Mere end rigeligt…

Det kan være forbundet med risiko for helbredet at drikke for meget vand

watermontage

Kilde: KontinensNyt 2, 2009, s.29

Download hele artiklen

Næste gang du møder en person, som klynger sig til vandflasken, er det ikke nok at smile overbærende eller få dårlig samvittighed. Du skal vide, at det kan være farligt at drikke for meget vand, så måske skal man også holde lidt øje med den slags mennesker.

Det anerkendte lægevidenskabelige tidsskrift British Medical Journal har nu aflivet 7 myter om krop og helbred. En af dem er det såkaldte helseråd – eller rettere forkerte myte, mange mennesker i årevis har troet på – nemlig at man minimum skal drikke 6-8 glas vand i døgnet. Det er der ingen dokumentation for, konstaterer British Medical Journals eksperthold.

Tværtimod tyder undersøgelser på, at man sædvanligvis får den væske, man dagligt har behov for ved at drikke mælk, juice, kaffe, te, øl, sodavand, spise frugt og grøntsager m.m. – og at der ikke er nogen grund til at hælde ekstra på. I hvert fald ikke i et så vildt omfang som 6-8 glas vand! Faktisk kan det være forbundet med risiko for helbredet at drikke for meget vand, advarer forskerne bag undersøgelsen. Det kendes blandt andet fra sportsfolk, som kan få kramper og hovedpine udløst af den saltmangel, de får af for store vandindtagelser.

Fra Kontinensforeningen
KontinensNyt bragte september 2005 artiklen ’Danskerne er kommet på flasken – Vandflasken!’, hvor Chef for Vand og Salt Centret, Aarhus Universitet, professor Søren Nielsen skrev om lignende resultater – om hvordan nyrernes evne til at regulere væskebalancen bliver forrykket, hvis man drikker for meget vand. Læs mere om, hvor meget vand man skal drikke her:

Kilde: Weekendavisen 28.12.07 – Ritzau – British Medical Journal 22.12.2007.

, , , ,

MIN OPLEVELSE MED SAKRAL NERVEMODULATION

Af Pia Lundbech

I efteråret 2008 blev jeg ramt af en slem halsbetændelse og nyrebækkenbetændelse, som medførte, at jeg fik blodforgiftning. Efterfølgende blev jeg ved med at få feber og urinvejsinfektioner. Jeg fik mange smerter i blæren og skulle tisse hele tiden. Jeg gik fra en meget aktiv tilværelse med 4 mindre børn og fuldtidsjob til at blive langtidssygemeldt.

Jeg var igennem udredning på flere afdelinger på sygehuset, inden jeg endelig blev diagnosticeret med kronisk smertefuldt blæresyndrom (Interstitiel cystitis/Bladder Pain Syndrome) og senere urininkontinens. Det var en lettelse, fordi jeg kunne få hjælp til at afhjælpe mine gener. Men desværre var det ikke helt enkelt. I årene, der gik, var jeg igennem rigtig mange behandlinger. Jeg har prøvet forskellige blæreskylninger, medicin, fysioterapeut, udvidelse af blæren, brænding af sår i blæren og tibialis-stimulation. Noget af det har hjulpet, i varierende grad i perioder – men intet af det rigtig godt og stabilt.

Da jeg havde det allerværst, tissede jeg op mod 40-50 gange i døgnet. Min nattesøvn var meget afbrudt, og jeg havde ikke meget overskud i løbet af min dag. Jeg følte skam over mine gener og begyndte at undgå aktiviteter, hvor jeg ikke havde adgang til et toilet.

For 3 år siden begyndte jeg at løbe. Det har været med til at ændre min livskvalitet i positiv retning. Men jeg blev også ramt, fordi det især var på mine løbeture, jeg ikke kunne holde på vandet, og jeg oplevede også uheld med afføring. De første kilometer, jeg løb, var typisk med store smerter i blæren, derefter forsvandt de stille og roligt. Jeg var meget nervøs, når jeg meldte mig til løb rundt omkring, fordi jeg ikke altid vidste, hvordan toiletforholdene var. Jeg blev god til at være kreativ og spotte tissemuligheder, som f.eks. i 2019, hvor jeg deltog i et 60-milesstafetløb i Florida. Mellem løbene skulle vi transporteres rundt i en van en hel dag, og der var kun sporadisk adgang til toilet. Her måtte jeg med bævrende hjerte smide mine hæmninger, og tisse på bagsædet af bilen i en urindom ned i en flaske.

I efteråret 2019 var jeg tyndslidt, trist og opgivende pga. manglende nattesøvn. De fleste nætter var jeg oppe 1-2 gange i timen for at tisse, og dagtimerne var igen præget af toiletbesøg. Derfor havde jeg ikke mange betænkninger, da jeg blev kontaktet af urologisk afdeling på OUH, om jeg ville have en Sakral Nervemodulation-operation, hvor en elektrode indsat i ryggen forbindes med en pacemaker nederst i lænden. Jeg er lykkelig for, jeg sagde ja! Min nattesøvn har jeg fået tilbage. I dag er jeg sjældent oppe mere end 1 – 2 gange på en hel nat. Det har givet meget mere overskud i hverdagen.

Jeg arbejder som pædagog i en børnehave. Før operationen var min arbejdsdag præget af mange toiletbesøg, som ofte gjorde det svært at være helt nærværende over for børn og kollegaer. Især længere ture ud af huset var en udfordring. Jeg tænkte ofte på, om mine kollegaer så skævt til mine mange toiletbesøg. I løbet af en arbejdsdag på 5 timer tissede jeg nemt 10 gange. I dag bliver det som regel kun til et par gange. Jeg smådrypper ikke mere, og det er en stor befrielse ikke længere at have brug for at gå med små bind, eller at skulle tænke på, om andre kunne lugte urinen. Nu kan jeg gå i biografen og se en hel film uden at skulle på toilet undervejs. Jeg kan løbe længere ture, og behøver sjældent at lade vandet undervejs. Jeg er mere rolig, når jeg er ude, i byen eller på farten, da jeg ikke i samme grad behøver være på forkant med, hvor det næste toilet er.

Jeg tænker ikke meget på pacemakeren og elektroden. Pacemakeren kan mærkes svagt nederst på ryggen, elektroden indimellem som en svag summen i mellemkødet. Styrken af stimulatoren kan jeg selv justere via en mobiltelefon-lignende dims. Den pacemaker-model, jeg har, er lille, cirka som et USB-stik, og skal oplades cirka hver anden uge. Det kræver cirka ½ time i sofaen.

Jeg har nu haft pacemakeren i et halvt år. Meget er forandret til det bedre, og mine blæregener fylder ikke længere helt så meget. Jeg har stadig gener i form af svie i blæren af og til, og jeg skal sørge for, at den er godt tømt, før jeg forlader huset eller skal sove. Men jeg har fået en væsentlig bedre livskvalitet, og jeg føler mig mere fri.

Mine forældre vidste ikke hvor slemt det var – og at jeg også tissede i bukserne om dagen i skolen

Interview med en 18-årig, der kigger tilbage

18yrold

Af Ulla Rhode, Informationschef, SCA Hygiene Products A/S
Kilde: KontinensNyt 3, 2009, s. 35

Download hele artiklen

Hvornår begyndte og stoppede din børneinkontinens?
Det begyndte, da jeg var 4-5 år. Jeg kan i hvert fald huske det fra børnehaven. Jeg var 12-13 år, da det stoppede.

Havde du også daginkontinens?
Ja. Det startede også i børnehaven og op til ca. 2. klasse.

Var du nogensinde ked af det eller flov?
Ja, jeg var meget flov! Mest i skolen. Jeg gjorde alt for at skjule, hvis jeg tissede i bukserne. Jeg gik fx på en bestemt måde med samlede ben, så de andre ikke skulle opdage det. Og nogen gange begyndte det at svi! Jeg synes virkelig selv, at jeg var for gammel til at tisse i bukserne. Det kunne være rart, hvis mine forældre havde talt med mine lærere på skolen om det, så de diskret kunne hjælpe mig, men mine forældre vidste faktisk ikke, hvor slemt det var, og at jeg tissede i bukserne om dagen i skolen.

I børnehaven var det ikke så slemt. Der var det nærmest bare lettere end at gå på toilettet! Da jeg gik i børnehave, vidste pædagogerne godt, at jeg nogle gange tissede i bukserne, så der skiftede jeg bare tøj.

Hvordan reagerede dine forældre?

Mine forældre gjorde alt, hvad de kunne for at hjælpe mig. Når jeg havde tisset om natten, gik jeg ind til dem, og så vågnede de med det samme og skiftede mit lagen. Det var en kæmpehjælp! Det havde virkelig været slemt, hvis de var blevet sure. Så ville det ikke have været rart, at skulle fortælle dem det.

Har du nogen gode råd til børn, der har inkontinens og til deres forældre?
Det ville have været rart, hvis mine forældre havde snakket med mine lærere, men de vidste jo ikke, hvor slemt det stod til. Men mine forældre havde fortalt det til mine venners forældre, og det var rigtig godt! Mit råd til børn er, at bede deres forældre om, at tale med de andre børns forældre. Det er også meget vigtigt, at forældrene ikke bliver sure på deres børn, når de har tisset i sengen eller bukserne. Og så er det godt altid at give sit barn skiftetøj med i børnehavne eller skolen. Jeg kunne godt have tænkt mig at vide mere om børneinkontinens, og hvad der var galt med mig. Jeg var ved lægen på et tidspunkt, men jeg forstod ikke, hvad han sagde. Jeg følte mig unormal og frygtede, at det aldrig gik over. Det er vigtigt, at forældre forklarer deres børn at inkontinens kan behandles.

Vidste dine venner noget?
Ingen af mine venner vidste det! Jeg tror, jeg var blevet drillet i børnehaveklassen, hvis de havde vidst det. Jeg kunne aldrig drømme om at fortælle det til hele klassen!

Var det et problem for dig, når du skulle overnatte ude?
Når jeg sov ude, havde jeg et specielt lagen med. Jeg lagde det hurtigt på, så ingen så det.

Hvilke hjælpemidler brugte I?
Et specielt lagen og medicin. Jeg brugte ikke en natble, men jeg ville måske godt have brugt én, når jeg sov derhjemme. Ikke ude – det ville have været pinligt, i hvert fald efter 7-års alderen.

Oplevede du børneinkontinensen som et stort, mellem eller lille problem i din barndom?
Jeg føler, at det fyldte meget. Især i forhold til venskaber var jeg rædselsslagen. Og når vi skulle på lejrskole, var det et stort problem, for lærerne vidste ikke, at jeg tissede i sengen. Det havde gjort en stor forskel, hvis de havde vidst det. Men ikke mine kammerater!!

Tror du børn ville blive kede af at blive vækket om natten for at komme på toilettet?
Jeg blev selv vækket om natten. Det var meget rart, for så undgik man nogle gange at tisse i sengen.

Misforståelse gjorde hverdagen til et helvede

sadboy

En 7-årig blev indstillet til psykiatrisk behandling på grund af problemer med at blive renlig.
Årsagen viste sig at være en misdannet blære.

Af Annemette Grundtvig
Kilde: KontinensNyt 1, 2008, s. 17-20

Download hele artiklen

Anna Enemark Brandt gyser ved tanken om, at hendes 7-årige søn skulle have tilbragt et kvart år på en børnepsykiatrisk afdeling. Ikke fordi hun har fordomme om psykiske problemer, men fordi hun havde en stærk fornemmelse af, at den planlagte terapi ikke ville give ham den hjælp, han havde brug for. Og hun havde ret.

I foråret viste en grundig fysisk udredning, at der var en banal årsag til Helges problem med at styre vandladning og afføring. Men forud gik nogle opslidende år, hvor hun og Helges far, Thomas, ledte efter en løsning. Tre år med latent skyldfølelse, fortvivlelse over drengens kvaler og bange anelser for fremtiden.

»Der har været meget få uheld, siden Helge for tre måneder siden blev opereret og fik et ur, som husker ham på at tisse«, siger børnebibliotekskonsulent Anna Enemark Brandt og græmmer sig ved tanken om, hvad familien var blevet sparet for, hvis den fysiske forklaring var blevet opdaget fra første færd.

Belastningen har været så stor, at forældrene ikke bare kan glæde sig over udviklingen. De vil fortælle historien for at slå hul i den mur af tabu, som omgærder manglende renlighed blandt ikke helt små børn – især når de ikke blot efterlader dråber, men også klatter.

Stemplet som dårlige forældre
Set i bakspejlet finder de det slående, hvordan de både i egne og omgivelsernes øjne er gået fra at være potentielt dårlige – for hvad er det egentlig, drengen prøver at fortælle – til fantastiske forældre, der virkelig har kæmpet for deres barn.

»I første omgang var det en enorm lettelse, men siden ganske foruroligende, for Helge er præcis det samme barn, og vi er nøjagtig de samme forældre, som hvis årsagen havde været psykisk. Ingen af os er hverken værre eller bedre«, siger Anna Enemark Brandt.

Reaktionen afspejler, at folk generelt har meget lettere ved at håndtere en fysisk forklaring end en psykisk. Og hvor ekstremt pinligt, det stadig i dette årtusinde opleves, når børn ikke kan holde på afføringen. Det bekræftes af de adskillige forsigtige henvendelser, frontkæmper-familien fra København siden har fået fra ‘nogen, der kender nogen’.

»Folk slår knuder på sig selv for at skjule det, og jeg forstår dem, for jeg har selv prøvet at stå med en 5-årig ved køledisken i supermarkedet, træde i en lille lort og vide, at den er trillet ud af buksebenet på ham. Man forsøger desperat at finde et kundetoilet og skrabe sko og dreng ren, uden at nogen opdager, hvad der er sket«.

Bummelum giver ballade
Mens det efterhånden er blevet almen kendt, at der oftest er fysiske forklaringer på børns ufrivillige vandladning, halter det gevaldigt med udbredelsen af det tilsvarende budskab, når det er tarmen, der lækker.

Anna Enemark Brandt oplevede, at den manglende renlighed blev dæmoniseret allerede i første led, i børnehaven. Her viste pædagogernes skriftlige notater om diverse ‘situationer’ med stor tydelighed, at afføring ikke er noget, man tager let på: »Pædagogerne beskrev ikke problemet. De beskrev det ustyrlige barn. Når et barn ventes at være renligt, men ikke er det og tilmed forsøger at unddrage sig de voksnes hjælp, opfattes det som opsætsighed.

De voksne, som skulle hjælpe Helge ud af hans inkontinens, blev irriterede og vrede på ham. De så ham som et barn, der var ‘ude på noget’, og som ville opnå noget ved at møge sig selv til«, forklarer hun. Havde Helge ikke psykiske problemer, fik han efterhånden påført nogle. For når den underliggende præmis er, at ens barn har sociale eller psykiske problemer, og tilstanden er vedvarende, er det svært at afvise, at han fejler noget psykisk.

En vedtaget sandhed?
»I hans fritidsordning mente nogle, at han måske fik en form for tilfredsstillelse af at gøre i bukserne. Familie og venner har også haft mange bud på, hvad problemet bundede i. Jeg har sågar hørt mig selv sidde og beskrive min søn som dysfunktionel og impulsstyret, når psykologen spurgte, hvad jeg mente med, at han var god til at lege med andre. For legede han i virkeligheden ikke parallelt med dem?«, siger Anna Enemark Brandt og tilføjer, at det ikke er svært at føle sig som en dårlig mor, når man ud fra ønsket om at hjælpe, uanset hvad der måtte være i vejen, også føler, at man forråder og udleverer sit barn.

Helges forældre er sikre på, at »de mange bebrejdelser og møder med voksne, der har skudt ham lumre eller syge motiver i skoene« har sat spor, der ikke lige forsvinder. På den baggrund finder de det fortvivlende, at de blandt fagfolk er stødt på stor uvidenhed og uvilje mod at søge viden uden for egne snævre faglige felter. Da familien afblæste indlæggelsen, var kommentaren fra den børnepsykiatriske afdeling fx: »Ja, vi tror jo, at det er mere kompliceret end som så«.

»Helge kunne have undgået mange ydmygende oplevelser, hvis vores egen læge havde vidst, at der findes specialenheder, som ved en masse om børn med renlighedsproblemer, og hvis psykologerne var ajour med den forskning, der angår præcis en af de lidelser, de behandler for.

Sidst, men ikke mindst, var det ønskeligt, hvis ansatte i daginstitutioner vidste mere om inkontinens, så børn kunne slippe for fordomme og i tide få tilbudt den rette behandling«, siger Anna Enemark Brandt.

3 år med unødig skam og skyld
Helges historie viser, at forståelse og indlevelse har trange kår, så længe mange fagfolk mangler viden om de fysiske forklaringer på klatter i bukserne.

Forløbet
Helge er 4 år. Det bekymrer både forældre og pædagogerne i børnehaven, at Helge ikke er driftsikker med hensyn til at gå på toilettet. Pædagogerne gør flittigt notater, når drengen løber væk fra puslepladsen eller reagerer trodsigt, når de højlydt proklamerer, han skal have skiftet ble – tilsyneladende uden at tænke på, at han er flov over situationen. Familien kontakter flere gange deres egen læge om problemet. Han siger, at man først gør noget ved inkontinens, når børn er fyldt seks år. Tingene skal have chance for at falde på plads af sig selv.

Helge er 5 år. Det er der ikke tegn på, så familien presser på. En urinprøve udelukker infektion. På det grundlag konkluderer lægen, at det nok er noget psykisk og skriver en henvisning til en børnepsykiatrisk afdeling. Ventetiden er lang. Børnehaven foranstalter nogle samtaler med en psykolog. Helge lyser op, da han mærker forståelse for, at det er hans tisseproblem, der får ham til at lyve om, hvorvidt han skal tisse eller har været på toilettet. At det ikke er noget, han gør for at være uartig. At det ikke er hans skyld eller ansvar. Begrebet ’tissedjævel’ introduceres.

Den bliver mindre, hver gang Helge tisser i toilettet, og skylles til sidst helt ud i afløbet. Helge vil vinde over sin tissedjævel og forsøger at få magt over den, men det kikser for ofte. Ingen forstår, hvorfor han uden varsel er drivende våd eller højst ubelejligt taber klatter i bukserne. Selv siger han, at han ikke kan mærke noget, før det er for sent.

Helge er 6 år. Helge får tid på en børnepsykiatrisk afdeling. Her praktiseres en form for eventyrterapi, hvor heltefigurer fra Ninja Turtles og Star Wars bekæmper tis- og afføringsmonstre, men drengen bryder sig ikke om al den snak. Han giver udtryk for, at det værste ved at gøre i bukserne er omverdenens reaktion – ikke er at være våd og lugte. Terapien virker ikke som håbet. Helges urenlighed bliver værre. Psykologen foreslår tre måneders indlæggelse. Forældrene finder det voldsomt, at deres søn skal tages ud af børnehaveklassen og opholde sig tre måneder blandt syge børn, fordi han ikke går på toilettet. De har på nettet læst en artikel om urininkontinens kombineret med ufrivillig afføring. Symptomerne er fuldstændig som Helges, så de insisterer på at få ham undersøgt fysisk.

Psykologen reagerer afvisende på ønsket, men forældrene holder fast. Helge undersøges ambulant, men der kan ikke påvises noget særligt. De føler sig nødsaget til at acceptere præmissen: at der er noget psykisk galt. Som tiden for indlæggelsen nærmer sig, bliver de dog mere og mere lorne ved planen. De ringer desperate og fremlægger deres betænkeligheder for en overlæge, som tilbyder, at Helge kan blive indlagt til observation i en uge på børneafdelingen. Her konstateres det, at han lider af kronisk forstoppelse. Tarmen er så udspilet, at den trykker på blæren, hvis funktions-evne er nedsat. Afdelingen er ét ud af 6-7 steder i landet med særlig ekspertise på området. Familien får at vide, at nyere undersøgelser viser, at børn der tisser og laver i bukserne, kun sjældent afviger psykisk fra andre børn, men at de kan få det psykisk dårligt på grund af problemet. Det er en kolossal lettelse for Helge at få at vide. Og for forældrene at blive mødt med empati og konkret hjælp.

Helge er 7 år. Forstoppelsen behandles umiddelbart. Tisseproblemet ekspederes til Børnekirurgisk Afdeling på Rigshospitalet, hvor Helge indlægges i marts 2007. Lægerne konstaterer, at han har en medfødt klap i urinrøret, der forhindrer urinen i at løbe frit ud. Problemet med at holde på afføringen er en afledt følge. Den sene diagnosticering betyder, at Helge ikke kan vente at blive renlig fra dag til anden. Men efter behandling og operation er betingelserne til stede – nu er det et spørgsmål om træning.

Årsagen er tit simpel forstoppelse
Ny viden og mere virksomme afføringsmidler giver håb for børn, som laver i bukserne.

Fysisk forklaring
Helge er ikke et enkeltstående eksempel på, at børn med ufrivillig afføring ikke får den rette hjælp i første omgang, fastslår en af landets førende eksperter i inkontinens overlæge Søren Rittig fra Børneafdelingen på Skejby Sygehus.

»Vi oplever lidt det samme, som da vi begyndte at beskæftige os med ufrivillig natlig vandladning for mange år siden. Dengang troede man, det var psykisk betinget. Det gør man stadig mange steder, hvis børn har ufrivillig afføring. Det er overhovedet ikke et særtilfælde, at børn bliver sendt til psykiater«, siger han.

Men årsagen kan vel også være psykisk?
»Det kan den, ingen tvivl om det – og psykiaterne er selvfølgelig rigtig gode til at tage sig af disse børn – men det er undtagelsen snarere end reglen. Internationale undersøgelser viser, at årsagen til afføringsinkontinens hos børn er fysisk i mindst 70 – 80% af tilfældene. Den mest almindelige forklaring er simpel forstoppelse«.

Så virker det bagvendt, at der kigges på psyken før fysikken?
»Det hænger nok sammen med, at vi ikke har haft nogen særlig gode midler at behandle med. Det kan godt være, at både psykologer, psykiatere og børne-læger gennem tiden har forsøgt, men opgav på grund af manglende virkning. Hvis man har prøvet en masse i den retning uden resultat, er det nærliggende at konkludere, at det må være psykisk betinget«.

Men nu ved man mere?
»Tidligere var ingen klar over, hvor forstoppede børn kan blive, men det er der, især hos børnelæger, kommet en ny bevågenhed overfor de senere år, ligesom vi har erfaret, at behandlingen skal være meget aggressiv for at have effekt. I Skejby har vi derfor vendt bøtten, så vi lægger ud med at behandle alle børn for forstoppelse og først går videre, hvis det intet ændrer – medmindre der er åbenlyse tegn på adfærdsforstyrrelser«.

Kan hård mave virkelig give så store problemer?
»Ja, for børn kan gå rundt med forstoppelse i lang tid, uden at nogen opdager det, og når det ikke opdages, kan det medføre, at de mister kontrollen og begynder at få uheld. Situationen forværres af, at det opleves som meget flovt at lave i bukserne. Både børn og forældre vil være tilbøjelige til at forsøge at skjule det«.

Er problemet overset?
»Det skønnes, at mellem 1 – 3% af alle børn lider af kronisk forstoppelse. Det er ikke så let at afgøre, for det handler om andet end afføringshyppighed. Man kan fx godt have forstoppelse, selv om man har afføring hver dag, for måske løber der noget tyndt uden om det hårde, der står stille«.

Hvad giver afføringsproblemer?
»I sjældne tilfælde skyldes det sygdom som fx rygmarvsbrok, men langt de fleste børn har ‘bare’ et funktionelt problem, som det gælder om at bryde. Den fremherskende teori går på, at en smertefuld afføring sætter gang i en ond cirkel, hvor børnene bliver bange for at lave stort, holder på det, bliver endnu mere forstoppede og så videre. Andre teorier går på for lidt fiber, motion og vand, men det skorter på eksakt viden. Tilsvarende kan misdannelser foranledige ufrivillig vandladning, men masser af børn tisser i bukserne, uden at der er noget påviseligt anatomisk i vejen«.

Er der sammenhæng mellem ufrivillig vandladning og ditto afføring?
»Det er der ikke nødvendigvis, men det kan være og er ofte tilfældet. Det er de samme nerver, der kontrollerer blære og endetarm, så hvis et barn har forstyrrelser i blærefunktionen, kan det let påvirke funktionen af tarmen, ligesom forstoppelse let kan forstyrre vandladningen«.

Hvordan behandles afføringsinkontinens hos børn?
»Hovedbehandlingen er blødgørende midler, altså afføringsmidler, hvor der de senere år er kommet nogle mere effektive på markedet. Derudover skal børnene have faste toilettider, så de en eller to gange om dagen sidder på toilettet i så lang tid, at det, der måtte komme, får tid til at komme«.

Hvorfor kan børnene ikke mærke, når de skal?
»Det skyldes ikke skader på nerverne, men at de er kommet i uorden. Børnene har fået så mange forvirrende signaler fra blære eller tarm, at deres hjerne begynder at fortrænge dem. Efter måneder, måske år, med forstoppelse kan de ikke mærke signalerne, ligesom naboerne til en flyveplads til sidst ikke kan høre støjen. Det kan tage tid at genetablere en normal funktion – halve år – men det typiske er, at børnene får helt normale reflekser, når de er sluppet af med deres problem«, siger overlæge Søren Rittig fra Skejby Sygehus.

Myten om, hvor meget man skal drikke

drinkwater1_3

Af Professor Søren Nielsen, Chef for Vand og Salt Centret, Aarhus Universitet
Kilde: Professor Søren Nielsen har venligst givet Kontinensforeningen tilladelse til at gengive denne artikel fra 2005

Det er en myte, at vi skal drikke mindst 2 liter vand om dagen. Danskerne drikker vand som aldrig før, men det er en myte, at vi skal have mindst to liter vand om dagen. Tværtimod kan nyrernes evne til at regulere væskebalancen forrykkes, hvis vi drikker for meget.

Danskerne er kommet på flasken. Vandflasken!
Flasken – med kilde- eller danskvand – er blevet en del af det moderne menneskes image på linje med mobiltelefonen og kreditkortet. Hvem kunne vel forestille sig at gå en stille søndagstur i Dyrehaven uden at have en flaske vand indenfor en arms rækkevidde?? Man skulle jo nødig risikere at få væskemangel!

Men en stor del af de store mængder vand, vi hælder indenbords i løbet af en dag, har ingen betydning for væskebalancen og havner direkte i toilettet, fortæller professor Søren Nielsen, som er chef for Vand og Salt Centret på Aarhus Universitet.

Han vil gerne punktere myten om, at alle voksne skal drikke mindst to liter vand om dagen. Det er der nemlig intet videnskabeligt belæg for, fortæller han til lægemagasinet Helse. Hvordan myten om de to liter vand er opstået, kan Søren Nielsen ikke forklare. Den stammer muligvis fra en artikel i et amerikansk tidsskrift, hvorfra budskabet har bredt sig. Men en gennemgang af samtlige videnskabelige artikler om menneskets væskebalance på verdensplan kan ikke dokumentere påstanden.

Forskning på Vand og Salt Centret viser tværtimod, at man kan belaste væskebalancen ve dat drikke for meget. Og dermed øges risikoen for dehydrering i ekstreme situationer.

”Nyrerne tilbageholder kun den væske, som kroppen skal bruge for at opretholde sin væskebalance. Dvs. det retter forholdet mellem salt og vand i blodet. Forholdet er konstant, og al overskydende væske udskilles,” fortæller professor Søren Nielsen.

Ødelægger nyrefunktionen
Et net af vandkanaler i cellemembranen sørger for at transportere vand og salt ind og ud af kroppens celler. ”Men hvis man drikker for meget gennem længere tid, risikerer man at ”slukke” for disse vandkanaler, så nyrernes evne til at regulere væskebalancen nedsættes. Dermed risikerer man lettere at blive dehydreret, hvis man dyrker hård motion eller udsættes for et varmt klima”, siger Søren Nielsen.

Han tilføjer, at man selvfølgelig skal drikke ekstra væske, hvis man er i ekstreme situationer, hvor man sveder meget eller f. eks. har diarré. Men under normale forhold skal man følge sin tørst og kun drikke, når man er tørstig. Søren Nielsen siger, det er blevet en livsstil at drikke kildevand af små smarte plastflasker.

For 10-15 år siden var der ingen, der drak kildevand. Men takket være smart markedsføring kan man i dag ikke bevæge sig udenfor sin gadedør uden at have en vandflaske med sig, – siger professoren, der aldrig selv kunne finde på at slukke tørsten i vand på flaske. ”Kildevand kan indeholde langt flere bakterier end postevand,” siger Søren Nielsen.

Og hvis man er ældre…
Enkelte ældre har nedsat tørstfornemmelse og skal drikke mere, end de har lyst til. Det samme kan gælde personer på vanddrivende medicin samt ved blærebetændelse.

For meget væske om aftenen kan specielt hos ældre eller mennesker med kronisk hjertesygdom medføre øget natlig tissetrang med dårlig nattesøvn til følge. Og mere alvorligt: Hoftebensbrud, fordi de ældre faldet på vej til toilettet.

Når børn skal undersøges for urininkontinens – hvad er det, vi gør?

borneklinik

Af Ulla Kabbelgaard, Klinisk Sygeplejespecialist, Leder af Børneinkontinensklinikken Storstrømmens Sygehus Næstved
Kilde: KontinensNyt 1, 2006, s. 24

Download hele artiklen

Når man lider af urininkontinens, er det naturligvis vigtigt at finde ud af årsagen for at kunne vælge den rigtige behandling. Det gælder, uanset om det er om dagen, om natten eller både og.

Når man møder til undersøgelse, er de fleste blevet bedt om at medbringe et væske-vandladnings-skema. I skemaet noterer man, som regel i 3 dage, hvor meget man drikker, og hvor meget man tisser. De oplysninger er meget vigtige, når det skal vurderes om urinblæren arbejder normalt eller ej.

Det er også vigtigt, at undersøge om urinen er normal. Derfor skal man tisse i en lille beholder, når man møder til undersøgelse. Urinen bliver herefter undersøgt for, om den indeholder fx bakterier, sukker eller blod.

Nogen gange undersøger vi, hvordan blæren arbejder, mens man tisser. Det foregår på et specielt toilet, der kan måle, hvor stor en portion man tisser, og hvordan blæren trækker sig sammen, mens man tisser. Det er næsten som at tisse på et almindeligt toilet og gør ikke ondt.

Til sidst scanner vi urinblæren for at se, om blæren er god nok til at tømme sig. Desværre er der mange der er bange for at blive skannet, fordi de tror, det gør ondt. Det gør det slet ikke. Man beholder al sit tøj på, og har bare et lille stykke bart maveskind. Der kommer en lille klat creme på maven. Selve scanneren kan se forskellig ud fra sted til sted. Nogle er store og står på gulvet ved siden af undersøgelsesbriksen. Andre er på størrelse med en hårtørrer. Men fælles for alle er, at det lille scannehoved, der sættes på maven, ikke er større end en kop. Det kan kilde lidt, mens den scanner, og cremen er lidt fedtet og måske lidt kold. MEN det gør ikke ondt.

Når alle undersøgelserne er lavet, aftales hvilken behandling der skal vælges, og om der evt. er andre yderligere undersøgelser der er nødvendige.

Så der er ingen grund til at være bange for at komme til undersøgelse. Glæd dig i stedet til at komme, så vi kan få løst problemet så hurtigt som muligt.

,

Når gode råd er dyrbare

Af Anette Løwert, Overlæge og sexolog, Vejle Sygehus, psykiatrisk afdeling
Kilde: KontinensNyt 2, 2007, s. 17-18

Download hele artiklen

Der er en del, der bevarer seksuallivet på trods af inkontinens. Det kræver, at parret har en stor respekt for hinanden.

Sex og urininkontinens er begge emner, der er omgærdet af meget tabu. Emner, der er tabubelagte, er ikke forbudte emner. Men tabuet gør det meget vanskeligere at tale om disse emner.

For mange vil tanken om sex, når den ene er inkontinent vække væmmelse. Heldigvis er der en del med inkontinens, der kan bevare deres seksualliv på trods af deres inkontinens. Det kræver, at parret har en stor respekt for hinanden. Respekten kommer netop til at stå sin fornemmeste prøve, når den ene i parret får symptomer, der kan påvirke seksualiteten.

Den vigtigste faktor i seksuallivet er selvfølgelig kærligheden. Kærlighed og respekt er uadskillelige i parforholdet. Når den ene får symptomer, der kan medføre seksuelle problemer kan respekt og kærlighed ikke altid alene afhjælpe problemerne. En del af de seksuelle problemer kan selvfølgelig mindskes, hvis inkontinensen bedres gennem medicinsk behandling eller bækkenbundstræning. Men desuden kan man have gavn af andre gode råd.

Et par gode råd kan være

  • at sikre sig, at man altid har tømt blæren inden samlejet
  • at vaske sig inden samlejet og måske bruge lidt lækker parfume/deodorant på mave og lår
  • at man eventuelt at bruge lidt eksplorationscreme for at fugte skeden, så penis glider lettere for at undgå nødigt træk i urinrøret. Eksplorationscreme kan købes på apoteket. Mange kvinder kender denne creme, da den bruges ved en gynækologisk undersøgelse. Fordelene ved denne creme er, at konsistensen minder meget om det slim, kvinden selv producerer i skeden ved seksuel stimulation. Hvis der er brug for et mere glidende produkt, kan man anvende den uparfumerede badeolie, som er beregnet til at komme i babyers badevand
  • at lægge et stort håndklæde i sengen for at opfange eventuel overskydende eksplorationscreme eller babyolie – eller hvis der skulle komme lidt urin
  • De praktiske råd kan være gode, men kan heller ikke stå alene, for man kommer ikke uden om, at der nødvendigvis må tales om symptomet.

De bedste råd vil derfor være

  • at få talt med sin partner om de bekymringer, man selv har vedrørende seksuallivet
  • at få talt om partnerens eventuelle bekymringer
  • at prøve om man sammen kan finde løsninger – prøv eventuelt at være seksuelt sammen på andre måder eller prøv at have samleje i en anden samlejestilling, hvor der ikke kommer så meget tryk mod blæren
  • hvis I ikke kan finde en løsning, så tal med en læge eller sygeplejerske om de seksuelle problemer.

Disse lidt ‘simple’ råd kan være dyrebare, hvis der opstår seksuelle problemer på grund af inkontinens, og så er de fleste af disse råd endda gratis.

Da seksuelle problemer let kan forværres, er det vigtigt at turde tage ‘hul på bylden’, så hurtigt de opstår, frem for at problemerne bliver helt fastlåste og dermed næsten uløselige.

Påvirkninger i parforholdet
Mange par med seksuelle problemer vil opleve, at parforholdet påvirkes i en meget uheldig retning. Begge har hver deres bekymringer, og man kommer let til at tillægge den anden en helt uretfærdige tanker og meninger. Selv om mange par synes, de kender hinanden så godt, at de næsten kan læse hinandens tanker, så er det lige netop ikke tilfældet!!! Især ikke når noget går skævt. Så reagerer man hver især på en anden måde, end man er vant til, og derfor opstår der ofte nogle ægteskabelige konflikter i kølvandet af de seksuelle problemer. Udover ægteskabelige konflikter kan den enkelte også reagere med tristhed eller aggressivitet og måske trække sig mere og mere ind i sig selv. Nogle kan finde trøst i et ekstra glas rødvin – og måske bliver det ikke ved blot ét glas. Det er derfor vigtigt endnu en gang at anbefale, at man får talt med hinanden om de seksuelle problemer, inden det bliver så svært, at hvert eneste ord kan føles som beskyldninger og vrede mod hinanden.

Nogle gange er ens bekymringer endda ubegrundede. Flere gange viser det sig, når man får talt om problemerne, at partneren slet ikke ser problemet så stort, som man i sin egen bekymring har fået det pisket op til. Ængstelsen, for hvad partneren tænker og føler, behøver måske ikke være så stor, som man går og forestiller sig.

Husk på at I er ikke alene om at have seksuelle vanskeligheder, når den ene har urininkontinens. Undersøgelser viser, at mange med inkontinens kan få problemer i deres seksualliv. Det første og ofte det sværeste skridt mod et bedre seksualliv er at få begyndt på at tale om jeres seksualliv med hinanden, og hvis det er nødvendigt med en behandler.

Mange par har oplevet, at de godt kunne tale om deres seksualliv, mens de var yngre, og mens seksuallivet gik godt, men så snart, der opstår problemer, bliver det sværere at åbne sig for partneren. Det er starten på den onde spiral, hvor det kun bliver sværere og sværere at komme i gang med at tale om problemerne. Brug eventuelt dette temanummer til en snak om jeres seksualliv.

Når lejrturen er et mareridt

campsite

Redigeret af sekretariatschef Aase Randstoft, Kontinensforeningen
Kilde: KontinensNyt 1, 2008, s. 21-22

Download hele artiklen

For børn, der lider af sengevædning eller anden form for inkontinens, kan en lejrtur med skolen være et sandt mareridt. Nysgerrige og snagende kammerater og risikoen for våde bukser og soveposer får mange børn til at blive hjemme. Men det er der ingen grund til, for de pinlige episoder kan undgås.

Vi husker det alle tydeligt. Lejrturen med klassen til Dybbøl Mølle eller Bornholm var årets højdepunkt i skoletiden og en begivenhed, man glædede sig til flere måneder i forvejen. Men sådan var det ikke for alle. En undersøgelse (fra 2006) har vist, at 14% af alle børn mellem 4 og 15 år, der lider af sengevædning, ikke tager med på lejrskole. 26% har heller ikke lyst til at overnatte hos deres kammerater.

Sengevædning og anden form for inkontinens (urin- og afføringsinkontinens) forringer børnenes livskvalitet betydeligt. Børnene risikerer at blive mobbet, og mange føler sig udenfor og anderledes. De er bange for at havne i pinlige situationer, og at kammeraterne opdager, at de fx tisser i sengen. Derfor vil de ikke overnatte hos andre eller med på lejrtur. Det er synd og kan føre til social isolering og lavt selvværd hos mange børn.

Natlig inkontinens – en udbredt tilstand
Ca. 10 % af alle børn, der starter i skole, tisser i sengen. Tidligere troede man, at de natlige uheld skyldtes psykiske problemer og mistrivsel hos barnet, men et dansk forskningsresultat fra januar 2007 fra Center for Børneinkontinens på Skejby Sygehus har heldigvis påvist, at natlig inkontinens er en fysisk ubalance i kroppen. KontinensNyt nr. 1, 2007, bragte i den anledning en artikel, der beskrev forskningsprojektets offentliggørelse.

Årsagerne til, at børn tisser i sengen, kan enten være en forhøjet natlig urinproduktion (barnet mangler det hormon der under søvn ‘fortæller’ kroppen, at den ikke skal producere urin som i vågen tilstand) – eller en ‘lille’ blære.

Overlæge Søren Rittig fra Skejby Sygehus fortæller, at erfaringen viser, at en meget stor del af børnene kan behandles. Men fra barnet kommer i kontakt med behandlingssystemet, kan der grundet ventelister og udredning i nogle tilfælde godt gå lang tid, før behandlingen virker. I den tid er det vigtigt med gode hjælpemidler, så barnet kan leve et normalt liv og fx også tage med på lejrtur. En natble kan eksempelvis sikre, at soveposer, lagner etc. forbliver tørt, og barnet ikke vågner midt om natten i en penibel situation. Nogen tror i den forbindelse, at bleerne gør, at det varer længere tid, før barnet kan holde sig tørt om natten. Men det har intet på sig, siger Søren Rittig, der har speciale i bl.a. børns inkontinens.

Tips og tricks
I de senere år er der kommet nye natbleer på markedet specielt til større børn, der tisser i sengen. De nyudviklede natbleer er tynde, diskrete og med stor sugeevne – og kan bæres enten under det almindelige undertøj eller under natbukserne. På landets børneinkontinensklinikker kan familier hente hjælp og rådgivning til, dels hvilken behandling, der vil kunne hjælpe barnet til at blive tør, og dels hvordan de skal tackle hverdagen.

Sygeplejerske Ulla Kabbelgaard, der arbejder på Børneinkontinensafdelingen på Næstved Sygehus, fortæller, hvordan man kan forberede en succesfuld lejrtur for det blufærdige barn, der ikke ønsker at blande kammeraterne ind i problemerne.

‘Forældrene kan fx lægge bleen i en pose, der ikke knitrer, og så ned i enden af soveposen, inden barnet skal på overnatning. På den måde kan barnet ordne det hele diskret nede i soveposen. Men så er det igen spørgsmålet, hvordan barnet kommer af med posen med den våde ble. Hvis det er en enkelt overnatning, så kan man bare lade den ligge. Men det er efter vores mening helt på sin plads at få hjælp fra voksne – fx kan forældrene bede klasselæreren diskret fjerne bleposen hver dag fra soveposen, ‘ fortæller Ulla Kabbelgaard.

Snak om problemerne
Det er vigtigt at være åben og forklare barnet, at det ikke kan gøre for de natlige uheld, da der i stort set alle tilfælde er en fysisk årsag til problemet.

Få klasselæreren, SFO-personalet og skolens sundhedsplejerske til at arrangere, at der ved et klassemøde eller et årlige fælles forældremøde, udover luseinformation og andre praktiske ting – også informeres om inkontinens.

Mange sundhedsplejersker og pædagoger har allerede rekvireret Kontinensforeningens bog Børn og Inkontinens – og vi ved, at den og foreningens øvrige informationsmaterialer bruges flittigt i forbindelse med fx forældresamtaler.

Informationsbogen ‘Børn og inkontinens’ kan købes i Kontinensforeningens webshop.

Artiklen er udfærdiget af Dreyer & Kvetny og venligst stillet til rådighed for Kontinensforeningen.

Natlig inkontinens

Af Ulla Kabbelgaard, Klinisk Sygeplejespecialist, Kontinenssygeplejerske, SD, Leder af Børneinkontinensklinikken Storstrømmen Sygehus Næstved
Kilde: KontinensNyt 1, 2006, s. 18-21

uddragicon50px

Dette er et uddrag af artiklen ‘Hvorfor gode toiletforhold betyder så meget for børn.’

Download hele artiklen

Natlig inkontinens
For at kunne sove natten igennem uden, at skulle lade vandet, udskiller mennesket et hormon i hypofysen – det Anti Diuretiske Hormon (ADH). Dette stof udskilles, når vi lægger os for at sove. Det betyder, at overskydende væske tilbageholdes i kroppen, til vi står op næste morgen. ADH-produktionen ophører, når vi står op efter søvnen, og væsken udskilles som urin. Hvis blærens rummelighed og blærefunktionen er normal, kan man således ligge tør hele natten.

Nogle børn udskiller ikke tilstrækkeligt ADH og udskiller derfor meget urin om natten. Hvis de ikke vågner ved vandladningstrang, tisser de i sengen. Denne gruppe børn kan hjælpes med et tilskud af stoffet desmopressin (tabletter eller spary (Minirin)). Børnene kan så ligge tørre om natten til hypofysens ADH-produktionen bliver tilstrækkelig.

Et ringeapparat/ringelagen kan også anvendes. Når barnet vækkes, når de tisser i sengen, trænes hjernens evne til at styre blærens signaler, mens barnet sover.

Vækkemetoden kan anvendes, hvis årsagen til den natlige vandladning er en for lille rummelighed af blæren. Rummer blæren for lidt i forhold til barnets alder, vil lagerpladsen for urinen være for lille i forhold til den mængde urin, der nødvendigvis skal udskilles. Vågner barnet ikke ved vandladningstrang, tisser de i sengen.

Denne gruppe børn kan ikke hjælpes med desmopressin (tabletter eller spary (Minirin)), da det er blærens lagerplads, der er for lille og ikke nødvendigvis en lav ADH-produktion.

Her kan ringeapparat/ringelagen og/eller træning af blærens rummelighed benyttes.

Endelig er der nogen børn, der drikker meget uhensigtsmæssigt før sengetid. Her kan en ændring af drikkevaner afhjælpe problemet.

I ganske få tilfælde kan natlig inkontinens ses hos børn, der snorker meget, og har det, der kaldes søvnapnø.

Børneinkontinensklinikkens undersøgelse af de ca. 1.000 børn viste, at 62% af børnene havde natlig inkontinens.

Natlig inkontinens (latin: enuresis nocturna)

Af Bente Thordsen, Kontinenssygeplejerske
Kilde: KontinensNyt 2, 2009, s. 4-7

uddragicon50px

Dette er et uddrag af artiklen ‘Overgang fra den trygge børnehave til skole og fritidsordningen.’

Download hele artiklen

Natlig inkontinens (latin: enuresis nocturna)
Hvis det er natproblemer, det drejer sig om, skal man også her ind og lave et drikke/tisse skema over 3 sammenhængende døgn, samt en blevejningtest.

Hvis det drejer sig om en blære med lille rummelighed, vil et ringeapparat eller et ringelagen være et rigtig godt valg, idet barnet også her skal lære at reagere på vandladningstrangen om natten, og få stoppet vandladningen, så det kan nå at komme på toilettet og tisse færdig.

Hos nogle børn ser man at urinproduktionen om natten, er halvdelen, eller endda mere en halvdelen af den samlede døgnproduktion af urin. Her vil det hjælpe at give medicin som smeltetablet. Normalt ordineres i starten laveste dosis – men hvis der kun er lidt effekt, kan man i samråd med lægen forhøje dosis. Medicinen ordineres normalt til 3 måneder efterfulgt af 1 uges pause. Medicinen skal tages dagligt og som ordineret af lægen (ikke kun fx i weekender, hvor barnet sover ude). Hvis der efter pause igen kommer inkontinens, starter man igen med 3 måneders medicinsk behandling efterfulgt af 1 uges pause.

Barnet må kun drikke højst ½ glas vand efter at have fået smeltetabletten.

Med til udredningen af inkontinens hos børn hører selvfølgelig en grundig lægelig undersøgelse, med ultralydsscanning af nyrer og urinveje samt scanning af blæren efter vandladning, så man er helt sikker på, at barnet tømmer blæren helt.

Artiklen, der tidligere er bragt i ’Sundhedsplejersken’, er efter aftale med Bente Thordsen redigeret af sekretariatschef Aase Randstoft, Kontinensforeningen.