Kilde: KontinensNyt 4, 2010, s. 12

Download hele artiklen

Denne artikel bygger på en undersøgelse fra Forbrugerstyrelsen og på interview med Henrik Køhler Simonsen, chef for Lif Uddannelse, og med Louise Steve, advokat i Lif.

Borgerne vil gerne have flere oplysninger om deres praktiserende læge, end de kan finde på www.sundhed.dk. Det viser en ny undersøgelse fra Forbrugerstyrelsen.

Også Lægemiddelindustriforeningen er tilhænger af åbenhed om lægernes efteruddannelse og deres samarbejde med industrien.

Danskerne vil gerne have flere informationer om deres praktiserende læge, end den offentlige sundhedsportal www.sundhed.dk stiller til rådighed. 67 % af respondenterne i Forbrugerstyrelsens undersøgelse mener fx, at det er vigtigt at vide, om lægen har efteruddannet sig.

Også hos Lægemiddelindustriforeningen mener man, at det er relevant for borgerne at have sådanne oplysninger, når de skal vælge praktiserende læge.

’Det kan være særdeles nyttigt for en patient, der fx har allergi, at kunne vælge en læge, der netop har efteruddannet sig inden for behandling af allergi. Det er i alles interesse, at borgeren ved mest muligt om lægens faglighed, interesser og specialer,’ forklarer Henrik Køhler Simonsen, chef for Lif Uddannelse, som tilbyder en lang række kurser til aktører i lægemiddelbranchen.

’Som patient er det vel betryggende at vide, at ens kommende læge, har holdt sig opdateret og fx kender til de nyeste behandlingsmetoder,’ tilføjer Henrik Køhler Simonsen.

Oplysninger findes allerede på nettet
Ifølge undersøgelsen vil 56 % af respondenterne gerne vide, om lægen har bijob i medicinalindustrien. Men heller ikke denne oplysning stiller www.sundhed.dk til rådighed.

Til gengæld kan borgerne ifølge advokat Louise Steve fra Lif finde oplysninger om deres læges eventuelle tilknytning til en lægemiddelvirksomhed på Lægemiddelsstyrelsens hjemmeside.

’Læger skal søge Lægemiddelstyrelsen om tilladelse, hvis de udskriver lægemidler i deres daglige praksis og samtidig ønsker at være tilknyttet en lægemiddelvirksomhed. På Lægemiddelsstyrelsens hjemmeside kan alle se en liste over de læger, der har en sådan tilladelse,’ forklarer Louise Steve. Hun understreger, at det er i alle parters interesse, at eksisterende viden og ny udvikling indenfor lægemiddelterapi kommer lægerne til kendskab, og at dette sker på en etisk forsvarlig måde, herunder også at der er fuld åbenhed om samarbejdet.

www.lif.dk, januar 2010.

Af Christina Sommer, journalist
Redigeret af redaktionssekretær Aase Randstoft, Kontinensforeningen
Kilde: KontinensNyt 1, 2009, s. 26-27

Download hele artiklen

Tørre borgere var ønsket. Langtfra alle inkontinente borgere i Sønderborg Kommune fik tidligere den hjælp, de havde krav på. Det har to fuldtidsansatte kontinenssygeplejersker nu lavet om på til glæde for borgerne og kommunens budget.

En vikar kan medføre store positive forandringer. Det kan Sønderborg Kommune konkludere nu knap 10 år efter, at kontinenssygeplejerske – og Kontinensforeningens formand – Lisbeth Freiberg blev ansat i et vikariat sommeren 1999. Dengang var hun ansat som konsulent i et privat firma, men holdt sig sygeplejefagligt ajour gennem vikarjobs som hjemmesygeplejerske i Sønderborg Kommune, hvor hun bl.a. arbejdede med de inkontinente borgere.

”Dengang var det et stort kaos. Personalet vidste ofte ikke, hvilke hjælpemidler de enkelte borgere havde fået bevilliget, og ofte heller ikke, hvem der egentlig havde en bevilling,” fortæller Lisbeth Freiberg, om tiden som vikar for 10 år siden.

En uges vikariat var langtfra nok til at skabe orden i kaos, men Lisbeth Freibergs observationer blev startskuddet til, at byrådet i Sønderborg Kommune i 2002 besluttede at ansætte to kontinenssygeplejersker. I første omgang som et 2-årigt pilotprojekt. Projektet var udgiftsneutralt, da kommunens daværende fire områdecentre hver afgav 0,5 sygeplejerskestilling til de to stillinger, og dermed var jobbet som fuldtidsansat kontinenssygeplejerske i Sønderborg Kommune en realitet for Lisbeth Freiberg og hendes kollega Annette Carstensen.

Brug for hurtig udredning
Og der var nok at tage fat på. Foruden det manglende overblik over kommunens bevillinger var omfanget af og kvaliteten i tilbuddet til de inkontinente borgere meget forskellige, afhængigt af hvilket af de fire områdecentre, patienten var tilknyttet.

”Et sted var der fx en sygeplejerske, der interesserede sig rigtig meget for inkontinens, og her fik borgerne en god udredning modsat et andet område, hvor ingen interesserede sig for emnet,” siger Lisbeth Freiberg.

Det var dengang kommunens omkring 60 hjemmesygeplejersker med vidt forskellige indgangsvinkler og vidensniveauer om inkontinens, der stod for udredning og behandling.

”Selvom vi godt vidste, at inkontinensbehandling var vigtigt, lod vi det ofte vige til fordel for andre, mere presserende opgaver. Vi prøvede at hjælpe, så godt vi kunne, men det var ikke altid det, vi prioriterede højest,” siger Annette Carstensen, der selv har arbejdet syv år som hjemmesygeplejerske.

Sagsbehandlingen var også ofte langtrukken. Bevil-ligede en hjemmesygeplejerske en inkontinent borger hjælp, skulle det først godkendes af assisterende områdeleder, før en gruppe HK’ere (administrativ ikke sundhedsuddannet person) så endelig kunne sætte bevillingerne i værk.

”Tidligere kunne det tage flere måneder, før en borger blev udredt. Nu er vores mål, at vi skal kontakte borgeren, senest 3 arbejdsdage efter henvendelse til os. I akutte tilfælde, fx en patient, der er i terminal pleje, eller en borger, der bliver inkontinent fra den ene dag til den anden pga. et fald eller ulykke – så rykker vi ud med det samme,” siger Lisbeth Freiberg.

Stil vækkeuret
I dag står de to kontinenssygeplejersker både for de konkrete udredninger og bevillinger af hjælpemidler, som er meget mere end bleer, hvilket det alt for ofte endte med, før Lisbeth Freiberg og Annette Carstensen blev ansat. ”Nogen gange kan løsningen være at stille vækkeuret til at ringe hver 3. time, andre gange kan det hjælpe at få trænet bækkenbunden, komme i medicinsk behandling eller at få bedre toiletvaner. Forleden besøgte jeg en ældre og meget stor dame. Her viste det sig, at hendes lænestol var for lav og svær at komme op af. Stolen blev klodset op, og nu kan hun selv nå at komme på toilettet i tide!,” siger Annette Carstensen.

Kontinenssygeplejerskerne har fast telefontid hver dag, hvor borgere, pårørende og plejepersonale kan henvende sig, og der er nu formuleret faste procedurer for opgaverne i forbindelse med udredninger, bevillinger og ændringer af bevillinger. Men informationsarbejdet fylder også meget. Kontinenssygeplejerskerne mødes fast med alle plejegrupper hver 14. dag. Samtidig underviser de plejepersonalet og kommunens sundhedsfaglige elever om inkontinens et par gange om året.

”Det vigtigste for os er, at borgerne bliver tørre og kan deltage i et aktivt socialt liv. Og hvis de ikke kan det uden hjælpemidler, må vi finde det bedst egnede. Det er basal sygeplejer,” siger Lisbeth Freiberg.

To spørgeskemaundersøgelser gennemført blandt både de inkontinente borgere og personale i 2002 og 2005 viser, at den basale sygepleje gør en forskel. Bl.a. er antallet af de borgere, der føler, at plejepersonalet virkelig nu har tid til at tage sig af deres vandladningsproblemer, steget fra 30% til 67%, mens 62% af personalet mod tidligere 38% mener, at de har viden nok til at vejlede inkontinente borgere til anden løsning end bleer.

Færre bleer… men hvad med økonomien?
Da Sønderborg Kommune har mere end fordoblet sit indbyggertal pga. strukturreformen i 2007, findes der ingen sammenlignelige tal. Fakta er dog, at kommunen med sine 76.000 indbyggere i dag har udredt 1.800 borgere. Kommunen bruger 1,5 mio. kr. på bleer og 1,5 mio. kr. på urinposer og katetre.

Kontinenssygeplejerskerne har kendskab til en kommune med langt færre indbyggere og kun 1.400 udredte borgere, der bruger samme beløb på hjælpemidler som hele Sønderborg Kommune tilsammen.

’Det fortæller os, at vi gør det rigtige her i Sønderborg,’ siger Lisbeth Freiberg. De gode resultater har medført, at pilotprojektet med ansættelse af kontinenssygeplejersker i Sønderborg kommune overgik til at blive permanent i 2006 – og Lisbeth Freiberg og Annette Carstensen arbejder støt videre.

’Vi vil gerne udarbejde endnu mere informationsmateriale til borgerne og plejepersonalet. Det er en uendelig proces at undervise personalet og holde det opdateret, især i tider med høj personaleudskiftning. Forstår vi ikke at undervise og informere personalet, falder det hele til jorden – og det vil i sidste ende ramme den enkelte borger,’ siger Lisbeth Freiberg.

Udfordringen
Udfordringen i Sønderborg Kommune var at få styr på det kaos, der var i inkontinensbevillinger samt at få overblik over kvaliteten i de tilbud der findes samt den behandling man kunne give inkontinente borgere.

Arbejdspladsen
Hjælpemiddelgruppen i Sønderborg Kommune.

Det gjorde de
Kommunen har ansat to kontinenssygeplejersker, som står for udredninger, bevillinger og undervisning af borgere, pårørende og plejepersonale i inkontinens, helbredelsesmuligheder og brug af hjælpemidler.

Det har de opnået
Tilbuddene til inkontinente borgere er blevet specialiseret, ensrettet og effektiviseret til glæde for borgerne, personalet og kommunens økonomi.

Det er de stolte af
At have fået mange borgere til at leve godt og aktivt med deres inkontinens. Personalet har fået mere viden, og de positive tilbagemeldinger fra borgerne er mange.

Det slås de stadig med
Det anslås, at 8-10% af den danske befolkning lider af inkontinens, hvilket svarer til godt 6.000 borgere alene i Sønderborg Kommune. Af dem er 1.800 kendte og udredte borgere – så der er stadig lang vej til, at alle er udredt og har fået hjælp.

Med tilladelse fra bladet Sygeplejersken og Christina Sommer, DSR.
Kilde: Sygeplejersken, nr. 24-2008.

Interview med formand for Region Hovedstadens Udvalg for Praksis og Forebyggelse Vibeke Rosdahl

Af Annemette Schultz Jørgensen, freelancejournalist
Kilde: KontinensNyt 1, 2009, s. 31-32

Download hele artiklen

‘De værste politiske sager er dem, hvor patienterne kommer i klemme mellem to systemer. Og der skal vi handle hurtigt som politikere’, siger Vibeke Rosdahl. Hun er formand for Region Hovedstadens Udvalg for Praksis og Forebyggelse, og har taget Den Sociale Ankestyrelses afgørelse om udstyr til transanal irrigation meget alvorligt.

‘Jeg bliver som politiker meget harm, når jeg oplever patienter, som bliver tabt på gulvet på grund af systemfejl. For det må simpelthen bare ikke ske. I det her tilfælde ved vi på forhånd, hvad den rigtige behandling er for patienterne. Men på grund af en strid om ord, opstår der nu barrierer i systemet, som gør, at patienterne ikke får den behandling, de har krav på,’ siger Vibeke Rosdahl, der er formand for Udvalget for Praksis og Forebyggelse i Region Hovedstaden.

Sagen hun taler om, er Det Sociale Ankenævns afgørelse, der i efteråret 2008 slog fast, at det er regionerne og altså de danske hospitaler, der fremover skal betale for udstyr til patienter, der skal have hjælp til at tømme tarmen, også kaldt transanal irrigation. Sagen opstod da en kvinde, der har svært ved selv at tømme sin tarm, i første omgang blev oplært af sit hospital i at bruge udstyret til transanal irrigation, og derefter sendt videre til sin kommune, som almindeligvis har haft ansvaret for at bestille og betale for den slags hjælpemidler ifølge Servicelovens § 112. Kvindens egen kommune afslog dog at hjælpe hende med det argument, at udstyret til transanal irrigation ikke er et hjælpemiddel, men et behandlingsredskab, og at det derfor er regionernes ansvar og altså hospitalerne, der skal betale. Sagen udviklede sig altså til en strid om ord, og kvinden gik derfor til Den Sociale Ankestyrelse og siden hen Det Sociale Ankenævn, for at få en afklaring. Begge steder slog man fast, at et udstyr til transanal irrigation er at regne for et behandlingsapparat og ikke et hjælpemiddel, og derfor må regionerne betale.

‘De politiske sager, hvor patienterne kommer i klemme, er de værste. Og i dette tilfælde er sagen jo opstået, fordi kommunerne og regionerne har fået nye opgaver og nye roller med strukturreformen. Det betyder, at der kan opstå huller i opgavefordelingen, som ingen får øje på eller tænker over, før en uheldig patient pludselig falder ned mellem to stole, hvor ingen vil tage sig af dem. Derfor er det den slags sager, vi som politikere virkelig skal reagere hurtigt på,’ siger Vibeke Rosdahl.

For at sikre sig, at regionerne og hospitalerne i hele landet er opmærksomme på problematikken og tager opgaven til sig, sendte Vibeke Rosdahl for nogle måneder siden et såkaldt ‘politikerspørgsmål’ til Region Hovedstadens administration for at få et offentlig svar på, hvordan regionerne mener, at man skal løse opgaven. Og det svar er nu kommet.

‘Region Hovedstaden har nu svaret offentligt og sagt, at man selvfølgelig respekterer den her kendelse og nu vil informere regionens egne hospitaler og regionerne i resten af landet om, at det altså er deres opgave, og ikke kommunernes, at betale for udstyret. Men der kan være langt fra toppen af hospitalssystemet, hvor de her beslutninger bliver truffet og så helt ned i det enkelte ambulatorium, hvor man med en travl hverdag prøver at løse opgaverne, så godt man kan. Og derfor er det jo ikke sikkert, at det her budskab kommer helt ned i systemet lige med det samme,’ siger Vibeke Rosdahl, som derfor opfordrer patienter og folk som har brug for udstyret til transanal irrigation til at minde hospitalerne og ambulatorierne om, at det er dem, der har ansvaret. Man skal som patient stå ved sin ret i den her sag, og altså om nødvendigt henvise til Region Hovedstadens offentlige svar.

Men hun erkender, at det ikke bør være patienternes ansvar at skulle slå i bordet for at få den bedste behandling, og derfor lægger Vibeke Rosdahl heller ikke skjul på, at hun ikke synes, at den nuværende opgavefordeling er særlig god.

‘Det er ikke en optimal løsning, at bede regionerne om at varetage den her opgave. For de har slet ikke det administrative system til at kunne bestille udstyret hjem og betale for det. Men det har kommunerne. Derfor betyder det her, at vi kommer til at misbruge hospitalernes arbejdskraft, for de skal nu til at bruge tid og ressourcer på at få hele systemet op at køre. Det er en bøvlet løsning, mener jeg, og derfor burde opgaven ligge i kommunerne,’ siger Vibeke Rosdahl.

Hun vil derfor lægge op til, at Danske Regioner tager sagen op og – i samarbejde med kommunerne – forsøge at finde en bedre opgavefordeling end den, som ankestyrelsens afgørelse har lagt op til.
‘Jeg håber virkelig, at kommunerne og regionerne sammen kan finde en mere varig og holdbar løsning på problemet,’ slutter hun.

Den 23.10.2008 stillede Vibeke Rosdahl (B) følgende spørgsmål til Region Hovedstaden, Koncern Plan og Udvikling:
‘Vil Region Hovedstaden medvirke til, at Hvidovre Kommune (og de øvrige kommuner i regionen) igen udleverer udstyr til transanal irrigation til patienter med behov herfor, på trods af Ankestyrelsens afgørelse?’ ‘Hvis dette ikke er muligt, hvorledes vil regionen så sikre, at patienterne får udleveret det nødvendige udstyr gennem hospitalerne?’

Svaret, som Vibeke Rosdahl fik var (Red.: Læg mærke til den sidste sætning!):
‘På baggrund af principafgørelsen (C-23-08) fra Ankestyrelsen er der ikke tvivl om at udstyr til transanal irrigation skal betragtes som behandlingsudstyr og derved en hospitalsopgave. Regionen kan derfor ikke foranledige, at opgaven løses af kommunerne.’

Hospitalet har derved forsyningsforpligtelsen, og det er op til det enkelte hospital at sikre, at patienterne for udleveret det nødvendige udstyr. For at sikre hospitalernes overholdelse af Ankestyrelsens afgørelse, sendes dette svar til samtlige hospitaler i regionen.

Den belyste problematik omkring transanal irrigation er rejst over for Danske Regioner, idet problemstillingen viser, at cirkulære om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet i en række tilfælde ikke er klar nok. Cirkulæret udgør langt fra et optimalt arbejdsredskab i dagligdagen, og der er derfor ønske om en revision af cirkulæret.

Resumé, sagsfremstilling, begrundelse og afgørelse truffet af Ankestyrelsen den 28. maj 2008 – udsendt den 2. september 2008 – j.nr. 3500419-07, nr. C-23-08 – principafgørelse om: Behandlingsredskab – hjælpemiddel – sektoransvarlighed – forstoppelse – afføringsinkontinens – transanal irrigation.

Reference: Lov om sociale service – lovbekendtgørelse nr. 1117 af 26. september 2007 – § 112.

Resumé
Apparat til transanal irrigation var ikke et hjælpemiddel. Behandling med apparaturet var iværksat af hospitalet, der havde givet undervisning i brugen af apparaturet på hospitalet. Det var endvidere hospitalet, der havde ordineret apparaturet til fortsat behandling i hjemmet, og som varetog kontrollen med benyttelsen. Der kunne derfor ikke bevilliges hjælp til apparaturet efter serviceloven.

Sagsfremstilling
Sagen drejede sig om en kvinde, der led af dissemineret sklerose. Som følge af lidelsen havde hun svært ved at tømme tarmen med deraf følgende problemer som forstoppelse og afføringsinkontinens.

Hun blev behandlet med fiberprodukter og glycerol-stikpiller på hospitalet, men uden effekt. Efterfølgende blev hun på hospitalet oplært i benyttelse af transanal irrigation, med god effekt. Hospitalet ordinerede derpå apparaturet.

Kvinden gik ikke til regelmæssig kontrol på hospitalet, men kunne henvende sig, hvis hun fik problemer med behandlingen.
Kommunen afslog bevilling til irrigationsapparatet og begrundede afgørelsen med, at det ansøgte måtte anses for at være et behandlingsredskab. Kommunen lagde vægt på, at det var et apparatur, der var ordineret af hospitalet til permanent brug i hjemmet, og at kvinden havde fået undervisning i brugen på hospitalet.

Der henvistes til, at udgiften til behandlingsredskaber blev afholdt af hospitalsvæsenet.
Nævnet fandt, at kvinden ikke havde ret til bevilling af et irrigationsapparat som et hjælpemiddel i henhold til servicelovens § 112.

Begrundelsen var, at det ansøgte apparat ikke kunne betragtes som et hjælpemiddel, men derimod som et apparat i forbindelse med en behandlingssituation.

Nævnet lagde til grund, at brugen af apparatet var en integreret del af den medicinske behandling.

Nævnet bemærkede, at definitionen af et behandlingsapparat ikke indeholdt betingelser om varighed. Dette betød, at et apparat i en konkret situation kunne være et behandlingsredskab, selv om behovet var varigt.

Kvinden klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det blandt andet anført, at kvinden var uforstående over for, at irrigationsapparatet kunne klassificeres som et behandlingsmiddel. Et behandlingsmiddel var i kvindens forståelse et middel, man brugte for at helbrede en lidelse, mens et hjælpemiddel blev brugt i forbindelse med en permanent fejlfunktion.

Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at nævnet fortsat var af den opfattelse, at et irrigationsapparat var et behandlingsapparat, idet brugen af apparatet var en integreret del af den medicinske behandling. Nævnet fandt fortsat også, at definitionen af et behandlingsredskab ikke indeholdt betingelser om varighed, hvorfor et apparat kunne være et behandlingsredskab, selv om behovet var varigt.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om apparatur til transanal irrigation (tarmtømning) skulle anses for at være et hjælpemiddel, som var omfattet af servicelovens § 112.

Afgørelse
Ankestyrelsen fandt, at apparatur til transanal irrigation ikke var et hjælpemiddel.

Det var en betingelse for at få hjælpemidler efter servicelovens § 112, at der ikke kunne ydes hjælp efter anden lovgivning, herunder sygehuslovgivningen.

Det var desuden en betingelse for at få hjælpemidler efter servicelovens § 112, at hjælpemidlet i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, og at hjælpemidlet i væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse i hjemmet.

Begrundelsen for afgørelsen var, at behandling med apparaturet, som anvendtes til transanal irrigation, var iværksat af hospitalet som led i behandling af følgerne af kvindens sklerose. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden havde fået undervisning i brugen af udstyret på hospitalet, ligesom apparatet var ordineret af hospitalet til fortsat brug i hjemmet. Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at kontrollen lå hos hospitalet, idet kvinden skulle rette henvendelse dertil, hvis hun havde problemer med benyttelsen af apparaturet. Det var desuden Ankestyrelsens vurdering, at også hjælpemidler, ordineret som led i en behandling, kunne anses for at være et behandlingsredskab, selv om behandlingen forventedes at blive varig.

Ankestyrelsen stadfæstede således det sociale nævns afgørelse.

forbrugsgoder – merudgifter – engangsvaskeklude – engangshandsker

Kilde: Ankestyrelsen
Afgørelsesdato: 29-6-2011
Udsendelsesdato: 04-10-2011

Lov
Lov om social service – lovbekendtgørelse nr. 904 af 18. august 2011 – § 112 og § 113.

Bekendtgørelse
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 743 af 27. juni 2011 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven.

Resumé
Engangsvaskeklude og engangshandsker var for ansøger forbrugsgoder, der udelukkende fungerede som hjælpemidler. Kommunen skulle derfor betale for engangskludene og engangshandskerne, hvis beregningen af udgiften hertil oversteg 500 kr. inden for en overskuelig periode.

Produkterne afhjalp den nedsatte funktionsevne og lettede den daglige tilværelse for ansøgeren i forbindelse med en nedsat blære- og tarmfunktion.

Produkterne blev ikke anvendt til behandling af lidelsen, da tilstanden var varig, og der ikke var yderligere behandlingsmuligheder.

Afgørelse
Afgørelse i sag om engangsvaskeklude og engangshandsker til NN.

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sagen, om afgørelsen er i overensstemmelse med Principafgørelse 131-10, hvor vådservietter og engangsvaskeklude i det konkrete tilfælde skulle ydes efter bestemmelsen om merudgifter og ikke som et hjælpemiddel eller et forbrugsgode, da der ikke var tale om et hjælpemiddel, som afhjalp den nedsatte funktionsevne.

Resultatet er:

Engangsvaskekludene og engangshandskerne er for NN forbrugsgoder, der udelukkende fungerer som hjælpemidler.

Det betyder, at kommunen skal betale for engangsvaskekludene og engangshandskerne, hvis beregningen af udgiften hertil overstiger 500 kr. inden for en overskuelig periode.

Vi er således kommet til samme resultat som nævnet i Statsforvaltningen Y.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen
Vi finder, at engangsvaskekludene og engangshandskerne for NN udelukkende fungerer som hjælpemidler.

Det fremgår af § 112, at støtte til hjælpemidler ydes til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet.

Det fremgår af lovens § 113, at hjælp til køb af forbrugsgoder ydes til samme personkreds med 50 % af prisen på et almindeligt standardprodukt.

Der kan kun ydes hjælp, når udgiften er over 500 kr., og når der ikke er tale om et forbrugsgode, der indgår i sædvanligt indbo.

Lovens bagatelgrænse anvendes således, at der kan ydes hjælp til løbende udgifter til forbrugsgoder, hvis udgifterne til det konkrete behov overstiger 500 kr. inden for en overskuelig periode.

Der er ikke i forarbejderne til serviceloven tilsigtet en begrænsning for så vidt angår muligheden for også at få hjælp til udgifter til løbende forbrug af forbrugsgoder.

Ved forbrugsgoder forstås produkter, der fremstilles og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug med den almindelige befolkning som målgruppe.

Hvis forbrugsgodet udelukkende fungerer som hjælpemiddel, betaler kommunen den fulde anskaffelsespris.

Hjælpen kan eventuelt ydes som naturalhjælp.

Vi finder, at de ansøgte produkter må anses for at være forbrugsgoder, der for NN udelukkende fungerer som hjælpemidler.

Vi har herved lagt vægt på, at produkterne afhjælper den nedsatte funktionsevne og letter den daglige tilværelse i forbindelse med den nedsatte blære- og tarmfunktion.

Vi har ved vurderingen lagt vægt på, at kludene og handskerne ikke har nogen forbrugsgodeværdi for NN.

Vi har også lagt vægt på, at produkterne ikke anvendes til behandling af lidelsen, da tilstanden er varig, og at der ikke er yderligere behandlingsmuligheder.

Bemærkninger til klagen
Kommunen har oplyst, at det var af afgørende betydning for kommunens hensigtsmæssige administration af ”Bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven”, at der blev anlagt en ensartet forståelse af indholdet i begrebet forbrugsgoder.

Nævnet ændrede endvidere kommunens praksis. Kommunen henviste til Ankestyrelsens Principafgørelse nr. 131-10, som fastslog at vådservietter og vaskeklude ikke kunne anses som hjælpemidler eller forbrugsgoder.

Vi bemærker, at produkterne i Principafgørelse 131-10 var til brug for hjemmeplejen i en konkret sag i forbindelse med pågældendes personlige hygiejne. Produkterne afhjalp ikke den nedsatte funktionsevne.

Oplysninger i sagen
Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
• Nævnets afgørelse af 18. oktober 2010
• Klagen til Ankestyrelsen af 21. oktober 2010
• Nævnets genvurdering.

Kommunen traf den 2. juni 2010 afgørelse om, at NN ikke kunne bevilges vaskeklude og vinylhandsker efter servicelovens
§ 112.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at det ansøgte blev vurderet til at være midler, som blev benyttet alene til drift og vedligeholdelse.

Det kunne eventuelt overvejes at yde tilskud til udgifterne efter servicelovens § 100.

Vinylhandskerne var efter kommunens standarder for hjælpemidler alene at betragte som sygeplejeværnemiddel og en depotvare. Varen kunne udleveres til borgeren, hvis de alene var til brug for sygeplejens brug ved opgaver i hjemmet. Derudover kunne disse typer værnemidler ikke konverteres til hjælpemidler og kunne derfor ikke blive et forbrugsgode.

Vaskeklude skulle man selv købe
Nævnet traf afgørelse om, at NN havde ret til forbrugsgoder i form af engangshandsker og –vaskeklude forudsat at beregning af udgiften hertil inden for en overskuelige periode beløb sig til mere end 500 kr.

Nævnet har begrundet afgørelsen med, at de pågældende forbrugsgoder ved sin anvendelse efter nævnets opfattelse i væsentlig grad afhjalp de varige følger af den nedsatte funktionsevne.

NN havde på baggrund af byld på rygsøjlen og operation herfor pådraget sig en varig rygmarvsskade. NN anvendte kørestol og var udstyret med forskellige hjælpemidler. Blære- og tarmfunktion var påvirket af skaden. For tarmens vedkommende skulle NN ved selvstimulering foretage tømning. Blæretømning foregik ved hjælp af kateter.

Nævnet lagde endvidere servicelovens bestemmelser om forbrugsgoder til grund. Når betingelserne for hjælpemidler var opfyldte, når udgiften til forbrugsgodet oversteg 500 kr. og når der i øvrigt ikke var tale om et forbrugsgode der indgik i sædvanligt indbo, kunne der ydes hjælp med 50 % af prisen på et standardprodukt. Der kunne ydes hjælp med 100 % i de situationer, hvor forbrugsgodet udelukkende fungerede som et hjælpemiddel til afhjælpning af den nedsatte funktionsevne.

Nævnet fandt, at engangshandsker og –vaskeklude var forbrugsgoder, idet de blev fremstillet og blev forhandlet bredt med henblik på sædvanligt forbrug i befolkningen i almindelighed.

Nævnet fandt, at der kunne ydes hjælp til forbrugsgoder i form af engangshandsker og vaskeklude, idet hjælpemiddelbekendtgørelsen ikke undtog forbrugsgodeprodukter, der dækkede et behov for løbende forbrug.

Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at NN skulle anvende handskerne og vaskekludene i forbindelse med, at han afhjalp følgerne af den nedsatte funktionsevne for så vidt angik den skadede tarm- og blærefunktion.

Nævnet lagde vægt på i det konkrete tilfælde, at handskerne og vaskekludene i væsentlig grad afhjalp de varige følger af den nedsatte funktionsevne. Nævnet fandt også, at handskerne og vaskekludene måtte antages udelukkende at fungere som hjælpemiddel for NN og var uden almindelig forbrugsgodeværdi. Nævnet fandt derfor, at NN var berettiget til at få dækket de fulde anskaffelsesudgifter til det bedst egnede og billigste produkt, hvis udgiften inden for en overskuelig/rimelig periode beløb sig til mere end 500 kr..

A Kommune har klaget over nævnets afgørelse
I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at kommunen ikke var enig i nævnets begrundelser. Afgørelsen ændrede den juridiske fortolkning af begrebet forbrugsgoder i forhold til et meget stort antal sager i den kommunale forvaltning.

Det var af afgørende betydning for kommunens hensigtsmæssige administration af ”Bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven”, at der blev anlagt en ensartet forståelse af indholdet i begrebet forbrugsgoder.

Nævnet ændrede endvidere kommunens praksis. Kommunen henviste til Ankestyrelsens Principafgørelse nr. 131-10, som fastslog, at vådservietter og vaskeklude ikke kunne anses som hjælpemidler eller forbrugsgoder.

Det var kommunens opfattelse, at hverken engangsvaskeklude – eller handsker – kunne opfattes som forbrugsgoder i servicelovens og bekendtgørelsens forstand.