, , , ,

Brønderslev Kommune skal udvikle nyt produkt til at opsamle urin til urinprøver

Af  Anne-Cathrine Kvist Visborg,
Velfærdsteknologisk- og kvalitetskoordinator,
Brønderslev Kommune

I Brønderslev Kommune er der oprettet en IdéBank, hvor medarbejderne kan indsende gode idéer, hvis de fx står i en situation, som de tænker kan løses med velfærdsteknologi. Og det var netop sådan en idé, der blev indsendt af en SOSU medarbejder, som undrede sig over, at det er så svært at opsamle urin til urinprøver hos ældre borgere, der fx bruger ble. Hendes oplevelse var, at den nuværende praksis var både uværdig, besværlig og ofte også forbundet med dårlige arbejdsstillinger for medarbejderne. Da EU kort efter offentliggjorde puljen ”Active and assisted living”, greb Brønderslev Kommune derfor muligheden for at få udviklet et produkt, som medarbejderne efterspørger i hverdagen.
 
Med stor hjælp fra det lokale EU-kontor lykkedes det Brønderslev Kommune at skabe et konsortium bestående af et Universitet fra Østrig, et tekstilfirma fra Østrig, 12 hollandske plejehjem samt et hollandsk firma, der udvikler produkter til inkontinens. Sammen sendte de en ansøgning ind til EU, hvor formålet er at søge midler til at udvikle et innovativt produkt, der dels er nemt at påsætte borgeren, dels kan opsamle urin, mens borgeren går, står eller ligger. Produktet vil indeholde en sensor, der registrerer, når der er opsamlet den passende mængde urin og derefter give en alarm til medarbejderen. På den måde kan borgeren få ro til at lave urinprøven og medarbejderen kan fortsætte sin køreliste uden forsinkelser og uden bekymringer om at gå fra en borger, der sidder på toilettet.
 
I projektet skal Brønderslev Kommune fungere som slutbruger. Det vil sige, at deres rolle bl.a. bliver at bidrage med viden om praksis, bidrage med både medarbejdere og borgere til selve udviklingen af produktet samt agere teststed, når prototypen er udviklet. Brønderslev Kommune får dermed en stor og afgørende rolle i projektet, såfremt EU godkender ansøgningen.
 
I november godkendte EU ansøgningen og finansierer dermed en stor del af projektet, som starter op i april 2021 og varer resten af året.

Fanget i eget hjem

– om multipel sclerose og inkontinens

fangetiegethjem

Af Janni Eibye, Kontinenssygeplejerske og sexologisk rådgiver, Sclerosehospitalet i Haslev
Kilde: K-Nyt 3, 2014, s. 10-13

Download hele artiklen

Fakta om MS

  • Multipel Sclerose (MS) er en kronisk sygdom, der angriber centralnervesystemet, som består af hjernen og rygmarven
  • Ca. 13.500 danskere har sclerose
  • Ca. 600 får hvert år stillet diagnosen, og flere kvinder end mænd får sclerose
  • Ca. 1.000 mennesker med MS indlægges til et rehabiliteringsforløb af 2 – 4 ugers varighed på de to Sclerosehospitaler i Danmark (Haslev og Ry) årligt. På begge hospitaler er der ansat kontinenssygeplejersker.

Symptomer på multipel sclerose (MS)
Synsforstyrrelser, træthed, føleforstyrrelser, spasticitet og lammelser, vandladnings- og afføringsforstyrrelser, seksuelle forstyrrelser, smerter, usikker balance, nedsat kraft i arme og ben, hukommelses- og koncentrationsproblemer, ændret personlig adfærd.

Forekomsten og betydningen af vandladningsforstyrrelser hos mennesker med MS
80 % af mennesker med MS har vandladningsforstyrrelser på et eller andet tidspunkt i deres sygdomsforløb, og 60 % har det vedvarende. For mange optager deres vandladningsproblemer meget af hverdagens ressourcer, tid, energi, kræfter og ikke mindst tanker og opmærksomhed. At kunne kontrollere sin blære og især at være kontinent er afgørende for livskvalitet, selvbillede og velbefindende. Patienter med sclerose beskriver ofte deres vandladningssymptomer som den værste del af deres sygdom.

Årsagen til vandladningsforstyrrelserne
Ved sclerose bliver nerveforbindelsen mellem hjernen og rygmarven forstyrret. Nogle gange når signalerne fra hjernen til blæren ikke frem. I stedet overtages styringen af centre i rygmarven. Dette kan betyde problemer med at kontrollere blærefunktionen.

Vandladningsforstyrrelserne ved MS
Det, som rigtig mange oplever, er en eller flere af disse faktorer:

  • en pludselig bydende vandladningstrang, som ikke lader sig undertrykke og derfor også kan give urininkontinens
  • en overaktiv blære som udløser vandladningstrang selv ved små mængder urin i blæren, hvilket giver hyppige vandladninger – så antallet af vandladninger i døgnet er langt flere end vanligt
  • en slap blære med dårlig blæretømning og deraf resturin i blæren, hvilket kan give blærebetændelser
  • problemer med at starte vandladningen og eventuelt afbrudt vandladning og deraf fornemmelse af ufuldstændig blæretømning, som skyldes dårligt samarbejde mellem blære og lukkemuskel i urinrøret.

Hvordan udreder vi vandladningsforstyrrelserne på sclerosehospitalerne?
Patienten har en samtale med en sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent, hvor der udfyldes et anamneseark.

Det vil sige, at der bliver spurgt ind til flere faktorer – blandt andet:

  • hvordan og hvornår opleves problemstillingerne
  • hvor længe har det stået på
  • er der tidligere blevet foretaget en udredning
  • er der inkontinens
  • hvordan er mave-tarm-funktionen
  • bruges der hjælpemidler og hvordan er adgangsforholdene til toilettet.

Der foretages:

  • undersøgelse af urinen for blærebetændelse
  • væske-vandladnings-skema over 3 døgn, hvor indtag af væske, urinmængde og tidspunkt, vandladningstrang og inkontinenstilfælde påføres
  • blærescanninger for at vurdere mængden af eventuel resturin – min. 2 gange – gerne på forskellige tidspunkter af døgnet
  • eventuelt en flow-måling, som er vandladning i en tragt tilsluttet en computer, der kan måle mængden, blærens evne til at trække sig sammen og samarbejdet mellem blæren og lukkemusklen i urinrøret.

Herefter er det de uddannede kontinenssygeplejersker, som vurderer patientens udsagn og resultater af undersøgelserne og som foreslår, hvilke tiltag der er relevante for patienten.

Udredningerne viser:

  • ofte et behov for vejledning om væskeindtag og toiletvaner
  • 1½ l væske pr. døgn, obs. tidspunkt for seneste indtag
  • triple-voiding (vandladning flere gange efter hinanden for at bedre blæretømningen)
  • skematiseret vandladning (samle vandladningerne hvis muligt, så der er op til 3-4 timer i mellem eller forebyggende vandladning, inden trangen bliver for voldsom)
  • instruktion i bækkenbundstræning.

Den neurogene blære kan udløse forskellige behandlingsmetoder. Det kan være enten medicinsk behandling eller oplæring i at tømme blæren fuldstændigt med et engangs-kateter (kaldet RIK), tømning med hjælp fra personalet flere gange dagligt (kaldet SIK) eller et fast kateter, som skiftes ca. hver 3. måned.

Inkontinens kan opstå på baggrund af kraftig bydende trang (urgeinkontinens) – men også falsk inkontinens, der er den (ofte lange) tidsfaktor fra trangen melder sig, til patienten rent faktisk er på toilettet. Det kan være pga. nedsat mobilitet, adgangsforholdene til toilettet, nedsat håndfunktion fx ved knapper/lynlås, eller hvis patienten er afhængig af at vente på hjælp fra andre.

Når diagnosen er stillet
Kan der være behov for følgende:

  • afprøvning af hjælpemidler, fx urinbind/bleer, uridom, kolbe
  • kontakt til patientens netværk og/eller kommune med henblik på oplæring og ansøgning af hjælpemidler og hjælp i hjemmet
  • henvisning til yderligere udredning eller behandling i urologisk regi – fx til Botox-behandling ved overaktiv blære.

Alle tiltag er efter aftale og i samarbejde med patienten.

Forekomsten og betydningen af afføringsforstyrrelser hos mennesker med MS
Ligesom vandladningsforstyrrelser er afføringsforstyrrelser også almindelige hos mennesker med MS (forekommer hos ca. 65 %).

Afføringsforstyrrelserne påvirker meget af hverdagens ressourcer, tid, energi, kræfter og ikke mindst tanker og opmærksomhed og har betydning for livskvalitet, selvbillede og velbefindende.

Afføringsforstyrrelser ved MS
Der er to hovedgrupper af afføringsforstyrrelser ved MS – forstoppelse og afføringsinkontinens.

Forstoppelse er defineret som to eller færre afføringer per uge og/eller nødvendigheden af brug af afføringsmidler hyppigere end en gang om ugen for at få afføring. Forstoppelse ses hos 36-53 % af patienterne med MS.

Afføringsinkontinens er defineret som ufrivillig afføring. Dette ses en gang om ugen hos cirka 25 % af patienter med MS og mindre end en gang om måneden hos ca. 50 %.

Årsagen til afføringsforstyrrelserne
Faktorer, der kan medvirke til forstoppelse, er kosten, immobilitet, nedsat væskeindtag, medicin, svage mavemuskler, langsom tarmpassage, spasticitet i bækkenbunden og svækket afføringsrefleks.

Faktorer, der kan medvirke til afføringsinkontinens, er som oftest forstoppelse, men også nedsat følesans og refleks i endetarmen, manglende kontrol af endetarmslukkemusklen, medicin og kosten.

Udredning af afføringsforstyrrelserne på sclerosehospitalerne
En samtale med en sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent hvor problemstillingen afdækkes og vurderes

  • registrering af patientens afføringsmønster (hyppighed og tidspunkt) og afføringens udseende (mængde, konsistens, farve, lugt) i minimum 1 uge
  • observation og beskrivelse af patientens væske- og kostindtagelse, mobilitet og eventuelle mavesmerter
  • vurdering af siddestilling.

Efter endt udredning samles resultaterne, og der vurderes hvilken behandling eller tiltag, der skal iværksættes.

Behandlingen kan være:

  • vejledning i kost, væske og motion
  • vejledning i korrekt siddestilling
  • medicinsk behandling påbegyndes og justeres under forløbet for at opnå et regelmæssigt afføringsmønster (tabletter, mikstur, pulver til opløsning i vand eller stikpiller)
  • oplæring i miniskyl – skylning af endetarmen med vand (lavement)
  • henvisning til udredning på specialafdeling på et sygehus
  • behov for kontakt til patientens netværk og/eller kommune med henblik på vejledning og ansøgning af hjælpemidler og hjælp i hjemmet
  • eventuel afklaring af tarminfektion (laboratoriedyrkning af afføringsprøve).

Alle tiltag er efter aftale og i samarbejde med patienten.

Både vandladnings- og afføringsforstyrrelser påvirker i høj grad dagligdagen og livskvaliteten hos mennesker med MS, og vores motto er derfor også – Du skal styre problemet og ikke lade problemet styre dig! Derfor er det så vigtigt, at vi på Sclerosehospitalerne er med til at løse de vandladnings – og afføringsforstyrrelser, som vores patienter har, og at vi får en rigtig god mulighed for at opdage og udrede problemstillingerne, fordi vi er tæt på patienterne igennem et længere forløb.

Og netop fordi vi som personale har et speciale med kendskab til sclerosens andre facetter, er vi i nogle tilfælde bedre til at finde den rigtige løsning end egen læge eller sygehus.

Kilder
www.scleroseforeningen.dk
www.sclerosehospitalerne.dk
Dansk Sygepleje Manual for Multipel Sclerose www.msviden.dk

Find dig ikke i vandladningsproblemer – gå til læge!

Aase

Af Aase Randstoft, sekretariatschef, Kontinensforeningen
Kilde: KontinensNyt 2, 2009, s. 8

Download hele artiklen

Vi siger og skriver det ofte, men hvad skal man have med til første lægebesøg?
Når du skal til undersøgelse for vandladningsgener/inkontinens hos din læge eller på hospitalet, beder de altid om, at du udfylder et vandladningsskema. Hos lægen eller på apoteket kan du få udleveret en lille bog eller et A4-ark med skema og anvisning på, hvordan du skal udfylde det. Hos Kontinensforeningen har vi på vores hjemmeside et overskueligt væske-vandladnings-skema (VVS), som er nemt at udfylde over en 3-dages periode.

Skemaet kan printes ud herfra. Print tre sider. Noter på de respektive felter på 3 helt normale hverdage. Et grundigt udfyldt skema viser din læge, hvordan din vandladning er, og gør det lettere at udrede og stille en diagnose.

Hvordan udreder lægen?
Medbring dit væske-vandladnings-skema samt en frisk morgenurinprøve ved første konsultation. Fortæl altid din læge hvis du får medicin – medbring gerne recepter/medicinpakken – og husk også at fortælle, hvis du tager naturmedicin eller helseprodukter.

Lægen foretager en gynækologisk undersøgelse på kvinder og undersøger prostatakirtlen hos mænd. Ud fra dine egne informationer, urinprøven, skemaet og undersøgelsen, stiller lægen en eller flere diagnoser. Nogle læger vælger også at henvise deres inkontinente patienter til en speciallæge, en klinik eller en hospitalsafdeling. For kvinders vedkommende henvises til en gynækolog eller en urogynækolog, for mænds vedkommende til en urolog, og børn bør henvises til en børneinkontinensafdeling. Lægen informerer om sine undersøgelser og resultaterne af disse på henvisningen. Alligevel kan det godt være, at du igen bliver bedt om at medbringe et vandladningsskema og en urinprøve, når du indkaldes til ny undersøgelse.

Det er ikke så besværligt at måle urinen til skemaet – eller at medbringe urinprøven til lægen – man skal blot bruge nogle praktiske redskaber beregnet til det samme.

Brugte sylteglas og køkkendeciliterbægre er ikke de ‘smarteste’ redskaber. Mål urinportionerne så nøjagtigt som muligt – og notér så godt det er muligt alle de gange, du om dagen og natten går på toilettet. En sikker metode at måle væske på, er ved fx at bruge et godkendte målebægre. Søg på nettet eller spørg på apoteket, hvor du kan få fat i et sådant bæger.

Det kan virke omstændeligt og besværligt – men det er nødvendige forberedelser, idet det hjælper din læge et godt stykke på vej til at stille den korrekte diagnose – og set i lyset af at du ved den rigtige behandling kan slippe af med din generende inkontinens – eller få et rigtig godt hjælpemiddel – så er det værd at afsætte tid til forberedelserne.

, , , , , ,

Formand udtaler sig i Ugeskrift for Læger

Kontinensforeningens formand Kirsten Kaysen var i april med til at sætte fokus på inkontinens, da hun stillede op til et interview i Ugeskrift for Læger.

Du kan læse artiklen her.

Hold øje med din urin

holdojeurin

Kilde: Nyhedsbrevet Nyt & Sundt i samarbejde med Netdoktor og speciallæge i urologi Poul Christian Frimodt-Møller.

Redigeret af Aase Randstoft, sekretariatschef, Kontinensforeningen

De fleste af os tisser mange gange om dagen uden at vide ret meget om urinen. Men urinens udseende, lugt og hvor ofte, vi tisser, afslører meget om, hvordan vi har det. En urinprøve kan også afsløre sygdomme.

De færreste er klar over, hvor meget vores urin kan fortælle om, hvad vi i løbet af dagen spiser og drikker. Også indtagelse af lægemidler, der udskilles i urinen, kan afsløre en del om, hvordan vi har det. Farve, lugt, mængde samt hvor ofte man tisser, kan fx afsløre, om der er en infektion. En urinprøve giver også oplysninger om sygdomme i mange forskellige organsystemer. Blod i urinen kan være tegn på forskellige sygdomme i nyrerne, urinlederne eller blæren. Ketonstoffer og sukker i blodet kan skyldes diabetes, og protein i urinen kan afsløre nyresygdom.

Urinproduktionen
Kroppen kan betragtes som en produktionsanstalt for at skaffe energi. For at danne energi forbrænder vi det, vi indtager, og skiller os af med affaldsstofferne. De affaldsstoffer, vi ikke kan ånde eller svede ud, og som kan opløses i vand, går gennem nyrerne som urin. De fedtopløselige affaldsstoffer går gennem galden og føres ud med tarmen. Nyrerne er et filter for blodet, der cirkulerer igennem dem mange gange i døgnet, så affaldsvæsken i stigende grad koncentreres. Hvert minut dannes 130 milliliter filtrat, hvoraf kun 1 milliliter ender som urin. Vi danner således 60 milliliter urin pr. time, som samles op i urinblæren, før kroppen ’fortæller’, at vi skal tisse.

Normal dagurin er klar og lysegul. Morgenurin er mørkegul, da vi normalt ikke udskiller så meget vand om natten, hvorfor urinen derved bliver mere koncentreret.

Ændringer i urinens udseende eller lugt kan være tegn på sygdom. Som regel vil man også have andre symptomer som fx smerter. Urinen siger også noget om, hvad man har spist og drukket. Hvis man spiser rødbeder, er urinen rødlig, og spiser man asparges, kan urinen lugte stærkt. Asparges indeholder nemlig svovlholdige bestanddele, som udskilles i urinen og kan give en lettere ubehagelig lugt, kort efter indtagelsen. En ubehagelig urinlugt kan også skyldes indtagelse af medicin.

En god balance
Om morgenen tisser man 5-6 deciliter, som er den største mængde urin, en normal blære kan indeholde. Man regner med, at vi producerer omkring 1½ liter urin i døgnet, afhængigt af hvor meget vi drikker og sveder. Hvis man går på toilettet 5-6 gange i løbet af dagen, det vil sige hver 3.-4. time og ikke skal op om natten, har man en god balance.

Almindelige problemer
Urinblæren er en elastisk muskel. Hvis man holder sig længe, kan man få problemer med at få tømt blæren helt. Går man for ofte på toilettet, fx fordi man lige vil tisse af for en sikkerheds skyld, ”træner” man sin urinblære op til at kunne rumme for lidt, fordi den krymper, når man tisser for ofte. Kvinder har oftere end mænd en ustabil eller overaktiv blære – nogle gange er det et udtryk for, at urinblæren synker mere ned hos kvinder, når deres bækkenbund bliver slap.

Symptomer for neurologiske lidelser
Hos både mænd og kvinder kan en overaktiv blære være udtryk for en neurologisk lidelse (1), som fx dissemineret sklerose. Den overaktive blære er også meget ofte et delsymptom ved Parkinsonisme. Endvidere er det en hyppig følgetilstand til hjerneblødning eller blodprop i hjernen (apoplexi). Der er mange andre mulige årsager, men man kan ofte ikke påvise den udløsende årsag.

Kvinder
Hos kvinder er urininkontinens et almindeligt problem, ikke kun fordi deres urinrør er meget kort i forhold til mænds, men også fordi fødsler kan gøre bækkenbunden slap. 10-15 % af kvinder i alle aldre har problemer med at holde på urinen, mens det kun gælder 5 % af alle mænd.

Halvdelen af de inkontinente kvinder lider af stressinkontinens, hvor de lækker urin i forbindelse med fysisk aktivitet, som løb, løft, host, nys eller latter. I disse tilfælde kan urinrørets lukkemuskel ikke lukke tilstrækkeligt af for det øgede tryk, der opstår inde i blæren, når de omkringliggende organer trykker på blæren i forbindelse med fysisk aktivitet. Urinen kommer i små skvæt i modsætning til den kraftige vandladningstrang, der er typisk for trang-inkontinens, der ses hos 20 % af de inkontinente kvinder. Her trækker blæremusklen sig pludseligt sammen, og man har svært ved at nå på toilettet. Begge former for inkontinens kan ofte forebygges ved at lave bækkenbundsøvelser, der strammer musklerne, så man kan holde på vandet.

Det er almindeligt, at kvinder får blærebetændelse. Når kvinders østrogenniveau falder ved overgangsalderen, er de mere udsatte for at få blærebetændelse.

Mænd
Hos mænd er det typisk prostata, der giver problemer. Prostata er en lille kirtel, der producerer sædvæske og som der er placeret omkring urinrøret. Når denne kirtel vokser, trykker den på urinrøret, og så får man problemer med at komme af med vandet. Nogle mænd med forstørret prostata får også en overaktiv blære. Flest mænd får problemer fra forstørret prostata, når de er mellem 60 og 70 år, men det starter allerede i 40-årsalderen. Når man kommer højt op i alderen, har 80-90 % en forstørret prostata.

Det kræver altid en undersøgelse hos lægen, hvis der er blod i urinen, hvis der er en vedvarende og påfaldende ildelugt ved urinen, og hvis man har smerter ved vandladning eller har svært ved at holde på vandet.

Hvis en mand i perioden mellem puberteten og 50-års alderen får blærebetændelse, regnes det for unormalt, og kræver lægeundersøgelse. Og mænd med symptomer i form af en slap stråle, og efterfølgende dårlig blæretømning og hyppige tissetrang, bør også hurtigt gå til læge.

Natlig vandladning
Mere end en natlig tur på toilettet kan skyldes, at man fx drikker for meget om aftenen. Derfor skal man indtage mindst mulig væske i timerne før sengetid. Er man tørstig efter aftensmaden, er det bedst at undgå vanddrivende drikke. Kaffe, te, øl, rødvin og sukkerholdige drikke virker typisk vanddrivende, men det er forskelligt fra person til person. Derfor er det en god idé at teste, hvad man skal undgå.

Nykturi (natlig vandladning) kan dog også hænge sammen med diabetes, en overaktiv blære eller en urinvejsinfektion. Urinvejsinfektioner skyldes ofte colibakterier, der kommer fra tarmen. Symptomerne er hyppig vandladning og svier ved vandladningen.

For at forebygge dette skal kvinder tørre sig forfra og bagud ved toiletbesøg, så man ikke fører tarmbakterier til urinvejene. Kvinder får lettere blærebetændelser end mænd. Hvis man har bakterier i urinen, skal der mindre til, før man får en blærebetændelse.

Gode toiletvaner

  • tis ikke for ofte. Typisk vil din blære kunne rumme 5-6 deciliter, før du skal tisse, hvis du drikker 1½-2 liter om dagen. Det betyder, at du skal tisse hver 3.-4. time i dagtimerne
  • lyt til din krop – gå kun på toilettet, når du skal tisse, og ikke for en sikkerheds skyld på vej ud ad døren. Du kan risikere at få en blære med for lille kapacitet, hvis du tisser for ofte
  • giv dig tid under toiletbesøget og lad din blære tømme sig uden at presse
  • kvinder og piger skal tørre sig fra skridtet og bagud mod endetarmsåbningen for at undgå at føre bakterier fra tarmen hen til urinvejene
  • drik ikke lige før sengetid. Læg mærke til, hvad der virker vanddrivende på dig. Sukkerholdige drikke kan virke vanddrivende, ligesom rødvin, øl, te og kaffe.

(1) K-Nyt 3-2014 havde fokus på temaet ’Neurologiske lidelser og inkontinens’.

, , ,

HVILKEN BEHANDLING ER DEN RIGTIGE FOR INKONTINENS – EN FÆLLES BESLUTNING MELLEM PATIENT OG SUNDHEDSPROFESSIONEL?

Af Mette Hulbæk,
Forskningssygeplejerske og Ph.d., Sygehus Sønderjylland.

Hos kvinder kan en nedsynkning af underlivet være skyld i urin- og afføringsinkontinens. Livskvaliteten bliver påvirket af disse problemer på mange forskellige måder, og man kan søge hjælp hos egen læge eller hos kontinenssygeplejersken. På kvindens vej gennem sundhedsvæsenet kan hendes viden om sig selv, livet med sin inkontinens og ønsker for behandlingsforløbet have afgørende betydning for det rigtige valg af behandling.

I dag kræver både patienter, politikere og de sundhedsprofessionelle, at sundhedsvæsenet bevæger sig mod en mere patientcenteret pleje‐ og behandling, og at patienterne mere systematisk bliver inddraget i eget behandlingsforløb og valg af behandling.

Begrebet fælles beslutningstagning er en systematisk proces for samarbejdet mellem patienten og den sundhedsprofessionelle. Internationalt kan man finde begrebet som shared decision making. Fælles beslutningstagning hjælper patienter og sundhedsprofessionelle i de mange sundhedsvalg, hvor der findes flere muligheder. I en systematisk dialog deler den sundhedsprofessionelle sin sundhedsfaglige viden med patienten, men ikke mindst deler også patienten sin viden om sit liv med sygdommen og hvad hun finder vigtigt med den sundhedsprofessionelle. På den måde skal de to parter sammen finde frem til, hvilke sundhedsvalg eller hvilken behandling, der vil være bedst for den enkelte patient.

Sundhedsstyrelsen, Region Syddanmark, Sygehus Sønderjylland og Knud & Edith Eriksens Mindefond har finansieret et større projekt, som i foråret blev forsvaret ved Syddansk Universitet. Projektet har over en 3 årig periode udviklet og testet et online værktøj til den fælles beslutningstagning mellem kvinder med nedsynkningssymptomer og de sundhedsprofessionelle. Projektet er udsprunget fra afdelingen for Kvindesygdomme ved Sygehus Sønderjylland, og undervejs har gynækologiske afdelinger på Kolding Sygehus, Odense Universitetshospital, Herlev Hospital og Aalborg Universitetshospital deltaget.

Patienter, læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, ledere og ekspertgrupper har gennem workshops, interviewstudier, fokusgrupper og spørgeskemaundersøgelser udviklet en funktion i en eksisterende regional app (’Mit Sygehus’ app’en i Region Syddanmark). Funktionen skal understøtte fælles beslutningstagning, og består af et spørgeskema, som patienterne skal besvare hjemmefra før deres første møde med den gynækologiske klinik og sygehuset. Spørgeskemaet handler om den enkelte kvindes ønsker og problemer. Svarene bliver via app’en koblet sammen med de sundhedsprofessionelles viden om de forskellige mulige behandlingstilbud og deres indvirkning på symptomer fra nedsynkningen såsom inkontinens, tyngdefornemmelse og indvirkningen på seksuallivet.  Den enkelte kvindes individuelle profil fremkommer, når hendes problemer og ønsker bliver sat i relation til de gængse behandlinger og visualiseret i hendes elektroniske patientjournal på sygehuset. På den måde kan profilen danne udgangspunkt for samtale mellem parterne.

Evalueringen af det samlede projekt viste, at både patienter og sundhedsprofessionelle er positive overfor fælles beslutningstagning som et begreb. En stor del af de patienter, der anvendte app’en og så profilen ved konsultationen, syntes at den hjalp dem.

For de sundhedsprofessionelle var det stadig uvant at arbejde med en sådan profil undervejs i konsultationen. Og det var også tydeligt, at den valgte patientgruppe af kvinder, som har en gennemsnitsalder ofte over 65 år, havde udfordringer med at finde og besvare spørgeskemaet hjemmefra inden konsultationen. Der skal fortsat udvikles på brugen af funktionen.

For mere information om fælles beslutningstagning og projektet:

  • www.vibis.dk: Hjemmesiden for Danske Patienter – > brugerinddragelse –> inddragelse i eget forløb – > fælles beslutningstagning
  • Developing and testing an online tool for patients with pelvic organ prolapse to support shared decision making – Phd Afhandling 2019, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet.
  • Deltag i Kontinensforeningens webinar den 9. februar 2021.
, , , ,

INKONTINENS SENDER JENS PÅ OVERARBEJDE

Af Louise Gammelholm, sekretariatsleder hos Kontinensforeningen 

De psykiske konsekvenser ved inkontinens er langt større, end mange forstår. Jens har været medlem af Kontinensforeningen i en årrække, og jeg har ved flere lejligheder haft glæden af at snakke med ham.

Jens er en af den slags mænd, der oser af charme. Modsat har en af Jens´ frustrationer været datinglivet og jagten på en sød kæreste. Så derfor var jeg lidt spændt på det, da Jens og jeg aftalte, at jeg godt måtte interviewe ham omkring livet med inkontinens.

Jens bor i Vestjylland og har været udfordret af inkontinens siden han var omkring 18 år. I dag er han i slutningen af 40érne. Så Jens har i mange år levet med inkontinens. Når man hører det, er det første spørgsmål automatisk omkring udredning og behandling. Jens siger: ”Igennem mange år gik jeg til rigtig mange undersøgelser, blandt andet på Aarhus Universitetshospital. Men fandt ikke årsagen til det.”

Meld dig ind i Kontinensforeningen og bliv en del af fællesskabet her.

På konstant overarbejde for at skjule inkontinensen

I dag bruger Jens hjælpemidler for at skjule sin inkontinens og for at kunne leve et normalt liv ”ude i verden”. Da jeg spørger nærmere ind til både kærlighedsliv og arbejdsliv, har Jens levet et normalt liv og har bl.a. et barn med en ekskæreste. Han har levet og lever fortsat et normalt liv med kærester og job.

Men der er nu noget alligevel. Som Jens selv beskriver det: ”Jeg er konstant på overarbejde i forhold til at skjule det for omverdenen, for kollegaer og for venner. Det er så pinligt. Jeg er konstant bange for, at folk skal opdage noget.”

Når man snakker med Jens, står det klart, at det er det psykiske og det sociale, der tærer på ham. Det praktiske omkring inkontinensen er der styr på, selvom det selvfølgelig også kræver noget hver eneste dag.

Det psykiske og det sociale dræner ham. Det er angsten for, at nogen opdager noget, der gør det benhårdt at være Jens. Det er når man skal ud på datingmarkedet og finde en ny partner, eller når man står på sin arbejdsplads og er nervøs for, at noget kan ses eller bliver opdaget.

Når man hører Jens´ historie, forstår man, hvorfor det er så vigtigt, at vi står sammen og arbejder for at få aftabuiseret inkontinens.

Er du også udfordret af inkontinens?

Kontinensforeningen arbejder konsekvent med at aftabuisere lidelsen. Samtidig prøver vi at hjælpe det enkelte menneske ved at tilbyde mulighed for et fællesskab med andre i samme situation. Bl.a. har vi en samtale/støttegruppe, der mødes hver måned, samt vores dejlige sommer-retreat på Fyn.

Meld dig ind i Kontinensforeningen og bliv en del af fællesskabet her.

Korrekt udredning giver korrekt diagnose

korrektudred

Af Marianne Iversen og Birthe Behrenthz, Kontinenssygeplejersker, urogynækologisk klinik, Herlev Hospital
Kilde: K-Nyt 1, 2014, s. 11-12

Download hele artiklen

Problemer med inkontinens kan have store konsekvenser for livskvaliteten. Heldigvis kan nogle af problemerne blive mindre eller fjernes, ved en kombination af enkle behandlingstilbud, og vejledning af kvinden, så hun får større indsigt i hvordan hendes krop fungerer og opnår forståelse for hvad hun selv kan ændre.

Ved første besøg på urogynækologisk klinik på Herlev Hospital møder nogle af patienterne en kontinenssygeplejerske. For kontinenssygeplejersken er det en væsentlig opgave at undervise og støtte patienten til at handle selv.

Tove Andersens historie
Tove Andersen er 70 år. Hun har været inkontinent i flere år. Problemet er tiltaget gennem det sidste år, og Tove har nu søgt læge. Lægen har henvist hende til udredning og behandling på hospitalet. Tove fortæller kontinenssygeplejersken, at hun lækker urin, når hun hoster og anstrenger sig fysisk. Hun kan også have svært ved at nå toilettet, når trangen melder sig. Hun er holdt op med at motionere og orienterer sig altid om, hvor der er et toilet, når hun er ude. Gymnastikken har ellers hjulpet med til at holde vægten og har holdt andre fysiske skavanker nede. Tove fortæller også, at hun må op på toilettet flere gange om natten, og derfor har hun ikke samme lyst til at overnatte hos sin datter, hvor det er mere besværligt at komme på toilettet om natten end i hendes eget hjem.

I brevet fra hospitalet har Tove modtaget et væske-vandladnings-skema, hvor hun har registreret, hvor meget hun drikker, hvornår hun går på toilettet og lader vandet og hvor meget, og hvornår hun lækker urin. Hun ved også, at vi skal foretage en undersøgelse af vandladningen, der kræver, at blæren er fyldt. Denne undersøgelse giver et billede af, hvordan Toves blære arbejder. Efterfølgende foretages en scanning af blæren, for at se om Tove tømmer sin blære.

Væske-vandladnings-skemaet (VVS)
Gennemgang af Toves VVS viser, at hun har en samlet på vandladning 2½-3 liter pr. døgn. Hun drikker 1½-2 liter pr. døgn. Tove lader vandet ca. hver anden time. Nogle vandladninger vurderes som små andre som normale. Hun er oppe for at lade vandet 2-3 gange om natten. Antallet af vandladninger på et døgn er 10-12 gange. Af skemaet fremgår det, at Tove holder meget af kaffe – specielt om aftenen.

Umiddelbart er den samlede vandladning stor i forhold til den mængde, som hun drikker. Forklaringen er, at Tove spiser meget frugt og grønt – både fordi det smager godt, men også fordi hun har tendens til forstoppelse, så derfor vil hun gerne have mange fibre i sin kost. Desværre går der alligevel flere dage mellem toiletbesøgene, og afføringen er hård.

Frugt og grøntsager indeholder meget væske. Hvis man får meget væske på denne måde, må man se på både antal og på mængden af vandladningerne. Tove kan få hjælp til sine problemer, hvis hun planlægger indtaget af frugt og mængden af væske, så den samlede vandladning bliver 1½-2 liter pr. døgn.

Blæretømning
En trang til at lade vandet, når blæren rummer 200-400 ml er normal. Da Tove lader vandet ved ankomsten til afdelingen, måles vandladningen til 200 ml og hun bliver scannet. Scanningen afslører, at der stadig er ca. 150 ml urin tilbage i blæren. Det er ikke unormalt, at blæren ikke er fuldstændig tømt efter hver vandladning, men når blæren indeholder 150 ml umiddelbart efter vandladningen, vil den meget hurtigt fyldes op igen til den mængde, der udløser vandladningstrangen.

For at tømme blæren bedst muligt, skal Tove give sig god tid ved vandladningen. Når hun mener, at hun er færdig, må hun rejse sig og gå en lille runde på toilettet, hvorefter hun prøver at lade vandet igen. Hvis der kommer mere urin, gentages processen.

Hyppig vandladningstrang
Den kvindelige overgangsalder betyder ændring af hormonproduktionen. Hormonerne har betydning for mange funktioner i kroppen, blandt andet bliver slimhinder i skede og urinblære og urinrør mere tynde og sarte. Hos mange kvinder medfører dette hyppig vandladning. Slimhinderne kan styrkes med en lokal hormonbehandling med stikpiller eller en lille ring, som anbringes i skeden. Ringen afgiver hormon og skal skiftes hver 3. måned.

Hyppig vandladningstrang kan også være en følge af forstoppelse i tarmen, hvilket Tove jo også lider af. Det kan være nødvendigt at tage et tilskud af et afføringsmiddel. Enten som et afføringsmiddel, der holder på væsken i afføringen – eller i form af et tarmstimulerende afføringsmiddel, som øger tarmbevægelserne.

Andre faktorer, som muligvis kan påvirke blæren til hyppig vandladningstrang, er koffein, kulsyre, overvægt og rygning. Stor væskeindtagelse efter kl. 19 kan medføre flere vandladninger om natten.

Træning
Styrkelse af kroppen og en god mobilitet (evnen til at gå og flytte sig hurtigt) har stor betydning for kvinder med tranginkontinens. Er det besværligt at komme op af stolen eller ud af sengen, bliver sandsynligheden for at nå toilettet i tide forringet. Flere studier viser, at en specifik træning af bækkenbunden, undervisning og vejledning har effekt. Da det er vigtigt at kunne knibe korrekt i bækkenbunden, bliver Tove derfor henvist til en fysioterapeut med specialuddannelse i bækkenbundstræning. Når kommunen modtager henvisningen søger de for, at Tove får rådgivning om tilbuddet.

Behandlingsplan
Når behandlingsplanen skal udarbejdes, tager kontinenssygeplejersken udgangspunkt i en drøftelse af de påviste problemstillinger. Den enkelte patient inddrages i fortolkningen, dels for at få eventuelle supplerende oplysninger, dels som en mulighed for at give den inkontinente større forståelse for, hvad der er normalt for mange, og hvad der er normalt for hende. Det er væsentligt, at den enkelte patient forstår, at det er en fælles plan. For at opnå nogle forbedringer, skal der gives afkald på nogle ’goder’.

Efter udredningen får Tove en ny tid hos kontinenssygeplejersken. Forinden skal hun være færdig med besøgene hos fysioterapeuten (ca. 3 måneder). Hun skal også arbejde med den vejledning, hun i forløbet har modtaget. Hun skal selv opdage, hvad der virker bedst, og skal samtidig træffe nogle valg. Fx om hun vil fortsætte med at drikke meget kaffe hver aften, og derfor skal op på toilettet 2-3 gange hver nat? Eller om hun vil undgå kaffe og frugt, når hun besøger datteren, så hun kan nøjes med kun at skulle op på toilettet en enkelt gang om natten?

Konklusion
Tove er et typisk eksempel på en patient med urininkontinens. Tove vil ikke umiddelbart blive tilbudt hverken operation eller medicin, da simple midler måske kan afhjælpe Toves problemer, og fordi operation og medicin i hendes tilfælde vil gøre, at hun kan få endnu sværere ved at tømme sin blære. Det er derfor vigtigt, at Tove lærer sig at tømme sin blære helt, at hun får afhjulpet sin forstoppelse, så hun undgår at presse på toilettet, og at hun mindsker sit samlede indtag af væske.

Hvis ændringer i levevis og vaner ikke er tilstrækkeligt, kan næste tilbud til Tove fx være et hjælpemiddel (inkontinensring) til at placere i skeden eller en inkontinensoperation.

Tove Andersen er ikke patientens rigtige navn, men dette er redaktionen bekendt.

, , , , , ,

Mave-tarmproblemer kræver helhedsorienteret behandling

Mave-tarmproblemer – et overset og tabubelagt problem, der kræver helhedsorienteret behandling

 

Af klinisk diætist og cand.scient.san Mia Lerche Schomacker
Privatpraktiserende diætist med mere end 10 års erfaring i behandling af mave-tarmproblemer.
Certificeret i low FODMAP diæten ved Monash University, Australien og Kings College, London.

Rigtig mange mennesker lever til dagligt med store gener og ubehagelige symptomer fra deres mave-tarmsystem. For nogle er generne så invaliderende, at de påvirker evnen til at arbejde og deltage i sociale sammenhænge. Mave-tarmproblemer udgør desuden en meget stor samfundsøkonomisk byrde grundet de mange undersøgelser og gentagne henvendelser til sundhedsvæsenet.

Til trods for problemets omfang er mave-tarmproblemer stadig et meget tabubelagt og overset emne. Mange personer med mave-tarmproblemer fortæller om utilstrækkelig vejledning i, hvordan de kan afhjælpe deres problemer. Dette er selvfølgelig ærgerligt, da en helhedsorienteret tilgang til behandlingen, kan hjælpe de fleste – ofte med ganske få tiltag.

Mave-tarmproblemer – hvad indebærer det og hvor udbredt er det?
Mave-tarmproblemer er en meget bred betegnelse for en række forskellige symptomer, som man kan opleve fra sit mave-tarmsystem. Symptomerne kan være i form af diarré, forstoppelse, vekslende afføringsmønster, afføringsinkontinens, oppustethed, luftgener og mavesmerter. Der ses ofte også opadgående symptomer i form af kvalme, halsbrand, tidlig mæthedsfornemmelse, opstød og bøvser.

I forskningen kan vi se, at mave-tarmproblemer er en yderst hyppig årsag til henvendelser hos både praktiserende læger, speciallægeklinikker og det offentlige sundhedsvæsen. Tal fra forskningen viser, at mave-tarmproblemer i høj grad påvirker livskvaliteten i en negativ retning, og at problemerne udgør en stor samfundsøkonomisk byrde.

Mave-tarmproblemer kan have en lang række forskellige årsager, herunder diverse forskellige sygdomme i mave-tarmsystemet. De kan også være en mere indirekte konsekvens af operationer, medicinindtag eller afsluttede sygdomsforløb, der har påvirket tarmens funktion. En meget stor andel bliver diagnosticeret med en såkaldt funktionel tarmlidelse. Af disse lidelser er irritabel tyktarm den hyppigst stillede diagnose. Patienter med irritabel tyktarm udgør helt op til 30 % af patienterne i speciallægeklinkker.

Hvordan kan en helhedsorienteret behandling gennem kost, livsstil og medicin lindre mave-tarmproblemer?

Behandlingen af mave-tarmproblemer vil naturligvis afhænge af årsagen til symptomerne. Hvis problemer skyldes en sygdom i tarmen, skal denne selvfølgelig først og fremmest behandles, for eksempel via medicin.
Derudover er det vigtigt at huske på, at mange mave-tarmproblemer, herunder funktionelle mave-tarmlidelser, ikke kan kureres. Behandlingen går derfor ud på at lindre symptomerne så godt så muligt.

Optimal behandling kræver, at man kigger helhedsorienteret på symptomer, kost, livsstil, indtag af medicin og så videre. Behandlingen bør altid tages udgangspunkt i de symptomer, der opleves. Et helt lavpraktisk eksempel er, at det er ulogisk at afprøve et afføringsmiddel som behandling af mave-tarmproblemer, hvis man ikke har forstoppelse. Ikke desto mindre vil man ret ofte kunne opleve, at man i sundhedsvæsenet bliver givet en række meget overordnede anbefalinger, som man ”må eksperimentere med på egen hånd”.

I min klinik ser jeg dagligt, hvordan ændringer i kost og livsstil samt tilpasninger af medicin og naturlægemidler, kan have en afgørende forskel for symptomerne. Ændringer i kost og livsstil kan for eksempel omhandle korrekt siddestilling på toilettet, gode toiletvaner, regelmæssige måltider, tilpas mængde kostfibre og tilpas mængde væske. Ændringerne kan også omhandle undgåelse af bestemte fødevarer, for eksempel fødevarer, der kan forværre diarré og dannelse af gas i tarmsystemet. Mange mennesker med symptomer på irritabel tyktarm kan for eksempel have gavn af at afprøve low FODMAP diæten – en diæt, hvor man begrænser sit indtag af bestemte ufordøjelige kulhydrater i kosten, som især påvirker afføringens konsistens og dannelsen af gas i tarmsystemet.

Mange har på egen hånd afprøvet diverse naturlægemidler, kosttilskud og håndkøbspræparater. Men ikke alle er klar over, at nogle kosttilskud kan virke forstoppende, mens andre kan give en tyndere afføring og danne mere gas i tarmsystemet. Håndkøbspræparater, for eksempel afføringsmidler, kan være en helt afgørende og nødvendig hjælp for mange, men ofte bliver man utilstrækkeligt vejledt i dosis og kombination af præparater, som kan gøre, at effekten udebliver eller i værste fald giver forværrede symptomer.

Endeligt er det min erfaring, at to faktorer er helt afgørende for lindringen af mave-tarmproblemer. Den første faktor er, at en grundlæggende forståelse for tarmsystemets funktion og hvad, der har indflydelse på den, er helt afgørende. Man får ganske enkelt langt nemmere ved at navigere i behandlingen, hvis man får en større forståelse for sammenhængen mellem symptomer og behandling. Den anden faktor er, at det som oftest er den rette kombination af tiltag, der ender med at give den største lindring samlet set.

Forhåbentligt kan denne artikel være med til at skabe et håb om lindring hos dig, der endnu ikke har funden den.

Denne artikel er skrevet til K-NYT februar 2024

Obstipation hos børn – diagnostik og behandling

Rekommendationer til diagnostik og behandling af obstipation og fækalinkontinens hos børn

obstipationsboy

Kilde: Udvalget for gastroenterologi, hepatologi og ernæring,Dansk Pædiatrisk Selskab april 2007

Download hele artiklen

1. Forekomst
Omkring 20 % af alle børn i alderen 4 til 18 år har på et eller andet tidspunkt haft obstipation. Prævalensen af obstipation hos yngre børn (0-24 mdr.) er ca. 3 %.

Prævalensen af fækalinkontinens er 3 % hos raske skolebørn (4 % i 5-6 års alderen og 1.6 % i 11 års alderen). Tidligere tiders opfattelse af at fækalinkontinens var betinget af psykiske årsager er i dag forladt. Vi ved nu, at langt de fleste børn har fækalinkontinens på baggrund af obstipation og uhensigtsmæssige toiletvaner.

2. Definitioner og terminologi
Grænserne for den normale afføringshyppighed og konsistens er vide.

Afføringshyppigheden afhænger af alder:

  • Ammede spædbørn: Afføring fra 6 gange dagligt til en gang ugentligt
  • Flaskeernærede børn: 1 afføring dagligt
  • Småbørn: 1-2 afføringer dagligt
  • Større børn: 1 afføring dagligt.

Ca. 5 % af obstipationstilfælde har en underliggende lidelse (organisk obstipation), mens resten betegnes som funktionel obstipation.

2.1 Funktionel obstipation (Rom III-kriterier)
To eller flere af følgende kriterier skal være opfyldt hos et barn med udviklingstrin på mindst 4 år. Kriterierne skal være opfyldt mindst 1 gang om ugen i to måneder før diagnose.

  • To eller færre afføringer på toilet pr. uge
  • Mindst 1 episode med fækal inkontinens pr. uge
  • Historie med retensiv adfærd eller ekstrem voluntær tilbageholdelse af afføring
  • Historie med smertefulde eller hårde afføringer
  • Tilstedeværelse af større fækal udfyldning i rectum
  • Historie med afgang af større mængder afføring.

2.2 Fækalinkontinens:
Afgang af afføring på et upassende sted. Kan opdeles i funktionel og organisk fækal inkontinens.

2.2.1 Funktionel fækalinkontinens

  • Obstipationsassocieret fækalinkontinens: Hyppigste præsentationsform
  • Non-retensiv fækalinkontinens: Fækal inkontinens, hvor der ikke findes tegn på obstipation.

2.2.2 Organisk fækalinkontinens:
Fækal inkontinens, som skyldes organisk sygdom.
Det foreslås, at termerne encoprese og soiling ikke anvendes.

3. Symptomer
Mavesmerter, analfissur, obstipationsbetinget diarre, dårlig eller vekslende appetit, dårlig trivsel, psykologiske problemer, fækalinkontinens, urin-inkontinens (dag- og/eller nat-), urinvejsinfektioner.

Normale spædbørn ser ofte kortvarigt anstrengte ud ved afføring, presser, er røde i hovedet og trækker benene op.

4. Årsager

4.1 Funktionel (95%):

  • Analfissur
  • Anstrengelse for at holde på afføringen (medfører obstipation, der igen medfører analfissur (ond cirkel)) – obs for perianal infektion med gr. A hæmolytiske streptokokker
  • Psykosociale faktorer/dårlige toiletvaner.

4.2 Organiske (5%):

  • Mb.Hirschsprung (se senere)
  • Anorektale misdannelser, f.eks. ektopisk beliggende anus
  • Columnarelaterede lidelser (især spinale lidelser, f.eks. lipom, spina bifida)
  • Hypothyroidisme, hypercalcæmi
  • Cøliaki
  • Mb. Crohn
  • Cystisk Fibrose
  • Cerebral parese
  • Anorexi
  • Seksuelt overgreb
  • Medicinforgiftning (morfika, antikolinergika, antidepressiva).

5. Diagnose
Ca. 95% af børn med kronisk obstipation og 90% af børn med fækalinkontinens har ikke en organisk årsag. En grundig anamnese og objektiv undersøgelse er som hovedregel nok til at stille diagnosen funktionel obstipation. Generelt er der ikke behov for yderligere undersøgelser, med mindre man finder mistanke om underliggende sygdom.

6. Undersøgelsesprogram

6.1 Primært:

6.1.1 Anamnese:

  • Tidspunkt for mekoniumafgang
  • Symptomdebut (symptomer under amning)
  • Afføringshyppighed, afføringsvolumen og konsistens, smerter etc.
  • Tegn på tilbageholdelse af afføring
  • Smerter eller blod i forbindelse med afføring
  • Fækalinkontinens, hvor og hvornår på dagen
  • Urininkontinens og urinvejsinfektioner
  • Mavesmerter
  • Neuromuskulær udvikling
  • Appetit og kost
  • Psykologiske eller adfærdsmæssige problemer
  • Livsbegivenheder (dødsfald, nye søskende, skilsmisse) som kan være medvirkende til udvikling af afførings tilbageholdelse (tænk også her på seksuelt overgreb).

6.1.2 Objektiv undersøgelse:
Det er nødvendigt med en fuld objektiv undersøgelse med speciel vægt på undersøgelse af:

  • Abdomen (palpapel fæces eller luft)
  • Perianal inspektion (placering af anus, perianal fæces, rødme, dermatit, eksem, fissurer, hæmorrhoider)
  • Rektalexploration (sphintertonus, fæces i ampullen, ano-cutan reflex, størrelse af rectum etc.)
  • Neurologisk undersøgelse specielt af underekstremiteterne
  • Der bør laves u-stix og eventuelt anal podning
  • Eventuelt afføringsdagbog gennem 2-3 uger ved tvivl om diagnosen
  • Beskrivelse af eksterne genitalier.

6.2 Sekundært

6.2.1 Colontransittid
Colontransittid kan bruges, hvis man ikke kan få tilstrækkelig pålidelige informationer fra anamnese og dagbog. Flere undersøgelser har dog vist at colontransittiden er normal hos 39-58 % af obstiperede børn. Udførelse og tolkning af colontransittids-undersøgelser bør foregå på specialafdeling.

6.2.2 MRI af medulla spinalis:
Ved mistanke om neurogen årsag til obstipationen.

6.2.3 Oversigt over abdomen og rectum-indhældning:
Unødvendige undersøgelser som led i udredning eller behandling af obstipation og fækalinkontinens.

6.2.5 Er det Mb. Hirschsprung?
Morbus Hirschsprung mistænkes primært ved forsinket meconiumafgang, svær obstipation under amning eller intraktabel obstipation hos større børn. Kun 10% af børn med Hirschsprung har meconiumafgang før 24 timer mod > 90% af normale. Hovedparten af børn med Mb. Hirschsprung diagnosticeres i neonatalperioden. Den endelige diagnose stilles ved kirurgisk rectumbiopsi. Mistanken kan styrkes ved manglende refleks ved anorectal manometri.

7. Behandling
Lette obstipationsgener svinder ofte spontant eller efter kort tids behandling, mens kronisk obstipation og fækalinkontinens kræver langvarig behandling.

Målet med behandlingen er at reetablere normal tærskel for defækationstrang samt tørlægge barnet.

Alle børn med obstipation og fækalinkontinens behandles efter de samme retningslinjer. Undtaget er dog gruppen af børn med non-retensiv fækalinkontinens, der ikke skal behandles med laksantia, men kun toilettræning.

Behandlingen består af 4 elementer:

7.1 Undervisning
Familien skal bibringes forståelse for patogenesen for obstipation og fækalinkontinens. Dels for at behandlingsprincipperne forstås og dels for at fjerne den vrede, der ofte er overfor barnet. Det er vigtigt at fjerne misforståelsen om, at barnet holder på afføringen eller har fækalinkontinens med vilje. Der skal instrueres om behandlingsprincipper, virkningsmekanismen af evt. medicin og toilettræning for at sikre en høj compliance, som er altafgørende for en god behandling.

7.2 Udtømning
Alle behandlingsforløb starter med udtømning. Udtømning kan enten ske ved at starte med høje doser af afføringsmiddel eller ved langsom optrapning til høj dosis. Hvis man starter med en høj dosis, kommer der ofte umiddelbart efter opstart diarre som følge af overløb. Dette skal ikke give anledning til reduktion i den anti-obstipative behandling. Behandlingen skal fortsætte, indtil der sikkert er udtømt. Er man i tvivl, er det tilrådeligt at fortsætte med udtømning. Mangelfuld udtømning giver dårligt behandlingsresultat, når man går over til vedligeholdelsesbehandling. Overløbsdiarre kan evt. afhjælpes ved brug af glyoktyl-klyx/mikrolax en gang dagligt de første 3 dage. Ofte er det tilrådeligt at starte udtømningen op til en weekend og anbefale familien at være hjemme.

7.3 Vedligeholdelsesbehandling
Når barnet er udtømt, trappes den anti-obstipative behandling ned, indtil der nås en dosis, der giver 1 daglig blød, formet, smertefri afføring, uden at der opstår bivirkninger.

7.4 Follow-up
Der kan med fordel tilbydes tæt opfølgning i løbet af de første uger efter opstart af behandling, idet det ofte er på det tidspunkt, der opstår problemer. Problemerne drejer sig typisk om dosering af afføringsmiddel, problemer med at få barnet til at tage behandlingen, samt usikkerhed om, hvornår der er sufficient udtømt, så man kan overgå til vedligeholdelsesbehandling.

7.5 Antiobstipationsmidler
De forskellige laksantia, som er tilgængelige på markedet, har forskellig virkningsmekanisme. Valg af laksantia bør rette sig efter barnets symptomatologi. Ofte er behandling med blødgørende laksantia tilstrækkelig. Det er vigtigt at opnå compliance, og man bør vælge så få forskellige typer laksantia som muligt.

Generelt kan antiobstipationsbehandling inddeles i to grupper med principielt forskellig virkningsmekanisme.

Movicol®: I praksis har det vist sig, at PolyEthylen Glycol 3350 (PEG) er særdeles velegnet til behandling. Der er muligt at opnå god compliance, doseringen er nem at styre, der er få bivirkninger og stoffet kan bruges til både udtømning og vedligeholdelsesbehandling. Movicol® indeholder elektrolytter (bl.a. 65 mmol Na+ pr. brev, s.v.t. 5 mmol Na+ pr. g.) hvilket kan være et problem ved behandlingen af spædbørn. Der findes evidens for, at PEG uden elektrolytter er sikkert at anvende fra fødslen, men forhandles endnu ikke i Danmark. Der mangler evidens for anvendelsen af Movicol® til børn < 6 mdr.; men klinisk erfaring har vist, at det indtil nu ikke har givet problemer, at anvende det fra 0 mdr. Movicol® eller andre PEG produkter er endnu ikke godkendt til brug på det danske marked til børn under 12 år.

7.6 Behandlingsvarighed
Vedligeholdelsesbehandlingen skal strække sig over mindst 3 måneder og ofte 6, 12 måneder eller længere. Plan for seponering af antiobstipativ behandling bør være individuel, men ofte er det en god ide at trappe langsomt ud. Der er ikke belæg for, at tarmmotorikken ødelægges ved langvarig brug af laksantia. Man skal ofte bruge højere doser end anbefalet af producenten og også behandle i længere tid.

7.7 Toilettræning
Alle børn, der behandles for obstipation og fækalinkontinens, skal instrueres i principperne for toilettræning. Børn under 4 år bør ikke toilettræne efter nedenstående principper.

Adfærdstræningen sigter på:

  • 1. Indøvning af gode toiletvaner
  • 2. Indøve tolkning af afføringstrang
  • 3. At indøve korrekt og optimal position, der hjælper afføringen ud.

2-3 gange dagligt, afhængig af hvad der er praktisk muligt for det enkelte barn.
5-10 min hvor barnet sidder på toilettet. Evt. medbringes æggeur.

Barnets toilettid skal vælges, så det griber mindst muligt forstyrrende ind i barnets aktiviteter. Optimalt er ca. 20 min. efter måltid, hvor man kan udnytte den gastro-coliske refleks.

Barnet kan eventuelt medbringe bog eller anden underholdning. Som en del af behandlingen er det ofte en god ide at benytte en afføringsdagbog. Toilettræningen bør fortsætte mindst lige så lang tid, som der behandles med antiobstipationsmidler.

7.8 Smertefri afføring
For at undgå at barnet holder tilbage på afføringen, skal afføringen være smertefri. Det er derfor vigtigt at behandle eventuelle rifter, fissurer og irritation.

7.9 Behandling af fissurer
Primær behandling er blødgøring af afføringen. Sekundært kan behandles med Proctosedylsalve 2-3 gange dagligt i 2 uger eller til symptomfrihed. Eventuelt anvendes nitroglycerin-salve 2 gange dagligt eller ved hvert bleskift. Interne fissurer kan med fordel behandles med suppositorier.

7.10 Behandling af rødme og irritation
Ved rødme og irritation skal der podes for hæmolytiske streptokokker gr. A. Ved positiv dyrkning behandles efter resistens med f.eks. penicillin i 14 dage; men der er stor recidivfrekvens. Alternativt claritromycin i 7 dage.