Otte år med skyldfølelse

Interview med Ida, som holdt op med at bruge ble, da hun var tre år – men toiletbesøgene fortsatte i bukserne

feedbirds

Af Anne Mette Futtrup, www.redaktionen.dk
Kilde: KontinensNyt 1, 2008, s. 4-6

Download hele artiklen

Først da Ida var seks, blev hun behandlet for afføringsinkontinens, og som 11-årig for urininkontinens. Indtil diagnosen blev stillet, frygtede Idas mor Lone, at det hele var hendes ansvar.

Våde og beskidte underbukser havde været på programmet hver eneste dag i Idas 11 år lange liv. En dag brød pigen grædende sammen og sagde: ‘Mor, nu er det sket igen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre?’ Ida var endnu engang kommet til at tisse i bukserne.

‘Jeg var så ked af, at min datter skulle lide sådan. Det er invaliderende for samværet med andre, at man ikke kan holde på vandet. Det påvirker meget ens sociale liv. Og selv om min datter havde venner, frygtede jeg, at det ville blive vanskeligt for hende, når hun blev teenager. Og måske ville det også påvirke hendes seksualitet’, siger Idas mor, Lone Hjelm, 37 år.

Lone Hjelm ønskede stærkt at hjælpe sin datter. Hun surfede endnu engang på internettet og googlede en masse ord, der naturligt hørte til feltet.

Der er hjælp at hente
Inkontinens blev ordet, der førte til lettelsens tårer. ‘Jeg ramlede tilfældigvis ind i Kontinensforeningens hjemmeside og ringede straks. Jeg fik fat i sekretariatschefen, som uden tøven anbefalede mig at henvende mig til Næstved Sygehus’ børneinkontinensklinik. Der kan man bestille tid uden henvisning fra egen læge.’

Ida og Lone Hjelm fik en aftale og kørte til Næstved. En inkontinenssygeplejerske tog imod dem. ‘Sygeplejersken fortalte, at Ida har en hidsig blære. At i samme øjeblik som Ida tænker på at gå på toilettet for at tisse, sender hjernen blæren besked – og så tømmes blæren. Og så var det, at hun sagde de fantastiske ord: Og det kan du få medicin for!’, refererer Lone.

‘Det fløj ud af min mund: Hvad, er der behandling? Det var der aldrig nogen, der havde fortalt …’ Da mor og datter kørte hjem fra Næstved, trillede tårerne ned ad alle fire kinder. Sikke en glæde, sådan en inkontinenssygeplejerske kan sprede. Sikke en lettelse, tænkte Lone Hjelm.

‘Men samtidig blev jeg også virkelig vred. For hvorfor skulle vi vente fra Ida var tre til 11 år, før nogen hjalp os? I alle årene har Ida været trykket og har trukket sig socialt. Og lige så længe har jeg følt, at det alt sammen var min skyld. At jeg var en dårlig, presset mor efter skilsmissen fra Idas far. At det kæresteforhold, som jeg fik efterfølgende, måske ikke havde været rummelig nok over for Ida. Og så viste det sig, at der var en fysisk årsag’.

Lidelser og skyldfølelse
Idas mors skyldfølelse forsvandt på turen hjem fra Næstved. Og Idas glæde og lettelse øgedes for hver kilometer, de kom nærmere hjemmet.

Men de mange års skift mellem at føle sig utilstrækkelig og forsøge at indstille sig på en ‘det-går-nok-over-af-sig-selv’ sad fast.

Lone Hjelm havde i alle årene følt, at hun kæmpede en kamp helt alene. En kamp for at mindske datterens lidelser og sin egen skyldfølelse.

‘Godt nok har jeg en vis fandenivoldskhed i mig, som gør, at jeg ikke er autoritetstro og ikke giver op. Men kampgejsten har ikke været lige stor altid. I mange år var jeg enlig mor og havde travlt med arbejde, hus og barn konstant, og så er der ikke altid kræfter til også at kæmpe’, siger Lone Hjelm, der nu er gift igen og blevet mor til to drenge på tre og fire år.

Lone Hjelm blev ved at tumle med samme spørgsmål: Hvorfor havde ingen læger fortalt hende, at der var mulighed for at behandle datterens urininkontinens? Og hvorfor havde lægerne, der tidligere havde behandlet Ida for afføringsinkontinens, ikke fortalt, at det andet også kunne behandles?

Plamagen på bukserne
Turen til Børneinkontinensafdelingen i Næstved var ikke familiens første forsøg på at finde hjælp. For selv om Ida allerede som 3-årig smed bleen som de andre børn i børnehaven, så var det ikke så nemt for hende at gå på toilettet. Hun kunne ikke lide at sidde til skue på børnehavens åbne toiletter, og både det ene og det andet kom derfor i bukserne.

Når Lone Hjelm skulle hente sin fire-, fem- og seksårige datter i børnehaven, behøvede hun sjældent at lede i hyggekroge og legehuse. For Ida sad oftest alene ved et bord og tegnede eller klippe-klistrede. Der blev hun siddende, fordi hun ikke ville rejse sig og lade alle de andre opdage plamagen på bukserne.

Når Ida som lille skolepige skulle med veninder hjem på besøg, var tasker med skiftetøj og beskeder fra Lone fast følgesvend. Også lærere og pædagoger blev sat ind i sagerne.

Og på alle almindelige skoledage var flere sæt rent tøj uundværlige. Nogle gange blev de ikke brugt, andre gange skulle både undertøj, bukser og bluse skiftes flere gange.

Ida var så ked af det i mange år. I børnehaven sagde hun ofte straks, hun så mig: ‘Jeg kunne ikke mærke det’. Da hun kom i skole, blev hun drillet i klassen. Særligt af en dreng, som viste sig at have samme problem. I de næste klassetrin syntes hun, det var forfærdeligt pinligt, hvis nogen fandt ud af det. Så hun gik i bad for sig selv og havde ekstra tøj med, der var nøjagtig magen til det, hun havde på. Så kunne ingen opdage det, hvis hun skiftede. ‘Og hjemme havde vi en daglig kamp. Det var tvangsfyldt for hende at gå i bad hver dag, men jeg insisterede, fordi hun ellers kom til at lugte’, siger Lone Hjelm.

‘Nu er Ida 14 år og som andre teenagere stærkt privat omkring sine toiletbesøg. Det kan jeg jo godt forstå, fordi der har været fokus på det hele hendes liv. Men jeg er ked af, at den daglige hyggestund, som badet er for mange børn, blev det modsatte for Ida. Og måske har det påvirket hende så meget, at det er årsagen til, at hun i dag hader at gå i bad’, mener hendes mor.

Diagnose: Svær forstoppelse
Mens Ida var stor børnehavepige, havde Lone Hjelm en enkelt gang talt med sin læge om datterens afføringsproblemer. Men lægen, som hun havde dengang, reagerede ikke særligt på Lones fortælling.

Først da Ida var seks år, og familien havde fået ny læge, blev hun henvist til Hillerød Sygehus. Her blev Ida undersøgt af en læge. Han konstaterede straks, at pigen var forstoppet, obstiperet. Undersøgelsen foregik helt enkelt ved, at lægen stak en finger op i endetarmen og mærkede en stor klump afføring.

‘Lægen fortalte, at der konstant stod en klump i Idas tarm, som ikke kom ud. Med årene var musklerne derfor blevet slappe. Den tynde afføring, der var i tarmen, sivede ud, mens det hårde blev siddende. Også Idas blære blev undersøgt. Den blev skannet, og man konstaterede, at blæren blev tømt, når hun tissede, og at der altså ikke stod urin i blæren for længe’, fortæller Lone Hjelm.

Ida fik laktulose, der virker mod hård mave. Og stille og roligt blev det nemmere at være Ida.
‘Det var en befrielse for mig at finde ud af, at alle problemerne ikke var en reaktion på, at jeg var en ringe mor. Inderst inde tænkte jeg nok også, at det simpelthen ikke kunne passe. Men jeg blev mere og mere usikker med tiden’, siger Lone.

Idas urininkontinens holdt imidlertid ikke op. Så Lone, der dengang arbejdede med hjælpemidler til handicappede, skaffede et husk-at-gå-på-toilettet-ur (et rysteur) til sin datter. Apparatet, som ligner et stort armbåndsur, er beregnet til at give signaler til fx synshandicappede.

Sådan et armbåndsur fik Lea. Uret vibrerede lydløst to gange i løbet af skoledagen og en gang på SFO’en, og ingen andre end Ida opdagede, hvad det drejede sig om.

Modige forsøg gør gavn
Uret førte til markant færre tøjskift. Men det var turen til Næstved, der for alvor gav Ida smilet tilbage. For nu var der pludselig mulighed for helt at slippe den evige tanke.

Ida fik et ringe-lagen til at hjælpe hende om natten. Ida og Lone udfyldte skemaer for væskeindtag og urin. Ida havde prøvet Minerin, da hun lige var begyndt i skole. Det er et præparat (smeltetabletter), der påvirker hormonproduktionen i hypofysen, så mængden af væsken, som kroppen producere under søvn, bliver nedsat. Minerin var det eneste, som lægen dengang foreslog. Derefter var der ikke andet at gøre, forklarede han Lone. Desværre havde den medicin ikke virkning på netop Idas blære.

Senere fik Ida Detrusitol, et præparat til ustabil blære, i seks måneder – med så stor succes, at inkontinensen stort set forsvandt. ‘Jeg har dog stadig en svag fornemmelse af, at hun tisser i bukserne – i hvert fald når hun griner. Men nu er hun så gammel, at det ikke er mig, hun vil tale med om det. Derfor blev jeg også så glad, da inkontinenssygeplejersken i Næstved tog fat på det problem på en rigtig god måde: Hun viste hende ganske enkelt, hvordan man kan bukke kroppen lidt forover, når man griner, for at undgå at tisse samtidig’, fortæller Lone Hjelm.

Af hensyn til den 14-årige pige er både mor og datters navne opdigtede. Redaktionen kender de rigtige.

Overgang fra den trygge børnehave til skole og fritidsordningen

kidfingrs

Af Bente Thordsen, kontinenssygeplejerske
Kilde: KontinensNyt 2, 2009, s. 4-7

Download hele artiklen

Hvad gør man, når barnet har problemer med inkontinens?
…det kunne være det første spørgsmål, der melder sig hos forældrene, når forberedelserne til at møde den store nye og spændende verden – skolestarten med nye voksne og nye venner.

Som ansvarlige forældre, har man selvfølgelig et stort ønske om, at inkontinensproblemer og andre sygdomme (fx astma og sukkersyge) fra skolens side tages alvorligt. Her skal man fra starten informere åbent og indlede et samarbejde med klasselæreren og skolesundhedsplejersken.

Kendsgerningerne er, at flere end 50.000 danske børn lider af inkontinens. Mange forældre og børn bruger alt for lang tid på at få den rette information om behandling – i grelle tilfælde kan der gå helt op mod 10 år, før et barn bliver diagnosticeret og behandlet.

Som forældre kører tankerne rundt – og man stiller sig selv spørgsmål om, hvad vi mon har gjort forkert – kan det skyldes skilsmisse, kan det skyldes nye små søskende, er det dovenskab, er det protest, er det psykisk, bliver barnet mobbet, skal vi prøve psykolog eller alternativ behandling – er det noget med knibeøvelser? – og 1.000 andre ting, der fylder rigtig meget i hverdagen?

De fleste forældre, har sikkert også hørt meget og fået mange ’gode og velmenende’ råd, uden at det har hjulpet noget som helst.

Inkontinens hos børn skyldes oftest fysiologiske årsager, og kun meget sjældent psykiske årsager. Langt de fleste af børnene fungerer helt normalt, er friske og kvikke børn – men hvis ikke der bliver gjort noget for at afhjælpe problemet, kan det give psykiske problemer, idet børnene meget ofte får problemer med deres selvværd. Det er derfor meget vigtigt, at forældrene bliver informeret og orienteret om, at barnet skal udredes, der skal stilles en diagnose og herudfra igangsættes en behandling – for langt de fleste børn med urin- eller afføringsinkontinens kan behandles med succes.

Hvornår er et barn inkontinent?
Når barnet er 5-6 år gammelt, og der stadig er ugentlige episoder med ufrivillig vandladning eller afføring. Det er meget vigtigt for en succesfuld behandling, at barnet selv er motiveret for, at der skal gøres noget, ligesom det er vigtigt at få barnet udredt inden skolestart. (For at undgå drillerier og mobning).

Som behandler skal man tage sig rigtig god tid til at tale med forældrene og barnet. Der skal oftest afsættes en time til første konsultation med barn og forældre, for at få overblik over sygehistorien. Det er vigtigt, at barnet er til stede – og at der bliver talt ligeværdigt til barnet, som jo er patienten. Oplever et barn, at der bliver talt hen over hovedet på det – eller endnu værre ned til det, er resultatet oftest, at samarbejdet omkring en behandling er vanskelig. Men motivation, modenhed og god kontakt går oftest hånd i hånd.

Udredning, når barnet har urininkontinens
Under samtalen er det vigtigt, at alle fakta bliver fremlagt – er det daginkontinens eller natlig inkontinens – eller begge dele? Da daginkontinens er det mest generende (og synlige) skal der udredes først for denne tilstand. Når der er styr på dagproblemerne, kan man tage fat på natproblemerne.

Behandleren prøver at indkredse problemerne med spørgsmål som fx – Hvornår er problemet startet? – Har barnet på noget tidspunkt været tørt? – Hvor ofte går barnet på toilettet? – Hvordan er barnets drikkevaner? – Er der problemer i skolen eller i hjemmet? – Hvordan påvirker inkontinensen barnet? – Er der også afføringsproblemer? – Har forældre eller søskende haft problemet? – Er der svie ved vandladning? – Er forældrene motiverede for at støtte og hjælpe barnet? – Barnets sociale adfærd – og hvad der ellers dukker op undervejs i samtaleforløbet med forældre og barn.

En urinprøve skal undersøges for albumin, blod og sukker og evt. også nitrit. Dernæst skal forældrene og barnet instrueres grundigt i, hvordan de udfylder et væske-vandladnings-skema (som udleveres). Dette skema udfyldes over 3 sammenhængende normale dage. Der skal også laves en blevejningstest – bleen vejes tør og våd over en uges tid.

Skemaerne giver behandleren en masse oplysninger, som fx om:

  • Hvor mange gange tisser barnet om dagen (normalt er det 5-7 pr. dag)?
  • Hvor meget drikker barnet og fordelingen over dagen (½-1 liter pr. dag)?
  • Hvordan er den funktionelle blærekapacitet (svarer blærens størrelse til barnets alder)?
  • Hvor stor er den natlige urinproduktion?
  • Hvornår opstår der inkontinensperioder?

Daginkontinens – hvad kan der gøres?
Mange børn fortæller, at de ikke kan mærke, når de skal tisse, eller at de ikke kan nå at komme på toilettet. Det kan de sådan set godt have ret i. Tidsrummet fra tissetrangen melder sig, til blæren starter med at tømme sig er så kort, at barnet ikke når at registrere det fx hvis de er midt i en spændende leg, hvis man har meget tøj på, hvis der er langt til nærmeste toilet – eller hvis man skal spørge om lov til at gå ud først.

Årsagerne kan være en lille blære, der i øvrigt tømmer sig fint. Det vil også give natproblemer, idet barnet ikke vågner ved vandladningstrangen. Her er det også små portioner urin der kan komme flere gange i nattens løb. (Den hyppigste årsag.) Derfor er det meget vigtigt at både forældre og børn får en god og grundig forklaring på, hvad det er, der sker, når tisseblæren tømmer sig, og hvordan man får styr på det. Dvs. at der skal en grundig pædagogisk indføring i blærens anatomi og fysiologi samt vandladningsmekanismen. Så ved både barn og forældre, hvad der sker, når man tisser, og hvorfor det i nogle tilfælde går galt.

Børnene kan også lære nogle afværgemekanismer, som fx at sætte sig i hug. Det kan godt få vandladningstrangen til at falde til ro det stykke tid, der gør, at barnet kan nå ind på toilettet. Nogle børn bliver tørre om dagen, alene ved at lære om disse ting, og lytte til kroppen. Det er selvfølgelig også nødvendigt med hjælp fra voksne (pædagoger, lærere, forældre og andre voksne der til dagligt omgås barnet.)

Ingen børn kan eller skal klare deres inkontinens alene – det er udelukkende et voksenansvar at hjælpe. Nogle børn kan også have stor glæde af et vibrationsur eller et ur med bipsignal, når de skal huskes på de faste toilettider (blæretræning ved hjælp af et fast tisseskema).

Her skal man være konsekvent som voksen og sende barnet af sted – også selvom der kommer protester – og det måske fortæller, at det næsten lige har været på toilettet. Det skal ikke være til diskussion hver gang uret ringer/vibrerer. I øvrigt er det så også vigtigt, at man ikke hele tiden fokuserer på tissetider, våde bukser m.m. – men snakker om almindelige dagligdags ting med barnet i løbet af dagen. Forældrene skal også huske på, at de ikke som det første skal spørge om tisseskemaet og plastikposen, når de henter barnet fra SFO’en efter skoletid!

Supplerende medicin
Hvis ikke der i løbet af 3-4 måneder ses forbedring i et nyt væske-vandladnings-skema, kan det blive nødvendigt at supplere med medicin, for at få blæren til at slappe af, så den kan kommer til at ’arbejde normalt’ igen. Medicinen virker dæmpende på blæremusklens aktivitet, så blæren bliver mere rolig (slapper af ). På den måde kan barnet træne blæren til at fylde sig bedre og nå på toilettet i roligt tempo, inden vandladningen melder sig.

Natlig inkontinens (latin: enuresis nocturna)
Hvis det er natproblemer, det drejer sig om, skal man også her ind og lave et drikke/tisse skema over 3 sammenhængende døgn, samt en blevejningstest.

Hvis det drejer sig om en blære med lille rummelighed, vil et ringeapparat eller et ringelagen være et rigtig godt valg, idet barnet også her skal lære at reagere på vandladningstrangen om natten, og få stoppet vandladningen, så det kan nå at komme på toilettet og tisse færdig.

Hos nogle børn ser man at urinproduktionen om natten, er halvdelen, eller endda mere en halvdelen af den samlede døgnproduktion af urin. Her vil det hjælpe at give medicin som smeltetablet. Normalt ordineres i starten laveste dosis – men hvis der kun er lidt effekt, kan man i samråd med lægen forhøje dosis. Medicinen ordineres normalt til 3 måneder efterfulgt af 1 uges pause. Medicinen skal tages dagligt og som ordineret af lægen (ikke kun fx i weekender, hvor barnet sover ude). Hvis der efter pause igen kommer inkontinens, starter man igen med 3 måneders medicinsk behandling efterfulgt af 1 uges pause.

Barnet må kun drikke højst ½ glas vand efter at have fået smeltetabletten.
Med til udredningen af inkontinens hos børn hører selvfølgelig en grundig lægelig undersøgelse, med ultralydsscanning af nyrer og urinveje samt scanning af blæren efter vandladning, så man er helt sikker på, at barnet tømmer blæren helt.

De gode toiletvaner
Børnehavebørn og skolebørn kan have godt af en praktisk vejledning omkring gode toiletvaner. Som forældre, skal man forklare barnet, at det skal tage sig ordentlig tid til at få tisset af. Giv barnet en skammel under fødderne, så det sidder i en korrekt ’tissestilling’ – og så er det en rigtig god idé opfordre drenge til at sætte sig på toilettet i stedet for at stå op! Hvis drengen insisterer på at stå op, så forklar ham, at det er smart at trække bukserne helt ned imens han tisser!

Børn med afføringsinkontinens
Også her eksisterer myten om psykiske årsager desværre stadig, selvom vi i dag ved, at for langt de fleste børns vedkommende, drejer det sig om forstoppelse. Årsagerne kan være mange – fx kan barnet have haft eller har en lille rift ved endetarmen, som kan være meget smertefuld. Det kan betyde at barnet ubevidst holder afføringen tilbage af frygt for, at smerten kommer igen.

Kun ca. 5 % af børn med afføringsinkontinens har en diagnosticeret sygdom, der er årsag til forstoppelsen. Oplever barnet en ubehagelig fornemmelse eller smerte fx ved hård afføring, kan det med viljens magt holde afføringen tilbage i dagevis. De undertrykker den naturlige afføringstrang og normale tømningsrefleks. Det medfører ophobning af afføring i endetarmen, som så igen er med til at give yderligere ubehag (den onde cirkel) og smerte, når barnet skal af med afføringen. Efterhånden overstrækkes endetarmen af den ophobede afføring, og mister dermed fornemmelsen for afføringstrangen, og barnet mærker ikke, at det skal have afføring – og ikke før afføringen føles ubehagelig i bukserne eller lugter, opdager barnet det.

Størstedelen af børn med afføringsinkontinens har funktionel forstoppelse, som også kaldes ’den onde cirkel’. Forstoppelse kan i nogle tilfælde også være årsagen, til at barnet tisser i bukserne. Det viser sig, at hvis forstoppelsen effektivt bliver behandlet – så vil ca. 80% af de børn, som også tisser i bukserne om dagen, ikke længere have problemer. Mange behandlere og pædagoger konstaterer, at der er flere børn med forstoppelse nu end tidligere. Det er der dog ingen videnskabelig dokumentation for, men det kan måske skyldes, at der er ved at blive større åbenhed og opmærksomhed om problemet.

Afføringsmedicin skal gives i samråd med lægen, og den anbefalede mængde/dosis skal overholdes nøje. Man skal ikke selv eksperimentere med dosis, fordi medicinen ikke lige virker fra dag et.

De afføringsmidler, der bruges til børn i dag, er ikke farlige. For flydende afføringsmidler gælder det, at den væske, som det er blandet op med, ikke optages af tarmen. Derfor når medicinen helt ned til den ophobede afføring (forstoppelsen) – og kan være med til at opløse den. Medicinen udskilles altså med afføringen, og er ikke vanedannende eller sløver tarmen. Har barnet haft forstoppelse gennem længere tid, kan det tage mange dage at få tarmen tømt. Derfor skal der i starten normalt gives en høj dosis af afføringsmiddel. Målet er, at barnet har daglig blød, formet afføring. Men da problemet ofte har varet længe inden barnet bliver henvist til udredning, kan det være nødvendigt at behandle op til ½ år eller længere. I kombination med medicinen er det også her vigtigt at barnet har gode toiletvaner. Hjemme kan man give barnet mulighed for at tage bøger eller musik med på toilettet, for at gøre det lidt hyggeligt.

Gode råd om at sidde på et toilet

  • For at udnytte tarmens egne reflekser, skal barnet sidde på toilettet 10-15 minutter ca. 2 gange dagligt – ½ time efter at det har spist
  • Barnet skal sidde foroverbøjet med støtte under benene af fx en skammel, idet knæene skal holdes højere end hoften
  • Kroppen skal lænes fremover, og barnet kan hvile albuerne på knæene, og spile maven ud
  • Det er for mange familier vigtigt, at der i behandlingsperioden er støttepersoner, som man dagligt, hurtigt kan komme i kontakt med. (Kontinenssygeplejersker, sundhedsplejersker og/eller egen læge).
  • Det er meget almindeligt, at børn kan få tilbagefald undervejs, hvor afføringsproblemerne kan vende tilbage. Her er det vigtigt, at vedligeholde eller øge behandlingen i en periode.

Pacemaker dæmper trangen

Interview med Bente, som har været plaget af mange vandladninger og smerter i urinrør og blære. Bente havde ikke blærebetændelse, men interstitiel cystit og deltager nu i et behandlingsforsøg.

modelbente

Af Randi Krogsgaard, journalist og forfatter
Kilde: KontinensNyt 1, 2006, s. 7-8

Download hele artiklen

Bente er 65 år og deltager i et forsøg. Forsøget skal afklare, om en særlig pacemaker kan dæmpe trangen til at lade vandet. Hun fik indopereret pacemakeren i lysken i foråret 2004. Via følere på bækkenmusklerne dæmper pacemakeren de impulser til blæren, der giver trang til at lade vandet.

Knæk på urinrøret
Efter første graviditet fik Bente stærke smerter i underlivet. Fjorten måneder senere ankom barn nummer 2. Bente var da 26 år. Seks år senere flyttede familien i hus. I forbindelse med anlæg af en ny have “fik jeg urininkontinens,” fortæller hun. “Jeg fik lavet et ‘knæk’ på urinrøret. Det hjalp, men jeg er fortsat nødt til at bruge trusseindlæg,” siger Bente.

Stærke muskelsmerter
Trods operationen i 1971 forsvandt Bentes problemer ikke helt. Hun gennemlevede 4 år med voldsomme menstruationsblødninger. Knap 50 år gammel fik hun fjernet livmoder og æggestokke. Efter operationen var hun plaget af hyppig blærebetændelse. Det var i hvert fald hvad Bente troede. “Jeg skulle tisse konstant. Jeg havde smerter i urinrøret, i blæren og i musklerne i underlivet. Det gjorde ondt, og jeg kunne ikke være nogen steder”. Hun opsøgte læge, som konstaterede, at blærebetændelse var det ikke.

Vævsprøve gav diagnosen
I 1999 henvendte Bente sig til en gynækolog. En kikkertundersøgelse af blæren viste i første omgang normale forhold. Efter yderligere 2 år fik hun foretaget en ny kikkertundersøgelse og fik denne gang taget en vævsprøve af blæreslimhinden. På baggrund af vævsprøven stillede man diagnosen interstitiel cystit. “Man kender ikke årsagen,“ oplyser Bente, “men blæreslimhinden bliver irriteret og kan nærmest forsvinde. Blæremusklen og det omliggende bindevæv er også forandret.”

Blæreskylninger
Bente er multiallergiker. “Pga. allergi får jeg forskelligt medicin, bl.a. noget astmamedicin. Medicinen forstærker slimhinderne,” siger hun. Man kan undertiden behandle interstitiel cystit med blæreskylninger. Bente har imidlertid ikke ønsket denne behandling, først og fremmest fordi hun er nervøs for, om det vil ødelægge det ‘knæk’, hun i 1971 fik lavet på urinrøret.

Presset er væk
“Pacemakeren betyder, at presset på blæren er væk, og jeg kan nu bedre holde mig. Tidligere gik jeg på toilettet 15 gange om dagen,” fortæller Bente. Bente skal pga. pacemakeren undgå magnetfelter. Hun går derfor altid med et kort, så hun fx i lufthavnen kan gå uden om metaldetektoren.

Frustrerende
Trods behandlingen er Bente`s tilværelsen ikke helt problemløs. “Der er mange ting, der er frustrerende,” fortæller hun. “Pacemakeren bevirker, at jeg er en evighed om at tømme blæren. Det er stressende, når andre venter uden for toiletdøren. Men hvis jeg ikke tømmer blæren, tisser jeg i bukserne.” Smerterne i underlivet betyder, at Bente har svært ved at klare berøringer. Hun har derfor også svært ved at vedligeholde et sexliv. Hun går ikke i vandet og undgår om sommeren at gå med bare ben. “Så får jeg øjeblikkelig blærebetændelse. Og det kan tage mig op til 8 uger at få en blærebetændelse væk igen,” fortæller hun.

Åh nej, hvad gør jeg
“Jeg sad for nylig i en bus i København og tænkte ‘åh nej’, hvad gør jeg nu?”. Bente kører som regel i bil. Så kan turen tilrettelægges efter, hvor der er toiletter på ruten. “Hvis tisse-trangen kommer over mig, kan jeg bare ikke gøre noget”.

Større portioner
“Jeg ved godt, at der er en psykisk overbygning på inkontinens. Men jeg er ved at gå i spåner, når der langt til toilettet,” siger Bente. Pacemakeren har absolut hjulpet. “Jeg lader vandet i større portioner – og det fungerer bedre,” siger hun. Hun får stadig i perioder ubehagelige smerter – men færre end tidligere.

, , ,

Pilotstudie angående effekt af Diveen vaginaltampon til behandling af stressinkontinens

Af Annette Hjuler, Kontinenssygeplejerske
Klinik for bækkenbundslidelser, Aarhus Universitetshospital

Diveen er en vaginaltampon der er lavet af plastmateriale. Diveen placeres i skeden vha. indføringshylster eller med en finger. Den samme tampon kan anvendes i to dage=to gange à 14 timer. Diveen er udviklet specielt til kvinder med stressinkontinens. Vaginaltamponen er udformet til at støtte skedevæggen omkring blærehalsen. Ved øget intraabdominalt tryk (hoste, nys, anstrengelse) vil den fleksible ring støtte urinrøret og derved mindske lækage. Diveen findes i to størrelser small og medium.

I Klinik for bækkenbundslidelser havde vi haft nogle få kvinder der havde afprøvet Diveen med vekslende effekt. For at få mere kendskab til om Diveen kunne være en mulig løsning for vore patienter med inkontinens, besluttede vi at undersøge effekten mere systematisk.

Inklusionskriterierne var at patienterne skulle være >20 gram inkontinent/døgn. De skulle koorporere til at indsætte Diveen og skulle kunne forstå og tale dansk. Eksklusionskriterier var genital prolaps, urgeinkontinens og urinvejsinfektion

Med studiet ville vi undersøge om:

  • Der er gener/ubehag i forbindelse med placering og fjernelse af Diveen
  • Der er gener ved at have Diveen placeret i skeden under daglig livsførelse og i forbindelse med fysisk aktivitet/sport
  • Urinlækagen reduceres hos den enkelte patient, og er der forskel på small og medium
  • Om Diveen en tilfredsstillende løsning for patienten

METODE:  Alle patienterne i pilotstudiet er set i inkontinensambulatoriet af urologisk overlæge og kontinenssygeplejerske. Basal udredning er foretaget: grundig anamnese, specielt vedrørende vandladnings-og afføringsfunktion, gennemgang af væske/vandladningsskema incl. bindvejning. Flow og resturinmåling samt urinstix for at udelukke urinvejsinfektion. Alle har fået lavet gynækologisk undersøgelse.

Effekten af Diveen vaginaltampon måles ved bindvejningstest i 4 dage uden Diveen, 4 dage med Diveen small og 4 dage med Diveen medium. Håndtering af Diveen og hvordan den føles at have placeret i skeden, vurderes vha. spørgeskema. 12 kvinder i alderen 39-62 år deltog i studiet

 

Spørgsmål/svar:

Hvordan placerede du Diveen i skeden

Med fingrene: 6

Med indføringshylster. 7

Havde du brug for glidemiddel: 3

Kommentar: En beskriver at snoren sidder fast i indføringshylsteret. Flere af kvinderne kunne indføre Diveen både med indføringshylser og med finger

 

Hvordan fungerede det at fjerne Diveen fra skeden.

Kommentar: En enkelt beskriver ubehag ved fjernelse

 

Hvordan var din oplevelse af at have Diveen i skeden

Mærkes kun kort efter den var placeret: 9 kvinder

Kunne mærkes hele tiden: 3 kvinder

Kommentar: En beskriver konstant ubehag, en beskriver kortvarigt ubehag der svandt spontant, en beskriver at det føles som en klump i skeden, denne fornemmelse svinder efter et stykke tid. En føler den glider ud og må skubbes op igen, gælder for både small og medium. Alle kvinderne forsøgte med både str. small og medium. En valgte kun at anvende Diveen i forbindelse med sport. 12 kvinder har anvendt Diveen i 2-14 timer daglig, uden at opleve ubehag

 

Hvordan er din oplevelse af Diveen i forbindelse med fysisk aktivitet/sport: 4 kvinder har anvendt Diveen under fysisk aktivitet

Kommentar: En oplevede at Diveen gled ud i forbindelse med sport 2 af 8 gange og lækagen blev ikke målt mindre med Diveen. En har anvendt Diveen ved ridning, her oplevede kvinden at Diveen gled ned, dog blev lækagen mindsket nogle få gram. To har anvendt Diveen i forbindelse med gang/løb og lækagen her blev mindsket 1/3

De fire kvinder der anvendte Diveen i forbindelse med sport havde denne i skeden i hhv: 4-3-2-2 timer

 

Følte du tryghed i forbindelse med anvendelse af Diveen:

Alle 12 kvinder der anvendte Diveen i dagligdagen følte sig trygge ved anvendelsen

 

Er dit inkontinensproblem løst tilfredsstillende:

Kommentar: Tre svarer klart ja. Tre svarer delvist og seks svarer nej

 

Ønsker du at fortsætte med Diveen:

Kommentar: De tre der føler sig hjulpet vil gerne fortsætte. En af kvinderne der føler sig delvist hjulpet ønsker at fortsætte og to af dem der ikke føler sig hjulpet, vil gerne afprøve Diveen i længere tid

 

Hvilken størrelse anvender du:

Kommentar: Alle havde bedst effekt af størrelse medium og følte den hjalp bedst, hvilket bindvejning også viser

 

Vil du på baggrund af dine oplevelser anbefale Diveen til andre:

Kommentar: 6 vil anbefale Diveen til andre og 6 vil ikke anbefale Diveen

 

Har Diveen forbedret din livskvalitet i forhold til urinlækageproblematikken:

Kommentar: 5 svarer ja, en svarer delvist og 6 svarer nej.

 

Alle kvinderne målte lækage 4 dage uden Diveen, 4 dage med Diveen small og 4 dage med Diveen medium. Lækagen blev målt ved bindvejning. Følgende skema viser lækage i gram hos den enkelte patient, lækagen ved brug af Diveen small og Diveen medium. Rød farve indikerer øget lækage, hvor grøn farve indikerer reduceret lækage.

 

 

KONKLUSION

Ingen korrelation mellem grad af lækage og brug af Small; brug af Medium korrelerer med gennemsnitligt ~23% mindre lækage. Altså er der, sammenlignet med ikke at bruge Diveen, ingen sammenhæng mellem brug af str. Small og mindre lækage. Derimod er der i gennemsnit 23% mindre lækage ved brug af medium.

Diveen er let at anvende og har få gener. 6 patienter er tilfredse og vil anbefale Diveen til andre.

 

 

Principafgørelse om hjælpemidler

forbrugsgoder – merudgifter – engangsvaskeklude – engangshandsker

principafg

Kilde: Ankestyrelsen
Afgørelsesdato: 29-6-2011
Udsendelsesdato: 04-10-2011

Lov
Lov om social service – lovbekendtgørelse nr. 904 af 18. august 2011 – § 112 og § 113.

Bekendtgørelse
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 743 af 27. juni 2011 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven.

Resumé
Engangsvaskeklude og engangshandsker var for ansøger forbrugsgoder, der udelukkende fungerede som hjælpemidler. Kommunen skulle derfor betale for engangskludene og engangshandskerne, hvis beregningen af udgiften hertil oversteg 500 kr. inden for en overskuelig periode.

Produkterne afhjalp den nedsatte funktionsevne og lettede den daglige tilværelse for ansøgeren i forbindelse med en nedsat blære- og tarmfunktion.

Produkterne blev ikke anvendt til behandling af lidelsen, da tilstanden var varig, og der ikke var yderligere behandlingsmuligheder.

Afgørelse
Afgørelse i sag om engangsvaskeklude og engangshandsker til NN.

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sagen, om afgørelsen er i overensstemmelse med Principafgørelse 131-10, hvor vådservietter og engangsvaskeklude i det konkrete tilfælde skulle ydes efter bestemmelsen om merudgifter og ikke som et hjælpemiddel eller et forbrugsgode, da der ikke var tale om et hjælpemiddel, som afhjalp den nedsatte funktionsevne.

Resultatet er:

Engangsvaskekludene og engangshandskerne er for NN forbrugsgoder, der udelukkende fungerer som hjælpemidler.

Det betyder, at kommunen skal betale for engangsvaskekludene og engangshandskerne, hvis beregningen af udgiften hertil overstiger 500 kr. inden for en overskuelig periode.

Vi er således kommet til samme resultat som nævnet i Statsforvaltningen Y.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen
Vi finder, at engangsvaskekludene og engangshandskerne for NN udelukkende fungerer som hjælpemidler.

Det fremgår af § 112, at støtte til hjælpemidler ydes til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet.

Det fremgår af lovens § 113, at hjælp til køb af forbrugsgoder ydes til samme personkreds med 50 % af prisen på et almindeligt standardprodukt.

Der kan kun ydes hjælp, når udgiften er over 500 kr., og når der ikke er tale om et forbrugsgode, der indgår i sædvanligt indbo.

Lovens bagatelgrænse anvendes således, at der kan ydes hjælp til løbende udgifter til forbrugsgoder, hvis udgifterne til det konkrete behov overstiger 500 kr. inden for en overskuelig periode.

Der er ikke i forarbejderne til serviceloven tilsigtet en begrænsning for så vidt angår muligheden for også at få hjælp til udgifter til løbende forbrug af forbrugsgoder.

Ved forbrugsgoder forstås produkter, der fremstilles og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug med den almindelige befolkning som målgruppe.

Hvis forbrugsgodet udelukkende fungerer som hjælpemiddel, betaler kommunen den fulde anskaffelsespris.

Hjælpen kan eventuelt ydes som naturalhjælp.

Vi finder, at de ansøgte produkter må anses for at være forbrugsgoder, der for NN udelukkende fungerer som hjælpemidler.

Vi har herved lagt vægt på, at produkterne afhjælper den nedsatte funktionsevne og letter den daglige tilværelse i forbindelse med den nedsatte blære- og tarmfunktion.

Vi har ved vurderingen lagt vægt på, at kludene og handskerne ikke har nogen forbrugsgodeværdi for NN.

Vi har også lagt vægt på, at produkterne ikke anvendes til behandling af lidelsen, da tilstanden er varig, og at der ikke er yderligere behandlingsmuligheder.

Bemærkninger til klagen
Kommunen har oplyst, at det var af afgørende betydning for kommunens hensigtsmæssige administration af ”Bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven”, at der blev anlagt en ensartet forståelse af indholdet i begrebet forbrugsgoder.

Nævnet ændrede endvidere kommunens praksis. Kommunen henviste til Ankestyrelsens Principafgørelse nr. 131-10, som fastslog at vådservietter og vaskeklude ikke kunne anses som hjælpemidler eller forbrugsgoder.

Vi bemærker, at produkterne i Principafgørelse 131-10 var til brug for hjemmeplejen i en konkret sag i forbindelse med pågældendes personlige hygiejne. Produkterne afhjalp ikke den nedsatte funktionsevne.

Oplysninger i sagen
Vi har afgjort sagen på grundlag af:

  • De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
  • Nævnets afgørelse af 18. oktober 2010
  • Klagen til Ankestyrelsen af 21. oktober 2010
  • Nævnets genvurdering.

Kommunen traf den 2. juni 2010 afgørelse om, at NN ikke kunne bevilges vaskeklude og vinylhandsker efter servicelovens
§ 112.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at det ansøgte blev vurderet til at være midler, som blev benyttet alene til drift og vedligeholdelse.

Det kunne eventuelt overvejes at yde tilskud til udgifterne efter servicelovens § 100.

Vinylhandskerne var efter kommunens standarder for hjælpemidler alene at betragte som sygeplejeværnemiddel og en depotvare. Varen kunne udleveres til borgeren, hvis de alene var til brug for sygeplejens brug ved opgaver i hjemmet. Derudover kunne disse typer værnemidler ikke konverteres til hjælpemidler og kunne derfor ikke blive et forbrugsgode.

Vaskeklude skulle man selv købe
Nævnet traf afgørelse om, at NN havde ret til forbrugsgoder i form af engangshandsker og –vaskeklude forudsat at beregning af udgiften hertil inden for en overskuelige periode beløb sig til mere end 500 kr.

Nævnet har begrundet afgørelsen med, at de pågældende forbrugsgoder ved sin anvendelse efter nævnets opfattelse i væsentlig grad afhjalp de varige følger af den nedsatte funktionsevne.

NN havde på baggrund af byld på rygsøjlen og operation herfor pådraget sig en varig rygmarvsskade. NN anvendte kørestol og var udstyret med forskellige hjælpemidler. Blære- og tarmfunktion var påvirket af skaden. For tarmens vedkommende skulle NN ved selvstimulering foretage tømning. Blæretømning foregik ved hjælp af kateter.

Nævnet lagde endvidere servicelovens bestemmelser om forbrugsgoder til grund. Når betingelserne for hjælpemidler var opfyldte, når udgiften til forbrugsgodet oversteg 500 kr. og når der i øvrigt ikke var tale om et forbrugsgode der indgik i sædvanligt indbo, kunne der ydes hjælp med 50 % af prisen på et standardprodukt. Der kunne ydes hjælp med 100 % i de situationer, hvor forbrugsgodet udelukkende fungerede som et hjælpemiddel til afhjælpning af den nedsatte funktionsevne.

Nævnet fandt, at engangshandsker og –vaskeklude var forbrugsgoder, idet de blev fremstillet og blev forhandlet bredt med henblik på sædvanligt forbrug i befolkningen i almindelighed.

Nævnet fandt, at der kunne ydes hjælp til forbrugsgoder i form af engangshandsker og vaskeklude, idet hjælpemiddelbekendtgørelsen ikke undtog forbrugsgodeprodukter, der dækkede et behov for løbende forbrug.

Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at NN skulle anvende handskerne og vaskekludene i forbindelse med, at han afhjalp følgerne af den nedsatte funktionsevne for så vidt angik den skadede tarm- og blærefunktion.

Nævnet lagde vægt på i det konkrete tilfælde, at handskerne og vaskekludene i væsentlig grad afhjalp de varige følger af den nedsatte funktionsevne. Nævnet fandt også, at handskerne og vaskekludene måtte antages udelukkende at fungere som hjælpemiddel for NN og var uden almindelig forbrugsgodeværdi. Nævnet fandt derfor, at NN var berettiget til at få dækket de fulde anskaffelsesudgifter til det bedst egnede og billigste produkt, hvis udgiften inden for en overskuelig/rimelig periode beløb sig til mere end 500 kr..

A Kommune har klaget over nævnets afgørelse
I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at kommunen ikke var enig i nævnets begrundelser. Afgørelsen ændrede den juridiske fortolkning af begrebet forbrugsgoder i forhold til et meget stort antal sager i den kommunale forvaltning.

Det var af afgørende betydning for kommunens hensigtsmæssige administration af ”Bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven”, at der blev anlagt en ensartet forståelse af indholdet i begrebet forbrugsgoder.

Nævnet ændrede endvidere kommunens praksis. Kommunen henviste til Ankestyrelsens Principafgørelse nr. 131-10, som fastslog, at vådservietter og vaskeklude ikke kunne anses som hjælpemidler eller forbrugsgoder.

Det var kommunens opfattelse, at hverken engangsvaskeklude – eller handsker – kunne opfattes som forbrugsgoder i servicelovens og bekendtgørelsens forstand.

ProAct-balloner til behandling af stressinkontinens hos mænd

18457509-21856212-thumbnail

Af Jørgen Nordling, Professor, dr.med. og Nis Nørgård, Overlæge, Urologisk afdeling, Herlev Hospital
Kilde: KontinensNyt 3, 2009, s. 20

Download hele artiklen

Stressinkontinens skyldes næsten altid følger efter prostata operationer. Med det hastigt stigende antal radikale prostatektomier i Danmark er også antallet af patienter med behov for operativ behandling af stress-inkontinens kraftigt stigende. Den traditionelle behandling med artificiel sphincter (kunstig lukkemuskel) er forholdsvis dyr, og mange ældre mænd har svært ved at betjene pumpen. Herudover er komplikationer i form af erosion eller infektion vanskelige at behandle og gør ofte implantation af en ny artificiel sphincter umulig. Indsprøjtning af diverse materialer som kollagen og silicone i sfinkterområdet har ikke givet tilfredsstillende resultater. Et nyt princip til kompression af urethra er ProAct-balloner.

Ballonerne anbringes ved siden af urethra over bækkenbunden og kan derfor komprimere urethra udefra og derved bedre lukkemekanismen. Selve operationen er forholdsvis simpel. Gennem en 0,5 cm incision på overgangen mellem scrotum og perineum på højre og venstre side indføres en trokar gennem bækkenbunden langs med urethra. Spidsen placeres ved siden af urethra ved apex prostatae hos mænd med prostata og mellem blæren og bækkenbunden hos mænd efter radikal prostatektomi. Placeringen sikres med gennemlysning og rektal ultralyd. Igennem trokaren indføres ProAct-ballonen, der via en 12-14 cm lang silicone tubing med en påfyldningsstuds fyldes med 1 ml. væske. I begyndelsen anbragte vi ballonerne posterolateralt for urethra, men de sidste år har vi forsøgt at anbringe dem anterolateralt, så ramus inferior ossis pubis kan virke som væg bag ballonen. Tubing og påfyldningsstudsen lægges i en tildannet kanal bag på scrotum, så man nemt kan fylde eller tømme ballonerne i ambulatoriet . Efter 1 måned fyldes ballonerne med 1-2 ml af gangen indtil, der er tilfredsstillende kontinens. Hver ballon kan maksimalt rumme 8 ml. Vi har siden 2003 opereret 62 patienter med oplægning af ProAct balloner for stress- inkontinens. Patienternes alder var 52 år til 83 år. Årsagerne til urininkontinens var hos 21 operation for benign prostatahyperplasi, 35 radikal prostatektomi, 3 TUR-P for cancer prostata, 2 neuromuskulær dysfunktion på grund af medfødt rygmarvsbrok hos 1 og traumatisk paraplegi hos en og endelig tidligere urethraruptur på grund af traume hos den sidste. Patienterne havde tidligere fået i alt 17 behandlinger med Macroplastique, 4 havde haft artificiel sphincter og 1 en Gy-ring. Ballonerne efterfyldtes i gennemsnit 5,2 gange (spændvidde 0-14) med i gennemsnit 5,8 ml. (spændvidde 1-13). Patienterne er fulgt i gennemsnit 15 måneder (spændvidde 4-48) efter implantationen. Bleforbruget var i gennemsnit 2,5 bleer per døgn (spændvidde 0-26) før, og faldt til 0,9 (spændvidde 0-26) efter implantationen. Urintabet ved 24-timer blevejningstest var i gennemsnit 643 gram før og 209 gram efter.

Af de 18 patienter, der ikke var helt tilfredse, har 13 fået artificiel sphincter indopereret med god effekt hos de 12. Tre venter på indoperation af 3. ballon. En venter på reoperation for punkteret ballon, og en er det ikke muligt at gøre mere for på grund af alder og stråleforandringer efter strålebehandling for cancer. Af komplikationer har vi haft 5 med infektion, 3 bilateralt og 2 kun på den ene side. Hos 2 patienter er ballonerne blevet utætte, i 5 tilfælde er ballonen disloceret under bækkenbunden og i 2 tilfælde ind i blæren. I tilfælde af komplikation er det meget let at fjerne ballonen i ambulatoriet i lokal bedøvelse.

, , , , ,

Prolaps/ nedsynkning af underlivet

Af Overlæge Vibeke Weltz

Er du udfordret af prolaps/ nedsynkning af underlivet?

Mange kvinder er udfordret af varierende grad af prolaps, dvs. nedsynkning af underlivet. Bl.a. kan det give gener i forhold til tømning af blære og i forhold til afføring.

Om prolaps/ nedsynkning af underlivet

Kvinder kan med alderen udvikle nedsynkning af underlivet. Nogen får nedsynkning af skedens forvæg (cystocele), nogen får nedsunken livmoder (uterus prolaps) og nogen får nedsynkning af skedens bagvæg (rektocele). Ikke sjældent ses en kombination, dvs. f.eks. både nedsynkning af skedens forvæg/blæren og livmoderen. Kvinder, som har fået fjernet livmoderen, kan også få nedsynkning af skedetoppen.

Der findes forskellige disponerende faktorer og risikoen for nedsynkning af underlivet stiger med alderen, efterhånden som bindevævet i kroppen ændres. Især når kvinden passerer overgangsalderen forekommer det oftere. Udover bindevævets beskaffenhed, er der også øget risiko for nedsynkning hos kvinder, der har gennemført mange graviditeter og født børn.

Nedsynkning af underlivet er en ganske ufarlig tilstand, men det kan give gener i form af tyngdefornemmelse og en følelse af, at noget kommer ud af skedeåbningen. Det kan f.eks. mærkes, når der løftes noget tungt, ved host eller fysisk aktivitet. Andre gange er fornemmelsen der hele tiden. Der kan også være besvær med at tømme blæren ordentligt. Hvis bækkenbunden er stærk, kan den nogle gange holde nedsynkningen på plads, dvs. holde ”bulen” indenfor skedeåbningen, men når bækkenbunden slapper af, kan ”bulen” glide ud igen.

Nedsunken livmoder kan behandles konservativt med forskellige typer silikone støttepessarer. Alternativt kan man blive opereret for sin nedsynkning.

Vil du gerne vide mere om emnet?

Kontinensforeningen er også for dig, der er udfordret af nedsynkning af underlivet. Vi bringer løbende artikler i vores medlemsbrev om emnet, og hvis der er ønske fra vores medlemmer om det, afholder vi meget gerne webinar eller temaaften om emnet.

Vil du gerne vide mere om prolaps/ nedsynkning af underlivet, så kan du bl.a. læse vores medlemsblad nummer 2 fra 2018, hvor vi bragte et stort temanummer om emnet. Læs det her: https://kontinens.org/wp-content/uploads/2018/08/K-Nyt-2-del-2-2018.pdf

Du kan også se Lægens Bord på DR1 fra den 24. sepetmber 2020: https://www.dr.dk/drtv/se/laegens-bord_-forvirring-og-frygt_209691. Cirka 24 min og 56 sekunder inde i udsendelsen forklarer Søren Brostrøm om nedsynkning og behandling.

Prostatakræft

handsFaded

Special Sektion i KontinensNyt 4, 2010, s. 16-18

Download hele artiklen

Behandling af prostatakræft har sin pris
Kilde: dr.dk – Sundhedsguiden.dk – februar 2010

Behandling af prostatakræft har så mange bivirkninger, at man bør overveje det nøje inden man går i gang med en behandling.

Mange bivirkninger påvirker livskvaliteten i efterforløbet efter kræft i prostata eller blærehalskirtlen, viser en ny undersøgelse. Eksperter opfordrer til at overveje nøje hvem, der virkelig har gavn af behandlingen, skriver dr.dk.

Behandling med prostatakræft har bivirkninger
Impotens, tarmproblemer og dårlig kontrol over vandladningen er nogle af de hyppigste og ubehageligste følgevirkninger, som mange mænd oplever efter behandling for kræft i prostata eller blærehalskirtlen. Uanset hvilken af de gængse behandlinger, patienterne udsættes for – operation, anti-hormon- eller strålebehandling, er forekomsten af følgevirkninger høj, viser undersøgelsen, som er foretaget af australske forskere fra blandt andet Sydneys Universitet. De undersøgte helbredstilstanden og specielt følgevirkningerne hos en gruppe mænd 3 år efter en behandling for prostatakræft.

Måske skal man slet ikke behandle
Impotens sås efter samtlige behandlinger, men oftest hos mænd i anti-hormonbehandling, som blokerer det mandlige kønshormon. Operation var til gengæld den metode, der oftest gav besvær med vandladningen, mens strålebehandling hyppigst gav tarmproblemer. Patienterne blev også bedt om at vurdere deres samlede helbredstilstand, og på det punkt var der ingen forskel mellem grupperne. Forfatterne opfordrer til, at både patientens alder og kræftens farlighed tages i betragtning, før der træffes en beslutning om en eventuel behandling.

Deres undersøgelse er offentliggjort i 2010 i British Medical Journal [Red.: www.bmj.com].

Prostatakræft (Kræft i blærehalskirtlen, Prostatacancer)
Kilde: sundhedsguiden.dk – november 2006

Definition og årsager
Kræft i blærehalskirtlen (prostata) udvikles typisk fra cellerne i den bagerste del af kirtlen og vokser bagud i retningen mod endetarmen og opad mod blæren. Her kan canceren forårsage en spærring af urinrøret, således at der opleves vandladningsproblemer. Canceren kan spredes (metastasere) via lymfesystemet til lymfeknuder langs de store kar i bækken og mave. Ligeledes kan canceren spredes via blodet typisk til knoglerne i bækkenet, lænderyggen, den øverste del af lårbenet og til ribbenene.

Prostatacancer er den tredje hyppigste cancer-form blandt mænd og den hyppigste i urinvejene. Tilfældene er kraftigt stigende fra 50 til 80 års alderen, og ved obduktioner af mænd over 50 år, som er døde af anden årsag, finder man prostatacancer i 30% af tilfældene. Ved obduktion af mænd, som har fået fjernet dele af prostata pga. prostatahypertrofi, ses der i 10% af tilfældene prostatacancer.

De nye årlige tilfælde har igennem de sidste årtier været stærkt stigende, men der findes sjældent tilfælde af prostatacancer før efter 50 års alderen.

Symptomer på prostatacancer:

  • I tilfælde af at canceren ikke har spredt sig endnu, kan der enten opleves en symptomløs tilstand eller de samme symptomer, som der ses ved prostatahypertofi:
  • Irritationssymptomer
  • Hyppige vandladninger med små portioner urin
  • Natlige vandladninger
  • Kraftig vandladningstrang
  • Urgeinkontinens (pludselig kraftig indsættende vandladningstrang, hvor man ikke kan nå at komme på toilettet).

Obstruktionssymptomer på grund af det sammenpressede urinrør:

  • I forbindelse med vandladning kan der være igangsætningsbesvær, hvor man er nødt til at vente og presse, før man kan lade vandet
  • Svag strålekraft og efterdryp. Fornemmelse af at blæren ikke tømmes helt
  • Pludselig indsættende total vandladningsstop
  • Blod i urinen ses i svære tilfælde.

I tilfælde af at canceren spredes udenfor prostatas bindevævskapsel, kan der ses:

  • Smerter i perineum (området mellem symfysen, halebenet og siddeknuderne) pga. indvækst i nerver
  • Forstørrede lymfeknuder pga. metastaser vil forårsage lymfeødem (væskeophobning) i benene og komprimere urinlederne fra nyrerne, således at der sker en udvidelse af nyrebækkenet. Dette vil vise sig som smerter i siden af ryggen.

Ved metastaser til knoglerne vil der opleves knoglesmerter og evt. spontane brud på knoglerne specielt i lænderyggen og den øverste del af lårbenet.

Hvis canceren har spredt sig til knoglemarven, kan der ses nedsat produktion af celler, som dannes i knoglemarven. Dette vil opleves som træthed, vægttab og blodmangel.

Forholdsregler og diagnose
Oplever man ovenstående symptomer, skal man søge egen læge, som vil starte med at tage en blodprøve. Der undersøges for blodmangel, nyrefunktionen samt for specifikke stoffer, som er karakteristiske for prostatacancer. Det drejer sig om prostataspecifikt antigen (PSA) og basisk fosfatase. Ligeledes vil lægen undersøge prostatas form og størrelse med en behandsket finger gennem endetarmsåbningen.

Er der mistanke om prostatacancer, sendes man videre til en specialistafdeling (urologisk afd.), hvor der vil blive foretaget en ultralydsscanning af prostata gennem endetarmsåbningen for at vurdere hhv. størrelsen, udbredelsen og formen. Samtidig kan der tages ultralydsvejledte biopsier af prostata, som vil blive undersøgt i mikroskop for at se, hvilke celletyper det drejer sig om.

Der vil også blive foretaget en række billedundersøgelser for at komme diagnosen nærmere. Der laves en kontrastundersøgelse (røntgenbilleder med indgift af kontrastvæske) af nyre og urinveje for at se på udvidelser af nyrebækkenet og urinlederne. Der vil blive foretaget en knogle-scintigrafi (undersøger for knogle- tæthed) samt røntgenbilleder af smerteprægede knogler. Forstørrede lymfeknuder kan visualiseres ved CT- eller MR scanning af maven.

Diagnosen stilles ved forhøjet PSA og vha. ultralydsscanning inkl. biopsier samt knoglescintigrafi.

Behandling
Ved svære vandladningsproblemer kan der foretages en delvis fjernelse af prostata gennem urinrøret. Har canceren ikke spredt sig, kan man overveje at fjerne hele prostata hos yngre mænd. Ligeledes kan man forsøge strålebehandling på 2 måder: Enten som ekstern stråling eller ved ultralydsvejledt at indsætte nogle radioaktive nåle i prostata. Der ses her bivirkninger i form af stråleskade på endetarm og blære.

Hvis canceren har spredt sig, kan man benytte hormonbehandling, der blokerer dannelsen af mandlige kønshormoner, og dette kan gøres medicinsk eller kirurgisk. Kirurgisk kan man fjerne begge testikler. Hormonbehandlingen har god effekt på knoglesmerter og lokal vækst i prostata de første 2 år, hvorefter man vil opleve en forværring i sygdommen.

Forløb og komplikationer
Prognosen afhænger af, hvor meget canceren har spredt sig, og er den lokaliseret til prostata, er prognosen rimelig god. Derimod er der en dårlig prognose, hvis canceren har spredt sig til fx knogler og lymfeknuder. Komplikationerne i forbindelse med prostatacancer kan ses som vandladningsproblemer, transfusions- krævende blodmangel, spontane brud på knogler og lammelser i benene pga. af sammenfald i ryghvirvlerne. Komplikationer ved hormonbehandlingen kan være hedeture og impotens.

Symptomer på impotens
Kilde: sundhedsguiden.dk – december 2005

Af Peter Lyngdorf, Overlæge i kirurgi og urologi

Hvad er impotens?
Ordet impotens betyder afmægtig. Det er en ganske dækkende beskrivelse af den følelse, en mand med rejsningsproblemer oplever. Han føler sig afmægtig og magtesløs, når han ikke længere er i stand til at opnå og opretholde en rejsning. Han må give afkald på én af livets store glæder og adspredelser – nemlig den seksuelle udfoldelse. At en mand ikke kan få rejsning behøver dog ikke at medføre, at hans seksualliv går i stå, for mange par oplever, at deres seksualliv kan blive tilfredsstillet på anden vis.

I de seneste år har sproget ændret sig. Man er gået væk fra ordet impotens, da det har en odiøs klang. I stedet anvendes betegnelsen erektil dysfunktion. Det betyder, at der er en defekt rejsningsmekanisme – altså en noget mere anonym måde at udtrykke, at patienten ikke kan få rejsning. [Red. Læs mere under www.rejsningsproblemer.dk]

Kan Salmonella bruges mod cancer?
Kilde DK: webredaktør Trine Brøndsted, sundhedsguiden.dk og The Telegraph 12.08.2010

Kræftceller er specielt farlige, fordi de er ”usynlige” overfor kroppens immunsystem, som normalt opsporer og dræber eventuelle abnormiteter. Salmonella kan anvendes i krigen mod cancer. Ny forskning har vist, at salmonella kan udløse kroppens eget forsvarssystem mod sygdommen.

Salmonella gør cancer-celler synlige
Forskere ved universitetet i Milano har opdaget, at når man behandler tumorer med salmonellabakterier, så kan man fremkalde en immunrespons i kroppen, der effektivt dræber kræftceller – og som samtidig vaccinerer mod yderligere vækst. Når man behandler kræftcellerne med salmonella bliver de ‘synlige’ for kroppens immunceller og dermed åben for angreb.

Gode resultater på mus
Forskere ved universitetet i Milano har fået systemet til at fungere på mus i laboratoriet og vil prøve behandlingen på mennesker næste år [red.: 2011]. Dr. Maria Rescigno, leder af forsøget på universitetet i Milano, forklarer, at salmonellabakterien funger som et ‘rødt flag’, der bevirker, at de farlige kræftceller bliver synlige. Den dosis salmonella, man i forsøget benyttede, er for lav til at forårsage skade i sig selv. Dr. Maria Rescigno forklarer, at immuncellerne i forsøget pludselig ‘opdagede’ og dræbte tumorceller i mus. I forsøget er det også lykkes at beskyttet musene, så kræften ikke bredte sig til andre dele af kroppen – en strategi, som minder om en vaccination.

‘Vi er meget glade for resultatet’, siger Dr. Rescigno, der håber, at nye, relaterede forsøg kan begynde i maj 2011. Forsøget er offentliggjort i The Journal of Science Translational Medicine.

Rejsende i modetøj – med kateter i håndtasken

rejsende700px

Af Anne Mette Futtrup, Redaktionen.dk
Foto: Annemette Welling
Kilde: K-Nyt 4, 2011, s. 4-7

Download hele artiklen

Ikke én dag i løbet af de seneste 15 år har Trine Vinther vist sig i hvide bukser, i blå, røde, i grønne eller i nogen anden farve. Og så er hun endda i modebranchen. ’Jeg går altid i sorte bukser. For så er det ikke så nemt at se det, hvis bleen ikke kan holde’!

Hvert år kører Trine Vinther tusindvis af kilometer rundt i landet som sælger af dametøj. Med i bilen har hun bleer, katetre og meget andet udstyr, for trods urin- og afføringsinkontinens insisterer den 46-årige kvinde på et liv i vigør.

’Jeg tror, at jeg er det menneske i verden, der har tisset bag flest buske og træer og på flest åbne pladser med helt frit udsyn for interesserede.’

Bramfrit og grinende tæller Trine Vinther på fingre, mens hun fortæller, at hun har tisset både på Storebæltsbroen, på Øresundsbroen, bag en minimal busk ved havnen i Århus og bag en affaldscontainer midt i København. Foruden bag et utal af danske og europæiske vejtræer.

’Jeg er inkontinent. Derfor skal jeg, når jeg skal. Jeg kan ikke holde på det, som andre kan. Men jeg besluttede for mange år siden, at mit handicap ikke skal styre mit liv og sætte en stopper for mit arbejde. Derfor har jeg med årene fået et rimelig afslappet forhold til lige at springe om bag en busk og hive bukserne ned og tisse’, siger Trine Vinther.

Den 46-årige østjyske kvinde er rejsende i modetøj. Hvert år kører hun 40.000 km rundt i landet og sælger kollektioner til detailhandelen. Og flere gange om året rejser hun for sin arbejdsplads Ball Group fra den ene side af kloden til den anden for at vælge stoffer, designe kollektioner, besøge fabrikker, møde speditører og sørge for, at danske kvinder får det tøj i de farver, som Trine Vinther mener, at danske kvinder vil se smukke ud i.

Selv går hun altid i sort. For så ses det ikke så tydeligt, hvis bleen ikke kan holde på urinen, forklarer hun nøgternt.

Alle ved det
Den fattede erkendelse af problemet er en del af den måde, hun beskriver sit handicap på. Det er møgirriterende at være inkontinent og ufattelig pinligt at have uheld i fuld offentlighed, forklarer hun. Men det er ulige nemmere, når alle i familien og vennekredsen ved det.

’I starten var jeg flov over det. På et tidspunkt skulle jeg til nogle undersøgelser på sygehuset og fortalte veninderne, at jeg skulle ind og opereres for brok. Men da de kom på besøg, spurgte de selvfølgelig ’Hvorfor ligger du på Urologisk Afdeling?’ – Hvad skulle jeg svare? – ’Ja, det ved jeg da sørme heller ikke…’. Nej, jeg sagde: ’Ved I hvad, det er ikke brok – det er, fordi jeg tisser i bukserne’. ’Gør du?! Hvorfor har du aldrig sagt det?’ – mine veninder undrede sig! På det tidspunkt kunne jeg ikke svare på deres undrende spørgsmål!!, fortæller Trine.

Men da det endelig var blevet sagt højt, blev hun mere afslappet med det. Hjemme på ejendommen uden for Auning er det derfor lige så naturligt at se pakker med katetre som pakker med toiletpapir. Når Trine er på rejse med nye kolleger, sætter hun dem straks ind i situationen, så de forstår, hvorfor hun er altid er så fokuseret på at vide, hvor der er toiletter. Hun siger, at hun bruger ble dag og nat, godt kan tisse selv lidt, men også har brug for et ekstra minut og et rigtigt toilet 6-8 gange om dagen for at tømme sin blære gennem et kateter.

Og når hun skal fortælle, hvordan hun i praksis gør det, bruger hun fagter og tydelig tale: ’Jeg har altid et lille håndspejl med i tasken. Det lægger jeg på wc-brættet, så jeg kan se mellem mine ben og samtidig har begge hænder fri. Med den ene hånd skiller jeg skamlæberne, og med den anden hånd stikker jeg kateteret op i urinrøret. Normalt går det ret hurtigt. Men mange toiletsæder har desværre en lidt skrå kant, så spejlet ligger usikkert, og det kan stresse mig lidt, så jeg får ramt ved siden af og bakser med det. Hold da op, hvor har jeg fisket mange spejle op af toiletkummer rundt om i verden’.

Men hvad så med afføringsinkontinensen?
Ja, det er faktisk nemmere end urininkontinensen, forklarer Trine. For når hun bare er i nærheden af et toilet på det tidspunkt, hvor hun skal, går det problemfrit. Og det sker nogenlunde på klokkeslæt.

’Men jeg har da uheld, og det er hæsligt. For når jeg har uheld, er det jo typisk fordi jeg fx har tynd mave. Behøver jeg sige mere? Når det sker, må jeg bare hjem eller ind på et hotel og i bad, og så smider jeg simpelthen det beskidte tøj ud’, fortæller hun.

Hjernebetændelse gav inkontinens
Det er 15 år siden, Trine Vinther mistede evnen til at holde på vand og afføring. Hun havde gennem nogle uger været utilpas, haft ondt i leddene, i maven og i hovedet. Hendes læge kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. Og på sygehuset blev hun undersøgt for sclerose, for borrelia (infektion fra skovflåt) og alskens vira. Men uden konkrete svar. Hun fik det værre. På et tidspunkt kunne hun ikke komme af med vandet. Hun havde trangen, men kunne ikke.

’Det endte med, at jeg måtte på sygehuset og have lagt et kateter op for at få tømt blæren. Der var 1,3 liter, som var så meget, at blæren reelt kunne sprænge’, fortæller Trine. Senere oplevede hun, at alle sluser bare åbnede sig, og at hun ikke kunne holde på hverken urin eller afføring. Og endelig stillede lægerne diagnosen – Hjernebetændelse udløst af den 5. børnesygdom – som en blodprøve konstaterede, at hun havde haft.

Trine Vinther var i chok. Det var en dødelig sygdom, der lammede hele hendes krop og sendte hende i respirator. Der lå hun, mens lægerne behandlede og regerede.

Så forløb 7 år med sygdom og genoptræning, sorger og glæder. Langsomt forsvandt lammelserne – først i overkroppen.

‘Lægerne sagde, at jeg aldrig ville komme til at gå igen. Jeg tænkte, at så må jeg jo få en kørestol og blive handicappet elitegymnast eller noget andet aktivt. Jeg ville videre. Men benene var ikke det vigtigste. Hvis jeg dengang kunne få et ønske opfyldt – og kun ét – så ville det være igen selv at kunne styre urin og afføring’, fortæller hun.

Men sådan blev det ikke. Begge handicaps har fulgt hende siden, og i dag er hun afklaret med, at operationer kan bedre men ikke helbrede. Hun har desuden affundet sig med de følger, som inkontinensen har. Blærebetændelser, blærespasmer og nyresten.

‘De fleste ved, at blærebetændelser er ubehagelige. Men de færreste ved, hvor ondt det gør at have blærespasmer. Det gør så ondt i blæren, og man har tissetrang konstant uden at kunne. Og nyresten – det gør bare så ondt’, mindes hun.

Tilbage til livet
Lægernes forudsigelse om blivende lammelser i underkroppen blev imidlertid gjort til skamme, fordi Trine Vinther gennem benhård genoptræning hjalp sig selv på benene igen. Hun havde før sin sygdom været aerobicinstruktør i fritiden, og det job genoptog hun – nu med lange sorte træningsbluser, som hun igen og igen trak godt ned om rumpen, så ingen kunne se de tykke bleer, der gav bukserne ”relief” langt op bagpå.

Siden har hun også genoptaget interessen for ridning og løb. Blandt andet har hun løbet flere gange maraton og halvmaraton samt broløb over Øresundsbroen og Storebæltsbroen. Deraf erfaringerne fra tisseri midt på de højthævede motorveje!

Forsøgt mange behandlinger
Gennem årene har Trine Vinther forsøgt sig med flere behandlinger, flere typer medicin og flere operationer. Hun har prøvet elektrisk stimulation til at genskabe evnen til at holde på vand og afføring, hun har haft en ring i skeden, som skulle presse på urinrøret og dermed lukke blæren af for en periode, så hun fx kunne løbe en tur uden at tisse i bukserne, hun har fået en sling-operation, som er et smalt bånd, der indopereres til at understøtte urinrøret, og hun har fået en kunstig blære, som er skabt af et stykke tarm.

‘Sling-operationen hjalp lidt. Men da jeg både har stress- og urgeinkontinens, hjalp den ikke nok. De elektriske apparater synes jeg ikke rigtig gjorde noget godt for mig, og ringen i skeden generede, så jeg måtte springe ind bag et træ på min løbetur i skoven og vrikke den ud, før jeg kunne løbe videre’, siger hun.
Men trods de ikke helt succesfulde indgreb, har hun nu mod på flere.

’Lige nu går jeg og overvejer, om jeg skal få ført urinen ud gennem et lille hul i maven ved siden af navlen. Det kan lade sig gøre, ved jeg. Og det vil spare mig for meget besvær med at lede efter toiletter, at gemme mig bag træer og den slags. Hvis jeg bare skal åbne for en lille ventil i maven og tømme blæren, kan jeg jo gøre det alle steder. Heldigvis er der stadig flere muligheder for mig at prøve af. Problemet er at finde tiden til det’, smiler hun.

Hold nu op med at tro, at vi alle kan knibe os tørre
Da Trine Vinther erkendte, at inkontinensen ikke sådan uden videre forsvandt af sig selv, drøftede hun muligheder for behandling og hjælp med lægen og personalet på sygehuset.

’Jeg har hele tiden oplevet, at jeg fik en meget fin behandling. Og jeg gik da også hjem og lavede alle de knibeøvelser, som de opfordrede til. Men da øvelserne ikke hjalp, mistede jeg gnisten. Det tror jeg, at de fleste inkontinente gør’, siger Trine.
Siden har hun læst og hørt, at det er den helt almindelige ‘behandling’, som inkontinente får hos deres læge. Og det synes hun er forkert.

’Inkontinens er et forfærdeligt handicap, og jeg synes ikke, man bare kan sende folk hjem for at lave knibeøvelser på stuegulvet og så vente i ugevis – måske månedsvis – på at se, om det virker. For det første giver man på den måde de inkontinente hele ansvaret for at slippe af med handicappet, og for det andet synes jeg også, at man mellem linjerne siger, at ’det er jo din egen skyld, at du ikke har sørget for at knibe nok’.

Jeg tror bestemt, at knibeøvelser kan hjælpe mange, men ikke alle. Behandlerne må meget gerne sætte ind med flere behandlingsmuligheder på en gang’, opfordrer Trine Vinther.

Rigtige mænd spiser broccoli

broccoliman2

Kilde: MetroXpres indland 30.1.2008 – udsnit af artikel af Nana Askov

Forskning har nu bevist, at forskellige kålsorter (de korsblomstrede grøntsager) virker kræftforebyggende på blandt andet prostatakirtlen.

’Flere undersøgelser har vist, at personer, der spiser meget broccoli og kål, mindsker deres risiko for at udvikle kræft i prostata, lunger, tarme og bryst. Det tyder på, at selv relativt små mængder har en effekt,’ siger Barbara Ann Halkier, lektor, dr. scient. på Det Biovidenskabelige Fakultet (red. tidligere Landbohøjskolen) til Kræftens Bekæmpelse.

Hvis man skal forebygge kræft med fx fødevarer, så er broccoli et effektivt og velsmagende middel.

Et af de stoffer, der bliver frigivet, når man spiser broccoli, er sulforaphan. Dette stof øger kroppens evne til at skille sig af med kræftfremkaldende stoffer. Det kan derfor stærkt anbefales at spise broccoli og andre korsblomstrede grøntsager mindst en gang ugentligt (ligesom fisk).

Hvis man ikke ligefrem elsker kål (broccoli), kan man fra USA købe teposer med broccoliekstrakt. I England har man dyrket og forædlet en superbroccoli, som indeholder ekstra meget af det sunde stof. Her i Danmark findes broccoli endnu ikke som kosttilskud, men ifølge Barbara Ann Halkier forskes der for tiden på dette felt – fx er man i gang med at lave en super-rucola.

Broccolisalat

  • 4-6 personer
  • 300 g ristet bacon i strimler
  • 2 store broccolibuketter
  • 1½ dl rosiner
  • 1½ dl solsikkekerner
  • 1 stort rødløg

Marinade

  • 1 dl Miracle Whip
  • ½ dl sukker (kan mindskes)
  • 4 spsk. rødvinseddike
  • Lidt salt.

Vask og del broccolien i små buketter (stokkene skal ikke bruges). Giv broccolibuketterne et meget hurtigt opkog i vand eller mikroovn (de må ikke blive bløde). Bland dem med fint hakket rødløg, rosiner og solsikkekerner. Pisk ingredienser til marinaden sammen og hæld den over. Stil det hele koldt i mindst 3 timer. Bland den sprødristede bacon i salaten eller server den som tilbehør.

Broccoli med ost i microovn

  • 1 stor broccolibuket
  • 10 g smør
  • Salt
  • Krydderurter (friske eller tørrede)
  • 5-8 skiver god smelteost.

Vask og del broccolien i buketter (tag de største stilke fra). Fordel broccolien i et fad (tåler microovn) Drys med salt og krydderurter og fordel små klatter smør over. Det hele sættes i microovnen i ca. 6 minutter. Tages herefter ud og dækkes over med osteskiverne – sættes tilbage i microovnen i 3-5 minutter (indtil osten er smeltet).

Variation: Der kan lægges små cherrytomater sammen med broccolien.