Bliv din inkontinens kvit på under en halv time med en slyngeoperation

Martin-RudnickiCloseup

Af Johanne Duus Hornemann, freelancejournalist
Kilde: K-Nyt 2, 2011, s. 8-11

Download hele artiklen

Et ganske lille indgreb med høj succesrate og stort set uden bivirkninger eller komplikationer. Det lyder forjættende, men alligevel er det kun ganske få kvinder, der lader sig operere for inkontinens. ’Det undrer mig, for hvis vi bare kigger over til naboerne i Sverige, er der langt flere kvinder, der opereres og dermed bliver raske og slipper af med en meget generende lidelse,’ siger overlæge, dr.med. Martin Rudnicki.

Han har beskæftiget sig med inkontinens på et højt specialiseret niveau i over 15 år og gennemfører hvert år mange slyngeoperationer på henholdsvis Roskilde Sygehus og Privathospitalet Møn.

En slyngeoperation kan kun benyttes, hvis kvinden lider af såkaldt stressinkontinens, hvor man tisser eller drypper ved nys, hoste, løb eller anden fysisk anstrengelse. Det anslås, at der i Danmark er cirka en halv million kvinder, mænd og børn, som lider af en eller anden form for inkontinens. Godt en tredjedel – altså omkring 170.000 – er kvinder med stressinkontinens.
Antallet er så stort, at man med rette kan kalde inkontinens for en folkesygdom. Men en stille en af slagsen, for det er kun ganske få, der taler højt om deres lidelse. Ifølge en undersøgelse, som Kontinensforeningen foretog 2009, er inkontinens så tabubelagt, at 73 % af de kvinder, der lider af inkontinens, endnu ikke har talt med egen læge om problemet. Af dem, der havde talt med egen læge, ventede 50 % af kvinderne i 2 år eller mere, mens 17 % ventede mellem 5 og 15 år med at søge hjælp. Og kun 2 % havde fået foretaget en operation.

’Lige netop stressinkontinens er ellers en af de former for inkontinens, som er nemmest at behandle med et både godt og langvarigt resultat,’ forklarer Martin Rudnicki – og fortsætter: ’Man skal betragte sig selv som fuldstændig rask og helbredt efter en slyngeoperation og kan derfor også gøre al det, man ellers måske var holdt op med på grund af sin inkontinens.’

Fødsler er den største risikofaktor
Mange tror, at stressinkontinens er noget, der rammer særligt ældre kvinder, og som opstår i forbindelse med hudens og musklernes aldring. Men det er en sejlivet skrøne. De fleste kvinder, som Martin Rudnicki opererer, er mellem 30 og 60 år.

’Fødsler er den største risikofaktor. Særligt hvis man har haft komplicerede fødsler, født store børn, er blevet klippet og syet eller lignende. Men også tungt arbejde, operationer i underlivet eller andet, der belaster bækkenbunden, kan medføre stressinkontinens på sigt,’ siger han.

Derfor er det vigtigt at være opmærksom på sin bækkenbund og træne den med knibeøvelser hele livet. Mellem 15 og 30 % af de kvinder, der lider af stressinkontinens, kan nemlig kureres med knibeøvelser, men hvis man venter for længe med bækkenbundstræningen, eller hvis man udvikler en svær inkontinens, er en operation nødvendig.

’Så hvis din inkontinens er en belastning for dig i din hverdag, hvis du føler dig generet af det, og hvis det hæmmer dig fysisk og socialt, er det helt rimeligt at søge behandling. Jo før, jo bedre,’ konkluderer Martin Rudnicki.

Start hos egen læge
Første skridt er en konsultation hos egen læge. Her vil lægen spørge til det daglige væskeindtag, antallet af toiletbesøg og i hvilke situationer, man oplever inkontinens. Lægen bør ifølge Martin Rudnicki også spørge til, om patienten har født, hvordan eventuelle fødsler er forløbet, og om der har været andre belastninger af bækkenbunden i forbindelse med sygdomme, operationer eller andet.

’Desuden er det vigtigt at oplyse, om man tager medicin. For eksempel har antidepressiv medicin en negativ indflydelse på blærens funktion,’ siger han.

Dernæst bør lægen bede patienten om at lave et såkaldt væske-vandladnings-skema. Over et par repræsentative dage noterer man, hvor meget væske man indtager, på hvilke tidspunkter, hvor meget man tisser, samt i hvilke situationer man lækker urin.

’Herefter vil lægen foretage en samlet vurdering. I første omgang bliver patienten sandsynligvis henvist videre til en fysioterapeut, som kan vejlede i bækkenbundstræning (knibeøvelser). Viser det sig ikke at være tilstrækkeligt, henvises der videre til operation på et hospital,’ forklarer Martin Rudnicki.

Det tager ca. en halv time
Selve operationen foregår i lokalbedøvelse. Lægen laver to små snit i låret ved skedevæggen eller i bundvæggen, hvorfra den såkaldte slynge – et lille kunststofbånd – føres ind af det ene hul og ind under urinrøret og ud igen af det andet hul. Herefter strammes den til, så den får urinrøret til at lukke tæt.

’I Danmark laver vi operationen i lokalbedøvelse, for på den måde kan vi undervejs få patienten til eksempelvis at hoste. Vi kan så se, om slyngen er for slap eller for stram, og herefter få den lagt helt rigtigt. Det er naturligvis ikke et mantra, og jeg har også lavet slyngeoperationer på kvinder, der efter eget ønske var i fuld narkose, men det indebærer en lille risiko for, at slyngen ikke ligger helt perfekt,’ forklarer Martin Rudnicki.

Efter 15-30 minutter er det hele overstået, og de fleste kan gå hjem samme dag, når man har haft den første normale vandladning, og en sygeplejerske har undersøgt, om man tømmer blæren ordenligt.

’Det er ikke nogen kompliceret operation, og derfor er der sjældent bivirkninger eller komplikationer forbundet med en slyngeoperation. Sker det, er det som oftest urinvejsinfektion, der behandles med antibiotika eller blødning, der stopper af sig selv efter et par dage. Minimum 90-95 % af alle kvinder kommer gennem en slyngeoperation uden bivirkninger eller komplikationer overhovedet, så det er bestemt ikke et indgreb, man skal frygte – tværtimod,’ siger Martin Rudnicki.

Mange overraskes over, hvor nemt det går
Cirka 1 uge efter operationen, har slyngen sat sig fast i de membraner, som kvinden har i bækkenbunden. Så har man et stillesiddende job, kan man i princippet genoptage arbejdet efter et par dage, men er man dagplejemor eller zumba-instruktør eller andet med tunge løft og høj fysisk aktivitet, er 2 ugers sygemelding en god idé.

’Mange af de kvinder, jeg har opereret, har svært ved at forestille sig, at de nu er kurerede for deres inkontinens og tør ikke leve det liv, de levede, før de blev inkontinente. Men man skal betragte sig selv som helbredt og kan efter en uges tid løbe, motionere, hoppe og springe, som man har lyst. Det gælder eksempelvis også kvinder, der dyrker sport på eliteplan,’ siger
Martin Rudnicki.

Sexlivet må man dog lade ligge lidt længere, foreslår han. Man bliver nemlig syet i slimhinden i underlivet, og det er typisk først helet helt op efter nogle uger.

Kan man også føde børn efter en slyngeoperation?
’Det kan man godt, og der findes litteratur om fødsler efter en slyngeoperation. Vi ved bare ikke nok om, hvordan fødsler påvirker slyngen på langt sigt. Det kan muligvis give problemer, hvis man skal føde et stort barn, eller hvis der opstår komplikationer undervejs. Så planlægger man at få børn efter en slyngeoperation, kan det være en idé at tale med lægen og jordemoderen om et planlagt kejsersnit,’ siger han.

Bortset fra graviditet og fødsel er der ikke så meget andet, man skal være opmærksom på, forklarer Martin Rudnicki. Han kan bare ikke give garanti for, hvor længe operationen holder. Men foreløbig er statistikkerne på kvindens side.

’Vi har kun 15-20 års såkaldt follow-up-undersøgelser på slyngeoperationerne. De er til gengæld gode og viser, at slyngen efter så lang tid stadig har en rigtig god behandlingseffekt. Derfor er det også vigtigt at sige til kvinder med stressinkontinens, at vi har et glimrende behandlingstilbud, som kan hjælpe rigtig mange. Det er rimelig let tilgængeligt, det er ikke invaliderende, og der er kort tids sygemelding. Formentlig vil fremtiden desuden vise, at vi får endnu mere effektive metoder til at lægge slyngen og dermed endnu kortere operationstid, selvom det kan lyde usandsynligt. Men det er allerede på vej,’ siger Martin Rudnicki.

Om Martin Rudnicki
Født 1956.
Uddannet ved Københavns Universitet.
Overlæge, dr.med. ved gynækologisk-obstetrisk afdeling på Rigshospitalet og aktuelt ansat på Roskilde Sygehus samt tilknyttet Privathospitalet Møn.
Lektor ved Københavns Universitet med ansvar for udvikling og uddannelse af læger i fagene gynækologi og fødsler.
Gennem mange år haft ansvar for behandling af kvinder med inkontinens og prolaps, først på Rigshospitalet og aktuelt på Roskilde Sygehus.
Tidligere formand og bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Medicinsk Uddannelse samt bestyrelsesmedlem i Overlægeforeningen.

Botox mod inkontinens

botoxneedle

Af Per Bagi, Klinikchef, Urologisk Klinik, Rigshospitalet
Kilde: K-Nyt 3, 2014, s. 19

Download artiklen her

Siden 2002 har Rigshospitalet behandlet urininkontinente patienter med Botox. Behandlingen startede som et forsøg til patienter med rygmarvsskade. Behandlingen er nu også et standardtilbud til patienter med indikationen overaktiv blære udløst af nerveskade efter rygmarvsskade og dissemineret sclerose.

Det populære skønhedsfremmende giftstof Botox, også kendt som botulinum toxin eller pølsegift, er for mange synonymt med kosmetiske indgreb (fx udglatte rynker). Men behandlingsmulighederne med Botox som muskelafslappende lægemiddel rummer et stort potentiale. På Rigshospitalets Urologiske Klinik har rygmarvsskadede og sklerosepatienter i mere end 12 år haft glæde af Botox-indsprøjtninger mod overaktiv blære – også kaldet urgeinkontinens.

På baggrund af udenlandske erfaringer indledte vi som de første i Skandinavien behandlingen med Botox på forsøgsbasis til rygmarvsskadede tilbage i 2002. Til at starte med levnede vi ikke
Botox-behandlingen mange chancer, men det viste sig hurtigt, at metoden var en succes med meget få komplikationer.

Symptombehandling – næsten fri for bivirkninger
Botox-indsprøjtningerne sker ved hjælp af et kikkertindgreb (cytoskopi) med indstik i blærevæggen via urin-røret. Stoffet lammer blæremusklen og de uhensigtsmæssige spasmer i den overaktive blære. Den dosis Botox, patienten får, afhænger af den tilgrundliggende sygdom og patientens vanlige vandladningsform. Hos urgeinkontinente, der ’bare’ er inkontinente men selv kan lade vandet, vil man oftest give en lille dosis Botox for at dæmpe blæreoveraktiviteten og samtidig opretholde en normal tømningsfunktion. Viser det sig så, at der er givet for lidt eller for meget (fortsat overaktivitet respektive blæretømningsbesvær), kan dosis justeres ved næste behandling, således at normal blæretømning i reglen kan opretholdes. Gives en høj dosis Botox vil det være vanskeligt at lade vandet allerede efter få døgn, og patienter, der får en høj dosis, har derfor ofte behov for at tømme blæren med éngangskateter. Høj dosis anvendes dog fortrinsvis til patienter, der har nerveskader, og mange af disse patienter foretager i forvejen engangskateterisation som rutine. De alternative medicinske behandlinger i tabletform har ofte bivirkninger og er ikke nær så effektive som Botox.

Ja til standardbehandling – ekspertisen går forud
I september 2011 blev Botox godkendt i Danmark og i en række andre EU-lande til behandling af overaktiv blære forårsaget af rygmarvsskade eller dissemineret sclerose. Året efter blev behandlingen også godkendt til behandling af patienter med urgeinkontinens, som ikke skyldes ovennævnte sygdomme, såkaldt ’idiopatisk urgeinkontinens’. Og det forventes at få betydning også for de mange urgeinkontinente, som ikke er ramt af nerveskader.

Botox-dage på Riget
Rigshospitalet har med gode erfaringer indført faste Botox-dage, hvor patienterne bliver samlet i hold. Det er sket for bedre at kunne planlægge behandlingerne og undgå aflysninger på grund af akutte patienter.

Til at begynde med var vi ofte nødt til at aflyse eller udsætte konsultationen, når patienterne var mødt til den periodiske behandling. Nu samler vi 7-8 patienter til Botox-behandling hver anden fredag, hvor der er afsat et team bestående af en læge, sygeplejerske og portør samt en operationsstue til formålet hele dagen. Derved risikerer vi ikke i samme omfang som tidligere at måtte aflyse eller udsætte behandlingerne. Og det er til stor glæde for patienterne, som ofte kommer i kørestol eller anvender andre hjælpemidler pga. fysiske handicaps.

Hos rygmarvsskadede patienter er bedøvelse ofte ikke nødvendig pga. nedsat følesans, men hos patienter med følesansen i behold kan fuld bedøvelse være nødvendig, da indgrebet kan være smertefuldt, også selvom det kun tager 5-10 minutter at foretage.

Kilde: IndenRigs, Nyhedsbrev for Rigshospitalets medarbejdere nr. 13/11. Forfatteren har opdateret artiklen til K-Nyt i 2014.

Det handler om livskvalitet

lars

Af Lars Alling Møller, Overlæge, Gynækologisk Klinik, Rigshospitalet
Kilde: KontinensNyrt 2, 2007, s. 19-20

Download hele artiklen

Operation for anstrengelsesudløst urininkontinens forbedrer livskvaliteten
Operation for anstrengelsesudløst inkontinens forbedrer livskvaliteten! Tension free Vaginal Tape (TVT) er en effektiv metode til behandling af anstrengelsesudløst inkontinens hos kvinder. Metoden har været kendt i knap 10 år, og der foreligger i dag god dokumentation for, at operationen i betydelig grad forbedrer livskvaliteten.

Hvad er Tension free Vaginal Tape (TVT)?
TVT er i dag den hyppigste metode til operation af anstrengelsesudløst inkontinens. Knap 2.000 danske kvinder opereres årligt efter denne metode. I lokal eller fuld bedøvelse indopereres et kunststofbånd under urinrøret. Båndet virker mod inkontinens ved at understøtte urinrøret. Undersøgelser viser, at TVT-operationen selv efter mange år er effektiv.

Hvad er livskvalitet?
I videste forstand er livskvalitet meget personligt – og meget forskelligt fra individ til individ. Videnskabeligt måles livskvalitet ofte med et spørgeskema. Selvfølgelig svarer et spørgeskema ikke på alle spørgsmål, men viser i grove træk, hvordan verden ser ud. Den verden, der spørges til. Et spørgeskema kan fx svare på, hvordan kvinder oplever livskvaliteten før og efter en operation for urininkontinens.

Hvordan måles livskvalitet?
Livskvalitet består af mange aspekter. Hvordan praktiske opgaver klares, hvordan fremtiden opfattes, lysten og energien til at tage fat på nye opgaver mm. (Tabel 1). Det er vigtigt, at spørgsmålene er meningsfulde – både for den der spørger, og for den der svarer. Ofte bruger man internationale (engelske) spørgeskemaer oversat til dansk. Eksempler på engelske spørgeskemaer er Incontinence Impact Questionnaire (IIQ) og Urinary Distress Inventory (UDI), som begge spørger til, hvordan urininkontinens påvirker livskvaliteten. Tallet efter forkortelsen angiver, hvor mange spørgsmål spørgeskemaet omfatter: IIQ-7 omfatter 7 spørgsmål, UDI-6 6 spørgsmål og UDI-30 30 spørgsmål. Det er almindeligt at score påvirkningen. Et højt tal angiver en stor negativ påvirkning; et lille tal (eller nul) angiver en lille (eller ingen) påvirkning. Et nul er således udtryk for den bedst tænkelige livskvalitet.

Livskvalitet og TVT-operation
Der er udført mange videnskabelige undersøgelser af livskvaliteten før og efter operation for urininkontinens. Alle undersøgelser viser, at livskvaliteten forbedres markant efter operation med TVT (Tabel 2). Lige så vigtigt er det, at den opnåede gode livskvalitet holder sig – selv mange år efter operationen (Tabel 3).

grafTVT

Urininkontinens, sex – og TVT-operation
Som det fremgår af Tabel 1, er sexlivet ikke noget af det, der volder størst bekymring hos patienter før operation med TVT. Andre fysiske og psykiske symptomer fylder langt mere. Flere undersøgelser viser dog, at også sexlivet forbedres efter operationen.

Hvor sjov var jeg at danse med?

Interview med Lise Bendixen, der blev hjulpet af en TVT-operation

liseb

Af Randi Krogsgaard, cand.psych. og journalist
Kilde: KontinensNyt 3, 2006, s. 4-6

Download hele artiklen

Lise Bendixen er meget opmærksom på, om hun er attraktiv og pæn. Og hun føler, at hendes selvbillede krakkelerede, da hun blev inkontinent

“Det er gået op for mig, hvor tåbeligt det er, at man ikke taler om inkontinens.”

Ordene er Lise Bendixens. Den friske, søde kvinde på 39 år beskriver en situation, hvor hun oplevede tabuet på egen krop.

Jeg havde fået foretaget en TVT-operation for stress-inkontinens, og efter min rekreationsperiode løb jeg med en gruppe fra Sparta. En af de erfarne kvindelige løbere spurgte, hvorfor jeg havde været væk. Jeg fortalte hende åbent om min operation, fortæller Lise. Min løbepartner reagerede med at fortælle, at hun ingen problemer har med inkontinens under løb, for hun lader bare være med at drikke før løbet!!

Da Lise senere overhørte, at kvinden hviskende fortalte en anden løber om Lises operation, fyldtes hun med undren over, at denne information skulle formidles videre som en form for sladder. Blandt andet på grund af netop denne oplevelse, fortæller Lise gerne om sine inkontinens-problemer, der startede for tre år siden, og som betød, at hun følte sit selvværd krakelere.

Plaskvåde strømper
Lise ser godt ud, og hun elsker at danse og røre sig. – Jeg kan lide at se lækker ud og gøre noget ud af mig selv, fx når jeg skal til fest. Men hvor sjov er jeg at danse med, hvis jeg tisser i bukserne imens, siger Lise og fortæller om julefrokosten, hvor hun som sædvanlig var meget aktiv på dansegulvet. Ved et toiletbesøg opdagede hun, at hendes strømper var plaskvåde. Hvad er der sket her, tænkte hun, for hun havde ikke mærket, at urinen løb, mens hun dansede. – Jeg slog det hen og forklarede mig selv, at det bare var et uheld, fortæller hun. Men til en stor familiefest sommeren efter, gik det igen galt. Lise havde købt en fin, ny kjole, og hun dansede meget hele aftenen. Næste morgen opdagede hun en kæmpe plamage bagpå kjolen. – Jeg havde åbenbart igen tisset i bukserne, konstaterer hun.

Det løb bare
Egentlig startede problemerne for tre år siden, da Lise begyndte at løbetræne. Hun kunne ikke holde sig tør, mens hun løb, og hun kunne slet ikke mærke, at hun tissede under løbet.

– Det løb bare, fortæller hun, – og når jeg var færdig med løbeturen, kunne jeg konstatere, at mine bukser var våde. Jeg havde samme problem, når jeg hoppede i trambolin med mine børn. Hun begyndte herefter at løbe med bind på, og hun søgte rådgivning hos en fysioterapeut med speciale i inkontinens. Da Lise fortalte fysioterapeuten om plamagen på den fine festkjole, fik hun det råd at bruge en stor tampon i forbindelse med fysisk aktivitet. Den kan ‘knække’ urinrøret, og derved holde urinen inde i blæren, fortalte fysioterapeuten.

Så fint ud
– Det var vigtigt for mig at vide, at jeg ikke fejlede noget fysisk, som kunne være årsag til mit problem. Fysioterapeuten instruerede mig i knibeøvelser, men lige meget hjalp det. Jeg synes også, det var irriterende at bruge en almindelig stor tampon, så jeg købte en Contrelle-tampon (specialtampon), som jeg kunne have i under løb, og den hjalp, fortæller Lise, der også fik foretaget, en gynækologisk undersøgelse. – Jeg fik at vide, at ‘alt så fint ud’, men samtidig var beskeden, at ‘vi jo ikke alle kan være ‘bodybuildere for neden’.

Dumme oplevelser
Som tiden gik, blev situationen værre og værre. Lise kunne efterhånden ikke bevæge sig ud af huset uden først at have tisset af. – Hvis ikke jeg gør det, løber vandet bare pludselig ned ad benene. Jeg har haft mange dumme oplevelser, beretter hun, – jeg kan fx stå i en kø i Netto, og pludselig opdager jeg, at mine cowboybukser bliver våde, eller det samme sker, når jeg ikke kan finde nøglen til hoveddøren. Men i den situation er det jo alligevel ofte mørkt, så ingen kan se, at jeg har våde bukser – og de kan jo bare vaskes.

Ved et nyt besøg hos gynækologen fik hun forklaret, at hun har en fødselsskade efter sin sidste fødsel for 5 år siden. Skaden består i, at ‘nervebanerne ikke har fundet sammen’ efter fødslen.

Må planlægge
– Jeg ved, at jeg har fået en dårlig vane med at drikke alt for meget og derfor fylder jeg min blære unødigt – så det forsøger jeg nu at begrænse. Jeg kunne bare ikke forstå, at inkontinensen alligevel blev værre og værre, siger Lise, der hele tiden måtte planlægge sine toiletbesøg. Hun kunne fx ikke nå hjem fra arbejde, uden at tisse i bukserne, hvis ikke hun havde tisset af først. Og hun bor kun ca. en kilometer fra sin arbejdsplads.

Min mor skal ikke spekulere
Lise har vedtaget at være åben, men indtil videre er der ikke mange, der kender til hendes inkontinens. Selv den nære familie ved ikke alt. Hendes to børn på 6 og 10 år ved godt, at ‘mor tisser i bukserne’, for hun måtte bl.a. forklare, hvorfor hun ikke kunne løbetræne til familiemarathon. Og kun en enkelt kollega har fået at vide, at Lise har lidt problemer med at kunne holde på vandet, men egentlig er det værst at skulle indvi sin chef i problemstillingen, forklarer Lise. Hendes mor ved heller ikke noget, selv om også hun har svært ved at holde på vandet. – Vi er meget tæt, men hun skal ikke have det at spekulere over, synes Lise.

Selvværdet daler
Lise har et par gange oplevet at være inkontinent for afføring i forbindelse med menstruation. Det er sket, mens hun løb. Lises fysioterapeut har fortalt, at det ikke er unaturligt, at det forekommer og har givet hende nogle tips til, hvordan hun kan undgå det. Og det har hjulpet. – Det er et stort problem for min selvværdsfølelse, at jeg ikke kan holde på vandet, men specielt problemet med afføringen er rigtig svært, siger Lise, der prøver at organisere sig, så hun ikke bliver alt for ydmyget.

– Når jeg fx står i Netto og mærker, at bukserne bliver våde, er jeg egentlig ligeglad, men på vej hjem, er jeg grædefærdig, beskriver hun. – Det er frygteligt at stå i kø og tisse i bukserne. Det jeg tænker på er, om andre kan se, at mine cowboybukser er våde. Lise synes, det er pinligt, hvis andre fx tænker ‘nå hun har nok ikke lavet sine knibeøvelser’, for Lise er en pligtopfyldende person.

Hjernen ‘driller’
Lise fik ved årsskiftet foretaget en såkaldt TVT-operation. Den består af et lille indgreb, hvor man lægger en slynge omkring blærehalsen, så blærehalsen ‘knækker’. Det forhindrer stress-inkontinens (at man tisser i bukserne ved anstrengelse).

TVT-operationen hjalp på problemet med at holde sig tør på løbeturene. Men Lise kan stadig ikke holde sig, når hun er på indkøb. – Jeg har drøftet dette med fysioterapeuten, som har forklaret, at det er min hjerne, der spiller mig et puds. Jeg kan ikke registrere, når blæren er fyldt. Jeg har faktisk opdaget, hvor meget det mentale betyder, og det hjælper mig meget at vide, at ’kommunikationen’ mellem hjerne og blære kan være et problem, siger Lise, der øver sig i at holde sig og selv bestemme, hvornår hun skal på toilettet.

Grænseoverskridende oplevelse
Den proces, Lise har været igennem, har givet hende ord på problemerne, og det er dejligt og en lettelse. Hun er også tilfreds med, at hun blev opereret, selv om hun følte, at TVT-operationen for hende var en meget grænseoverskridende oplevelse. Først var der blæreundersøgelsen, der skulle foretages inden operationen. Her fik hun pumpet vand ind i blæren og skulle herefter hoste og hoppe, så man kunne måle, hvor meget urin, der røg ud igen. Og selve operationen, var ikke spor rar, beskriver Lise. – Personligt følte jeg mig magtesløs, fx da jeg ikke selv kunne bestemme hvor ‘hænderne’ skulle være. For personalet var det derimod en ren rutineopgave.

Berlin halvmarathon 2006
TVT-operationen foregik ambulant og tog en halv time. – Jeg var frisk og klar bagefter og havde ingen smerter. Jeg skulle blot have checket, om jeg kunne tømme blæren ordentligt, inden jeg gik hjem, fortæller Lise, der siden fortsat har holdt sig i gang.

Efter 3 uger gik hun som enhver anden. Lise begyndte at dyrke motion efter 4 uger og løber nu igen på fuld styrke. – Jeg kommer ‘tør’ hjem – hver gang, slutter Lise, der her i foråret har løbet Berlin halvmarathon helt uden problemer.

Kirurgisk behandling af afføringsinkontinens

Knyt3-06GRFK

Af Michael Sørensen, Overlæge, Hvidovre Hospital, Gastroenheden, kirurgisk sektion
Kilde: KontinensNyt 3, 2006, s. 7-9

Download hele artiklen

Hovedparten af patienter med afføringsinkontinens er kvinder
Kirurgisk behandling af patienter med afføringsinkontinens er blevet væsentligt forbedret gennem de seneste 10-15 år. Indførelse af nye behandlingsprincipper er gennemført, og en betydelig forskningsindsats har vist, at tidligere anvendte operationer kun fungerede for patienterne i få år.

Hovedparten af patienter med afføringsinkontinens er kvinder. Ofte er der tale om unge kvinder, som i forbindelse med en fødsel har fået revet endetarmens lukkemuskel (ringmusklen) over.

Komplikationen opstår hos omkring 4% af alle førstegangs fødende kvinder. På landsplan er der tale om ca. 1.500 unge kvinder med denne fødselskomplikation. På fødeafdelingerne landet over gøres en stor indsats for at sy læsionerne i endetarmens lukkemuskel. Sammensyningen bør foretages af en speciallæge i gynækologi.

Mere end 20% af disse kvinder vil på lang sigt få lettere eller sværere afføringsinkontinens, til trods for at disse kvinder er fuldstændig korrekt behandlet. Ultralydsundersøgelse af lukkemusklen vil hos disse kvinder ofte vise en stor defekt.

Operation på lukkemusklen
Behandlingen af en defekt i lukkemusklen består i en mindre operation. Ved operationen åbnes huden over lukkemusklen og de to ender af musklen opereres fri, således at de kan sys sammen.

Operation foregår normalt i fuld bedøvelse eller rygmarvsbedøvelse
Operationen kan foretages, også selvom det er flere år siden, skaden er sket. Resultaterne er dog bedst hos yngre kvinder hvor ca. 70% får forbedret kontinensen efter operation. Hos kvinder som opereres efter de er fyldt 50 år, vil mere end 50% ikke have effekt af operationen efter 5 år.

Sakral Nerve Stimulation
Operation af patienter med afføringsinkontinens var tidligere ret omfattende og bestod enten i flytning af muskler på baller/lår eller fremlæggelse af tarm (kolostomi).

Indførelsen af “Sakral Nerve Stimulation” i 1998 har ændret behandlingen af afføringsinkontinens dramatisk. Effekten af metoden testes ved at indføre en nål i korsbenet. Igennem nålen indføres en midlertidig elektrode som sluttes til en pacemaker. Nålen fjernes og pacemakeren bæres i et bælte på maven i 3 uger. Virker metoden – og det gør den hos hovedparten af patienterne – indføres en permanent elektrode under huden tæt på ballen. Pacemakeren placeres i under huden.

I det umiddelbare efterforløb oplever enkelte patienter smerter. Smerterne er som regel beskedne og kortvarige. Efter operationen bliver patienterne fulgt en gang om året. Ved kontrollen sikres, at pacemakeren og batteriet fungerer. Batteriet udskiftes normalt efter 10 år. Hos langt de fleste patienter fungerer pacemakeren.

Kirurgi ved mindre inkontinensgener
En del patienter har ufrivillig luftafgang eller siven af tynd afføring. Operation på lukkemusklen eller sakral nerve stimulation afhjælper normalt ikke disse gener. De seneste par år har man forsøgt med en ny teknik – “Bulking”. Et materiale – fx silikone eller patientens eget fedtvæv – indsprøjtes omkring lukkemusklen. De foreløbige resultater med disse teknikker viser en vis effekt, men det er for tidligt at udtale sig om langtidseffekten.

Kun få steder i Danmark behandles afføringsinkontinens på ekspertniveau. Selv om hovedparten behandles uden operation, er der fortsat et stort antal patienter, der har behov for kirurgi. Til den gruppe hører patienter med fremfald af tarmen (prolaps) der ofte oplever afføringsinkontinens. Der findes forskellige operationsformer for fremfald af tarmen. De mest skånsomme teknikker udføres ved operation gennem endetarmsåbningen. Ved denne teknik vil knap halvdelen inden for de følgende 5 år desværre opleve at tarmen falder frem igen. Derfor anvendes denne operation fortrinsvis hos ældre. Fremfaldet kan også opereres gennem bughulen. Det er en lidt større operation, hvor endetarmen løsnes ned til bækkenbunden og herefter sys fast til korsbenet. Effekten er tæt på 100% – men en del patienter oplever forstoppelse, som hos nogle kræver behandling med afføringsmidler.

Om forfatteren

MchlSrnsn75px

Michael Sørensen har arbejdet som overlæge på Hvidovre Hospital siden 2003 og har arbejdet med patienter med afføringsinkontinens gennem flere end 20 år. Han har bidraget med artikler til British Journal of Surgery, Diseases of Colon and Rectum, Gut, Ugeskrift for Læger m.m. Han har arrangeret videnskabelige møder omhandlende inkontinens og har holdt adskillige foredrag om emnet. Michael har undervist læger, sygeplejersker og fysioterapeuter på specialkurser samt optrådt som ugens gæst i Lægens Bord. Michael Sørensen har desuden indtil juni 2006 siddet i bestyrelsen i Dansk Kirurgisk Selskab.