Brev fra et medlem, der bruger kateter

catheter

Af et medlem hos Kontinensforeningen
September 2013

Kære Producenter – her er lidt at tage fat på!
Jeg har igennem 8-10 år været kateterbruger, idet jeg er helt afhængig af dette hjælpemiddel for at kunne tømme min blære. Derfor har jeg også gennem årene prøvet et utal af forskellige katetre.

Jeg har brugt Speedy-Cat compakt i mange år, og i lige så mange år har jeg lidt af blærebetændelser – ca. 8 om året – som er blevet behandlet med antihistamin. Jeg er nu resistent overfor penicillin.

Da væsken i Speedy-Cat compakt svier enormt, har jeg måttet skylle katetrene under den kolde hane før brug. Da jeg godt kan lide at rejse, er jeg ærgerlig over ikke at kunne bruge de små handy Speedy-cat, der fylder meget lidt.

Jeg er nu gået over til kateteret Lofric Sense, som er sterilt pakket. Dem tåler jeg fint og har langt færre blærebetændelser og tager nu ingen antihistamin mere.

Jeg er i tvivl om det postevand, der anbefales til at bløde de tørre kateteret op (for dem har jeg også prøve), i virkeligheden skal være sterilt vand. Hvis dette er tilfældet, burde det stå som anbefaling på pakningerne.

Jeg har faktisk forsøgt at få de forskellige firmaer i tale om mine problemer, men jeg oplever, at de personer, jeg har talt med, har haft mere travlt med at forsvare deres produkt end at gå ind i en konstruktiv dialog med mig som bruger.

Hjælpemidler for afføringsinkontinens

bledemonstration

Af tekstforfatter Jesper Bo Bojesen for Abena A/S
Revideret af redaktionssekretær Aase Randstoft, Kontinensforeningen
Kilde: KontinensNyt 1, 2009, s. 7-8

Download hele artiklen

Problemerne med afføringsinkontinens er kraftigt undervurderede, og der er behov for effektive løsninger
Mere end halvandet års arbejde har det taget at teste og udvikle et nyt hjælpemiddel til afføringsinkontinente patienter. Udvikling og test af produktet har involveret brugere og plejepersonale over det meste af landet, og det nye produkt er nu klar til at blive introduceret.

Undersøgelser viser, at op imod 50 % af brugerne på en række danske plejehjem har behov for inkontinensprodukter, der er specielt rettet mod afføringsinkontinens. ’Man har i mange tilfælde været nødsaget til at anvende bleprodukter, der er beregnet til urininkontinens, men denne type produkter yder imidlertid ikke den nødvendige beskyttelse mod lækage, når det gælder afføring’ udtaler produktchef Lars Neertoft.

Der er i øjeblikket øget fokus på ernæring, og det betyder, at sondeernæring nu bruges i stigende omfang, ikke alene på sygehusene, men også på plejehjem og i hjemmesygeplejen. Det er med til at tydeliggøre behovet for gennemtænkte løsninger til afhjælpning af afføringsinkontinens.

En bunden opgave
Der stilles særlige krav til et produkt, der skal afhjælpe problemer med afføringsinkontinens. Bleen skal både kunne optage og fastholde varierende mængder, der i mange tilfælde bliver tilført under stort tryk. Derfor er det nye produkt kendetegnet af store, langsgående barrierer med indbyggede elastikker, der kan fastholde afføringen i rummelige lommer på begge sider af bleen.

Mange ideer
Projektet med det ny produkt begyndte helt forfra, og der kom derfor mange utraditionelle ideer på bordet, da udviklingen blev sat i gang for halvandet år siden. Udgangspunktet var at skabe et produkt, der kan yde en effektiv lækagebeskyttelse, og som kan nemt kan anvendes i det daglige uden for store omkostninger.

Kravene til det nye produkt
Indledningsvist blev der opstillet en række krav, som det nye specialprodukt skulle opfylde, for at kunne fungere som en universel løsning ved afføringsinkontinens. Kriterierne er, at brugen af det nye produkt skal understøtte den enkelte persons værdighed, og bleen skal være komfortabel og sikker. Det blev besluttet ikke at tilføre lugtdæmpende stoffer, da der ikke findes stoffer, der virkelig effektivt fjerner lugt af afføring. Den bedste metode til at undgå lugtgener er at skifte bleen, så snart der er behov for det. Dette vil samtidig sikre brugeren mod hudproblemer. Den nye ble skal også være let at håndtere for plejepersonale og kræve mindst mulig arbejdsindsats, både i forbindelse med skift, løft og overvågning.

Bleer til afføringsinkontinens skal skiftes ofte. Det blev derfor et yderligere krav, at det ny produkt skulle kunne fremstilles til en fornuftig stykpris. Det nye produkt er udviklet til moderat til svær afføringsinkontinens, og bleen er derfor forsynet med en relativt stor overflade og en ny form for barrieresystem. Dette betyder, at risikoen for læk uden for bleen begrænses mest muligt.

Omfattende testprogram
Da bleens udformning var fastlagt, blev der fremstillet et stort antal prøver, som blev testet på en intensivafdeling, fordi patienterne her overvåges konstant. Testen skulle blandt andet afklare, om bleen kunne anvendes ved store mængder afføring. Det skulle vise sig, om de indbyggede barrierer og opsamlingslommer virkede efter hensigten, og om de også fungerede ved meget tunge brugere, der måske kunne presse bleen sammen, når de var sengeliggende.

Testbleen fungerede næsten upåklageligt, og at man undgik større udsivninger, som tidligere havde været et problem på afdelingen. Sygeplejerskernes erfaringer blev rapporteret systematisk til et spørgeskema, og der blev efterfølgende gennemført en grundig interviewrunde blandt personalet.

Det færdige produkt
Der blev herefter fremstillet et større antal af de nye bleer til en mere omfattende test. Kontinenssygeplejersker samarbejdede med lokale kontaktpersoner om testen, der blev gennemført på en større og mere sammensat gruppe af patienter. Der var tale om en gruppe på ca. 50 brugere, fordelt mellem fysisk aktive, siddende og sengeliggende. Testen var meget vellykket, og den resulterede efterfølgende blot i nogle få, mindre ændringer og justeringer.

I øjeblikket gennemføres en afsluttende test i 10 lande verden over, og i Danmark bliver bleen introduceret i første kvartal af 2009.

Et udbredt problem
Det statistiske materiale i Danmark omkring afføringsinkontinens er mangelfuldt, men tal fra Storbritannien indikerer, at omkring 4% af befolkningen lider af manglende kontrol over tømning af tarmen. Overført til danske forhold betyder det, at omkring 200.000 danskere lider af problemet. Omkring 10% af kvinder oplever problemer i forbindelse med graviditet og fødsel.

Årsagerne til afføringsinkontinens kan være mange og sammensatte, som fx kostsammensætning, manglende motion, forstoppelse, neurologiske sygdomme, cancer eller følger efter kirurgiske indgreb (stråleskader). Endelig kan problemet også skyldes svækkelse af nerver og muskulatur som følge af alderdom. For de afføringsinkontinente patienter er problemet især lugt og hudreaktioner.

Pacemaker dæmper trangen

Interview med Bente, som har været plaget af mange vandladninger og smerter i urinrør og blære. Bente havde ikke blærebetændelse, men interstitiel cystit og deltager nu i et behandlingsforsøg.

modelbente

Af Randi Krogsgaard, journalist og forfatter
Kilde: KontinensNyt 1, 2006, s. 7-8

Download hele artiklen

Bente er 65 år og deltager i et forsøg. Forsøget skal afklare, om en særlig pacemaker kan dæmpe trangen til at lade vandet. Hun fik indopereret pacemakeren i lysken i foråret 2004. Via følere på bækkenmusklerne dæmper pacemakeren de impulser til blæren, der giver trang til at lade vandet.

Knæk på urinrøret
Efter første graviditet fik Bente stærke smerter i underlivet. Fjorten måneder senere ankom barn nummer 2. Bente var da 26 år. Seks år senere flyttede familien i hus. I forbindelse med anlæg af en ny have “fik jeg urininkontinens,” fortæller hun. “Jeg fik lavet et ‘knæk’ på urinrøret. Det hjalp, men jeg er fortsat nødt til at bruge trusseindlæg,” siger Bente.

Stærke muskelsmerter
Trods operationen i 1971 forsvandt Bentes problemer ikke helt. Hun gennemlevede 4 år med voldsomme menstruationsblødninger. Knap 50 år gammel fik hun fjernet livmoder og æggestokke. Efter operationen var hun plaget af hyppig blærebetændelse. Det var i hvert fald hvad Bente troede. “Jeg skulle tisse konstant. Jeg havde smerter i urinrøret, i blæren og i musklerne i underlivet. Det gjorde ondt, og jeg kunne ikke være nogen steder”. Hun opsøgte læge, som konstaterede, at blærebetændelse var det ikke.

Vævsprøve gav diagnosen
I 1999 henvendte Bente sig til en gynækolog. En kikkertundersøgelse af blæren viste i første omgang normale forhold. Efter yderligere 2 år fik hun foretaget en ny kikkertundersøgelse og fik denne gang taget en vævsprøve af blæreslimhinden. På baggrund af vævsprøven stillede man diagnosen interstitiel cystit. “Man kender ikke årsagen,“ oplyser Bente, “men blæreslimhinden bliver irriteret og kan nærmest forsvinde. Blæremusklen og det omliggende bindevæv er også forandret.”

Blæreskylninger
Bente er multiallergiker. “Pga. allergi får jeg forskelligt medicin, bl.a. noget astmamedicin. Medicinen forstærker slimhinderne,” siger hun. Man kan undertiden behandle interstitiel cystit med blæreskylninger. Bente har imidlertid ikke ønsket denne behandling, først og fremmest fordi hun er nervøs for, om det vil ødelægge det ‘knæk’, hun i 1971 fik lavet på urinrøret.

Presset er væk
“Pacemakeren betyder, at presset på blæren er væk, og jeg kan nu bedre holde mig. Tidligere gik jeg på toilettet 15 gange om dagen,” fortæller Bente. Bente skal pga. pacemakeren undgå magnetfelter. Hun går derfor altid med et kort, så hun fx i lufthavnen kan gå uden om metaldetektoren.

Frustrerende
Trods behandlingen er Bente`s tilværelsen ikke helt problemløs. “Der er mange ting, der er frustrerende,” fortæller hun. “Pacemakeren bevirker, at jeg er en evighed om at tømme blæren. Det er stressende, når andre venter uden for toiletdøren. Men hvis jeg ikke tømmer blæren, tisser jeg i bukserne.” Smerterne i underlivet betyder, at Bente har svært ved at klare berøringer. Hun har derfor også svært ved at vedligeholde et sexliv. Hun går ikke i vandet og undgår om sommeren at gå med bare ben. “Så får jeg øjeblikkelig blærebetændelse. Og det kan tage mig op til 8 uger at få en blærebetændelse væk igen,” fortæller hun.

Åh nej, hvad gør jeg
“Jeg sad for nylig i en bus i København og tænkte ‘åh nej’, hvad gør jeg nu?”. Bente kører som regel i bil. Så kan turen tilrettelægges efter, hvor der er toiletter på ruten. “Hvis tisse-trangen kommer over mig, kan jeg bare ikke gøre noget”.

Større portioner
“Jeg ved godt, at der er en psykisk overbygning på inkontinens. Men jeg er ved at gå i spåner, når der langt til toilettet,” siger Bente. Pacemakeren har absolut hjulpet. “Jeg lader vandet i større portioner – og det fungerer bedre,” siger hun. Hun får stadig i perioder ubehagelige smerter – men færre end tidligere.

Stressinkontinens hos unge kvinder

girlonbeach

Af Jean Vennestrøm, Ph.d.
Kilde: KontinensNyt 2, 2009, s. 18-19

Download hele artiklen

Brugen af hjælpemidler kan være grænseoverskridende for mange kvinder
Åh nej, nu sad jeg lige, og havde det så sjovt – og så kan jeg pludselig mærke en fugtig plamage i mine trusser, ikke nu igen!

Hvorfor kommer det bare altid, når jeg mindst venter det?
Ja, sådan er der rigtig mange unge kvinder, der føler, når de sidder i et hyggeligt selskab og griner. De har lidelsen, som på fagsprog betegnes som stress-inkontinens eller anstrengelses-inkontinens. Denne inkontinensform kommer, når blæren er tilstrækkelig fyldt, og man så fx hoster, nyser, griner eller hopper. I disse situationer sker der et ekstra pres på bækkenbunden. Ved dette pres løber der lidt urin ned i urinrøret, og hvis bækkenmuskulaturen så ikke kan klemme ordentligt af for urinrøret vil ‘uheldet’ være ude.

Faglig beskrivelse
Der er altså tale om, at bækkenbundens muskulatur ikke er tilstrækkelig stærk til at lukke af for blærens udmunding. Kort beskrevet er det primært én muskelgruppe (levator ani), som ved sammentrækning lukker for udmundingen af livmoderhalsen, urinrøret og endetarmen. Dette ved at presse ‘organerne’ frem mod kønsbenet og derved bøje rørene af, præcis som en vandslange, der hurtig skal stoppes med et knæk på slangen.

Levator ani ligger som et ottetal om åbningen ved endetarmen og skeden. Hvis denne muskelgruppe ikke er blevet trænet jævnligt igennem livet, vil den på et tidspunkt blive slap. Der er stor forskel på, hvornår musklen ikke længere kan udøve en optimal funktion. Tillige er der andre faktorer som overdreven væskeindtagelse, overvægt og tunge løft, som har indflydelse på, hvor meget pres musklen skal kunne klare.

Opfattes kroppen fra brystet til kønsorganet som en tønde, kan det være lidt nemmere at forestille sig vigtigheden af denne muskel. Forstil dig, at tønden indeholder en mængde vand, og at der foroven kan fyldes mere i, men ikke komme noget ud. Ved et pres oven på tønden (fx ved hop, nys eller host) eller i siderne (ved træning eller løft) vil trykket forstærkes nedefter. Hvis bunden i tønden ikke er tilstrækkelig stærk, vil det medføre, at vandet siver ud. Det er derfor vigtigt, at bunden er så stærk, at den kan holde til trykket. Tillige skal det være en aktiv handling at tømme ‘tønden’ for vand/urin.

Tabu – hvorfor?
Det underlige er så derfor ikke, hvordan det rent fysiologisk hænger sammen, men mere at det stadig er et tabu i dagens Danmark ikke at kunne holde på vandet. Specielt fordi de indberettede tal viser at ca. 4%, 11%, og 23% af de hhv. 20-29-årige, de 30-39-årige og 40-59-årige kvinder har stress-inkontinens. Når dette er sagt, så er der endnu ikke taget højde for de andre typer af inkontinens. Således oplever en stor del af os kvinder på et tidspunkt i livet at være inkontinente i svære eller lettere grad. Spørger du rundt i din omgangskreds, vil du finde, at der ikke er nogen af dine venner, som har inkontinens, og de fleste mænd ved dårlig nok hvad det er. For kvindernes vedkommende vil det ofte være, at de synes det er en lidelse/situation, der er forbundet med alderdommen. Så unge kvinder står meget alene, når det gælder inkontinens. Jeg ser ofte i min klinik fortvivlede kvinder, som spørger, om jeg dog kan hjælpe dem, og om de nogensinde får deres føling tilbage i sexlivet. Svaret er meget enkelt? Ja. De fleste kan hjælpes ved ganske almindelig vejledning af bækkenbundstræning. Der er dog nogen, som har nedsat føling med muskelvævet og for disse kvinder, kan situationen være mere vanskelig.

Når jeg guider kvinder i bækkenbundstræning, vælger jeg ofte at træne hele ’korsettet’ (mave, ryg og bækken). Grunden hertil er, at en dybdegående kropsforståelse giver en optimal træning for ’korsettet’, og derved kan problemer som fx lændesmerter også reduceres. Det er dog stadig vigtigt, at sikre at knibefunktionen er på plads, inden mavens muskulatur inddrages, da det ellers kan gøre træningen mere kompliceret.

Løsning
Har du meget vanskeligt ved at lave en sammentrækning ved hjælp af mundtlig instruktion, kan forskellige hjælpemidler benyttes. Det kan fx dreje sig om træning ved hjælp af et perineometer (se figur 1), som er et apparat, der måler hvor kraftigt du trykker med levator ani musklen og skedens muskulatur. Hvis dette ikke er løsningen, findes der også vibratorer, som kan benyttes både indvendigt i skeden eller uden på bækkenet, samt vaginalvægte, der føres op i skeden. Brugen af hjælpemidler kan være meget grænseoverskridende for mange kvinder. Tillige virker det måske også underligt at bruge udstyr til at træne med. Men prøv at se lidt anderledes på det. I et træningscenter bruges vægte og vægtenes størrelse som et mål for udviklingen – og i idrætsverdenen tages alle resultater på tid. Så hvorfor ikke også gøre dette i en træning af bækkenet.

Råd
Således er mulighederne altså uendelige, og der er bestemt ingen grund til først at søge hjælp flere år efter, at du er blevet inkontinent. Som med al anden træning gælder det, at jo tidligere du får startet, jo mindre skal der rettes op på – og jo lettere har du ved at forbedre og øge din styrke. Så mit råd er: Opfat bækkenmuskulaturen som en hvilken som helst anden muskel og kom i gang med at få den trænet.

Om forfatteren

JeanVennerstrm

Jean Vennestrøm, Ph.d.
Kvindelivet
Tlf. 21 28 05 51

info@kvindelivet.dk
www.kvindelivet.dk