Det løb bare

Interview med 70-årige Niels Jensen, der blev inkontinent efter en cancer-operation

runningman

Af Trine Bergmann, Kommunikationskonsulent, Odense Kommune
Kilde: KontinensNyt 1, 2007, s. 23-24

Download hele artiklen

Han måtte bruge ble og oplevede, hvordan hans urin bare løb, uden at han kunne styre det. Stadig med ble på et år efter operationen læste han om et genoptræningskursus for mænd med inkontinens.

Mange mænd tager det måske for givet: Man mærker, at det presser på urinblæren, man går på toilet, får hurtigt tisset af og behøver først at tænke på at tisse igen efter 3-4 timer. Og i det hele taget er det der med at “dryppe” og have andre problemer med de nedre dele noget, som er forbeholdt kvinder, der har født.

Men sådan er det langt fra. Undersøgelser viser at mindst 50 procent af alle mænd over 40 år har problemer med at holde på vandet eller med at komme af med det. Problemet er faktisk så stort, at Odense Kommunale Ældrepleje tilbyder genoptræning af bækkenbunden til inkontinente mænd.

Niels E. Jensen på 70 år er én af de foreløbig 29, der har deltaget i kurset.
I januar 2004 blev han opereret for prostatakræft, og i forbindelse med operationen blev hans ringmuskel beskadiget – hvilket er en hyppig bivirkning. Den beskadigede ringmuskel gjorde, at Niels ikke kunne holde på vandet.

‘I begyndelsen havde jeg ikke styr på noget som helst. Jeg gik med ble hele tiden og kunne faktisk ikke mærke, hvornår jeg skulle tisse – det løb bare’, fortæller Niels.

Fornemmelsen af at skulle gå med ble som voksen mand og ved sine fulde fem, har Niels E. Jensen ikke svært ved at sætte ord på: ‘Det var hæsligt, men hvad var alternativet?’, siger han og trækker på skuldrene.

Men, hvor andre mænd i samme situation, nok ville vælge at trække sig tilbage til et stille liv inden for hjemmets fire vægge, er Niels nok lidt “unormal”, som han selv udtrykker det.

‘Når jeg var ude eller til møder og konferencer, havde jeg altid en taske fyldt med bleer og rene underbukser med, for jeg vidste jo aldrig, hvornår jeg fik brug for at skifte’, forklarer han.

Det store spring
Da Niels et år efter operationen stadig var nødt til at gå med ble, læste han om Ældreplejens genoptræningstilbud for mænd, og han tog selv kontakt til kursuslederne.

Kurset begyndte først i april, og i tiden fra januar til kursusstart skete der rent faktisk en fantastisk fremgang. Kroppen brugte nemlig sin evne til at genopbygge sig. Det gjorde den så meget, at Niels ikke længere var afhængig af bleer, da kurset begyndte. Og på trods af, at han i flere situationer stadig havde problemer med at holde sig tæt, betegner han sig selv som “én af de mest tørlagte” af deltagerne ved kursusstart.

‘Der er ingen tvivl om, at det er svært for mænd at acceptere, at tingene i de nedre dele ikke fungerer, som de skal, og at de derfor er lang tid om at søge hjælp’, siger Niels.

Svær og vigtig samtale
Ældreplejens kursus bestod ikke kun af genoptræning, men også af samtale.

‘Jeg tror, det var rigtig rart for mange af deltagerne at finde ud af, at der var flere med den samme lidelse’, fortæller Niels, som har undervist i sexologi i mange år, og måske derfor ikke har haft så svært ved at tale åbent om sin inkontinens.

Under selve genoptræningen skulle deltagerne lære at lave knibeøvelser, som styrker musklerne i bækkenbunden. Det er samme knibeteknik man bruger, når man skal undgå at dryppe ved fysisk aktivitet.

‘Når vi bare skulle ligge på ryggen og lave øvelserne, var det ikke så svært. Det blev det først, da vi skulle være aktive og for eksempel skulle stå op og gribe en bold samtidig med, at vi kneb sammen’, konkluderer Niels.

For ham og de andre deltagere, var et af de store mål, at gå lidt mindre på WC.
‘Før havde jeg en tendens til at tisse på forhånd – “tisse af”. Hvis jeg for eksempel skulle ud, gik jeg på WC, selv om jeg måske havde været ude og tisse en halv time før. Det har jeg vænnet mig af med’, siger Niels E. Jensen.

Tanken er der hele tiden
Selv om kurset for længst er slut, laver Niels stadig knibeøvelser hver dag. Stædigt og konsekvent. Og nu to år efter cancer-operationen er han stort set sluppet af med sin inkontinens.

‘Så længe jeg bare sidder, er det fint. Men i går, da jeg gravede noget ned i haven, skulle jeg hele tiden mærke efter, om jeg havde husket at knibe sammen, før jeg tog et spadestik’, fortæller han. ‘Det betyder selvfølgelig, at jeg bruger en masse psykisk energi på at huske at føle efter, hvor jeg er henne. Det er hårdt. Mit mål nu er derfor, at slippe for konstant at være bevidst om at knibe. At det i stedet bliver noget, jeg gør instinktivt – lidt ligesom at køre på cykel’, siger Niels E. Jensen.

Et sygdomsforløb med store udfordringer

prostatacancer

Dagbogsbeskrivelse fra et medlem af Kontinensforeningen
Kilde: KontinensNyt 3, 2009, s. 30-31

Download hele artiklen

Jeg er en 66-årig mand. Jeg er gift og har 2 dejlige voksne børn samt 4 søde børnebørn. Jeg har været pensioneret i snart 6 år. For seks år siden blev jeg opereret for prostatacancer (radikal prostatektomi) og har siden måttet leve med de gener, som operationen har medført. I det efterfølgende vil jeg fortælle om forløbet fra start til i dag.

Hos egen læge
I starten af 2003 vågnede jeg en tidlig morgen med stikkende, dumpe smerter i blæreområdet og urinrøret og omkring lænden – smerter af en art, som jeg aldrig har haft før. Jeg kontaktede min læge, som tog en urintest. Den var blank. Fire måneder efter havde jeg de samme symptomer og kontaktede igen min læge. Urintesten var atter blank. Nu foreslog lægen, at der blev taget en PSA – en blodprøve, som jeg aldrig havde hørt om før. Jeg fandt ud af, at PSA-tallet er en markør for prostata. Er tallet for højt, kan det betyde, at der kan være noget galt, men det behøver ikke at være cancer. Betændelse i urinvejene/prostatakirtlen vil også vise forhøjet PSA. Blot en udløsning 1-2- dage før blodprøven kan forhøje tallet. MEN det fortalte min læge mig ikke.

En uges tid efter mit besøg på laboratoriet var der svar. PSA tallet var for højt, det lå på 6,1 – måtte højst være 4,0. Derfor skulle der en måned efter tages en ny prøve. Resultatet heraf var en mindre stigning i PSA- tallet i forhold til sidste måling.

Min læge kunne berolige mig med, at når jeg ikke havde smerter i mellemkødet, så var det ikke prostatacancer. Det var jeg naturligvis glad for (det skulle senere vise sig at være helt forkert).

Jeg havde i mange år haft lidt problemer med en ”følsom blære”, og allerede som 30-årig fik jeg foretaget forskellige undersøgelser på hospitalet bl.a. cystoskopi, som på den tid var særdeles ubehagelig og krævede indlæggelse i flere dage. Resultatet af disse (gamle) undersøgelser viste – ifølge professoren – at jeg havde en lidt stiv blærehalskirtel – og fik at vide, at det måtte jeg bare leve med.

Hos den privatpraktiserende urolog
Efter PSA-prøverne sendte min læge mig videre til en privatpraktiserende urolog. Han følte gennem endetarmen på prostatakirtlen, som han konstaterede var lidt hård og for stor, men efter hans opfattelse godartet. Cystoskopien viste, at der ikke var nogen tumorer i blæren. Det var jeg meget lettet over. Min rare gamle svigerfar var for nylig død af en blærecancer.

Den ny PSA-måling 3 måneder senere viste nu en stigning fra 6,1. til 6,3, og urologen anbefalede nu, at jeg fik taget en biopsi. Dengang tog man 6 prøver – i dag er det almindeligt med 10-12 prøver.

I september 2003 blev der så foretaget biopsi under ultralydscanning. Der var flere specialister tilstede under biopsitagningen, og jeg hørte én sige, at ”Normalt skal det se da ikke se sådan ud”. Det lød ildevarslende, og det var i det hele taget ikke særlig kløgtigt eller rart, at der blev talt hen over hovedet på mig (patienten). Jeg spurgte derfor bagefter, om der tegn på cancer. Han svarede henholdende, at nu skulle jeg ikke være urolig – og – at prostatacancer i øvrigt ikke var som andre cancer-former!

Det viste sig, at der i en af mine prøver var cancer. Der var ikke sket noget gennembrud af prostatakirtlen skønnedes det. (Det skulle senere vise sig at være forkert.)

Gleason-score bedømtes til at være 3+3=6. (PSA-tallet i kombination med Gleason-score bruges af specialisterne til vurdering af cancerens stade.)

Denne besked fik jeg ved en samtale i oktober 2003, hvor min hustru også deltog. Når man får så alvorlig en besked, kan det være svært at opfatte og huske alt, hvad der bliver sagt under samtalen – derfor er det en rigtig god ide at være to!

Urologen understregede, at det ikke var nogen dødsdom. Det ville først vise sig som en reel sygdom om 5-10 år!!!! En operation ville forlænge levetiden med 10-15 år.

Man kunne også se tiden an ”watchfull waiting” i stedet for at blive opereret nu. Jeg stillede spørgsmålet: ”Hvad ville du gøre, hvis det var dig selv? Han foreslog, at jeg stillede spørgsmålet til den overlæge på hospitalet, som jeg nu ville blive henvist til.

PROPA
Jeg havde fundet ud af, at der fandtes en patientforening PROPA (Prostataoperede patienter). Den meldte jeg mig straks ind i. Det er en rigtig god forening, der gør et meget stort arbejde, og her fik jeg god rådgivning. Foreningens rådgivere, rådede mig meget kraftigt til at blive opereret, hvis det var muligt.

Hele resten af det lange forløb med afsnittene:
På hospitalet
Netop i efteråret 2003 skulle min hustru og jeg på en rejse sydpå. Og vi mente jo ud fra urologens besked, at der ikke var grund til at udskyde rejsen, for sygdommen ville jo udvikle sig langsomt! Jeg blev ret hurtigt indkaldt til samtale med en overlæge på et af de større universitetshospitaler. Da jeg stillede spørgsmålet, om jeg skulle vente eller blive opereret nu, svarede han: ”Dine chancer bliver aldrig bedre end nu”. Han anbefalede derfor operation. Jeg spurgte om mulighederne for at en kikkertoperation. Svaret var (red. i 2003), at hospitalet ingen erfaringer havde med denne operationsform, men jeg kunne da blive sendt til udlandet, hvis jeg ønskede det. Det var jeg ikke er interesseret i. Jeg foretrak at blive opereret af en dansk læge, som havde mange hundrede operationer bag sig.

På dette tidspunkt havde jeg læst meget på internettet om prostatacancer og i PROPA’s nyhedsbreve og jeg bad derfor om – hvis det var muligt – at få udført en nervesparende operation. Det kunne jeg ikke få lovning på, for det afhang fuldstændig af, hvordan operationensforløbet var. Det vigtigste for lægen – og for mig – var naturligvis at få fjernet det der skulle fjernes. Var det muligt med en nervesparende operation, ville jeg få det.

Jeg måtte underskrive en erklæring om, at jeg var bekendt og indforstået med de bivirkninger, der ofte optræder efter en sådan operation, nemlig inkontinens og impotens i et eller andet omfang. Min hustru og jeg var enige om, at det bedste trods alt var at blive opereret med udsigt til ”fuldstændig helbredelse”. Jeg kunne ikke klare, at gå rundt med en prostatacancer, som jeg aldrig viste, hvornår blev endnu mere alvorlig – og der var ingen viden om tilfælde med spontan helbredelse for denne sygdom.

Inden operationen kunne finde sted, skulle nyrerne og blæren undersøges, så man kunne sikre sig, at der ikke var forhold her, som vanskeliggjorde eller forhindrede en operation. Undersøgelse af knoglerne skulle ikke gøres, da PSA-tallet var under 20. Sædblærer og lymfekirtler ej heller.

I midten af november var jeg så til den første undersøgelse. Et billede af nyrerne (renografi) viste, at alt var i orden, der var fri passage.

I slutningen af november fik jeg så undersøgt blæren (cystoskopi) igen. Desværre kom denne undersøgelse til at vare omkring en time. Årsagen hertil var, at man fandt en polyp, og der skulle tages en biopsi af denne. Det var en meget ubehagelig omgang.

Jeg havde pr. brev til afdelingens overlæge stillet spørgsmål, der gik på, om jeg inden en operation skulle holde pause med at indtage forskellige, præparater herunder fiskeolie og E-vitamin. Svaret fra den undersøgende læge var, at det havde hun ingen viden om! Da jeg ikke fik svar fra hospitalet i øvrigt, foretrak jeg at stoppe med fiskeolie og E-vitamin, ligesom jeg også undlod at drikke alkohol i 1 måned før operationen. (Rygning havde jeg droppet allerede 10 år forinden, ellers havde det været en god ide også at holde rygepause eller stoppe helt i god tid før operationen) for at være i bedre form til indgrebet.

Hospitalet – første operation
1. december mødte jeg igen på hospitalet for at tale med bl.a. en narkoselæge. Derefter blev de sædvanlige undersøgelser foretaget – blodprøver, EKG etc.

Et obligatorisk kostskema skulle jeg også udfylde. (Det gjorde jeg for øvrigt hele 3 gange i løbet af de første dage under indlæggelsen!). Jeg havde på skemaet bedt om vegetarkost, men det blev kun serveret 2 ud af 7 dage!! Simpelthen for dårligt.

Jeg blev efterfølgende orienteret om, at der var mistanke om en godartet polyp i blæren. Det var jo foreløbig en god besked. Under og imellem undersøgelserne (hele seancen tog 6 timer incl. ventetider). Jeg havde derfor god tid til at tale med andre patienter. En af dem kunne fortælle om en ven, der for 1 år siden i alder af 70 år, var blevet var blevet opereret og med et godt resultat. Det hjalp på humøret.

Næste dag mødte jeg fastende kl. syv om morgenen på hospitalet. Polyppen skulle fjernes i fuld narkose. Jeg blev heldigvis indlagt på en 2-sengsstue sammen med patient, som jeg kom rigtig godt ud af det med. Operationen gik fint, alle var søde og flinke, og jeg var snart tilbage på stuen igen uden nogen form for ubehag. Det fjernede væv skulle til mikroskopi. Ud på eftermiddagen kom min hustru så på besøg, og nu ventede vi bare på at få tilladelse til at gå hjem. Beskeden lød på, at den læge, som skulle gå stuegang, kun skulle bruge 1 minut på at se om urinen var lyserød, så kunne jeg tage hjem. Vi kom til at vente i 4 timer på denne læge. Det synes mange gange, som om hospitaler/læger ikke har nogen fornemmelse af tid. I hvert fald ikke for andres tid.

Jeg havde i det ene håndled drop med en kanyle. Den skulle sygeplejersken fjerne, hvis hun havde tid, ellers måtte jeg selv gøre det, blev der sagt!!! Har aldrig hørt mage, men heldigvis var der en sød ældre sygeplejerske, som hjalp mig.

Inden operationen var jeg blevet rådet til, at lave daglige bækkenbundsøvelser. Det var jeg startet på nogle uger forinden og nu genoptog jeg bækkenbundstræningen dagligt. Jeg havde i øvrigt fået kontakt med en uroterapeut, som jeg for egen regning ville konsultere når, den endelige operation var overstået.

Hospitalet – radikal prostatektomi
Den 9. december kom jeg igen tilbage til hospitalet for så at få foretaget den endelige operation – radikal prostatektomi. Jeg fik heldigvis stue med samme patient som ugen før. Stor tak til personalet for det. Det var vi begge glade for! (Vi har faktisk stadig kontakt et par gange om året).

Efter at have ventet 1 time i modtagelsen, uden at der skete noget, henvendte jeg mig til sygeplejersken, for at høre hvordan det gik. Godt det samme, for jeg var ved en fejl blevet slettet af dagens liste og min journal sendt tilbage til arkivet. Det kostede ”bare lige” (igen) et par timers unødig ventetid.

Da alt så herefter blev ordnet, var der en god besked om, at den mikroskoperede prøve af vævet fra blæren var i orden. Intet farligt, så stor var min glæde.

Jeg skulle igen tale med en narkoselæge. Samtalen blev klaret i et skyllerum på fem minutter. Forinden havde jeg i nogen tid lyttet til noget specielt beroligende musik fra Music Cure. Fra (For) forsøg har det vist sig, at speciel musik og visse lyde kan virke beroligende på patienten, reducere stress og dermed give bedre indlæggelses- og operationsforløb. Derfor spurgte jeg narkoselægen, om jeg måtte bruge musikken under operationen. Nej, svarede han det bruger vi ikke her på afdelingen. Jeg henviste til, at det faktisk var en professor her fra hospitalet, der sammen med nogle musikere var initiativtager til skabelsen af disse musikcd’er. Her var svaret blot det, at den pågældende læge ikke var professor på dette hospital, men på et andet universitetshospital. Her på hospitalet var han kun overlæge! Min fornemmelse som patient var, at ’magtkampe’ er mere vigtige end patienternes tarv.

Om aftenen skulle jeg forberedes til næste dags operation. Bl.a. skulle jeg have et klyx for at få tømt tarmene. Det foregik stående i foroverbøjet stilling. Det var en hårdhændet, uvenlig sygeplejerske, der stod for manøvren. Det blødte ret meget efter denne behandling. (Hvis jeg en anden skal have et klyx, vil jeg insistere på, det bliver liggende i sengen!!).

Næste morgen klokken 6 bød hospitalet på et iskoldt styrtebad. Intet varmt vand på den etage på den tid af dagen?!? Jeg er glad for, at jeg ikke havde dårligt hjerte! Søde og rare mennesker kørte mig til operationsstuen. Efter fem kvarter var jeg tilbage på opvågningsstuen. Da jeg kom tilbage til min sengestue var min hustru allerede kommet på besøg. Min flinke stuekammerat havde gjort hende temmelig ængstelig. Når min operation var så hurtig overstået, mente han, at det skyldes, at lægerne blot havde åbnet mig og lukket mig igen. Denne udtalelse havde jeg ikke ventet fra en mand, der i sit arbejde selv havde arbejdet med patienter. Årsagen til min hurtige tilbagekomst var imidlertid en ganske anden, nemlig at operation var forløbet ganske let, og at alt var gået godt. Jeg ville ønske, at folk ville afstå fra ukvalificerede gætterier. Vi gætter sikkert alle sammen nu og da i et eller andet omfang, men derfor kan man godt tænke sig om, inden man udbasunerer sine gisninger!

Jeg havde det ikke godt efter operation. Kvalme og stærke smerter. Årsagen til smerterne var bl.a. fordi, rygmarvsbedøvelsen var lagt så højt, at den ikke fuldt ud dækkede de nedre regioner. Derfor bad jeg om Ketogan. Det kunne jeg ikke få. Men jeg kunne få gigtpiller. Det afviste jeg helt, da jeg havde læst, at disse piller stod på de Amerikanske Sundhedsmyndigheder FDA’s liste over forbudte piller (pga. dødsfald!). Det vidste man ikke på hospitalet. Jeg fik så alligevel Ketogan. Senere er de pågældende piller (Vioxx) – under stor mediebevågenhed helt trukket ud af markedet globalt.

Med dette vil jeg blot antyde, at man selv er nødt til at følge med i, hvilken medicin man får – hvis man overhovedet har mulighed for det.

Operationen foregik ved et snit fra navlen til skambenet – og ikke som min egen læge gentagne gange spurgte mig om – via et snit i mellemkødet!! Hele prostatakirtlen samt sædblærerne blev fjernet (min egen læge påstod, at man ikke fjernede sædblærerne – men det gør man ALTID). Nogle gange fjernes også en eller flere lymfekirtler, men det var heldigvis ikke nødvendigt i mit tilfælde.

Jeg blev nu udstyret med kateter og støttestrømper. Det vænner man sig til, for det er man nødt til. Det er dog rart at vide, at det kun er en overgang. Under opholdet havde jeg stor glæde af de medbragte CD’er med afstressende musik. I mange timer orkede jeg ikke andet end at døse hen og lytte til musikken. Det kan varmt anbefales. Både jeg og andre af mine medpatienter har haft stor glæde af at lytte til musik og tale udviklet af Bobby Zachariae, professor i psykologi i samarbejde med musikeren Chr. Alvad (CD’erne kan lånes på bibliotekerne).

Hjemad igen
Efter syv dages indlæggelse på hospitalet glædede jeg mig meget til at komme hjem i vante omgivelser. Min søde hustru hjalp mig med at skifte kateter. Det kan være en lidt besværlig procedure at klare ene mand, idet man hele tiden skal være sikker på, at ingen af de dele, som har forbindelse med pose og slange, bliver forurenet. Jeg sov dårligt, fordi jeg hele tiden skulle passe på, at jeg ikke kom til, at ligge på slangen til urinposen og derved afklemme forbindelsen. Senere hen fandt jeg ud af, at der på markedet findes ”kinkfri” slanger. Hvorfor anvendes de ikke af hospitalet?? Det er jo helt klart for enhver, at en god nats søvn fremmer helbredelsen – og øger livskvaliteten!!

Jeg glædede mig naturligvis til at slippe af med kateteret, og efter fjorten dages tid mødte jeg på hospitalet til kateterfjernelse. Jeg skulle lade vandet og prøve, om jeg kunne ”klippe” strålen over. Det kunne jeg heldigvis, så beskeden var, at nu kunne jeg danse på livet løs om aftenen. Det var nemlig nytårsaften.

Tiden efter operationen
Så let gik det imidlertid ikke. Jeg var meget utæt i de kommende måneder, så der var god brug for de hjælpemidler, jeg havde fået med hjem fra hospitalet. På det tidspunkt brugte jeg 8-10 bleer om dagen. Senere kom jeg ned på 3-5 stk.

Jeg genoptog naturligvis knibeøvelserne og konsulterede også en dygtig uroterapeut, for at være sikker på, jeg gjorde øvelserne rigtigt. Efter tre-fire besøg kunne det konstateres ved en måling, at bækkenbundsmusklernes styrke var fordoblet og ikke kunne blive stærkere ved træningen. De havde den optimale styrke. De måtte derfor være andre årsager til min utæthed. Det var naturligvis ubehageligt og en uvant situation for mig. Jeg kontaktede hjemmesygeplejen, der forsynede mig med diverse remedier – herunder også uridomer, som jeg havde bedt om. Jeg henvendte mig også selv til et par leverandører af sygeplejeartikler. Desværre var jeg ikke i stand til at anvende uridom – uanset fabrikatet. Det føltes som om forhuden blev revet af, når jeg ville have uridomet af igen. Jeg må sige, at jeg fik en meget venlig behandling både af hjemmesygeplejen og af leverandørerne.

3 måneder efter operationen var jeg til første hospitalskontrol. PSA-tallet vat umåleligt og inkontinensen kunne vare ved 1 år. (Senere ændredes denne bedømmelse til 2 år). Desværre er jeg blandt de 4 %, som er permanent inkontinent.

Efter operationen var jeg meget, meget træt i lang tid. Under hele forløbet var min største bekymring, hvordan det skulle gå med vores datter, som i 2003 havde fået konstateret en alvorlig og sjælden sygdom. (Hun har været sygemeldt sidenhen, men har det væsentligt bedre nu, Gud ske lov).

Jeg bad om kopier af min hospitalsjournal via egen læge. Efter flere rykkere lykkedes det. Her kunne jeg så læse, at det endelige resultat af mikroskopien af den fjernede prostatakirtel var, at canceren havde gennembrudt kirtlen. Heldigvis uden at gå ind i omkringliggende blodkar og væv. Sårrandene var heller ikke inficeret. Det viser blot, hvor svært det er, at diagnosticere graden af cancer i prostata. Der findes ikke andre markører for sygdommen end PSA-tallet og biopsierne – og så den lægelige erfaring. Jeg var derfor meget glad for, at jeg havde valgt operation, i stedet for at forlade mig på urologens ”gæt” på, at jeg først ville mærke sygdommen om 5-10 år.

Det var lykkedes kirurgen at bevare nerven på den ene side af penis. Men intet var som før. Konstant utæthed og delvis impotens umuliggjorde det seksuelle samliv i hvert fald på samme måde som før. De psykiske aspekter af en så omfattende operation med så betydelige bivirkninger, får man ikke hjælp til på hospitalet, eller hos sin egen læge. Det savnede jeg i høj grad. Jeg bad min læge om henvisning til en psykolog. Han kendte ikke nogen, der havde erfaring indenfor denne cancer-form!!

Der var ikke så meget hjælp at få fra venner og omgangskreds. (Kun fra nogle ganske få). Mange mennesker kan åbenbart ikke tale om alvorlig sygdom. Måske pga. deres egen dødsangst.

Derimod fik jeg stor opbakning fra min egen familie – ikke mindst min hustru gennem nu 46 år. Et par gange deltog jeg i medlemsmøder hos PROPA, for at udveksle erfaringer med andre patienter. På det sidste møde, jeg deltog i for nogle år siden, var en af deltagerne så venlig, at fortælle mig, at jeg bestemt ikke skulle tro, at jeg var rask. Jeg kunne når som helst risikere at få tilbagefald. (Det viste sig, at denne mand var meget bitter over, at han pga. fejlbehandling var nødsaget til konstant at have kateter).

Ca. et halvt år efter min operation fik jeg kontakt med en speciallæge, der bl.a. har specialiseret sig i behandling af prostatacancer. Jeg var jo blevet opereret, det kunne der ikke ændres ved, men jeg kunne gøre meget mere for at styrke mit immunforsvar. Tilskud af vitaminer og mineraler og lidt ændrede kostvaner, var nogle af måderne. Jeg har siden hen konsulteret denne speciallæge nogle gange om året for at få justeret ”mit program” på basis af undersøgelser (blodprøver) og samtaler.

I de første 5 år gik jeg til kontrol på hospitalet hvert halve år. Hver gang heldigvis med godt resultat, hvad angik PSA, der (stadig) var umåleligt. Derefter blev intervallet af fremmøde ændret til 1 gang årligt. Det er meget betryggende at tale med den samme læge (som opererede mig) hver gang.

1 års tid efter operationen, hvor jeg igen var til kontrol, fik jeg at vide, at jeg nu var biokemisk rask og havde lige så store chancer for at opnå den gennemsnitlige alder, som alle andre mænd i dette land (78 år). Det var en rigtig dejlig besked at få.

På grund af den vedvarende utæthed, blev der er foretaget blevejningstest et par gange. Resultatet viste en forbedring. Dog var der til stadig brug for 4-5 bleer pr dag. Jeg prøvede flere forskellige typer og fik bevilling af kommunen på et udmærket produkt. Efter nogle år fik jeg hudgener af den megen ”indpakning”, selv om jeg nu brugte en type, som var ligeså tyndt som et kaffefilter- og med næsten samme form. Min egen læge behandlede dette med binyrebarkhormonsalve, hvilket desværre forværrede mine gener. Så efter fire-fem dage måtte jeg stoppe behandlingen. Ved en efterfølgende kontrolsamtale på hospitalet viste det sig, at denne behandling var helt forkert. (Jeg skulle have henvendt mig på hospitalet med det samme!). I de efterfølgende år prøvede jeg mange forskellige salver, og endelig fandt jeg selv en salve, som kunne holde generne i ave. Glad var jeg.

Nye undersøgelser af blæren og dens funktion
Efter 3 år med vedvarende utæthed blev jeg indkaldt til en urodynamisk undersøgelse og cystoskopi på hospitalet. På vej ud af undersøgelsesrummet – efter at cystoskopien var udført – sagde lægen henkastet til sygeplejersken: ”Tag lige en prøve for celleforandringer”. Det lød ildevarslende i mine ører. Men da jeg spurgte sygeplejersken bagefter, sagde hun, at det gjorde de altid. Hvis prøven viste, at der var noget i vejen, ville jeg høre fra hospitalet meget hurtigt. Under alle omstændigheder i løbet af 14 dage. Jeg hørte ikke noget. Rykkede pr mail. Fik ikke svar. 3 uger senere skulle jeg igen til kontrolsamtale. Jeg spurgte til resultatet af prøven. Den var god nok. På mit spørgsmål om, hvorfor jeg ikke havde fået det at vide med det samme, lød det: ”Svaret var ikke sendt, for nu kom jeg jo alligevel til samtale i dag”!! Lidt utidig spareiver, synes jeg nok. Jeg tror, de fleste patienter gerne vil have svar på prøver, så hurtigt som muligt. Ventetiden er ond, og det synes jeg ikke, at hospitalernes personale tager nok hensyn til det.

På grundlag af disse nævnte undersøgelser blev jeg henvist til Herlev hospital. Her kunne man måske afhjælpe min inkontinens.

PROACT MV.
Ved en samtale på Herlev blev jeg orienteret om de 3 muligheder der forelå i mit tilfælde. En kunstig lukkemuskel, hvilket er et meget stort indgreb. Tætning med macroplastisk silikonevæv eller indoperering af 2 små balloner ”Proact-metoden”. Proact-metoden er et forholdsvis lille indgreb, ballonerne fyldes med 6-8 mm saltvand og derved stabiliseres lukkemekanismen. Der er naturligvis en risiko ved alle operationer, og der kan ikke garanteres et 100 % godt resultat.

Uønskede bivirkninger kan indtræffe. Proact-metoden var på det tidspunkt (red. i 2005) anvendt på ca. 70 patienter i Danmark og med et godt resultat for en større del af patienterne. World Wide var der på det tidspunkt – fandt jeg ud af – udført ca. 2000 operationer med proact, men FDA`s (De Amerikanske Sundhedsmyndigheder`s) godkendelse forelå endnu ikke. Den afventes stadig (red. i 2009). Succesraten vil formentligt stige herhjemme ved udførelsen af endnu flere operationer. Det afventer jeg også.

”Kaffefiltre”
Efterhånden har jeg vænnet mig til, at være inkontinent og nødt til at bruge mine ”kaffefiltre” – også selv om temperaturen er på 35 grader.

Et ”kaffefilter” kan lige netop være i en jakkelomme, så jeg har altid nogen i lommen og forhåbentlig i tilstrækkeligt antal. På en rejse til udlandet blev jeg stoppet i security-check. Her var jeg glad for, at jeg havde ”Diskretionskortet” med fra Kontinensforeningen. Så blev kontrollen udført med diskretion. Jeg er glad for, at jeg selv har fundet disse ”kaffefiltre”, som findes i to udgaver. Jeg bruger mest den tynde. Jeg er også meget glad for, at jeg ikke behøver ”kaffefilter” om natten.

Alkohol og vin påvirker min blærefunktion, og forårsager altid større inkontinens. Det er sikkert meget almindeligt.

Andre behandlere – og opsummering
Jeg har nogle gange efter operationen været i kontakt med behandlere uden for det etablerede system. Det har været værdifuldt for mig, at tale med mennesker der har et holistisk syn og en anden tilgang til sygdom, og som lægger vægt på at bevare et godt immunforsvar. Det er slet ikke et område, som jeg har oplevet, at det etablerede system tilsyneladende beskæftiger sig med. Ubegribeligt!

Jeg har selv – efter jeg blev syg – læst meget om prostatacancer, inkontinens, vitaminer og mineraler etc. etc. Udelukkende for at få større viden om min situation og forhåbentlig bedre den – men også for at kunne stille mere kvalificerede spørgsmål til de læger og behandlere, som jeg har været og er i kontakt med. Under hele mit sygdomsforløb har jeg været meget tryg ved behandlingen og de efterfølgende kontrolsamtaler på hospitalet. De fleste mennesker har været venlige og imødekommende, kun nogle få har virket ligeglade. (Hvorfor de sidstnævnte arbejder på et hospital, må man spørge sig selv om??). Jeg har haft stor glæde af kontakt med foreningen PROPA og Kontinensforeningen samt behandlere såvel i som udenfor det etablerede system. Men det jeg i høj grad har savnet, er tilstrækkelig kvalificeret viden hos den praktiserende læge om prostatacancer, kost og vitaminer samt mulighed for samtaler om de følelsesmæssige og fysiske problemer, som bivirkningerne efter operation giver. Der var ingen forståelse – nogen steder i det etablerede system – for, at der er en meget stor og langvarig træthed efter en operation samt et behov for mere personlig samtale om intime ting. Tiden er knap både hos lægen og på hospitalet. Det var helt anderledes hos den speciallæge og andre behandlere, jeg konsulterede. Det er mit indtryk, at mange andre mennesker i samme situation som jeg, også henvender sig til andre behandlere for at blive behandlet og vejledt. Derfor er det mit store håb, at hospitalsbehandlingen med tiden vil blive mere holistisk anlagt end i dag. Der er brug for en integreret behandling af det hele menneske.

Afsluttende bemærkninger
Mit eget forløb blev alt for langvarigt fra de første symptomer i januar 2003 til operation i december 2003, hvor det jo altså viste sig at prostatakapslen var gennembrudt stik mod urologens og hospitalslægens vurdering tidligere på året, hvor formodningen gik på, at det først ville ske efter 2-4-år!!

Jeg var meget taknemmelig for, at jeg trods alt blev opereret i tide og fik en helbredende operation.

Min egen læge – som i øvrigt er en yngre, veluddannet læge i 40’erne, skulle have ageret meget hurtigere på mine symptomer, set i lyset af de smerter over lænden, som kan være et af tegnene på prostatacancer. Her blev jeg for disse blot henvist til fysioterapi. Smerter i mellemkødet, som min læge spurgte mig om i januar 2003, ved jeg nu, først optræder senere i forløbet, nemlig når prostatacanceren har gennembrudt kapslen og har bredt sig. Så allerede i her (januar 2003) burde der have været målt PSA-tal. Senere samme år, da jeg igen var hos min læge, sagde han blandt andet: ”Jeg troede slet ikke, at du kunne blive syg!” En ringe trøst – og en unødvendig kommentar. Dengang var min egen viden om prostatacancer mildest talt begrænset. Det har ændret sig. Det er meget vigtigt, at kende de symptomer der kan være tegn på prostatacancer – især for de praktiserende læger. Jeg har desværre i de mellemliggende år hørt flere meget triste eksempler på patienter, hvis symptomer er blevet slået hen af lægen eller behandlet helt forkert. Jeg troede, som mange andre dengang, at prostatacancer var noget man døde med og ikke af. Hvilket desværre er helt forkert. Da min diagnose blev stillet, havde jeg meget glæde af en bog på svensk. Bogen er skrevet af Lars Pärletun (han er på min egen alder). Bogens titel er ”Mit PSA-tal er for højt”. Bogen kan varmt anbefales.

Internettet er også til stor hjælp. En af hjemmesiderne er www.prostatacancer.nu. En anden er www.lewinskys.dk. Den er oprettet af Carsten Lewinsky, som er prostatacancerpatient og medlem af PROPAS bestyrelse.

(Redaktionen: Læs Carstens Lewinskys egen beretning i et interview i KontinensNyt november 2009 – og se Carsten Lewinsky i en af de små kortfilm, der ligger på www.kontinens.org.)

Af litteratur kan nævnes en rigtig god bog, udkommet på dansk sommeren 2009 af forfatteren Ivar Jonsson. Titlen er ”At vælge sit liv – en god tilværelse med prostatacancer”. Forfatteren fik konstateret prostatacancer i en høj alder og fravalgte efter moden overvejelse den traditionelle behandling. Der redegøres sobert i bogen for prostatacancer.

Hvad gør jeg selv?
Siden 2003 har jeg ændret min kost og reduceret indtaget af mælkeprodukter ganske betydeligt. Kødet består hovedsageligt kun af fisk og fjerkræ. Kød fra firbenede dyr er udgået af min kost i almindelighed. Kaffen er reduceret til 1-2 kopper om dagen af hensyn til inkontinensen. Vin og øl konsumeres af samme grund på et moderat niveau. Jeg tager dagligt et bredt spektrum af stærke vitaminer og mineraler herunder Lycopen, Selen og D3-vitamin, der alle formodes at have en gunstig virkning på cancer. Daglig motion får jeg automatisk i et rækkehus med 4 etager. Derudover cykler jeg flere gange ugentligt småture, så jeg holder min vægt på et acceptabelt niveau.

Jeg forsøger hele tiden at holde mig orienteret om inkontinens og prostatacancer. Gode kilder hertil er naturligvis medlemsbladene. Men derudover beskæftiger jeg mig mest muligt med andre ting end sygdom. Først og fremmest familie og venner. Læser, spiller klaver og hører musik samt får gode oplevelser via rejser.

Jeg tænker af og til på de kloge ord sagt af professor dr. med. Povl Riis (tidligere formand for Det Etiske Råd) under et varmt og inspirerende indlæg på PROPAS årsmøde::”Du er ikke en statistik, så betragt prognoser som hopenoser”. Et rigtig godt råd, hvis man får en stillet alvorlig diagnose.

Kontinensforeningen har modtaget denne dagbogsbeskrivelse fra et medlem, hvis navn er redaktionen bekendt.

Jeg styrer inkontinensen – den skal ikke styre mig!

Jegstyrer

Tekst og billeder af Torben Guld, medlem af Kontinensforeningen
Kilde: K-Nyt 2, 2013, s. 26-27

Download hele artiklen

”Når man er åben omkring sin inkontinens, kan det sagtens lade sige gøre at få et dejligt og ubesværet liv”

Introduktion
Jeg er 58 år gammel, gift og har 3 børn. Jeg har altid haft det, som lægerne kalder en overaktiv blære – altså en pludselig vandladningstrang hvor det skal gå rimelig stærkt. Det har ikke betydet inkontinens for mig, men har da alligevel været et problem.

Da ulykken ramte
I 2003 blev jeg ramt af en faldulykke på min arbejdsplads. Det gav mig desværre en rygskade med blandt andet 2 store diskusprolapser og en skade på rygraden, samt på nogle nerver i ryggen. Disse skader gør, at jeg fuldstændig mangler styring og fornemmelse af min vandladning.

Uden nu og få ’ballade’ vil jeg påstå, at det for en mand er lidt anderledes eller underligt pludselig at blive inkontinent. Her mener jeg jo ikke, at det er værre en for mand end en kvinde, men måske har kvinder lidt mere ’indsigt’ på grund af menstruation, graviditet og fødsler, hvor de måske på det grundlag har haft kendskab til inkontinensproblemer.

Hvordan takler man diagnosen?
Det er naturligvis vigtigt, at man kontakter sin læge øjeblikkeligt og helt ærligt beskriver sin inkontinens – og lader være med at pynte på problemet – det kan jo være, at lægen netop har en kirurgisk eller medicinsk løsning.

Jeg fik ret hurtigt at vide, at jeg nok skulle lære at leve med problemet. Den besked gjorde, at jeg ’faldt’ ned i et stort, sort hul. Det blev derfor meget vigtigt for mig, at jeg hurtigt rejste mig igen og tog ’kampen’ op. Jeg valgte at leve efter mit eget hjemmelavede ordsprog: Jeg styrer inkontinensen – den skal ikke styre mig! Jeg besluttede mig til, at jeg ikke ville ændre på noget i mit liv. Og jeg beviste (over for mig selv og omgivelserne), at det faktisk kan lade sig gøre både at spille badminton og gå til svømning i et par smarte shorts – også selvom jeg bruger en meget stor ble.

Syng ikke med på tabusangen – find mulighederne!
Jeg tror, at mange, der rammes af inkontinens, frygter at blive ’afsløret’ i at være afhængig af et inkontinenshjælpemiddel. Men efter min mening er det ikke anderledes end at bruge et høreapparat eller et par stærke briller. Jeg har bestemt mig for, at min permanente inkontinens ikke skal få mig til at synge med på ’tabusangen’.

Da min inkontinenslidelse af lægerne blev erklæret varig, synes jeg, der var et hav af hjælpemuligheder – også økonomisk i form af en bevilling via Serviceloven.

Med hensyn til hjælpemidler vil jeg anbefale alle at bruge Kontinensforeningens hjemmeside samt internettet. Jeg syntes dog stadigvæk, at der er lang vej i det offentlige/fysiske rum med hensyn til offentliggørelse af hjælpemidler. Hvornår har man fx sidst set inkontinenshjælpemidler på et apotek eller hos Matas? Det er højst en pakke bind i størrelsen large! Ikke!

Løs problemerne i hverdagen
Jeg vil naturligvis ikke sige, at hverdagen som inkontinent kun er ’rosenrød’ – det er virkelig indimellem ’træls’ – for nu at bruge et godt jysk udtryk – pludselig at få en våd plet foran på de lyse sommerbukser, eller vågne for at konstatere, at man har tisset i sengen, fordi bleen har ’givet op’ – for det sker altså også!

Men mit budskab er, at det kan lade sig gøre at leve livet, og at det er så fantastisk vigtig, at man ikke ’gemmer sig’ og begynder at ændre noget på grund af inkontinensen – det giver en ringe livskvalitet – og det har man ikke fortjent, bare fordi man bliver ramt.

Står til rådighed
Skulle der nu sidde nogen ude i landet, som mangler lidt erfaring og nogle gode ideer til, hvordan hverdagen kan klares, er I altid meget velkomne til at kontakte mig på guldesp@stofanet.dk

Manden og hans vandladningsproblemer

KeldKaren

Af Steen Walther, Professor, dr.med.
Kilde: KontinensNyt 3, 2009, s. 21-24

Download hele artiklen

Historien om ‘Kjeld’ (og hans kone ‘Karen’)
Kjeld er 65 år, han arbejder i en bank. Han har aldrig været syg. Dyrker sport i form af tennis og fodbold, men overvejer at begynde på golf, så han og hans kone Karen kan nyde denne aktivitet sammen.

MEN i de sidste 12 – 16 måneder har han haft et problem. Han skal ofte på toilettet både om dagen og natten. Han har svært ved at sidde til et møde, der varer mere end 1½ time. I løbet af natten skal Kjeld op to til tre gange, men han falder hurtig i søvn. Karen skal også op èn gang hver nat. Kjeld har ikke haft symptomer på blærebetændelse (fx feber, smerter ved vandladningen eller ømhed i nedre del af maven), og der har ikke været blod i urinen.

Mange mænd har svært ved at opsøge deres læge for råd og vejledning. Kjeld har det samme problem. Da Karen endelig får ham overtalt til at ringe og få en tid, er han glad. Men han får en opgave, allerede inden han kan komme til den første konsultation. Han skal udfylde et væske-vandladnings-skema. Lægen sender det. Kjeld skal måle, hvor meget han drikker, hvor meget han går på toilettet. og hvor stor urinmængde der kommer hver gang.

skema

Kjelds væske-vandladnings-skema (for én dag)
Han noterer, hvad tid på dagen, og hvilken mængde han drikker. Og måler hvilken mængde urin, der kommer ud igen.

Væskeindtagelse og vandladningen ligger ikke lige på det anførte tidspunkt, men tæt ved.(Kjeld har ‘frynsegode’ i banken i form af fri kaffe og sodavand).

Skemaet udfyldes 2 – 4 dage, men ikke nødvendigvis i træk. Kjeld skriver også, at han oftere og oftere har nogle enkelte urindråber i underbenklæderne specielt efter vandladningen.

Han skal også udfylde et skema om sine symptomer, et symptom-score-skema, så han – når han og lægen taler sammen – har tænkt over, hvad der generer ham.

Hos lægen
Da Kjeld kommer til lægen gennemgår de sammen, de symptomer han har nedskrevet og den sværhedsgrad, det har for ham.

Vandladningen om natten og efterdryp, er det der generer.

Den natlige vandladning kan være forklaret ved, at Kjeld drikker 400 ml efter kl. 21, og at alle mennesker over 60 år skal lade vandet mindst en gang per nat. Men lægen synes nu alligevel, at man må overveje, om Kjeld har en overaktiv blære, da de fleste vandladninger er på 150 ml, bortset fra den om morgenen på 300 ml.

Overaktiv blære kan skyldes at blærens nerveforsyning ikke hæmmer blæren nok, at hjernen ikke virker så godt (alderdom, forkalkning, Parkinson sygdom eller andet). Det kan også være forårsaget af afløbshindring fra blæren, og i Kjelds alder en forstørret blærehalskirtel (forstørret prostata).

Efterdryp er næsten normalt (!) for mange mænd. Det er en følge af, at der står lidt urin i den bageste del af urinrøret, som ikke er helt udtømt efter vandladning.

Lægen undersøger Kjeld grundigt, efter at han er sikker på, at der ikke har været betændelse eller blodig urin.

Der tages blodprøver for at vurdere blodprocent, væsketal (natrium og kalium), nyrefunktion, og betændelse (hvide blodlegemer). Urinen undersøges for æggehvidestoffer, blod og sukker.

Prostata-undersøgelse
Lægen undersøger specielt maven, og der hvor nyrerne sidder, blæren over skambenet, kønsorganerne og herunder foretager han med en finger i endetarmen en undersøgelse af blærehalskirtlen (prostata). Er den forstørret, er den velafgrænset, er den hård eller føles den som kræft?

Hvis prostata er mistænkelig hård, vil lægen selvfølgelig sende Kjeld videre til speciallæge for at be- eller afkræfte mistanken om kræft.

Hvis prostata er normal eller måske forstørret, vil lægen nok tilråde Kjeld, at undgå at drikke så meget efter kl. 21. Lægen vil også undervise Kjeld i, hvordan man undgår efterdryp. ‘Efter vandladningen trykker man ganske forsigtigt på bækkenbunden lige bag ved pungen og foran endetarmen’. Så kommer den sidste urin ud.

Da væske-vandladnings-skemaet viser hyppig vandladning i små portioner, synes lægen, Kjeld skal undersøges på sygehuset for at se om, der er afløbshindring fra blæren, prostataforstørrelse, eller en overaktiv blære.

De taler så lidt om en blodprøve PSA (Prostata Specifikt Antigen). Kjeld har læst på internettet og ved godt, at det ikke er ”en blodprøve, der siger noget om man har prostatakræft.” Det er en blodprøve, der siger noget om aktiviteten i prostata, om prostata er meget stor, om der er betændelse i prostata, om der er dårlig blæretømning, om der har været seksuel aktivitet og så i nogle tilfælde om der er cancer prostatae. Kjeld ved også godt, at hvis han får taget en PSA-blodprøve, og prøven er forhøjet svarende til hans alder på 65 år, vil lægen tilråde vævsprøver fra prostata, for at de kan be- eller afkræfte, om der er cancerceller i prostata.

Kjeld siger ”ja tak” til PSA-prøven. Den er heldigvis lav (normal svarende til hans alder). Det var endetarmsundersøgelsen af prostata også. Alt tyder på, at der ikke er cancer i prostata.

Sygehuset
På sygehuset bruger de naturligvis alle de oplysninger, Kjeld og egen læge har samlet. Kjeld møder til undersøgelse. Han skal lade vandet, så man kan undersøge kraften på urinstrålen, og hvor godt han tømmer blæren. Disse undersøgelser er uden ubehag. Kjeld’s urinstråle er lidt lavere end normalt, og han tømmer ikke blære så godt.

Derfor bliver han undersøgt med en kikkert i blæren, der viser, at blærehalskirtlen ”stopper lidt for vandladningen”. Han får også undersøgt blærens trykforhold, med et lille kateter, der lægges op i blæren. Han har en overaktiv blære.

Kjeld har altså let besværet vandladning, hyppig vandladning, natlig vandladning og lidt efterdryp. Der er ingen tegn til blære- eller prostatakræft.

Den behandling, der nu bliver tilbudt Kjeld, er noget medicin, der vil bedre afløbet fra blæren, og noget andet medicin, der skal virke afslappende på blæren, altså behandling af den overaktive blære. Kjeld skal selvfølgelig også prøve at nedsætte sin væskeindtagelse om aftenen. Lægerne er meget omhyggelige med at fortælle om bivirkningerne af medicinen.

Kjeld får det bedre. Om nogle år skal han sandsynligvis igen til lægen og måske igennem en operation, hvor man fjerner det prostatavæv, som bliver ved med at vokse frem fordi Kjeld nu er 70 eller 72 år.

Finder man på dette tidspunkt tegn på cancer prostatae ved endetarmsundersøgelsen, eller en høj PSA blodprøve i forhold til Kjeld’s alder og en vævsprøve, der viser cancer, er behandlingen en anden. Det er en helt ny historie, der kommer senere.

Men husk – Kjeld’s kone Karen skal også lade vandet om natten, hun har ingen prostata; men ophober væske i kroppen i løbet af dagen, som alle ældre mennesker. Væske-vandladnings-skemaet er den vigtigste undersøgelse.

ProAct-balloner til behandling af stressinkontinens hos mænd

18457509-21856212-thumbnail

Af Jørgen Nordling, Professor, dr.med. og Nis Nørgård, Overlæge, Urologisk afdeling, Herlev Hospital
Kilde: KontinensNyt 3, 2009, s. 20

Download hele artiklen

Stressinkontinens skyldes næsten altid følger efter prostata operationer. Med det hastigt stigende antal radikale prostatektomier i Danmark er også antallet af patienter med behov for operativ behandling af stress-inkontinens kraftigt stigende. Den traditionelle behandling med artificiel sphincter (kunstig lukkemuskel) er forholdsvis dyr, og mange ældre mænd har svært ved at betjene pumpen. Herudover er komplikationer i form af erosion eller infektion vanskelige at behandle og gør ofte implantation af en ny artificiel sphincter umulig. Indsprøjtning af diverse materialer som kollagen og silicone i sfinkterområdet har ikke givet tilfredsstillende resultater. Et nyt princip til kompression af urethra er ProAct-balloner.

Ballonerne anbringes ved siden af urethra over bækkenbunden og kan derfor komprimere urethra udefra og derved bedre lukkemekanismen. Selve operationen er forholdsvis simpel. Gennem en 0,5 cm incision på overgangen mellem scrotum og perineum på højre og venstre side indføres en trokar gennem bækkenbunden langs med urethra. Spidsen placeres ved siden af urethra ved apex prostatae hos mænd med prostata og mellem blæren og bækkenbunden hos mænd efter radikal prostatektomi. Placeringen sikres med gennemlysning og rektal ultralyd. Igennem trokaren indføres ProAct-ballonen, der via en 12-14 cm lang silicone tubing med en påfyldningsstuds fyldes med 1 ml. væske. I begyndelsen anbragte vi ballonerne posterolateralt for urethra, men de sidste år har vi forsøgt at anbringe dem anterolateralt, så ramus inferior ossis pubis kan virke som væg bag ballonen. Tubing og påfyldningsstudsen lægges i en tildannet kanal bag på scrotum, så man nemt kan fylde eller tømme ballonerne i ambulatoriet . Efter 1 måned fyldes ballonerne med 1-2 ml af gangen indtil, der er tilfredsstillende kontinens. Hver ballon kan maksimalt rumme 8 ml. Vi har siden 2003 opereret 62 patienter med oplægning af ProAct balloner for stress- inkontinens. Patienternes alder var 52 år til 83 år. Årsagerne til urininkontinens var hos 21 operation for benign prostatahyperplasi, 35 radikal prostatektomi, 3 TUR-P for cancer prostata, 2 neuromuskulær dysfunktion på grund af medfødt rygmarvsbrok hos 1 og traumatisk paraplegi hos en og endelig tidligere urethraruptur på grund af traume hos den sidste. Patienterne havde tidligere fået i alt 17 behandlinger med Macroplastique, 4 havde haft artificiel sphincter og 1 en Gy-ring. Ballonerne efterfyldtes i gennemsnit 5,2 gange (spændvidde 0-14) med i gennemsnit 5,8 ml. (spændvidde 1-13). Patienterne er fulgt i gennemsnit 15 måneder (spændvidde 4-48) efter implantationen. Bleforbruget var i gennemsnit 2,5 bleer per døgn (spændvidde 0-26) før, og faldt til 0,9 (spændvidde 0-26) efter implantationen. Urintabet ved 24-timer blevejningstest var i gennemsnit 643 gram før og 209 gram efter.

Af de 18 patienter, der ikke var helt tilfredse, har 13 fået artificiel sphincter indopereret med god effekt hos de 12. Tre venter på indoperation af 3. ballon. En venter på reoperation for punkteret ballon, og en er det ikke muligt at gøre mere for på grund af alder og stråleforandringer efter strålebehandling for cancer. Af komplikationer har vi haft 5 med infektion, 3 bilateralt og 2 kun på den ene side. Hos 2 patienter er ballonerne blevet utætte, i 5 tilfælde er ballonen disloceret under bækkenbunden og i 2 tilfælde ind i blæren. I tilfælde af komplikation er det meget let at fjerne ballonen i ambulatoriet i lokal bedøvelse.

Prostatakræft

handsFaded

Special Sektion i KontinensNyt 4, 2010, s. 16-18

Download hele artiklen

Behandling af prostatakræft har sin pris
Kilde: dr.dk – Sundhedsguiden.dk – februar 2010

Behandling af prostatakræft har så mange bivirkninger, at man bør overveje det nøje inden man går i gang med en behandling.

Mange bivirkninger påvirker livskvaliteten i efterforløbet efter kræft i prostata eller blærehalskirtlen, viser en ny undersøgelse. Eksperter opfordrer til at overveje nøje hvem, der virkelig har gavn af behandlingen, skriver dr.dk.

Behandling med prostatakræft har bivirkninger
Impotens, tarmproblemer og dårlig kontrol over vandladningen er nogle af de hyppigste og ubehageligste følgevirkninger, som mange mænd oplever efter behandling for kræft i prostata eller blærehalskirtlen. Uanset hvilken af de gængse behandlinger, patienterne udsættes for – operation, anti-hormon- eller strålebehandling, er forekomsten af følgevirkninger høj, viser undersøgelsen, som er foretaget af australske forskere fra blandt andet Sydneys Universitet. De undersøgte helbredstilstanden og specielt følgevirkningerne hos en gruppe mænd 3 år efter en behandling for prostatakræft.

Måske skal man slet ikke behandle
Impotens sås efter samtlige behandlinger, men oftest hos mænd i anti-hormonbehandling, som blokerer det mandlige kønshormon. Operation var til gengæld den metode, der oftest gav besvær med vandladningen, mens strålebehandling hyppigst gav tarmproblemer. Patienterne blev også bedt om at vurdere deres samlede helbredstilstand, og på det punkt var der ingen forskel mellem grupperne. Forfatterne opfordrer til, at både patientens alder og kræftens farlighed tages i betragtning, før der træffes en beslutning om en eventuel behandling.

Deres undersøgelse er offentliggjort i 2010 i British Medical Journal [Red.: www.bmj.com].

Prostatakræft (Kræft i blærehalskirtlen, Prostatacancer)
Kilde: sundhedsguiden.dk – november 2006

Definition og årsager
Kræft i blærehalskirtlen (prostata) udvikles typisk fra cellerne i den bagerste del af kirtlen og vokser bagud i retningen mod endetarmen og opad mod blæren. Her kan canceren forårsage en spærring af urinrøret, således at der opleves vandladningsproblemer. Canceren kan spredes (metastasere) via lymfesystemet til lymfeknuder langs de store kar i bækken og mave. Ligeledes kan canceren spredes via blodet typisk til knoglerne i bækkenet, lænderyggen, den øverste del af lårbenet og til ribbenene.

Prostatacancer er den tredje hyppigste cancer-form blandt mænd og den hyppigste i urinvejene. Tilfældene er kraftigt stigende fra 50 til 80 års alderen, og ved obduktioner af mænd over 50 år, som er døde af anden årsag, finder man prostatacancer i 30% af tilfældene. Ved obduktion af mænd, som har fået fjernet dele af prostata pga. prostatahypertrofi, ses der i 10% af tilfældene prostatacancer.

De nye årlige tilfælde har igennem de sidste årtier været stærkt stigende, men der findes sjældent tilfælde af prostatacancer før efter 50 års alderen.

Symptomer på prostatacancer:

  • I tilfælde af at canceren ikke har spredt sig endnu, kan der enten opleves en symptomløs tilstand eller de samme symptomer, som der ses ved prostatahypertofi:
  • Irritationssymptomer
  • Hyppige vandladninger med små portioner urin
  • Natlige vandladninger
  • Kraftig vandladningstrang
  • Urgeinkontinens (pludselig kraftig indsættende vandladningstrang, hvor man ikke kan nå at komme på toilettet).

Obstruktionssymptomer på grund af det sammenpressede urinrør:

  • I forbindelse med vandladning kan der være igangsætningsbesvær, hvor man er nødt til at vente og presse, før man kan lade vandet
  • Svag strålekraft og efterdryp. Fornemmelse af at blæren ikke tømmes helt
  • Pludselig indsættende total vandladningsstop
  • Blod i urinen ses i svære tilfælde.

I tilfælde af at canceren spredes udenfor prostatas bindevævskapsel, kan der ses:

  • Smerter i perineum (området mellem symfysen, halebenet og siddeknuderne) pga. indvækst i nerver
  • Forstørrede lymfeknuder pga. metastaser vil forårsage lymfeødem (væskeophobning) i benene og komprimere urinlederne fra nyrerne, således at der sker en udvidelse af nyrebækkenet. Dette vil vise sig som smerter i siden af ryggen.

Ved metastaser til knoglerne vil der opleves knoglesmerter og evt. spontane brud på knoglerne specielt i lænderyggen og den øverste del af lårbenet.

Hvis canceren har spredt sig til knoglemarven, kan der ses nedsat produktion af celler, som dannes i knoglemarven. Dette vil opleves som træthed, vægttab og blodmangel.

Forholdsregler og diagnose
Oplever man ovenstående symptomer, skal man søge egen læge, som vil starte med at tage en blodprøve. Der undersøges for blodmangel, nyrefunktionen samt for specifikke stoffer, som er karakteristiske for prostatacancer. Det drejer sig om prostataspecifikt antigen (PSA) og basisk fosfatase. Ligeledes vil lægen undersøge prostatas form og størrelse med en behandsket finger gennem endetarmsåbningen.

Er der mistanke om prostatacancer, sendes man videre til en specialistafdeling (urologisk afd.), hvor der vil blive foretaget en ultralydsscanning af prostata gennem endetarmsåbningen for at vurdere hhv. størrelsen, udbredelsen og formen. Samtidig kan der tages ultralydsvejledte biopsier af prostata, som vil blive undersøgt i mikroskop for at se, hvilke celletyper det drejer sig om.

Der vil også blive foretaget en række billedundersøgelser for at komme diagnosen nærmere. Der laves en kontrastundersøgelse (røntgenbilleder med indgift af kontrastvæske) af nyre og urinveje for at se på udvidelser af nyrebækkenet og urinlederne. Der vil blive foretaget en knogle-scintigrafi (undersøger for knogle- tæthed) samt røntgenbilleder af smerteprægede knogler. Forstørrede lymfeknuder kan visualiseres ved CT- eller MR scanning af maven.

Diagnosen stilles ved forhøjet PSA og vha. ultralydsscanning inkl. biopsier samt knoglescintigrafi.

Behandling
Ved svære vandladningsproblemer kan der foretages en delvis fjernelse af prostata gennem urinrøret. Har canceren ikke spredt sig, kan man overveje at fjerne hele prostata hos yngre mænd. Ligeledes kan man forsøge strålebehandling på 2 måder: Enten som ekstern stråling eller ved ultralydsvejledt at indsætte nogle radioaktive nåle i prostata. Der ses her bivirkninger i form af stråleskade på endetarm og blære.

Hvis canceren har spredt sig, kan man benytte hormonbehandling, der blokerer dannelsen af mandlige kønshormoner, og dette kan gøres medicinsk eller kirurgisk. Kirurgisk kan man fjerne begge testikler. Hormonbehandlingen har god effekt på knoglesmerter og lokal vækst i prostata de første 2 år, hvorefter man vil opleve en forværring i sygdommen.

Forløb og komplikationer
Prognosen afhænger af, hvor meget canceren har spredt sig, og er den lokaliseret til prostata, er prognosen rimelig god. Derimod er der en dårlig prognose, hvis canceren har spredt sig til fx knogler og lymfeknuder. Komplikationerne i forbindelse med prostatacancer kan ses som vandladningsproblemer, transfusions- krævende blodmangel, spontane brud på knogler og lammelser i benene pga. af sammenfald i ryghvirvlerne. Komplikationer ved hormonbehandlingen kan være hedeture og impotens.

Symptomer på impotens
Kilde: sundhedsguiden.dk – december 2005

Af Peter Lyngdorf, Overlæge i kirurgi og urologi

Hvad er impotens?
Ordet impotens betyder afmægtig. Det er en ganske dækkende beskrivelse af den følelse, en mand med rejsningsproblemer oplever. Han føler sig afmægtig og magtesløs, når han ikke længere er i stand til at opnå og opretholde en rejsning. Han må give afkald på én af livets store glæder og adspredelser – nemlig den seksuelle udfoldelse. At en mand ikke kan få rejsning behøver dog ikke at medføre, at hans seksualliv går i stå, for mange par oplever, at deres seksualliv kan blive tilfredsstillet på anden vis.

I de seneste år har sproget ændret sig. Man er gået væk fra ordet impotens, da det har en odiøs klang. I stedet anvendes betegnelsen erektil dysfunktion. Det betyder, at der er en defekt rejsningsmekanisme – altså en noget mere anonym måde at udtrykke, at patienten ikke kan få rejsning. [Red. Læs mere under www.rejsningsproblemer.dk]

Kan Salmonella bruges mod cancer?
Kilde DK: webredaktør Trine Brøndsted, sundhedsguiden.dk og The Telegraph 12.08.2010

Kræftceller er specielt farlige, fordi de er ”usynlige” overfor kroppens immunsystem, som normalt opsporer og dræber eventuelle abnormiteter. Salmonella kan anvendes i krigen mod cancer. Ny forskning har vist, at salmonella kan udløse kroppens eget forsvarssystem mod sygdommen.

Salmonella gør cancer-celler synlige
Forskere ved universitetet i Milano har opdaget, at når man behandler tumorer med salmonellabakterier, så kan man fremkalde en immunrespons i kroppen, der effektivt dræber kræftceller – og som samtidig vaccinerer mod yderligere vækst. Når man behandler kræftcellerne med salmonella bliver de ‘synlige’ for kroppens immunceller og dermed åben for angreb.

Gode resultater på mus
Forskere ved universitetet i Milano har fået systemet til at fungere på mus i laboratoriet og vil prøve behandlingen på mennesker næste år [red.: 2011]. Dr. Maria Rescigno, leder af forsøget på universitetet i Milano, forklarer, at salmonellabakterien funger som et ‘rødt flag’, der bevirker, at de farlige kræftceller bliver synlige. Den dosis salmonella, man i forsøget benyttede, er for lav til at forårsage skade i sig selv. Dr. Maria Rescigno forklarer, at immuncellerne i forsøget pludselig ‘opdagede’ og dræbte tumorceller i mus. I forsøget er det også lykkes at beskyttet musene, så kræften ikke bredte sig til andre dele af kroppen – en strategi, som minder om en vaccination.

‘Vi er meget glade for resultatet’, siger Dr. Rescigno, der håber, at nye, relaterede forsøg kan begynde i maj 2011. Forsøget er offentliggjort i The Journal of Science Translational Medicine.

Se mulighederne – ikke begrænsningerne

Frank-Hytten-1

Af Frank H. Hytten
Kilde: K-Nyt 2, 2003, s. 22-24

Download hele artiklen

Sådan blev jeg inkontinent
18. november 2009 – er datoen, hvor jeg fik det tredje stød samme år (2 dage efter at have lagt min far i graven, og min kone gennem mere end 30 år var afgået ved døden 5. juni på grund af cancer) – jeg havde prostatacancer. Prostataen blev fjernet 10. december, men det skulle vise sig, at canceren havde spredt sig og var kommet udenfor prostataen. Derfor måtte jeg efter aftale med lægen gennem 34 strålebehandlinger i efteråret 2011. To dage før dette møde fik jeg pludselig en ansigtslammelse, så jeg kunne gå fra mødet om canceren direkte til undersøgelse (blandt andet rygmarvsprøve) for lammelsen. Lægerne kunne ikke sige 100 % sikkert, hvad lammelsen skyldtes – jeg havde det hele (incl. borreliabakterier og forkølelsesvira)! Derfor fik jeg 14 dages behandling med både antibiotika og penicillin via drop 3 gange dagligt. Jeg var igennem andre undersøgelser, og en MR–scanning viste en ‘sidegevinst’ (lægesprog), en lille tumor på hjernehinden. En sammenligning med en tidligere MR–scanning viste, at tumoren var vokset og skulle fjernes, hvis jeg ville undgå at få epileptiske anfald.

Ansigtslammelsen fortog sig, og til sidst kunne jeg fløjte igen! 14 dage herefter begyndte jeg strålebehandlingerne og spadserede de ca. 15 km frem og tilbage til de fleste af behandlingerne.

Og nu hjerneoperationen mm.
Operationen var vellykket og efter opvågningen kunne en sygeplejerske fortælle mig, at de i forbindelse med operationen havde ‘moslet’ i lang tid med at få et kateter op. På grund af vanskeligheder, havde de måttet opgivet dette, og der var nu opsat et topkateter direkte ind i blæren. Lige før jul skulle jeg have dette kateter ud, men kunne ikke præstere det ønskede med hensyn til vandladningen, så jeg skulle komme igen 9. januar 2012. Denne dag fik jeg foretaget en kikkertundersøgelse, og jeg kunne ved selvsyn se, at der var en kraftig forsnævring i urinrøret på grund af arsammenfald.

Resultatet blev, at jeg skulle ‘slidses op’ under en ny operation 14 dage efter. Jeg havde allerede, inden prostataen blev fjernet i 2009, trænet knibeøvelser og havde været tæt efterfølgende; men denne gang (efter opslidsningen) kunne jeg ikke klare presset fra blæren, så jeg måtte have hjælp, først fra hjælpsomme urologer og efterfølgende fra ditto hjemmesygeplejersker.

Efter at have dyrket sport i mange år kan det, jeg var igennem, være en prøvelse, når jeg efterfølgende ville vandre og gerne lange ture. Jeg holder mig til denne artikels titel og tog det bare som en ny udfordring, selv om jeg selvfølgelig kunne føle, at inkontinensen påvirkede mig psykisk!

Hvis jeg ikke havde følt det før, var jeg nu pludselig underlagt tyngdekraften. Jeg havde ingen problemer i vandret stilling (sovende), og ikke så mange heller, når jeg sad ned; men når jeg gik eller stod, var der problemer med at holde igen på vandet.

Min udfordring bestod i at få dagligdagen til at fungere, når jeg ikke kunne være for langt væk fra et toilet: Jeg kendte gode toiletmuligheder i Aalborg, som jeg bor i nærheden af, men opdagede også nye toiletter, så det gik egentlig OK.

Vandreture – og forberedelse
På en vandretur i Nordspanien juli 2011 blev jeg stukket af et insekt, som sandsynligvis havde forbindelse med den senere ansigtslammelse. På denne Spanienstur havde jeg også truffet en dansk pige, som jeg nu planlagde en længere pilgrimsvandring med den efterfølgende sommer (2012). Turen skulle gå gennem det sydlige Frankrig og det nordlige Spanien.

Jeg havde et fint samarbejde og gode samtaler med de lokale hjemmesygeplejersker, så jeg var godt hjulpet inden turen. Jeg havde fået bleer og et par kasser med uridomer (kondom med ‘elefantsnabel’), som kunne forbindes til en pose i en holder fæstnet til låret. Desuden aftalte jeg med en god veninde, at hun kunne sende mig yderligere hjælpemidler, hvis der skulle blive brug for dette. Jeg vidste nemlig ikke, hvor og hvilke ting jeg kunne købe i Frankrig.

Når man er på vandring, er det med at have så lidt i rygsækken som muligt. Jeg plejer dog at have forfatteren Tolstojs samlede værker med. Det er nu engang min undskyldning for den tunge rygsæk. Denne gang var nederste rum også fyldt med hjælpemidler for min inkontinens, og jeg havde kun trænet i nogle få dage med brug af disse.

Efter et par samtaler, hvor cancer-lægen og hjernekirurgen kunne frikende mig, tog jeg af sted 13 dage efter min veninde, som jeg nu skulle prøve at indhente.

Brug af hjælpemidlerne undervejs
Jeg konstaterede hurtigt, hvilke hjælpemidler jeg skulle bruge og hvornår. I starten af turen vandrede jeg sammen med Raymond fra Calgary i Canada. Ham havde jeg allerede mødt og snakket med i Schiphol Lufthavn, Amsterdam, hvor vi delte en kold pizza. 2 dage senere fik vi følgeskab af Christian fra Nordfrankrig. Vi 3 gik omkring 40 km om dagen. På disse lange vandringer måtte jeg bruge uridom. Når jeg om aftenen havde badet på herberget, hvor vi skulle overnatte, brugte jeg ble.

Uforudsete hændelser overvindes
Turen blev pludselig en anden, da jeg, 4 dage før jeg skulle mødes med min veninde, fik en SMS fra hende, som fortalte, at hun var faldet ved et trappetrin og havde forstuvet foden og brækket en lille knogle. Fra at have vandret langt i småbjerge i 9 dage måtte jeg nu sige ‘adieu et bon chemin’ til mine følgesvende. De følgende 7 dage hjalp jeg den hjælpsomme kvinde, der havde herberget, med at vaske gulve og ordne toiletter – pilgrimme betaler, hvad de kan.

Jeg kunne nu ‘nøjes med’ at bruge ble, så det var først, da jeg skulle til en større by længere fremme på ruten – og da der pludselig var lidt over 100 km tilbage på ruten til et kloster, at jeg igen måtte ty til brug af uridomer. Efter et par dage fik min veninde gipsen af, og efter endnu 4 dage begyndte vi så at vandre. Hun ved hjælp af krykker de næste 90 km, og jeg ved at gå hurtigere foran med min rygsæk og derefter tilbage og hente hendes. Så efter nogle korte etaper, hvor jeg brugte ble, måtte jeg så igen i gang med uridomerne, nu hvor det gik lidt stærkere efter at min veninde kunne smide krykkerne.

Vi nåede ikke det mål, vi havde tænkt os hjemmefra, men fik en god og oplevelsesrig tur alligevel, hvor vi mange gange måtte se mulighederne – og ikke begrænsningerne.

I alt fik jeg vandret ca. 800 km, og der var kun et ‘uheld’ i forbindelse med brugen af de medbragte hjælpemidler. Det var ikke så galt, og jeg har selvfølgelig mod på flere af sådanne oplevelser og udfordringer.

Til sidst en tak til de urologer og sygeplejersker, som har hjulpet mig, så jeg kunne skrive ovenstående.

Urininkontinens efter fjernelse af prostata

MariaFilipMaren

Af Maria Byskov Kamstrup, Fysioterapeut (B.Pt.), Skejby Sygehus, Fysioterapi syd
Filip Storgaard Andersen, Fysioterapeut (B.Pt.) Sygehus Himmerland, Farsø
Maren Holst Gundersen, Fysioterapeut (B.Pt.), Behandlingscentret Østerskoven, Hobro
Kilde: KontinensNyt 3, 2009, s. 9-11

Download hele artiklen

Baggrund
De færreste forbinder bækkenbundslidelser med mænd og ved ikke, at inkontinens også kan være et stort og invaliderende problem for dem. Den manglende opmærksomhed i forhold til mandens bækkenbund medfører, at bækkenbundsproblemer lettere bliver tabu- belagt blandt mænd. Mange mænd er derfor slet ikke klar over, at de har en bækkenbund. En af de hyppigste årsager til inkontinens blandt mænd er prostatektomi. Umiddelbart efter en prostatektomi oplever flertallet at være inkontinente, men hovedparten opnår dog spontan bedring over tid, og kun fåtallet forbliver inkontinente.

En del af den behandling, der tilbydes i dag i forbindelse med prostatektomi, er instruktion i og information om bækkenbundstræning. Denne behandling udføres af fysioterapeuter og har til hensigt at forbedre bækkenbundens funktion og derigennem afhjælpe inkontinens. Hvorvidt, der er en effekt af bækkenbundstræning i forhold til at opnå kontinens, er uklar, men studier tyder på, at bækkenbundstræning kan være med til at afkorte tiden til kontinens.

Behandlingseffekten kan påvirkes af forskellige faktorer, bl.a. hvorvidt informationen, der gives, kan forstås og genkaldes, samt om den givne information er den relevante og nødvendige for de opererede. Mændene kan have oplevelsen af at have fået utilstrækkelig information, samtidig med at den sundhedsfaglige person mener at have givet en kvalificeret information både præ- og postoperativt. Denne uoverensstemmelse kan skyldes flere faktorer, bl.a. hvornår informationen gives, hvordan den gives, og i hvor høj grad mændene er i stand til at genkalde den. Flere studier forsøger at få indblik i, hvilke bekymringer og postoperative behov, som mænd, der har fået fjernet prostata, har. Formålet har været at optimere behandlingen således, at mændene får lige netop den information, de har behov for. Generelt viste studierne, at mændene ville have gavn af supplerende opfølgning efter udskrivelse, så det var muligt at få svar på opståede spørgsmål og derved undgik forvirring og frustration. Tiden efter udskrivelse blev af nogle beskrevet som stressende og frustrerende pga. oplevelsen af manglende information om hverdagen efter udskrivelsen og oplevelsen af manglende støtte fra fagfolk.

Inkontinensproblemet blandt mænd finder vi specielt relevant, da antallet af nydiagnosticerede prostatacancertilfælde i de senere år er steget markant fra 1.641 tilfælde i 1997 til 3.087 i 2006 (Sundhedsstyrelsen, 2008). Denne stigning vil naturligt have medført flere operative fjernelser af prostata og dermed flere tilfælde af inkontinens blandt mænd. Dette mener vi, skaber et behov for at se på, hvilken behandling disse mænd tilbydes i dag, og om denne er tilstrækkelig eller kræver optimering. Vi finder det vigtigt, at det fysioterapeutiske fagområde følger med udviklingen, så vi hele tiden kan tilbyde borgerne en optimal og kvalificeret behandling.

Formål
Vores formål med projektet var at erhverve mere viden i forhold til den fysioterapeutiske behandling af inkontinens efter operativ fjernelse af prostata for derigennem at kunne optimere denne.

Metode
Til at undersøge dette anvendte vi en kvalitativ metode, hvor data fremkom gennem interview af mænd, der havde fået fjernet prostata operativt. I vores tilfælde anvendte vi kun informanter [red.: patienter] fra et sygehus, og det generelle behandlingsforløb kan derfor afvige herfra.

Når en mand skal have fjernet prostata, indlægges han dagen før. Manden får i forbindelse med operationen lagt blærekateter, som han skal gå med i 14 dage.

Ved robotassisteret operation vil manden typisk være indlagt 1-2 dage og ved den åbne operation 2-3 dage. Alle, der får fjernet prostata, ordineres til fysioterapi. Målet med denne behandling er, at mændene opnår en hverdag uden eller med få inkontinensproblemer således, at de kan genoptage både fritids- og arbejdsliv. Det fysioterapeutiske behandlingsforløb beskrives herunder.

Præinstruktion
På indlæggelsesdagen informeres manden om det fysioterapeutiske behandlingsforløb samt undervises i bækkenbundens anatomi og funktion.

14 dage postoperativt
Efter kateterfjernelse laver fysioterapeuten en undersøgelse med inspektion, palpation og funktionstest af bækkenbunden. Derefter instrueres mændene i bækkenbundstræning og de øvelser, de skal lave hjemme.

3 måneders kontrol
Mændene møder til kontrol, for at klarlægge hvordan det går. Oftest vil de være så godt som kontinente og har derfor ikke brug for yderligere undersøgelse. Behandlingen går derfor ud på at progrediere øvelserne, så de kan vedligeholde det niveau, der er opnået og evt. forbedre det.

Har mændene stadig store problemer med inkontinens, gentager fysioterapeuten undersøgelsen og instruktionen, så de derved kan opnå bedre fornemmelse af øvelserne, og fysioterapeuten kan sikre sig, at de udfører knibene korrekt. I tilfælde af yderligere behov ses mændene ved halvårs- og årskontrol.

Derudover har de mulighed for telefonisk konsultation med fysioterapeuten under hele forløbet og kan ved behov indkaldes til ekstraundersøgelse.

Resultat
Vores projekt viste at informanterne var tilfredse med den fysioterapeutiske behandling. De havde en oplevelse af et forløb med kvalificeret personale, som udførte deres arbejde tilfredsstillende. Informanterne nævnte dog indirekte, at der var mulighed for optimering. De kom med udsagn om, at de havde glemt noget af den information, de havde fået undervejs.

Dette gav os indtryk af, at noget ikke havde fungeret optimalt.

Ud fra analyse og fortolkning opstod to mulige forslag til forbedring; en mere differentieret behandling samt en tidligere opstart af behandlingen. Vi fandt, at behandlingen af inkontinens efter fjernelse af prostata kan optimeres på den måde, at selve behandlingen bliver mere differentieret, end den er i dag. Denne differentiering kunne med fordel tage udgangspunkt i en vurdering af den enkelte ud fra International Klassifikation af Funktionsevne, Funktionsevnenedsættelse og Helbredstilstand (ICF). Det betyder, at nogen skal have mere og andre mindre behandling, end de får i dag. Ændringen kan økonomisk retfærdiggøres, idet den ikke kræver væsentligt øgede ressourcer men blot en omfordeling af de nuværende.

At påbegynde behandlingen tidligere kan medføre, at mændene opnår kendskab til og bevidsthed om deres bækkenbund inden operationen. Dette kan give dem en forståelse for, hvilken type træning de skal udføre efter operationen, hvorved anvendeligheden evt. kan øges. Vi mener dog, at effekten af en tidligere opstart kan være begrænset, da mængden af de ressourcer vi som mennesker besidder, kan være reduceret i svære situationer.

Gennem udarbejdelsen af vores projekt er vi blevet opmærksomme på, at evidensen for bækkenbundstræning til mænd med inkontinens er sparsom. Den forskning, der findes på nuværende tidspunkt, er primært kvantitativ, hvorfor specielt kvalitativ forskning på området er en mangelvare.

Resultatet af vores projekt samt de nævnte resultater af sygeplejerskers lignende studier, mener vi, belyser relevansen af flere kvalitative studier omkring mænds oplevelser efter operationen af den fysioterapeutiske behandling.

Vores projekt giver et fingerpeg om, hvilke forhold der i behandlingsforløbet er relevante ift. behandlingens anvendelighed. Fremtidige studier vil kunne skabe mere viden omkring disse forhold samt evt. føre til viden, som kan anvendes til yderligere optimering af den fysioterapeutiske behandling. Specielt vil det være relevant at arbejde videre med, hvorvidt der er en effekt af en tidligere opstart af behandlingen, idet informanterne selv efterspørger dette.

I vores projekt åbnede der sig en ny problemstilling på området, som kunne være relevant at arbejde med. Vores informanter udtrykte alle impotens som et stort problem, hvorfor det kunne være relevant at lave undersøgelser af bækkenbundstræning og dennes effekt på netop dette problem. I et interview til den norske netavis Forskning.no (Ressem, 2008) udtaler Siv Mørkved, på baggrund af hendes projekt om effekten af bækkenbundstræning til mænd efter prostatektomi, at hun i sin undersøgelse har fundet en positiv effekt af bækkenbundstræning ift. impotens. Dertil nævner Mørkved, at impotensproblematikken har mange årsager, og at bækkenbundstræningen ikke kan afhjælpe dem alle, men ifølge Mørkved er fordelen ved træningen kontra medicinal behandling, at den er uden bivirkninger. Med Mørkveds studie åbnes muligheden for, at vi som fysioterapeuter kan arbejde med problematikken fremover og evt. hjælpe mændene med deres impotensproblem. Vi ser dette som et relevant emne at arbejde videre med, idet både vores informanter og informanter fra andre studier påpeger dette som et stort problem.

Kildematerialer
Burt, J., Caelli K., Moore K. & Anderson M. (2005) Radical prostatectomy: men’s experiences and postoperative needs. Journal of Clinical Nursing. 14, s. 883-890.
Chang, P.L., Tsai, L.H., Huang, S.T., Wang, T.M., Hsieh, M.L. & Tsui, K.H. (1998) The early effect of pelvic floor exercise after transurethral prostatectomy. The Journal of Urology. 160, s. 402-405.
Davison, B.J., Moore, K.N., MacMillan, H., Bisaillon, A., & Wiens, K. (2004) Patient evaluation of a discharge program following af radical prostatectomy. Urologic Nursing, 24 (6), s. 483.489.
Milne, J.L, Spiers, J.A. & Moore, K.N. (2008) Men’s experiences following laparascopic radical prostatectomy: A qualitative descriptive study. International Journal of Nursing studies, 45, s. 565-574.
Moore, K.N. & Estey, A. (1999) The early post-operative concerns of men after radical prostatectomy. Journal of Advanced Nursing, 29 (5), s.1121-1129.
Parekh, A.R., Feng, I.M., Kirages, D., Bremner, H., Kaswick, J. & Aboseif S. (2003) The role of pelvic floor exercises on post-protatectomy incontinence. The Journal of Urology 170, s. 130-133.
Pilmark, V. (2003) Den forbudte bækkenbund. Fysioterapeuten 85 (4), s. 4-7
Ressem, S. (2008) Trening bedre enn viagra? Norge: Forskning.no. Lokaliseret den 28.05.09 på: www.forskning.no/artikler/2008/november/200678
Sundhedsstyrelsen (2008) Cancerregistret 2005 og 2006. Nye tal fra sundhedsstyrelsen. 12 (14). Lokaliseret d. 09.03.09 på: www.sst.dk/publ/tidsskrifter/nyetal/pdf/2008/14_08.pdf
Van Kampen, M., De Weerdt, W., Van Poppel, H., De Ridder, D., Feys, H. & Baert, L. (2000) Effect of pelvic-floor re-education on duration and degree of incontinence after radical prostatectomy: a randomised controlled trial. The Lancet. 355, s. 98-101.
Van Kampen, M. (2007) Evidence for pelvic floor physical therapy in men. I: Bø, K., Berghmans, B, Mørkved, S. & Van Kampen, M. [red] Evidence-based physical therapy for the pelvic floor – Bridging science and clinical practise. Philadephia, U.S.A.: Churchill Living-stone Elsevier.

Denne artikel er skrevet på baggrund af et bachelorprojekt udarbejdet på fysioterapeutuddannelsen i Århus.
Den fulde opgave kan downloades fra fysio.dk – se under bachelorprojekter fra juni 2009, VIA University College.