Skam og tabu blokerer for behandling

shame

Af Maria Alstrup, Kompas Kommunikation
Kilde: KontinensNyt 2, 2009, s. 30-32

Download hele artiklen

Selvom 400.000 danskere har problemer med vandladningen, afholder de fleste sig fra at gøre noget ved problemet. I stedet tilegner de sig vaner for at leve med det. Det viser en 2008 undersøgelse.

Kontinensforeningen tog for nyligt initiativ til at lave en undersøgelse blandt inkontinente voksne danskere. Ambitionen var at tage temperaturen på, hvordan det er at leve med inkontinens i Danmark anno 2009 for dels at få medieomtale og skabe fokus på lidelsen, dels at arrangere regionale gå-hjem-møder for at styrke samarbejdet mellem lægerne i almen praksis og specialister.

Inkontinens påvirker livet negativt
Det viste sig hurtigt, at tabuet omkring lidelsen fortsat lever i bedste velgående, ikke mindst hos kvinderne. Tre ud af fire (74%) synes i større eller mindre grad, at deres vandladningsproblemer påvirker deres liv negativt. Alligevel opfinder de hellere vaner for at leve med inkontinensen, end de trodser skammen og tabuet og går til lægen for at finde den rette behandling – og få et lettere liv.

Går ikke til lægen
Undersøgelsen viser nemlig, at seks ud af ti inkontinente (59%) ikke har talt med lægen om deres problem. For godt hver fjerde (28%) af dem skyldes det, at inkontinensen ikke generer dem. Problemet er, at 31% forklarer det manglende lægebesøg med, at de ikke tror, at lægen kan hjælpe dem. Men det kan lægen. For de patienter, der har talt med deres læge, viser det sig, at lægen i langt de fleste tilfælde faktisk hjælper patienten ved at spørge ind til symptomerne, opfordre til bækkenbundsøvelser og udfylde et væske-vandladnings-skema eller blive ordineret medicinsk behandling. Dog har flere patienter oplevet, at lægen ikke tog dem seriøst (9%) eller for 13% af de spurgte lød beskeden, at de skulle se tiden an.

De inkontinente taler hellere med lægen end med deres nærmeste. To ud af tre (67%) har ikke engang talt med deres kæreste/ægtefælle om deres vandladningsproblemer, og for hver tredje gælder det, at de slet ikke har sagt noget til nogen. Kun 10% taler åbent om deres inkontinens.

Hellere toiletruter end at bryde tabuet
Tabuet og den manglende handling over for lægerne resulterer i, at de inkontinente tilegner sig vaner for at leve med lidelsen – i stedet for at gøre noget ved den. Mange planlægger således toiletruten, inden de tager hjemmefra og udvælger specifikt restauranter, supermarkeder og lignende efter, hvor der er et toilet. Samtidig går hver tredje regelmæssigt med bind eller ble.

”Inkontinens er meget tabubelagt. Mange skammer sig over lidelsen, og derfor undlader de at tale med andre om det og søge hjælp. Her er tydeligvis behov for oplysning, så folk ved, at deres læge kan hjælpe dem med at gøre livet med inkontinens lettere – eller i bedste fald helt kan afhjælpe problemet,” siger Lars Alling Møller, der er urogynækolog og klinikchef på Frederiksberg Hospital/Rigshospitalet. Han har de sidste 15 år arbejdet med inkontinente patienter og kan konstatere, at de moderne tider til trods, så har tabuet omkring inkontinens fortsat ikke rykket sig særlig meget.

Fokus i medierne
Siden undersøgelsen blev foretaget, har Kontinensforeningen i samarbejde med kommunikationsbureauet Kompas Kommunikation skabt fokus omkring inkontinens i medierne. Debatten om inkontinens har således været godt omkring fra JyllandsPosten og TV2 nationalt og regionalt til Helse, Søndagsavisen og Lægemagasinet.

7 ud af 10 patienter kan afsluttes hos lægen
Samtidig har Kontinensforeningen afholdt regionale gå-hjem-møder for de praktiserende læger og deres personale samt lokale speciallæger for at styrke samarbejdet og ruste lægerne bedst muligt til at håndtere den tabubelagte lidelse.

Mange læger deltog i møderne med stor interesse for emnet. De vidensdelte med erfaringer fra deres egen praksis, hvor det kom frem, at flere læger aktivt spørger ind til deres patienters vandladning i forbindelse med undersøgelser for livmoderhalskræft, efter fødslen og andre undersøgelser. Erfaringen her var, at det i høj grad gør det lettere for patienten at tale om deres inkontinensproblemer – og dermed få gjort noget ved det – når lægen tager initiativ til emnet i naturlig sammenhæng.

Samtidig redegjorde speciallægerne for, hvordan lægen bedst muligt håndterer de inkontinente patienter og behandler dem korrekt. Her er en grundig sygehistorie nødvendig, ligesom væske-vandladnings-skemaet giver det fornødne overblik over patientens væskeindtagelse og vandladningsvaner. Det overblik, som skemaet viser, kan i mange tilfælde alene hjælpe patienten til at forstå sit problem. Fx havde flere specialister oplevet, at patienten drak kaffe og meget væske sent om aftenen – hvorfor det var en naturlig følge, at patienten gik på toilettet flere gange om natten.

”7 ud af 10 patienter kan afsluttes hos lægen. Derfor er det efter min mening det væsentligste i almen praksis at spotte de inkontinente patienter. Vi ved, at mange inkontinente kvinder afstår fra at bestille tid hos lægen til undersøgelse for problemet. Så meget desto vigtigere er det, at lægen på eget initiativ spørger til forholdene – vel at mærke uden at sygeliggøre kvinderne. Alene at fokusere på problemet hjælper,” siger Lars Alling Møller.

HVEM har DU talt med om DIT vandladningsproblem?

  • Min læge 41%
  • Min kæreste/ægtefælle 33%
  • Min nærmeste familie 15%
  • Mine venner/kolleger 13%
  • Jeg taler frit om mine vandladningsproblemer 10%
  • Jeg har ikke talt med nogen om det 35%.

Kilde: Kontinensforeningen i samarbejde med Kompas Kommunikation.

Lægens 4 trin til behandling af inkontinente

1. Amamnese
Vær opmærksom på, at patienterne kan have svært ved at udtrykke deres problem. Spørg derfor ind til:

  • vandladning og afføring
  • seksualliv
  • andre sygdomme.

2. Gynækologisk undersøgelse
En gynækologisk undersøgelse er nødvendig for at afdække evt. andre problemer og definere blæretalje, nedsynkning, knibekraft, ømhed mm.

3. Væske-vandladnings-skema
Væske-vandladnings-skemaet er omfattende, men nødvendigt for at få et overblik over patientens indtag af væske og vandladning. 1½ liter væskeindtag er rigeligt for den gennemsnitlige dansker.

4. Behandling
Lægen kan afklare patientens behandlingsbehov, inden han/hun sender ham videre til en specialist, det være sig bækkenbundstræning, operation eller medicinsk behandling.

Kilde: Overlæge Ulla Darling Hansen, Kolding Sygehus.

Bag om undersøgelsen

  • 1.315 inkontinente danskere i alderen 20 år og opefter deltog i december 2008 i internetundersøgelsen
  • Deltagerne er demografisk bredt fordelt, selvom her er en underrepræsentation af de ældste på 80 år og opefter grundet, at undersøgelsen er foretaget på internettet. Graden af inkontinens varierer fra stressblære over blandingsinkontinens til overaktiv blære
  • Undersøgelsen viste ingen væsentlige forskelle på symptomer og demografi
  • Undersøgelse og gå-hjem-møder var sponseret af Pfizer Danmark.

Skjul ikke din inkontinens

rockclimber2

Af Kristian Bang Larsen, Redaktionen.dk
Kilde: KontinensNyt 3, 2010, s. 14-15

Download hele artiklen

I Danmark taler man ikke om inkontinens. Det er et stort problem, mener Torben Guld, der selv er inkontinent.

’Det er pokkers ærgerligt, at der fortsat er denne ”tilknappethed” omkring inkontinens. Hvorfor er det værre at få problemer med blæren, end at få problemer med synet eller hørelsen? Hvorfor ser man ikke hjælpemidler udstillet på Apoteket eller i Matas, og hvorfor skal de altid hentes frem fra baglokalet eller kælderen?’

Ordene kommer fra 56-årige Torben Guld, der selv er inkontinent. Han synes, at det er et stort problem, at inkontinens ikke er noget, man taler om. Selv har han valgt at være åben om sin lidelse.

Det hjælper at være åben
Torben Guld har haft inkontinens siden han i 2003 fik beskadiget sin blære ved en alvorlig arbejdsulykke. Lige efter ulykken var det svært for ham at acceptere, at han for altid ville have problemer med blæren.

’Jeg kunne slet ikke forholde mig til det. Jeg troede ikke, at jeg ville kunne spille badminton eller svømme mere. Når man får at vide, at man skal gå med ble resten af livet, så vil man ikke ned i et omklædningsrum igen. Det føles for pinligt og ydmygende.’

Men Torben Guld erkendte efterhånden, at han måtte lære at leve med sin inkontinens. Og så tog han en beslutning om, at sygdommen ikke skulle styre hans liv.

’Jeg ville ikke ændre på noget, så min livskvalitet blev dårligere. Og jeg tænkte, at hvis jeg valgte at være åben omkring det, så ville de blive lettere.’

For Torben Guld har det været befriende ikke at skulle skjule sin sygdom. Det har gjort det muligt for ham, at gøre alle de ting han kunne før. Han går ikke rundt og fortæller alle, at han har inkontinens, men når det er relevant, siger han det. Responsen har altid været positiv.

’Jeg har ikke fortalt det til nogen, der synes det er underligt. Tværtimod får jeg ofte et klap på skulderen,’ siger han.

Skjul ikke hjælpemidlerne
Torben Guld oplever, at inkontinens er meget tabubelagt. Det er ikke noget, man taler højt om, og mange inkontinente skammer sig, og vælger at holde deres sygdom hemmelig. Derfor får de heller ikke altid den relevante information. En del af skylden ligger hos behandlere, forhandlere og producenter.

’På apoteket bliver hjælpemidler aldrig udstillet i vinduerne, og ofte har hjælpemiddelproducenter produktkataloger, der kun har tegninger af hjælpemidler, ikke fotos,’ siger Torben Guld. Han ville ønske at flere hjælpemiddelproducenter henvendte sig direkte til forbrugerne, i stedet for kun at informere fagfolk om nye produkter.

’Hvis producenterne var mere åbne og lavede markedsføring direkte til forbrugerne, ville det også gøre det lettere for folk at finde de rigtige hjælpemidler.’

Torben Guld oplever også at læger og sygeplejersker har svært ved at tale om sygdommen, og det er med til at forstærke problemet. Han håber, at indstillingen til inkontinens snart vil ændre sig.

’Prøv engang at se hvor meget reklame der er for høreapparater eller for bleer til store børn der tisser i sengen – begge dele var for få år siden også tabuer, man ikke talte om.’

I samme båd
Torben Guld har selv prøvet at bryde tavsheden, ved at starte en selvhjælpegruppe for inkontinente. Han fik i samarbejde med Kontinensforeningen, en lokal hjælpemiddelproducent og Kolding kommune rammer og lokaler på plads for gruppen, og Kontinensforeningen vedlagde invitationer i pakker til medlemmer i nærområdet [Red.: I 2009]. Men ingen henvendte sig!

’Det ærgrede mig meget,’ siger han. ’Jeg har tit tænkt, at det ville være godt at tale med andre om det, og jeg kan ikke forstå, at folk ikke gerne vil mødes i en lukket forsamling med folk i samme båd.’

En af de ting Torben Guld synes en selvhjælpsgruppe kan bruges til, er at udveksle viden om, hvad der findes af smarte hjælpemidler. Tit har inkontinente kun den viden om hjælpemidler de har fået fra kommunen, men han har fundet ud af, at der findes meget andet derude.

’Jeg synes for eksempel, at man som inkontinent har et affaldsproblem i hjemmet, og jeg har fundet en blespand i USA til voksenbleer, som kan løse det. Det er vist den eneste der findes på markedet.’

I det hele taget er det vigtigt, at kunne tale med andre i samme situation, når man bliver inkontinent. Torben Guld har selv savnet ligesindede at tale med, og nu hvor han har lært, hvordan man får et godt liv med lidelsen, vil han gerne dele ud af sine erfaringer.

’Jeg syntes, at jeg er meget åben omkring min lidelse og vil meget gerne hjælpe og vejlede andre, såfremt de ønsker at møde en i samme båd,’ slutter han.

Stamceller og nedsynkning

stemcells

Af Marie Bønnelycke, Læge & Klinisk Assistent, Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Herlev Hospital
Kilde: KontinensNyt 3, 2010, s. 22-23

Download hele artiklen

Baggrund
Nedsynkning/fremfald af skede, livmoder og/eller endetarm (genital prolaps) forekommer i varierende grad hos op mod halvdelen af alle kvinder over 50 år. Forekomsten afhænger af, hvilken definition man lægger til grund. Hyppigheden af tilstanden stiger med stigende alder. Genital prolaps kan medføre blære- og tarmsymptomer, mekaniske gener, seksuelle problemer og nedsat livskvalitet.

Genital prolaps skyldes ændringer af vævet i bækkenbundens muskel-, binde- og nervevæv. Den præcise årsag til genital prolaps kendes ikke, men fødsler, stigende alder og fedme indebærer en øget risiko.

Problemet med de kendte operationsmetoder af genital prolaps er, at der er en relativ høj risiko for tilbagefald. For at forbedre resultatet af operationen har man afprøvet forskellige operationsteknikker. Især i udlandet har man forsøgt med at indoperere forskellige typer net til forstærk- ning af vævet. Et net kan for eksempel bestå af polypropylen; et kunststof som kendes fra fremstilling af plasticposer.

Brugen af net er indført stort set uden at effektivitet og sikkerhed er blevet dokumenteret. Man anslår, at risikoen for komplikationer ved at indoperere net, udgør cirka 10 %. Komplikationerne omfatter eksempelvis manglende heling af operationssåret, sårdannelse, forøget arvævsdannelse medførende skrumpning af skeden og smerter.

Om stamceller og gendannelse af væv
Gendannelse af væv foregår livet igennem – for eksempel efter skader på vævet. Gendannelse af vævet sker blandt andet ud fra stamceller. Man forestiller sig, at gendannelse af væv hos kvinder efter store graviditets- og fødselsskader forbruger stamceller i et omfang, der medfører at aldersrelaterede forandringer slår tidligere igennem hos disse kvinder.

Stamceller inddeles i foster-stamceller og voksen- stamceller. Foster-stamceller kommer fra befrugtede æg og kan videreudvikles til de fleste typer væv. Voksen- stamceller findes i stort set alle typer væv i kroppen hos voksne, men har en mere begrænset kapacitet med hensyn til at danne nyt væv. Ved at bruge voksen-stamceller fra patienterne selv, kan man til gengæld undgå de etiske problemstillinger, der er forbundet med at bruge foster-stamceller.

Forskning indenfor stamceller til behandling af gynækologiske tilstande er næsten alene baseret på brug af voksen-stamceller fra muskler, fedt og knoglemarv.

Er stamceller fremtidens behandling af nedsynkning?
Ved operation for genital prolaps har man behov for at øge styrken i det opererede væv samt at bibeholde vævets elasticitet. Kirurgi alene indebærer – som omtalt – en relativt høj risiko for tilbagefald. Ved at indoperere et net øges styrken af vævet. Til gengæld forringes elasticiteten i et ofte uacceptabelt omfang. Stamceller kan måske udgøre et fordelagtigt alternativ. Brug af stamceller forventes af fremme helingen og kan formentligt danne et stærkere væv uden tilstedeværelse af et ‘fremmedlegeme’. Brug af stamceller fra patienterne selv forventes endvidere at nedsætte risikoen for komplikationer, idet kroppen ikke vil reagere med afstødning.

Mens stamceller har været undersøgt både på forsøgsdyr og på mennesker til behandling af urininkontinens, har kun ét studie foretaget på forsøgsdyr under- søgt stamceller til behandling af genital prolaps. Undersøgelsen viste, at muskel-stamceller kombineret med brugen af et biologisk nedbrydeligt materiale udvundet fra dyr, stimulerede helingen af skader i skeden. På Herlev arbejder vi med at kombinere muskel-stamceller med et kunstigt fremstillet biologisk nedbrydeligt materiale for at mindske pris og risiko ved materialet i sig selv.

Et betydeligt arbejde venter, før stamceller eventuelt kan indføres som rutinemetode til behandling af genital prolaps. De første skridt er taget, og de ser lovende ud.

Om forfatteren

MarieBonnelykke

Marie Bønnelycke
Cand.med. i 2004 med autorisation som læge i 2005.
Introduktionsstilling på gynækologisk/obstetrisk afdeling, Herlev Hospital, i 2005-2006.
Aktuelt ph.d.-studerende på gynækologisk/obstetrisk afdeling, Herlev Hospital (tidligere Glostrup).

Publikationer:
Boennelycke M et al.: Tissue response to a new type of biomaterial implanted subcutaneously in rats. Int Urogyn J 2010, In press.
Boennelycke M et al.: Leptotrichia amnionii found in septic abortion in Denmark. Scand J Infect Dis, 2007; 39: 382-383.
Larsen M, Colmorn L, Bønnelycke M et al.: Retinal Artery and Vein Diameters during Pregnancy in Diabetic Women. Invest Ophtalmol Vis Sci, 2005; 46: 709-713.
1 manuskript under udarbejdelse.

Stamceller og urininkontinens

18457509-21679082-thumbnail

Af Søren Gräs, Overlæge, Gynækologisk Obstetrisk Afdeling, Urogynækologisk Sektion, Herlev Sygehus
Kilde: KontinensNyt 3, 2010, s. 7

Download hele artiklen

Regenerativ cellebaseret terapi er et nyt medicinsk behandlingsprincip, hvor man udnytter kroppens naturlige evner til at reparere og vedligeholde væv og organer. Reparationsprocesser foregår livet igennem ved hjælp af særlige celler med evne til selvfornyelse og vækst, de såkaldte voksen stamceller. Voksen stamceller anvendes i dag rutinemæssigt til behandling af visse blod- og ledsygdomme, men mulighederne er næsten uendelige. Forskning indenfor området er derfor intens; også hvad angår behandlingen af urininkontinens.

Stressinkontinens (anstrengelsesinkontinens)
Anstrengelsesinkontinens skyldes forandringer i urinrørets og bækkenbundens muskel-, binde- og nervevæv. Forandringerne, som opstår under fødsler, operationer eller skader og forværres med stigende alder, kan medføre nedsat lukkefunktion af urinrøret. Er lukkefunktionen nedsat, kan det være sværere for patienten at holde selv små mængder urin tilbage i blæren, og patienterne kan opleve at blive urininkontinente.

Erfaringer med skeletmuskelvæv
Flere internationale forskningsgrupper har anvendt stamceller i et forsøg på at reparere de omtalte forandringer. De fleste undersøgelser er foretaget på forsøgsdyr, men der foreligger også resultater af studier foretaget på mennesker. Patientens egne voksen stamceller fra bindevæv, bruskvæv, fedtvæv eller knoglemarv har været anvendt, men den største erfaring er gjort med voksen stamceller fra skeletmuskelvæv. Skeletmuskelceller står for den normale vækst af musklerne i børnealderen. Hos voksne personer er de normalt ophørt med at fungere, men opstår en skade på muskelvævet, begynder de at dele sig. Når antallet bliver tilstrækkeligt stort, smelter cellerne sammen til muskelfibre. Samtidigt dannes nye blodkar og nerver.

Det er relativt let at identificere voksen stamceller i en lille vævsprøve fra en muskelcelle. Ved at dyrke stamcellerne dannes efter nogle uger et stort antal umodne muskelceller. I dyreforsøg har man vist, at indsprøjtning omkring urinrøret af umodne muskelceller har en gavnlig virkning mht. at afhjælpe urininkontinens.

Effekten opstår tilsyneladende ved, at nye muskel- og nervefibre dannes i den ydre lukkemuskel på urinrøret.

I overensstemmelse med de mange dyreforsøg har indsprøjtning af umodne muskelceller alene eller i kombination med umodne bindevævsceller en afhjælpende effekt hos patienter med urininkontinens udløst ved anstrengelse. Resultaterne efter 1 år er sammenlignelige med resultatet af TVT slyngeoperationen, som i dag er standardbehandlingen ved operation for urininkontinens. Langtidseffekten kender vi endnu ikke, men 5-års resultater tyder på, at effekten holder sig. Alle hidtidigt udførte undersøgelser viser, at behandlingen er forbundet med få og ubetydelige komplikationer.

Omkostningerne er betragtelige
Fordi de foreløbige resultater er så positive, kan det måske overraske, at behandlingen ikke har vundet større udbredelse? At bruge og ikke mindst dyrke væv fra mennesker indebærer imidlertid potentielt alvorlige sundhedsrisici. Der forligger omfattende krav hvad angår de tekniske procedurer fra Lægemiddelstyrelsen og senest også fra EU. Og man må forvente yderligere lovgivningsmæssige stramninger indenfor de kommende år. Omkostningerne til behandling af urininkontinens med stamceller er derfor betragtelige sammenlignet med standardbehandlingen.

Som konsekvens er man begyndt at undersøge effekten af ikke-dyrkede stamceller. Dyreforsøg har vist, at ikke-dyrkede stamceller virker lige så godt eller måske bedre end dyrkede celler ved reparation af ødelagt muskelvæv. Endnu forligger der ikke resultater af undersøgelser på patienter.

Patientundersøgelse på Herlev Sygehus
På Herlev Sygehus gynækologiske afdeling har vi udviklet en metode til at indsprøjte ikke-dyrkede stamceller. Udtagning af en vævsprøve fra en muskel, klargøring og indsprøjtning af materialet omkring urinrøret kan med denne metode foretages i samme seance på patienten. For at undersøge sikkerhed og effekt ved denne metode, startede vi foråret 2010 en undersøgelse på patienter med anstrengelsesudløst urininkontinens. Meningen er at patienterne følges i 1 år. Vi forventer at have de første resultater i starten af 2012.

Stressinkontinens hos unge kvinder

girlonbeach

Af Jean Vennestrøm, Ph.d.
Kilde: KontinensNyt 2, 2009, s. 18-19

Download hele artiklen

Brugen af hjælpemidler kan være grænseoverskridende for mange kvinder
Åh nej, nu sad jeg lige, og havde det så sjovt – og så kan jeg pludselig mærke en fugtig plamage i mine trusser, ikke nu igen!

Hvorfor kommer det bare altid, når jeg mindst venter det?
Ja, sådan er der rigtig mange unge kvinder, der føler, når de sidder i et hyggeligt selskab og griner. De har lidelsen, som på fagsprog betegnes som stress-inkontinens eller anstrengelses-inkontinens. Denne inkontinensform kommer, når blæren er tilstrækkelig fyldt, og man så fx hoster, nyser, griner eller hopper. I disse situationer sker der et ekstra pres på bækkenbunden. Ved dette pres løber der lidt urin ned i urinrøret, og hvis bækkenmuskulaturen så ikke kan klemme ordentligt af for urinrøret vil ‘uheldet’ være ude.

Faglig beskrivelse
Der er altså tale om, at bækkenbundens muskulatur ikke er tilstrækkelig stærk til at lukke af for blærens udmunding. Kort beskrevet er det primært én muskelgruppe (levator ani), som ved sammentrækning lukker for udmundingen af livmoderhalsen, urinrøret og endetarmen. Dette ved at presse ‘organerne’ frem mod kønsbenet og derved bøje rørene af, præcis som en vandslange, der hurtig skal stoppes med et knæk på slangen.

Levator ani ligger som et ottetal om åbningen ved endetarmen og skeden. Hvis denne muskelgruppe ikke er blevet trænet jævnligt igennem livet, vil den på et tidspunkt blive slap. Der er stor forskel på, hvornår musklen ikke længere kan udøve en optimal funktion. Tillige er der andre faktorer som overdreven væskeindtagelse, overvægt og tunge løft, som har indflydelse på, hvor meget pres musklen skal kunne klare.

Opfattes kroppen fra brystet til kønsorganet som en tønde, kan det være lidt nemmere at forestille sig vigtigheden af denne muskel. Forstil dig, at tønden indeholder en mængde vand, og at der foroven kan fyldes mere i, men ikke komme noget ud. Ved et pres oven på tønden (fx ved hop, nys eller host) eller i siderne (ved træning eller løft) vil trykket forstærkes nedefter. Hvis bunden i tønden ikke er tilstrækkelig stærk, vil det medføre, at vandet siver ud. Det er derfor vigtigt, at bunden er så stærk, at den kan holde til trykket. Tillige skal det være en aktiv handling at tømme ‘tønden’ for vand/urin.

Tabu – hvorfor?
Det underlige er så derfor ikke, hvordan det rent fysiologisk hænger sammen, men mere at det stadig er et tabu i dagens Danmark ikke at kunne holde på vandet. Specielt fordi de indberettede tal viser at ca. 4%, 11%, og 23% af de hhv. 20-29-årige, de 30-39-årige og 40-59-årige kvinder har stress-inkontinens. Når dette er sagt, så er der endnu ikke taget højde for de andre typer af inkontinens. Således oplever en stor del af os kvinder på et tidspunkt i livet at være inkontinente i svære eller lettere grad. Spørger du rundt i din omgangskreds, vil du finde, at der ikke er nogen af dine venner, som har inkontinens, og de fleste mænd ved dårlig nok hvad det er. For kvindernes vedkommende vil det ofte være, at de synes det er en lidelse/situation, der er forbundet med alderdommen. Så unge kvinder står meget alene, når det gælder inkontinens. Jeg ser ofte i min klinik fortvivlede kvinder, som spørger, om jeg dog kan hjælpe dem, og om de nogensinde får deres føling tilbage i sexlivet. Svaret er meget enkelt? Ja. De fleste kan hjælpes ved ganske almindelig vejledning af bækkenbundstræning. Der er dog nogen, som har nedsat føling med muskelvævet og for disse kvinder, kan situationen være mere vanskelig.

Når jeg guider kvinder i bækkenbundstræning, vælger jeg ofte at træne hele ’korsettet’ (mave, ryg og bækken). Grunden hertil er, at en dybdegående kropsforståelse giver en optimal træning for ’korsettet’, og derved kan problemer som fx lændesmerter også reduceres. Det er dog stadig vigtigt, at sikre at knibefunktionen er på plads, inden mavens muskulatur inddrages, da det ellers kan gøre træningen mere kompliceret.

Løsning
Har du meget vanskeligt ved at lave en sammentrækning ved hjælp af mundtlig instruktion, kan forskellige hjælpemidler benyttes. Det kan fx dreje sig om træning ved hjælp af et perineometer (se figur 1), som er et apparat, der måler hvor kraftigt du trykker med levator ani musklen og skedens muskulatur. Hvis dette ikke er løsningen, findes der også vibratorer, som kan benyttes både indvendigt i skeden eller uden på bækkenet, samt vaginalvægte, der føres op i skeden. Brugen af hjælpemidler kan være meget grænseoverskridende for mange kvinder. Tillige virker det måske også underligt at bruge udstyr til at træne med. Men prøv at se lidt anderledes på det. I et træningscenter bruges vægte og vægtenes størrelse som et mål for udviklingen – og i idrætsverdenen tages alle resultater på tid. Så hvorfor ikke også gøre dette i en træning af bækkenet.

Råd
Således er mulighederne altså uendelige, og der er bestemt ingen grund til først at søge hjælp flere år efter, at du er blevet inkontinent. Som med al anden træning gælder det, at jo tidligere du får startet, jo mindre skal der rettes op på – og jo lettere har du ved at forbedre og øge din styrke. Så mit råd er: Opfat bækkenmuskulaturen som en hvilken som helst anden muskel og kom i gang med at få den trænet.

Om forfatteren

JeanVennerstrm

Jean Vennestrøm, Ph.d.
Kvindelivet
Tlf. 21 28 05 51

info@kvindelivet.dk
www.kvindelivet.dk

Sundhedsfremme i folkeskolen

2teengirls

Af Stina Stigsgaard, fysioterapeut, Køge Sygehus og Oline Sohrbeck-Nøhr, fysioterapeut, Bistrup Fysioterapi Allerød Fysioterapi
Kilde: KontinensNyt 2, 2010, s. 20-21

Download hele artiklen

Flere end 50.000 børn og unge lider af inkontinens – men gennem faglig undervisning af eleverne i skolen, er det let at åbne op for dialogen om inkontinens, som et ellers kulturelt tabu.

Inkontinens er i dag et ubemærket stigende problem blandt børn og unge. I denne artikel vil vi præsentere vores bachelorprojekt, som resulterede i et konkret bud på, hvordan man i folkeskolen kan imødekomme dette problem og skabe øget viden på området – både for unge, deres forældre og de fagpersoner som omgiver dem i hverdagen.

Nysgerrigheden for denne målgruppe blev vakt på baggrund af flere videnskabelige artikler om urininkontinensproblemer blandt unge piger/kvinder. Artiklerne beskriver en forekomst af urininkontinens på 15-55% blandt kvinder i alderen 15-39. I 2007 blev der blandt andet i Fyns Amt gennemført en tværsnitsundersøgelse blandt 201 piger i alderen 15-17 år. Denne undersøgelse viste, at 38% af pigerne havde symptomer på urininkontinens, og at kun 26% af alle pigerne havde viden om emnet. Disse tal overraskede os, da de hyppigste og mest kendte risikofaktorer til udvikling af urininkontinens er graviditet, fødsel samt aldring.

15-årige piger ved meget lidt om deres anatomi
Gennem vores bachelorprojekt udarbejdede vi et dialogbaseret undervisningsmateriale af en times varighed. Dette undervisningsmateriale afprøvede vi på 9. klasses piger i en folkeskole og evaluerede efterfølgende undervisningen via gruppeinterview.

I undervisningens introduktion blev pigerne stillet spørgsmål om deres eksisterende viden om bækkenbunden – eksempelvis spurgte vi ind til, hvad bækkenbunden er, hvor den sidder, hvad man bruger den til, og hvorfor den er relevant at vide noget om. Det viste sig, at de havde svært ved at svare på vores spørgsmål, men flere kendte til bedsteforældre, som tissede i bukserne.

Efter introduktionsspørgsmålene bestod undervisningen af en power point præsentation med billeder og beskrivelser af bækkenbunden, blæren, toiletvaner og inkontinens, fysiske modeller og plancher af kvindens underliv, samt introduktion til og udførelse af knibeøvelser undervejs i oplægget. Vi sluttede af med at udlevere en pjece om bækkenbunden, og bad pigerne om de næste 14 dage, inden vi kom igen for at interviewe dem, at rette opmærksomhed mod deres bækkenbund, knibefunktion og toiletvaner.

Til at begynde med i undervisningen var pigerne lidt forlegne og fnisende, men hurtigt blev de grebet af vores umiddelbare og naturlige måde at omtale bækkenbunden på. Det gjorde dem fortrolige med at deltage aktivt i undervisningen i form af spørgsmål til underviser og dialog med hinanden.

God undervisning fremmer forståelsen
Pigerne synes, ved efterfølgende interview, at undervisningen havde været interessant og kunne sagtnes se relevansen af denne undervisning for piger i deres alder. De var nysgerrige, fordi bækkenbunden repræsenterer et intimt og seksuelt område på kroppen, som de ikke tidligere havde talt med nogle voksne om. Deres interesse er naturlig på baggrund af den kropslige udvikling, der sker i puberteten, og flere i denne aldersgruppe har haft deres seksuelle debut.

Suppler undervisningen med forebyggende kropsbevidsthed
I medierne er der fokus på sundhedsfremmende tiltag i folkeskolerne – herunder sunde madpakkeordninger, integrering af fysisk aktivitet, renovering af skolernes toiletter samt fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Dette er yderligere et konkret bud på et sundhedsfremmende tiltag i folkeskolerne, som vi synes er relevant. Gennem en times undervisning kan man give unge piger oplysning omkring bækkenbunden og inkontinens samt dennes betydning for kvinders livsudfoldelse, og herved åbne op for dialogen om inkontinens som et ellers kulturelt opfattet tabu.

Kildemateriale

  • 1. Bø K, Borgen JS. Prevalence of stress and urge urinary incontinence in elite athletes and controls. Med Sci Sports Exerc 2 001;33(11):1797-1802.
  • 2. Thyssen HH, Clevin L, Olesen S, Lose G. Urinary incontinence in elite female athletes and dancers. Int Urogynecol J 2002;13:15-7.
  • 3. Geirsson G, Hansen B, Hermansdóttir K. Prevalence of urinary incontinence among young female college students. Læknablaóió2003;89:305-9.
  • 4. Jacobsen TS, Gardarsdóttir GÁ, Ribe IAG. Prævalensen af inkontinens blandt 10. klasses piger på Fyn: en tværsnitsundersøgelse om inkontinens set i forhold til fysisk aktivitet og BMI. [online]. 2007 [citeret 29.sep 2008]
  • 5. Sundhedsstyrelsen. Udviklingen i 11-15-åriges livsstil og sundhedsvaner. [online]. 2006 [citeret 12. dec. 2008]

Syv former for underlivskræft, du skal være opmærksom på

underlivkraft

Af gynækolog Christine Felding
Juni 2015

Husk at gå til læge, hvis dit underliv opfører sig ”underligt”

Kræft i underlivet rammer ca. 1.900 kvinder i Danmark om året. Men kræft kan optræde mange forskellige steder.

Vulvacancer er kræft i de ydre kønsorganer, og den rammer ca. 100 kvinder om året. Den ses hyppigst hos kvinder over 60 år og ytrer sig oftest som et sår på kønslæberne, som ikke vil hele. En del af tilfældene skyldes HPV-virus.

Behandlingen er operation og eventuelt stråler.

Hvis canceren er HPV-positiv, bør kvinden vaccineres mod HPV.

Vaginalcancer er cancer i skeden. Den er mere sjælden med kun ca. 20 tilfælde om året. Den er også hyppigst hos ældre kvinder. Det seneste tilfælde jeg har set, var en 75-årig kvinde, som havde haft en smule blødning. Ultralydsscanningen var helt normal, men når jeg kiggede ind i skeden, var der en masse brun-sorte plamager. Jeg tog nogle vævsprøver, som viste malignt melanom eller modermærkekræft, som det også kaldes. Det er temmelig sjældent at have modermærkekræft i skeden, men det er set. Som regel skyldes også denne kræftform HPV-virus. Denne kvinde fik fjernet det meste af skeden.

Hvis canceren er HPV-positiv, bør kvinden vaccineres mod HPV.

Cervixcancer er livmoderhalskræft, som rammer 3-400 kvinder om året. Ca. 100 kvinder dør årligt af sygdommen. Denne cancerform skyldes altid HPV. Den rammer dels kvinder omkring de 35 år, men også kvinder omkring de 75 har øget risiko.

Efter at man indførte screening med celleprøver, er antallet halveret i løbet af 40 år.
I dag kan man blive screenet med en celleprøve hvert 3. år, når man er mellem 23 og 50 år, og hvert 5. år når man er mellem 50 og 65 år.

Ofte er der ingen symptomer, men der kan optræde pletbødninger eller blødning ved samleje. Desværre ser jeg (og mine kollegaer) af og til tilfælde, hvor kvinden har negligeret kroppens advarsler og kommer alt for sent til læge.

Lidt afhængig af hvor fremskreden sygdommen er, kan man enten operere eller strålebehandle.

Disse kvinder bør altid vaccineres mod HPV.

Corpuscancer er kræft i livmoderen, og den rammer ca. 600 kvinder om året. Tallet har været konstant i mange år. Ca.175 kvinder dør hvert år af sygdommen. Livmoderkræft er hyppigst hos kvinder efter overgangsalderen og ytrer sig som oftest som en blødning fra underlivet. Den er som oftest østrogenafhængig, og ses bl.a. hvis kvinden har fået ren østrogenbehandling igennem længere tid (uden gestagentilskud).

Hvis kvinden reagerer hurtigt og går til læge med det samme, er det en relativt fredelig cancerform, som mange bliver helbredt for.

Behandlingen er operation og/eller strålebehandling.

Ovarie- og tubacancer er kræft i æggestokke og æggeledere, og den rammer 500 kvinder om året, og der er yderligere 150 tilfælde af grænsetilfælde = såkaldt Borderline tilfælde. Det vil sige, det ikke er rigtig cancer, men det bliver behandlet næsten lige sådan. Symptomerne er ofte lidt diffuse, lidt trykken i underlivet, hyppig vandladning eller voksende mave. Specielt nytilkomne symptomer med trykken på blæren og/eller hyppig vandladning er vigtigt at være opmærksom på. Diagnosen stilles som oftest ved ultralydsscanning.

Behandlingen er operation og/eller kemo.

Herudover findes der:

Trofoblasttumorer, der er cancer i forbindelse med graviditet. Disse tilfælde findes selvfølgelig kun hos lidt yngre kvinder. Som regel er det efter en ”Mola-graviditet” = drueklasegraviditet. Der er i Danmark ca. 100 Mola-graviditeter om året, og ca. 10 tilfælde bliver til cancer.

Behandlingen er kemoterapi.

Behandling af underlivscancer foregår nu kun på 5 sygehuse i Danmark: Ålborg, Århus, Odense, Herlev og Rigshospitalet og kan være operation, strålebehandling og/eller kemoterapi.

Tal med din læge om din inkontinens

GormJensen1

Af Læge Gorm Jensen
Kilde: KontinensNyt 1, 2009, s. 24-25

Download hele artiklen

Lad dig frem for alt ikke spise af med, at ’Det er alderen – det er der ikke noget at gøre ved’!! Inkontinens er en lidelse, som du kan blive undersøgt for hos din praktiserende læge, ofte også behandlet for i hans/hendes praksis – men hvorfor sker det så ikke i tilstrækkeligt omfang?

Fordi der er fordomme: Nogle mener, det er en gene, der bliver hyppigere med alderen (rigtigt)! – Nogle, at det er der ikke noget at gøre ved (forkert). Det sidste udsagn er der desværre fortsat læger, der fortæller deres patienter.

Fordi der er generthed: Det er ikke rart at indrømme, at man ikke har styr på sin krop. Det skønnes, at kun en fjerdedel af de personer, der lider af urininkontinens, henvender sig til lægen herom. Og også læger kan være generte ved at skulle spørge ind til detaljer om inkontinens.

Henvend dig til din læge, fortæl åbent om problemet og forlang at der bliver gjort noget ved det – og lad dig frem for alt ikke spise af med, at ’Det er alderen, det er der ikke noget at gøre ved’!!

Tag gerne KontinensNyt med – og vis denne artikel til din læge. Han/hun kan læse en vejledning i urininkontinens på nettet på www.dsam.dk. Samme sted – og på Kontinensforeningens hjemmeside – kan der hentes de helt nødvendige væske-vandladnings-skemaer. Mens din læge så kan få et par dage til at bringe sig ajour med den nødvendige viden, skal du udfylde disse skemaer i tre døgn – ikke nødvendigvis sammenhængende døgn.

Første samtale med lægen – hvad skal I gøre sammen?
Du skal fortælle om (alle) dine gener: Hvor længe de har stået på. I detaljer om hvornår på døgnet, du lækker urin, og i hvilke situationer (for eksempel ved hoste eller anstrengelser). Også din almindelige sygehistorie – for kvinder især med henblik på graviditeter og fødsler – og om operationer i det lille bækken, ryge- og drikkevaner samt medicin (også kosttilskud og naturmedicin), idet mange former for medicin har betydning for blærefunktionen.

Undersøgelser – udredning
Du skal undersøges. Lægen skal vurdere din generelle helbredstilstand. Overvægt (ja, også her), hoste, eventuelle tegn på nervelidelse. Der skal føles på maven – om der er ømhed eller knuder. Mænd skal have følt efter blærehalskirtlen i endetarmen. Kvinder have foretaget en gynækologisk undersøgelse, som er vigtig, for at kunne vurdere slimhindernes tilstand, om der er knuder i underlivet, nedsynkning og ikke mindst bækkenbundens tilstand. Lægen kan bede dig knibe sammen om fingrene under undersøgelsen og derved vurdere, hvor gode dine bækkenbundsmuskler er. Ved denne undersøgelse kan du også selv mærke og få en fornemmelse af, om det er de rigtige muskler, du bruger – og den korrekte måde at knibe på.

En urinprøve skal undersøges for betændelse, for blod og for sukkersyge – det sidste er dog bedst at gøre med en blodprøve. Mænd med urinvejsgener skal have taget en yderligere blodprøve (PSA), som sammen med undersøgelsen af blærehalskirtlen kan fortælle om risikoen for prostatakræft.

Samtale nr. 2 – konklusion og behandling
Her skal I sammen gennemgå de tre døgns væske-vandladnings-skemaer. Disse fortæller både dig selv og lægen i detaljer om dine drikke- og toiletvaner. Det er meget lærerigt.

I skal også tale om livsstil: Om nødvendigt vægttab, om rygeophør for at mindske evt. hoste, om drikkevaner og om at opnå regelmæssig afføring, da forstoppelse kan forværre inkontinens. Endelig kan I tale om behandling – træning – måske henvisning – og nok lige så ofte til fysioterapeut eller uroterapeut som til anden speciallæge eller sygehus.

Hvad drejer det sig om?
Især for kvinder skal man skelne mellem anstrengelsesinkontinens (stressinkontinens), trængningsinkontinens (urgeinkontinens) eller blandingsinkontinens (stress- og urgeinkontinens).

Stressinkontinens, hvor urinlækken sker i (små)sjatter ved spring, hoste, løft, trappegang eller latter, udgør 50 % af inkontinenstilfældene. Genen optræder altså ved anstrengelser – om dagen. Det er den hyppigste form før overgangsalderen (menopausen). Og mange kvinder klager allerede efter første fødsel over denne form.

Ved urgeinkontinens tømmer blæren sig ”her og nu”, uanset om der er megen eller lidt urin i den. Hvis man er heldig, når man ind på et toilet. Tømningen kan ske både dag og nat, og man vil derfor altid prøve at have så lidt urin i blæren som muligt. Det betyder, at man benytter et toilet, når man ser det, og derved vænner blæren til at være meget ’lille’. De urgeinkontinente patienter udgør 20 %.

De sidste 30 % er de blandet stress- og urgeinkontinente med symptomer på begge typer, hvor man må behandle efter de dominerende symptomer. Denne form tiltager med alderen, især efter menopausen.

Disse inkontinensformer er de vigtigste for kvinder, men også mænd kan lide af alle tre former.

En fjerde form er: Overløbsinkontinensen, som fremkommer ved at blæren løber over, fordi patienten ikke kan tømme den. Det vil ofte være mænd med forstørret blærehalskirtel (prostata), men også kvinder, der vænner sig til at holde sig for længe, kan komme til at lide heraf.

Især ældre mænd kan være generet af efterdryp, som viser sig ved, at der løber lidt urin ud efter afsluttet vandladning. Det er ikke en rigtig inkontinens, men skyldes urin, der står i det lange urinrør, som man kan lære at ”malke” ud efter vandladning.

Behandlingsformer
Behandlingsformer skal kort omtales, men skal selvfølgelig individualiseres:

  • livsstilsændringer er omtalt
  • bækkenbundsøvelser ”knibeøvelser”:Kan læres hos lægen, måske endnu bedre hos en fysioterapeut med inkontinens som speciale. Øvelserne skal med fordel vedligeholdes livet igennem. Og kontrolleres hos behandleren
  • mekanisk: Der findes særlige pessarer, som kan sættes op i skeden til at holde urinrøret på plads, men der er nu udviklet skånsomme sling-operationer, som er effektive og har årelang effekt.

Ved blæretræning forsøger man at gøre blæren mere elastisk igen. Det kan både være at blæren skal være større eller mindre. Opgaven er vanskelig og kræver grundig instruktion, måske bedst af en uroterapeut.

Efter menopausen kan lokalt påført østrogen som stikpiller (vagitorier) eller salve have effekt på meget tynde, sarte slimhinder, evt. i en periode.

En lang række antikolinergika (medicin) er nu i handelen med effekt på urgeinkontinens. En hyppig bivirkning er mundtørhed, men accepten er naturligvis individuel.

Faretegn er for kvinder: Hurtigt udviklet (urge)inkontinens. Blod i urin. Det sidste også for mænd. Disse symptomer bør medføre omgående henvendelse til læge.

En godartet lidelse
Men husk alligevel, at inkontinens er en godartet lidelse. Mere end 80 % kan blive helbredt eller få det bedre efter ordentlig undersøgelse og behandling.

Også kommunerne interesserer sig stigende for området og sender hjemmesygeplejersker på kurser for at blive uddannet (kontinenssygeplejerske, uroterapeut). Det er billigere og for den inkontinente meget mere tilfredsstillende at bruge tid på at modtage en god instruktion og behandling end at skulle have udleveret bleer i årevis.

Om forfatteren
Gorm Jensen har indtil 2003 været praktiserende læge i Glamsbjerg i 30 år. Fra 1992 DSAM-repræsentant i Det danske Råd for Prostatasygdomme. Blev i 1998 af DSAM udpeget til at deltage i udarbejdelse af ”Udredning og behandling af urininkontinens i almen praksis”. 2001 forfatter til en vejledning: ”LUTS, nedre vandladningsproblemer hos mænd”.

Teenage-piger tisser i bukserne

Piger i folkeskolens ældste klasser tisser ofte i bukserne i løbet af en skoledag

unhappygirl

Kilde: KontinensNyt 1, 2008, s. 24

Download hele artiklen

Gravide og modne kvinder med flere fødsler bag sig er ikke alene om at have svært ved at holde på vandet. Mere end hver tredje pige i fynske 10. klasser oplever inkontinens (ufrivillig vandladning), og de fleste af dem er påvirket af det i deres hverdag. Det viser en opsigtsvækkende ny undersøgelse, skriver Fyens Stiftstidende.

Undersøgelsen viser, at 38% af pigerne i 10. klasse har symptomer på inkontinens. 68% af dem lækker højest urin en gang om ugen. 16% oplever det flere gange om ugen, 7% en gang dagligt og 9% flere gange dagligt.

‘Det er meget overraskende for os, at så mange har problemer med inkontinens allerede som helt unge. For problemet bliver bestemt ikke mindre, når de en gang bliver gravide og skal føde’, siger Tina Jakobsen.

Hun er en af de tre fysioterapeuter, der afslører tendensen i deres bachelorprojekt. De har også bud på, hvorfor helt unge piger ikke kan holde på vandet.

Skolernes toiletter er nogle steder så ulækre, at pigerne går og holder sig alt for længe, og det giver problemer, siger fysioterapeut Ásta Gardarsdóttir. Det bekræfter elektroniske spørgeskemaundersøgelser fra Dansk Center for Undervisningsmiljø. ‘Cirka halvdelen af danske skoleelever synes ikke, at skolens toiletter er i orden, og så bruger de tillægsord som ‘klamme’ og ulækre’, siger Centerleder Ole Juhl fra Dansk Center for Undervisningsmiljø.

‘Undersøgelser har vist, at der er en stigende grad af inkontinens blandt børn og unge. Noget af forklaringen er, at de simpelthen ikke vil bruge toiletterne på skolerne, fordi de er for ulækre’, siger han. ‘De holder sig også, fordi de er forlegne over, at de kan høre hinanden på toiletterne, fordi der kun er en skillevæg imellem’, siger Laila Ravnkilde Marlet, der er master i rehabilitering med speciale i inkontinens. ‘På et tidspunkt bliver blæren så fuld, at det løber over, når pigerne bevæger sig’, forklarer hun.

‘Det er ikke sundt at holde sig for længe’, understreger overlæge Søren Rittig, der står i spidsen for Nordens største behandlingscenter for børn med inkontinens på Skejby Sygehus. ‘Behandlingen går netop ud på, at man skal træne sin blære ved at gå på toilet jævnligt og ikke vente for lang tid mellem sine vandladninger. Det er svært, hvis man ikke vil gå på toilettet i skolen’, siger Søren Rittig. Han mener, at den fynske undersøgelse tyder på, at forkerte tissevaner bliver opdaget alt for sent. ‘Det er klart, at jo flere år, man går med de vaner, jo sværere er det at komme af med dem’, siger han.

Pigernes inkontinens-problemer kan også skyldes, at de drikker for meget vand, har problemer med blærebetændelse eller at de ikke træner deres bækkenbund, viser det fynske bachelorprojekt.
Kilde: BT’s netavis 21.marts 2007.

Tid til at følge på toilettet

helpelderlytoilet

Kilde: idag.dk
Redigeret af Aase Randstoft, Kontinensforeningen
November 2013

Der er en reel mulighed for, at kommunerne kan afsætte mere tid til ældre med inkontinens
I dag griber de 98 kommuner udbud af inkontinensprodukter forskelligt an. Udover kravet til produktkvaliteten, kan kommunerne ifølge udbudsreglerne vælge mellem to hovedrammer, når de skal finde det vindende leverandørtilbud.

Pris – det økonomisk mest fordelagtige
Ved et prisudbud vil laveste produktpris være afgørende for valg af leverandør. Ved det økonomisk mest fordelagtige tilbud – totaløkonomisk – åbnes mulighed for, at kommunen kan stille krav til udgiften ved at håndtere produkterne, dvs. følgeomkostningerne ved inkontinensplejen samt servicetilbuddene og den produktuddannelse, der er inkluderet i aftalen.

Beregninger fra rådgivningsvirksomheden Cowi viser, at de store besparelser ikke er på produktpriserne men på arbejdsprocessen. Derfor giver det mening, når man tager hensyn til totaløkonomien og ikke produktprisen.

Totaløkonomi
I Middelfart kommune har indkøbskoordinator Ulla Skovgaard besluttet at bruge den totaløkonomiske model i stedet for at gå efter laveste produktpris. “I stedet for at udbyde til laveste kostpris på bleer, har vi valgt at se totaløkonomisk på inkontinensbehandlingen. Selve bleen udgør en meget lille del af den totaløkonomiske omkostning ved inkontinens, hvor de personaleøkonomiske ressourcer pr. bleskift er langt den største udgift,” siger Ulla Skovgaard.

Ifølge de målinger, som Cowi har foretaget, udgør produktprisen på bleerne kun 12 % af den samlede udgift, når det handler om inkontinens. Bleskift, lækager og vasketøj udgør de øvrige 88 % af den samlede udgift på området.

“Tommelfingerreglen er, at vi i Middelfart kommune bruger 37.000 plejetimer på bleskift. Det er givet godt ud, hvis en ble koster 50 øre mere, hvis det betyder, at skiftet kan foretages af én assistent frem for af to assistenter. Koster en ble, der sparer lækager, to kroner mere, så er de givet godt ud,” forklarer Ulla Skovgaard.

Testet på ældrecenter
For at finde frem til den optimale bletype, har Ulla Skovgaard valgt – i samarbejde med ældresektoren – at lade de inkontinente på ét af kommunens ældrecentre afprøve de forskellige bletyper i forbindelse med udbudsrunden.

“På et af vores ældrecentre har vi testet de forskellige leverandørers produkter. Hvert produkt er testet i to uger, og vi har registreret antal lækager, antal skift og de personaleressourcer, der er forbundet hermed.”

Og selvom registreringen var et omfattende stykke projektarbejde, var hele processen ikke alene med til at finde frem til de totaløkonomisk bedste produkter, men også med til at skabe et bedre forhold mellem indkøbskontoret og ældresektoren.

“I processen har indkøb og plejeområdet arbejdet tæt sammen, og derfor har vi fået større indsigt og forståelse for hinandens arbejde og udfordringer,” forklarer Ulla Skovgaard.

Fokus på prisen
I januar 2010 udgav Udbudsrådet en analyse af barriererne for konkurrenceudsættelse i den offentlige sektor. Her konkluderedes det, at de private leverandører oplevede det offentliges fokus på pris, særligt på sundheds- og omsorgsområdet, som en væsentlig barriere for at leverandøren kunne se en god forretning i et udbud.
Kommunerne er forskellige, og selvom der er kommuner, der indkøber bleer totaløkonomisk, er der mange kommuner, der vælger det produkt med den laveste produktpris.

“Der er tit en forventning til, at indkøbsafdelingen skal finde besparelser til kommunen. Når vi udbyder til laveste pris, er det let at aflæse effekten på bundlinjen – det er straks sværere at skabe overblikket over effekten af et totaløkonomisk indkøb. Men her kan der virkelig være penge at spare,” slutter Ulla Skovgaard.

Kun til voksne
Den totaløkonomiske 12-88 beregning på bleer gælder kun på bleer til ældre og andre voksne med inkontinens. Modellen anvendes ikke, hvis en vuggestue skal indkøbe bleer til småbørnene. Her er det helt andre målestokke, der er gældende, og en helt anden arbejdsproces. Derfor anvender Københavns kommune ikke den totaløkonomiske model i deres aktuelle udbud på børnebleer.

“Den totaløkonomiske 12-88-model dur ikke til børn,” siger Dorthe la Cour fra Københavns kommunes Børne- og Ungeforvaltning, der er ansvarlig for kommunens aktuelle udbud på børnebleer.
Når 12-88-modellen ikke kan bruges i forbindelse med udbud på børnebleer, skyldes det ikke forskellen på bletyperne, men primært forskellen på selve skiftesituationen. Det er en mere krævende situation, når en voksen skal skiftes, end når et lille barn skal skiftes. Og hvor 88 % af udgifterne ved inkontinens er på personalesiden, er procentsatsen meget mindre, når det gælder børn.