Alle børn er født af en mor

ulladue

Af Ulla Due, fysioterapeut, MS
Kilde: KontinensNyt 2, 2010, s.27

Download hele artiklen

Træning af bækkenbunden kan afhjælpe eller helt helbrede urininkontinens
Bækkenbundstræning anbefales internationalt som førstevalg til behandling af stressurininkontinens (red.: Anstrengelsesinkontinens), og det anbefales samtidig, at knibeevnen undersøges i forbindelse med undersøgelsen af kvinder med inkontinens. Man har fundet, at bækkenbundstræning kan afhjælpe eller helt helbrede urininkontinens hos op mod 50-70 % af dem, der træner. Usikkerheden ved flere studier er, at man ikke har undersøgt kvindernes knibeevne inden studiets start, og dermed kan man ikke vide, om kvinderne kniber korrekt. Hvis kvinderne var undersøgt og udredt inden, kunne man formode, at resultaterne ville være endnu bedre.

Det er ikke bevist, at bækkenbundstræning kan forebygge eller helbrede nedsynkninger. Men man må forestille sig, at en veltrænet bækkenbundsmuskulatur til en vis grad kan kompensere for skader på bækkenbundsmusklerne og skedevæggene, og dermed modvirke yderligere stræk på vævet. Hvordan trænes bækkenbundsmusklerne? Studier har vist, at personer med inkontinens ofte har nedsat muskelstyrke samt nedsat statisk og dynamisk udholdenhed. De spænder deres bækkenbundsmuskler for langsomt, opbygger ikke knibet hurtigt nok, eller kan ikke knibe på de rigtige tidspunkter. Et australsk studie viste, at inkontinente kvinder havde et uhensigtsmæssigt muskelaktiveringsmønster i forhold til kontinente (raske) kvinder. De inkontinente kvinder havde svage bækkenbundsmuskler, men prøvede at kompensere for dette ved at anvende mavemusklerne, og udviklede dermed et øget bugtryk. Forfatterne til studiet foreslår, at man altid begynder med forsigtige knibeøvelser i et genoptræningsprogram, så det korrekte muskelrekrutteringsmønster indlæres fra start. Forkerte aktiverings- mønstre gør træningen ineffektiv, og i værste fald mere skadelig end gavnlig.

Alt eller intet
Knibeøvelser er simple øvelser, som går ud på, at man lukker for endetarmsåbning, skedeåbning og urinrør ved bevidst at aktivere sine bækkenbundsmuskler.

Bækkenbundsmusklerne er spinkle muskler, og musklerne er sjældent tykkere end en finger. At knibe er en lille bevægelse, og et knib starter bagfra. Det betyder, at de fleste mennesker bedst kan mærke knibet omkring endetarmsåbningen.

Et knib går efter ‘alt eller intet’ loven, og man kan ikke beslutte, at man vil lukke for sit urinrør eller sin skede, uden at man samtidig lukker for endetarmsåbningen. Kvinder og mænd kniber på samme måde.

Hvert knib skal startes kvikt, og man skal for-søge at holde den samme spænding gennem hele knibet.

Det ultimative træningsprogram findes ikke, men det skal være simpelt. Man kan forsøge sig med 3 sæt med 10 knib i hvert sæt mindst en gang dagligt. Hvert knib holdes 10 sekunder, og der holdes en pause på 5-10 sekunder mellem hvert knib. Hold et halvt minuts pause mellem hvert sæt. Hvis man bliver meget træt, må pausen forlænges. Når man har god kontrol over knibet, kan man begynde at spænde kraftigere og efterhånden give sig selv sværere øvelser, såsom at knibe alle de gange i hverdagen, hvor man kan mærke, at trykket på bækkenbunden stiger.

Bækkenbunden og børnefødsler

En fødsel er en stor belastning for kvindens bækkenbund

underlivet2

Af Ulla Due, Udviklingsfysioterapeut, Master of Science
Kilde: KontinensNyt 3, 2007, s. 12-15

Download hele artiklen

Kvinder føder børn, som de altid har gjort det. De fleste føder uden større problemer gennem skedeåbningen, mens et mindretal får kejsersnit.

I den vestlige verden udgør en fødsel sjældent en helbredstrussel for hverken mor eller barn, men et fødsel er en stor præstation for kvinden og udgør en stor belastning af bækkenbunden. Risikoen for at få problemer med bækkenbunden, såsom ufrivillig vandladning (urininkontinens) eller nedsynkning af underlivsorganerne øges af børnefødsler. Desværre kan forekomsten af disse problemer sjældent forudsiges, og yngre kvinder, som dyrker sport og mange ældre kvinder får lignende problemer – også selvom de ikke har født børn.

Denne artikel beskriver, nogle af de konsekvenser en fødsel kan have på en kvindes bækkenbund, og forklarer en del af de typiske problemer, man kan have med sin bækkenbund.

Kvindens underliv
At det er kvinden som føder børnene, forklarer meget af forskellen på mænds og kvinders bækkenbund! En større åbning i bækkenet, stiller større krav til vævet, der holder organerne på plads og øger risikoen for følgevirkninger, fx nedsynkning af underlivsorganerne.

Bækkenbunden
Bækkenbunden består af bindevæv, muskler, nerver og blodkar og lukker bækkenet nedadtil.

Skedevæggene
Skeden udgøres af en spalte, som forbinder de 2 sider af bækkenet. Skedevæggene hæfter på indersiden af bækkenet. Den nederste del af skedevæggene deler hæfte med bækkenbundens muskler. Man tale om en forvæg og en bagvæg af skeden.

Bækkenbundsmusklerne
Bækkenbundsmusklerne er en samling af muskler, som lukker bækkenudgangen. Bækkenbundsmusklerne sørger normalt for, at vi kan holde på urin, luft og afføring. Hos kvinderne udgør bækkenbundsmusklerne desuden en hylde, som underlivsorganerne ligger på. Bækkenbundsmusklerne ligner i hovedtræk kroppens øvrige muskler. Vi er normalt i stand til frivilligt at spænde eller slappe af i musklerne. Det betyder også, at musklerne kan trænes: Vi kan fx øve os i at spænde musklerne (knibe), inden vi hoster eller løfter.

Muskulus levator ani
Hovedparten af bækkenbundsmusklerne udgøres af muskulus levator ani. Navnet betyder ‘løfter endetarms-åbningen’, og det passer meget godt med den fornemmelse man har, når man spænde sine bækkenbundsmuskler (kniber). Levator ani er flere små muskler, der udspringer fortil på indersiden af bækkenet og går bagud mod halebenet. Musklerne mødes i midtlinjen og sender muskelstrøg ind i skedevæggene, i mellemkødet og om bag endetarmsåbningen. Nogle af muskelstrøgene når helt om til halebenet.

Hvad sker der, når man kniber?
Bækkenbundsmusklerne er spinkle. Tilsammen er de på tykkelse med en finger. Et knib svarer til at lukke munden. Man kniber ved samtidig at lukke alle åbninger uden at spænde bagdel, inderlår og mavemuskler. Et knib starter bagfra.

Udover levator ani har vi lukkemuskler rundt om urinrøret (urethral sphincter) og rundt om endetarmsåbningen (sphincter ani). Disse muskler sammensnører henholdsvis urinrør og endetarmsåbning. Sammen med levator ani har musklerne betydning for, at vi kan holde på henholdsvis urin, luft og afføring.

Urinrørets lukkemuskel
Kvindens urinrør er 3-4 cm langt. Urinrøret er midt på omgivet af en lukkemuskel, der sammen med levator ani forstærker lukningen af urinrøret.

Endetarmens lukkemuskler
Endetarmen omgives af både en indre og en ydre lukkemuskel. Den indre lukkemuskel er under konstant spænding, hvilket har stor betydning for, at endetarmen holdes lukket. Den ydre lukkemuskel kontrollerer vi – i modsætning til den indre – selv. Når man lukker den ydre lukkemuskel, spændes levator ani automatisk. Når man skal lære at knibe er endetarmens lukkemuskel et vigtigt pejleområde.

Nerveforsyning
Bækkenbundsmusklerne er altid under en vis hvilespænding (tonus). Det skyldes aktiv påvirkning fra nerver udgående fra korsbenet. Er bækkenbunden og nerveforsyningen intakt, kan man se, at bækkenbunds-musklerne automatisk spændes fx inden et nys eller et host.

Skedevæggene og bækkenbundsmusklerne
Skedevæggenes ophæng kan sammenlignes med ledbånd i kroppen. Kroppens ledbånd kan ikke uden hjælp fra musklerne aflaste kroppens led. Omvendt er det hårdt for musklerne alene at passe på leddene. Samarbejdet mellem skedevægge og bækkenbundsmuskler fungerer på samme vis. Ved skader på skedevæggene skal musklerne arbejde hårdere for at holde underlivsorganer på plads i kroppen. Ved muskelskader kommer skedevæggene til at hænge uden ordentlig understøttelse.

Skader på bækkenbunden i forbindelse med en fødsel
De fleste kvinder får mindre bristninger i skedeåbningen i forbindelse med en fødsel. Nogle kvinder får desuden bristninger i bækkenbunds-musklerne, i urinrørets eller endetarmens lukkemuskler, eller får forstrækninger i skedevæggene eller af nerveforsyningen til bækkenbunden. Det kan dreje sig om både små og store skader, og man kan have flere småskader samtidigt.

Konsekvensen af disse skader kan være, at kvinden ikke kan knibe så kraftigt, som hun plejer, eller at knibet kommer for sent, så kvinden bliver inkontinent og får ufrivillig afgang af urin, luft eller afføring.

Skader på skedevæggene og bækkenbundsmusklerne kan også medføre, at underlivsorganerne begynder at synke nedad, og kvinden oplever tyngdefornemmelse og får en bule i skedeåbningen.

Skader på skedevæggene
Cystocele
Skader i forvæggen af skeden kan medføre et brok i skedevæggen: fx kan blæren synker ind i skeden. Dette kaldes et cystocele. Kvinder med cystocele kan have problemer med at tømme blæren. Mange kvinder genereres af buler fra skeden.

Livmoderprolaps
Træk i skedevæggene under en fødsel kan medføre, at toppen af skeden og livmoderen begynder at synke ned i skeden. Dette kaldes prolaps.

Rectocele – enterocele
Skader i bagvæggen af skeden (brist eller klip under en fødsel) kan medføre brok i bagvæggen af skeden: fx et brok i skeden så tarmen mærkes som en bule ind i skeden. Når bulen omfatter endetarmen og sidder midt i eller nederst i skeden, kaldes det et rectocele. Sidder bulen højt oppe i skeden og indeholder tyndtarm, kaldes det et enterocele. Mange kvinder med rectocele eller enterocele oplever, at de har svært ved at tømme tarmen.

Skader på endetarmens lukkemuskler i forbindelse med en fødsel
Omkring 3% fødsler gennem skeden medfører skade på den ydre og evt. den indre lukkemuskel. Det sker oftest hos førstegangsfødende. Konsekvensen kan blive problemer med at holde på luft eller afføring. Op mod hver tredje kvinder har problemer med at holde på luft, men det er heldigvis yderst få, der har problemer med at holde på afføring. Problemer med at holde på luft eller afføring skal ofte behandles på en specialafdeling. Se artikler i tidligere numre af KontinensNyt.

Smerter
Bristninger i mellemkødet vil som regel blive syet efter fødslen. Alligevel kan opheling af bristninger af og til give smerter ved samleje. Smerterne skyldes ofte, at arret i mellemkødet er stramt. Mange kvinder kan afhjælpe problemet med glidecreme eller med bedøvende salve (xylocain gel 2%). Efterhånden bliver arret blødere og mindre ømt. Enkelte kvinder er nødt til at få syningen ændret, for at få smerterne væk.

Hvad betyder skader på bækkenbunden i forhold til træning?
De fleste kvinder er instrueret i bækkenbundstræning (knibeøvelser) efter en fødsel. Flere studier har da også vist at bækkenbundstræning kan afhjælpe urininkontinens (ufrivillig vandladning) efter en fødsel. De få kvinder, som ikke har haft effekt af bækkenbundstræning, kan til gengæld være dybt frustrerede. Årsagen kan være mistillid fra et sundhedspersonale, som ikke tror på, at kvinderne har trænet i det omfang, de siger.

Hvis ikke kvinder har effekt af træning, er det vigtigt at undersøge, om de kniber korrekt. Det kan en fysioterapeut med specialuddannelse undersøge. Man kan ikke træne en stor nedsynkning af sine underlivsorganer væk. Man kan derimod lære at knibe på de rigtige tidspunkter og derved forhindre at skedevæggene presses længere ned ved anstrengelse.
For at træne skal man selvfølgelig have noget muskelvæv at træne med. Er musklerne svage og tynde, kan man ikke forvente den store effekt. Men det er ofte en god ide at fortsætte træningen. Der kan godt være effekt, fx i urinrørets lukkemuskel, selv om man ikke selv kan se det.

Hvorfor oplever mange først problemer efter overgangsalderen?
I de unge år er vi stærkere og har mere kvindeligt kønshormon i kroppen end efter overgangsalderen. Slimhinderne er fyldigere og klistrer så at sige urinrøret sammen, så vi ikke lækker. Bindevævet i skedevæggene og bækkenbundsmusklerne er også mere spændstige og kan kompensere for småskader på vævene efter fødsler. Med årene belaster vi kroppen, vævet udtyndes, og vi kommer let til at forværre skaderne.

Nogle kvinder kan klare sig ved mere ihærdig træning af bækkenbundsmuskler eller ved at tage stikpiller med kvindeligt kønshormon. Andre behøver en operation.

Hvad skal man gøre, hvis man har problemer med sin bækkenbund?
Såvel unge som ældre kvinder skal gøre sig klart, hvad de behøver, for at kunne fungere. Nogle kvinder kan gøre meget ved selv at komme i gang med at træne. Andre kvinder må acceptere, at træning ikke er nok og kan måske have glæde af en operation enten for at afhjælpe urininkontinens eller prolaps – eller begge dele. Det gælder cirka 10%. Andre har gavn af et hjælpemiddel, såsom et støttepessar som de kan anvende i hverdagen eller ved sport.

Der næsten altid hjælp at få!
Kan du genkende nogle af de symptomer, du har læst i denne artikel, og har du brug for hjælp til at løse dine problemer, kan du tale med din læge om det. Måske vil lægen henvise dig til en specialuddannet fysioterapeut, eller til en speciallæge. Det kan også være, at skal du henvises til yderligere udredning og behandling på et hospital, for at få den behandling der er mest optimal, for at du kan komme af med dit inkontinens – eller nedsynkningsproblem.

Forvæggen af skeden
Blæren hviler på forreste skedevæg og urinrøret sidder fast i skedevæggen.

Livmoderens støtte
Livmoderen og livmoderhalsen holdes oppe i kroppen af bånd (ligamenter) som hæfter på bækkenvæggene.

Bagvæggen af skeden
Bagvæggen ligger foran endetarmen og danner væg mellem tarm og skede.

Risikoen for skader øges:

  • jo ældre man er
  • når man føder
  • hvis man føder et stort barn
  • hvis der bliver lagt klip eller brugt kop
  • hvis man har en lang presseperiode.

Bækkenbundstræning til gravide og barslende kvinder

SorenBrostrom

Af Søren Brostrøm, Overlæge, gynækologisk afdeling, Herlev Hospital
Kilde: KontinensNyt 3, 2010, s. 19

Download hele artiklen

4 ud af 10 kvinder oplever urininkontinens i årene efter deres første fødsel
Hos mange er generne heldigvis forbigående, men har man haft inkontinenssymptomer i graviditets- og barselsperioden, fordobles risikoen for blivende inkontinens senere i livet. Udviklingen af stressurininkontinens, hvor de ufrivillige urinlækager er relateret til host, nys og anden fysisk anstrengelse efter graviditet og fødsler, skyldes formentlig en skade eller svækkelse af de muskler og bindevæv, der udgør urinrørets lukkeapparat. 1 ud af 10 kvinder udvikler inkontinens for tarmluft og afføring efter fødslen, hvilket ofte opleves som et mere belastende og mere tabubelagt problem end urininkontinens. Bristninger af lukkemusklen, der ses hos 2-5 % af førstegangsfødende, bidrager væsentligt til risikoen for at udvikle inkontinens for tarmluft og afføring.

Positiv effekt af efteruddannelse af personalet
Et hovedelement i forebyggelse og tidlig indsats overfor udviklingen af inkontinens i tilslutning til graviditet og fødsel har været efteruddannelse af sundhedspersonale med fokus på skånsomme forløsningsteknikker og bedre diagnostik og reparation af fødselsskader. Centralt i denne indsats står også træning og genoptræning af den gravide eller barslende kvindes bækkenbunds-funktion. Bækkenbundstræning kaldes også ‘knibe-øvelser’. Målet med knibeøvelserne er at opnå en hurtigere muskelsammentrækning før eller under fysisk anstrengelse samtidig med en øget muskelstyrke.

Forebyggende bækkenbundstræning giver positiv effekt
Videnskabelige studier har vist, at kvinder, der bækkenbundstræner under graviditeten, kan halvere risikoen for at få urininkontinens i slutningen af graviditeten eller i den tidlige barselsperiode. 3-6 måneder efter fødslen er det svært at påvise en blivende effekt af bækkenbundstræning. Muligvis fordi mange kvinder holder op med at træne intensivt. Hos kvinder, der allerede har symptomer på urininkontinens i deres graviditet, kan bækkenbundstræning hjælpe 1 ud af 5, og hos kvinder med inkontinens for afføring kan bækkenbundstræning hjælpe halvdelen. Det betyder formentlig meget, hvor intensivt man træner. De bedste resultater synes at være i træningsprogrammer med 12 ugentlige træningssessioner hos en specialuddannet fysioterapeut.

Offentlige tilbud om forebyggelse skåret væk
Desværre er alle tilbud om fysioterapeutisk fødselsforberedelse og -træning skåret væk på de danske hospitaler og udbydes nu kun af private aftenskoler m.v. Der tilbydes i reglen kun bækkenbundstræning til kvinder på hospitaler efter komplicerede fødsler, fx skader på lukkemusklen, mens kvinder der ikke vurderes at have behov for en tæt tværfaglig indsats må søge hjælp i privat regi. Med strukturreformen fra 2007 kan sidstnævnte også tilbydes i kommunalt regi, hvis hospitals- læge eller egen læge henviser til det, men det er uvist, hvor meget dette tilbud anvendes. Nogle primærkommuner vil henvise patienten til enekonsultationer med specialuddannede fysioterapeuter, mens andre vil tilbyde holdtræning. Der er behov for at tilbuddene kvalitetssikres og ensrettes på landsplan.

Danske Fysioterapeuter vedligeholder en oversigt over terapeuter, der kan henvises til ved behov for bækkenbundstræning se www.gynobsgruppen.dk.

Brug urinbind, når du har født

40271

Af Line Pedersen, journalist
Kilde: KontinensNyt 3, 2007, s. 7-8

Download hele artiklen

Anne-Birthe Holm-Rasmussen fra SCA forklarer forskellen på urinbind og hygiejnebind.

Hygiejnebind eller urinbind?
Mange nybagte mødre vælger at bruge hygiejnebind som beskyttelse, når de har svært ved at holde tæt før og efter fødslen. Men hygiejnebindet er ikke til tyndtflydende væske som urin. Urinbindet derimod opsuger og indkapsler væsken – og fjerner desuden lugtgener, påpeger konsulent Anne-Birthe Holm-Rasmussen fra SCA, som her forklarer forskellene på de to beskyttelsesformer.

Cirka 8 uger før jeg fødte, kunne jeg pludselig ikke holde på vandet, når jeg skulle løfte noget, eller hvis jeg skulle nyse eller hoste’, fortæller Trine på 32 år, som fik sit første barn, en lille dreng, i november 2006. ­– ‘Og også efter fødslen var det et problem. Efterhånden kunne et almindeligt trusseindlæg eller bind ikke klare det, og jeg tog mig sammen til at prøve et Tena-bind, som jeg havde en prøve af. Jeg syntes først, det var lidt pinligt, men da det fungerede godt, blev jeg ved med at bruge dem’.

De fleste højgravide og første-, anden- og tredjegangsfødende kan nikke genkendende til Trines oplevelse af ikke at kunne holde tæt. Bækkenbunden fungerer ganske enkelt ikke helt, som den plejer.

Bækkenbunden er overbelastet
Tilstanden kaldes stressinkontinens (red.: Anstrengelsesinkontinens). Det har intet med blæren at gøre, men er et udtryk for, at bækkenbunden er svag. Bækkenbunden er den ydre lukkemuskel, der medvirker til, at man kan holde tæt i forbindelse med belastninger som fx host, nys, latter eller andre belastninger, hvor mavemuskler og bækkenbund involveres.

‘Det er ikke så rart for den gravide eller nybagte mor, for resultatet er ofte, at trusserne er mere eller mindre konstant våde af urin’, fortæller sygeplejerske Anne-Birthe Holm-Rasmussen.

‘Men det er meget normalt at være stressinkontinent i forbindelse med en fødsel. Og urinbind kan derfor være en stor hjælp. Men det er vigtigt, at man får lagt bækkenbundsøvelser ind som en del af de daglige rutiner, så tilstanden ikke bliver permanent’, fortsætter Anne-Birthe Holm-Rasmussen.

Forskel på væsker – og på bind
Det er særligt i tiden umiddelbart inden og i ugerne efter fødslen, at de fleste kvinder har brug for beskyttelse, fordi deres bækkenbund har været udsat for en meget stor belastning.

Mange vælger i den situation et hygiejnebind som beskyttelse. For det er den type bind, vi alle sammen kender fra menstruationen. Men hygiejnebind giver ikke den bedste beskyttelse, når det er urin, der skal opsuges.

Det er langt bedre at vælge et urinbind, fordi det er opbygget anderledes og lavet til at absorbere tynd væske som urin. Hygiejnebind er derimod lavet til at absorbere blod og slim fra livmoderen, altså tyktflydende væske – i mindre mængder.

Heller ikke trusseindlæg er en god løsning, påpeger Anne-Birthe Holm-Rasmussen, og forklarer, at trusseindlæggene er lavet til at absorbere udflåd i perioden mellem menstruationerne, altså små mængder lettere tyktflydende væske.

Urinbindet indkapsler væsken – og lugter ikke
Opbygningen og evnen til at opbevare de forskellige typer væsker er vidt forskellig. Urin er tyndt som vand og kan komme både sivende og hurtigt. Det kræver, at bindet kan opsuge urinen hurtigt og fastholde det inde i bindet. Til det formål indeholder urinbind såkaldte superabsorbenter i bindets kerne. ‘Superabsorbenterne ligner små sukkerkorn, og de fungerer i praksis ligesom husblas’, fortæller Anne-Birthe Holm-Rasmussen. ‘De opsuger urinen meget hurtigt og fastholder den, så den ikke kan presses ud igen, når man sætter sig ned eller er fysisk aktiv. Det giver en stor tryghed, fordi man kan være sikker på at urinen ikke presses ud af bindet, og samtidig kan man være sikker på at føle sig tør. På den måde bliver huden heller ikke udsat for konstant fugtighed, som ellers typisk vil medføre kløe, irritation og eventuelt svampeinfektion’.

Kernen i urinbind har desuden en lav pH-værdi, som naturligt hæmmer udviklingen af lugt. Den lave pH-værdi har også en gunstig indvirkning på underlivet, som generelt har en lidt lavere pH-værdi end andre steder på kroppen. Det er kroppens egen måde at bekæmpe bakterier, og den funktion understøttes af den lave pH-værdi i urinbindet.

Hvordan vælger man det rigtige urinbind?
Start med det mindst mulige urinbind, og find ud af, hvad der passer bedst. Urinbindene findes i mange forskellige størrelser. Det er derfor muligt at finde præcis det bind, der dækker ens behov. Ofte suger bindene langt mere, end man kan forestille sig.

Det er vigtigt at bruge tætsiddende trusser, der i skridtbredde svarer til bindets bredde, så opnår man den bedste sikkerhed mod lækager.

Urinbind skiftes i forbindelse med toiletbesøg og efter behov. Er bindet brugt, skal man skifte, idet bakterievæksten i bindet vil kunne medvirke til en urinvejsinfektion. Kvinder har et kort urinrør og bakterierne kan derfor let og ubesværet vandre op i blæren.

Forskellen på hygiejne og urinbind

  • Urinbindet er konstrueret, så det opsuger væske, der er tyndt som vand. Det opsuger både den væske, der kommer sivende, og den, der kommer hurtigt og i lidt større mængde. Det fastholder derefter væsken i bindets kerne. Urinbindet indeholder superabsorbenter i bindets kerne
  • der opsuger og indkapsler væsken
  • Hygiejnebindet er konstrueret, så det opsuger tyktflydende væsker som blod og slim fra liv-moderen, altså tyktflydende væske – i mindre mængder.

Rekvirer gratis prøver
Du kan fra flere firmaer rekvirere gratis prøver, så du ved, hvilken størrelse og type, der vil passe bedst til dig – kig under Kontinensforeningens firmamedlemmer.

Hvis du selv køber bind og bleer, så prøv dig frem. Der er mange muligheder på markedet. Urinbind og bleer kan købes i dagligvarebutikker, apoteker og materialister.

Find sammen med din læge og kommunens inkontinenssygeplejerske ud af, hvilken type bind, bleer og hjælpemidler, du har behov for om dagen og natten. Der kan søges bevilling via Servicelovens § 112.

Nemt at få hjælp
Hvis man ikke selv kan få trænet sin bækkenbund op til at holde tæt, er der mulighed for, at man søger hjælp. Man kan kontakte sin egen læge, eller man kan henvende sig til en GynObs-klinik, hvor specialuddannede fysioterapeuter giver gode råd og vejledning i genoptræning af bækkenbunden. Find adresser under rådgivning.

Jeg har et usynligt handicap

Interview med en 32-årig læge, som er inkontinent og ikke bryder sig om hemmelighedskræmmeri

Dorthe

Af Anne Mette Futtrup, Redaktionen.dk
Kilde: KontinensNyt 2, 2009, s. 22-24

Download hele artiklen

”Sting synger en sang, der går ’Every breath you take, every move you make…’. Den fortæller meget godt, hvor inkontinent jeg var. Hver gang jeg tog et skridt, hver gang jeg bukkede mig, lagde det ene ben over det andet, hostede, nøs, grinede … hver gang tissede jeg i bukserne.”

32-årige Dorte Høj Drostrup blev inkontinent, da hun fødte sit andet barn, sønnen Oscar, i maj 2006. I mange måneder kunne ingen forklare årsagen, først efter flere operationer blev hun hjulpet. I dag er handicappet mindsket. Men det forsvinder formentligt aldrig helt.

Foråret 2006 var lys og glad for den unge, sportsaktive kvinde, Dorte Høj Drostrup. Hun var gift med Anders og mor til 2-årige Anna. Efter medicinstudiet var hun i gang med speciallægeuddannelse til praktiserende læge. Og nu skulle hun føde det barn, hun ventede, og dermed øge familien til fire. Den tidlige sommer havde godt tag i Danmark.

Den unge kvinde glædede sig til at føde. Hendes datter Anna kom til verden ved kejsersnit, fordi pigen lå i underkropsstilling med rumpen nedad, og derfor var den kommende andengangsmor ekstra spændt på, hvordan det egentlig ville føles.

”Det var selvfølgelig smertefuldt, men også en fantastisk oplevelse at prøve at føde. Som sportsmenneske var jeg fascineret af at prøve kræfter med naturen,” fortæller Dorte Høj Drostrup.

De første dage efter fødslen kunne Dorte ikke holde på vandet. Urinen kom efter forgodtbefindende og sjældent efter Dortes ønske. Hun var noget chokeret over, at hun ikke selv kunne kontrollere sin tissetrang, men fik besked på, at alting skulle have tid til at falde på plads efter en fødsel.

Der gik en uge. Der gik to. Der gik en måned. To. Tre. Fire. Seks …
”Jeg var vildt inkontinent og meget ked af det. Min egen læge henviste mig hurtigt til sygehuset, hvor lægerne forsøgte at berolige mig med, at det ville blive godt, jeg skulle bare give det tid, lave mange bækkenbundsøvelser og måske gennem en enkelt operation på et senere tidspunkt. Men knibeøvelser havde ingen effekt. Jeg havde også forfærdelig ondt i mellemkødet og tog mange smertestillende piller,” fortæller hun om de første mange måneder efter fødslen.

Forsøgte at se det positive
Handicappet var et åg. Dorte Høj Drostrup måtte bruge store bind og erkende, at selv de 700 meter til datteren Annas vuggestue var tilstrækkeligt til, at bindet skulle skiftes.

”Jeg syntes, at det var meget uretfærdigt, at jeg var blevet inkontinent. Jeg var så ung, og inkontinens var noget, jeg forbandt med gamle koner. Men jeg forsøgte at se lidt humoristisk på det og troede på, at jeg kunne blive helbredt. Jeg gik og jokede med, at jeg skulle have en Tena-heldragt,” smiler hun.

Hun nægtede at være flov og skamfuld og holde det generende tisseri hemmeligt.

”Jeg fortalte det til venner og familie – og til min mødregruppe, som har været en fantastisk støtte i hele forløbet. Nogle havde svært ved at tale med mig om mit problem og lukkede fuldstændigt af. Jeg vidste godt, at inkontinens er et tabu. Men jeg blev alligevel rystet og skuffet over nogle reaktioner. Jeg mener, at det er et handicap på linje med andre handicaps – det er bare ikke synligt.”

Frustrationer og ubehag
Som månederne gik, blev Dorte Høj Drostrups humør dårligere og dårligere, inkontinensen styrede hendes liv. Alle løbeture og volleyball på højt niveau, som hun tidligere holdt så meget af, var udelukket. Det var vanskeligt at bevæge sig rundt i huset, og hun kunne dårligt lege med sine børn.

Hun skulle tilbage på job efter barsel, men hendes tidligere arbejdsplads havde toilet i kælderen, og det var en alt for stor belastning i hverdagen.

”Det var ren overlevelse at gå på arbejde. I den nye lægepraksis, hvor jeg fik arbejde, jokede kollegerne heldigvis med mig. De sagde, at jeg kunne låne en toilet-trailer, som en af deres patienter havde fremstillet, så han kunne tage sin syge hustru med på tur. Det hjalp lidt på humøret at grine af det. Men jeg var helt nede at bide i græsset,” fortæller Dorte Høj Drostrup om ventetiden til første operation.

Parallelt med de daglige frustrationer herskede den opslidende frygt for, at problemet aldrig ville holde op.

”Selv om man er læge, er man patient, når man er syg. Og jeg synes, at de undersøgelser, som inkontinente skal igennem, er meget ydmygende. Man skal for eksempel tisse i en spand midt i et undersøgelsesrum, mens undersøgeren venter lige på den anden side af døren. Jeg ved godt, at det ikke er noget at være flov over, men det er altså meget meget ubehageligt,” fortæller den unge læge.

Ja tak, endelig operation
”Jeg var bange for, at andre syntes, at jeg var blevet hypokonder. Jeg havde gået og grædt, når jeg var alene, et helt år, og som læge ved jeg, at kroniske sygdomme også påvirker hjernen. Nogle af os kvinder – måske især kvindelige læger – har lidt tendens til at tænke ”Ja, ja, du dør jo ikke af det, og vi har alle vores at slås med”. Men jeg er blevet meget skuffet, når jeg har mødt de kommentarer. Inkontinente har så ufattelig dårlig livskvalitet. Så da operation endelig kom på tale, var jeg glad og så frem til et normalt aktivitets- og familieliv igen”.

Enorme indgreb
Det viste sig, at Dorte Høj Drostrups bækkenbund var blevet ødelagt ved fødslen. Mellemkødsmusklerne var revet over, bagvæggen i skeden var krøllet sammen og presset op i en krog. Desuden var både forvæggen og højre sidevæg ødelagte. Dorte føle sig nu endelig bekræftet i, at det reelt stod slemt til. Og hun forventede ikke længere, at inkontinensen ville forsvinde af sig selv.

Operationerne var enorme indgreb, og efter den første gik der med Dorte Høj Drostrups egne ord 14 dage, før hun igen smilte.

Skedens for-, side- og bagvæg blev syet på plads, og mellemkødet lappet sammen. Blæren blev løftet op ad to omgange. Ved første forsøg blev den hæftet op indvendigt, hvilket ikke var nogen succes. Anden gang brugte man et såkaldt tvt-bånd, der fungerer som en slynge rundt om urinrøret. Båndet blev hæftet i mavemusklerne, trukket ind rundt om urinrøret og ført tilbage til mavemusklerne, hvor det blev hæftet igen.

Bedring kom hurtigt
De mange indgreb hjalp på Dorte Høj Drostups inkontinens og gav hende en vis kontrol tilbage.

”Nu er der ikke så meget Sting-sang over det mere. Jeg kan gå flere skridt, uden det siver. Dagligdagen fungerer langt bedre både hjemme med familien og i de skiftende stillinger på sygehusafdelinger, som jeg skal igennem i speciallægeuddannelse til praktiserende læge.” Operationerne kunne imidlertid ikke hjælpe hende tilbage til den sportsaktive tilværelse, hun nød før i tiden. Og hun bruger stadig bind både nat og dag. ”Jeg er optimistisk af sind og sikker på, at inden jeg bliver gammel og grå, har flere forskere fattet interesse for inkontinens og vist nogle nye alternativer. Første skridt mod et større fokus på sygdommen er, at patienterne er åbne, så omfanget bliver tydeligt,” siger hun. ”Det er absolut ikke kun ældre kvinder, der er inkontinente. Gennem mit job ser jeg en del yngre kvinder med inkontinens – og jeg har megen forståelse for deres problem.”

Klip og bristninger under fødsler kan forebygges

pregnantwoman

Af Marie Lau, journalist
Kilde: KontinensNyt 3, 2007, s. 4-5

Download hele artiklen

Fødselstræning med et ganske enkelt apparat forkorter fødslen og nedsætter risikoen for klip og bristninger
Briste, gå i stykker eller blive klippet i mellemkødet. Bare ordene skræmmer de fleste gravide. Og mens maven vokser, vokser også tankerne om risikoen ved fødslen.

Jordemoder Dorthe Madsen fra fødeklinikken MAIA snakker ofte med bekymrede gravide:
“De fleste siger: ‘Ååh, jeg håber ikke, jeg bliver klippet under fødslen’. Det er noget, mange kvinder er virkelig bange for. Alle gravide har jo hørt de her meget billedlige rædselshistorier fra andre kvinder, så de er nervøse. Derfor spørger de helt naturligt, hvad de kan gøre for at undgå at briste eller blive klippet.”

De fleste bliver syet
Og ser man på statistikken, er kvindernes bekymring begrundet. 80 procent af alle førstegangsfødende, der føder vaginalt, bliver syet, efter at baby er kommet til verden. Det viser tal fra fødselsregistreringen på Skejby Sygehus. Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at på landsplan bliver 15 procent af alle førstegangsfødende klippet i mellemkødet under en fødsel – og fem procent brister så meget, at endetarmsmusklen bliver helt eller delvist beskadiget.

Men den gode nyhed er, at der faktisk er noget, kvinderne selv kan gøre for at forebygge klip og bristninger. De sidste otte år har kvinder i Tyskland kunnet forberede sig på fødslen ved at træne med et simpelt apparat, som hedder Epi No, og nu er introduceret i Danmark. Ideen i apparatet er, at den gravide placerer en oppustelig slags ballon i skeden, som de langsomt kan puste op med et håndtag. Ballonen udspiler mellemkødet lidt efter lidt og forbereder på den måde vævet, så barnets hoved nemmere kan passere.

Intakt mellemkød
Apparatet er blevet testet videnskabeligt både i Australien og i Tyskland, og begge pilotundersøgelser viser, at det gør en forskel at bruge Epi No. Den australske undersøgelse viste, at 46 procent af de kvinder, der havde trænet, slap fra fødslen med intakt mellemkød, mens kun 17 procent i kontrolgruppen gjorde. Risikoen for bristninger faldt fra 49 procent til 28 procent. Den tyske undersøgelse viste, at risikoen for at blive klippet faldt fra 82 procent i kontrolgruppen til 49 procent i gruppen, der havde trænet med Epi No. Desuden tog udvidelsesfasen halvt så lang tid – den var 25 minutter kortere for de kvinder, som havde brugt Epi No.

Fysisk og mental forberedelse
Jordemoder Dorthe Madsen er ikke overrasket over tallene: “Der er både fysiske og psykiske fordele ved at forberede sig på fødslen. Den psykiske fordel er, at jo mere kvinden selv gør aktivt for at forberede sig på fødslen, jo mere tryg er hun i situationen, så hun kan mærke sin krop og gøre de rigtige ting på de rigtige tidspunkter. Den fysiske fordel er, at mellemkødet er forberedt på fødslen, og at kvinden er forberedt på, hvordan udspilningen føles”.

Hidtil har nogle danske jordemødre – blandt andre Dorthe Madsen – rådet gravide til at massere mellemkødet med olie i de sidste uger inden fødslen. Med Epi No har jordemødrene endnu en træningsform at foreslå bekymrede gravide. Forskellen på den traditionelle massagemetode og Epi No er, at effekten af Epi No er bevist – og at man med ballonen kan vide, præcis hvor utrolig meget, ens mellemkød kan udvide sig. Man begynder træningen i de sidste tre uger af graviditeten, og når man har nået at få ballonen op på 10 cm i diameter, svarer det til størrelsen på et barns hoved.

For de ressourcestærke
Jordemoder og phd-studerende Sara Kindberg er i gang med et dansk forskningsprojekt om syning efter fødsler. Hun mener, at det store spørgsmål er, om man kan få de gravide til at træne op til fødslen: “Ethvert tiltag, der kan nedbringe antallet af fødselsskader ville være fantastisk. Men det afgørende er, hvilke kvinder, man kan få til at bruge sådan et produkt. Ofte vil det primært være de ressourcestærke, som har overskud til at træne på den måde.”

Nej til klip
Dorthe Madsen fra fødeklinikken MAIA mener, at tiden til træning er godt givet ud: “Jeg kan anbefale Epi No til gravide som en mulighed for at træne op til fødslen.”

Navnet Epi No betyder ‘nej til klip’, og det tror jeg, mange gravide gerne vil sige. Klip og bristninger giver en masse gener i dagene med en nyfødt, så det vil da være en stor fordel, hvis kvinderne selv kan gøre noget aktivt for at undgå de gener. Generelt fokuserer vi i dag alt for meget på bekymring for fødsler og alt for lidt på at bakke kvinder op i, at de er klædt på til opgaven. Derfor er det så vigtigt at øge kvindens tillid til, at vi er skabt til at kunne udvide os utroligt. Tilliden øger sandsynligheden for, at alt går godt.”

Knib knib og knib igen

a-bach-demo

Af Charlotte Billeschou, journalist
Kilde: KontinensNyt 3, 2007, s. 10-11

Download hele artiklen

Når ca. 500.000 danskere ikke kan nyse, gå på trapper eller dyrke sport uden at dryppe i bukserne, så er der tale om en folkesygdom

Cirka 500.00 danskere kan ikke holde på vandet, fordi de lider af urininkontinens. 8 ud af 10 kunne slippe for den ydmygende lidelse, hvis de foretog knibeøvelser, siger fysioterapeut Anni Bach.

Når rundt regnet en halv million danskere ikke kan nyse, gå på trapper, grine, hoste eller dyrke sport uden at dryppe i bukserne, så er der tale om en folkesygdom. Alligevel søger kun få hjælp, fordi det er ydmygende og pinligt at fortælle, at man tisser i bukserne. Opfattelsen er også, at lidelsen ikke kan kureres, og det er en skavank, man mare må leve med som ældre.

Find dig ikke i det
‘Når hver tiende dansker lider af ufrivillig vandladning, også kaldet inkontinens, er det mærkeligt, at vi ikke taler om det. Inkontinens giver jo dårlig livskvalitet,’ fortæller fysioterapeut Anni Bach, medindehaver af Herlev Fysioterapi og Træningsklinik. Hun mener ikke, man skal finde sig i dryppen og ufrivillig vandladning, men søge hjælp hos læge, gynækolog eller fysioterapeut. ‘Der findes mange fordomme om inkontinens, men fakta er, at de fleste inkontinente kunne smide bleen og nøjes med trusseindlæg, hvis de trænede knibeøvelser og fik en stærk bækkenbund. Knibe-øvelser er nemt, gratis, uden bivirkninger og kan gøres hele livet. Man skal ikke finde sig i inkontinens’.

Inkontinens af svage muskler
Både mænd og kvinder lider af urininkontinens. Den hyppigste årsag er slap bækkenbund efter fx børnefødsler, overvægt, tørre slimhinder, som ikke holder tæt, hos ældre kvinder – hvad der i øvrigt nemt kureres med stikpiller. Hos mænd kan det være forstørret blærehalskirtel, der er årsag til dryp. Bækkenbunden er ca. en cm tyk. Den ligger som en plade af muskler nederst i bækkenet, hvor den holder organerne i underlivet på plads og styrer lukkefunktionen i urinrør, endetarm og skede. Hvis musklerne i bækkenbunden er svage, er det svært at holde på vandet.

To typer inkontinens er mest udbredt:
Stressinkontinens
‘Stressinkontinens (red.: Anstrengelsesinkontinens) er, når bækkenbunden belastes, fx af et host. Så drypper eller tisser man i bukserne, hvis musklerne i bækkenbunden er for slappe. To tredjedele af vores vægt ligger over bækkenbunden, derfor er det en stor belastning at løfte eller hoste. Omkring 80 % af alle med stressinkontinens ville blive hjulpet af bækkenbundstræning. Det er aldrig for sent at starte,’ siger Anni Bach.

Urgeinkontinens
Urgeinkontinens eller trang-inkontinens er den anden dominerende form. Når blæren fyldes, sendes blærens små sanseceller signal til hjernen, at det er tid til at tisse. Hos mennesker med urgeinkontinens er dette signal ‘forsinket’. Kort sagt føler en person med urgeinkontinens, at de skal tisse NU.

‘De får ufrivillig vandladning, inden hjernen registrerer, at de skal tisse. Det kan man lige så lidt styre, som at hjertet slår. Knibeøvelser hjælper kun en smule, men kan gøre hverdagen lidt nemmere,’ lyder det fra Anni Bach, som pointerer, at ufrivillig vandladning og tissetrang også kan skyldes andre lidelser, og at det altid er vigtigt at blive undersøgt hos lægen, som kan stille en korrekt diagnose.

Kilde: HerlevBladet 7.2.2007 af journalist Charlotte Billeschou.
Med tilladelse fra HerlevBladets redaktion og fysioterapeut Anni Bach til at bringe interviewet.

Om inkontinens:

Forkert

  • Rammer kun kvinder
  • Man må finde sig i inkontinens, når man bliver gammel
  • Det hjælper at ‘knibe strålen over’, når man tisser
  • Rammer ikke unge
  • Kan ikke helbredes
  • Knibeøvelser kan hjælpe på alle typer inkontinens
  • Det er normalt at tisse 4 gange pr. nat
  • Sex giver stærke bækkenbundsmuskler.

Rigtigt

  • Det kan give underlivsbetændelse, hvis du ‘kniber tissestrålen over’
  • Både kvinder, børn og mænd kan lide af inkontinens, men mænd har en ‘anderledes’ bækkenbund end kvinder
  • Knibeøvelser hjælper, uanset din alder
  • Knibeøvelser kan delvist hjælpe ved urgeinkontinens
  • Knibeøvelser kan være medvirkende til at kurere inkontinens
  • Fedme belaster bækkenbundsmusklerne og kan give ufrivillig vandladning
  • En stærk bækkenbund kan give bedre orgasme.

Gode råd

  • Indarbejd knibeøvelser i din hverdag, og lav dem hele livet
  • Knib inden host, grin, løft eller hop
  • Gå til lægen, hvis du skal tisse mere end to gange pr. nat
  • Undgå at drikke noget et par timer inden sengetid
  • Er du i tvivl, om du kniber rigtigt, kan du få vejledning hos læge, gynækolog eller fysioterapeut. Fuld effekt af øvelser opnås efter ca. 3 måneder
  • Inkontinente kan søge økonomisk hjælp hos hjemmeplejen til fx bind, bleer, stiklagner mm.
  • Hold dig ikke, men tøm blæren når du skal
  • Drik omkring to liter væske om dagen
  • Knib, inden du rejser og sætter dig.

Kilde: Herlev Fysioterapi og Træningsklinik, tlf. 44 94 30 30.

, , , , ,

Prolaps/ nedsynkning af underlivet

Af Overlæge Vibeke Weltz

Er du udfordret af prolaps/ nedsynkning af underlivet?

Mange kvinder er udfordret af varierende grad af prolaps, dvs. nedsynkning af underlivet. Bl.a. kan det give gener i forhold til tømning af blære og i forhold til afføring.

Om prolaps/ nedsynkning af underlivet

Kvinder kan med alderen udvikle nedsynkning af underlivet. Nogen får nedsynkning af skedens forvæg (cystocele), nogen får nedsunken livmoder (uterus prolaps) og nogen får nedsynkning af skedens bagvæg (rektocele). Ikke sjældent ses en kombination, dvs. f.eks. både nedsynkning af skedens forvæg/blæren og livmoderen. Kvinder, som har fået fjernet livmoderen, kan også få nedsynkning af skedetoppen.

Der findes forskellige disponerende faktorer og risikoen for nedsynkning af underlivet stiger med alderen, efterhånden som bindevævet i kroppen ændres. Især når kvinden passerer overgangsalderen forekommer det oftere. Udover bindevævets beskaffenhed, er der også øget risiko for nedsynkning hos kvinder, der har gennemført mange graviditeter og født børn.

Nedsynkning af underlivet er en ganske ufarlig tilstand, men det kan give gener i form af tyngdefornemmelse og en følelse af, at noget kommer ud af skedeåbningen. Det kan f.eks. mærkes, når der løftes noget tungt, ved host eller fysisk aktivitet. Andre gange er fornemmelsen der hele tiden. Der kan også være besvær med at tømme blæren ordentligt. Hvis bækkenbunden er stærk, kan den nogle gange holde nedsynkningen på plads, dvs. holde ”bulen” indenfor skedeåbningen, men når bækkenbunden slapper af, kan ”bulen” glide ud igen.

Nedsunken livmoder kan behandles konservativt med forskellige typer silikone støttepessarer. Alternativt kan man blive opereret for sin nedsynkning.

Vil du gerne vide mere om emnet?

Kontinensforeningen er også for dig, der er udfordret af nedsynkning af underlivet. Vi bringer løbende artikler i vores medlemsbrev om emnet, og hvis der er ønske fra vores medlemmer om det, afholder vi meget gerne webinar eller temaaften om emnet.

Vil du gerne vide mere om prolaps/ nedsynkning af underlivet, så kan du bl.a. læse vores medlemsblad nummer 2 fra 2018, hvor vi bragte et stort temanummer om emnet. Læs det her: https://kontinens.org/wp-content/uploads/2018/08/K-Nyt-2-del-2-2018.pdf

Du kan også se Lægens Bord på DR1 fra den 24. sepetmber 2020: https://www.dr.dk/drtv/se/laegens-bord_-forvirring-og-frygt_209691. Cirka 24 min og 56 sekunder inde i udsendelsen forklarer Søren Brostrøm om nedsynkning og behandling.

Tørre trusser på trampolinen

trampolin

Af Birgitte Bregnedal, freelanceskribent og mor til 2
Kilde: KontinensNyt 2, 2008, s. 17

Download hele artiklen

Hvis jeg solgte havetrampoliner, ville jeg supplere den store sikkerhedsseddel med en folder til mødre. “Tørre trusser på trampolinen,” skulle folderen hedde, og det handler hverken om trampolinen som tørrestativ eller om lystbetonede trussetanker. Men derimod om hvordan moderskabet folder sig ud fra sin mindre sjove side. Folderen er til os mødre, for hvem det kneb med bækkenbundsøvelser efter fødslen, os der var skeptiske overfor gode råd.

Efter familiens første sæson med havetrampolin er jeg nogle bitterbule erfaringer klogere. Da trampolinen efter timers knoklen var samlet med fjedre, dug og sikkerhedsnet, fyldte den hele forhaven. Den var svær at komme udenom, så det var med spænding i kroppen, jeg tog mit første hop. Det eneste, der slappede af i mødet med den stramme trampolindug, var min bækkenbund. En gul lugt fyldte luften, og det kom bag på mig, at den hverken stammede fra smørblomst eller børnenes bukser. Så jeg gav op, sprang ned på græsset og forlod haven til fordel for en fyldning af vaskemaskinen. Trampolinhop var ikke noget for min bækkenbund, erkendte jeg med børnenes jubelskrig i ørerne. Men trampolinen stod og grinede af mig, mindede mig om, hvor det kneb. En torn i øjet, der fik mig til at tage kampen op. På den ene side en jomfrunalsk trampolindug med firs fjedre. På den anden min bækkenbund med 37 år og to børnefødsler på bagen.

Fast besluttet på at vinde tømte jeg blæren, for at forebygge selvudløsning i nedslaget. Derefter placerede jeg trusseindlægget og trak mig op på trampolinen. Hængende i luften, kneb jeg sammen, så min ansigtskulør gik fra bleg over rød til lilla, inden jeg mødte trampolindugen i første fight. Efter nogle hop var trusseindlægget kommet på arbejde. Jeg var sendt til tælling og forlod kampscenen. Men jeg holdt fast og gentog hele showet fra toiletbesøg til muskelspænding, inden jeg mødte modstanderen i andet sæt. Og kampen fortsatte med sammenbidt mine og anstrengelse i mellemgulvet. Da sæsonen gik på hæld, holdt spændingen hundrede hop. En rekord der gerne skal forbedres denne sæson, hvor vi igen folder trampolinen ud, så hele familien får glæde af den elastiske legeplads.

Den er ikke til salg, men hvis jeg skulle sælge trampolin til en anden hoppetosset mor med juniorer i baghaven, ville mine fem råd være: Tøm blæren, brug trusseindlæg, knib, tag en pause og start forfra. Vi er imidlertid nogle, der har modstand overfor gode råd, så jeg vil lade råd nummer seks lyse som en gulerod: Giv ikke op, den trampolintrænede bækkenbund kan nemlig også give dig fornøjelser udenfor sikkerhedsnettets cirkel.

Urininkontinens i forbindelse med graviditet og fødsel

momandbaby

Af Bent Brandt Hansen, Overlæge, Gyn.Obs. Klinik, Gentofte Hospital
Kilde: KontinensNyt 3, 2010, s. 17-18

Download hele artiklen

32 % – 64 % kvinder erkender urininkontinens i forbindelse med graviditet og fødsel
Urininkontinens er en tilstand, som mange forbinder med dét at være midaldrende eller ældre. Sandheden er, at urininkontinens også forekommer i yngre aldersgrupper! Specielt yngre kvinder er udsatte i forbindelse med graviditet og fødsel.

Hyppigheden af urininkontinens under graviditet varierer i forskellige videnskabelige undersøgelser. Hyppigheden afhænger bl.a. af, hvordan den konkrete undersøgelse er tilrettelagt. Har man anvendt spørgeskema? Hvordan har spørgeskemaerne været udformet? Er der tale om interview, eller er skemaet udfyldt af personen selv? Er mængden af lækket urin målt? Har temaet alene været anstrengelsesudløst urininkontinens eller har undersøgelsen involveret andre former for urininkontinens?

Et sted mellem 32 % og 64 % gravide kvinder erkender urininkontinens i forbindelse med graviditet og fødsel. Anstrengelsesudløst urininkontinens udgør hyppigste type. Med anstrengelsesudløst urininkontinens (også kaldet stress urininkontinens) menes en eller grad af urinlæk i forbindelse med fysisk anstrengelse. Generelt øges hyppigheden af urininkontinens og mængden af urinlækage efterhånden som graviditeten udvikler sig. Ligeledes øges hyppigheden af urininkontinens med antallet af graviditeter, som den enkelte kvinde har gennemført.

Årsagen
Årsagen til urininkontinens under graviditet er uafklaret, men skyldes formentlig en kombination af et øget tryk på blæren, samt den påvirkning graviditeten i sig selv har på de nedre urinveje.

Efter en fødsel falder hyppigheden af urininkontinens. Eller problemet ophører. Ofte – men ikke altid! Visse forhold kan ligefrem øge risikoen for fortsat inkontinens i månederne og årene efter en fødsel. Det gælder for eksempel en naturlig fødsel i forhold til et kejsersnit. Et kejsersnit rummer til gengæld andre risici såsom kirurgiske komplikationer og en øget risiko for foreliggende moderkage og bristning af livmoderen ved eventuelle efterfølgende fødsler. Selv efter fødsel ved kejsersnit foreligger en øget risiko for urininkontinens i forhold til kvinder, der aldrig har født. Efter 50-års alderen ses ingen statistisk forskel på, om kvinden har født naturligt eller ved kejsersnit i forhold til risikoen for at blive urininkontinent. Dette er formentlig et udtryk for at andre risikofaktorer i denne aldersgruppe har en større betydning.

Andre faktorer
Andre faktorer under fødslen, der kan have indflydelse på forekomsten af inkontinens efter en fødsel, er anvendelse af sugekop eller tang, klip i mellemkødet og barnets fødselsvægt. Den præcise betydning heraf er uafklaret.

I en undersøgelse foretaget på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Glostrup Hospital har vi forsøgt at vurdere betydningen af den første fødsel på hyppigheden af urininkontinens. I en spørgeskemaundersøgelse sammenlignede vi hyppigheden af urininkontinens ét år efter fødslen hos 1.012 førstegangsfødende kvinder med hyppigheden hos 3.000 kvinder, der aldrig havde født. Undersøgelsen viste, at 17 % kvinder, som aldrig havde født, erkendte urininkontinens! Blandt førstegangsfødende kvinder ét år efter fødslen var antallet endnu større, nemlig 29 %. Korrigeret for forskelligheder de to grupper imellem var den beregnede risiko for urininkontinens hele 2½ gange større hos kvinder, der havde født. Stressinkontinens var hyppigste inkontinenstype i begge grupper.

Der er fortsat mange uafklarede aspekter mht. sammenhængen mellem graviditet, fødsel og urininkontinens. Efter min mening, er der specielt brug for at afklare hvilke konkrete faktorer omkring en fødsel, der indvirker på forekomsten af inkontinens. Med en sådan afklaring får vi måske muligheden for at håndtere fødslerne på en måde, så man kan nedsætte risikoen, for at kvinder fremover får urininkontinens.

Om forfatteren

BentBrandtHansen

Bent Brandt Hansen
Overlæge, Gyn.Obs. Klinik, Gentofte Hospital.