Din telefon er mere klam, end du tror

bacteriaphone

Kilde: abena.dk
Redigeret af sekretariatschef Aase Randstoft, Kontinensforeningen
September 2013

Der er flere bakterier på din telefon end på dit toiletbræt
En række studier fra USA foretaget af Dr. Charles Gerba, der er mikrobiolog ved University of Arizona, viser at telefonen er den værste synder på kontoret med op til 50 gange så mange bakterier som på et toiletbræt, efterfulgt af selve skrivebordet, tastaturet og musen. Antallet af bakterier på kontoret steg i gennemsnit med op til 31 % i løbet af en arbejdsdag, og mange steder var der tilstrækkeligt med bakterier til at forårsage sygdom. Det kan anbefales at forebygge smitsomme sygdomme ved at desinficere sit kontormiljø og have en god håndhygiejne.

Desinfektionsservietter kan fjerne 99,9 % af bakterierne
I studierne fra University of Arizona brugte den ene halvdel af personalet på de forskellige testkontorer desinfektionsservietter til at rengøre deres skriveborde. Resultatet af undersøgelserne her viste, at bakteriemængden kunne reduceres med op til 99,9 %.

Det kan derfor anbefales, at kontorer bruger desinfektionsservietter til telefoner, mobilen, musen, tastaturet, skrivebordet, kaffemaskiner, dørhåndtag og andet ca. én gang om dagen, fx lige efter frokost. Hvis flere deler telefon eller skrivebord, kan det være en god idé at desinficere oftere.

God håndhygiejne og korrekt vask af hænderne er altid sygdomsforebyggelse for både børn og voksne.

Med bleer i baggagen

Interview med Hanne, som var 56 år, da hun fra den ene dag til den anden blev inkontinent for – urin og afføring

hannemodel

Af Randi Krogsgaard, cand.psych. og journalist
Kilde: KontinensNyt 2, 2006, s. 4-5

Download hele artiklen

– Jeg husker tydeligt den dag i 1993, da jeg blev inkontinent. Jeg faldt over en ledning. Ved faldet fik jeg ondt i ryggen, og jeg gik tidligt i seng, for at ‘komme mig’. Da jeg vågnede næste morgen, var hele sengen våd.

Katastrofalt og invaliderende
Hanne er i dag 69 år. Hun sidder i sin hyggelige solbeskinnede stue og tænker tilbage. I dag er hun enke, hendes mand døde i 2004, og hun lever på 14. år et liv, hvor hun skal indkalkulere sin inkontinens i alt, hvad hun foretager sig. Og Hanne er meget diskret. Hun klarer de praktiske problemer omkring bleer, vasketøj, uheld og tøjskift, så ingen bemærker noget. Det er både godt og skidt, for der er heller ingen, der ved, hvor stor en belastning, det er at leve på den måde.

– Folk tror bare, at inkontinens handler om, at man drypper, som en vandhane med en defekt pakning. Men når man har det som jeg, hvor der ikke er nogen som helst forbindelse mellem hjernen og henholdsvis blære og tarmfunktion, er det katastrofalt og invaliderende, fortæller Hanne, der har måttet affinde sig med at gå med ble altid.

Intet at gøre
Da Hanne faldt over ledningen i 1993, rev hun en nerve over. Det betød, at hun fik ‘ridebuksesyndrom’ . Hun blev følelsesløs i underlivet og på indersiden af lårene. Hun blev derved inkontinent for både urin og afføring. – Jeg har siden da prøvet alt for at bedre på situationen, men der er ikke noget at gøre, siger Hanne. Den manglende kontrol af kropsfunktionerne besværliggør dagligdagen i form af praktiske problemer og den konstante bekymring for at lække. Det fører til social isolation og stort besvær, blot Hanne skal i byen for at handle. – Hvis jeg skal ud af huset, må jeg tømme mig inden, så jeg ikke risikerer at få afføring. Hvis jeg sørger for at blive tømt ordentligt, har jeg et par timer, fortæller Hanne, der også altid sidder på et skånedækken for ikke at ødelægge møblerne.

Vaskemaskineruten i Norge
Nu skulle man tro, at Hannes liv blev totalt omlagt efter ulykken i 1993. Gennem hele livet har hun rejst meget – i sit første ægteskab, alene og i sit andet ægteskab. Og den fornøjelse ville hun ikke være foruden. Da ulykken skete, var Hanne i sit andet ægteskab. Hun havde en forstående mand og et dejligt sexliv, som de var enige om, at de ikke ville undvære, selv om det krævede særlige forberedelser. Desuden ønskede de fortsat at rejse med deres uundværlige campingvogn, som gennem årene nåede at køre 40.000 km i Europa og i Norden. Begejstringen for denne ferieform var større end betænkelighederne ved at rejse som inkontinent, selv om mængden af vasketøj, når man er i den situation, kan være problematisk. Men da Hanne mener, at problemer er til for at løses, har hun altid grebet det uhyre praktisk an. Et par måneder før vi skulle afsted på rejse, købte jeg fx masser af brugt sengetøj på loppemarkeder. Det blev stuvet ind i campingvognen og kasseret efter brug, siger Hanne, der også indrykkede annoncer i de nordnorske aviser, når turen gik den vej. I annoncerne søgte hun efter familier, der ville lægge vaskemaskine til. Disse annoncer gav god respons, og Hanne og hendes mand kunne tilrettelægge deres rute efter vaskemaskinerne. – Det var søde og forstående folk, som vidste, hvad problemet var, nogle af dem er mine venner i dag, fortæller hun.

Bleer med i bussen
Hanne har i det hele taget udvist stor kreativitet i løsningen af det problem, der blev hendes skæbne. Hun har heller ikke holdt sig fra at tage alene afsted på busture i Europa, selv om det indebærer en organiseret oppakning med en blekuffert, skiftetøj i ‘håndtasken’, vådservietter, vaskeklude osv. På spørgsmålet om hun har haft uheld, når hun var ude, svarer hun ork ja, men at ingen lægger mærke til det. – Jeg trækker mig lidt fra de andre, og så har jeg fx altid to af samme slags bukser, så jeg kan skifte uden at nogen bemærker det, fortæller hun.

Egen salve mod irriteret hud
Hanne er sygeplejerske af uddannelse og har altid interesseret sig for alternativ behandling. Det betyder, at hun fx fremstiller cremer og salver selv, bl.a. den salve, der forebygger, at hun bliver hudløs pga. sin inkontinens. Dén creme fik hun opskriften på, da hun engang besøgte en indianerstamme i USA, og den betyder, at hun aldrig har problemer med irriteret hud.

Større spande på toiletterne
Hannes meget praktiske tilgang til inkontinensproblemet har også betydet, at toiletterne i det lokale indkøbscenter er blevet forsynet med store affaldsspande til bleer. Det har hun personligt sørget for. – Der må jo være andre end mig, der har problemet, og som har brug for at smide bleer ud på et offentligt toilet. Og hvad kan der være i de små spande, der normalt er sat op – ingenting, siger Hanne, der gerne ser, at Kontinensforeningen tager fat i dette problem, som er et generelt problem for inkontinente.

Hannes rejsetip
Gem kasserede strømpebukser, klip dem af og brug dem som engangstrusser, når du rejser.

Rejsende i modetøj – med kateter i håndtasken

rejsende700px

Af Anne Mette Futtrup, Redaktionen.dk
Foto: Annemette Welling
Kilde: K-Nyt 4, 2011, s. 4-7

Download hele artiklen

Ikke én dag i løbet af de seneste 15 år har Trine Vinther vist sig i hvide bukser, i blå, røde, i grønne eller i nogen anden farve. Og så er hun endda i modebranchen. ’Jeg går altid i sorte bukser. For så er det ikke så nemt at se det, hvis bleen ikke kan holde’!

Hvert år kører Trine Vinther tusindvis af kilometer rundt i landet som sælger af dametøj. Med i bilen har hun bleer, katetre og meget andet udstyr, for trods urin- og afføringsinkontinens insisterer den 46-årige kvinde på et liv i vigør.

’Jeg tror, at jeg er det menneske i verden, der har tisset bag flest buske og træer og på flest åbne pladser med helt frit udsyn for interesserede.’

Bramfrit og grinende tæller Trine Vinther på fingre, mens hun fortæller, at hun har tisset både på Storebæltsbroen, på Øresundsbroen, bag en minimal busk ved havnen i Århus og bag en affaldscontainer midt i København. Foruden bag et utal af danske og europæiske vejtræer.

’Jeg er inkontinent. Derfor skal jeg, når jeg skal. Jeg kan ikke holde på det, som andre kan. Men jeg besluttede for mange år siden, at mit handicap ikke skal styre mit liv og sætte en stopper for mit arbejde. Derfor har jeg med årene fået et rimelig afslappet forhold til lige at springe om bag en busk og hive bukserne ned og tisse’, siger Trine Vinther.

Den 46-årige østjyske kvinde er rejsende i modetøj. Hvert år kører hun 40.000 km rundt i landet og sælger kollektioner til detailhandelen. Og flere gange om året rejser hun for sin arbejdsplads Ball Group fra den ene side af kloden til den anden for at vælge stoffer, designe kollektioner, besøge fabrikker, møde speditører og sørge for, at danske kvinder får det tøj i de farver, som Trine Vinther mener, at danske kvinder vil se smukke ud i.

Selv går hun altid i sort. For så ses det ikke så tydeligt, hvis bleen ikke kan holde på urinen, forklarer hun nøgternt.

Alle ved det
Den fattede erkendelse af problemet er en del af den måde, hun beskriver sit handicap på. Det er møgirriterende at være inkontinent og ufattelig pinligt at have uheld i fuld offentlighed, forklarer hun. Men det er ulige nemmere, når alle i familien og vennekredsen ved det.

’I starten var jeg flov over det. På et tidspunkt skulle jeg til nogle undersøgelser på sygehuset og fortalte veninderne, at jeg skulle ind og opereres for brok. Men da de kom på besøg, spurgte de selvfølgelig ’Hvorfor ligger du på Urologisk Afdeling?’ – Hvad skulle jeg svare? – ’Ja, det ved jeg da sørme heller ikke…’. Nej, jeg sagde: ’Ved I hvad, det er ikke brok – det er, fordi jeg tisser i bukserne’. ’Gør du?! Hvorfor har du aldrig sagt det?’ – mine veninder undrede sig! På det tidspunkt kunne jeg ikke svare på deres undrende spørgsmål!!, fortæller Trine.

Men da det endelig var blevet sagt højt, blev hun mere afslappet med det. Hjemme på ejendommen uden for Auning er det derfor lige så naturligt at se pakker med katetre som pakker med toiletpapir. Når Trine er på rejse med nye kolleger, sætter hun dem straks ind i situationen, så de forstår, hvorfor hun er altid er så fokuseret på at vide, hvor der er toiletter. Hun siger, at hun bruger ble dag og nat, godt kan tisse selv lidt, men også har brug for et ekstra minut og et rigtigt toilet 6-8 gange om dagen for at tømme sin blære gennem et kateter.

Og når hun skal fortælle, hvordan hun i praksis gør det, bruger hun fagter og tydelig tale: ’Jeg har altid et lille håndspejl med i tasken. Det lægger jeg på wc-brættet, så jeg kan se mellem mine ben og samtidig har begge hænder fri. Med den ene hånd skiller jeg skamlæberne, og med den anden hånd stikker jeg kateteret op i urinrøret. Normalt går det ret hurtigt. Men mange toiletsæder har desværre en lidt skrå kant, så spejlet ligger usikkert, og det kan stresse mig lidt, så jeg får ramt ved siden af og bakser med det. Hold da op, hvor har jeg fisket mange spejle op af toiletkummer rundt om i verden’.

Men hvad så med afføringsinkontinensen?
Ja, det er faktisk nemmere end urininkontinensen, forklarer Trine. For når hun bare er i nærheden af et toilet på det tidspunkt, hvor hun skal, går det problemfrit. Og det sker nogenlunde på klokkeslæt.

’Men jeg har da uheld, og det er hæsligt. For når jeg har uheld, er det jo typisk fordi jeg fx har tynd mave. Behøver jeg sige mere? Når det sker, må jeg bare hjem eller ind på et hotel og i bad, og så smider jeg simpelthen det beskidte tøj ud’, fortæller hun.

Hjernebetændelse gav inkontinens
Det er 15 år siden, Trine Vinther mistede evnen til at holde på vand og afføring. Hun havde gennem nogle uger været utilpas, haft ondt i leddene, i maven og i hovedet. Hendes læge kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. Og på sygehuset blev hun undersøgt for sclerose, for borrelia (infektion fra skovflåt) og alskens vira. Men uden konkrete svar. Hun fik det værre. På et tidspunkt kunne hun ikke komme af med vandet. Hun havde trangen, men kunne ikke.

’Det endte med, at jeg måtte på sygehuset og have lagt et kateter op for at få tømt blæren. Der var 1,3 liter, som var så meget, at blæren reelt kunne sprænge’, fortæller Trine. Senere oplevede hun, at alle sluser bare åbnede sig, og at hun ikke kunne holde på hverken urin eller afføring. Og endelig stillede lægerne diagnosen – Hjernebetændelse udløst af den 5. børnesygdom – som en blodprøve konstaterede, at hun havde haft.

Trine Vinther var i chok. Det var en dødelig sygdom, der lammede hele hendes krop og sendte hende i respirator. Der lå hun, mens lægerne behandlede og regerede.

Så forløb 7 år med sygdom og genoptræning, sorger og glæder. Langsomt forsvandt lammelserne – først i overkroppen.

‘Lægerne sagde, at jeg aldrig ville komme til at gå igen. Jeg tænkte, at så må jeg jo få en kørestol og blive handicappet elitegymnast eller noget andet aktivt. Jeg ville videre. Men benene var ikke det vigtigste. Hvis jeg dengang kunne få et ønske opfyldt – og kun ét – så ville det være igen selv at kunne styre urin og afføring’, fortæller hun.

Men sådan blev det ikke. Begge handicaps har fulgt hende siden, og i dag er hun afklaret med, at operationer kan bedre men ikke helbrede. Hun har desuden affundet sig med de følger, som inkontinensen har. Blærebetændelser, blærespasmer og nyresten.

‘De fleste ved, at blærebetændelser er ubehagelige. Men de færreste ved, hvor ondt det gør at have blærespasmer. Det gør så ondt i blæren, og man har tissetrang konstant uden at kunne. Og nyresten – det gør bare så ondt’, mindes hun.

Tilbage til livet
Lægernes forudsigelse om blivende lammelser i underkroppen blev imidlertid gjort til skamme, fordi Trine Vinther gennem benhård genoptræning hjalp sig selv på benene igen. Hun havde før sin sygdom været aerobicinstruktør i fritiden, og det job genoptog hun – nu med lange sorte træningsbluser, som hun igen og igen trak godt ned om rumpen, så ingen kunne se de tykke bleer, der gav bukserne ”relief” langt op bagpå.

Siden har hun også genoptaget interessen for ridning og løb. Blandt andet har hun løbet flere gange maraton og halvmaraton samt broløb over Øresundsbroen og Storebæltsbroen. Deraf erfaringerne fra tisseri midt på de højthævede motorveje!

Forsøgt mange behandlinger
Gennem årene har Trine Vinther forsøgt sig med flere behandlinger, flere typer medicin og flere operationer. Hun har prøvet elektrisk stimulation til at genskabe evnen til at holde på vand og afføring, hun har haft en ring i skeden, som skulle presse på urinrøret og dermed lukke blæren af for en periode, så hun fx kunne løbe en tur uden at tisse i bukserne, hun har fået en sling-operation, som er et smalt bånd, der indopereres til at understøtte urinrøret, og hun har fået en kunstig blære, som er skabt af et stykke tarm.

‘Sling-operationen hjalp lidt. Men da jeg både har stress- og urgeinkontinens, hjalp den ikke nok. De elektriske apparater synes jeg ikke rigtig gjorde noget godt for mig, og ringen i skeden generede, så jeg måtte springe ind bag et træ på min løbetur i skoven og vrikke den ud, før jeg kunne løbe videre’, siger hun.
Men trods de ikke helt succesfulde indgreb, har hun nu mod på flere.

’Lige nu går jeg og overvejer, om jeg skal få ført urinen ud gennem et lille hul i maven ved siden af navlen. Det kan lade sig gøre, ved jeg. Og det vil spare mig for meget besvær med at lede efter toiletter, at gemme mig bag træer og den slags. Hvis jeg bare skal åbne for en lille ventil i maven og tømme blæren, kan jeg jo gøre det alle steder. Heldigvis er der stadig flere muligheder for mig at prøve af. Problemet er at finde tiden til det’, smiler hun.

Hold nu op med at tro, at vi alle kan knibe os tørre
Da Trine Vinther erkendte, at inkontinensen ikke sådan uden videre forsvandt af sig selv, drøftede hun muligheder for behandling og hjælp med lægen og personalet på sygehuset.

’Jeg har hele tiden oplevet, at jeg fik en meget fin behandling. Og jeg gik da også hjem og lavede alle de knibeøvelser, som de opfordrede til. Men da øvelserne ikke hjalp, mistede jeg gnisten. Det tror jeg, at de fleste inkontinente gør’, siger Trine.
Siden har hun læst og hørt, at det er den helt almindelige ‘behandling’, som inkontinente får hos deres læge. Og det synes hun er forkert.

’Inkontinens er et forfærdeligt handicap, og jeg synes ikke, man bare kan sende folk hjem for at lave knibeøvelser på stuegulvet og så vente i ugevis – måske månedsvis – på at se, om det virker. For det første giver man på den måde de inkontinente hele ansvaret for at slippe af med handicappet, og for det andet synes jeg også, at man mellem linjerne siger, at ’det er jo din egen skyld, at du ikke har sørget for at knibe nok’.

Jeg tror bestemt, at knibeøvelser kan hjælpe mange, men ikke alle. Behandlerne må meget gerne sætte ind med flere behandlingsmuligheder på en gang’, opfordrer Trine Vinther.

Syv former for underlivskræft, du skal være opmærksom på

underlivkraft

Af gynækolog Christine Felding
Juni 2015

Husk at gå til læge, hvis dit underliv opfører sig ”underligt”

Kræft i underlivet rammer ca. 1.900 kvinder i Danmark om året. Men kræft kan optræde mange forskellige steder.

Vulvacancer er kræft i de ydre kønsorganer, og den rammer ca. 100 kvinder om året. Den ses hyppigst hos kvinder over 60 år og ytrer sig oftest som et sår på kønslæberne, som ikke vil hele. En del af tilfældene skyldes HPV-virus.

Behandlingen er operation og eventuelt stråler.

Hvis canceren er HPV-positiv, bør kvinden vaccineres mod HPV.

Vaginalcancer er cancer i skeden. Den er mere sjælden med kun ca. 20 tilfælde om året. Den er også hyppigst hos ældre kvinder. Det seneste tilfælde jeg har set, var en 75-årig kvinde, som havde haft en smule blødning. Ultralydsscanningen var helt normal, men når jeg kiggede ind i skeden, var der en masse brun-sorte plamager. Jeg tog nogle vævsprøver, som viste malignt melanom eller modermærkekræft, som det også kaldes. Det er temmelig sjældent at have modermærkekræft i skeden, men det er set. Som regel skyldes også denne kræftform HPV-virus. Denne kvinde fik fjernet det meste af skeden.

Hvis canceren er HPV-positiv, bør kvinden vaccineres mod HPV.

Cervixcancer er livmoderhalskræft, som rammer 3-400 kvinder om året. Ca. 100 kvinder dør årligt af sygdommen. Denne cancerform skyldes altid HPV. Den rammer dels kvinder omkring de 35 år, men også kvinder omkring de 75 har øget risiko.

Efter at man indførte screening med celleprøver, er antallet halveret i løbet af 40 år.
I dag kan man blive screenet med en celleprøve hvert 3. år, når man er mellem 23 og 50 år, og hvert 5. år når man er mellem 50 og 65 år.

Ofte er der ingen symptomer, men der kan optræde pletbødninger eller blødning ved samleje. Desværre ser jeg (og mine kollegaer) af og til tilfælde, hvor kvinden har negligeret kroppens advarsler og kommer alt for sent til læge.

Lidt afhængig af hvor fremskreden sygdommen er, kan man enten operere eller strålebehandle.

Disse kvinder bør altid vaccineres mod HPV.

Corpuscancer er kræft i livmoderen, og den rammer ca. 600 kvinder om året. Tallet har været konstant i mange år. Ca.175 kvinder dør hvert år af sygdommen. Livmoderkræft er hyppigst hos kvinder efter overgangsalderen og ytrer sig som oftest som en blødning fra underlivet. Den er som oftest østrogenafhængig, og ses bl.a. hvis kvinden har fået ren østrogenbehandling igennem længere tid (uden gestagentilskud).

Hvis kvinden reagerer hurtigt og går til læge med det samme, er det en relativt fredelig cancerform, som mange bliver helbredt for.

Behandlingen er operation og/eller strålebehandling.

Ovarie- og tubacancer er kræft i æggestokke og æggeledere, og den rammer 500 kvinder om året, og der er yderligere 150 tilfælde af grænsetilfælde = såkaldt Borderline tilfælde. Det vil sige, det ikke er rigtig cancer, men det bliver behandlet næsten lige sådan. Symptomerne er ofte lidt diffuse, lidt trykken i underlivet, hyppig vandladning eller voksende mave. Specielt nytilkomne symptomer med trykken på blæren og/eller hyppig vandladning er vigtigt at være opmærksom på. Diagnosen stilles som oftest ved ultralydsscanning.

Behandlingen er operation og/eller kemo.

Herudover findes der:

Trofoblasttumorer, der er cancer i forbindelse med graviditet. Disse tilfælde findes selvfølgelig kun hos lidt yngre kvinder. Som regel er det efter en ”Mola-graviditet” = drueklasegraviditet. Der er i Danmark ca. 100 Mola-graviditeter om året, og ca. 10 tilfælde bliver til cancer.

Behandlingen er kemoterapi.

Behandling af underlivscancer foregår nu kun på 5 sygehuse i Danmark: Ålborg, Århus, Odense, Herlev og Rigshospitalet og kan være operation, strålebehandling og/eller kemoterapi.

Underlivet skal helst holde – hele livet

xunderliv

Af Christine Felding, Speciallæge i gynækologi og obstetrik
Kilde: KontinensNyt 2, 2009, s. 20-21

Download hele artiklen

I forbindelse med overgangsalderen holder æggestokkene op med at producere østrogen, og det giver anledning til diverse symptomer hos mange kvinder.

Som man kan se i Faktaboksen overfor, har op mod 50% ’lokale’ gener, dvs. gener i selve underlivet. Disse organer er nogle af legemets mest østrogenfølsomme. Generne kan være kløe, svie, smerter ved samleje, pletblødninger, tørhedsfornemmelse, hyppige blærebetændelser og inkontinens. Man taler om ’sandpapirsfornemmelse’.

Mangel på østrogen får slimhinderne til at blive tyndere, mindre elastiske og dermed mere sarte. pH-værdien stiger, og slimhinderne bliver mere modtagelige for infektioner.

Fig1-1

At slimhinderne i urinrøret også bliver tyndere (fig. 1), er blandt andet med til at forårsage inkontinens, mest af den såkaldte ’urgetype’ (tranginkontinens = når jeg skal, så skal jeg her og nu).

Når man kigger på slimhinden i skeden (fig. 2), er den bleg og tør, og ofte er der små, røde prikker samt lidt udflåd. Hvis kvinden kommer på grund af blødning, får hun også foretaget en ultralydsscanning for god ordens skyld, og her ses slimhinden i livmoderen helt tynd.

Hvis man har nogle af disse nævnte gener, er der hjælp at hente, hvis man vel at mærke går til sin læge eller gynækolog og beder om hjælp. Lægen vil kigge på slimhinderne, eventuelt undersøge urinen, og derefter skulle sagen være klar – tørre slimhinder, som trænger til behandling med lokalt østrogen.

Der er flere forskellige behandlingsmuligheder
Ovestin kan gives som vagitorier eller creme. Estring er en lille ring, som kan sidde i 3 måneder i skeden, før den skal skiftes ud. Vagifem er en lille vaginaltablet, som først gives dagligt i 14 dage, derefter 2-3 gange om ugen. Alle præparater vil i løbet af nogen tid få de tørre slimhinder, til at blive normale igen.

Det er vigtigt at understrege, at dette ikke er en kur, men en livslang behandling. Jeg oplever ofte kvinder, som er holdt op, fordi der ikke var mere på recepten, eller endnu værre kvinder, som holder op fordi ’nogen’ fortæller dem, at man kan få kræft af at tage hormoner!

De får så – igen – at vide, at med de undersøgelser, der indtil nu foreligger, er der ingen øget risiko for kræft, når man får lokal østrogenbehandling, og at vi ligefrem også tilbyder behandlingen til kvinder med brystkræft.

Dosis er jo ganske beskeden – et helt års behandling med lokal østrogen svarer til hvad man får i 1½ dags tabletbehandling mod hedeture.

I løbet af uger til måneder vil slimhinderne normaliseres, generne aftager, vandladningsproblemerne bliver minder, og sex bliver igen en fornøjelse!

Der er ingen tid at spilde – gå til lægen og bed om – eller forlang – at få hjælp!

Fakta om overgangsalder
Gener som sikkert skyldes hormonmangel:

75% får:

  • Hedestigninger
  • Svedeture, nattesved
  • Søvnløshed
  • Hjertebanken
  • Blødningsforstyrrelser.

25-50% får:

  • Tørre slimhinder
  • Smerter ved samleje
  • Kløe og udflåd
  • Natlig vandladningstrang
  • Urininkontinens
  • Hyppige blærebetændelser.

25-40% får:

  • Knogleskørhed – hyppige knoglebrud.

45% får:

  • Hjerte-kar-sygdomme.

Gener som IKKE sikkert skyldes hormonmangel:

  • Irritabilitet
  • Depression
  • Koncentrationsproblemer
  • Træthed
  • Hovedpine
  • Nedsat lyst til sex
  • Ryg- og ledsmerter.

Om forfatteren

ChristineFelding

Christine Felding er speciallæge i Gynækologi og Obstetrik (kvindesygdomme og fødselshjælp).
Har egen gynækologisk klinik:
Rungsted Bytorv 1
2960 Rungsted Kyst

www.felding.dk