man-and-medicine

Kilde: forbrug.dk – Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Indholdet i medicinen er det samme, det virker mod de samme symptomer og sygdomme, og det bliver udleveret på baggrund af den samme recept. Alligevel ændrer prisen sig for hver gang forbrugerne får medicinen udleveret på apoteket. Det forvirrer forbrugerne, der løbende henvender sig til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om de svingende priser.

I efterår 2011 offentliggjorde Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen et tema på forbrug.dk om medicinpriser, hvor forbrugerne kan blive klogere på, hvorfor priserne ændrer sig, hvad de selv kan gøre for at skærpe priskonkurrencen på medicin og hvorfor det kan være skiftende producenter, der sætter deres navne på pakkerne fra gang til gang.

Sådan får du den billigste medicin
Når du køber medicin, får du et personligt medicintilskud, som stiger afhængig af, hvor meget medicin du køber. Du får desuden et tilskud, hvor størrelsen er bestemt af prisen på det billigste præparat. Hvis du vælger et dyrere præparat, skal du selv betale prisforskellen.

www.medicinpriser.dk kan du tjekke prisen på din medicin:

  • Undersøg, hvilken pakkestørrelse, der er billigst
  • Tal med lægen, hvis det vil være fordelagtigt at få udskrevet en anden, billigere pakkestørrelse
  • Spørg på apoteket, når du køber håndkøbsmedicin, om der findes en billigere slags af medicinen
  • Ret henvendelse til producenten af din medicin, hvis du undrer dig over en prisforhøjelse
  • Gem dine boner fra apoteket, så du kan følge med i, hvor stort dit personlige medicintilskud er.

Mere information
Se temaet om medicinpriser på www.medicinpriser.dk

For yderligere oplysninger kontakt:
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Tlf. 41 71 50 00

18457509-21906549-thumbnail

Kilde: KontinensNyt 4, 2010, s. 12

Download hele artiklen

Denne artikel bygger på en undersøgelse fra Forbrugerstyrelsen og på interview med Henrik Køhler Simonsen, chef for Lif Uddannelse, og med Louise Steve, advokat i Lif.

Borgerne vil gerne have flere oplysninger om deres praktiserende læge, end de kan finde på www.sundhed.dk. Det viser en ny undersøgelse fra Forbrugerstyrelsen.

Også Lægemiddelindustriforeningen er tilhænger af åbenhed om lægernes efteruddannelse og deres samarbejde med industrien.

Danskerne vil gerne have flere informationer om deres praktiserende læge, end den offentlige sundhedsportal www.sundhed.dk stiller til rådighed. 67 % af respondenterne i Forbrugerstyrelsens undersøgelse mener fx, at det er vigtigt at vide, om lægen har efteruddannet sig.

Også hos Lægemiddelindustriforeningen mener man, at det er relevant for borgerne at have sådanne oplysninger, når de skal vælge praktiserende læge.

’Det kan være særdeles nyttigt for en patient, der fx har allergi, at kunne vælge en læge, der netop har efteruddannet sig inden for behandling af allergi. Det er i alles interesse, at borgeren ved mest muligt om lægens faglighed, interesser og specialer,’ forklarer Henrik Køhler Simonsen, chef for Lif Uddannelse, som tilbyder en lang række kurser til aktører i lægemiddelbranchen.

’Som patient er det vel betryggende at vide, at ens kommende læge, har holdt sig opdateret og fx kender til de nyeste behandlingsmetoder,’ tilføjer Henrik Køhler Simonsen.

Oplysninger findes allerede på nettet
Ifølge undersøgelsen vil 56 % af respondenterne gerne vide, om lægen har bijob i medicinalindustrien. Men heller ikke denne oplysning stiller www.sundhed.dk til rådighed.

Til gengæld kan borgerne ifølge advokat Louise Steve fra Lif finde oplysninger om deres læges eventuelle tilknytning til en lægemiddelvirksomhed på Lægemiddelsstyrelsens hjemmeside.

’Læger skal søge Lægemiddelstyrelsen om tilladelse, hvis de udskriver lægemidler i deres daglige praksis og samtidig ønsker at være tilknyttet en lægemiddelvirksomhed. På Lægemiddelsstyrelsens hjemmeside kan alle se en liste over de læger, der har en sådan tilladelse,’ forklarer Louise Steve. Hun understreger, at det er i alle parters interesse, at eksisterende viden og ny udvikling indenfor lægemiddelterapi kommer lægerne til kendskab, og at dette sker på en etisk forsvarlig måde, herunder også at der er fuld åbenhed om samarbejdet.

www.lif.dk, januar 2010.

aasecorner

Af Aase Randstoft, sekretariatschef, Kontinensforeningen
Kilde: KontinensNyt 1, 2006, s. 25

Download hele artiklen

En dag modtog Kontinensforeningen et brev med følgende ord:

Kære Kontinensforening

I lørdags var jeg til en 90-års fødselsdag ovre på Møn. Det var udmærket. Den gamle mand havde en god dag, og det var jo hovedsagen. Og jeg var med hele dagen. Med bleer, bleskift, analpropper og det hele. Sikke et cirkus. Men det gik fint. Der var ingen som bemærkede noget, selv om der var flere i blandt, der godt ved, jeg går med ble. De sagde ikke noget.

Det fik mig til at tænke over den situation, som alt for mange inkontinente dagligt befinder sig i: Nej, ingen sagde noget – for både urin- og afføringsinkontinens er stadig et stort tabu – ikke noget man taler om – SELVOM langt de fleste enten selv lider (i stilhed) – eller kender en i omgangskredsen eller i familien, der er inkontinent.

Hvornår mon det bliver sådan, at man godt kan spørge: Hvordan går det med behandlingen af din inkontinens – er det stadig det samme, eller har du det bedre? Hvilken behandling får du? Hvad siger lægen?

Præcist sådan spørger man jo sin nabo eller sin familie, hvis vi ved at de har dårlige ryg, nedsat hørelse, haft en blodprop, cancer eller andre af de ‘åbne’ sygdomme, som vore medmennesker døjer med.

Men – ikke inkontinens – og det er endda muligt at spørge “lidt forsigtigt”, hvis man ikke direkte ønsker at de nærmeste skal få kaffen og lagkagen galt i halsen.

NEJ – vi smyger os uden om – vi forholder os tavse – vi siger ikke noget!
Hvorfor mon det er så svært at tale om inkontinens – har nogen et bud på, hvorfor netop tarmens og blærens reaktioner og sygdomme er anderledes end fx lungernes og hjernens? Alle organer er placeret inden i vores krop og har alle en ligestillet, vigtig funktion – vi kunne simpelthen ikke fungere uden nogen af dem – lige bortset fra et par enkelte (blindtarmen og den ene nyre), resten skal om muligt erstattes af transplantater eller kunstige organer.

Jeg har ikke selv svaret på, hvorfor noget er tabu – er det kulturbestemt, er det traditionsbestemt, er der forskel på, hvordan mænd og kvinder eller børn taler om inkontinens?

Hvis du som læser har et bud – så skriv gerne dine tanker og meninger til Kontinensforeningen om gode og dårlige oplevelser med at tage hul på eller ikke at ville tage hul på dine eller familiens problemer med inkontinens. Har du gode råd til andre om, hvordan du selv har åbnet for problemet, er du også velkommen til at skrive til os.

Du kan vælge at sende en e-mail til mig på info@kontinens.dk med din historie – du er også meget velkommen til at sende et brev til Kontinensforeningens adresse. Det er selvfølgelig helt op til dig, om du vil have dit navn trykt – det skal helst angives tydeligt, hvordan redaktionen skal trykke dit indlæg.

Vi ser frem til at modtage rigtig mange bud på, hvordan man kunne tænke sig, at der kunne blive taget hul på tabuet omkring inkontinens.

walkingcrop

Af Christina Sommer, journalist
Redigeret af redaktionssekretær Aase Randstoft, Kontinensforeningen
Kilde: KontinensNyt 1, 2009, s. 26-27

Download hele artiklen

Tørre borgere var ønsket. Langtfra alle inkontinente borgere i Sønderborg Kommune fik tidligere den hjælp, de havde krav på. Det har to fuldtidsansatte kontinenssygeplejersker nu lavet om på til glæde for borgerne og kommunens budget.

En vikar kan medføre store positive forandringer. Det kan Sønderborg Kommune konkludere nu knap 10 år efter, at kontinenssygeplejerske – og Kontinensforeningens formand – Lisbeth Freiberg blev ansat i et vikariat sommeren 1999. Dengang var hun ansat som konsulent i et privat firma, men holdt sig sygeplejefagligt ajour gennem vikarjobs som hjemmesygeplejerske i Sønderborg Kommune, hvor hun bl.a. arbejdede med de inkontinente borgere.

”Dengang var det et stort kaos. Personalet vidste ofte ikke, hvilke hjælpemidler de enkelte borgere havde fået bevilliget, og ofte heller ikke, hvem der egentlig havde en bevilling,” fortæller Lisbeth Freiberg, om tiden som vikar for 10 år siden.

En uges vikariat var langtfra nok til at skabe orden i kaos, men Lisbeth Freibergs observationer blev startskuddet til, at byrådet i Sønderborg Kommune i 2002 besluttede at ansætte to kontinenssygeplejersker. I første omgang som et 2-årigt pilotprojekt. Projektet var udgiftsneutralt, da kommunens daværende fire områdecentre hver afgav 0,5 sygeplejerskestilling til de to stillinger, og dermed var jobbet som fuldtidsansat kontinenssygeplejerske i Sønderborg Kommune en realitet for Lisbeth Freiberg og hendes kollega Annette Carstensen.

Brug for hurtig udredning
Og der var nok at tage fat på. Foruden det manglende overblik over kommunens bevillinger var omfanget af og kvaliteten i tilbuddet til de inkontinente borgere meget forskellige, afhængigt af hvilket af de fire områdecentre, patienten var tilknyttet.

”Et sted var der fx en sygeplejerske, der interesserede sig rigtig meget for inkontinens, og her fik borgerne en god udredning modsat et andet område, hvor ingen interesserede sig for emnet,” siger Lisbeth Freiberg.

Det var dengang kommunens omkring 60 hjemmesygeplejersker med vidt forskellige indgangsvinkler og vidensniveauer om inkontinens, der stod for udredning og behandling.

”Selvom vi godt vidste, at inkontinensbehandling var vigtigt, lod vi det ofte vige til fordel for andre, mere presserende opgaver. Vi prøvede at hjælpe, så godt vi kunne, men det var ikke altid det, vi prioriterede højest,” siger Annette Carstensen, der selv har arbejdet syv år som hjemmesygeplejerske.

Sagsbehandlingen var også ofte langtrukken. Bevil-ligede en hjemmesygeplejerske en inkontinent borger hjælp, skulle det først godkendes af assisterende områdeleder, før en gruppe HK’ere (administrativ ikke sundhedsuddannet person) så endelig kunne sætte bevillingerne i værk.

”Tidligere kunne det tage flere måneder, før en borger blev udredt. Nu er vores mål, at vi skal kontakte borgeren, senest 3 arbejdsdage efter henvendelse til os. I akutte tilfælde, fx en patient, der er i terminal pleje, eller en borger, der bliver inkontinent fra den ene dag til den anden pga. et fald eller ulykke – så rykker vi ud med det samme,” siger Lisbeth Freiberg.

Stil vækkeuret
I dag står de to kontinenssygeplejersker både for de konkrete udredninger og bevillinger af hjælpemidler, som er meget mere end bleer, hvilket det alt for ofte endte med, før Lisbeth Freiberg og Annette Carstensen blev ansat. ”Nogen gange kan løsningen være at stille vækkeuret til at ringe hver 3. time, andre gange kan det hjælpe at få trænet bækkenbunden, komme i medicinsk behandling eller at få bedre toiletvaner. Forleden besøgte jeg en ældre og meget stor dame. Her viste det sig, at hendes lænestol var for lav og svær at komme op af. Stolen blev klodset op, og nu kan hun selv nå at komme på toilettet i tide!,” siger Annette Carstensen.

Kontinenssygeplejerskerne har fast telefontid hver dag, hvor borgere, pårørende og plejepersonale kan henvende sig, og der er nu formuleret faste procedurer for opgaverne i forbindelse med udredninger, bevillinger og ændringer af bevillinger. Men informationsarbejdet fylder også meget. Kontinenssygeplejerskerne mødes fast med alle plejegrupper hver 14. dag. Samtidig underviser de plejepersonalet og kommunens sundhedsfaglige elever om inkontinens et par gange om året.

”Det vigtigste for os er, at borgerne bliver tørre og kan deltage i et aktivt socialt liv. Og hvis de ikke kan det uden hjælpemidler, må vi finde det bedst egnede. Det er basal sygeplejer,” siger Lisbeth Freiberg.

To spørgeskemaundersøgelser gennemført blandt både de inkontinente borgere og personale i 2002 og 2005 viser, at den basale sygepleje gør en forskel. Bl.a. er antallet af de borgere, der føler, at plejepersonalet virkelig nu har tid til at tage sig af deres vandladningsproblemer, steget fra 30% til 67%, mens 62% af personalet mod tidligere 38% mener, at de har viden nok til at vejlede inkontinente borgere til anden løsning end bleer.

Færre bleer… men hvad med økonomien?
Da Sønderborg Kommune har mere end fordoblet sit indbyggertal pga. strukturreformen i 2007, findes der ingen sammenlignelige tal. Fakta er dog, at kommunen med sine 76.000 indbyggere i dag har udredt 1.800 borgere. Kommunen bruger 1,5 mio. kr. på bleer og 1,5 mio. kr. på urinposer og katetre.

Kontinenssygeplejerskerne har kendskab til en kommune med langt færre indbyggere og kun 1.400 udredte borgere, der bruger samme beløb på hjælpemidler som hele Sønderborg Kommune tilsammen.

’Det fortæller os, at vi gør det rigtige her i Sønderborg,’ siger Lisbeth Freiberg. De gode resultater har medført, at pilotprojektet med ansættelse af kontinenssygeplejersker i Sønderborg kommune overgik til at blive permanent i 2006 – og Lisbeth Freiberg og Annette Carstensen arbejder støt videre.

’Vi vil gerne udarbejde endnu mere informationsmateriale til borgerne og plejepersonalet. Det er en uendelig proces at undervise personalet og holde det opdateret, især i tider med høj personaleudskiftning. Forstår vi ikke at undervise og informere personalet, falder det hele til jorden – og det vil i sidste ende ramme den enkelte borger,’ siger Lisbeth Freiberg.

Udfordringen
Udfordringen i Sønderborg Kommune var at få styr på det kaos, der var i inkontinensbevillinger samt at få overblik over kvaliteten i de tilbud der findes samt den behandling man kunne give inkontinente borgere.

Arbejdspladsen
Hjælpemiddelgruppen i Sønderborg Kommune.

Det gjorde de
Kommunen har ansat to kontinenssygeplejersker, som står for udredninger, bevillinger og undervisning af borgere, pårørende og plejepersonale i inkontinens, helbredelsesmuligheder og brug af hjælpemidler.

Det har de opnået
Tilbuddene til inkontinente borgere er blevet specialiseret, ensrettet og effektiviseret til glæde for borgerne, personalet og kommunens økonomi.

Det er de stolte af
At have fået mange borgere til at leve godt og aktivt med deres inkontinens. Personalet har fået mere viden, og de positive tilbagemeldinger fra borgerne er mange.

Det slås de stadig med
Det anslås, at 8-10% af den danske befolkning lider af inkontinens, hvilket svarer til godt 6.000 borgere alene i Sønderborg Kommune. Af dem er 1.800 kendte og udredte borgere – så der er stadig lang vej til, at alle er udredt og har fået hjælp.

Med tilladelse fra bladet Sygeplejersken og Christina Sommer, DSR.
Kilde: Sygeplejersken, nr. 24-2008.

18457509-21906483-thumbnail

Af Anita Klindt, Cand.jur.
Kilde: KontinensNyt 2, 2011, s. 14-15

Download hele artiklen

Retten til at vælge leverandør af hjælpemidler
Den 1. oktober 2010 blev Serviceloven ændret. Der blev indført en generel ret for borgeren til at vælge leverandør af det hjælpemiddel, der er bevilget.

FØR 1. oktober 2010 var hovedreglen, at et hjælpemiddel blev udlånt til borgeren af kommunen. Borgeren havde ikke indflydelse på, hvilket hjælpemiddel pågældende fik mulighed for at låne, og borgeren kunne ikke vælge at låne hjælpemidlet et andet sted fra. Den eneste undtagelse til denne hovedregel var hjælpemidler, der i loven blev defineret som ‘særligt personlige hjælpemidler’, fx stomi-produkter, proteser og ortopædiske sko. En borger, der fik bevilget et af disse ‘særligt personlige hjælpemidler’, havde ret til selv at vælge leverandør. Hvis borgeren valgte at benytte en anden leverandør, end den kommunen havde indkøbsaftale med, eller den kommunen ville købe produktet hos, skulle borgeren selv betale en eventuel difference i prisen.

EFTER 1. oktober 2010 er der indført en generel ret for borgeren til at vælge leverandør. Det betyder i praksis, at uanset hvilket hjælpemiddel der bevilges, så har borgeren ret til at vælge at få hjælpemidlet leveret fra en anden leverandør, end den leverandør kommunen ville benytte.

Retten til frit at vælge leverandør bortfalder imidlertid, hvis borgeren ønsker at benytte sig af en anden leverandør end kommunens til at anskaffe et hjælpe- middel, der er identisk med dét, kommunen kan stille til rådighed via den kommunale leverandør. Det gælder ikke produkter, der før 1. oktober 2010 var ‘særligt personlige hjælpemidler’. Retten til frit at vælge leverandør bortfalder også, hvis hjælpemidlet betragtes som basisinventar, eller når hjælpemidlet bevilges som følge behovet for at indrette en arbejdsplads (APV-hjælpemiddel).

Alle inkontinensprodukter er – som hovedregel – nu omfattet af retten til at vælge leverandør. Det gælder også i de situationer, hvor der bevilges bleer, medmindre borgeren bor i botilbud, hvor bleer betragtes som basisinventar.

Socialministeriets skrivelse af 27. januar 2011
I en skrivelse fra Departementet (Socialministeriet) dateret 27. januar 2011 præciseres, at det med de nye regler ikke har været intentionen at indsnævre retten til frit leverandørvalg i forhold til den kategori af produkter der omtales ”særlige personlige hjælpemidler” (særskilt beskrevet i dagældende bekendtgørelse).

Det betyder i praksis, at produkter, der tidligere var omfattet af retten til frit valg, også med de nugældende regler er omfattet af retten til at benytte frit leverandørvalg, uanset om kommunen kan stille et identisk produkt til rådighed.

I praksis kræver det, at såvel kommuner som borgere er opmærksomme på den sondring af hjælpemidler, der før 1. oktober 2010 var gældende, således at borgeren, der får bevilget et produkt, der tidligere var et ”særligt personligt hjælpemiddel”, har ret til at benytte frit leverandørvalg, selvom produktet, borgeren ønsker leveret fra en anden end kommunens leverandør, er identisk med det produkt, som kommunen kan levere.

Eksempel:
Der vil være ret til frit at vælge leverandør af stomi-produkter, selvom produktet, som den anden leverandør kan levere, er identisk med det produkt, kommunen kan levere.

Ifølge loven vil der derimod ikke være ret til frit leverandørvalg i en situation, hvor der er bevilget bleer, og bleerne, som den anden leverandør kan levere, er identiske med de bleer, som kommunen kan levere.

Bleer er ifølge Ankestyrelsen ikke defineret som ”særligt personlige hjælpemidler”.

Frit leverandørvalg i praksis

Retten til at vælge leverandør opstår, ifølge loven, på bevillingstidspunktet.

Hvis borgeren vælger at benytte det produkt, som kommunen kan levere, er der ikke efterfølgende ret til frit at vælge en anden leverandør.

I forhold til inkontinensprodukter er det vigtigt, at borgeren direkte bliver oplyst om, hvor lang en periode bevillingen dækker over, så borgeren dermed også ved, hvornår der evt. kan skiftes leverandør.

Når en borger har fået en bevilling på et hjælpemiddel, har borgeren ret til at vælge at få hjælpemidlet leveret fra en anden leverandør. Dette betyder i praksis, at borgeren også har ret til at vælge et dyrere produkt end det, der er blevet bevilget.

Selvvalgt leverandør
Ved at benytte en anden leverandør, end den kommunen tilbyder – herunder også at vælge et dyrere produkt – er borgeren forpligtet på følgende områder:

  • Borgeren skal selv indgå aftale med den anden leverandør
  • Borgeren bærer således selv ansvaret for at indgå de nødvendige aftaler om levering, betaling, produktets pris mv. med denne (valgte) leverandør
  • Borgeren skal selv oplyse den anden leverandør om betingelserne for købet
  • Borgeren har selv ansvar for, at leverandøren er informeret om, at regningen for betalingen af hjælpemidlet fordeles mellem to parter – nemlig borgeren selv og kommunen. Kommunen betaler et beløb svarende til den udgift, som kommunen skulle afholde, hvis kommunens egen leverandør havde leveret hjælpemidlet. Borgeren betaler selv en eventuel difference
  • Den anden leverandør forpligtes til at fremsende to regninger – en til borgeren og en til kommunen. Der skal på regningen til kommunen angives information om, hvor stort det samlede beløb for produktet/produkterne er
  • Borgeren skal selv sikre sig, at det produkt, der vælges, er kvalitetsmæssigt i orden
  • Borgeren skal selv sikre sig, at produktet, der købes hos anden leverandør, som minimum opfylder de kravspecifikationer, kommunen har angivet i bevillingen.

Om forfatteren
Anita Klindt
Uddannet cand. Jur. fra Århus Universitet.
Har siden 1991 beskæftiget sig med alle former for social lovgivning.
Har arbejdet i såvel ind- som udland med retshjælp.
Har været ansat i kommunal forvaltning (socialforvaltning og stabsfunktion).
Har siden 1998 undervist på Forvaltningshøjskolen, De sociale Højskoler samt en lang række større kursusudbydere og regioner, daværende Amter, kommuner og private aktører.
Læs mere på www.klindtconsult.dk.

Interview med formand for Region Hovedstadens Udvalg for Praksis og Forebyggelse Vibeke Rosdahl

VibekeRosdahl

Af Annemette Schultz Jørgensen, freelancejournalist
Kilde: KontinensNyt 1, 2009, s. 31-32

Download hele artiklen

‘De værste politiske sager er dem, hvor patienterne kommer i klemme mellem to systemer. Og der skal vi handle hurtigt som politikere’, siger Vibeke Rosdahl. Hun er formand for Region Hovedstadens Udvalg for Praksis og Forebyggelse, og har taget Den Sociale Ankestyrelses afgørelse om udstyr til transanal irrigation meget alvorligt.

‘Jeg bliver som politiker meget harm, når jeg oplever patienter, som bliver tabt på gulvet på grund af systemfejl. For det må simpelthen bare ikke ske. I det her tilfælde ved vi på forhånd, hvad den rigtige behandling er for patienterne. Men på grund af en strid om ord, opstår der nu barrierer i systemet, som gør, at patienterne ikke får den behandling, de har krav på,’ siger Vibeke Rosdahl, der er formand for Udvalget for Praksis og Forebyggelse i Region Hovedstaden.

Sagen hun taler om, er Det Sociale Ankenævns afgørelse, der i efteråret 2008 slog fast, at det er regionerne og altså de danske hospitaler, der fremover skal betale for udstyr til patienter, der skal have hjælp til at tømme tarmen, også kaldt transanal irrigation. Sagen opstod da en kvinde, der har svært ved selv at tømme sin tarm, i første omgang blev oplært af sit hospital i at bruge udstyret til transanal irrigation, og derefter sendt videre til sin kommune, som almindeligvis har haft ansvaret for at bestille og betale for den slags hjælpemidler ifølge Servicelovens § 112. Kvindens egen kommune afslog dog at hjælpe hende med det argument, at udstyret til transanal irrigation ikke er et hjælpemiddel, men et behandlingsredskab, og at det derfor er regionernes ansvar og altså hospitalerne, der skal betale. Sagen udviklede sig altså til en strid om ord, og kvinden gik derfor til Den Sociale Ankestyrelse og siden hen Det Sociale Ankenævn, for at få en afklaring. Begge steder slog man fast, at et udstyr til transanal irrigation er at regne for et behandlingsapparat og ikke et hjælpemiddel, og derfor må regionerne betale.

‘De politiske sager, hvor patienterne kommer i klemme, er de værste. Og i dette tilfælde er sagen jo opstået, fordi kommunerne og regionerne har fået nye opgaver og nye roller med strukturreformen. Det betyder, at der kan opstå huller i opgavefordelingen, som ingen får øje på eller tænker over, før en uheldig patient pludselig falder ned mellem to stole, hvor ingen vil tage sig af dem. Derfor er det den slags sager, vi som politikere virkelig skal reagere hurtigt på,’ siger Vibeke Rosdahl.

For at sikre sig, at regionerne og hospitalerne i hele landet er opmærksomme på problematikken og tager opgaven til sig, sendte Vibeke Rosdahl for nogle måneder siden et såkaldt ‘politikerspørgsmål’ til Region Hovedstadens administration for at få et offentlig svar på, hvordan regionerne mener, at man skal løse opgaven. Og det svar er nu kommet.

‘Region Hovedstaden har nu svaret offentligt og sagt, at man selvfølgelig respekterer den her kendelse og nu vil informere regionens egne hospitaler og regionerne i resten af landet om, at det altså er deres opgave, og ikke kommunernes, at betale for udstyret. Men der kan være langt fra toppen af hospitalssystemet, hvor de her beslutninger bliver truffet og så helt ned i det enkelte ambulatorium, hvor man med en travl hverdag prøver at løse opgaverne, så godt man kan. Og derfor er det jo ikke sikkert, at det her budskab kommer helt ned i systemet lige med det samme,’ siger Vibeke Rosdahl, som derfor opfordrer patienter og folk som har brug for udstyret til transanal irrigation til at minde hospitalerne og ambulatorierne om, at det er dem, der har ansvaret. Man skal som patient stå ved sin ret i den her sag, og altså om nødvendigt henvise til Region Hovedstadens offentlige svar.

Men hun erkender, at det ikke bør være patienternes ansvar at skulle slå i bordet for at få den bedste behandling, og derfor lægger Vibeke Rosdahl heller ikke skjul på, at hun ikke synes, at den nuværende opgavefordeling er særlig god.

‘Det er ikke en optimal løsning, at bede regionerne om at varetage den her opgave. For de har slet ikke det administrative system til at kunne bestille udstyret hjem og betale for det. Men det har kommunerne. Derfor betyder det her, at vi kommer til at misbruge hospitalernes arbejdskraft, for de skal nu til at bruge tid og ressourcer på at få hele systemet op at køre. Det er en bøvlet løsning, mener jeg, og derfor burde opgaven ligge i kommunerne,’ siger Vibeke Rosdahl.

Hun vil derfor lægge op til, at Danske Regioner tager sagen op og – i samarbejde med kommunerne – forsøge at finde en bedre opgavefordeling end den, som ankestyrelsens afgørelse har lagt op til.
‘Jeg håber virkelig, at kommunerne og regionerne sammen kan finde en mere varig og holdbar løsning på problemet,’ slutter hun.

Den 23.10.2008 stillede Vibeke Rosdahl (B) følgende spørgsmål til Region Hovedstaden, Koncern Plan og Udvikling:
‘Vil Region Hovedstaden medvirke til, at Hvidovre Kommune (og de øvrige kommuner i regionen) igen udleverer udstyr til transanal irrigation til patienter med behov herfor, på trods af Ankestyrelsens afgørelse?’ ‘Hvis dette ikke er muligt, hvorledes vil regionen så sikre, at patienterne får udleveret det nødvendige udstyr gennem hospitalerne?’

Svaret, som Vibeke Rosdahl fik var (Red.: Læg mærke til den sidste sætning!):
‘På baggrund af principafgørelsen (C-23-08) fra Ankestyrelsen er der ikke tvivl om at udstyr til transanal irrigation skal betragtes som behandlingsudstyr og derved en hospitalsopgave. Regionen kan derfor ikke foranledige, at opgaven løses af kommunerne.’

Hospitalet har derved forsyningsforpligtelsen, og det er op til det enkelte hospital at sikre, at patienterne for udleveret det nødvendige udstyr. For at sikre hospitalernes overholdelse af Ankestyrelsens afgørelse, sendes dette svar til samtlige hospitaler i regionen.

Den belyste problematik omkring transanal irrigation er rejst over for Danske Regioner, idet problemstillingen viser, at cirkulære om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet i en række tilfælde ikke er klar nok. Cirkulæret udgør langt fra et optimalt arbejdsredskab i dagligdagen, og der er derfor ønske om en revision af cirkulæret.

Resumé, sagsfremstilling, begrundelse og afgørelse truffet af Ankestyrelsen den 28. maj 2008 – udsendt den 2. september 2008 – j.nr. 3500419-07, nr. C-23-08 – principafgørelse om: Behandlingsredskab – hjælpemiddel – sektoransvarlighed – forstoppelse – afføringsinkontinens – transanal irrigation.

Reference: Lov om sociale service – lovbekendtgørelse nr. 1117 af 26. september 2007 – § 112.

Resumé
Apparat til transanal irrigation var ikke et hjælpemiddel. Behandling med apparaturet var iværksat af hospitalet, der havde givet undervisning i brugen af apparaturet på hospitalet. Det var endvidere hospitalet, der havde ordineret apparaturet til fortsat behandling i hjemmet, og som varetog kontrollen med benyttelsen. Der kunne derfor ikke bevilliges hjælp til apparaturet efter serviceloven.

Sagsfremstilling
Sagen drejede sig om en kvinde, der led af dissemineret sklerose. Som følge af lidelsen havde hun svært ved at tømme tarmen med deraf følgende problemer som forstoppelse og afføringsinkontinens.

Hun blev behandlet med fiberprodukter og glycerol-stikpiller på hospitalet, men uden effekt. Efterfølgende blev hun på hospitalet oplært i benyttelse af transanal irrigation, med god effekt. Hospitalet ordinerede derpå apparaturet.

Kvinden gik ikke til regelmæssig kontrol på hospitalet, men kunne henvende sig, hvis hun fik problemer med behandlingen.
Kommunen afslog bevilling til irrigationsapparatet og begrundede afgørelsen med, at det ansøgte måtte anses for at være et behandlingsredskab. Kommunen lagde vægt på, at det var et apparatur, der var ordineret af hospitalet til permanent brug i hjemmet, og at kvinden havde fået undervisning i brugen på hospitalet.

Der henvistes til, at udgiften til behandlingsredskaber blev afholdt af hospitalsvæsenet.
Nævnet fandt, at kvinden ikke havde ret til bevilling af et irrigationsapparat som et hjælpemiddel i henhold til servicelovens § 112.

Begrundelsen var, at det ansøgte apparat ikke kunne betragtes som et hjælpemiddel, men derimod som et apparat i forbindelse med en behandlingssituation.

Nævnet lagde til grund, at brugen af apparatet var en integreret del af den medicinske behandling.

Nævnet bemærkede, at definitionen af et behandlingsapparat ikke indeholdt betingelser om varighed. Dette betød, at et apparat i en konkret situation kunne være et behandlingsredskab, selv om behovet var varigt.

Kvinden klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det blandt andet anført, at kvinden var uforstående over for, at irrigationsapparatet kunne klassificeres som et behandlingsmiddel. Et behandlingsmiddel var i kvindens forståelse et middel, man brugte for at helbrede en lidelse, mens et hjælpemiddel blev brugt i forbindelse med en permanent fejlfunktion.

Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at nævnet fortsat var af den opfattelse, at et irrigationsapparat var et behandlingsapparat, idet brugen af apparatet var en integreret del af den medicinske behandling. Nævnet fandt fortsat også, at definitionen af et behandlingsredskab ikke indeholdt betingelser om varighed, hvorfor et apparat kunne være et behandlingsredskab, selv om behovet var varigt.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om apparatur til transanal irrigation (tarmtømning) skulle anses for at være et hjælpemiddel, som var omfattet af servicelovens § 112.

Afgørelse
Ankestyrelsen fandt, at apparatur til transanal irrigation ikke var et hjælpemiddel.

Det var en betingelse for at få hjælpemidler efter servicelovens § 112, at der ikke kunne ydes hjælp efter anden lovgivning, herunder sygehuslovgivningen.

Det var desuden en betingelse for at få hjælpemidler efter servicelovens § 112, at hjælpemidlet i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, og at hjælpemidlet i væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse i hjemmet.

Begrundelsen for afgørelsen var, at behandling med apparaturet, som anvendtes til transanal irrigation, var iværksat af hospitalet som led i behandling af følgerne af kvindens sklerose. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden havde fået undervisning i brugen af udstyret på hospitalet, ligesom apparatet var ordineret af hospitalet til fortsat brug i hjemmet. Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at kontrollen lå hos hospitalet, idet kvinden skulle rette henvendelse dertil, hvis hun havde problemer med benyttelsen af apparaturet. Det var desuden Ankestyrelsens vurdering, at også hjælpemidler, ordineret som led i en behandling, kunne anses for at være et behandlingsredskab, selv om behandlingen forventedes at blive varig.

Ankestyrelsen stadfæstede således det sociale nævns afgørelse.

forbrugsgoder – merudgifter – engangsvaskeklude – engangshandsker

principafg

Kilde: Ankestyrelsen
Afgørelsesdato: 29-6-2011
Udsendelsesdato: 04-10-2011

Lov
Lov om social service – lovbekendtgørelse nr. 904 af 18. august 2011 – § 112 og § 113.

Bekendtgørelse
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 743 af 27. juni 2011 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven.

Resumé
Engangsvaskeklude og engangshandsker var for ansøger forbrugsgoder, der udelukkende fungerede som hjælpemidler. Kommunen skulle derfor betale for engangskludene og engangshandskerne, hvis beregningen af udgiften hertil oversteg 500 kr. inden for en overskuelig periode.

Produkterne afhjalp den nedsatte funktionsevne og lettede den daglige tilværelse for ansøgeren i forbindelse med en nedsat blære- og tarmfunktion.

Produkterne blev ikke anvendt til behandling af lidelsen, da tilstanden var varig, og der ikke var yderligere behandlingsmuligheder.

Afgørelse
Afgørelse i sag om engangsvaskeklude og engangshandsker til NN.

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sagen, om afgørelsen er i overensstemmelse med Principafgørelse 131-10, hvor vådservietter og engangsvaskeklude i det konkrete tilfælde skulle ydes efter bestemmelsen om merudgifter og ikke som et hjælpemiddel eller et forbrugsgode, da der ikke var tale om et hjælpemiddel, som afhjalp den nedsatte funktionsevne.

Resultatet er:

Engangsvaskekludene og engangshandskerne er for NN forbrugsgoder, der udelukkende fungerer som hjælpemidler.

Det betyder, at kommunen skal betale for engangsvaskekludene og engangshandskerne, hvis beregningen af udgiften hertil overstiger 500 kr. inden for en overskuelig periode.

Vi er således kommet til samme resultat som nævnet i Statsforvaltningen Y.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen
Vi finder, at engangsvaskekludene og engangshandskerne for NN udelukkende fungerer som hjælpemidler.

Det fremgår af § 112, at støtte til hjælpemidler ydes til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet.

Det fremgår af lovens § 113, at hjælp til køb af forbrugsgoder ydes til samme personkreds med 50 % af prisen på et almindeligt standardprodukt.

Der kan kun ydes hjælp, når udgiften er over 500 kr., og når der ikke er tale om et forbrugsgode, der indgår i sædvanligt indbo.

Lovens bagatelgrænse anvendes således, at der kan ydes hjælp til løbende udgifter til forbrugsgoder, hvis udgifterne til det konkrete behov overstiger 500 kr. inden for en overskuelig periode.

Der er ikke i forarbejderne til serviceloven tilsigtet en begrænsning for så vidt angår muligheden for også at få hjælp til udgifter til løbende forbrug af forbrugsgoder.

Ved forbrugsgoder forstås produkter, der fremstilles og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug med den almindelige befolkning som målgruppe.

Hvis forbrugsgodet udelukkende fungerer som hjælpemiddel, betaler kommunen den fulde anskaffelsespris.

Hjælpen kan eventuelt ydes som naturalhjælp.

Vi finder, at de ansøgte produkter må anses for at være forbrugsgoder, der for NN udelukkende fungerer som hjælpemidler.

Vi har herved lagt vægt på, at produkterne afhjælper den nedsatte funktionsevne og letter den daglige tilværelse i forbindelse med den nedsatte blære- og tarmfunktion.

Vi har ved vurderingen lagt vægt på, at kludene og handskerne ikke har nogen forbrugsgodeværdi for NN.

Vi har også lagt vægt på, at produkterne ikke anvendes til behandling af lidelsen, da tilstanden er varig, og at der ikke er yderligere behandlingsmuligheder.

Bemærkninger til klagen
Kommunen har oplyst, at det var af afgørende betydning for kommunens hensigtsmæssige administration af ”Bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven”, at der blev anlagt en ensartet forståelse af indholdet i begrebet forbrugsgoder.

Nævnet ændrede endvidere kommunens praksis. Kommunen henviste til Ankestyrelsens Principafgørelse nr. 131-10, som fastslog at vådservietter og vaskeklude ikke kunne anses som hjælpemidler eller forbrugsgoder.

Vi bemærker, at produkterne i Principafgørelse 131-10 var til brug for hjemmeplejen i en konkret sag i forbindelse med pågældendes personlige hygiejne. Produkterne afhjalp ikke den nedsatte funktionsevne.

Oplysninger i sagen
Vi har afgjort sagen på grundlag af:

  • De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
  • Nævnets afgørelse af 18. oktober 2010
  • Klagen til Ankestyrelsen af 21. oktober 2010
  • Nævnets genvurdering.

Kommunen traf den 2. juni 2010 afgørelse om, at NN ikke kunne bevilges vaskeklude og vinylhandsker efter servicelovens
§ 112.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at det ansøgte blev vurderet til at være midler, som blev benyttet alene til drift og vedligeholdelse.

Det kunne eventuelt overvejes at yde tilskud til udgifterne efter servicelovens § 100.

Vinylhandskerne var efter kommunens standarder for hjælpemidler alene at betragte som sygeplejeværnemiddel og en depotvare. Varen kunne udleveres til borgeren, hvis de alene var til brug for sygeplejens brug ved opgaver i hjemmet. Derudover kunne disse typer værnemidler ikke konverteres til hjælpemidler og kunne derfor ikke blive et forbrugsgode.

Vaskeklude skulle man selv købe
Nævnet traf afgørelse om, at NN havde ret til forbrugsgoder i form af engangshandsker og –vaskeklude forudsat at beregning af udgiften hertil inden for en overskuelige periode beløb sig til mere end 500 kr.

Nævnet har begrundet afgørelsen med, at de pågældende forbrugsgoder ved sin anvendelse efter nævnets opfattelse i væsentlig grad afhjalp de varige følger af den nedsatte funktionsevne.

NN havde på baggrund af byld på rygsøjlen og operation herfor pådraget sig en varig rygmarvsskade. NN anvendte kørestol og var udstyret med forskellige hjælpemidler. Blære- og tarmfunktion var påvirket af skaden. For tarmens vedkommende skulle NN ved selvstimulering foretage tømning. Blæretømning foregik ved hjælp af kateter.

Nævnet lagde endvidere servicelovens bestemmelser om forbrugsgoder til grund. Når betingelserne for hjælpemidler var opfyldte, når udgiften til forbrugsgodet oversteg 500 kr. og når der i øvrigt ikke var tale om et forbrugsgode der indgik i sædvanligt indbo, kunne der ydes hjælp med 50 % af prisen på et standardprodukt. Der kunne ydes hjælp med 100 % i de situationer, hvor forbrugsgodet udelukkende fungerede som et hjælpemiddel til afhjælpning af den nedsatte funktionsevne.

Nævnet fandt, at engangshandsker og –vaskeklude var forbrugsgoder, idet de blev fremstillet og blev forhandlet bredt med henblik på sædvanligt forbrug i befolkningen i almindelighed.

Nævnet fandt, at der kunne ydes hjælp til forbrugsgoder i form af engangshandsker og vaskeklude, idet hjælpemiddelbekendtgørelsen ikke undtog forbrugsgodeprodukter, der dækkede et behov for løbende forbrug.

Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at NN skulle anvende handskerne og vaskekludene i forbindelse med, at han afhjalp følgerne af den nedsatte funktionsevne for så vidt angik den skadede tarm- og blærefunktion.

Nævnet lagde vægt på i det konkrete tilfælde, at handskerne og vaskekludene i væsentlig grad afhjalp de varige følger af den nedsatte funktionsevne. Nævnet fandt også, at handskerne og vaskekludene måtte antages udelukkende at fungere som hjælpemiddel for NN og var uden almindelig forbrugsgodeværdi. Nævnet fandt derfor, at NN var berettiget til at få dækket de fulde anskaffelsesudgifter til det bedst egnede og billigste produkt, hvis udgiften inden for en overskuelig/rimelig periode beløb sig til mere end 500 kr..

A Kommune har klaget over nævnets afgørelse
I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at kommunen ikke var enig i nævnets begrundelser. Afgørelsen ændrede den juridiske fortolkning af begrebet forbrugsgoder i forhold til et meget stort antal sager i den kommunale forvaltning.

Det var af afgørende betydning for kommunens hensigtsmæssige administration af ”Bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven”, at der blev anlagt en ensartet forståelse af indholdet i begrebet forbrugsgoder.

Nævnet ændrede endvidere kommunens praksis. Kommunen henviste til Ankestyrelsens Principafgørelse nr. 131-10, som fastslog, at vådservietter og vaskeklude ikke kunne anses som hjælpemidler eller forbrugsgoder.

Det var kommunens opfattelse, at hverken engangsvaskeklude – eller handsker – kunne opfattes som forbrugsgoder i servicelovens og bekendtgørelsens forstand.

wasteland

Af Annemette Schultz Jørgensen, freelancejournalist
Kilde: KontinensNyt 1, 2009, s. 28-29

Download hele artiklen

Ordkløveri mellem myndighederne har fået Johannes Sørensen til at havne mellem to stole, da hverken kommunerne eller regionerne vil betale for det udstyr til tømning af tarmen,som han har både krav på og stærkt brug for, for at få sin hverdag til af fungere som sclerosepatient.

”Vi er en masse brugere, der står alene med en regning, som ingen myndigheder vil kendes ved.”

Sådan betegner Johannes Sørensen den ærgerlige situation, som han og andre rygmarvspatienter, der benytter sig af transanal irrigation (tømning af tarmen), er havnet i. Det udstyr, som man bruger til transanal irrigation, har indtil for nylig været betragtet som et hjælpemiddel, og derfor som noget landets kommuner betaler for. Men med den nye opgavefordeling mellem kommunerne og regionerne vil kommunerne ikke længere betale. De mener nemlig ikke, at udstyret kan kaldes for et hjælpemiddel, men derimod et behandlingsapparat – og så er det regionerne og hospitalerne, der skal betale. Det har regionerne indtil for nylig afvist, og en strid om ord har altså overladt patienter som Johannes Sørensen til selv at skulle betale regningen.

”Jeg mener, at det er en besynderlig sag, som bygger på ordkløveri uden fornuft. Kommunerne har jo altid betalt for hjælpemidler til borgerne, og det gør de jo stadig på mange andre områder, fx når det gælder katetre og stomiposer. Men mærkeligt nok ikke udstyret til transanal irrigation,” siger den 56-årige førtidspensionist, Johannes Sørensen, der er tidligere optiker.

Han har haft sclerose i mere end 6 år og i en årrække været besværet af ikke selv at kunne tømme tarmen, da hans udtømningsfunktion er delvist lammet. Inden han forrige år begyndte at bruge transanal irrigation, havde han i nogle år sammen med sin egen læge og Scleroseklinikken forsøgt at finde en løsning, så hans hverdag kunne fungere. I en periode brugte han afføringsmidler uden særlig god effekt, og for 2 år siden fik han indopereret en nervestimulator, men også det var med begrænset virkning.

Johannes Sørensen er selv vant til at være aktiv ved computeren derhjemme og fandt ved egen søgning på Internettet frem til metoden til tranansal irrigation. Derefter ansøgte han sammen med Gastro-Enheden på Hvidovre Hospital i foråret 2007 om at få udstyret bevilliget af Københavns Kommune. Han fik afslag og ankede derefter sagen. Herefter kørte hans sag frem og tilbage i næsen 1½ år mellem forskellige kommunale og regionale afdelinger og myndigheder uden afklaring. Og i juli måned 2008 fik Johannes Sørensen så endeligt afslag fra Det Sociale Ankenævn, som altså fastslog, at udstyret er et behandlingsapparat, og at hospitalerne derfor skal betale.

”Jeg synes ikke, at det er en fornuftig afgørelse. For det betyder, at de enkelte afdelinger på hospitalerne nu skal til at afsætte ressourcer af, for at kunne bestille det her hjem. Kommunerne har allerede det administrative apparat til at gøre det, men afviser, og nu får vi udviklet to parallelle distributionssystemer til hjælpemidler. Uanset hvem, der har opgaven, er det jo i sidste instans borgernes skattepenge, der betaler for det,” siger Johannes Sørensen. Selvom han har Ankenævnets ord for, at det nu er hospitalerne der skal både bestille og betale for udstyret, har han indtil videre alligevel valgt at gøre begge dele selv.

”Hospitalerne er jo ikke klar til den her type opgave, og ingen ved rigtigt, hvordan det skal køre. Jeg er meget afhængig af, at jeg får det her udstyr. Og i dag ved jeg, hvordan jeg selv bestiller det hjem, og jeg får det leveret lige til døren. Men betaler altså også selv for det. Det gør jeg for at være på den sikre side. Fx aner jeg jo ikke, om jeg måske selv skal tage turen til Hvidovre Hospital, hvor jeg er tilknyttet for at hente udstyret, når det er bestilt hjem. Det kan blive en dyr affære i taxa, for jeg er ikke godt nok gående til at kunne tage det offentlige og har ikke kræfter nok til det,” siger han og forklarer videre, at han derudover mener, at det vil blive en ekstra byrde for travle hospitalsafdelinger i fremtiden både at skulle finde tid til at bestille og distribuere udstyret. Og altså dermed holde kontakten til tidligere patienter, som måske ikke har været på afdelingerne i årevis, men som hospitalerne nu vil have den her forpligtigelse overfor. Han spørger derfor sig selv, hvad de patienter, der ikke har råd til selv at betale, gør, hvis hospitalerne af forskellige årsager ikke kan løfte opgaven.

”Når man ikke selv har helt kontrol over tømningsfunktionen, bliver man let socialt isoleret. For det lægger en stor dæmper på lysten til at gå ud og være sammen med andre mennesker, når man er bange for, at man får et uheld. Det er jo en kropsfunktion, som man er meget blufærdig omkring. Jeg synes, det er uværdigt, at man med den her beslutning, kommer til at overlade en masse folk til at klare sig selv, fordi hospitalerne indtil nu ikke er klar til at løfte opgaven,” siger Johannes Sørensen, som er tidligere fællestillidsrepræsentant og derfor vant til at kæmpe for sin sag.

Gerd Johnsen er specialsygeplejerske og har arbejdet med afføringsproblemer i mere end 20 år. Også hun står helt uforstående overfor, at man nu vil lade hospitalerne løfte opgaven og få ansvaret for denne slags udstyr. Hun forklarer, at striden om ordene konkret går på, om man betragter det at bruge transanal irrigation (tømning af tarmen) som noget midlertidigt eller permanent. Bruger folk udstyret midlertidigt, er det nemlig et behandlingsapparat og altså hospitalerne, der betaler. Er det noget, folk skal bruge permanent, er det et hjælpemiddel og kommunerne, der betaler.

”Ankestyrelsen har altså fået opfattelsen af, at folk kun bruger transanal irrigation midlertidigt, men det er jo helt forkert. De fleste mennesker bruger det permanent og er meget afhængige af det for at kunne leve en nogenlunde almindelig tilværelse. Der er ofte tale om folk, der i lang tid ikke har kunnet komme af med deres afføring, eller ikke har kunnet styre det. Det er meget ydmygende og decideret socialt invaliderende. Når patienten får det her udstyr og lærer at bruge det, jamen så får de også deres liv tilbage. Men det tager man nu fra dem igen,” siger Gerd Johnsen, som derudover finder det helt uforståeligt, at kommunerne i dag gerne betaler for det udstyr folk bruger til at tømme colostomier med, der altså går direkte ud af maven, men ikke vil betale for det udstyr, der skal tømme endetarmen. Gerd Johnsen kalder det en besynderlig form for forskelsbehandling afhængigt af om det er det ene eller det andet hul, man tømmer!

Hun udtrykker samtidig stor bekymring over konsekvenserne af beslutningen, da hun tror, at mange hospitalsafdelinger vil være for pressede til at afsætte tid til at bestille udstyret hjem, og derfor helt vil undlade at informere folk om, at det findes.
”Jeg har selv telefonkonsultation og taler ofte med folk, som ikke er blevet informeret af hospitalerne om det her udstyr. Så jeg kan høre, at folk jo ganske enkelt ikke ved, at det eksisterer, og for nogle mennesker betyder det virkelig en meget forringet livskvalitet,” siger Gerd Johnsen.

Johannes Sørensen betragter sig som heldig, fordi han selv har fundet frem til, hvor udstyret kan anskaffes, og derudover også selv har råd til at betale for det. Blandt andet fordi han kun bruger udstyret et par gange om ugen, fx inden han får gæster eller selv skal ud. Til gengæld giver det ham en stor tryghed i hverdagen at vide, at han ikke risikerer at få uheld. Derfor føler han nu også for de mange andre brugere, der ikke har råd til selv at betale eller ikke ved, hvor de kan købe udstyret, og som nu går og venter på, at hospitalerne bliver klar til at løfte opgaven. Og indtil da, er de fleste overladt til sig selv.

”Den her beslutning har efterladt en masse mennesker i ingenmandsland, hvor de er henvist til enten helt at måtte undvære hjælp eller at anskaffe sig udstyret på egen hånd og for egen regning. Bare det at finde frem til udstyret selv, kan være svært. Jeg synes det er bedrøveligt, at vi har et samfund der går mere op i kassetænkning end medmenneskelig behandling. Og det er denne sag et eksempel på,” slutter Johannes Sørensen.