Blæren sender SMS til hjernen

skolesygepleje

Af Anne Mette Futtrup, redaktionen.dk
Kilde: KontinensNyt 2, 2010, s. 16-18

Download hele artiklen

Skolebørn, der endnu ikke har helt kontrol over blæren, kan få råd og hjælp hos skolesygeplejerskerne. På skoler i Faaborg-Midtfyn Kommune bruger Helle Sørensen børnenes eget sprog til at forklare om kroppens funktioner.

Helle Sørensen er skolesygeplejerske og får jævnligt besøg af elever, der fortæller, at de ikke helt har styr på det der med at holde sig til de rigtige tidspunkter. Nogle kommer til at tisse i bukserne om dagen, andre må skifte sengetøj om natten.

Nu kunne Helle Sørensen vælge at benytte sig af den gamle snak, der gennem årtier har klæbet sig til både sengevædere og dagtissere. At det nok skyldes noget psykisk. Men sådan griber skolesygeplejersken i Faaborg-Midtfyn Kommune det ikke an.

’I dag ved man, at det ikke er psykiske problemer, der får børn til at tisse i bukserne. Det er derfor vigtigt for mig at slå fast med det samme, at det ikke er nogens skyld – heller ikke barnets. Desuden opfordrer jeg børn og forældre til at være åbne om det, så det ikke bliver gjort til noget pinligt og tabubelagt. Og jeg anbefaler forældrene ikke at problematisere det,’ siger Helle Sørensen.

Tisseriet skyldes hos et fåtal af børnene behandlingskrævende tilstande som fx blærebetændelse, sukkersyge eller for stor produktion af det hormon, som står for urinproduktionen. Derfor anbefaler Helle Sørensen rutinemæssigt forældrene at få barnet undersøgt for disse ting ved at aflevere en urinprøve hos lægen, som også kan sætte ind med behandling, hvis det er nødvendigt.

Hyppigst bunder problemerne dog ikke i noget alvorligt, beroliger skolesygeplejersken. ’For de fleste børns vedkommende går ufrivillig vandladning over af sig selv. Det gælder både for sengevædere og for dem, der oplever problemet om dagen. Men jeg tror, at alle urininkontinente børns livskvalitet er let forringet. Derfor er der god grund til at hjælpe dem til at blive tørre,’ siger hun.

Kroppens egen mobiltelefon
Netop for at øge børnenes almindelige trivsel tilbyder skolesygeplejersken råd, samtale og vejledning til både elever og deres forældre. Hun bruger et sprog, som børn nemt forstår, når hun taler med dem om tisseriet. Sammen med eleven tegner hun en tegning af et menneske, så det bliver visuelt og overskueligt, hvordan en krop fungerer. Nede under navlen sidder en lille ballon, som bliver fyldt flere gange om dagen af den væske, man drikker og får gennem maden. Når ballonen er fyldt, sender den en sms til hjernen og fortæller, at den gerne vil tømmes. Og så er det tid til at gå på toilettet.

I de fleste børn er der god mobilforbindelse fra bund til top, så SMS’en når frem i tide. Men nogle modtager SMS’erne for sent eller slet ikke, og så kommer de til at tisse i bukserne.

’Jeg fortæller børnene, at det ikke er noget at være flov over. Det er bare deres krop, der ikke har lært det endnu. Og jeg anbefaler forældrene at støtte børnene på samme måde,’ siger Helle Sørensen.

Børn med dårlige mobilforbindelser kan for daginkontinentes vedkommende for eksempel være børn, der gennem lang tid har overhørt blærens beskeder, fordi de hellere vil lege eller ikke bryder sig om at bruge skolens toilet. Disse børn holder sig så længe, at blæren pludselig ’løber over’. Eller også vænner de sig til at overhøre signalerne, så blæren overtager styringen, forklarer Helle Sørensen og fortæller, at der også kan være en række andre årsager til urininkontinens.

’Det tyder på, at ufrivillig vandladning er arvelig. Så for nogle børn er det forklaringen. Andre børn har en lille blære, som skal tømmes grundigt mange gange om dagen. Og andre igen er forstoppede, så den fyldte tarm trykker på blæren. Fælles for disse børn er, at de kan få helt eller i hvert fald delvis styr på det alene ved at indføre nogle gode vaner,’ siger skolesygeplejersken.

Ufrivillig afføring – en lidt anden sag
Det kan være ydmygende nok for børn at tisse i bukserne. Men det er intet at regne for det pinagtige ubehag, det er at lave det andet i bukserne midt i skoletiden.

Derfor anbefaler Helle Sørensen, skolesygeplejerske i Faaborg-Midtfyn Kommune, forældre at være ekstra omsorgsfulde overfor disse børn.

’Forældre kan have svært ved at forstå, hvorfor barnet dog ikke går på toilettet, når det skal. Og det er derfor heller ikke underligt, at nogle forældre bliver irriterede på deres børn. Men jeg vil slå fast, at nogle børn reelt ikke kan mærke, når de har afføring. Det er fx børn, der er utrygge ved skoletoiletterne og derfor kniber sammen så tit, at afføringstrangen bliver overhørt. ’Det bliver som at bo ved en motorvej. I begyndelsen hører man tydeligt støjen fra hver eneste bil, men efterhånden lægger man slet ikke mærke til, at de er der,’ siger Helle Sørensen.

Hun understreger, at afføringsinkontinens typisk ses hos små børn. Derfor møder hun kun meget sjældent skolebørn, der ikke kan holde på afføringen. Oftest sender hun dem videre til lægen for at sikre, at det ikke skyldes sygdom.

’Jeg vil dog gerne rådgive eleverne og deres forældre. For der er en række nemme tiltag, de selv kan tage. Nogle af børnene lider af forstoppelse. Deres afføring er så hård, at det gør ondt at komme af med det, og så vælger barnet måske at holde sig.

Derfor er det vigtigt, at forældrene sørger for en fiberrig kost og vand, så afføringen bliver blødere,’ siger Helle Sørensen.

  • Sørg for, at barnet får godt med fibre gennem kosten hver dag
  • Lær barnet gode toiletvaner med masser af tid og ro hver gang
  • Gå til lægen med barnet og bliv udredt, få stillet en diagnose og igangsat behandlingen herudfra.

Skolesygeplejerskens råd
De fleste børn er renlige både nat og dag, når de 3-4 år. Nogle er 7-8 år, og enkelte er 13-15 år, inden der er helt styr på det. De fleste inkontinente børn har kun problemet enten om natten eller om dagen. Derfor er det vigtigt at justere hjælpen til barnet efter typen af inkontinens. Men skolesygeplejerske Helle Sørensens generelle råd kan gavne begge forme:

  • Indfør gode drikkevaner. Mange børn drikker for lidt først på dagen. De får kun lidt om morgenen, og glemmer at drikke i skoletiden og i SFO eller fritidshjemmet, fordi der sker så meget. Det betyder, at børnene ofte er meget tørstige og drikker mest sidst på eftermiddagen og om aftenen. Lær dit barn at drikke mest først på dagen og spare på det sidst på dagen.
  • Indfør gode toiletvaner. Det kan være en god ide at lave faste toilettider i en periode, så barnet vænner sig til at lytte til blærens signaler og tage sig god tid til at tømme blæren helt. Lær dit barn at gå på toilettet som det første om morgenen og det sidste om aftenen. Og bed barnet – også drenge – om at sidde ned hver gang [red.: ved siddestilling tømmes blæren bedst]. Lav fx en aftale med lærer og pædagog i SFO’en, så barnet får masser af støtte og hjælp.
  • Udfyld væske-vandladnings-skema: Hos skolesygeplejersken kan du få et skema, hvorpå du og dit barn hver dag kan skrive, hvor meget det drikker, og hvor meget det tisser. Et skema vil give et overblik over mængder og tidspunkter og vil derfor være et godt redskab til at ændre på vanerne. Desuden skærper skemaet hjernens bevidsthed om tisseriet.
  • Prøv evt. et ringeapparat: Sengevædere kan fra 7-8 års alderen have glæde af et ringeapparat. Det er et lille apparat, der sættes fast på barnets underbukser før sengetid. Hvis underbukserne bliver våde, begynder apparatet at ringe. På den måde trænes hjernen op til at reagere, når blæren har brug for at tømmes.

Blæreskolen for børn

blaereskolen

Af Susan Ørbæk, Sundhedsplejerske og kontinenssygeplejerske, Børneinkontinensklinikken, Næstved Sygehus
September 2013

Kan man gå i skole og lære, hvordan man kan blive tør om dagen og om natten? – Ja, det kan man faktisk!
Piger og drenge, der er tilknyttet udredning og behandling på Børneinkontinensklinikken ved Næstved Sygehus, kan tilbydes undervisning i vores Blæreskole, der har fungeret ca. 1 år. Vi har derfor nu på Børneinkontinensklinikken fået god erfaring med vores ide om at udvikle et skoletilbud for alle de dejlige børn, vi ser her i vores klinik.

Vi kan som behandlersygeplejersker til denne gruppe børn se, at der sker det samme for børn – som for os voksne – når vi har en given problemstilling.

Vi søger tit efter – Er jeg den eneste, der kender dette her, og hvis andre har det lige sådan, hvordan og hvad gør de så?

Blæreskolen er et tilbud til de børn, der er tilknyttet vores udredning og behandling, og forældrene mødes også i fællesskab og deler spørgsmål, erfaringer, bekymringer, succeser og meget mere.

Som noget unikt for Børneinkontinensklinikken på Næstved Sygehus kan børnene komme ind i vores behandlingsforløb uden henvisning fra andre sundhedsprofessionelle.

Alle børn kommer i kontakt med klinikkens specialesygeplejersker, der arbejder engageret for at hjælpe og behandle børnene med deres inkontinensproblemer. Børnene er altid i centrum, men vi behandlere hjælper og rådgiver også forældrene med deres rolle i forløbet.

Blæreskolen
Barnet kan blive tilknyttet Blæreskolen efter det første møde hos en af sygeplejerskerne. Der er hold for henholdsvis drenge og piger i alderen 6 til 10 år.

Da pigers og drenges problemer kan være af lidt forskellig karakter, er de fleste hold kønsopdelt. Børnene bliver tildelt et hold bestående af 2 planlagte datoer, og ’skoletiden’ varer ca. 2 timer pr. holdgang. Der er omkring 10 børn på hvert hold.

Det er klinikkens specialesygeplejersker der varetager Blæreskolens koncept og forløb. Så børnene kender i forvejen, de ansigter og personer, de møder på holdet.

Børnene undervises i kroppens funktioner i forhold til deres problematik. Vi ser sammen en animationsfilm dels om 1 pige, dels om 1 dreng afhængig af holdene.

Filmenes pige- eller drengefigur har en problematik, som børnene kan genkende. Filmene bruges til at sætte gang i samtalen, om hvordan vi sammen kan løse problemerne.

Børnene inddrages så meget som overhovedet muligt i, hvad de har lært, hvad de har øvet og hvordan det er gået siden sidst osv.?

I Blæreskolen må man også ”blære sig”! Det gør vi meget ud af. Det er vigtigt, at børnene får ros – og roser sig selv – når de ændrer vaner.

Vi forklarer og underviser hele vejen igennem forløbet i hvad, hvorfor og hvordan børnene kan løse opgaven, og det gode ved skoletilbuddet er, at børnene meget ofte har masser af gode ideer de kan dele med hinanden.

Børnene får på denne måde en rigtig stor indsigt i, at de absolut ikke er alene i verden med deres inkontinensproblemer.

Succesoplevelsen for børnene er, når de føler sig ’normale’, og ved, at de selv kan gøre en indsats. På Blæreskolen og i afdelingen bruges forskellige materialer og metoder, der illustrerer, det vi taler om med børnene om.

Fx skal alle børn øve sig på noget, der kan være med til at løse deres inkontinensproblem – og de skal alle fortælle om deres egen situation.

Efterfølgende får børnene sammen med deres forældre en kort, enkel opfølgning efter deltagelse på holdet, således at der er fælles forståelse for deres plan til næste gang vi ses eller for situationen fremover.

På nuværende tidspunkt har Blæreskolen haft mere end 190 børn igennem Blæreskolens tilbud. Ca. 59 % af børnene har efterfølgende haft 1 konsultation hos behandlersygeplejerskerne, og forløbet er for de fleste på i alt 4-5 måneder.

På denne forholdsvis korte periode kan barnet nu være fri/eller tæt på at være fri for sin inkontinens. Det er derfor vigtigt, at barnet kommer i behandling så hurtigt som muligt.

Efter endt forløb på Blæreskolen, får alle børnene et diplom.

Forældrenes brug af Blæreskolen
Forældrene udveksler erfaringer og opretter netværk – mens børnene undervises. Den første gang hjælper en af sygeplejerskerne forældrene i gang, da der ofte er spørgsmål, som forældrene har brug for at få stillet og få svar på.

Mange forældre har allerede haft stor glæde af at dele tips og ideer. De allerfleste forældre har glæde af ikke at være alene med deres bekymringer og frustrationer omkring denne særlige problematik, der fylder meget i familiens hverdag.

Som afslutning på Blæreskolen samles alle til fælles spørgetid og opsamling.

Vi har foruden mange børn og forældres anerkendelse omkring Blæreskolen, nu den store glæde, at Trygfonden har anerkendt Børneinkontinensafdelingens tiltag og bevilget økonomisk støtte til Blæreskolen, hvilket vi alle er meget glade for.

Vi fortsætter udviklingen af Børneinkontinensklinikken og Blæreskolen, og vi glæder os samtidig til at se en masse nye børn, som vi også kan hjælpe med deres inkontinensproblemer.

Daginkontinens hos børn

Inkontinens hos børn skyldes oftest fysiologiske årsager og meget sjældent psykiske årsager

boyonbale

Af Ulla Kabbelgaard, Klinisk Sygeplejespecialist, Region Syd Næstved Sygehus – Børneinkontinensklinikken og Inkontinensklinikken i Næstved
Kilde: KontinensNyt 1, 2008, s. 11-12

Download hele artiklen

Lidt om årsagerne til dagproblemer
Når blæren kaldes lille, og derfor ikke kan rumme den mængde urin, der er normal for barnets alder, er det ikke fordi den som sådan er for lille. Den har derimod en meget dårlig vane med at ville tømme sig på meget små portioner. Når man har en lille blære, vil blæren gerne tømme sig meget hurtigt. Vi kalder det – ‘at have en hidsig blære’ – eller en overaktiv blære. Barn mærker tissetrang – og så sker det så hurtigt, at blæren er begyndt at tømme sig, inden toilettet nås. Barnet fortæller ofte, at det simpelthen ikke kan mærke, når det skal tisse. Det har barnet sådan set ret i. Fordi tidsrummet fra blæren giver besked om at skulle tisse, og til blæren starter med at tømme sig, er så kort, at barnet simpelt hen ikke når at registrere det ordentligt – og slet ikke hvis man er midt i noget andet fx en spændende leg, eller måske ikke kan lide at spørge midt i en skoletime, om man må gå på toilettet.

Det er vigtigt, at barnet får en meget god og grundig forklaring på, hvad det er tisseblæren gør, og hvordan man kan få styr på den.

Det er jo vældig svært for et barn (og en voksen), at gøre noget ved et problem, hvis man ikke forstår eller kender årsagen. Det er ikke nok blot fx at give medicin. Barnet og forældrene skal også have nogle gode og brugbare redskaber til at gøre noget ved problemet. Dvs. en pædagogisk indføring i blærens anatomi og fysiologi samt vandladnings-mekanismen. Så ved barn og forældre, hvad der sker når, man tisser – og ikke mindst hvorfor det kan gå galt.

Nogle børn kan blive tørre om dagen, blot ved at lære om disse ting og træne sig op til at lytte til kroppens signaler. Andre har så hidsig en blære, at det kan være nødvendigt at give medicin til at hjælpe med at træne blæren, så den kommer til at arbejde normalt igen.

Her kommer den medicin der hedder Detrusitol ind i billedet. Mange steder bruges Detrusitol i en svag styrke på 1,4 mg 1 gang daglig til børn med en hidsig blære. Medicinen dæmper blæremusklens aktivitet, så blæren bliver lidt mere rolig. På den måde kan barnet bedre træne blæren til at falde til ro, og fylde og tømme sig normalt. Så kan man nå toilettet i god ro og orden, når vandladningstrangen melder sig.

Behandling med Detrusitol står kun på i en begrænset periode. Normalt mellem 1-3 måneder. Hos nogle børn er det dog nødvendigt med en lidt længere periode, for at få blæren til at arbejde normalt igen.

I Børneinkontinensklinikken i Næstved starter vi med, at børnene hjemme skal udfylde et væske-vandladnings-skema over 3 dage. Ud fra det skema, kan vi som behandlere aflæse, hvor meget barnet drikker – og meget vigtigt – hvor mange ml der tisses ud ved hvert toiletbesøg. På den måde kan det aflæses, om blæren kan rumme det, der er normalt for barnets alder. Herefter foretages en funktionsundersøgelse af blæren – en uroflowmetri – der viser, hvordan blæremusklen arbejder, og hvor godt afløbet er igennem urinrøret. Herefter scannes blæren for at sikre, at blæren tømmer sig godt nok. Til slut undersøges urinen for at checke for blandt andet sukker og bakterier.

Al dette undersøges der for ved første besøg i klinikken. Herefter er der samtale med barnet om problemet – hvad undersøgelserne har vist og fortæller os, og hvad vi sammen skal gøre, for at få løse inkontinensen. Her er det vigtigt, at det er barnet, der er i centrum for de forklaringer og aftaler, der laves.

Vi starter altid med at træne blæren i 1,5 – 2 måneder for at se, om vi i første omgang kan løse problemet uden medicin. Hvis det ikke går, kan vi starte medicinsk behandling. Her vælger vi på Næstved børneinkontinensklinik altid Detrusitol. Detrusitol er specifikt udviklet til at virke på blæren. Virkningen af den medicinske behandling kan først vurderes efter et stykke tid. Blærens arbejdsrytme ændrer sig ikke fra det ene øjeblik til det næste. Vi foretager den første evaluering af virkningen efter 4 uger. Her laves igen et væske-vandladnings-skema. Hvis der er tegn på, at blærens rummelighed bliver større fortsætter vi med behandlingen yderligere 2 måneder, og evaluerer herefter forløbet. Det er ikke sikkert, at man kan se nogen egentlig ændring på inkontinens-problemet efter den første måned, men hvis blot blæren bliver mere rummelig, er det fint.

Hvor lang tid, vi skal bruge på at få blæren til at arbejde normalt, er forskelligt, men rigtig mange er igennem det på 3 måneder, andre har brug for en lidt længere behandlingsperiode.

Lidt om årsagerne til natproblemer
Når blærens rummelighed er for lille kan den ikke indeholde den mængde urin, der produceres om natten.
Hvis barnet har en lille blære, der tømmer sig fint – kan barnet have problemer med at tisse i bukserne om dagen. Den lille blære kan også give natproblemer, hvis barnet ikke vågner ved vandladningstrang og når at gå på toilettet.

At give Minirin (medicin) hjælper heller ikke den lille blære. Den er stadigvæk for lille, til at rumme det, der produceres, selvom man nedsætter urinproduktionen om natten. Hvis der skal være effekt af Minirin-behandling, kræver det, at barnets blære har en normal rummelighed.

Så til den lille blære vil ringeapparat/ringelagen være et fint valg. Så lærer barnet at registrere vandladningstrangen om natten. Dagproblemerne bør løses først.

Hvordan har et inkontinent barn det i skolen?

schoolgirl

Af Aase Randstoft Sekretariatschef, Kontinensforeningen
Kilde: KontinensNyt 2, 2010, s. 28-29

Download hele artiklen

Ifølge World Health Organization – WHO – er definitionen på mental sundhed: En tilstand af trivsel, hvor individet kan udfolde sine evner, kan håndtere dagligdags udfordringer og stress, på frugtbar vis kan arbejde produktivt samt er i stand til at yde et bidrag til fællesskabet.

Dette gælder alle mennesker – og i særdeleshed også vores børn. Har de ikke overskuddet – altså mentalt overskud – så får mange børn ikke en god og glad skoletid.

Og hvordan kan man have overskud, hvis man hele tiden skal være bange for at tisse eller lave i bukserne – være angst for at lugte eller have våde bukser. Det er umuligt at forlange – og spekulationerne om, hvorfor netop ‘jeg’ ikke kan holde mig, kan fylde så meget, at der simpelt hen ikke er koncentration nok til også at modtage undervisning.

De voksne skal tag ansvaret
Derfor er det så vigtigt, at de voksne omkring barnet – forældrene, lærerne, pædagogerne og sundhedsplejersken – tager ansvaret og sørger for, at barnet bliver henvist til udredning og behandling hos en læge og kontinenssygeplejerske, der har specialet.

Et barn har ikke mulighed for selv at klare situationerne med våde bukser, skiftetøj, vask og rent tøj selv – det er de voksnes ansvar.

Tænk bare, hvor hurtige vi er til at ringe til lægen, hvis barnet har en smule feber, hoster og nyser – hvis vi bare var lige så hurtige med at søge relevant hjælp, når barnet ikke har kontrol over sin blære eller tarm – så var alle 50.000 inkontinente børn godt hjulpet.

Straf og irettesættelser
Desværre ser virkeligheden for disse børn helt anderledes ud. Alt for mange børn misforstås og skældes ud. Små børn straffes med fx at skulle vaske sig selv og deres tøj. Det ville man aldrig forlange, hvis de havde kastet op efter et maveonde!! Den besked, som vi i Kontinensforeningen tit hører, at forældrene har fået, lyder oftest ’vent og se tiden an – det vokser dit barn fra’!

Hjælpemidler til daginkontinente børn
Både barnet og de voksne i barnets hverdag skal motiveres til at intervaltræne blæren, hvis det anbefales som del af behandlingen.

  • Før og imens behandling står på, kan barnet have glæde af en god bukseble
  • Skal barnet behandles med blæretræning, kan det være en god idé at anskaffe et intervalur
  • I dagtiden aftales det med børnehave, SFO og klasselæreren i skolen, at barnet frit skal kunne gå på toilettet, imens behandling pågår.

Ure til brug ved behandling af overaktiv blære og daginkontinens
www.bedwettingstore.com

Smarte ure med flere indstillingsmuligheder
Bipur kan købes hos Hjælpemiddelcentralen for blinde og svagtseende
Vibratoruret (rysteur) kan købes hos Scantone A/S
Visse sportsure har indstillige alarmer – spørg i en urforretning eller søg på nettet.
De fleste mobiltelefoner kan også indstilles til at vibrere eller bippe med timers intervaller.

Hvorfor gode toiletforhold betyder så meget for børn

skateboardboy

Mange af de børn, vi ser i Børneinkontinensklinikken, klager over toiletforholdene på deres skole, fritidshjem eller børnehave

Af Ulla Kabbelgaard, Klinisk Sygeplejespecialist, Kontinenssygeplejerske, SD, Leder af Børneinkontinensklinikken Storstrømmen Sygehus Næstved
Kilde: KontinensNyt 1, 2006, s. 18-21

Download hele artiklen

For langt de fleste er det helt naturligt og ganske uproblematisk at lade vandet og have afføring. Når trangen melder sig finder, man et toilet og får det klaret. Hvis der vel og mærket er et rent og ordentligt toilet med håndvask, sæbe og håndklæde, der kan benyttes. Hvis døren kan låses og låses op igen. Hvis lyset kan tændes. OG endelig – hvis man så kan gå få lov at gå, når trangen melder sig. Ja, alt dette burde jo være indlysende. Men sådan forholder det sig desværre ikke altid.

Mange af de børn, vi ser i Børneinkontinens-Klinikken på Storstrømmens Sygehus Næstved, klager over toiletforholdene på deres skole, fritidshjem eller børnehave. Forholdene kan være så dårlige, at barnet ikke vil benytte toiletterne. Det kan bevirke at barnet kommer til at lide af urin eller afføringsinkontinens. Disse forhold gør det svært, når vi som sundhedspersonale skal sætte en behandling i gang.

Flere end 50.000 børn i Danmark lider af en eller anden form for inkontinens. Enten i form af vandladningsproblemer og/eller afføringsproblemer.

I Børneinkontinens-Klinikken taler vi med rigtig mange børn, hvor også toilet forholdene spiller en stor rolle for børnenes sundhedstilstand og trivsel.

I 2005 havde vi ca. 1.000 konsultationer for børn med urin- og/eller afføringsinkontinens.

I en artikel til fagbladet ‘Sygeplejersken’ opgjorde vi i Børneinkontinens-Klinikken, hvilke problemer børnene henvendte sig med. Det blev i den forbindelse synligt, at mange børn og deres forældre havde problemer med dårlige toiletforhold.

Urininkontinens opstå af flere forskellige årsager. Det samme kan afføringsinkontinens. For at forstå betydningen af ordentlige toiletforhold, er det nødvendigt at nævne, hvordan urinblæren arbejder og beskrive de overordnede inkontinenstyper, deres årsag og behandling.

Hvordan arbejder urinblæren?
Vandladningen er en kompliceret proces. Blæren er et ballonlignende organ, der ligger i den nederste del af maven helt nede ved skambenet.

Blæren har to funktioner:

  • at opbevarer urin
  • at tømme urinen ud.

Disse funktioner kræver samarbejde mellem nerver, muskler, rygmarv og hjerne.

Blæren er sammensat af to muskler:

  • Detrusor – en muskelsæk der opbevarer urinen og presser blæren tom for urin
  • En lukkemuskel, der ligger rundt om urinrøret og hjælpes af bækkenbunden til at holde tæt, indtil det passer os at lade vandet.

Når en babys blære er fyldt til en vis mængde, trækker den sig automatisk sammen og tømmer sig. Når man bliver ældre modnes nervesystemet. Hjernen begynder at modtage signaler fra blæren og tilbagesende signaler til blæren for at forhindre den i at tømme sig automatisk. Barnet bestemmer nu selv, når det er tid til vandladning, og er selv i stand til at vente, til der er et toilet i nærheden.

Sker der fejl i disse fine vandladningsmekanismer, bliver man inkontinent. Man kan være arveligt disponeret for inkontinens. Barnets inkontinensform er afhængig af, hvor i vandladningsmekanismen fejlen opstår.

Der er flere typer af inkontinens – og de mest almindelige nævnes her. Også afføringsinkontinens vil blive omtalt.

Natlig inkontinens
For at kunne sove natten igennem uden, at skulle lade vandet, udskiller mennesket et hormon i hypofysen – det Anti Diuretiske Hormon (ADH). Dette stof udskilles, når vi lægger os for at sove. Det betyder, at overskydende væske tilbageholdes i kroppen, til vi står op næste morgen. ADH-produktionen ophører, når vi står op efter søvnen, og væsken udskilles som urin. Hvis blærens rummelighed og blærefunktionen er normal, kan man således ligge tør hele natten.

Nogle børn udskiller ikke tilstrækkeligt ADH og udskiller derfor meget urin om natten. Hvis de ikke vågner ved vandladningstrang, tisser de i sengen. Denne gruppe børn kan hjælpes med et tilskud af stoffet desmopressin (tabletter eller spary (Minirin)). Børnene kan så ligge tørre om natten til hypofysens ADH-produktionen bliver tilstrækkelig.

Et ringeapparat/ringelagen kan også anvendes. Når barnet vækkes, når de tisser i sengen, trænes hjernens evne til at styre blærens signaler, mens barnet sover.

Vækkemetoden kan anvendes, hvis årsagen til den natlige vandladning er en for lille rummelighed af blæren. Rummer blæren for lidt i forhold til barnets alder, vil lagerpladsen for urinen være for lille i forhold til den mængde urin, der nødvendigvis skal udskilles. Vågner barnet ikke ved vandladningstrang, tisser de i sengen.

Denne gruppe børn kan ikke hjælpes med desmopressin (tabletter eller spary (Minirin)), da det er blærens lagerplads, der er for lille og ikke nødvendigvis en lav ADH-produktion.

Her kan ringeapparat/ringelagen og/eller træning af blærens rummelighed benyttes.

Endelig er der nogen børn, der drikker meget uhensigtsmæssigt før sengetid. Her kan en ændring af drikkevaner afhjælpe problemet.

I ganske få tilfælde kan natlig inkontinens ses hos børn, der snorker meget, og har det der kaldes søvnapnoe.

Børneinkontinens-Klinikkens undersøgelse af de ca. 1.000 børn viste, at 62% af børnene havde natlig inkontinens.

Daginkontinens
En del børn lider også af inkontinens om dagen. Årsagen til dette problem kan skyldes flere ting:

  • Dårlige toiletforhold, så børnene holder sig i stedet for at gå på toilettet
  • En lille overaktiv blære, hvor barnet ikke når at efterkomme vandladningstrangen, før urinen begynder at løbe
  • Manglende opmærksomhed på blæresignalerne fra barnets side
  • Dårlig blærefunktion med ubalance i samarbejde mellem lukkemuskel og blæremuskel, hvilket medfører en uhensigtsmæssig vandladningsproces
  • Blærebetændelse
  • Medfødte misdannelser i urinvejene
  • En sjælden gang skyldes det psykiske eller sociale faktorer hos barnet.

Det er vigtigt, at barnet undersøges grundigt, så årsagen til problemet findes, og den rigtige behandling kan vælges. Daginkontinens er meget belastende for barnet. Det er en socialt belastende situation at befinde sig i. Ofte kan det medføre lavt selvværd og sociale indskrænkninger og negative reaktioner fra omgivelserne.

17,4% at børnene fra 2005-undersøgelsen havde daginkontinens.

Dag- og natinkontinens
En del børn har begge inkontinensformer. Her er det vigtigt, at behandle dagproblemerne først, da denne inkontinensform er den mest belastende – og kan skyldes anden sygdom, der også kræver behandling.

Blærebetændelse
Gennem barndommen er der 2% risiko for at få blærebetændelse for drenge – og 8% for piger. Det kan være svært for forældre at opdage, at barnet har blærebetændelse. Det kan være svært for barnet at forklare og gøre rede for de symptomer, de mærker i forbindelse med at have en blærebetændelse.

Blærebetændelse kan opstå af flere grunde. Normalt er der ikke bakterier i urinen, men hvis urinen opholder sig i blæren i længere tid ad gangen, kan de bakterier, som vi alle har på huden og omkring endetarmen, “vandre” op i blæren og give betændelse. Bakterierne kan også “vandre” op i nyrerne og give betændelse her.

Børn der jævnligt undlader at gå på toilette, når de har tissetrang, har øget risiko for at få blærebetændelse. Regelmæssig vandladning hjælper med til at skylle bakterier væk fra urinvejene. Hvis barnet ikke har adgang til et ordentligt toilet, kan det betyde, at barnet forsøger at holde sig. Hermed øges n risikoen for blærebetændelse og for at tisse i bukserne.

En anden årsag kan være ukorrekt hygiejne i forbindelse med toiletbesøg. Derfor er det vigtigt at lærer sit barn netop denne proces.

Endelig kan der være misdannelser i urinvejene, hvilket kan øge risikoen for betændelse. Derfor skal et barn med tilbagevendende blærebetændelse altid lægeundersøges.

4,5% af børnene fra Børneinkontinens-Klinikkens 2005-undersøgelse havde tilbagevendende blærebetændelses.

Afføringsinkontinens
Ligesom vandladningsfunktionen kan også tarmfunktionen gå i uorden.

Ca.1 – 2% af børn under 10 år har problemer med afføringsinkontinens. Det ses 3 gange så hyppigt hos drenge som hos piger.

Afføringsinkontinens er et meget stort problem for barnet, der ofte føler lavt selvværd og manglende forståelse fra sine omgivelser. Bebrejdelser og måske endda staf er ikke en usædvanlig oplevelse for nogen børn.

Hos langt de fleste børn med afføringsinkontinens er der ikke sygdom, der ligger til grund for problemet. Barnet bør dog undersøges, så sygdom kan udelukkes, så relevant og hurtig behandling kan sættes i gang.

Der kan komme uorden i afføringsmekanismerne af flere grunde, her skal blot kort nævnes nogle:

  • Dårlige spise- og/eller drikkevaner
  • Dårlige toiletvaner, hvor afføringstrangen gang på gang undertrykkes. Det medfører, at barnet bliver forstoppet og har svært ved at komme af med afføringen.

Når barnet bliver forstoppet eller undlader at gå på toilettet, når trangen melder sig, hober afføringen sig op lige inden for endetarmsmusklen. Normalt skal der kun være afføring her, lige før man går på toilettet. Lukkemusklen ved endetarmen er kun en ganske lille muskel. Det betyder, at når afføringen står lige indenfor, kan musklen ikke holde tæt når barnet er i fysisk aktiv som ved f.eks. løb, leg, latter og lignende. Musklen er nødt til at “slappe af” ind imellem, og så kommer der afføring af variabel mængde i barnets underbukser.

At barnet får disse uhensigtsmæssige afføringsvaner, kan skyldes flere ting som fx:

  • Nedsat væskeindtag
  • Dårlige madvaner/spisevaner i forbindelse med fx sygdom
  • Angst for toilettet efter toilettræning
  • Angst for at benytte fremmede toiletter som fx i skolen
  • Dårlige toilet forhold mm.

Mange forældre bliver forståeligt nok fortvivlede over, at deres barn har afføringsinkontinens. Det er derfor vigtigt, at vide at børnene sjældent selv vælger at have afføring i bukserne – og at barnet trænger til hjælp og støtte til at komme ud af den dårlig cirkel, de befinder sig i.

14,5% at børnene i Børneinkontinens-Klinikkens undersøgelse henvendte sig med afføringsinkontinensproblemer.

Toiletforhold
Det må være indlysende for de fleste, at noget så banalt som ordentlige toiletforhold spiller en afgørende rolle for både børn og voksne. Det er vigtigt at kunne efterkomme kroppens naturlige signaler i forbindelse med vandladnings- og afføringstrang. Det er derfor oplagt, at vi alle har fokus på vores børns toiletforhold i den hverdag, som de skal fungerer i. Det er den mest fundamentale forudsætning for at få tingene til at lykkes.

Rigtig mange børn giver helt spontant udtryk for, at de har dårlige toiletforhold på deres arbejdsplads, nemlig børnehaver, skoler og pasningsordninger.

Voksne har på deres arbejdspladser en arbejdsmiljølov, der sætter minimums krav for bl.a. toiletforhold. Samme regelsæt findes desværre ikke for vores børns arbejdsplads.

Der er ingen tvivl om, at mange børn ville undgå inkontinensproblemer, hvis adgangen til ordnede toiletforhold var tilstede. Mange af de børn, der af anden årsag har inkontinensproblemer, ville få lettere ved at gennemføre de iværksatte behandlinger, hvis forholdene på de toiletter, de dagligt skal benytte, var i orden.

Endelig må siges, at gode toiletforhold kun skabes og bevares ved en fællesindsats fra både børn og voksne.

Folkesundhed og indsatsområder
Det anbefales, at der sættes fokus på børneinkontinensområdet. God trivsel for vores børn, er i alles interesse. Manglende kontrol over kropsfunktioner skaber utryghed, dårligt selvværd, indlæringsproblemer og risiko for indskrænkning i sociale relationer.

Mange livsstilssygdomme starter i børneårene. Nogle inkontinenstyper kunne være i blandt disse.

Det er naturligvis ikke udelukkende dårlige toiletforhold i skolen, der kan føre til vandladningsproblemer, men det er dog en naturlig forudsætning, at disse forhold er i orden, hvis barnet skal passe ordentligt på kropsfunktionerne. Mangel på ordentlige toiletfaciliteter kan give dårlige toiletvaner, som senere i livet kan give vandladningsproblemer.

Mange voksne med vandladningsproblemer giver udtryk for, at problemet startede allerede i barndommen. Vi ved, at vandladningsproblemer i voksenalderen kan have store personlige omkostninger med forringet livskvalitet, social isolation, urinvejsinfektioner, hjælpemiddel-behov osv.

Forhold, der også får konsekvenser for sundhedsvæsenet, idet der vil komme øgede udgifter til undersøgelser og behandling.

Endelig vil der kunne ses en øgning af de kommunale udgifter til hjælpemidler og behandling, når problemerne har varet så længe, at de må betragtes som kroniske.

Vi har ca. 400.000 inkontinens borgere i Danmark. Det tal kunne måske reduceres, hvis indsatsen styrkes og startes allerede hos vores børn.

Referencer
Sygeplejersken nr.11/2005
Sygeplejersken nr.13/2005
National Kidney and Urologic Information Clearing House NIH Publication No. 04-4095 April 2004
National Kidney and Urologic Information Clearing House NIH Publication No. 06-4246 December 2005

Latterinkontinens

Piger og drenge fniser ikke – de skriger af grin!

laughing

Af Birthe Bonde, GynObs Klinikken Østerbro, Specialist i musculoskeletal fysioterapi, uroterapeut og sexolog
Kilde: KontinensNyt 1, 2008, s. 25

Download hele artiklen

Hvad gør man, før udtrykket ‘at tisse i bukserne af grin’ bliver en realitet?
Latterinkontinens kan afhjælpes ved at træne og bruge bækkenbunden på en lidt speciel måde – men først skal man jo vide, hvor på kroppen bækkenbunden befinder sig.

Start med at kontakte Kontinensforeningen
og få informationspjecen ‘Stressinkontinens og bækkenbundstræning’. Find omtalen på foreningens hjemmeside. I pjecen er der blandt andet et afsnit om, hvordan man skal finde og optræne bækkenbunden til at kunne lukke, hver gang trykket stiger inde i maven ved fysisk aktivitet og latter. Det kaldes også knibeøvelser.

Målet med knibeøvelser ved denne form for inkontinens er god koordinering/parathed. Årsagen til at du bliver våd, er nemlig at du ‘snubler’ med din bækkenbund. Det vil sige, at det er rigtig godt at lære, hvordan man ‘lukker’ bækkenbunden, lige før man slår sig på lårene og griner højt og inderligt. Man bruger nogle teknikker til at finde de rette muskler til at hjælpe bækkenbunden med at spænde under latteren. Det kan gøres ved fx at bide om fingeren under latter, suge maven ind under grin, slå sig på lårene (bukke sig sammen) under grin samt lade være med at slå nakken tilbage.

Musklernes samarbejde
Det kan måske lyde mærkeligt, men bækkenbunden har det ligesom alle andre muskler i kroppen. Den kan godt lide at arbejde sammen med andre muskler. Fx arbejder fingermusklerne sammen med tungemusklerne. Det ses tydeligt med børn, der skal lære at skrive. Der kører tungen rundt om læberne, samtidig med at der skrives.

De muskler, der samarbejder med bækkenbunden, er læbernes muskler og halsens bøjemuskler. Derudover er det mavemusklerne, der primært bestemmer om bækkenbunden skal spændes eller slappes af.

Når man spænder de nederste mavemuskler – suger navlen ind, og bækkenbunden spændes. Når man puster maven ud og presser med mavemusklerne, slapper bækkenbunden af – det sker, når man slår en prut.

Derfor er det utrolig vanskeligt at klukle, hvor maven hopper ud i takt med latteren, have åbne læber – smile rigtig meget – samtidigt med at man lægger nakken tilbage under latteren. Alt det får bækkenbunden til at slappe af – og så bliver man utæt.

Hvis man synes, det er lidt vanskeligt at lære bækkenbundstræning, kan man få en henvisning fra sin læge til en specialuddannet fysioterapeut. Fysioterapeuten kan måle på bækkenbunden og forklare den rette koordinering af musklerne. Både unge og ældre vil få stor glæde af bækkenbundstræning. Jo før det læres, jo bedre – for både piger og drenge.

Mine forældre vidste ikke hvor slemt det var – og at jeg også tissede i bukserne om dagen i skolen

Interview med en 18-årig, der kigger tilbage

18yrold

Af Ulla Rhode, Informationschef, SCA Hygiene Products A/S
Kilde: KontinensNyt 3, 2009, s. 35

Download hele artiklen

Hvornår begyndte og stoppede din børneinkontinens?
Det begyndte, da jeg var 4-5 år. Jeg kan i hvert fald huske det fra børnehaven. Jeg var 12-13 år, da det stoppede.

Havde du også daginkontinens?
Ja. Det startede også i børnehaven og op til ca. 2. klasse.

Var du nogensinde ked af det eller flov?
Ja, jeg var meget flov! Mest i skolen. Jeg gjorde alt for at skjule, hvis jeg tissede i bukserne. Jeg gik fx på en bestemt måde med samlede ben, så de andre ikke skulle opdage det. Og nogen gange begyndte det at svi! Jeg synes virkelig selv, at jeg var for gammel til at tisse i bukserne. Det kunne være rart, hvis mine forældre havde talt med mine lærere på skolen om det, så de diskret kunne hjælpe mig, men mine forældre vidste faktisk ikke, hvor slemt det var, og at jeg tissede i bukserne om dagen i skolen.

I børnehaven var det ikke så slemt. Der var det nærmest bare lettere end at gå på toilettet! Da jeg gik i børnehave, vidste pædagogerne godt, at jeg nogle gange tissede i bukserne, så der skiftede jeg bare tøj.

Hvordan reagerede dine forældre?

Mine forældre gjorde alt, hvad de kunne for at hjælpe mig. Når jeg havde tisset om natten, gik jeg ind til dem, og så vågnede de med det samme og skiftede mit lagen. Det var en kæmpehjælp! Det havde virkelig været slemt, hvis de var blevet sure. Så ville det ikke have været rart, at skulle fortælle dem det.

Har du nogen gode råd til børn, der har inkontinens og til deres forældre?
Det ville have været rart, hvis mine forældre havde snakket med mine lærere, men de vidste jo ikke, hvor slemt det stod til. Men mine forældre havde fortalt det til mine venners forældre, og det var rigtig godt! Mit råd til børn er, at bede deres forældre om, at tale med de andre børns forældre. Det er også meget vigtigt, at forældrene ikke bliver sure på deres børn, når de har tisset i sengen eller bukserne. Og så er det godt altid at give sit barn skiftetøj med i børnehavne eller skolen. Jeg kunne godt have tænkt mig at vide mere om børneinkontinens, og hvad der var galt med mig. Jeg var ved lægen på et tidspunkt, men jeg forstod ikke, hvad han sagde. Jeg følte mig unormal og frygtede, at det aldrig gik over. Det er vigtigt, at forældre forklarer deres børn at inkontinens kan behandles.

Vidste dine venner noget?
Ingen af mine venner vidste det! Jeg tror, jeg var blevet drillet i børnehaveklassen, hvis de havde vidst det. Jeg kunne aldrig drømme om at fortælle det til hele klassen!

Var det et problem for dig, når du skulle overnatte ude?
Når jeg sov ude, havde jeg et specielt lagen med. Jeg lagde det hurtigt på, så ingen så det.

Hvilke hjælpemidler brugte I?
Et specielt lagen og medicin. Jeg brugte ikke en natble, men jeg ville måske godt have brugt én, når jeg sov derhjemme. Ikke ude – det ville have været pinligt, i hvert fald efter 7-års alderen.

Oplevede du børneinkontinensen som et stort, mellem eller lille problem i din barndom?
Jeg føler, at det fyldte meget. Især i forhold til venskaber var jeg rædselsslagen. Og når vi skulle på lejrskole, var det et stort problem, for lærerne vidste ikke, at jeg tissede i sengen. Det havde gjort en stor forskel, hvis de havde vidst det. Men ikke mine kammerater!!

Tror du børn ville blive kede af at blive vækket om natten for at komme på toilettet?
Jeg blev selv vækket om natten. Det var meget rart, for så undgik man nogle gange at tisse i sengen.

Når børn skal undersøges for urininkontinens – hvad er det, vi gør?

borneklinik

Af Ulla Kabbelgaard, Klinisk Sygeplejespecialist, Leder af Børneinkontinensklinikken Storstrømmens Sygehus Næstved
Kilde: KontinensNyt 1, 2006, s. 24

Download hele artiklen

Når man lider af urininkontinens, er det naturligvis vigtigt at finde ud af årsagen for at kunne vælge den rigtige behandling. Det gælder, uanset om det er om dagen, om natten eller både og.

Når man møder til undersøgelse, er de fleste blevet bedt om at medbringe et væske-vandladnings-skema. I skemaet noterer man, som regel i 3 dage, hvor meget man drikker, og hvor meget man tisser. De oplysninger er meget vigtige, når det skal vurderes om urinblæren arbejder normalt eller ej.

Det er også vigtigt, at undersøge om urinen er normal. Derfor skal man tisse i en lille beholder, når man møder til undersøgelse. Urinen bliver herefter undersøgt for, om den indeholder fx bakterier, sukker eller blod.

Nogen gange undersøger vi, hvordan blæren arbejder, mens man tisser. Det foregår på et specielt toilet, der kan måle, hvor stor en portion man tisser, og hvordan blæren trækker sig sammen, mens man tisser. Det er næsten som at tisse på et almindeligt toilet og gør ikke ondt.

Til sidst scanner vi urinblæren for at se, om blæren er god nok til at tømme sig. Desværre er der mange der er bange for at blive skannet, fordi de tror, det gør ondt. Det gør det slet ikke. Man beholder al sit tøj på, og har bare et lille stykke bart maveskind. Der kommer en lille klat creme på maven. Selve scanneren kan se forskellig ud fra sted til sted. Nogle er store og står på gulvet ved siden af undersøgelsesbriksen. Andre er på størrelse med en hårtørrer. Men fælles for alle er, at det lille scannehoved, der sættes på maven, ikke er større end en kop. Det kan kilde lidt, mens den scanner, og cremen er lidt fedtet og måske lidt kold. MEN det gør ikke ondt.

Når alle undersøgelserne er lavet, aftales hvilken behandling der skal vælges, og om der evt. er andre yderligere undersøgelser der er nødvendige.

Så der er ingen grund til at være bange for at komme til undersøgelse. Glæd dig i stedet til at komme, så vi kan få løst problemet så hurtigt som muligt.

, , ,

OM BØRN OG INKONTINENS: MANGE FORÆLDRE ER USIKRE

Af Louise Gammelholm, sekretariatsleder i Kontinensforeningen.

Børn og inkontinens fylder meget i Kontinensforeningens rådgivning. Derfor har jeg sat overlæge i pædiatrisk nefrologi Konstantinos Kamperis stævne til en snak. Til daglig arbejder han på Aarhus Universitetshospital, og han er den rette at snakke med, når det gælder børn og inkontinens.

Bekymret for sit barn

Min første spørgsmål er, hvornår man som forældre skal være bekymret for sit barn? Konstantinos: ”Børn er forskellige. Det er vigtigt at huske. Nogle børn er længere tid om det end andre børn. Det er helt naturligt. Men generelt skal det gerne være på plads i forhold til afføring omkring 4-årsalderen og i forhold til urin omkring 5-års alderen. Hvis det ikke er det, så kan det være en god ide at få en snak med lægen og hjælpe barnet”.

Mange forældre spørger, om deres barn fejler noget, siden der er udfordringer efter 5-årsalderen?  Konstantinos: ”Langt de fleste børn fejler ikke noget. Typisk er udfordringen forstoppelse (ved afføringsinkontinens) eller en overaktiv blære (ved urininkontinens). Kun i sjældne tilfælde er der tale om, at en sygdom er årsag til inkontinensen.”

Meld dig ind i Kontinensforeningen og bliv en del af fællesskabet her.

Hvordan hjælper man sit barn?

Hvad kan man som forældre gøre for at hjælpe sit barn? Konstantinos: ”Man kan som forældre hjælpe sit barn på forskellige måder: Man kan som forældre sørge for gode rutiner omkring toiletbesøg og gode vaner/ struktur i hverdagen. F.eks. vil mange børn have afføring cirka 30 minutter efter et af dagens hovedmåltider, så der kan man som forældre hjælpe barnet med mulighed og ro til dette.

Hvis f.eks. barnet er utrygt ved skoletoilettet, så undersøg årsagen og hjælp barnet med at finde løsninger og rutiner. Kig på væskeindtagelse og kosten, og sørg for sund, fiberrig kost. Etc.  

Nogle gange kan det også være en ide at prøve et belønningssystem. Det kan være klistermærker eller andet. Sørg for en god stemning omkring barnet. Lad være med at straffe eller blive sur på barnet. Gør det til et hyggeligt samarbejde.

Ringeapparater kan også være en mulighed for børn med sengevædning. Mange steder kan man få hjælp til det gennem den lokale sundhedsplejerske. Men jeg anbefaler, at man lige prøve andre ting af først. Måske gode rutiner og støtte i hverdagen kan løse problemet.

Hvis man som forældre ikke selv kan løse problemet, så kontakt lægen. Så kan hun/ han hjælpe med relevante tiltag og fremgangsmåde. I mange tilfælde er det heldigvis ikke nødvendigt med medicin.”

Meld dig ind i Kontinensforeningen og bliv en del af fællesskabet her.

Nogle gange er der særlige forhold

“Nogle gange kommer problemet igen, i forbindelse med ændringer i barnets livsomstændigheder, f.eks. i forbindelse med skolestart eller en skilsmisse. Her er det vigtigt, at man igen hjælper barnet med at få rutiner og gode vaner omkring toiletbesøg etc.”

Afslutningsvis gør Konstantinos opmærksom på, at særlige forhold selvfølgelig gør sig gældende, hvis et barn har psykiske eller fysiske handicaps, f.eks. autisme eller ADHD.

Er din barn udfordret af inkontinens?

Her finder du mere information om børn og inkontinens:

Hør Kontinensforeningens podcast om børn og inkontinens
Læs mere om børn og inkontinens.
Se film om børn og inkontinens.

Meld dig ind i Kontinensforeningen og bliv en del af et støttende fællesskab.

Hvis dit barn har brug for hjælp, så kontakt din sundhedsplejerske eller søg læge. Du kan også ringe til Center for Børneinkontinens på Aarhus Universitetshospital. De har en rådgivningslinje, der ikke kræver henvisning.

Otte år med skyldfølelse

Interview med Ida, som holdt op med at bruge ble, da hun var tre år – men toiletbesøgene fortsatte i bukserne

feedbirds

Af Anne Mette Futtrup, www.redaktionen.dk
Kilde: KontinensNyt 1, 2008, s. 4-6

Download hele artiklen

Først da Ida var seks, blev hun behandlet for afføringsinkontinens, og som 11-årig for urininkontinens. Indtil diagnosen blev stillet, frygtede Idas mor Lone, at det hele var hendes ansvar.

Våde og beskidte underbukser havde været på programmet hver eneste dag i Idas 11 år lange liv. En dag brød pigen grædende sammen og sagde: ‘Mor, nu er det sket igen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre?’ Ida var endnu engang kommet til at tisse i bukserne.

‘Jeg var så ked af, at min datter skulle lide sådan. Det er invaliderende for samværet med andre, at man ikke kan holde på vandet. Det påvirker meget ens sociale liv. Og selv om min datter havde venner, frygtede jeg, at det ville blive vanskeligt for hende, når hun blev teenager. Og måske ville det også påvirke hendes seksualitet’, siger Idas mor, Lone Hjelm, 37 år.

Lone Hjelm ønskede stærkt at hjælpe sin datter. Hun surfede endnu engang på internettet og googlede en masse ord, der naturligt hørte til feltet.

Der er hjælp at hente
Inkontinens blev ordet, der førte til lettelsens tårer. ‘Jeg ramlede tilfældigvis ind i Kontinensforeningens hjemmeside og ringede straks. Jeg fik fat i sekretariatschefen, som uden tøven anbefalede mig at henvende mig til Næstved Sygehus’ børneinkontinensklinik. Der kan man bestille tid uden henvisning fra egen læge.’

Ida og Lone Hjelm fik en aftale og kørte til Næstved. En inkontinenssygeplejerske tog imod dem. ‘Sygeplejersken fortalte, at Ida har en hidsig blære. At i samme øjeblik som Ida tænker på at gå på toilettet for at tisse, sender hjernen blæren besked – og så tømmes blæren. Og så var det, at hun sagde de fantastiske ord: Og det kan du få medicin for!’, refererer Lone.

‘Det fløj ud af min mund: Hvad, er der behandling? Det var der aldrig nogen, der havde fortalt …’ Da mor og datter kørte hjem fra Næstved, trillede tårerne ned ad alle fire kinder. Sikke en glæde, sådan en inkontinenssygeplejerske kan sprede. Sikke en lettelse, tænkte Lone Hjelm.

‘Men samtidig blev jeg også virkelig vred. For hvorfor skulle vi vente fra Ida var tre til 11 år, før nogen hjalp os? I alle årene har Ida været trykket og har trukket sig socialt. Og lige så længe har jeg følt, at det alt sammen var min skyld. At jeg var en dårlig, presset mor efter skilsmissen fra Idas far. At det kæresteforhold, som jeg fik efterfølgende, måske ikke havde været rummelig nok over for Ida. Og så viste det sig, at der var en fysisk årsag’.

Lidelser og skyldfølelse
Idas mors skyldfølelse forsvandt på turen hjem fra Næstved. Og Idas glæde og lettelse øgedes for hver kilometer, de kom nærmere hjemmet.

Men de mange års skift mellem at føle sig utilstrækkelig og forsøge at indstille sig på en ‘det-går-nok-over-af-sig-selv’ sad fast.

Lone Hjelm havde i alle årene følt, at hun kæmpede en kamp helt alene. En kamp for at mindske datterens lidelser og sin egen skyldfølelse.

‘Godt nok har jeg en vis fandenivoldskhed i mig, som gør, at jeg ikke er autoritetstro og ikke giver op. Men kampgejsten har ikke været lige stor altid. I mange år var jeg enlig mor og havde travlt med arbejde, hus og barn konstant, og så er der ikke altid kræfter til også at kæmpe’, siger Lone Hjelm, der nu er gift igen og blevet mor til to drenge på tre og fire år.

Lone Hjelm blev ved at tumle med samme spørgsmål: Hvorfor havde ingen læger fortalt hende, at der var mulighed for at behandle datterens urininkontinens? Og hvorfor havde lægerne, der tidligere havde behandlet Ida for afføringsinkontinens, ikke fortalt, at det andet også kunne behandles?

Plamagen på bukserne
Turen til Børneinkontinensafdelingen i Næstved var ikke familiens første forsøg på at finde hjælp. For selv om Ida allerede som 3-årig smed bleen som de andre børn i børnehaven, så var det ikke så nemt for hende at gå på toilettet. Hun kunne ikke lide at sidde til skue på børnehavens åbne toiletter, og både det ene og det andet kom derfor i bukserne.

Når Lone Hjelm skulle hente sin fire-, fem- og seksårige datter i børnehaven, behøvede hun sjældent at lede i hyggekroge og legehuse. For Ida sad oftest alene ved et bord og tegnede eller klippe-klistrede. Der blev hun siddende, fordi hun ikke ville rejse sig og lade alle de andre opdage plamagen på bukserne.

Når Ida som lille skolepige skulle med veninder hjem på besøg, var tasker med skiftetøj og beskeder fra Lone fast følgesvend. Også lærere og pædagoger blev sat ind i sagerne.

Og på alle almindelige skoledage var flere sæt rent tøj uundværlige. Nogle gange blev de ikke brugt, andre gange skulle både undertøj, bukser og bluse skiftes flere gange.

Ida var så ked af det i mange år. I børnehaven sagde hun ofte straks, hun så mig: ‘Jeg kunne ikke mærke det’. Da hun kom i skole, blev hun drillet i klassen. Særligt af en dreng, som viste sig at have samme problem. I de næste klassetrin syntes hun, det var forfærdeligt pinligt, hvis nogen fandt ud af det. Så hun gik i bad for sig selv og havde ekstra tøj med, der var nøjagtig magen til det, hun havde på. Så kunne ingen opdage det, hvis hun skiftede. ‘Og hjemme havde vi en daglig kamp. Det var tvangsfyldt for hende at gå i bad hver dag, men jeg insisterede, fordi hun ellers kom til at lugte’, siger Lone Hjelm.

‘Nu er Ida 14 år og som andre teenagere stærkt privat omkring sine toiletbesøg. Det kan jeg jo godt forstå, fordi der har været fokus på det hele hendes liv. Men jeg er ked af, at den daglige hyggestund, som badet er for mange børn, blev det modsatte for Ida. Og måske har det påvirket hende så meget, at det er årsagen til, at hun i dag hader at gå i bad’, mener hendes mor.

Diagnose: Svær forstoppelse
Mens Ida var stor børnehavepige, havde Lone Hjelm en enkelt gang talt med sin læge om datterens afføringsproblemer. Men lægen, som hun havde dengang, reagerede ikke særligt på Lones fortælling.

Først da Ida var seks år, og familien havde fået ny læge, blev hun henvist til Hillerød Sygehus. Her blev Ida undersøgt af en læge. Han konstaterede straks, at pigen var forstoppet, obstiperet. Undersøgelsen foregik helt enkelt ved, at lægen stak en finger op i endetarmen og mærkede en stor klump afføring.

‘Lægen fortalte, at der konstant stod en klump i Idas tarm, som ikke kom ud. Med årene var musklerne derfor blevet slappe. Den tynde afføring, der var i tarmen, sivede ud, mens det hårde blev siddende. Også Idas blære blev undersøgt. Den blev skannet, og man konstaterede, at blæren blev tømt, når hun tissede, og at der altså ikke stod urin i blæren for længe’, fortæller Lone Hjelm.

Ida fik laktulose, der virker mod hård mave. Og stille og roligt blev det nemmere at være Ida.
‘Det var en befrielse for mig at finde ud af, at alle problemerne ikke var en reaktion på, at jeg var en ringe mor. Inderst inde tænkte jeg nok også, at det simpelthen ikke kunne passe. Men jeg blev mere og mere usikker med tiden’, siger Lone.

Idas urininkontinens holdt imidlertid ikke op. Så Lone, der dengang arbejdede med hjælpemidler til handicappede, skaffede et husk-at-gå-på-toilettet-ur (et rysteur) til sin datter. Apparatet, som ligner et stort armbåndsur, er beregnet til at give signaler til fx synshandicappede.

Sådan et armbåndsur fik Lea. Uret vibrerede lydløst to gange i løbet af skoledagen og en gang på SFO’en, og ingen andre end Ida opdagede, hvad det drejede sig om.

Modige forsøg gør gavn
Uret førte til markant færre tøjskift. Men det var turen til Næstved, der for alvor gav Ida smilet tilbage. For nu var der pludselig mulighed for helt at slippe den evige tanke.

Ida fik et ringe-lagen til at hjælpe hende om natten. Ida og Lone udfyldte skemaer for væskeindtag og urin. Ida havde prøvet Minerin, da hun lige var begyndt i skole. Det er et præparat (smeltetabletter), der påvirker hormonproduktionen i hypofysen, så mængden af væsken, som kroppen producere under søvn, bliver nedsat. Minerin var det eneste, som lægen dengang foreslog. Derefter var der ikke andet at gøre, forklarede han Lone. Desværre havde den medicin ikke virkning på netop Idas blære.

Senere fik Ida Detrusitol, et præparat til ustabil blære, i seks måneder – med så stor succes, at inkontinensen stort set forsvandt. ‘Jeg har dog stadig en svag fornemmelse af, at hun tisser i bukserne – i hvert fald når hun griner. Men nu er hun så gammel, at det ikke er mig, hun vil tale med om det. Derfor blev jeg også så glad, da inkontinenssygeplejersken i Næstved tog fat på det problem på en rigtig god måde: Hun viste hende ganske enkelt, hvordan man kan bukke kroppen lidt forover, når man griner, for at undgå at tisse samtidig’, fortæller Lone Hjelm.

Af hensyn til den 14-årige pige er både mor og datters navne opdigtede. Redaktionen kender de rigtige.