Man kommer igennem det

Interview med en 23-årig, der led af inkontinens som barn

merrygoround

Af sygeplejerske Ulla Rode, Informationschef, SCA Hygiene Products A/S
Kilde: KontinensNyt 1, 2008, s. 7

Download hele artiklen

Hvornår begyndte og stoppede din børneinkontinens?
Jeg mener, jeg begyndte at tisse i sengen omkring skolestart, og stoppede igen da jeg var 10 år.

Havde du også daginkontinens?
Jeg kan huske, at jeg tissede i bukserne en enkelt gang i børnehaveklassen.

Var du nogensinde ked af det eller flov?
Nej. Det var mere irriterende at vågne op og være våd og blive forstyrret i sin søvn. Dengang det skete i børnehaveklassen, var jeg dog flov. Jeg følte, jeg var for gammel, så jeg sagde ikke noget til nogen, og stillede mig med ryggen mod væggen og ventede på, at det skulle tørre.

Hvordan reagerede dine forældre på din inkontinens?
De var aldrig sure over det. De sagde, at det kunne jeg ikke gøre for.

Har du nogle råd til børn, der har børneinkontinens og deres forældre?
Jeg ville ønske, at de voksne havde trukket mig lidt til side, og havde fortalt, at det var normalt, og at der var andre, der gjorde det. Det ville også have været rart, hvis mine forældre havde fortalt pædagogerne, at jeg tissede om natten, så de var forberedte på, at det måske også kunne ske om dagen.

Jeg ville også gerne have haft rent tøj med i skolen, så jeg selv bare kunne skifte, uden at skulle sige det til nogen. Næsesprayen (Minirin), syntes jeg, var god. (Red.: Minirin næsespray er udgået af produktion – er i dag erstattet af Minirin smeltetabletter).

Jeg vil fraråde børn, at fortælle det til for mange andre børn – kun til dem man er helt tryg ved. Men det er vigtigt, at de voksne omkring én, ved det. Især de voksne man er tryg ved. Det er vigtigt, at man ikke oplever det som et tabu. Jeg var fx meget glad for at opleve, at min lillebror også havde det – så føltes det mere normalt.

Vidste dine venner noget?
Min bedste veninde vidste det, men jeg havde ikke selv fortalt hende det. Min mor havde vist talt med hendes mor, der havde fortalt hende det. Jeg var ikke flov overfor hende, for vi var så tætte.

Var det et problem for dig, når du skulle overnatte ude?
Når jeg skulle sove ved min veninde eller på en lejrtur, brugte jeg altid en næsespray (Minirin). Men det var ikke altid, den virkede, og så kom jeg til at tisse i sengen, og jeg turde ikke sige det til nogen. Jeg synes også, det var pinligt at bruge sprayen. Jeg følte, at de andre kiggede sådan på mig.

Oplevede du børneinkontinensen som et stort, mellem eller lille problem i din barndom?
Derhjemme som et mellem problem. Når det skete ude, føltes det stort!

Tror du børn ville blive kede af at blive vækket om natten for at komme på toilettet?
Nej. Det gjorde mine forældre med min lillebror, for han vågnede slet ikke! Men han tissede alligevel i sengen, så det hjalp ikke rigtigt.

Hvilke hjælpemidler brugte I?
Jeg sov med et specielt lagen. Det var ok. Mine forældre skiftede det, når jeg havde tisset. Og så medicinen, når jeg skulle sove ude. Jeg brugte slet ikke ble. Så ville jeg føle mig som en baby!

Manden og hans vandladningsproblemer

KeldKaren

Af Steen Walther, Professor, dr.med.
Kilde: KontinensNyt 3, 2009, s. 21-24

Download hele artiklen

Historien om ‘Kjeld’ (og hans kone ‘Karen’)
Kjeld er 65 år, han arbejder i en bank. Han har aldrig været syg. Dyrker sport i form af tennis og fodbold, men overvejer at begynde på golf, så han og hans kone Karen kan nyde denne aktivitet sammen.

MEN i de sidste 12 – 16 måneder har han haft et problem. Han skal ofte på toilettet både om dagen og natten. Han har svært ved at sidde til et møde, der varer mere end 1½ time. I løbet af natten skal Kjeld op to til tre gange, men han falder hurtig i søvn. Karen skal også op èn gang hver nat. Kjeld har ikke haft symptomer på blærebetændelse (fx feber, smerter ved vandladningen eller ømhed i nedre del af maven), og der har ikke været blod i urinen.

Mange mænd har svært ved at opsøge deres læge for råd og vejledning. Kjeld har det samme problem. Da Karen endelig får ham overtalt til at ringe og få en tid, er han glad. Men han får en opgave, allerede inden han kan komme til den første konsultation. Han skal udfylde et væske-vandladnings-skema. Lægen sender det. Kjeld skal måle, hvor meget han drikker, hvor meget han går på toilettet. og hvor stor urinmængde der kommer hver gang.

skema

Kjelds væske-vandladnings-skema (for én dag)
Han noterer, hvad tid på dagen, og hvilken mængde han drikker. Og måler hvilken mængde urin, der kommer ud igen.

Væskeindtagelse og vandladningen ligger ikke lige på det anførte tidspunkt, men tæt ved.(Kjeld har ‘frynsegode’ i banken i form af fri kaffe og sodavand).

Skemaet udfyldes 2 – 4 dage, men ikke nødvendigvis i træk. Kjeld skriver også, at han oftere og oftere har nogle enkelte urindråber i underbenklæderne specielt efter vandladningen.

Han skal også udfylde et skema om sine symptomer, et symptom-score-skema, så han – når han og lægen taler sammen – har tænkt over, hvad der generer ham.

Hos lægen
Da Kjeld kommer til lægen gennemgår de sammen, de symptomer han har nedskrevet og den sværhedsgrad, det har for ham.

Vandladningen om natten og efterdryp, er det der generer.

Den natlige vandladning kan være forklaret ved, at Kjeld drikker 400 ml efter kl. 21, og at alle mennesker over 60 år skal lade vandet mindst en gang per nat. Men lægen synes nu alligevel, at man må overveje, om Kjeld har en overaktiv blære, da de fleste vandladninger er på 150 ml, bortset fra den om morgenen på 300 ml.

Overaktiv blære kan skyldes at blærens nerveforsyning ikke hæmmer blæren nok, at hjernen ikke virker så godt (alderdom, forkalkning, Parkinson sygdom eller andet). Det kan også være forårsaget af afløbshindring fra blæren, og i Kjelds alder en forstørret blærehalskirtel (forstørret prostata).

Efterdryp er næsten normalt (!) for mange mænd. Det er en følge af, at der står lidt urin i den bageste del af urinrøret, som ikke er helt udtømt efter vandladning.

Lægen undersøger Kjeld grundigt, efter at han er sikker på, at der ikke har været betændelse eller blodig urin.

Der tages blodprøver for at vurdere blodprocent, væsketal (natrium og kalium), nyrefunktion, og betændelse (hvide blodlegemer). Urinen undersøges for æggehvidestoffer, blod og sukker.

Prostata-undersøgelse
Lægen undersøger specielt maven, og der hvor nyrerne sidder, blæren over skambenet, kønsorganerne og herunder foretager han med en finger i endetarmen en undersøgelse af blærehalskirtlen (prostata). Er den forstørret, er den velafgrænset, er den hård eller føles den som kræft?

Hvis prostata er mistænkelig hård, vil lægen selvfølgelig sende Kjeld videre til speciallæge for at be- eller afkræfte mistanken om kræft.

Hvis prostata er normal eller måske forstørret, vil lægen nok tilråde Kjeld, at undgå at drikke så meget efter kl. 21. Lægen vil også undervise Kjeld i, hvordan man undgår efterdryp. ‘Efter vandladningen trykker man ganske forsigtigt på bækkenbunden lige bag ved pungen og foran endetarmen’. Så kommer den sidste urin ud.

Da væske-vandladnings-skemaet viser hyppig vandladning i små portioner, synes lægen, Kjeld skal undersøges på sygehuset for at se om, der er afløbshindring fra blæren, prostataforstørrelse, eller en overaktiv blære.

De taler så lidt om en blodprøve PSA (Prostata Specifikt Antigen). Kjeld har læst på internettet og ved godt, at det ikke er ”en blodprøve, der siger noget om man har prostatakræft.” Det er en blodprøve, der siger noget om aktiviteten i prostata, om prostata er meget stor, om der er betændelse i prostata, om der er dårlig blæretømning, om der har været seksuel aktivitet og så i nogle tilfælde om der er cancer prostatae. Kjeld ved også godt, at hvis han får taget en PSA-blodprøve, og prøven er forhøjet svarende til hans alder på 65 år, vil lægen tilråde vævsprøver fra prostata, for at de kan be- eller afkræfte, om der er cancerceller i prostata.

Kjeld siger ”ja tak” til PSA-prøven. Den er heldigvis lav (normal svarende til hans alder). Det var endetarmsundersøgelsen af prostata også. Alt tyder på, at der ikke er cancer i prostata.

Sygehuset
På sygehuset bruger de naturligvis alle de oplysninger, Kjeld og egen læge har samlet. Kjeld møder til undersøgelse. Han skal lade vandet, så man kan undersøge kraften på urinstrålen, og hvor godt han tømmer blæren. Disse undersøgelser er uden ubehag. Kjeld’s urinstråle er lidt lavere end normalt, og han tømmer ikke blære så godt.

Derfor bliver han undersøgt med en kikkert i blæren, der viser, at blærehalskirtlen ”stopper lidt for vandladningen”. Han får også undersøgt blærens trykforhold, med et lille kateter, der lægges op i blæren. Han har en overaktiv blære.

Kjeld har altså let besværet vandladning, hyppig vandladning, natlig vandladning og lidt efterdryp. Der er ingen tegn til blære- eller prostatakræft.

Den behandling, der nu bliver tilbudt Kjeld, er noget medicin, der vil bedre afløbet fra blæren, og noget andet medicin, der skal virke afslappende på blæren, altså behandling af den overaktive blære. Kjeld skal selvfølgelig også prøve at nedsætte sin væskeindtagelse om aftenen. Lægerne er meget omhyggelige med at fortælle om bivirkningerne af medicinen.

Kjeld får det bedre. Om nogle år skal han sandsynligvis igen til lægen og måske igennem en operation, hvor man fjerner det prostatavæv, som bliver ved med at vokse frem fordi Kjeld nu er 70 eller 72 år.

Finder man på dette tidspunkt tegn på cancer prostatae ved endetarmsundersøgelsen, eller en høj PSA blodprøve i forhold til Kjeld’s alder og en vævsprøve, der viser cancer, er behandlingen en anden. Det er en helt ny historie, der kommer senere.

Men husk – Kjeld’s kone Karen skal også lade vandet om natten, hun har ingen prostata; men ophober væske i kroppen i løbet af dagen, som alle ældre mennesker. Væske-vandladnings-skemaet er den vigtigste undersøgelse.

, , , ,

MAPLe-teknologi en ny måde at behandle for inkontinens

Af Marianne Schultz,

Fysioterapeut med speciale i urologisk, gynækologisk og obstetrisk fysioterapi.

For snart mange år siden var der en patient der sagde til mig: ”har du ikke et eller andet apparat, som kan måle helt nøjagtig, hvor god eller dårlig min bækkenbund er?” Det havde vi ikke på det tidspunkt, men da jeg fik det samme spørgsmål forleden, kunne jeg sige, det har vi nu. Siden juni 2023 har jeg arbejdet med MAPLe teknologi.

MAPLe er et lille apparat, som via en lille elektrode kan måle, hvor meget spænding hver enkelt muskel i bækkenbunden kan præstere. Spændingen måles i mikrovold, og apparatet er via et internt netværk koblet sammen med en iPad. På iPaden kan man via af graf og grafik se næsten fra muskel til muskel, hvor høj en spænding, man kan præstere.

MAPLe har 24 elektroder og det er derfor den kan måle så nøjagtig på hver enkelt muskel. Men det bedste er næsten, at den også har 4 elektroder, som kan måle og behandle direkte på sphincter (endetarmens lukkemuskel). Det har jeg ikke set hos andre el-stimulatorer og det gør at vi for første gang har en el-stimulator, som kan bruges til de fødselsskader, der er gået ud over sphincter.

Elektroden er ikke større end en finger og det gør at den kan bruges både vanginalt og analt. Den samme elektrode og det samme apparat kan skifte fra biofeedback- EMG-måling til el-stimulation. Det gør, at man med det samme kan se resultatet af stimuleringen, som er foretaget, og det er rigtig rart også for patienten, at man ikke skal skifte elektrode under vejs.  Apparatet kan indstilles så den giver hver enkelt patient den bedste stimulation. Andre apparater kan kun indstilles i HZ og strømstyrke, men nogle patienter har brug for en anden pulsbredde for at få den optimale stimulation.

Der findes andre apparater på markedet, der kan måle biofeedback, men det unikke ved MAPLe systemet er at deres probe er unipolar i stedet for bipolar som alle andre elektroder. Det er påvist i et studie, at der er mindre måling af crosstalk (se note 1) når man bruger MAPLe frem for biopolar elektorder(1)

Note 1: Croos-talk er når andre muskler i området kan gøres ansvarlig for en del af den spænding man måler.

Udviklerne af MAPLe har lavet et studie, hvor der er målt på raske voksne. Her har man ved MR Scanning påvist, at elektroderne sidder ud for de muskler, man vil måle på når de er anbragt i vagina eller rectum. Herefter har man set, at der er forskel på f. eks højre og venstre side af bækkenbunde, samt forskel på mænd og kvinder. Det tager man som udtryk for, at divisoren rent faktisk måler det som den skal. Studiet giver os behandlere et indtryk af, hvad en gennemsnits rask person kan præstere, og derved kan vi sammenligne vores patienters præstation med, hvad man som gennemsnit ville kunne forvente (2)

Note 2: Tibialisstimulation er en behandlingsform hvor man har en akupunkturnål på et akupunkturpunkt på underbenet og en elektrode under foden. Både nål og elektrode kobles til et el-stimulationsapparat og der stimuleres med en strøm i 20 min. Der er behandlere som har afprøvet samme behandling med to elektroder med godt resultat. Man skal stimulere 1-3 gange om ugen, men hvis dette fungerer, kan patienten selv stimulere hjemme.

 

Maplé og inkontinens
Der findes flere former for inkontinens. Der er afføringsinkontinens, urge-inkontinens, stress inkontinens, blandingsinkontinens og overløbsinkontinens. Ved de fleste former for inkontinens spiller bækkenbundens beskaffenhed en stor rolle. For bækkenbundens funktion spiller nerveforsyning og muskelskade en stor rolle.

 

Stress-inkontinens
Altså den form for inkontinens, hvor man ikke kan holde igen, når trykket i bughulen stiger ved f.eks. løft, host eller nys, er det ofte bækkenbundens styrke, der ikke er så god. Bækkenbunden skal jo holde underlivsorganerne oppe på plads, også når trygget stiger og kan den ikke det, kommer der ofte urinlækager. Har man en fornuftig styrke, kan det være koordinationen, det er galt med, så bækkenbunden ikke automatisk trækker sig sammen, når der er brug for det. Her kan man ofte nøjes med at bækkenbundens funktion i forskellige dagligdagsfunktioner og her får vi ikke brug for MAPLe. Men er bækkenbunden meget svækket, kan det være en fordel at starte med el-stimulation og evt. biofeedback. (2)

Urge (trangs) inkontinens eller bydende og uopsættelig vandladningstrang
Her ser jeg ofte en bækkenbund, som har alt for ringe udholdenhed, og da man skal kunne holde et knib i op til 30 sekunder for at afbryde sin tissetrang og få blæremusklen til at slappe af, er det vigtig i forhold til den problematik. Ved at arbejde med MAPLe bliver det meget tydelig, hvordan patienten nogle gange tror de spænder i samtlige 30 sekunder, men jeg kan jo se på grafen på min iPad, at spændingen kører op og ned, så de ikke kan holde et kontinuerligt spænd. Jeg får nogle gange den samme fornemmelse, når jeg mærker på bækkenbundsmuskulaturen med en finger, men det bliver meget tydeligt for patienten, hvad der sker, når de ser grafen.

I alle vores muskler findes forskellige muskelfibre. Der er muskelfibre, der er gode til at generere en høj spænding i kort tid, og der er muskelfibre, der er gode til at generere en lidt lavere spænding i længere tid. Alt efter hvordan man indstiller MAPLe- apparatet kan man stimulere enten til en høj spænding eller en lav spænding, og derved ramme forskellige muskelfibre. Derfor vil jeg, når jeg ser dette mønster, stimulere de muskelfibre, som generer en lav spænding, men jeg vil også arbejde med biofeedbacken, så patienten kan blive mere bevidst om, hvornår de slipper spændet.

Noget andet der nogle gange føre til urge-inkontinens er, hvis bækkenbunden spænder for meget. En øm og overspændt bækkenbund har svært ved at trække sig sammen, når der er brug for det, men den sender også nogle fejlsignaler til blæren om, at den trænger til at blive tømt. En overspændt bækkenbund kan også medføre, at man ikke får tømt blæren ordentligt hver gang, ganske enkelt fordi, det kan være svært at slappe så meget af, at urinen kan løbe frit. Det gør så, at man skal rigtig ofte på toilettet. En tilstand, der minder rigtig meget om en overaktiv blære.

Når man har målt spændingen i bækkenbunden, kan man tilrettelægge behandlingen efter målingen. Dvs. er bækkenbunden for spændt kan man få den til at slappe af, og så viser det sig ofte, at musklerne bedre kan trække sig sammen efterfølgende. En opspændt bækkenbund kan også give underlivssmerter, fornemmelsen af tyngde og smerter ved sex eller for mændenes vedkommende smerter ved udløsning.

Når man måler en svag muskel eller en muskel med ringe udholdenhed, kan man træne musklen til dette med øvelser. Har man en meget svag bækkenbund eller en bækkenbund med meget ringe udholdenhed, vil det gå betydeligt hurtigere, hvis man også får en eller anden form for el-stimulation. Andre og billigere el-stimulationsapparater kan i mange tilfælde gøre det lige så godt som MAPLe, men MAPLe har 4 klare fordele i forhold til andre apparater:

  1. Man kan undersøge om musklen har svært ved at trække sig sammen, fordi den er overspændt eller fordi den er svag.
  2. Man kan måle fremgangen, og det kan klart være med til at motivere patienterne til mere træning.
  3. MAPLe har flere indstillingsmuligheder, idet ikke alle skal have den samme pulsbredde og HZ, hvor andre apparater har standardprogrammer.
  4. Man anvender den samme elektrode til el-stimulation som til biofeedback, så man kan gå direkte fra test til stimulation til træning i klinikken.

En overaktiv blære: Er bækkenbunden ok både med styrke og udholdenhed og skal patienten op flere gange hver nat er det stor sandsynlighed for at det er blæremusklen der gerne vil trække sig sammen i tide og utide. Det kaldes en overaktiv blære. Det er en tilstand som ofte ses hos ældre personer, men kan også ramme yngre mennesker. Her kan man få noget medicin som kan nedsætte blæreaktiviteten, men man kan også stimulere med akupunktur (3) eller el-terapi (4). Med MAPLe kan man stimulere direkte på blæren med et program som er udviklet direkte til dette.

Dette program kan også bruges til en neuropatisk blære. En neuropatisk blære er når man har en sygdom der gør at nervesystemet ikke fungere som den skal. Her er det rygmarvsskadede, parkinsonpatienter og sclerosepatienter som især kan have glæde af behandling med MAPLe. Der er dog undersøgelser som også viser god effekt ved tibealisstimulation (læs note2) (4) eller akupunktur (3).  Jeg har god erfaring både med elektronisk behandling via MAPLe og med akupunktur til en overaktiv blære og en neuropatisk blære og da der ikke findes undersøgelser der sammenligner de 3 behandlingsformer, er det svært at sige hvilken behandling der er den bedste. Dette kan også være individuel, så her må man prøve sig frem og så lytte til patientens præference.

Afføringsinkontinens efter sphincter ruptur: Her tænker jeg MAPLe i høj grad kommer til sin ret idet det kan være meget svært for kvinderne at mærke deres sphincter. Jeg har i alt fald mødt kvinder, der var utætte for luft og afføring flere år efter, som har haft god effekt af at blive stimuleret med MAPLe, som er det eneste apparat der kan stimulere sphincter.

For mig er MAPLe et værktøj lige som alt andet. Det er noget, jeg tyr til, hvis det er meget svært for patienten at aktivere et godt knib, eller hvis jeg er fornemmer, at det er en blanding mellem en overspændt bækkenbund og en svag bækkenbund. Det kan også være noget, jeg tyr til, hvis patienten har svært ved at mærke, hvornår de spænder, og hvornår de slapper af. Og så er det eneste apparat på markedet, der kan stimulere sphincter.

Litteratur:

  1. A differential suction electrode for recording electromyographic activity from the pelvic floor muscles: Crosstalk evaluation
  2. Reliability and differentiation of pelvic floor muscle electromyography measurements in healthy volunteers using a new device: the Multiple Array Probe Leiden (MAPLe)
  3. Guidelines for behandling af overaktiv blære hos kvinder med Botox, Sacralnervestimulation, vægttab, akupunktur og instillationsbehandling: DSOG. Gimble H. 2019
  4. Pericutanius nerve stimulation for ovaraktiv bladder: Kim Peirano, DACM, LAc

Artiklen er skrevet til K-NYT oktober 2025 og er udtryk for fagpersonens egne holdninger.

, , , , , ,

Mave-tarmproblemer kræver helhedsorienteret behandling

Mave-tarmproblemer – et overset og tabubelagt problem, der kræver helhedsorienteret behandling

 

Af klinisk diætist og cand.scient.san Mia Lerche Schomacker
Privatpraktiserende diætist med mere end 10 års erfaring i behandling af mave-tarmproblemer.
Certificeret i low FODMAP diæten ved Monash University, Australien og Kings College, London.

Rigtig mange mennesker lever til dagligt med store gener og ubehagelige symptomer fra deres mave-tarmsystem. For nogle er generne så invaliderende, at de påvirker evnen til at arbejde og deltage i sociale sammenhænge. Mave-tarmproblemer udgør desuden en meget stor samfundsøkonomisk byrde grundet de mange undersøgelser og gentagne henvendelser til sundhedsvæsenet.

Til trods for problemets omfang er mave-tarmproblemer stadig et meget tabubelagt og overset emne. Mange personer med mave-tarmproblemer fortæller om utilstrækkelig vejledning i, hvordan de kan afhjælpe deres problemer. Dette er selvfølgelig ærgerligt, da en helhedsorienteret tilgang til behandlingen, kan hjælpe de fleste – ofte med ganske få tiltag.

Mave-tarmproblemer – hvad indebærer det og hvor udbredt er det?
Mave-tarmproblemer er en meget bred betegnelse for en række forskellige symptomer, som man kan opleve fra sit mave-tarmsystem. Symptomerne kan være i form af diarré, forstoppelse, vekslende afføringsmønster, afføringsinkontinens, oppustethed, luftgener og mavesmerter. Der ses ofte også opadgående symptomer i form af kvalme, halsbrand, tidlig mæthedsfornemmelse, opstød og bøvser.

I forskningen kan vi se, at mave-tarmproblemer er en yderst hyppig årsag til henvendelser hos både praktiserende læger, speciallægeklinikker og det offentlige sundhedsvæsen. Tal fra forskningen viser, at mave-tarmproblemer i høj grad påvirker livskvaliteten i en negativ retning, og at problemerne udgør en stor samfundsøkonomisk byrde.

Mave-tarmproblemer kan have en lang række forskellige årsager, herunder diverse forskellige sygdomme i mave-tarmsystemet. De kan også være en mere indirekte konsekvens af operationer, medicinindtag eller afsluttede sygdomsforløb, der har påvirket tarmens funktion. En meget stor andel bliver diagnosticeret med en såkaldt funktionel tarmlidelse. Af disse lidelser er irritabel tyktarm den hyppigst stillede diagnose. Patienter med irritabel tyktarm udgør helt op til 30 % af patienterne i speciallægeklinkker.

Hvordan kan en helhedsorienteret behandling gennem kost, livsstil og medicin lindre mave-tarmproblemer?

Behandlingen af mave-tarmproblemer vil naturligvis afhænge af årsagen til symptomerne. Hvis problemer skyldes en sygdom i tarmen, skal denne selvfølgelig først og fremmest behandles, for eksempel via medicin.
Derudover er det vigtigt at huske på, at mange mave-tarmproblemer, herunder funktionelle mave-tarmlidelser, ikke kan kureres. Behandlingen går derfor ud på at lindre symptomerne så godt så muligt.

Optimal behandling kræver, at man kigger helhedsorienteret på symptomer, kost, livsstil, indtag af medicin og så videre. Behandlingen bør altid tages udgangspunkt i de symptomer, der opleves. Et helt lavpraktisk eksempel er, at det er ulogisk at afprøve et afføringsmiddel som behandling af mave-tarmproblemer, hvis man ikke har forstoppelse. Ikke desto mindre vil man ret ofte kunne opleve, at man i sundhedsvæsenet bliver givet en række meget overordnede anbefalinger, som man ”må eksperimentere med på egen hånd”.

I min klinik ser jeg dagligt, hvordan ændringer i kost og livsstil samt tilpasninger af medicin og naturlægemidler, kan have en afgørende forskel for symptomerne. Ændringer i kost og livsstil kan for eksempel omhandle korrekt siddestilling på toilettet, gode toiletvaner, regelmæssige måltider, tilpas mængde kostfibre og tilpas mængde væske. Ændringerne kan også omhandle undgåelse af bestemte fødevarer, for eksempel fødevarer, der kan forværre diarré og dannelse af gas i tarmsystemet. Mange mennesker med symptomer på irritabel tyktarm kan for eksempel have gavn af at afprøve low FODMAP diæten – en diæt, hvor man begrænser sit indtag af bestemte ufordøjelige kulhydrater i kosten, som især påvirker afføringens konsistens og dannelsen af gas i tarmsystemet.

Mange har på egen hånd afprøvet diverse naturlægemidler, kosttilskud og håndkøbspræparater. Men ikke alle er klar over, at nogle kosttilskud kan virke forstoppende, mens andre kan give en tyndere afføring og danne mere gas i tarmsystemet. Håndkøbspræparater, for eksempel afføringsmidler, kan være en helt afgørende og nødvendig hjælp for mange, men ofte bliver man utilstrækkeligt vejledt i dosis og kombination af præparater, som kan gøre, at effekten udebliver eller i værste fald giver forværrede symptomer.

Endeligt er det min erfaring, at to faktorer er helt afgørende for lindringen af mave-tarmproblemer. Den første faktor er, at en grundlæggende forståelse for tarmsystemets funktion og hvad, der har indflydelse på den, er helt afgørende. Man får ganske enkelt langt nemmere ved at navigere i behandlingen, hvis man får en større forståelse for sammenhængen mellem symptomer og behandling. Den anden faktor er, at det som oftest er den rette kombination af tiltag, der ender med at give den største lindring samlet set.

Forhåbentligt kan denne artikel være med til at skabe et håb om lindring hos dig, der endnu ikke har funden den.

Denne artikel er skrevet til K-NYT februar 2024

,

Mænd – sex – inkontinens

Af Niels Einer-Jensen, dyrlæge, dr.med.vet. og dr.med.
Kilde: KontinensNyt 1, 2007, s. 9-12

Download hele artiklen

Denne artikel er skrevet på basis af samtaler med mænd med inkontinens. Den rummer problemer og tanker, vi har berørt i samtalerne. Artiklen er subjektiv som en advokats forsvar af sin klient. Den rummer sandheden, men ikke hele sandheden. Den forsøger også at give nogle praktiske råd. Inkontinens er stadig et tabuemne blandt mænd, selvom det er et almindeligt problem. Seksuelle problemer ved inkontinens er et endnu større tabu hos mænd, selvom det også er almindeligt. Artiklen handler om heteroseksuelle mænd, min erfaring med homoseksuelle inkontinente er lille.

Mænd og kvinder er ligeværdige og samtidig forskellige. De er formodentlig mere forskellige, end vi tænker over til daglig. Mænds og kvinders gener er to procent forskellige på grund af kønskromosomet. Forskellen på chimpanser og mennesker af samme køn er mindre end én procent. På inkontinensområdet viser forskellen sig blandt andet ved, at en stor kommune som Odense gennemfører 5 gange flere instruktionskurser for kvinder end for mænd, selvom forskellen i hyppighed er meget mindre. Mændene dukker sig, taler ikke om problemet og lider i stilhed.

Sex kan adskilles fra kærlighed. Det gør de fleste mænd i perioder af deres liv. Drømmen hos de fleste er, at de 2 ting forenes smukt i et livslangt samliv – at finde en kvinde, der både er spændende at gå i seng med og at stå op sammen med. Inkontinente mænd tænker mere på kærlighed end på sex.

Mænd kan hvor som helst, når som helst, og med hvem som helst
Udtrykket var standard i soldaterverdenen. Sex er en væsentlig del af en ung mands verden. I perioder starter og slutter dagen med at tænke på sex. Den vågne tid imellem bruges til at jage kvinder. OK, det er lidt overdrevet, men resultatet er, at piger klarer sig bedre i gymnasiet end drenge. Den unge mands forventning til sig selv er, at han altid er klar til sex, hvis chancen viser sig. Når der er for langt mellem damerne, må han bruge gokkehånden (Carsten Jensen, ‘Vi, de druknede’ beskriver en mand uden ben og med kun én arm – men gudskelov med gokkehånden i behold). Udløsning er et mål i sig selv.

Mænd har, ligesom kvinder, behov for nærhed og ømhed. Der synes alligevel at være en basal forskel på kønnene. Hos kvinder er kravet til forspillet inden samleje mere krævende end hos mænd. Samtale, romantik og nærhed er væsentlige for at kunne opleve god sex. Manden, specielt den unge mand, vil hellere have udløsning og så snakke. Når manden bliver ældre, kræver han også mere tid for at få lyst og rejsning, så i en periode vil kvinden og manden passe godt sammen.

Tidligere kunne jeg tænke den op, nu kan jeg ikke råbe den op
Nogle ældre/gamle mænd bevarer den seksuelle potens og kan endda befrugte kvinder. Potensproblemer er dog almindelige og viser sig hos mange mænd i 40-50-års alderen. Til at begynde med er der blot en længere opvarmningsperiode eller længere tid mellem samlejer. Så begynder rejsningsproblemer at melde sig, og pludselig en dag sker der ingenting. Det skaber usikkerhed om fremtiden; for hvad nu hvis rejsningen også udebliver næste gang, og næste gang igen? Det skaber en ond cirkel, for den manglende selvtillid øger problemet, og præstationsangsten melder sig.

Der er en væsentlig forskel på manden og kvinden. Manden vil/skal have udløsning hver eneste gang – kvinden kan have stor glæde af nærheden og den fysiske kontakt uden altid at forlange orgasme af sig selv. I et godt samliv behandles spredt eller manglende udløsning hos manden som et mindre problem; man ligger i arm, taler om det – og livet går videre.

Problemet forværres af et konfliktfyldt samliv, hvor den manglende evne til at få rejsning og udløsning bruges af kvinden som et uhyggeligt, slagkraftigt våben i konflikten. Det er næsten som at gå fra traditionel krig til en atomkrig.

Sexproblemer sidder altid mellem ørerne
For 20 år siden blev manglende lyst og rejsning betragtet som et overvejende psykisk problem. I dag ved vi, det er en sandhed med store modifikationer. Mange fysiske handicaps og sygdomme mindsker sexlysten. Generelt mindsker overvægt lysten til sex. Fysisk inaktivitet og et højt alkoholforbrug mindsker både lysten, evnen og sædkvaliteten. Sygdom fører ofte til uspecifik træthed og uoplagthed; det mindsker potensen. En del medicin mindsker potensen gennem at påvirke det autonome nervesystem eller kroppens hormonproduktion. Potensproblemer og stor tørst efter vand kan være de første symptomer på sukkersyge. Så der er god grund til at gennemgå et sundhedscheck, hvis potensen mindsker. En velbehandlet sukkersygepatient får hyppigt potensen tilbage. Mange års sukkersyge kan medføre forandringer i kroppens små arterier, det kan føre til blindhed, koldbrand i benene eller svigt af penis svulmelegemers funktion. En forbedret behandling af sukkersyge har dog mindsket hyppigheden af disse alvorlige bivirkninger.

Inkontinens og manglende sexevne følges hyppigt ad. Det har både fysiske og mentale årsager. I fosterstadiet anlægges kønsorganer og urinorganer tæt ved hinanden fra samme type celler. Funktionsproblemer i det ene system har let ved at smitte af på det andet system. Så inkontinens og manglende rejsning og potens kan have fælles oprindelse. I voksenlivet er funktionen af penis fælles: urin, sædvæske og sædceller kommer gennem samme udførselsgang; men helst ikke samtidigt.

For at undgå sammenblanding har kroppen udviklet fysiske mekanismer, der holder funktionerne adskilte. Hos inkontinente mænd fungerer mekanismen ikke. Inkontinens kan udvikle sig langsomt, og erkendelsen kan tage tid – potensproblemerne kan komme inden erkendelsen. Det kan tage mange år, før manden søger hjælp for inkontinens, 5-7 år er almindeligt. Da impotens er et større tabu end inkontinens, tager det også lang tid at samle mod til at tale med sin læge om impotensproblemet. Måske svigter urinblærens lukkemuskel, måske svigter nervesystemets signaler til lukkemusklen. Det kan være vanskeligt at finde en specifik årsag til inkontinens, derfor bliver behandlingen ofte tilsvarende upræcis. Prostata (blærehalskirtlen) producerer sædvæske. Kirtlen ligger rundt om urinvejen i nærheden af urinblæren. Kirtlen kan være forstørret, så den klemmer på urinrøret og besværliggør urinblærens tømning. Der ses hyppig vandladning med dårlig tømning af blæren. Ved en godartet forstørrelse kan urinrøret udvides i prostataområdet, så generne mindskes. I princippet er problemet løst, men i praksis får mange mænd potensproblemer.

Prostatakræft
Prostatakræft er en almindelig sygdom hos ældre mænd. Der dør lige så mange mænd af denne kræftform, som der dør kvinder af brystkræft. Diagnosen er rimelig let at stille, og behandlinger rimelig vellykket i de tidlige stadier; men der har været en underlig ‘hold kæft og dø’ holdning fra både patienter og læger. Inkontinens i en 3 – 24 måneders periode er almindelig efter behandling (fx operativ fjernelse), men stædig genoptræning hjælper. Impotens er almindelig i en periode. Fremskreden prostatakræft behandles blandt andet med antihormon, her er impotens en almindelig bieffekt.

Bleer og selvopfattelse
Inkontinens og bleer virker nedslående på en mands opfattelse af sig selv som mand. Det er en potenshæmmer af dimensioner. Det er ikke specielt forførende at smide bleen. Det er heller ikke specielt fremmende for rejsningen, at manden er bekymret for, om han nu tisser eller ejakulerer. Der kan træffes nogle praktiske forberedelser: Tøm blæren, brug ekstra lagen eller store håndklæder. Der er ikke tvivl om, at det kræver interesse for både sex og mand, velvilje, overbærenhed osv. hos samleveren. Tal med hende, fortæl hende om dine bekymringer og begrænsninger. Hun holder jo af dig og vil sikkert gå langt, for at I kan fungere sammen.

Folkemedicin og ‘smarte’ net-annoncer lover, at potensen øges, hvis man spiser dit eller dat. Jeg tror ikke meget på disse løfter, en buket til din kone er formodentlig en bedre investering. Hvis lysten er stærk og rejsningen svag, kan receptpligtig, godkendt potensmedicin sommetider hjælpe. Tal med din læge og køb dem ikke over nettet fra ‘Langtbortistan’. Det er potente og ikke helt ufarlige stoffer.

Det er ærgerligt at inkontinens og impotens er så tabubelastede. En tidlig, fornuftig samtale med og behandling af en forstående læge kan mindske problemet. Så åbn dog munden! Lægen er uddannet til at håndtere sådanne emner.

Bækkenbundstræning kan have god effekt – også på impotens, for bækkenbundsmusklerne arbejder hårdt ved samleje og ved udløsning. Så der er ingen grund til at sidde stille og bukke nakken for elendigheden.

Impotensens nådegave
Udtrykket stammer formodentlig fra katolske prælater, der jo skal holde sig fra husholdersker og kordrenge. Det er svært og fører til mange sjælekvaler, når han er ung. Jo ældre præsten bliver, jo mindre bliver fristelserne. I alderdommen finder han ro for seksuelle fristelser.

Jeg tror, mange med potensproblemer kan lære af dette. Det er ikke et mål i sig selv at have mange udløsninger. Vi skal ikke have ret mange børn, så modne mænds udløsninger er ikke en nødvendighed. Derfor er det heller ikke verdens undergang, hvis potensen svigter. Det lyder lidt for fornuftigt og helligt; jeg tror heller ikke helt på det. Derimod tror jeg meget på nærhed og kærtegn, at falde i søvn arm i arm. Og megen snak med den man holder af.

Om forfatteren

NielsEiner-Jensen

Niels Einer-Jensen er uddannet dyrlæge og har været ansat på Syddansk Universitet som forsker og underviser for lægestuderende fra 1968 til 2005.
Han har blandt andet skrevet to doktorafhandlinger og har en videreuddannelse som sexolog. Niels har specielt undervist og forsket i forplantningens fysiologi.

Mænd kan også træne bækkenbunden

Odense Kommune har succes med bækkenbundstræning for mænd

18457509-21246958-thumbnail

Af Laila Ravkilde Marlet, Kontinensfysioterapeut, Master i Rehabilitering, Bestyrelsesmedlem, Kontinensforeningen
Kilde: KontinensNyt 1, 2007, s. 20-22

Download hele artiklen

Mange mænd har problemer med vandladning og inkontinens. Derfor tilbyder Odense Kommunes Aktivitets- og Træningsafdeling ikke kun bækkenbundstræning til kvinder, men også til mænd. Undersøgelser viser, at træningstilbuddet hjælper flere af de mandlige deltagere.

Vandladnings- og inkontinensproblemer kan have store konsekvenser for mænds livskvalitet. De oplever især problemer med, at de drypper i bukserne efter at de har været på toilettet, eller at de ofte har så kraftig en trang til at skulle på toilettet, at de ikke kan holde vandladningen tilbage. Mænd med inkontinens skal typisk på toilettet med få timers interval om dagen, og om natten bliver søvnen måske forstyrret 3-4 gange af toiletbesøg. Vandladning og toiletbesøg kommer derfor nemt til at styre deres liv og udfoldelsesmuligheder. Oven i det har en del mænd efter 40-årsalderen også problemer med at gennemføre samleje og med at kunne få rejsning af penis. En del af problemerne kan skyldes forstørret prostata eller operationer af prostatakirtlen og svag bækkenbund.

Undersøgelse og spørgeskema
Inden mændene begynder på Odense Kommunes tilbud om bækkenbundstræning bliver de undersøgt både af en fysioterapeut med speciel viden om inkontinens og af egen læge. De skal også udfylde et skema med spørgsmål om, i hvor høj grad de er generet af inkontinens i dagligdagen. For at se, om træningen har haft en effekt udfylder det samme slags spørgeskema, når træningen stopper og igen tre måneder efter, at holdet er slut. Mændene udfylder desuden et væske-vandladnings-skema (VVS) over 2-3 dage, hvilket giver konkrete tal på deres vandladningsproblemer: Fysioterapeuterne bruger oplysningerne i skemaet til at planlægge bækkenbundstræningen og tallene er med til at gøre mændene bevidste om, hvor de skal sætte ind.

Praktiske øvelser og teori
Selve bækkenbundstræningen indeholder en praktisk og en teoretisk del. Den praktiske del består af venepumpeøvelser, kropsbevidsthedsøvelser og knibeøvelser i forskellige stillinger, for eksempel liggende, stående og gående eller knibeøvelser i de situationer, hvor det er sværest at holde tæt. Det kan måske være, når man rejser sig fra en stol eller har tungt arbejde. Den teoretiske del er undervisning i bækkenets og underlivets anatomi, og hvordan bækkenbundsmusklerne virker. Desuden undervises mændene i emner, som kan have betydning for problemerne: eksempelvis medicin, drikke- og vandladningsvaner, blæretræning, kost og fordøjelse.

Fysioterapeuterne tilbyder desuden mændene en undersøgelse af knibefunktionen i bækkenbundsmusklen. Denne undersøgelse gør, at både manden og fysioterapeuten får konstateret, om manden kan knibe rigtigt, og ud fra resultaterne af undersøgelsen kan fysioterapeuten vejlede den enkelte mand i, hvordan han skal træne. Mændene oplæres også i, hvordan de selv kan teste bækkenbundsmusklerne og følge med i, om der sker fremskridt. De får udleveret en træningsdagbog, hvor de kan skrive op, hvor meget de træner hjemme og på den måde kan de selv holde øje med deres træningsindsats. En sygeplejerske informerer mændene om medicin, og om hvornår man er berettiget til at få bevilget bleer og andre inkontinenshjælpemidler fra kommunen.

Gode resultater
Bækkenbundstræningen stiler imod, at den enkelte mand skal nå de mål, som han selv har for sin træning. Undersøgelsesskemaerne viser, at de fleste af mændene enten mindsker eller helt fjerner deres vandladningsproblemer efter, at de har deltaget i bækkenbundstræningen. Livskvaliteten øges, idet mændene bliver bedre til at kontrollere deres vandlanding, og de nu kan færdes mere frit uden hele tiden at skulle tænke på næste toiletbesøg og på, hvor det nærmeste toilet er. Flere sover bedre om natten, fordi de nu skal færre gange op på toilettet; dette uden at de har været nødt til at tage ekstra medicin. Mændene udtrykker desuden stor tilfredshed med at få information om deres krop, om årsager til, hvorfor vandladningsproblemerne opstår og med, at de får konkrete ideer til, hvad de selv kan gøre for at mindske problemerne.

Mange af mændene har ikke talt med andre om deres vandladningsproblemer og synes, det er en stor lettelse at kunne tale med andre mænd i samme situation og få gode ideer til, hvordan de kommer videre. De mænd som ikke mærker nogen effekt af bækkenbundstræningen, prøver fysioterapeuterne at hjælpe dem videre i behandlingssystemet.

Ønskes yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte Laila Ravnkilde Marlet på telefon 65 51 63 50 eller kontinensfysioterapeut Merete Bagger på telefon  65 51 63 35.

Seks fakta om inkontinens

1. Inkontinens er stadig et tabu
Mænd er generelt forlegne over at tale om vandladnings- eller inkontinensproblemer, holder problemerne for sig selv Mange mænd tror fejlagtigt, at inkontinens er  noget der følger med, når man bliver ældre, noget man må lære at leve med Men det passer ikke, der er meget at gøre!

2. Forskningsresultater om effekt af bækkenbundstræning til mænd
Den engelske fysioterapeut Grace Dorey har forsket i bækkenbundstræning til mænd. 3 måneders bækkenbundstræning havde følgende effekt:

  • 75% blev helbredt for deres efterdrypsinkontinens
  • 40% fik normal rejsning af penis
  • 35% fik forbedret rejsning af penis
  • 25,5% havde ingen effekt af bækkenbundstræningen
  • Efter prostataoperation bliver mændene hurtigere tætte end, hvis de ikke får bækkenbundstræning.

Kilde: Grace Dorey 2005 og Kontinensforeningens hæfte “Mænd og bækkenbundstræning”.

3. Typiske symptomer hos mænd, der har vandladnings- og inkontinensproblemer:

  • Kraftig vandladningstrang, som kan være vanskelig at kontrollere
  • Ufrivillig vandlanding
  • Efterdryp i bukserne efter vandladning
  • Hyppige vandladninger
  • Vandladning om natten
  • Besvær med at få vandladningen i gang
  • Urinstrålen er slap
  • Blæren bliver ikke tømt helt ved vandladning
  • Problemer med at få rejsning af penis
  • Problemer med at kunne gennemføre samleje.

4. Hvor udbredt er vandladningsproblemer hos mænd?

  • 100.000 – 150.000 danske mænd over 40 år lider af ufrivillig vandladning
  • Min. 50 % af mænd over 40 år har et eller flere af symptomerne nævnt ovenfor
  • Ca. 20-30 % af mænd over 80 år har problemer med ufrivillig vandladning
  • Problemerne er tiltagende med stigende alder.

Kilde: Debra E. Irwing, Ian Milsom, Steinar Hunskaar m.fl. (2006) og Kontinensforeningens hæfte “Mænd og inkontinens”.

5. Oplysninger om Odense Kommunes bækkenbundstræningshold

  • Træningen foregår oftest på hold
  • Mændene kan få individuel rådgivning og instruktion v. fysioterapeut
  • 29 mænd har deltaget i holdtræning
  • Gennemsnitsalderen har været 77 år – yngste 58 og ældste 88 år
  • Bækkenbundstræningen varetages af specialuddannede fysioterapeuter
  • Træning foregår 2 timer pr. uge i 10 uger på et af kommunens træningscentre
  • Der deltager 7-9 mænd pr. hold
  • Mændene skal visiteres til tilbuddet
  • Deltagerne betaler hver 50,- kr. for materialer og pjecer, som udleveres.

Du kan finde pjecer om Odense Kommunes bækkenbundstræning til henholdsvis mænd og kvinder på Odense Kommunale Ældreplejes hjemmeside www.odense.dk/OKAE. Kig under menupunktet Aktivitet & Træning.

6. Sådan kan du som mand teste dine bækkenbundsmuskler
Når du spænder i bækkenbundsmusklerne, skal det føles som du holder på en prut!  Du skal desuden mærke, at du kniber sammen om endetarmsåbningen og løfter mellemkødet mellem pungen og endetarmen op i kroppen. Du kan teste knibet ved at sætte et par fingre ved endetarmen eller mellemkødet og mærke, at bunden løfter sig. Hvis du stiller dig foran et spejl, kan du se, at penis vipper opad mod maven, når du kniber. Det de sker, når man kniber i bækkenbundsmusklerne er at man “knækker” både endetarmen og urinrøret, på samme måde, som når man knækker en haveslange for at stoppe vandet.

Forudsætningen for, at man kan træne sin bækkenbund, er, at man udfører knibet rigtigt og ikke spænder i balle- og mavemusklerne samtidig!

Mænd med knas i vandværket søger ikke hjælp

loneman

Af Vibeke Pilmark, Fysioterapeut og faglig redaktør, Danske Fysioterapeuter
Kilde: KontinensNyt 1, 2007, s. 4-6

Download hele artiklen

Mænd, der lider af ufrivillig vandladning, er så flove, at de ikke taler med lægen om det. Problemet er et tabu ikke kun for mændene, men måske også for lægerne.

Rigtige mænd tisser ikke i bukserne, det gør kun gamle damer. Sådan tænker de fleste, men virkeligheden er en anden. Hver fjerde mand over 40 år lider af ufrivillig vandladning, men de færreste går til lægen.

Når mænd rammes af sygdom under bæltestedet, går det ud over, deres følelse af at være ‘rigtige mænd’, og det kan ifølge psykolog Niels Peter Agger forklare, at ufrivillig vandladning er et tabu ikke kun for dem selv, men også for deres kønsfæller blandt lægerne.

Han har undersøgt mænds ønsker om information og rådgivning for Kræftens Bekæmpelse. Resultaterne er blevet brugt til et katalog af anbefalinger til læger og andre, der arbejder med kræftramte mænd. De fleste af anbefalingerne er generelle og ifølge Niels Peter Agger også relevante i forhold til andre sygdomme, der rammer mænd.

“Mænd er gode til at bære og overse symptomer,” siger Niels Peter Agger. Han mener, det er en styrke, men det gør det svært for lægerne at få fat i mændene.

“Når sygdommen oven i købet handler om kønsorganerne, rører det ved mændenes kastrationsangst, hvilket gør det endnu mere problematisk for dem at søge hjælp, for ‘der skulle jo nødigt være noget i vejen’.”

Mange mænd er ramt
Langt flere mænd, end man tidligere har troet, lider af ufrivillig vandladning. Kontinensforeningen er en patientforening for mænd, kvinder og børn, der lider af ufrivillig vandladning. Her mener man, at cirka 150.000 mænd lider af ufrivillig vandladning. En svensk undersøgelse fra foråret viste, at hver fjerde mand over 40 år, har svært ved at holde tæt.

I juni måned kom resultaterne fra en stor europæisk undersøgelse. Her blev 5460 mænd fra Sverige, Tyskland, Italien og Storbritannien spurgt om de led af ufrivillig vandladning eller overaktiv blære. Undersøgelsen viste, at halvdelen af alle mænd over 40 år har gener fra urinvejene. Hyppige toiletbesøg og ufrivillig vandladning hos mænd mente man tidligere var tegn på aldersforandringer i blærehalskirtlen (prostata), men den europæiske undersøgelse giver et helt andet billede. Yngre mænd rammes hyppigere end forventet, således led 43 procent af mændene i undersøgelsen under hyppige toiletbesøg om natten og 13,3 procent havde en overaktiv blære med pludselig og voldsom vandladningstrang og problemer med at holde tæt.

Blev utæt efter operation
Jens Olesen fik i 2006 fjernet prostata på grund af kræft. Selvom han havde fået at vide, at han kunne risikere at blive utæt efter operationen, blev han chokeret over omfanget.

“Jeg var oppe på at bruge 10 bleer om dagen, og det var helt uacceptabelt,” fortæller Jens Olesen. Den praktiserende læge kunne ikke hjælpe ham, og han opsøgte derfor Birthe Bonde, der fysioterapeut og specialist på området.

“Hun fortalte mig, at jeg i forbindelse med operationen havde fået fjernet en muskel under prostata, og at jeg nu skal til at bruge de samme muskler i bækkenbunden som kvinder for at holde tæt,” fortæller Jens Olesen. Han blev overrasket over, hvor lidt han vidste om sit eget underliv. Hos Birthe Bonde fik han styr på anatomien under bæltestedet, hvilket gav ham motivationen til gå i gang med at træne bækkenbunden med knibeøvelser.

Knæk på haveslangen
Mænd og kvinder reagerer ifølge Niels Peter Agger forskelligt på sygdomme. Hvor det for kvinderne er vigtigt at tale ud om problemerne, prøver mændene at få kontrol over deres følelser og i perioder helt at glemme, at de fejler noget.

“Udtalelser som ‘vi kan hjælpe dig med at løse dit problem’, placerer mændene i en svag rolle,” siger Niels Peter Agger. Kvinderne dominerer i sundhedssystemet, og der er derfor ikke forståelse for mændenes måde at tackle sygdom på.

“Mændene vil have informationer og handlemuligheder, så de igen kan genvinde kontrollen over deres krop. De vil lære mere om sygdommen, og især de yngre mænd bruger internettet,” fortæller Niels Peter Agger.

Mænd foretrækker, at der bruges mandesprog, viser Niels Peter Aggers undersøgelse. Da Jens Olesen kom til fysioterapeuten, var hun meget direkte og brugte ord som rør, pakninger, vandtryk til at illustrere, hvad der var galt med ham.
“Jeg anvender bevidst ord fra mandeverden, når jeg skal fange deres opmærksomhed,” forklarer Birthe Bonde. Når hun skal lære mændene at knibe sammen i bækkenbunden, bruger hun haveslangen som eksempel.

“Det er svært at stoppe vandet ved at klemme om slangen, men det er let, hvis man laver et knæk på den,” fortæller Birthe Bonde.

Der er brug for en kampagne
Praktiserende læge Dorte Halkjær er formand for forebyggelsesudvalget i Lægeforeningen. Hun har jævnligt mænd i konsultationen, der lider af ufrivillig vandladning og impotens. Dorte Halkjær plejer selv at gennemgå bækkenbunden for mændene og lære dem at lave bækkenbundsøvelser, men hun er udmærket klar over, at mange mænd ikke vil tale med lægen om det.

Kontinensforeningen hører ofte mænd beklage sig over, at praktiserende læger ikke ved, hvordan de skal behandle problemet.

“Men både ufrivillig vandladning og for den sags skyld impotens kan helt eller delvist afhjælpes, og derfor er det vigtigt, at lægerne tager problemet alvorligt og spørger ind til det, hvis mændene ikke selv kommer ud af busken,” siger administrationschef for Kontinensforeningen Aase Randstoft. En del af mændene klager over, at lægerne ikke tager sig af, at de tisser i bukserne, for ‘det kommer jo med alderen’. “Lægerne burde have nogle standardspørgsmål, mændene skal svare på, når de kommer i konsultationen. Ligesom når de skal udfylde en lægeattest til køreprøven”, foreslår Aase Randstoft. “Jeg mener ikke, løsningen er, at lægerne spørger alle mandlige patienter, hvordan det går med vandladningen, bare for at få dem ud af busken”, siger Dorte Halkjær.

Hun mener, at lægernes uddannelse og efteruddannelse på området er god nok, men der er behov for at sætte fokus på ufrivillig vandladning, for det vil gøre lægerne mere interesserede i området. Hun vil ikke afvise, at også lægerne føler, at ufrivillig vandladning hos mænd er et tabu.

“Sundhedsstyrelsen lavede for nogle år siden en kampagne, der skulle få mænd med risiko for hjertesygdomme til at gå til læge. Den kampagne fik mændene op af stolene. På samme måde kunne man få mænd, der lider af ufrivillig vandladning til at opsøge den praktiserende læge,” foreslår Dorte Halkjær.

Jens Olesen er efter tre måneders bækkenbundstræning igen blevet tæt og er sluppet for et problem, der satte store begrænsninger for hans udfoldelsesmuligheder.

Jens Olesen har ønsket at være anonym. Hans navn er redaktionen bekendt.

Med bleer i baggagen

Interview med Hanne, som var 56 år, da hun fra den ene dag til den anden blev inkontinent for – urin og afføring

hannemodel

Af Randi Krogsgaard, cand.psych. og journalist
Kilde: KontinensNyt 2, 2006, s. 4-5

Download hele artiklen

– Jeg husker tydeligt den dag i 1993, da jeg blev inkontinent. Jeg faldt over en ledning. Ved faldet fik jeg ondt i ryggen, og jeg gik tidligt i seng, for at ‘komme mig’. Da jeg vågnede næste morgen, var hele sengen våd.

Katastrofalt og invaliderende
Hanne er i dag 69 år. Hun sidder i sin hyggelige solbeskinnede stue og tænker tilbage. I dag er hun enke, hendes mand døde i 2004, og hun lever på 14. år et liv, hvor hun skal indkalkulere sin inkontinens i alt, hvad hun foretager sig. Og Hanne er meget diskret. Hun klarer de praktiske problemer omkring bleer, vasketøj, uheld og tøjskift, så ingen bemærker noget. Det er både godt og skidt, for der er heller ingen, der ved, hvor stor en belastning, det er at leve på den måde.

– Folk tror bare, at inkontinens handler om, at man drypper, som en vandhane med en defekt pakning. Men når man har det som jeg, hvor der ikke er nogen som helst forbindelse mellem hjernen og henholdsvis blære og tarmfunktion, er det katastrofalt og invaliderende, fortæller Hanne, der har måttet affinde sig med at gå med ble altid.

Intet at gøre
Da Hanne faldt over ledningen i 1993, rev hun en nerve over. Det betød, at hun fik ‘ridebuksesyndrom’ . Hun blev følelsesløs i underlivet og på indersiden af lårene. Hun blev derved inkontinent for både urin og afføring. – Jeg har siden da prøvet alt for at bedre på situationen, men der er ikke noget at gøre, siger Hanne. Den manglende kontrol af kropsfunktionerne besværliggør dagligdagen i form af praktiske problemer og den konstante bekymring for at lække. Det fører til social isolation og stort besvær, blot Hanne skal i byen for at handle. – Hvis jeg skal ud af huset, må jeg tømme mig inden, så jeg ikke risikerer at få afføring. Hvis jeg sørger for at blive tømt ordentligt, har jeg et par timer, fortæller Hanne, der også altid sidder på et skånedækken for ikke at ødelægge møblerne.

Vaskemaskineruten i Norge
Nu skulle man tro, at Hannes liv blev totalt omlagt efter ulykken i 1993. Gennem hele livet har hun rejst meget – i sit første ægteskab, alene og i sit andet ægteskab. Og den fornøjelse ville hun ikke være foruden. Da ulykken skete, var Hanne i sit andet ægteskab. Hun havde en forstående mand og et dejligt sexliv, som de var enige om, at de ikke ville undvære, selv om det krævede særlige forberedelser. Desuden ønskede de fortsat at rejse med deres uundværlige campingvogn, som gennem årene nåede at køre 40.000 km i Europa og i Norden. Begejstringen for denne ferieform var større end betænkelighederne ved at rejse som inkontinent, selv om mængden af vasketøj, når man er i den situation, kan være problematisk. Men da Hanne mener, at problemer er til for at løses, har hun altid grebet det uhyre praktisk an. Et par måneder før vi skulle afsted på rejse, købte jeg fx masser af brugt sengetøj på loppemarkeder. Det blev stuvet ind i campingvognen og kasseret efter brug, siger Hanne, der også indrykkede annoncer i de nordnorske aviser, når turen gik den vej. I annoncerne søgte hun efter familier, der ville lægge vaskemaskine til. Disse annoncer gav god respons, og Hanne og hendes mand kunne tilrettelægge deres rute efter vaskemaskinerne. – Det var søde og forstående folk, som vidste, hvad problemet var, nogle af dem er mine venner i dag, fortæller hun.

Bleer med i bussen
Hanne har i det hele taget udvist stor kreativitet i løsningen af det problem, der blev hendes skæbne. Hun har heller ikke holdt sig fra at tage alene afsted på busture i Europa, selv om det indebærer en organiseret oppakning med en blekuffert, skiftetøj i ‘håndtasken’, vådservietter, vaskeklude osv. På spørgsmålet om hun har haft uheld, når hun var ude, svarer hun ork ja, men at ingen lægger mærke til det. – Jeg trækker mig lidt fra de andre, og så har jeg fx altid to af samme slags bukser, så jeg kan skifte uden at nogen bemærker det, fortæller hun.

Egen salve mod irriteret hud
Hanne er sygeplejerske af uddannelse og har altid interesseret sig for alternativ behandling. Det betyder, at hun fx fremstiller cremer og salver selv, bl.a. den salve, der forebygger, at hun bliver hudløs pga. sin inkontinens. Dén creme fik hun opskriften på, da hun engang besøgte en indianerstamme i USA, og den betyder, at hun aldrig har problemer med irriteret hud.

Større spande på toiletterne
Hannes meget praktiske tilgang til inkontinensproblemet har også betydet, at toiletterne i det lokale indkøbscenter er blevet forsynet med store affaldsspande til bleer. Det har hun personligt sørget for. – Der må jo være andre end mig, der har problemet, og som har brug for at smide bleer ud på et offentligt toilet. Og hvad kan der være i de små spande, der normalt er sat op – ingenting, siger Hanne, der gerne ser, at Kontinensforeningen tager fat i dette problem, som er et generelt problem for inkontinente.

Hannes rejsetip
Gem kasserede strømpebukser, klip dem af og brug dem som engangstrusser, når du rejser.

Medicinmanden opdagede sin muskel

medicinmand

Af Anne Mette Futtrup, Redaktionen.dk
Kilde: KontinensNyt 3, 2009, s. 27-28

Download hele artiklen

Carsten Lewinsky er uddannet tandlæge og vant til at sætte sig ind i medicinske termer og forskning. Derfor var det også videnskabelig information, han tyede til for hjælp, da han blev inkontinent efter en prostatacanceroperation. Men det var en tilfældighed, der gjorde ham tør igen.

En dag i forsommeren 2004 sad Carsten Lewinsky på sin gamle blå stol ved spisebordet og læste i en bog. Lige uden for vinduet stod skoven i fuldt flor. Men indendørs var humøret ikke så lysegrønt. For Carsten Lewinsky kunne efter en prostatacanceroperation fem måneder forinden ikke holde på vandet.

Nu sad han som så mange gange før og læste ved den stribede dug på spisebordet. Han sad lidt ude på kanten af stolen og opdagede, at den fornemmelse, som den hårde spisebordsstol gav, var både velkendt og sikker.

’Stolekanten ramte lige mellem pung og anus, og derfor klemte jeg med min egen vægt mod urinrøret. Jeg kunne genkende fornemmelsen og prøvede så selv at lukke og åbne den muskel, der lukker urinrøret’, fortæller Carsten Lewinsky.

Allerede ved første knib fornemmede han, at han – bogstaveligt – havde fat i noget, om end det ikke var så nemt.

’Det er vanvittig svært at skelne musklerne fra hinanden. Derfor er det også vanskeligt at vide, om man har fat i den, der lukker urinrøret, eller den, der kontrollerer endetarmen. For kvinder er det den samme lukkemuskel, der tager sig af det hele. Men det er det altså ikke for mænd’, siger han.

Trænede dag efter dag efter dag
Dagen efter øvede Carsten Lewinsky sig igen. Denne gang med lidt flere knib og talte sekunderne pr. knib. Næste dag igen var der atter knibeøvelser på programmet – flere og længere end de to forudgående dage. Og sådan fortsatte han ihærdigt og stædigt dag for dag. Stolekanten hjalp ham til at lokalisere musklen, og gentagne øvelser gav den styrke. Tre uger senere havde han igen selv kontrol over, hvornår han skulle tisse. Og han jublede.

’Jeg tænkte, hold da kæft, hvor det kører. Jeg kan hoppe, løfte, hoste – gøre hvad som helst og stadig holde på vandet’, fortæller han. Dermed endte fem måneders ulykkeligt ubehag, som siden canceroperationen havde hæmmet ham voldsomt.

’Man er jo bange for at lugte, og for at bleen ikke kan holde, som den skal. Det er ikke nemt at gå ud blandt andre, når man er inkontinent. At gå i biografen med ble på er altså bare ikke så fedt’, siger han.

Cancer ved et tilfælde
Carsten Lewinsky opdagede prostatacanceren ved et tilfælde, da han gik til lægen med hold i ryggen i 2003. Hans praktiserende læge sendte ham til undersøgelser, fordi smerter i ryggen i nogle tilfælde kan være et signal om prostatakræft. Da han fik diagnosen, holdt dagene op med at være almindelige, sådan som de ellers altid havde været.

’Jeg tænkte ikke på andet end kræften. Jeg var bange for at dø af det. Og jeg bestilte nærmest ikke andet end at søge på internettet efter muligheder og svar’, fortæller Carsten Lewinsky.
Mange år forinden var han blevet skilt og boede derfor nu alene i et hus i skovbrynet i det idylliske Langebæk på Sydøstsjælland.

’Jeg er vant til og glad for at være alene og havde også brug for at gå lidt alene med diagnosen til at begynde med. Så involverede jeg mine tre voksne børn og fortalte det også til mine naboer’, siger han.

Han gik til et informationsmøde om prostatakræft i Næstved, som PROPA (Prostatacancer opererede Patienter), havde arrangeret. Siden meldte han sig ind i foreningen og kastede sig ud i frivilligopgaverne både som foredragsholder, som rådgiver på foreningens telefonlinje og som formand for medicinudvalget.

Operation – og så inkontinent
Carsten Lewinsky besluttede efter diagnosen i 2003 at lade sig operere for prostatacancer på Odense Universitetshospital.

’Heldigvis var canceren indkapslet i prostata, så kirurgen kunne fjerne prostata, sædsæk og det hele. Der er ikke mere cancer tilbage’, siger han. ’Når en mandbliver ramt af prostatacancer, går lægerne først og fremmest op i, om manden overlever. Det er naturligt nok. Men vi, der i første omgang klarer den, mister vores livskvalitet. Mange mænd bliver impotente efter operationen og føler, at de fuldstændig mister deres mandighed. Nogle mænd fravælger simpelthen operation af frygt for at miste potensen. Sådan har jeg ikke haft det. Jeg føler mig stadig som mand, og det er da også lykkedes mig at generhverve en lille smule potens. Men for mig var den største bivirkning uden tvivl inkontinensen, der fulgte efter operationen’, fortæller Carsten Lewinsky. Han kigger rundt i sin stue og lader blikket hvile på to lænestole.

’Når jeg fx rejste mig fra en dyb stol, stod urinen ud. Jeg kunne slet ikke holde på det, uanset hvad jeg gjorde. Når jeg stod op om morgenen, blev bleen straks fyldt. Jeg skulle dælme løbe stærkt ud på badeværelset, hvis jeg skulle nå at aflevere noget af det i toilettet’, siger han og smiler som ser han en film med sig selv i den spurtende hovedrolle.

Hospitalet havde ingen hjælp
Den tidligere tandlæge var i månederne efter operationen sygemeldt på grund af inkontinens og søgte tilbage til sundhedsvæsenet for at få hjælp til at kontrollere sin blære. Han ville gerne ud på arbejdsmarkedet igen og havde planer om at tage en ny uddannelse til datamatiker – som han også siden har gennemført.

’Men læger tager sig ikke af bivirkningerne. De kontrolbesøg, man kommer til efter operationen, er af en beskaffenhed, der er helt ude af trit med det, som patienterne har brug for. Jeg blev bare spurgt, hvordan jeg havde det, og fik så lov at gå hjem igen. Da jeg bad om hjælp til at slippe for inkontinensen, tilbød hospitalspersonalet at teste min lukkemuskel. Så fik jeg en måler op bagi, og de bad mig klemme sammen. ’Hvad Søren skal den der?’ spurgte jeg, det var jo ikke afføringen, jeg havde problemer med at holde på. Men det var det eneste måleapparat de havde, lød det. Mænd er på herrens mark!’

Det eneste tilbud, der var til Lewinsky, var bleer. Så dem brugte han dag og nat de første fem måneder, indtil han sad der ved køkkenbordet og følte en velkendt sikkerhed, når hans kropsvægt klemte ned mod blæren.

’Ja, man kan jo godt sige, at ’medicinmanden’ fandt sin muskel’, fortæller han.

Medicinsk behandling af inkontinens hos kvinder – hvad er den rette behandling?

40265

Af Søren Brostrøm, Overlæge, ph.d., Gynækologisk-obstetrisk afdeling, Glostrup Hospital
Kilde: KontinensNyt 2, 2008, s. 4-8

Download hele artiklen

Rigtig diagnose = rigtig behandling!
Tranginkontinens (urge-urininkontinens) og anstrengelsesinkontinens (stress-urininkontinens) er to vidt forskellige sygdomme, og behandlingen af de to sygdomme vil derfor også være forskellig. Forudsætningen for behandlingssucces er, at du og din læge får skudt jer ind på den rigtige diagnose fra starten. Det er ikke altid lige let, og nogle gange kommer man til at prøve noget medicin, som ikke virker, ganske simpelt fordi man ikke fejler det, som medicinen skal virke på. Det er derfor vigtigt, at du løbende drøfter med din læge, om du får den rigtige behandling, eller om der er noget andet, du kan prøve.

Anstrengelsesinkontinens – kan det behandles medicinsk?
Ved anstrengelsesinkontinens (stress-urininkontinens) har man ufrivillige urinlækager ved host, nys, fysisk aktivitet m.v. Nogle har så svær inkontinens, at de lækker urin, blot de rejser sig fra en stol eller vender sig i sengen, eller de oplever nærmest konstant sivende inkontinens. Anstrengelsesinkontinens er den hyppigste form for inkontinens. Den ses typisk hos aktive kvinder i 30-50-års alderen, der har født børn, og skyldes formentlig i de fleste tilfælde en svækkelse af bindevæv og muskulatur omkring urinrøret.

Som første behandling vil man ofte foreslå genoptræning af bækkenbundsmuskulaturen (knibeøvelser) hos en specialuddannet fysioterapeut. Hvis lækagerne er meget forudsigelige (fx kun når man løbetræner, går til håndbold, dans m.v.) kan lejlighedsanvendelse af en tampon måske løse problemet. Contrelle Activgard® er et dansk udviklet produkt af formstøbt polyurethanskum, der bøjes sammen inden indføring i skeden, hvorved blærehalsen understøttes og lukkemekanismen genetableres. Contrelle Activgard® kan bestilles på apoteket eller på nettet, fx homecare.dk. Contrelle Activgard® er desværre ret dyrt i brug, men kan under visse omstændigheder være tilskudsberettiget efter Servicelovens § 112. Men du kan også prøve først med en Tampax eller OB, måske virker det for dig?

Hvis du har prøvet bækkenbundstræning, tamponer m.v. og fortsat er meget generet af din inkontinens, bør du få en henvisning til en gynækologisk afdeling for at drøfte muligheden for operation. Langt de fleste patienter med anstrengelsesinkontinens kan i dag hjælpes med operationer, der foretages i lokalbedøvelse.

Hvis du ikke ønsker operation, eller hvis gynækologisk afdeling af den ene eller anden grund skønner, at det er for risikabelt, at du får en operation, kan medicinsk behandling være en mulighed. Yentreve® er det eneste præparat på det danske marked, der er godkendt til behandling af anstrengelsesinkontinens hos kvinder. Man mener, at medicinen virker ved at påvirke receptorer i centralnervesystemet, der medfører en øget spændingen i urinrørets lukkemuskel. Effekten er dog beskeden. Yentreve® indeholder det aktive stof duloxetin, der er en såkaldt serotonin-noradrenalin genoptagelseshæmmer. Stoffet tilhører en klasse af medicin, som man i flere år har anvendt til behandling af depression.

Serotonin spiller bl.a. en rolle i reguleringen af stemningsleje, følelser, søvn og appetit, mens noradrenalin regulerer bl.a. opmærksomhed og impulskontrol. Udover centralnervesystemet findes begge signalstoffer også udbredt i mave-tarmkanalen, hvor de er med til at regulere tarmenes bevægelser. Den hyppigste bivirkning er kvalme, som opleves af hver fjerde kvinde, der får Yentreve®. Andre almindelige bivirkninger er mundtørhed, forstoppelse, søvnløshed og træthed, mens man sjældnere ser bl.a. hovedpine, svimmelhed, ændret appetit, diarré, opkastning, søvnforstyrrelser, nedsat seksuallyst og manglende orgasme.

Yentreve® skal tages to gange om dagen. Da både effekt og bivirkninger ses indenfor de første uger, vil det være fornuftigt, at du starter med en pakke til en måneds behandling, og så derefter drøfter med din læge om du skal fortsætte. En pakke med 58 kapsler, der svarer til en måneds behandling, koster ca. 460 kr. Der er ikke generelt tilskud til Yentreve®, men din læge kan hjælpe dig med at søge individuelt tilskud.

Tranginkontinens – mange valgmuligheder!
Ved tranginkontinens (urge-urininkontinens) opleves den ufrivillige urinlækage som en pludseligt indsættende, bydende og ukontrollerbar vandladningstrang. Hvor lækagerne ved anstrengelsesinkontinens typisk er mindre dryp, kan patienten med tranginkontinens opleve, at hele blæren tømmes, når uheldet sker. Nogle patienter er generet af den pludseligt indsættende, bydende vandladningstrang uden inkontinens, men kan være voldsomt generet af hyppige daglige og natlige vandladninger. Man taler om ‘overaktiv blære syndrom’, som en fællesbetegnelse for disse vandladningssymptomer.

Tranginkontinens er hyppigere jo ældre man bliver. Man ved ikke nok om årsagerne og sygdomsmekanismerne ved tranginkontinens og overaktiv blære. Det er meget muligt, at der er en række ret forskellige årsager: Hos nogle patienter skyldes det måske, at de drikker for meget og på forkerte tidspunkter. Hos andre skyldes det måske aldersbetinget svækkelse af reflekserne – at man er blevet dårligere til at styre sin blære, ligesom man kan blive dårligere til at høre, huske, holde balancen osv. Der er også teorier om, at sygdommen hos nogen skyldes ændringer i blæreslimhinden og blæremusklen. Hos kvinder efter overgangsalderen kan en del af irritationen i blæren skyldes bortfaldet af det kvindelige kønshormon – østrogen – der normalt virker styrkende på slimhinden i både skede, urinrør og blære.

Det første skridt i retning mod den rigtige diagnose og behandling hos patienter med tranginkontinens og overaktiv blære er et væske-vandladnings-skema, hvor du registrerer hvornår – og hvor meget – du tisser og drikker. Du får skemaet hos din læge, som også kan forklare, hvordan skemaet skal udfyldes. [Red.: skemaet  downloades her] Skemaet er et meget vigtigt instrument, som hjælper lægen til at skelne mellem anstrengelses- og tranginkontinens. Men et veludført væske-vandladnings-skema er samtidigt også fremragende ‘hjælp-til-selvhjælp’ til at korrigere uhensigtsmæssige drikkevaner. Mange bliver overraskede over, hvor meget det hjælper at reducere sit væskeindtag, og fx at lade være med at drikke kaffe, te eller alkohol om aftenen.

Du kan også bruge væske-vandladnings-skemaet til at ‘blæretræne’, dvs. justere dine vandladningsvaner ved at træne din blære til at rumme mere, så du kan holde dig længere. Når du blæretræner, skal du forsøge en gradvis øgning af tiden mellem dine toiletbesøg. Når du får vandladningstrang, kan du fx stå på tæer, tælle baglæns fra 100 eller lignende øvelser, der kan dæmpe signalerne fra hjerne til blære. Du kan også forsøge et kraftigt knib i bækkenbunden, som kan udløse en dæmpende refleks på blæren.

Hvis ændringer i drikke- og vandladningsvaner ikke er tilstrækkeligt til at løse dit problem, vil din læge måske foreslå medicinsk behandling af typen antimuskarinika (også kaldet antikolinergika). Anti-muskarinika formodes at virke ved at blokere de signalstoffer, der får blæren til at trække sig sammen, og kaldes derfor også for blæredæmpende medicin.

Der findes muskarine receptorer overalt i kroppen, og der er derfor en del bivirkninger ved denne type medicin. Faktisk er risikoen for at få bivirkninger større en chancen for at få gavn. Den hyppigste bivirkning er mundtørhed, som ses hos op til 20%. Almindelige er også besværet fokusering af synet, træg mave, mavesmerter, oppustethed og kvalme. Mindre almindelige bivirkninger er øjentørhed, kvalme, mavesmerter og blæretømningsbesvær. Særligt bekymrende er, at nogle patienter kan få bivirkninger fra centralnervesystemet, som hovedpine, svimmelhed, søvnighed, konfusion og hukommelsesbesvær.

Man må ikke tage antikmuskarinika ved visse typer af grøn stær (glaukom) og ved sygdommen myasthenia gravis [red.: Myasthenia gravis er den mest almindelige forstyrrelse i forbindelsen mellem nerverne og musklerne]. Samtidig behandling med anden medicin, fx svampemidlet ketoconazol, kan påvirke omsætningen af antimuskarinika i kroppen.

Der findes seks forskellige antimuskarinika på det danske marked: Detrusitol®, Emselex®, Kentera®, Spasmo-lyt®, Toviaz® og Vesicare®. Disse præparater adskiller sig ikke væsentligt vedrørende effekten; forskellen mellem præparaterne ligger på pris, administrationsmåde og bivirkninger. Spasmo-lyt® er halv pris af de øvrige, men skal til gengæld tages 2 gange dagligt på tom mave, hvilket kan være besværligt for nogle. Kentera® er et plaster, der skal skiftes 2 gange ugentligt. Ved plasterbehandling undgås i stort omfang omsætningen af lægemidlet i leveren, og der ses derfor få af de gængse bivirkninger som mundtørhed og træg mave. Men desværre er mange patienter generet af rødme og hudkløe på de steder, plasteret har siddet. De øvrige 4 præparater (Detrusitol®, Emselex®, Toviaz® og Vesicare®) er langtidsvirkende eller depottabletter, der kun skal tages én gang dagligt. Man får færre bivirkninger ved at indtage medicinen til natten. Emselex®, Toviaz® og Vesicare® føres alle i 2 styrker, og det kan være en fordel at forsøge at gå op (eller ned) i dosis for at finde den bedste balance mellem effekt og bivirkninger. Der er ingen eller minimal prisforskel mellem de to styrker af de enkelte præparater.

Både virkninger og bivirkninger af antimuskarin medicin ses indenfor for de første par ugers behandling, og varer kun så længe medicinen indtages. Effekten er desværre ofte skuffende: i gennemsnit får patienter kun 1/2 færre ufrivillige urinlækage pr. dag. Men der er store variationer; nogle patienter har meget stor effekt eller mange bivirkninger, mens mange andre ikke synes det virker. Ofte er det sådan at jo større effekt, des flere bivirkninger. Alle bivirkninger er dosisrelaterede: jo mere medicin, des større risiko for bivirkninger. Bivirkningerne ophører når man stopper medicinindtagelsen.

Da effekt og bivirkninger ses indenfor de første par uger er der ingen grund til at du fortsætter en behandling længere end en måned hvis du ikke er tilfreds. Men det kan ofte være en fordel at du, i samråd med din læge, forsøger præparatskift for at se om du tåler et andet af de 6 præparater bedre, eller det er mere effektivt.

Lokal østrogen kan lindre gener i skede og blære efter overgangsalderen
Et par år efter overgangsalderen, hvor egenproduktionen af kvindelige kønshormoner er faldet til næsten ingenting, ses en række slående ændringer af vævet i skede, urinrør og urinblære. Slimhinden bliver tynd og sart, muskelvævet skrumper og bindevævet ændrer karakter. Den naturlige ‘gode’ skedeflora med mælkesyrebakterier ændres til en ‘dårlig’ flora med tarmbakterier. Alle disse ændringer er medvirkende til ikke blot skedetørhed, kløe og smerter ved samleje, men også hyppige blærebetændelser og irritationsgener fra blære og urinrør. Slimhindeforandringerne kan bedres ved lokalbehandling med østrogen, og mange læger vil rutinemæssigt tilbyde dette som supplerende behandling ved tranginkontinens og overaktiv blære, eller før operation for anstrengelsesinkontinens hos kvinder i overgangsalderen.

Der findes 4 præparater på det danske marked (se tabel 2). Præparaterne adskiller sig ikke væsentligt vedrørende effekten; forskellen mellem præparaterne ligger på pris og administrationsmåde. Ovestin® er langt det billigste, og kan købes i håndkøb uden recept, men hvis du får recept fra din læge kan du få tilskud. Ovestin® creme foretrækkes af nogle patienter, da den smørende effekt fra cremen giver færre gener ved samleje. Andre synes at cremen ‘snasker’ så de må gå med trusseindlæg. Estring® er et siliconepessar, der løbende afgiver små mængder hormon. Pessaret skiftes hver 3. måned, og du kan enten gøre det selv eller få det gjort hos din egen læge. Vagifem® er en lille vandopløselig tablet, der placeres i skeden med et kuglepenslignende engangsrør.

Ved brug af østrogen i skeden optages en ganske lille smule hormon i blodbanen. Der er tale om så små mængder, at koncentrationen i blodet ikke overstiger normalværdierne for kvinder efter overgangsalderen. I modsætning til anbefalingerne for hormonbehandling med tablet eller plaster er der ingen begrænsning på, hvor længe man bør anvende lokal hormonbehandling, og der er heller ikke noget, der tyder på, at lokal hormonbehandling øger risikoen for kræft, blodpropper, slagtilfælde eller hjerte-karsygdom. Hvis du har været behandlet for bryst- eller livmoderkræft, bør du drøfte nødvendigheden af lokal hormonbehandling med din gynækolog, men de fleste danske gynækologer vil ikke fraråde  dette hvis dine gener er tilstrækkeligt store.

Natlige vandladninger
Natlige vandladninger kaldes også nykturi. Natlig inkontinens i sengen kaldes også enursis nocturna. Skal du op om natten for at tisse, kan det skyldes mange faktorer, bl.a. uhensigtsmæssige drikke- og vandladningsvaner, overaktiv blære og søvnforstyrrelser, men også fx hjertesygdom, hvor man får hævede ben om dagen, som man tisser ud om natten. Du skal derfor altid snakke med din læge, og I skal altid sammen kigge på væske-vandladnings-skemaet, før I går i gang med behandling. Ofte vil lægen foreslå, at du justerer dine drikke- og vandladningsvaner, og måske prøver antimuskarinika, som før omtalt.

I nogle tilfælde skyldes de natlige vandladninger, at man producerer for meget urin om natten. Normalt vil nyrerne koncentrere urinen om natten, men hvis denne koncentrerings-evne er tabt, kan den natlige urinproduktion overstige blærekapaciteten – og man vågner for at tisse. Tommelfingerreglen er, at den natlige urinproduktion ikke må overstige 1/3 af den samlede urinproduktion på et døgn. Hvis den gør det, har man natlig polyuri, eller for stor natlig urinproduktion.

Ved natlig polyuri vil man altid først starte med at reducere væskeindtaget til det mindst mulige. De fleste mennesker kan faktisk klare sig med omkring en liter væske dagligt. Hvis man stadig er generet efter dette er forsøgt, og man ved et nyt væske-vandladnings-skema stadig har en for stor natlig urinproduktion, kan man forsøge medicinsk behandling. Minirin® (aktivt stof: desmopressin) er et syntetisk hormon med urinkoncentrerende (antidiuretisk) effekt; det virker således modsat af vanddrivende behandling.

Minirin® er effektivt, men skal anvendes med forsigtighed og under nøje lægekontrol af bl.a. blodprøver, væskeindtagelse og vægt. Specielt skal man være opmærksom på at holde et stabilt, og lavt væskeindtag under behandlingen. Den alvorligste bivirkning ved Minirin®-behandling kan være vandforgiftning, der bl.a. kan vise sig ved hovedpine, vægtøgning, kvalme, mavesmerter, vand i kroppen, svimmelhed og kramper.