på at rumme en liter, og det er alt for meget og er desuden rigtig skidt for blærens funktionsevne”, siger Torsten Sørensen.

Jo flere gange man skal op om natten for at lade vandet, jo mere går det ud over såvel helbred som livskvalitet. Humøret, kræfterne og koncentrationen forringes, og man bliver irritabel og får sværere ved at overkomme daglige gøremål, supplerer læge og ph.d. Mette Hornum Bing. Også risikoen for hjertesygdomme og dødelighed forøges, hvis man ikke får sin nattesøvn, påpeger de. Undersøgelser foretaget af Torsten Sørensen og Mette Hornum Bing viser, at langt flere end hidtil antaget kæmper med natlig vandladning – i fagsprog kaldet nykturi.

Men undersøgelserne viser også, at det er nemt at afhjælpe problemet hos langt de fleste.

Konsekvenser af natlig vandladning

  • Forringet livskvalitet
  • Dårligere helbred
  • Uoplagthed om dagen
  • Koncentrationsproblemer
  • Dårligt humør
  • Risiko for faldskader
  • Forhøjet blodtryk
  • Hjerte-kar-sygdomme.

Årsager og udredning
Kroppen er normalt så snedigt indrettet, at den producerer mindre urin om natten, forklarer Torsten Sørensen. Hypofysen i hjernen udskiller et hormon, vasopressin, der sænker nyrernes aktivitet om natten, men mange nattetissere producerer ikke nok af hormonet. Og det kan altså forårsage de mange toiletbesøg om natten.

Men et stort antal nykturi-tilfælde skyldes simpelthen ’bare’ dårlige vaner. For meget kaffe for sent på aftenen kan sagtens være synderen. Det kan også skyldes overaktiv blære, dvs. at blæren melder sig fuld uden at være det. Men helt andre årsager kan også spille ind.

Ved udredningen er der en lang række forhold, som er vigtige at holde øje med, siger fysioterapeut Laila Ravnkilde Marlet, der i sit masterstudie har set nærmere på årsager til, samt indvirkninger og løsninger på nykturi.

Først og fremmest er det væsentligt at få udfyldt væske- og vandladningsskemaer, så man kan få kortlagt adfærd, mængder og intervaller. Dernæst er det vigtigt at se på hormonbestemte aldersforandringer, medicinforbrug, generel fysisk og psykisk tilstand, irriteret blære, forstørret prostata hos mænd, dårlige vaner, som fx at man tisser for en sikkerheds skyld, nu man alligevel er vågen, eller at man ikke får tømt blæren helt inden natten.

Også blærebetændelse, natlig polyuri, natlige vejrtrækningsproblemer og obstruktiv søvnapnø bør der i nogle tilfælde undersøges for nævner de tre specialister.

Knib og sov videre
En stærk bækkenbund er imidlertid afgørende næsten uanset hvad. Bækkenbunden understøtter blæren og dermed også blærefunktionen, som igen påvirker de signaler, der sendes til hjernen. Derfor er bækkenbundstræning og knibeøvelser en væsentlig måde at træne blæren til at holde igen med signalerne om natten.

Hvis man kan knibe sammen og lægge sig om på den anden side og sove videre i stedet for at gå ud og tisse, kan man dermed til en vis grad lære at undertrykke refleksen og få sin nattesøvn, siger Torsten Sørensen.

Mange faldskader på turen til toilettet
Laila Ravnkilde Marlet påpeger desuden, at der er en hidtil overset sammenhæng mellem nykturi og faldskader. Når man halvsovende famler sig vej til toilettet, sker der ofte faldulykker, ikke mindst hos ældre mennesker.

Man snubler i tæppet eller over dørtrinet, og nogle lader være med at tænde lys, fordi de ikke vil vågne for meget. Andre kan ikke lige finde deres briller og falder eller støder derfor ind i ting undervejs, siger Laila Ravnkilde Marlet, der har skrevet en masterafhandling om emnet.

Så nykturi fører mange andre skavanker med sig, der alt i alt er både livskvalitetsberøvende og samfundsøkonomisk uholdbart.

Gode råd

  • Undgå at drikke de sidste 2-3 timer af dagen
  • Fortag knibeøvelser, når vandladningstrangen melder sig
  • Sørg for at tømme blæren helt, inden du skal sove
  • Få undersøgt hvad der er årsagen til de natlige toiletbesøg.

Natlig vandladning hos voksne
– hvad er normalt?

  • 1 1⁄2 liter væske om dagen er et normalt væskeindtag (inkl. kaffe, te mv.)
  • Væskeindtag og vandladning svarer nogenlunde til hinanden
  • Vi tisser normalt 6-7 gange i døgnet
  • Om dagen tisser vi hver 3.-4. time
  • Vandladningen om morgenen er på op til 5-6 dl.
  • Vandladningen om dagen er på 2-3 dl.
  • Den natlige urinproduktion er normalt 35% af den samlede døgnproduktion.

Årsager til nattetisseri
Man drikker for meget om aftenen – og kaffe, te og alkohol er desuden vanddrivende. Nogle har en overaktiv blære, hvor blæren for tidligt melder at den er fyldt.

Mangel på vasopressin, som er det hormon, der hæmmer nyrernes aktivitet om natten.

Dårlige vaner med at tisse for ofte. 6-7 gange i døgnet er det normale. Der skal om dagen helst gå 3-4 timer mellem hvert toiletbesøg, dog afhængigt af, hvor meget man drikker.

Hos mænd er en forstørret prostata med til at øge antallet af toiletbesøg, idet prostataen trykker på blæren, så der er mindre plads til urinen.

Udredningens mange vinkler
En række vinkler kan være med til at kortlægge og dermed afhjælpe nykturi-tilfælde:

  • Registrering af søvnrytme og søvnlængde
  • Kortlægning af årsager til, at personen vågner om natten
  • Væske-vandladnings-skemaer
  • Natlig polyuri (øget urinproduktion om natten)
  • Kombination af polyuri og overaktiv blære
  • Forekomst og analyse af eventuelle smerter
  • Fysisk samt psykisk tilstand
  • Undersøgelse for overaktiv blære
  • Undersøgelse for nedsat blærekapacitet
  • Observation af obstruktiv søvnapnø
  • Kortlægning af medicinforbrug og -indtag
  • Eventuelle inkontinens diagnoser
  • Blærebetændelse
  • Væskeindtag og vaner i timerne inden natte søvnen
  • Bækkenbundsstyrke.

Kilde: SCA. Tekst redigeret af redaktionssekretær Aase Randstoft, Kontinensforeningen.

sleepingbaby

Af Marianne Glavind-Kristensen, Afdelingslæge, ph.d.
Kilde: K-Nyt 3, 2011, s. 16-18

Download hele artiklen

Efter en fødsel kan man få problemer med at holde på afføringen, men det er heldigvis sjældent, at det bliver et permanent problem. Det er vigtigt, at man ikke bliver flov over problemet og fortier det. I stedet skal man kontakte læge, for der kan gøres noget ved det.

Analinkontinens er defineret som ’ufrivillig afgang af luft, tynd afføring eller formet afføring, som udgør et socialt eller hygiejnisk problem’. Det er en meget bred definition, som fx ikke rummer noget om hyppigheden af inkontinensepisoderne. Der er stor forskel på, om man ind imellem har problemer med at holde på luft, eller om man dagligt har problemer med at holde på formet afføring. Fordi definitionen er så upræcis, er det svært at gøre op, hvor mange der har behandlingskrævende analinkontinens efter en fødsel.

Hvordan påvirker fødslen endetarmen?
Endetarmens evne til at tilbageholde luft og afføring er et komplekst samspil af mange faktorer (se figur 1). I forbindelse med graviditet og fødsel belastes bækkenbunden, så det kan være sværere at knibe sammen omkring endetarmen. Derudover kan der ved en fødsel ske skader på endetarmens blodkar og nerveforsyning, så endetarmens funktion forstyrres. Størst risiko for analinkontinens har man dog, hvis der ved fødslen kommer en bristning af endetarmens lukkemuskler – ringmusklerne.

Figur1-rings

Omkring endetarmen er der en indre og en ydre ringmuskel, som i fællesskab hjælper til at tilbageholde luft og afføring. Skeden og ringmusklerne er adskilt af mellemkødet, der kun er få cm bredt (se figur 2).

Når man føder et barn gennem skeden bliver vævet udspilet og mange fødende får en bristning i mellemkødet. Hos ca. 3-4 % af alle fødende går bristningen så langt ned i mellemkødet, at lukkemusklerne bliver revet over. Denne type bristning kaldes en sphincterruptur. Risikoen for bristning af lukkemusklen er størst, hvis man føder for første gang, føder et stort barn, barnet bliver taget med sugekop eller man får et ’klip’ i mellemkødet.

Bristning i ringmusklen
Hvis lukkemusklen brister ved fødslen, bliver den syet af en læge på fødeafdelingen. I dagene efter fødslen er det vigtigt at undgå at blive forstoppet. Man anbefaler derfor behandling med et mildt afføringsmiddel, som medfører færre smerter, når man skal af med afføring, hurtigere normalisering af tarmfunktionen og hurtigere udskrivelse fra sygehuset. Hvis man får lidt for meget afføringsmiddel kan afføringen blive for tynd, og det kan være svært at holde på den de første dage efter fødslen. Det kan også være, at man kun kan holde på afføringen, hvis man er lige ved siden af toilettet, fordi man kun kan tilbageholde afføringstrangen i meget kort tid. Dette kaldes urgency og er et karakteristisk tegn på påvirkning af den ydre lukkemuskel.

Analinkontinens lige efter fødslen
Selvom man ikke har haft sphincterruptur, kan det være svært at holde på luft og måske afføring lige efter en fødsel. Men undersøgelser tyder på, at kvinder med bristning i ringmusklen har cirka 3 gange så stor risiko for analinkontinens 6 uger efter en fødsel sammenlignet med kvinder uden denne type bristning. Symptomerne bedres over tid, og efter 6 måneder er risikoen kun knap dobbelt så stor.

Hvis man indenfor de første tre uger efter bristning af ringmusklen har problemer med at holde på formet afføring eller har voldsom urgency, kan det være tegn på, at syningen i ringmusklen er sprunget op, eller at musklen ikke heler, som den skal. Man skal derfor kontakte sit fødested, så man kan komme ind til en undersøgelse. Indenfor de første 3 uger efter en fødsel kan ring- musklen nemlig sys sammen igen med gode resultater.

Hvis man får afføringsinkontinens eller voldsom urgency efter en fødsel uden bristning i ringmusklen, er det ligeledes vigtigt, at man kontakter sit fødested. Nogle gange sker det nemlig, at man ikke opdager bristninger i ringmusklen ved fødslen. Men indenfor de første 3 uger kan muskelenderne samles, så man undgår varige symptomer.

Analinkontinens på lang sigt
I måneder til år efter en fødselsbristning i lukkemusklen oplever 33 % urgency. Heldigvis er det kun 2-4 %, der har problemer med at holde på formet afføring. Hos kvinder, der ikke har haft bristning af lukkemusklen, vil ca. 1 % have analinkontinens ét år efter fødslen.

Med alderen påvirkes funktionen af nerver og muskler omkring endetarmen, og dette kan medføre analinkontinens. Set over et langt liv spiller alder en langt større rolle end fødsler for udviklingen af analinkontinens. Man kan derfor heller ikke undgå analinkontinens hos kvinder ved at lave kejsersnit på alle fødende – faktisk skal man lave kejsersnit på 167 kvinder, for at undgå at én kvinde bliver analinkontinent.

Hos kvinder stiger hyppigheden af urininkontinens efter overgangsalderen, men det samme gælder ikke for analinkontinens, hvor alene alderen spiller en rolle.

Behandling af analinkontinens efter fødsel
Ved analinkontinens efter fødsel skal man have lavet en grundig undersøgelse, som inkluderer gynækologisk undersøgelse og ultralydsundersøgelse af den nederste del af endetarmen, hvor det kan undersøges, om der er skader på ringmusklerne. Finder man betydende defekter i ringmusklen hos en kvinde med analinkontinens indenfor de første 3 uger efter fødslen, bør man sy ringmusklen sammen. Denne forsinkede sammensyning af ringmusklen bør ske på en gynækologisk-obstetrisk afdeling med særlig erfaring i denne type operationer. Ligeledes bør disse afdelinger tage sig af behandlingen, hvis syningen af ringmusklen springer op og skal gendannes efter fødslen.

Er der derimod gået mere end 3 uger, er resultaterne af kirurgisk behandling ikke så gode, og man vil derfor ofte starte med anden behandling. Disse behandlinger retter sig mod flere af de andre faktorer, der spiller en rolle for kontinensen (se figur 1 på næste side).

Kosttilskud med fiberprodukter kan mindske anal-inkontinens, og dette vil ofte være førstevalgs-behandling. Desuden kan medicin, som hæmmer tarmens bevægelser, være en mulighed ved inkontinens, der skyldes tynd afføring.

Optræning af bækkenbunden efter instruktion fra fysioterapeut kan mindske analinkontinens, formentlig fordi bækkenbundens øvrige muskler trænes til at kunne knibe sammen omkring endetarmen og lukke den af. Bækkenbundstræningen kan suppleres med biofeedback, men der er ikke vist en sikker effekt af hverken dette supplement eller bækkenbundstræningen alene.

Der findes en række hjælpemidler, som kan mindske generne fra analinkontinens. Disse kan bruges sammen med anden behandling.

Hvis disse behandlinger ikke har effekt, bør kvinden henvises til funktionsundersøgelse af endetarmen og videre behandling på en mavetarm-kirurgisk afdeling med særlig interesse i analinkontinens. Man har der mulighed for at indoperere en lille pacemaker, som over korsbenet stimulerer nerverne til endetarmen og ringmusklerne. Det er en sikker behandling, som samtidig har vist lovende resultater på højde med kirurgisk rekonstruktion af lukkemusklen.

Hvis der er åbenlyse defekter i ringmusklerne, defekter i mellemkødet og betydende afførings-inkontinens, kan man overveje at operere og rekonstruere ringmusklen. Gennemsnitligt bliver ca. 70-80 herved kontinente, men effekten synes at aftage over tid, så kun ca. 50 % er kontinente efter 5 år.

Hvad med næste fødsel?
Hvis man har fået inkontinens for afføring eller svær urgency i forbindelse med en fødsel og har fået varige gener trods behandling, vil man som udgangspunkt blive tilbudt planlagt kejsersnit ved en ny graviditet. Hvis man derimod har haft en ringmuskelskade, som er helet uden problemer, vil man som udgangspunkt anbefale fødsel gennem skeden. Risikoen for at få en bristning af ringmusklen også ved næste fødsel er ca. 4-7 %, hvilket svarer til risikoen for en førstegangsfødende. Flergangsfødende uden tidligere ringmuskel bristning har derimod en lavere risiko for denne type bristning. Valg af forløsningsmåde afhænger i sidste ende dog også af kvindens ønsker.

Nyttige links
Hvis du vil vide mere om fødsler og analinkontinens, kan følgende links være til hjælp:

www.gynzone.dk/kvinde-liv inklusive hjælp til genoptræning
www.dsog.dk/sandbjerg/Sphincterruptur_2011.pdf – indeholder også patientvejledning

Om forfatteren
Marianne Glavind-Kristensen
f. 1968
Afdelingslæge, ph.d. ved Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling Y, Aarhus Universitetshospital, Skejby. Tilknyttet det Urogynækologiske team.
Kandidat fra Aarhus Universitet 1995.
Ph.d. ’Modstandsarteriers funktionelle egenskaber i relation til ovariefunktion, NO og vasoaktive farmaka’. Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, 2001.
Speciallæge i Gynækologi og obstetrik 2008.
Formand for styregruppen for Hindsgavl Gynækologiske Guide-lines under DSOG. Tidligere formand for kursusudvalget i DUGS.
Del-tovholder for Sandbjerg/Hindsgavl guideline om ’Sphincterruptur ved vaginal fødsel: behandling og opfølgning’.

AnalFigur-2
Computerspil, rådgivning og klinikker er fremtiden for tabubelagt lidelse

Af Gitte Weinreich, Sygeplejerske
Kilde: KontinensNyt 2, 2009, s. 35-37

Download hele artiklen

Analinkontinens er et problem, som berører omkring 1-2% af den voksne befolkning i Danmark. Hvilket svarer til omkring 60-120.000 mennesker. Analinkontinens har en stor negativ effekt på patientens fysiske og psykiske situation. Denne lidelse har ofte stor indflydelse på patienternes sociale liv. Analinkontinens er socialt uacceptabelt, tabubelagt og patienterne ofte er meget flove over deres problem. Ovenstående er nogle af grundene til at denne patientgruppe ofte har svært ved at søge professionel hjælp. Mange søger først hjælp-en efter mange års lidelse med analinkontinens, mens andre lever ubehandlet, en gruppe som vi aldrig ser.

Hvad skal der til for at gøre behandlingen af en overset gruppe patienter, som lider af analinkontinens og det tabu der ofte følger, bedre?
En løsning kunne være etablering af særlige inkontinensklinikker, som det kendes fra udlandet. Som inspiration har vi været på flere besøg på Sct. Marks Hospital i London. Efter deres model, åbnede vi ”Inkontinens-klinikken” i september 2005 på Herlev Hospital. I klinikken er vi ansat to sygeplejersker, hvilket gør, at både patient og behandler kender hinanden fra gang til gang, og derved sikres intimitet og kontinuitet i behandlingen. Ideen med denne klinik er, at en stor del af patienterne kan behandles uden kirurgi, alene ved træning og afføringsregulering.

Direkte henvisning
Patienter henvises direkte fra deres praktiserende læge til behandling i Inkontinensklinikken. Behandlingen består af 5 besøg efterfulgt af et 6 mdr.’s kontrolbesøg. Hver patient bliver behandlet ambulant hver 6. – 8. uge, og hver individuelle besøg varer mellem 40 – 60 minutter. Ved første besøg spørges patienterne, om der har været afføringsændringer af varighed over 4 uger, og om patienten har observeret blod eller slim i afføringen. Er dette tilfældet, henvises patienten direkte til en af afdelingens kirurgiske speciallæger til nærmere udredning, ellers startes behandling direkte ved sygeplejerskerne i Inkontinensklinikken.

Ved første besøg opstartes også en analfysiologisk journal. Patienten informeres om kost og medicinske råd, behandling med evt. stoppende eller afføringsregulerende midler, samt instruktion i bækkenbunds- øvelser. Instruktionen i bækkenbundsøvelser er baseret på visualisering og træning med et software program fra Medtronic, som giver mulighed for, at patienterne kan ”spille Playstation” med bækkenbunden (se fig 1).

For at lære patienterne at knibe rigtigt med bækkenbunden, er patienten placeret i en vandret position mens elektroder er sat til computeren. Elektroderne placeres lige uden for anus, kl 3 og 9. Yderligere placeres en abdominal elektrode på patienten, for at sikre, at patienten ikke bruger mavemusklerne, mens bækkenbunden trænes. Patienten følger sine knib på skærmen, mens kliniksygeplejersken sidder ved siden af og underviser i korrekt knib med bækkenbunden. For at sikre at patienten træner i den stilling, hvor de bedste knib er, kan patienten testes både liggende, siddende og stående. Programmet består af en kombination af styrkeknib, (hvor patienten kniber med maksimal kraft i 4 – 5 sek.),  udholdenhedsknib, (hvor patienten kniber  halvt op og holder knibet i 10-20 sek.) og hurtige knib (hvor patienten kniber hurtigt og kraftigt i 1 sek.).

Programmet
Klinikkens standardprogram er som følger:
5 styrkeknib, 5 udholdenshedsknib og 5 hurtige knib. Der trænes 10 x 15 knib dagligt. I alt 150 knib dagligt i de måneder optræningen/behandlingen finder sted. Det er nu patientens eget ansvar, at få trænet optimalt til næste besøg i klinikken. Sygeplejerskerne kan dog altid træffes på telefon i dagtiden, hvis patienten er i tvivl om noget eller blot har brug for motivering eller råd.

Ender forløbet i Inkontinensklinikken positivt, dvs. patienten er kontinent for afføring efter 5 besøg, skal patienten herefter blot vedligeholde styrken i bækkenbunden, ved at knibe 15 knib x 3 dagligt, dvs. 45 knib dagligt.

Gennemføres forløbet ikke med succes, henvises patienten til afdelingens kirurgiske speciallæger til nærmere udredning og evt. operation.

Wexner Score
I klinikken scorer [red. måler/vurderer] vi patienterne med Wexner score og FISI (Fecal Incontinence Severity Index). Begge systemer giver et indtryk af hyppigheden af analinkontinens. Ydermere måles patienterne med Rockwood FIQL (Fecal Incontinence Qualitet of Life) score. Et målesystem som giver et indblik i patientens livsstil, mestring, selvopfattelse og flovhed over situationen.

I perioden 2005 – 2008 er 169 patienter henvist til Inkontinensklinikken. Vores behandlingssucces, dvs. opnåelse af anal kontinens, er 73%. Effekten holder også efter de 6 måneder.

Definition af succes
På nuværende tidspunkt er 47 patienter i gang med behandling. 21% er viderehenvist til afdelingens speciallæger. En lille gruppe på 6 patienter har ikke fuldendt forløbet  i Inkontinensklinikken p.g.a. død, demens, anden kirurgi, smerter eller utålmodighed.

Definition af succes i Inkontinensklinikken er, at kunne kontrollere sin afføring og derved være kontinent. Udover knibetræning suppleres selvfølgelig med diverse hjælpemidler som fx analpropper eller forskellige former for irrigation. Alt sammen noget der øger livskvaliteten, og hjælper til at bryde den sociale isolation som ofte følger med analinkontinens.

Udover vores succesrate på 73% af de behandlede patienterne mht opnåelse af kontinens, er vores vigtigste resultater en generelt øget livskvalitet. Patienterne opnår varig og signifikant forbedring i alle de målte dimensioner af livskvalitet. De målte dimensioner er livsstil, coping [red. dagligdags håndtering], selvopfattelse og flovhed (se figur 4).

Vi ved dog endnu ikke om det er bækkenbundsøvelserne, kostråd, medicinske afføringsregulerende råd, eller omsorgen, som giver patienterne en målbar ændring i deres livskvalitet. Eller om det er det – at komme et sted hvor lidelsen ikke er tabu, og hvor en stor del af patienterne for første gang kan tale ærligt og åbent om deres inkontinens, samt de følger og problemer det giver dem i deres hverdag – som reelt hjælper dem.

Efter endt forløb fortæller patienterne ofte, at det var af stor vigtighed for deres selvtillid, motivation og tro på behandlingen, at have et sted at passe ind. Et sted hvor dårlige undskyldninger og løgne ikke var nødvendige. Et sted hvor de kunne være sig selv med deres symptomer og ikke have følelsen af at være anderledes og blive set ned på.

Mange patienter spørger om mulighed for at fortsætte besøgene i Inkontinensklinikken på Herlev Hospital efter endt forløb. Vi mener på denne baggrund, at denne patientgruppe har brug for et sted, hvor det er tilladt og accepteret, at tale åbent omkring deres anal- inkontinens. Den psykologiske del af behandlingen er af stor betydning for denne patientgruppe og deres livskvalitet, og varetages bedst i deciderede klinikker, som fx:

Inkontinensklinikken
Herlev Hospital
Ringvejen 75
2730 Herlev
Tlf. 44 88 34 12

Åbningstid: Mandag-torsdag  9.00 – 15.00
Telefontid: Onsdag 13.30 – 15-00

man-and-medicine

Kilde: forbrug.dk – Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Indholdet i medicinen er det samme, det virker mod de samme symptomer og sygdomme, og det bliver udleveret på baggrund af den samme recept. Alligevel ændrer prisen sig for hver gang forbrugerne får medicinen udleveret på apoteket. Det forvirrer forbrugerne, der løbende henvender sig til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om de svingende priser.

I efterår 2011 offentliggjorde Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen et tema på forbrug.dk om medicinpriser, hvor forbrugerne kan blive klogere på, hvorfor priserne ændrer sig, hvad de selv kan gøre for at skærpe priskonkurrencen på medicin og hvorfor det kan være skiftende producenter, der sætter deres navne på pakkerne fra gang til gang.

Sådan får du den billigste medicin
Når du køber medicin, får du et personligt medicintilskud, som stiger afhængig af, hvor meget medicin du køber. Du får desuden et tilskud, hvor størrelsen er bestemt af prisen på det billigste præparat. Hvis du vælger et dyrere præparat, skal du selv betale prisforskellen.

www.medicinpriser.dk kan du tjekke prisen på din medicin:

  • Undersøg, hvilken pakkestørrelse, der er billigst
  • Tal med lægen, hvis det vil være fordelagtigt at få udskrevet en anden, billigere pakkestørrelse
  • Spørg på apoteket, når du køber håndkøbsmedicin, om der findes en billigere slags af medicinen
  • Ret henvendelse til producenten af din medicin, hvis du undrer dig over en prisforhøjelse
  • Gem dine boner fra apoteket, så du kan følge med i, hvor stort dit personlige medicintilskud er.

Mere information
Se temaet om medicinpriser på www.medicinpriser.dk

For yderligere oplysninger kontakt:
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Tlf. 41 71 50 00

oldinhome

Af Lisa Bruus Hemmingsen, Klinisk oversygeplejerske, Medicinsk Centerledelse på Frederiksberg Hospital
Kilde: KontinensNyt 1, 2006, s. 10-12

Download hele artiklen

I 90’erne konstateredes demens hos ca. 40.000 danskere. Antallet forventes at stige til 50.000-70.000 indenfor for de næste 20 år.

Denne artikel er skrevet ud fra et ønske om at give de mange ældre demente i eget hjem, samt deres nærmeste herunder de sundhedsprofessionelle, der kommer i hjemmet, en viden der øger deres indsigt og forståelse for den dementes situationen. Samtidig giver den råd og ideer, der kan være med til skabe en bedre hverdag for den demente. Hver enkel patientsituation er speciel, og artiklen kan kun give anvisninger med udgangspunkt i de erfaringer, der er gjort.

Når der tales om ældre, demens og inkontinens vil der være tale om tre mulige situationer: 1. Den ældre demente, som ud over sin demens lider af inkontinens, 2. den ældre demente der på grund af sin demens tilstand og dens symptomer udvikler urininkontinens, 3. så er der både og situationen.

Artikelen tager primært udgangspunkt i de situationer, hvor den ældre på grund af sin demenstilstand har udviklet inkontinens.

I 90’erne havde 40.000 danskere demens. Antallet forventes at stige til 50.000-70.000 indenfor for de næste 20 år. Symptomerne på demens varierer og afhænger af årsagen til og lokalisationen af den fysiske skade. Trods mange ligheder i sygdomsbilledet er der store individuelle forskelle. Eksempelvis kan begavede demente i relativt længere tid kompensere for deres mentale reduktion. Af og til oplever man at nære pårørende beskytter demente til det sidste. Det er et eksempel på en situation, som vanskeliggør hurtig hjælpeindsats. Tidligere karaktertræk kan blive forstærket. Har man i sit tidligere liv haft et roligt væsen, vil det ofte være lettere at håndtere eventuelle adfærdsforstyrrelser. Omvendt kan demente med et i udgangspunktet iltert temperament opleves  aggressiv og til tider truende overfor omgivelserne.

Hvad vil det sige at være dement?
I 1907 fandt den tyske læge Alios Alzheimer under en obduktion nogle ejendommelige forandringer i hjernebarken hos en ældre dame der før sin død led af en svær demens. Forandringerne benævntes Senil Demens af Alzheimertypen (SDAT). Forandringerne har senere vist sig at hidrøre fra degenererede nerveceller og proteinudfældninger omkring de degenerede nerveudløbere i hjernebarken.

En anden næsten lige så hyppig demensform betegnes vaskulær Multi Infarkt Dement (MID). Tilstanden opstår som følge af talrige små infarkter (blodpropper) i hjernebarken. Tilsammen udgør de 2 tilstande over 90% af de alvorlige, aldersbetingede former af demens.

Symptomer på demens
SDAT har ofte et langsommeligt sygdomsforløb og starter typisk med træthed og uoplagthed. Den ældre mister hurtigt sygdomsforståelse, men ikke sygdomsfølelse.

MID har ofte et hurtigere forløb. Sygdommen udvikler sig i ryk, hvor den demente gradvis bliver dårligere. I gode perioder kan der forekomme sygdomserkendelse, hvilket yderligere kan forværre situationen.

Ændringer i personligheden
Den ældre bibeholder ofte langt hen i forløbet personlighed, sociale interesser og kontakter. Ofte stærkt støttet af sin ægtefælle, der som tidligere beskrevet kommer til at dække over den sygdom, der er ved at udvikle sig.

Reduktion af intellektuelle funktioner
Hos den demente kan der opstå ændringer i koncentrations-, inprentnings- og orienteringsevnen samt hukommelsen. Sent i forløbet kan den ældre ikke huske nære personer og begynder måske at påkalde sin mor. Det kan være tegn på, at den ældre ønsker kontakt og vil tale om gamle dage – og måske sin mor. Det budskab bliver ofte misforstået, men den udenforstående kan forsøge at uddybe det med spørgsmålet: “Vil du gerne tale om din mor?…”

Personlighedsforfladigelse
Den demente mister evnen til at tage beslutninger, til at indstille sig på nye situationer og til at tage initiativ i hverdagen. Den ældre klarer ofte flytninger dårligt (fx fra hjem til hospital og retur).

Reduktion af sanser
Syn, hørelse, føle-, lugte- og smagssansen svækkes. Det er en del af den naturlige aldring, men forstærkes når den ældre udvikler demens. Sanserne reduceres, så den ældre f.eks. ikke selv kan fornemme sine egne lugtproblemer. Social isolation kan være en konsekvens af, at personen og lejligheden lugter af urin.

Ændringer i de følelsesmæssige områder
Den ældre demente kan pludselig begynde at græde eller pludselig få uventet latteranfald. Den demente kan blive selvcenteret og udvise ligegyldighed over for sine omgivelser, hvilket kan gå hårdt ud over en ægtefælle eller andre nærtstående pårørende. Den ældre kan udvikle en depression, og  karaktertræk kan forstærkes, fx nervøsitet og aggression.

Sammenhænge mellem demens og inkontinens
Ældre kan have mange fysiske, psykiske og sociale årsager til urininkontinens. Eksempler herpå er urinvejsinfektioner, forstoppelse, en nedsunken livmoder, en forstørret blærehalskirtel, medicin (fx vanddrivende medicin), dårlig gangfunktion (fx betinget af gigt) og svimmelhed. Eksistentielle kriser eller depression kan medføre apati og inaktivitet – og dermed inkontinens. Af årsager med relation til demens kan nævnes:

Amnesi (hukommelsesbesvær/tab). Den ældre kan måske ikke huske, hvor toilettet er og kan ikke huske, hvorfor de er der, når de er kommet der ud. I sådanne situationer er det vigtigt at støtte patienten i at spørge om, hvor toilettet nu er henne. Også selv om man er hjemme hos sig selv i vante omgivelser. Faste toilettider kan hjælpe til en bedre hverdag. Man kan eventuelt sikre sig, at blæren er tømt ved kort efter toiletbesøg atter at følge den demente på toilettet. Det, at opbygge en fast tid og rute for toiletbesøgene, indgiver den demente større ro og kan være med til at genopbygge en glemt tidligere hverdagsrytme.

Frontal dysfunktion (personligheds- og adfærdsændring). Ved denne tilstand styres handlinger ofte af impulser. Personens egen opfattelse af egne behov går forud for andres behov. Det kan føre til, at patienter med disse forandringer tisser, hvor de har lyst uden hensyntagen til omgivelserne. Da de færreste forstår, hvad der sker, er det en tilstand, der i høj grad kan medføre social isolation. Det er vigtigt, at hjælpe den demente til at indordne sig under de gælde normer og regler. Lær den ældres adfærd at kende. Uro, rastløshed og råben kan betyde, at det er på tide, at komme på toilettet. Hjælp den demente til et pænt og rent ydre og vær med til at forhindre lugtgener. Det vil øge accepten fra omgivelserne.

Afasi betyder bl.a. en manglende evne til at danne og tyde ord og sætninger. Den demente kan have svært ved at forstå informationer som fx “toilettet er længere ned ad gangen.” Nominale afasi er en manglende evne til at danne navneord. Ord som “toilet” kan erstattes af selvvalgte udtryk. De som kender den demente ved måske at et ofte volapykagtigt sprog betyder: “Jeg skal på toilettet.”

Agnosi betyder en manglende evne til at tyde og forstå komplekse sanseindtryk – fx retnings- og rumlige relationer. Visuel agnosi er evnen til at koordinere synsindtryk. Hos patienter med disse funktionstab er det vigtigt at inddrage så mange af den ældres sanser som muligt. Et toilet bliver måske først et toilet, når den demente rører ved det og sidder på det. Før blev det måske oplevet som et skib i et blåt hav repræsenteret ved det mørke badeværelsesgulvs farve, og som det var umuligt at træde ud på pga. den dybde “havet” havde.

Apraksi betyder et sammenbrud i indlærte handlemønstre. Den demente kan godt have en intakt forståelse for handlinger og vilje til at udføre dem, men fx det at tage bukserne af ved toiletbesøg er pludselig en ny og fremmed handling. Vær bevidst om, at der ikke er tale om uvilje fra den dementes side! Gør dagen enkel og ligetil. Pårørende og sundhedsprofessionelle skal være opmærksom på det besvær knapper og lynlåse kan give. Hjælp den demente med valg af tøj, der er nemt og enkelt at få af og på. Tag samtidig hensyn til den ældres personlige værdighed.

Det gode toiletmiljø
Det er vigtigt at gøre hverdagen for den demente så nem og overskuelig som mulig. Al erfaring viser, at gode toiletforhold forhindrer inkontinens i situationer, hvor den ældre fx ikke tør gå på toilettet eller bliver forvirret. Den demente  kan skabe sig et forvrænget og uoverskueligt billede af det toilet, de skal ud på. Undgå mørke gulve på toilettet. Et mørkt gulv kan opfattes som et dybt ocean, hvis man kommer fra et lyst ganggulv. Sørg for god belysning og undgå mørke nicher og kroge, der kan være angstprovokerende. Et stor rum kan virke uoverskueligt. Mange ting placeret i samme rum kan skabe forvirring og medføre andre handlinger end planen var, nemlig et toiletbesøg. Gør situationen enkel. Sørg for at trække badeforhænget for så rummet bliver mindre og mere overskueligt. Sørg for god belysning, og lad kun de ting der skal bruges i forbindelse med toiletbesøget stå fremme. Stil ikke forskellige beholdere med fugtighedscreme, shampoo, sæber o.l. frem. Læg ikke flere bunker med bleer på hylderne, men kun den ble som evt. skal bruges i forbindelse med toiletbesøget.

Den personlige hygiejne
En person og en lejlighed der lugter af gammel urin kan medføre en social isolation fra omverdenen. Det er derfor vigtigt, at den demente får en ordentlig personlig hygiejne. Det kan til gengæld være et problem, hvis den demente ikke bryder sig om at komme ud på badeværelset og i bad! Gun Aramyr har i sin bog: “Hvorfor vil Asta ikke i bad,” beskrevet sådanne situationer. En ældre kvinde ville ikke i bad; hun følte der var nogen i rummet. Man fandt ud af, at hun så sig selv i spejlet, og da hun ikke kunne genkende sig selv, troede hun, der stod en og kikkede på hende ind gennem vinduet. Efter at spejlet blev dækket til, var problemet løst.

Mange demente kan ikke lide at komme i brusebad. Det kan have mange årsager: lyden fra bruseren, vandets hårde stråler eller at man er vant til en anden form for vask. Gun Aramyr beskriver en situation, hvor en dement patient ikke ville i bad med den begrundelse, at så var man “helt uden.” Det viste sig, at hvis blot det tøj, som den ældre skulle have på efter badet, hang synligt fremme i badeværelset, var der ingen problemer.