Jeg hader min sygdom

sarah

Interview: 6-årige Sarah er afføringskontinent, og det kan gøre hende ked af det og vred på sig selv. Det er det værste ved sygdommen, synes hendes forældre.

Af Kristian Bang Larsen, redaktionen.dk
Foto: Nils Lund
Kilde: KontinensNyt 2, 2010, s. 7-8

Download hele artiklen

Jeg hader mig selv,’ sagde femårige Sarah Katballe en aften til sin mor. ’Jeg hader min sygdom. Jeg hader min krop’.

Sarah er afførings- og urininkontinent. Hun gør i bukserne hver dag.

‘Det var rigtig hårdt at høre for mig,’ fortæller Sarahs mor, Lone Katballe. Hun tog efterfølgende en snak med sin datter, om hvordan hun havde det.

‘Hun fortalte, at det især var, når hun skulle på toilettet, at hun blev ked af det, og ikke når hun var ude at lege. Så tænkte hun ikke på det,’ siger Lone Katballe. Hun har det svært med, at inkontinensen påvirker Sarahs humør og selvværd. ‘Det værste er kun at kunne kigge hjælpeløst til, at min datter har det så dårligt. Jeg kan ikke tage problemerne fra hende.’

Dårlige, gode råd
Sarah bor med sine forældre og sin lillebror i landsbyen Gamborg på Fyn, og er lige begyndt i før-skole. Hun er en livlig og nysgerrig pige, der leger i stuen i familiens parcelhus, mens mor Lone og far Per snakker med KontinensNyts journalist om sofabordet. Sarah er lige fyldt 6 år, men har haft problemer med inkontinens siden hun som 3-årig begyndte i børnehave.

‘Hun var stort set renlig, da hun startede i børnehaven. Så begyndte det at gå skævt med en masse tisseri, og i løbet af et par måneder begyndte der at være afføring i bukserne,’ fortæller Lone Katballe.

I starten vidste forældrene ikke, hvad de skulle gøre. Var det dem, der havde gjort noget galt, eller var det Sarah, der var noget i vejen med? Var det fordi hun snart skulle være storesøster, eller var det starten i børnehaven, der havde påvirket hende? ’Det er hårdt, når man ikke ved, hvad det er,’ siger Per Katballe. Venner og familie havde masser af gode råd. Nogle sagde, at det nok gik over af sig selv, nogle at Sarah skulle skældes ud, når hun havde uheld, og andre at hun skulle roses og have belønninger, når hun fik lavet på toilettet. Sarahs forældre prøvede en masse forskelligt, men ingenting virkede, og de tog sig selv i at blive frustrerede og irriterede på deres datter. ‘Vi fik så mange konflikter med Sarah, og hun blev ked af det,’ fortæller Lone Katballe, der også selv var bekymret. ‘Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det. Hvad sker der, når hun bliver ældre? Hvad hvis det ikke går væk? Man er bange for at hun begynder at blive mobbet. Og bange for at filmen knækker for hende. Hun har været meget tyndhudet og ked af det i perioder.’

Drilleblæren og den dumme tarm
Familien ville have Sarah undersøgt af specialister, men det var svært, for normalt vil man ikke diagnosticere børn med inkontinens før de nærmer sig skolealderen. Først da Sarah blev 4 år, kom hun med hjælp fra familiens læge til undersøgelse på Odense Universitets Hospital – på afdelingen Teddy, der er et ambulatorium for børn med afføringsproblemer. Senere på året blev hun indlagt på H3, som er børneafdelingen på hospitalet. Det blev et vendepunkt for familien.

‘At blive indlagt, og høre personalet sige, at ”det kender vi godt”, var utroligt befriende,’ fortæller Per Katballe. Forældrene havde følt sig meget alene med Sarahs problemer, og havde ikke vidst hvordan de skulle håndtere det. Men på Teddy blev Sarah diagnosticeret med forstoppelse og sat i behandling med præparatet Movicol, og familien fik praktiske og pædagogiske værktøjer, de kunne bruge i hverdagen. Forældrene havde også samtaler med en psykolog.

‘Vi syntes selv, vi prøvede ikke at fokusere på sygdommen, og at undgå konflikter med Sarah. Men sandheden var, at alt drejede sig om det, og vi havde faktisk konflikter hele tiden,’ siger Per. ‘Det hjalp psykologen os med at erkende, og vi fik vendt den dårlige stemning til noget konstruktivt.’ Nu er omverdenens gode råd lagt på hylden, og Per og Lone arbejder med de pædagogiske værktøjer, de har fået på sygehuset. Der er tre faste tidspunkter om dagen, hvor Sarah skal på toilettet og træne, og ellers handler det meget om at undgå konflikter, og at sørge for at sygdommen ikke fylder for meget i hverdagen.

‘Det handler om ikke at arbejde med det. Ingen kommentarer overhovedet. Ikke noget med at sige, hvor er det fint, eller det var ærgerligt. Der giver hende bare skyld og præstationspres,’ siger Per. ‘Og når vi snakker om inkontinensen, så lægger vi det uden for Sarah. Så er det den dumme tarm eller drilleblæren. Vi eksternaliserer sygdommen, for at tage skylden fra hende,’ siger Lone.

Bange for drillerier
Sarah er stadig inkontinent, men familien er blevet bedre til at takle sygdommen. Senest har udfordringen været, at Sarah skulle starte i skole. ’Vi var frygtelig nervøse,’ fortæller Lone Katballe. Børn kan være hårde mod hinanden, og en pige, der gør i bukserne, kan let blive et offer for drillerier og mobning. Familien valgte i samråd med skolens pædagoger at være åbne om Sarahs problem, og fortælle de andre børn om det. Så behøvede de ikke at skjule noget, og der kom ikke rygter i omløb.

Alligevel var der et par drenge, der ikke kunne lade Sarah være.
‘Det er kedeligt, når man laver pøller og tisser i bukserne, når andre ser det,’ siger Sarah, der er kravlet op til sin mor i sofaen. ‘Så er der nogen, der driller, og siger ”Sarah tisser i bukserne”. Så siger jeg ”lad være,” og så snakker jeg med en voksen om det.’
‘Der blev slået hårdt ned på det med det samme,’ siger Per og fortæller, at der ikke har været nogen problemer i skolen siden.
‘Var du nervøs for at starte i skole, fordi du gør i bukserne?’
‘Nej, det havde jeg faktisk ikke tænkt på, undtagen den dag Thomas og Thomas drillede,’ siger Sarah.

Hvorfor kan jeg ikke lade være?
Sarah har det godt i skolen og med kammeraterne på vejen og til gymnastik. Hun skal selvfølgelig have skiftetøj med, når hun er ude, men det er vigtigt for familien, at hun kan leve et almindeligt liv. Hun er en udadvendt pige, og det er mest, når hun er alene, at hun bliver ked af det.

‘Psykisk kan hun være træt og pirrelig. Hun er skrøbelig og kan let komme til at græde. Men socialt er hun stærk og har det godt,’ forklarer Lone Katballe.

”Hvorfor kan jeg ikke lade være?” spørger hun. Hun synes ikke, at hun gør det godt nok,’ siger Per.

Familien skal snart indlægges på børneafdelingen på Odense Universitets Hospital igen, og Sarahs forældre håber, at det hjælper lige så meget som sidst. Og Sarah kan godt lide at være på hospitalet.
‘Det er sjovt på sygehuset, fordi jeg kender lægerne og pædagogerne,’ siger hun.

Drømmen om Legoland
Da Sarah første gang var indlagt, lagde personalet op til, at Sarah nok ville være ovre sin inkontinens i løbet af et års tid. Men nu er året gået, og Sarah gør stadig i bukserne.

‘Hun har gået og sagt, at når hun bliver 6 år, så går det over. Men det har det så ikke gjort,’ siger Lone Katballe. Og hendes mand tilføjer: ’Sarah har erkendt, at hun har en sygdom, der går over på et tidspunkt. Men hvornår gør den så det?’

Men familien bliver ved med at håbe, og nu har de sat en ny deadline. Når Sarah om et år fylder 7, satser de på at sygdommen er væk.

‘Tænk hvis vi en dag kan tage af sted til Legoland, i det vi går og står i, uden skiftetøj. Så skal vi have en god flaske rødvin,’ siger Per Katballe. ’Mindst!’

Efterskrift

Målet er nået
I 2010 bragte foreningen et interview med os og vores datter Sarah, der dengang døjede med både urin- og afføringsinkontinens. I interviewet sluttede vi af med en drøm om den dag, hvor vi kunne tage i Legoland en hel dag uden uheld og stramme tidsplaner for toiletbesøg. Og vi vil bare lige melde tilbage, at det gjorde vi i dag den 3. september 2012!!!

Sarah er nu godt 8 år, og hun styrer faktisk selv det hele i løbet af dagen, da hun nu kan mærke, hvad hendes krop fortæller hende. Ingen faste toilettider mere, ikke noget medicin-ur der bipper og ingen våde eller lugtende bukser. Movicolen trapper vi lige så stille ned på med nu kun få breve om ugen. Sarah er selvfølgelig glad men stadig meget følsom og nervøs over de mindste problemer i forhold til toiletbesøg. Hun synes også, det er lidt trist, at hun ikke skal på sygehuset mere, da hun heldigvis var glad for sine indlæggelser der. Men det er jo bare godt, at hun har det sådan med børneafdelingen. Vi har oven i købet også fået lovning på, at vi gerne må kigge forbi, når vi er i nærhden.

Nu mangler vi bare den natlige inkontinens. Hun stadig bruger ble, og det er hun rigtig træt af. Vi prøver lige nu medicin, der giver lidt effekt. Men ellers er hun indstillet på, at vi skal i gang med ringeapparat om natten. Det vil vi lige undersøge lidt om på foreningens hjemmeside – vi kigger under Produktinfo. Tak for brevkassen og et fortsat godt blad.

Med venlig hilsen

Lone Katballe

Jeg har et usynligt handicap

Interview med en 32-årig læge, som er inkontinent og ikke bryder sig om hemmelighedskræmmeri

Dorthe

Af Anne Mette Futtrup, Redaktionen.dk
Kilde: KontinensNyt 2, 2009, s. 22-24

Download hele artiklen

”Sting synger en sang, der går ’Every breath you take, every move you make…’. Den fortæller meget godt, hvor inkontinent jeg var. Hver gang jeg tog et skridt, hver gang jeg bukkede mig, lagde det ene ben over det andet, hostede, nøs, grinede … hver gang tissede jeg i bukserne.”

32-årige Dorte Høj Drostrup blev inkontinent, da hun fødte sit andet barn, sønnen Oscar, i maj 2006. I mange måneder kunne ingen forklare årsagen, først efter flere operationer blev hun hjulpet. I dag er handicappet mindsket. Men det forsvinder formentligt aldrig helt.

Foråret 2006 var lys og glad for den unge, sportsaktive kvinde, Dorte Høj Drostrup. Hun var gift med Anders og mor til 2-årige Anna. Efter medicinstudiet var hun i gang med speciallægeuddannelse til praktiserende læge. Og nu skulle hun føde det barn, hun ventede, og dermed øge familien til fire. Den tidlige sommer havde godt tag i Danmark.

Den unge kvinde glædede sig til at føde. Hendes datter Anna kom til verden ved kejsersnit, fordi pigen lå i underkropsstilling med rumpen nedad, og derfor var den kommende andengangsmor ekstra spændt på, hvordan det egentlig ville føles.

”Det var selvfølgelig smertefuldt, men også en fantastisk oplevelse at prøve at føde. Som sportsmenneske var jeg fascineret af at prøve kræfter med naturen,” fortæller Dorte Høj Drostrup.

De første dage efter fødslen kunne Dorte ikke holde på vandet. Urinen kom efter forgodtbefindende og sjældent efter Dortes ønske. Hun var noget chokeret over, at hun ikke selv kunne kontrollere sin tissetrang, men fik besked på, at alting skulle have tid til at falde på plads efter en fødsel.

Der gik en uge. Der gik to. Der gik en måned. To. Tre. Fire. Seks …
”Jeg var vildt inkontinent og meget ked af det. Min egen læge henviste mig hurtigt til sygehuset, hvor lægerne forsøgte at berolige mig med, at det ville blive godt, jeg skulle bare give det tid, lave mange bækkenbundsøvelser og måske gennem en enkelt operation på et senere tidspunkt. Men knibeøvelser havde ingen effekt. Jeg havde også forfærdelig ondt i mellemkødet og tog mange smertestillende piller,” fortæller hun om de første mange måneder efter fødslen.

Forsøgte at se det positive
Handicappet var et åg. Dorte Høj Drostrup måtte bruge store bind og erkende, at selv de 700 meter til datteren Annas vuggestue var tilstrækkeligt til, at bindet skulle skiftes.

”Jeg syntes, at det var meget uretfærdigt, at jeg var blevet inkontinent. Jeg var så ung, og inkontinens var noget, jeg forbandt med gamle koner. Men jeg forsøgte at se lidt humoristisk på det og troede på, at jeg kunne blive helbredt. Jeg gik og jokede med, at jeg skulle have en Tena-heldragt,” smiler hun.

Hun nægtede at være flov og skamfuld og holde det generende tisseri hemmeligt.

”Jeg fortalte det til venner og familie – og til min mødregruppe, som har været en fantastisk støtte i hele forløbet. Nogle havde svært ved at tale med mig om mit problem og lukkede fuldstændigt af. Jeg vidste godt, at inkontinens er et tabu. Men jeg blev alligevel rystet og skuffet over nogle reaktioner. Jeg mener, at det er et handicap på linje med andre handicaps – det er bare ikke synligt.”

Frustrationer og ubehag
Som månederne gik, blev Dorte Høj Drostrups humør dårligere og dårligere, inkontinensen styrede hendes liv. Alle løbeture og volleyball på højt niveau, som hun tidligere holdt så meget af, var udelukket. Det var vanskeligt at bevæge sig rundt i huset, og hun kunne dårligt lege med sine børn.

Hun skulle tilbage på job efter barsel, men hendes tidligere arbejdsplads havde toilet i kælderen, og det var en alt for stor belastning i hverdagen.

”Det var ren overlevelse at gå på arbejde. I den nye lægepraksis, hvor jeg fik arbejde, jokede kollegerne heldigvis med mig. De sagde, at jeg kunne låne en toilet-trailer, som en af deres patienter havde fremstillet, så han kunne tage sin syge hustru med på tur. Det hjalp lidt på humøret at grine af det. Men jeg var helt nede at bide i græsset,” fortæller Dorte Høj Drostrup om ventetiden til første operation.

Parallelt med de daglige frustrationer herskede den opslidende frygt for, at problemet aldrig ville holde op.

”Selv om man er læge, er man patient, når man er syg. Og jeg synes, at de undersøgelser, som inkontinente skal igennem, er meget ydmygende. Man skal for eksempel tisse i en spand midt i et undersøgelsesrum, mens undersøgeren venter lige på den anden side af døren. Jeg ved godt, at det ikke er noget at være flov over, men det er altså meget meget ubehageligt,” fortæller den unge læge.

Ja tak, endelig operation
”Jeg var bange for, at andre syntes, at jeg var blevet hypokonder. Jeg havde gået og grædt, når jeg var alene, et helt år, og som læge ved jeg, at kroniske sygdomme også påvirker hjernen. Nogle af os kvinder – måske især kvindelige læger – har lidt tendens til at tænke ”Ja, ja, du dør jo ikke af det, og vi har alle vores at slås med”. Men jeg er blevet meget skuffet, når jeg har mødt de kommentarer. Inkontinente har så ufattelig dårlig livskvalitet. Så da operation endelig kom på tale, var jeg glad og så frem til et normalt aktivitets- og familieliv igen”.

Enorme indgreb
Det viste sig, at Dorte Høj Drostrups bækkenbund var blevet ødelagt ved fødslen. Mellemkødsmusklerne var revet over, bagvæggen i skeden var krøllet sammen og presset op i en krog. Desuden var både forvæggen og højre sidevæg ødelagte. Dorte føle sig nu endelig bekræftet i, at det reelt stod slemt til. Og hun forventede ikke længere, at inkontinensen ville forsvinde af sig selv.

Operationerne var enorme indgreb, og efter den første gik der med Dorte Høj Drostrups egne ord 14 dage, før hun igen smilte.

Skedens for-, side- og bagvæg blev syet på plads, og mellemkødet lappet sammen. Blæren blev løftet op ad to omgange. Ved første forsøg blev den hæftet op indvendigt, hvilket ikke var nogen succes. Anden gang brugte man et såkaldt tvt-bånd, der fungerer som en slynge rundt om urinrøret. Båndet blev hæftet i mavemusklerne, trukket ind rundt om urinrøret og ført tilbage til mavemusklerne, hvor det blev hæftet igen.

Bedring kom hurtigt
De mange indgreb hjalp på Dorte Høj Drostups inkontinens og gav hende en vis kontrol tilbage.

”Nu er der ikke så meget Sting-sang over det mere. Jeg kan gå flere skridt, uden det siver. Dagligdagen fungerer langt bedre både hjemme med familien og i de skiftende stillinger på sygehusafdelinger, som jeg skal igennem i speciallægeuddannelse til praktiserende læge.” Operationerne kunne imidlertid ikke hjælpe hende tilbage til den sportsaktive tilværelse, hun nød før i tiden. Og hun bruger stadig bind både nat og dag. ”Jeg er optimistisk af sind og sikker på, at inden jeg bliver gammel og grå, har flere forskere fattet interesse for inkontinens og vist nogle nye alternativer. Første skridt mod et større fokus på sygdommen er, at patienterne er åbne, så omfanget bliver tydeligt,” siger hun. ”Det er absolut ikke kun ældre kvinder, der er inkontinente. Gennem mit job ser jeg en del yngre kvinder med inkontinens – og jeg har megen forståelse for deres problem.”

Jeg har fået livet tilbage

GudrunChristensen

Interview med Gudrun Christensen, der efter en rygoperation blev afføringsinkontinent. I dag styrer hun tarmen med en pacemaker.

Af Randi Krogsgaard, cand.psych. & journalist
Kilde: KontinensNyt 3, 2007, s. 20-21

Download hele artiklen

‘Jeg er ikke et dårligere menneske, fordi jeg ikke kan holde på afføringen’. Ordene er Gudrun Christensens egne. Hun lægger sit farvestrålende strikketøj fra sig – et tørklæde til et af børnebørnene – og serverer kaffe i den varme sol på terrassen. Hun er netop flyttet ind og viser begejstret rundt i det nyrenoverede hus, som hun virkelig nyder. Det kan man se. Oven i rygoperationer og afføringsinkontinens kom skilsmissen sidste år (2006). Men Gudrun er ved at være ovenpå igen, og dagligdagen går med at passe de 6 børnebørn, som bor tæt på. Nu kan hun igen gå de lange ture, hun nyder så meget.

På benene efter 12 år
Det hele startede med en arbejdsskade i 1995. Gudrun er uddannet maskinarbejder og var på daværende tidspunkt leder af et beskyttet værksted. En dag fik en medarbejder insulinchok, mistede bevidstheden og faldt om. Gudrun greb ham og pådrog sig en diskusprolaps. ‘Havde jeg ikke grebet ham, var han faldet ind i en af vores maskiner, og så havde han ikke levet i dag,’ siger Gudrun, der efterfølgende blev opereret. Operationen hjalp ikke. Gudrun havde fortsat voldsomme smerter. Hun kunne blandt andet ikke sidde ned. En ny operation i 1997 gjorde hendes ryg stiv. ‘Nu kunne jeg bedre sidde end gå,’ fortæller Gudrun, der efterfølgende måtte bruge krykker og kørestol gennem flere år. ‘I 2006 blev jeg igen opereret. Og herefter skete det fantastiske; jeg kom ud af kørestolen og kunne gå igen,’ fortæller hun. Hun skal dog stadig passe meget – har netop igen pådraget sig en ny diskusprolaps, fordi hun en dag ‘lige’ skulle bære en let kasse. Gudrun går til behandling hos en fysioterapeut, og det går heldigvis bedre nu.

Inkontinent efter operation
Helt uden problemer var den sidste rygoperation ikke, for efter operationen blev Gudrun afføringsinkontinent. “Jeg skulle på toilettet 5-8 gange dagligt. Jeg kunne ikke være nogen steder, hvor der ikke var et toilet i nærheden,” fortæller hun. Gudrun kunne heller ikke gå ture, som hun havde set frem til. “Det var utrolig ærgerligt, for jeg kunne ikke glæde mig over at have fået min førlighed tilbage. Jeg var utrolig flov, for jeg følte hele tiden, at jeg lugtede,” siger Gudrun. Det er heller ikke er helt nemt at indlede et nyt forhold, når man ikke kan holde på afføringen.

Pacemaker med fjernkontrol
Gudrun er imidlertid ikke en kvinde, der finder sig i at lide, så hun besluttede, at gøre noget ved inkontinensen. Via en røntgenspecialist, som havde hørt om pacemaker-operationer, blev hun henvist til Århus Hospital. Her fik hun i januar 2007 indopereret en pacemaker i den ene balde. Gudrun styrer pacemakeren med en fjernkontrol, så den kan stimulerer endetarmen til at holde på afføringen. ‘80% af de, der har afføringsinkontinens, kan hjælpes på denne måde,’ fortæller hun.

Tilbage i livet
‘Jeg opholdt mig 5 dage på sygehuset. Først fik jeg en prøvepacemaker uden på, så man kunne se om det virkede, derefter fik jeg den rigtige,’ fortæller hun. De fem dage tilbragte Gudrun på patienthotellet, hvor hun fik kontakt til andre i samme situation. Og det var rart, for alle patienterne var på forskellige stadier i operationen og kunne derfor dele erfaringerne med hinanden.

‘Dagen efter at pacemakeren var på plads i min balle, gik jeg en tur på 6-7 kilometer, og det var helt vidunderligt,’ fortæller Gudrun. “Endelig kan jeg glæde mig over at være tilbage i livet igen.”

Få hjælp
Gudrun valgte fra starten at være åben omkring afføringsproblemerne. Hun oplever, at mange mennesker er nysgerrige og gerne vil tale om det, og høre om operationen. ‘Jeg tror faktisk, at der er mange, der går med dette problem for sig selv, og det er frygtelig synd. De skal gøre noget ved det – tale med deres læge og få den hjælp, der er mulighed for,’ siger hun.

Jeg havde ingen ord

Interview med Michael, som fandt han ud af, at han havde inkontinens, da han så en folder på biblioteket

michael

Af Randi Krogsgaard cand.psych. og journalist
Kilde: KontinensNyt 1, 2007, s. 12-13

Download hele artiklen

“Jeg havde tendenser til inkontinens gennem nogle år, men efter en bilulykke, da jeg var i 30’erne, blev det gradvist værre,” fortæller Michael. Han er 45 år og har gennem de sidste mange år lidt af afføringsinkontinens. Tidligere havde Michael et job, hvor han kørte ud og tilså virksomheder, men det holdt ikke i længden, da han blev afhængig af at kunne komme på toilettet hurtigt og ofte. “Jeg havde på det tidspunkt skrevet gennem flere år, og da jeg blev klar over, at jeg kunne leve af mit forfatterskab, sagde jeg mit job op,” fortæller Michael, der nu på 11. år er fuldtidsforfatter.

Fandt en folder
Som fuldtidsforfatter var Michael sin egen herre. Han arbejdede hjemme og kunne derved isolere sig og trække sig fra omverden. Gennem flere år gik han derfor helt alene med sit problem og begyndte først for alvor at tænke på at få hjælp, da det gik op for ham, at hans problem har en betegnelse – inkontinens. Det fandt han ud af, da han en dag tilfældigvis faldt over en folder fra Kontinensforeningen på biblioteket. “Indtil jeg fik ord på, var det jo vanskeligt at indvie andre i mit problem,” siger Michael. Han begyndte herefter at søge på nettet og fandt bl.a. ud af, at man kunne få hjælp af en kontinenssygeplejerske.

Som at børste tænder
“Jeg havde kredset om telefonen gennem længere tid, da jeg en mandag morgen i 2002 tog mod til mig og kontaktede kommunens kontinenssygeplejerske. Jeg ringede kl. 8,” husker Michael. Kl. 10 stod sygeplejersken uden for døren med en stak bleer. “Siden den dag er inkontinensen blevet en biting, som jeg lever med og kan planlægge mig ud af”, siger Michael, der også oplever sygeplejersken som en person, han kan tale med om andre ting. “Hun er en stor støtte, og det er også hende, der foreslår nye hjælpemidler, som jeg kan prøve af,” siger Michael. Det har bl.a. ført til, at han udover bleer bruger en analprop i situationer, hvor en ble vil være for synlig eller generende. Fx når han dyrker sport. “Jeg har altid holdt af at dyrke sport og takket være de hjælpemidler, jeg bruger, kan jeg både spille fodbold, badminton og svømme. Det er med til at gøre inkontinensen til en biting i mit liv. Jeg skifter ble og sætter analproppen, som jeg børster tænder,” siger han.

Venner over hele landet
Michaels åbenhed og erkendelse af inkontinensen har også ført til et udvidet socialt liv.

“ Da jeg først havde fået ord på, kunne jeg søge på nettet for at finde ligesindede. Det har ført til, at jeg nu har venner over hele landet, som jeg jævnligt skriver med og taler med i telefon. Jeg har flere åbne invitationer, som jeg endnu ikke har benyttet mig af, og når vi er i kontakt, taler vi om alt muligt andet end inkontinens,” fortæller Michael, der også er i hyppig kontakt med Aase i Kontinensforeningens sekretariat, bl.a. fordi han har bidraget til KontinensNyt med flere artikler om sine oplevelser.

Min mor gjorde det til tabu
“Jeg synes, det er vigtigt at være åben, fordi afføringsinkontinens er så tabubelagt, som det er,” siger Michael, der har vedtaget, at han kun vil være åben over for folk, som kan rumme ham. “Min egen familie ved ikke noget, og de får heller ikke noget at vide,” siger han og beskriver, hvordan hans mor, da hun levede, var med til at gøre alt, hvad der handlede om afføring og urin til tabuer. “Det var ikke noget, vi nogensinde talte om, og bl.a. derfor havde jeg slet ingen ord at beskrive mit problem med,” fortæller han.

Overraskende reaktion
På fodboldbanen har Michael set sig nødsaget til at fortælle om sin inkontinens, bl.a. for at forklare sin ble og for at forebygge, at han skulle forklare et uheld på banen. Og de andres reaktion har overrasket ham. De tog det helt naturligt og laver engang imellem sjov med det på en måde, så Michael føler sig fuldt accepterer på holdet. “Mine betænkeligheder ved at skulle sige noget blev gjort helt til skamme,” siger han. Det samme har været tilfældet, hvis han har haft et uheld, som andre mennesker har været vidner til. “Jeg har ikke følt mig hængt ud eller hånet på nogen måde, for det meste har folk ladet som ingenting. Så når jeg ikke fortæller om det, handler det mest om mine forventninger til, hvordan andre vil reagere,” siger Michael.

Forstående kæreste
Michael havde en kæreste, som forlod ham, da han for alvor blev inkontinent. “Hun kunne slet ikke klare det,” fortæller han og tilføjer, at han senere har kunnet se, at der også var andre årsager til, at hun forlod ham end inkontinensen. I dag har Michael en forstående kæreste, en solid pige fra landet, som han siger. Hun er uddannet sygeplejerske og tager det fuldstændig oppe fra og ned, at Michael har afføringsinkontinens, så seksuelt har han heller ikke problemer. “Når vi taler om det, siger hun bare, at hun jo har samme problem, når hun har menstruation, og så er den ikke længere,” siger Michael.

Jeg styrer inkontinensen – den skal ikke styre mig!

Jegstyrer

Tekst og billeder af Torben Guld, medlem af Kontinensforeningen
Kilde: K-Nyt 2, 2013, s. 26-27

Download hele artiklen

”Når man er åben omkring sin inkontinens, kan det sagtens lade sige gøre at få et dejligt og ubesværet liv”

Introduktion
Jeg er 58 år gammel, gift og har 3 børn. Jeg har altid haft det, som lægerne kalder en overaktiv blære – altså en pludselig vandladningstrang hvor det skal gå rimelig stærkt. Det har ikke betydet inkontinens for mig, men har da alligevel været et problem.

Da ulykken ramte
I 2003 blev jeg ramt af en faldulykke på min arbejdsplads. Det gav mig desværre en rygskade med blandt andet 2 store diskusprolapser og en skade på rygraden, samt på nogle nerver i ryggen. Disse skader gør, at jeg fuldstændig mangler styring og fornemmelse af min vandladning.

Uden nu og få ’ballade’ vil jeg påstå, at det for en mand er lidt anderledes eller underligt pludselig at blive inkontinent. Her mener jeg jo ikke, at det er værre en for mand end en kvinde, men måske har kvinder lidt mere ’indsigt’ på grund af menstruation, graviditet og fødsler, hvor de måske på det grundlag har haft kendskab til inkontinensproblemer.

Hvordan takler man diagnosen?
Det er naturligvis vigtigt, at man kontakter sin læge øjeblikkeligt og helt ærligt beskriver sin inkontinens – og lader være med at pynte på problemet – det kan jo være, at lægen netop har en kirurgisk eller medicinsk løsning.

Jeg fik ret hurtigt at vide, at jeg nok skulle lære at leve med problemet. Den besked gjorde, at jeg ’faldt’ ned i et stort, sort hul. Det blev derfor meget vigtigt for mig, at jeg hurtigt rejste mig igen og tog ’kampen’ op. Jeg valgte at leve efter mit eget hjemmelavede ordsprog: Jeg styrer inkontinensen – den skal ikke styre mig! Jeg besluttede mig til, at jeg ikke ville ændre på noget i mit liv. Og jeg beviste (over for mig selv og omgivelserne), at det faktisk kan lade sig gøre både at spille badminton og gå til svømning i et par smarte shorts – også selvom jeg bruger en meget stor ble.

Syng ikke med på tabusangen – find mulighederne!
Jeg tror, at mange, der rammes af inkontinens, frygter at blive ’afsløret’ i at være afhængig af et inkontinenshjælpemiddel. Men efter min mening er det ikke anderledes end at bruge et høreapparat eller et par stærke briller. Jeg har bestemt mig for, at min permanente inkontinens ikke skal få mig til at synge med på ’tabusangen’.

Da min inkontinenslidelse af lægerne blev erklæret varig, synes jeg, der var et hav af hjælpemuligheder – også økonomisk i form af en bevilling via Serviceloven.

Med hensyn til hjælpemidler vil jeg anbefale alle at bruge Kontinensforeningens hjemmeside samt internettet. Jeg syntes dog stadigvæk, at der er lang vej i det offentlige/fysiske rum med hensyn til offentliggørelse af hjælpemidler. Hvornår har man fx sidst set inkontinenshjælpemidler på et apotek eller hos Matas? Det er højst en pakke bind i størrelsen large! Ikke!

Løs problemerne i hverdagen
Jeg vil naturligvis ikke sige, at hverdagen som inkontinent kun er ’rosenrød’ – det er virkelig indimellem ’træls’ – for nu at bruge et godt jysk udtryk – pludselig at få en våd plet foran på de lyse sommerbukser, eller vågne for at konstatere, at man har tisset i sengen, fordi bleen har ’givet op’ – for det sker altså også!

Men mit budskab er, at det kan lade sig gøre at leve livet, og at det er så fantastisk vigtig, at man ikke ’gemmer sig’ og begynder at ændre noget på grund af inkontinensen – det giver en ringe livskvalitet – og det har man ikke fortjent, bare fordi man bliver ramt.

Står til rådighed
Skulle der nu sidde nogen ude i landet, som mangler lidt erfaring og nogle gode ideer til, hvordan hverdagen kan klares, er I altid meget velkomne til at kontakte mig på guldesp@stofanet.dk

Kan man sætte en pris på fækalinkontinens?

18457509-23881559-thumbnail

Af Elisabeth Reimer Rasmussen, civiløkonom
Kilde: K-Nyt 4, 2013

Sundhedsøkonomisk perspektiv på fækalinkontinens og sakralnervemodulation
Sakralnervemodulation er udviklet af Medtronic og godkendt til at behandle urininkontinens i 1997 (1). I takt med at behandlingen blev udbredt, blev man opmærksom på potentialet inden for behandlingen af fækalinkontinens (red. afføringsinkontinens), og forskningen og udviklingen inden for feltet begyndte at tage fart.

Forskningen tegnede et billede af mennesker, som var isolerede og stærkt påvirket af deres tilstand (1,2,3). De oplevede deres tilstand som tabubelagt og underbelyst til trods for, at mange mennesker lider af fækalinkontinens. Netop denne underbelysning gør det svært at sige præcist, hvor mange mennesker der er fækalinkontinente. Det anslås, at ca. 4,8 % af den voksne befolkning over 18 år er fækalinkontinente (1,2). Andelen af fækalinkontinens stiger med alderen og kan estimeres til at være op til 17 % af alle mennesker over 75 år (1). Bruger man disse tal, betyder det, at der i dag er ca. 205.000 mennesker med fækalinkontinens i Danmark, og at antallet når 240.000 i 2020 (2). Udover de menneskelige omkostninger er der også de økonomiske omkostninger. Dette gælder både i forhold til den enkeltes, sundhedssystemets og samfundets økonomi.

Økonomiske konsekvenser af fækalinkontinens
De økonomiske omkostninger for mennesker med fækalinkontinens er fortrinsvis forbundet med indkøb af bleer, medicin mv. For de yngre kan der derudover være en stor omkostning forbundet med fravær fra arbejdsmarkedet. De samfundsøkonomiske konsekvenser er drevet af sygedagpenge, tabt produktivitet, formel pleje, uformel pleje i hjemmet, institutionalisering, tilskud til bleer og medicin, operationer samt lægekonsultationer (2) (se grafik).

faekalgraf1

Det er vanskeligt at finde data omkring omkostningerne forbundet med fækalinkontinens i Danmark. Sammenligner man med urininkontinens, bruger man her 1,5 milliarder kroner årligt på behandling og pleje (2). Da der rundt regnet er halvt så mange mennesker med fækalinkontinens som urininkontinens (2), er det nærliggende at anslå, at udgiften også er ca. det halve. Det er dog ikke helt så simpelt, fordi ca. 20 % af disse mennesker lider af dobbelt inkontinens (2,3) og derved tæller med i begge statistikker. Én ting kan man dog slå fast: De direkte omkostninger til pleje og behandling af fækal inkontinens løber op i flere hundrede millioner kroner om året, og dette beløb vil naturligvis stige i takt med, at der bliver flere og flere ældre.

Hertil kommer de indirekte omkostninger som tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og tabt produktivitet. Dette er omkostninger, som vi ved, er langt større end de direkte omkostninger (2). For den enkelte, der må trække sig fra arbejdsmarkedet, betyder dette ikke kun et menneskeligt tab men også et økonomisk tab.

Behandling
Behandlingen med Sakral Nerve Modulation er en behandlingsmulighed for en mindre gruppe af mennesker, der findes blandt dem, der ikke har fået tilfredsstillende resultater fra andre og mere konservative behandlingsmuligheder. InterStim er en lille pacemaker, der implanteres over ballen med elektroder ved sakralnerven.

En implantation beløber sig til 120.000 kroner alt inklusive. Heri er også medregnet udgiften til en testperiode (2). Det er ikke alle patienter, der kan få gavn af en implantation, derfor testes patienten forud for en eventuel permanent implantation. Derved undgår man at implantere en patient, som ikke kan opnå en effekt, og man sparer også penge ved at undgå en potentiel ”fejl”-implantation.

Efter ca. 6 år skal batteriet udskiftes. Det koster ca. 60.000 kroner (red.: 2013).

Umiddelbart kan prisen på denne behandling synes stor, men udenlandske studier bedømmer, at effekten af behandlingen opvejer investeringen. Der findes ingen danske studier, der omhandler netop dette emne, men i Spanien, Italien og Storbritannien har sundhedsøkonomiske studier vist, at behandlingen er omkostningseffektiv (2,3,4,5). Et britisk studie estimerede, at det årligt kostede knap 40.000 kroner at opnå fuld kontinens pr. patient med Sakral Nerve Modulation (2). Dette svarer til 114 kroner om dagen (red.: 2013).

Ser man udelukkende på det økonomiske rationale for at investere i behandlingen, ligger gevinsten for samfundet dér, hvor patienterne kan blive på eller komme tilbage til arbejdsmarkedet. Ydermere er det en gevinst for patienten, som ofte har været fraværende og modtaget sygedagpenge over længere tid (2,3). For borgere, der er pensioneret, ligger den økonomiske gevinst af en vellykket behandling i en lettelse af plejebehov såvel i hjemmet som på plejehjemmet (2).

Behandlingen for fækalinkontinens med sakralnervemodulation foretages på Hvidovre, Århus og Herlev Hospital, og der blev i 2012 implanteret ca. 130 patienter. På verdensplan er der i alt implanteret 125.000 fækalinkontinente og urininkontinente patienter med Sakral Nerve Modulation (2).

Om forfatteren
Elisabeth Reimer Rasmussen har arbejdet hos Medtronic A/S i 4 år og beskæftiget sig med sundhedsøkonomi og medicinsk teknologi i de nordiske lande. Formand for ekspertgruppen for sundhedsøkonomi i Medicoindustrien. Har en baggrund som cand. merc. og har tidligere arbejdet med sundhedsøkonomi og stratetisk prissætning i Novo Nordisks hovedkontor.

Referencer
1 Medtronic, Inc. (www.medtronic.com)
2 Wald A. Fecal Incontinence. The clinican’s guide to acie/pepticdisorders and motility. Disorders of the gastrointestinal tract. Slack Incorporated, 2006
3 Rockwood T.H. et al. Faecal Incontinence Quality of Life Scale. Quality of life instrument for patients with faecal incontinence. Dis. Colon Rectum 2000;43(1):9-17.
4 Damon H, et al. Prevalence of anal incontinence in adults and impact on quality-of-life. Gastroenterol Clin Biol. 2006;30(1):37-43.
5 Geibel GD. Prevalence of fecal incontinence: What can be expected? Int J Colrectal Dis 1998;13:73-77.
6 Damon H, et al. Prevalence of anal incontinence in adults and impact on quality-of-life. Gastroenterol Clin Biol. 2006 Jan;30(1):37-43
7 Stenzelius K et al. Symptoms of urinary and faecal incontinence among men and women 75+ in relations to health complaints and quality of life. Neurourol Urodyn. 2004;23(3):211-22.
8 Befolkningsfremskrivning I alder/køn, www.dst.dk
9 Deutekom, M., Dobben, A. C., et al. Costs of outpatients with fecalincontinence. Scand J Gastroenterol. 2005 May;40(5):552-8.
10 Dafolo. Undersøgelse af nye inkontinenshjælpemidler – de kvalitative og kvantitative konsekvenser i 6 danske kommuner. 2003. Dafolo A/S. Se: www.tena.dk/Documents/2_Region_Nordic/Denmark/Documents
11 http://www.sundhedsguiden.dk/da/Nyheder/Nyheder/Alle-Nyheder/2009/Maj/Nyheder-15-05-2009/
12 Soligo M, Salvatore S et al. Double incontinence in urogynecologic practice: a new insight. Am J Obstet Gynecol. 2003 Aug;189(2):438-43.
13 Teunissen TA, van den Bosch WJ et al. Prevalence of urinary, faecal and double incontinence in the elderly living at home. Int Urogynecol J Pelvic Floor Dysfunct. 2004 Jan-Feb;15(1):10-3.
14 Deutekom, M., Dobben, A. C., et al. Costs of outpatients with fecalincontinence. Scan J Gastroenterol. 2005 May;40(5):552-8.
15 Rapport HTA – Effektivitet av sacra… – document – HTA Centrum. http://www.fou.nu/is/hta_vgr/document/report/16441 2009-10-07. Samt information Medtronic A/S.
16 Dudding T., Meng Lee E., et al. Economic evaluation of sacarl nervestimuliation for faecal incontinence. BrJ Surgery 2008;95(9):1155-1163.
17 Centre for Evidence-based Purchasing (CEP). Economic Report. Sacarl nerve stimulation for faecal incontinence (CEP10057). March 2010.
18 Brosa M., Munoz-Duyos A. Et al. Cost-effectiveness analysis of sacral neuromodulation (SNM) with InterStim for fecal incontinence patients in Spain. Curr Med Res Opin. 2008;24(3):907-18.
19 Indinnimeo M, Ratto C, Moschella C, et al. Sacral neuromodulation for the treatment of fecal incontinence: analyses of cost-effectiveness. Dis Colon Rectum 2010;53(12). Epub.
20 Dudding T. Economic evaluation of sacral nerve stimulation for faecal incontinence. BrJ Surgery 2008;95(9):1155-1163.
21 Artikel: En Pacemaker I ballen giver patienterne et nyt liv. Politiken 8. september 2004.
22 Medley, nr. 1-2012. Artikel: Fra inkontinent førtidspensionist til fuldt arbejdsdygtig ved hjælp af sacral nervemodulation.
23 Finne-Soveri H, Sørbye LW, Jonsson PV, et al. Increased work-load associated with faecal incontinence among home care patients in 11 European countries. European Journal of Public Health 2008;18(3):323-328.
24 Information af Medtronic A/S

Kirurgisk behandling af afføringsinkontinens

Knyt3-06GRFK

Af Michael Sørensen, Overlæge, Hvidovre Hospital, Gastroenheden, kirurgisk sektion
Kilde: KontinensNyt 3, 2006, s. 7-9

Download hele artiklen

Hovedparten af patienter med afføringsinkontinens er kvinder
Kirurgisk behandling af patienter med afføringsinkontinens er blevet væsentligt forbedret gennem de seneste 10-15 år. Indførelse af nye behandlingsprincipper er gennemført, og en betydelig forskningsindsats har vist, at tidligere anvendte operationer kun fungerede for patienterne i få år.

Hovedparten af patienter med afføringsinkontinens er kvinder. Ofte er der tale om unge kvinder, som i forbindelse med en fødsel har fået revet endetarmens lukkemuskel (ringmusklen) over.

Komplikationen opstår hos omkring 4% af alle førstegangs fødende kvinder. På landsplan er der tale om ca. 1.500 unge kvinder med denne fødselskomplikation. På fødeafdelingerne landet over gøres en stor indsats for at sy læsionerne i endetarmens lukkemuskel. Sammensyningen bør foretages af en speciallæge i gynækologi.

Mere end 20% af disse kvinder vil på lang sigt få lettere eller sværere afføringsinkontinens, til trods for at disse kvinder er fuldstændig korrekt behandlet. Ultralydsundersøgelse af lukkemusklen vil hos disse kvinder ofte vise en stor defekt.

Operation på lukkemusklen
Behandlingen af en defekt i lukkemusklen består i en mindre operation. Ved operationen åbnes huden over lukkemusklen og de to ender af musklen opereres fri, således at de kan sys sammen.

Operation foregår normalt i fuld bedøvelse eller rygmarvsbedøvelse
Operationen kan foretages, også selvom det er flere år siden, skaden er sket. Resultaterne er dog bedst hos yngre kvinder hvor ca. 70% får forbedret kontinensen efter operation. Hos kvinder som opereres efter de er fyldt 50 år, vil mere end 50% ikke have effekt af operationen efter 5 år.

Sakral Nerve Stimulation
Operation af patienter med afføringsinkontinens var tidligere ret omfattende og bestod enten i flytning af muskler på baller/lår eller fremlæggelse af tarm (kolostomi).

Indførelsen af “Sakral Nerve Stimulation” i 1998 har ændret behandlingen af afføringsinkontinens dramatisk. Effekten af metoden testes ved at indføre en nål i korsbenet. Igennem nålen indføres en midlertidig elektrode som sluttes til en pacemaker. Nålen fjernes og pacemakeren bæres i et bælte på maven i 3 uger. Virker metoden – og det gør den hos hovedparten af patienterne – indføres en permanent elektrode under huden tæt på ballen. Pacemakeren placeres i under huden.

I det umiddelbare efterforløb oplever enkelte patienter smerter. Smerterne er som regel beskedne og kortvarige. Efter operationen bliver patienterne fulgt en gang om året. Ved kontrollen sikres, at pacemakeren og batteriet fungerer. Batteriet udskiftes normalt efter 10 år. Hos langt de fleste patienter fungerer pacemakeren.

Kirurgi ved mindre inkontinensgener
En del patienter har ufrivillig luftafgang eller siven af tynd afføring. Operation på lukkemusklen eller sakral nerve stimulation afhjælper normalt ikke disse gener. De seneste par år har man forsøgt med en ny teknik – “Bulking”. Et materiale – fx silikone eller patientens eget fedtvæv – indsprøjtes omkring lukkemusklen. De foreløbige resultater med disse teknikker viser en vis effekt, men det er for tidligt at udtale sig om langtidseffekten.

Kun få steder i Danmark behandles afføringsinkontinens på ekspertniveau. Selv om hovedparten behandles uden operation, er der fortsat et stort antal patienter, der har behov for kirurgi. Til den gruppe hører patienter med fremfald af tarmen (prolaps) der ofte oplever afføringsinkontinens. Der findes forskellige operationsformer for fremfald af tarmen. De mest skånsomme teknikker udføres ved operation gennem endetarmsåbningen. Ved denne teknik vil knap halvdelen inden for de følgende 5 år desværre opleve at tarmen falder frem igen. Derfor anvendes denne operation fortrinsvis hos ældre. Fremfaldet kan også opereres gennem bughulen. Det er en lidt større operation, hvor endetarmen løsnes ned til bækkenbunden og herefter sys fast til korsbenet. Effekten er tæt på 100% – men en del patienter oplever forstoppelse, som hos nogle kræver behandling med afføringsmidler.

Om forfatteren

MchlSrnsn75px

Michael Sørensen har arbejdet som overlæge på Hvidovre Hospital siden 2003 og har arbejdet med patienter med afføringsinkontinens gennem flere end 20 år. Han har bidraget med artikler til British Journal of Surgery, Diseases of Colon and Rectum, Gut, Ugeskrift for Læger m.m. Han har arrangeret videnskabelige møder omhandlende inkontinens og har holdt adskillige foredrag om emnet. Michael har undervist læger, sygeplejersker og fysioterapeuter på specialkurser samt optrådt som ugens gæst i Lægens Bord. Michael Sørensen har desuden indtil juni 2006 siddet i bestyrelsen i Dansk Kirurgisk Selskab.

Klip og bristninger under fødsler kan forebygges

pregnantwoman

Af Marie Lau, journalist
Kilde: KontinensNyt 3, 2007, s. 4-5

Download hele artiklen

Fødselstræning med et ganske enkelt apparat forkorter fødslen og nedsætter risikoen for klip og bristninger
Briste, gå i stykker eller blive klippet i mellemkødet. Bare ordene skræmmer de fleste gravide. Og mens maven vokser, vokser også tankerne om risikoen ved fødslen.

Jordemoder Dorthe Madsen fra fødeklinikken MAIA snakker ofte med bekymrede gravide:
“De fleste siger: ‘Ååh, jeg håber ikke, jeg bliver klippet under fødslen’. Det er noget, mange kvinder er virkelig bange for. Alle gravide har jo hørt de her meget billedlige rædselshistorier fra andre kvinder, så de er nervøse. Derfor spørger de helt naturligt, hvad de kan gøre for at undgå at briste eller blive klippet.”

De fleste bliver syet
Og ser man på statistikken, er kvindernes bekymring begrundet. 80 procent af alle førstegangsfødende, der føder vaginalt, bliver syet, efter at baby er kommet til verden. Det viser tal fra fødselsregistreringen på Skejby Sygehus. Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at på landsplan bliver 15 procent af alle førstegangsfødende klippet i mellemkødet under en fødsel – og fem procent brister så meget, at endetarmsmusklen bliver helt eller delvist beskadiget.

Men den gode nyhed er, at der faktisk er noget, kvinderne selv kan gøre for at forebygge klip og bristninger. De sidste otte år har kvinder i Tyskland kunnet forberede sig på fødslen ved at træne med et simpelt apparat, som hedder Epi No, og nu er introduceret i Danmark. Ideen i apparatet er, at den gravide placerer en oppustelig slags ballon i skeden, som de langsomt kan puste op med et håndtag. Ballonen udspiler mellemkødet lidt efter lidt og forbereder på den måde vævet, så barnets hoved nemmere kan passere.

Intakt mellemkød
Apparatet er blevet testet videnskabeligt både i Australien og i Tyskland, og begge pilotundersøgelser viser, at det gør en forskel at bruge Epi No. Den australske undersøgelse viste, at 46 procent af de kvinder, der havde trænet, slap fra fødslen med intakt mellemkød, mens kun 17 procent i kontrolgruppen gjorde. Risikoen for bristninger faldt fra 49 procent til 28 procent. Den tyske undersøgelse viste, at risikoen for at blive klippet faldt fra 82 procent i kontrolgruppen til 49 procent i gruppen, der havde trænet med Epi No. Desuden tog udvidelsesfasen halvt så lang tid – den var 25 minutter kortere for de kvinder, som havde brugt Epi No.

Fysisk og mental forberedelse
Jordemoder Dorthe Madsen er ikke overrasket over tallene: “Der er både fysiske og psykiske fordele ved at forberede sig på fødslen. Den psykiske fordel er, at jo mere kvinden selv gør aktivt for at forberede sig på fødslen, jo mere tryg er hun i situationen, så hun kan mærke sin krop og gøre de rigtige ting på de rigtige tidspunkter. Den fysiske fordel er, at mellemkødet er forberedt på fødslen, og at kvinden er forberedt på, hvordan udspilningen føles”.

Hidtil har nogle danske jordemødre – blandt andre Dorthe Madsen – rådet gravide til at massere mellemkødet med olie i de sidste uger inden fødslen. Med Epi No har jordemødrene endnu en træningsform at foreslå bekymrede gravide. Forskellen på den traditionelle massagemetode og Epi No er, at effekten af Epi No er bevist – og at man med ballonen kan vide, præcis hvor utrolig meget, ens mellemkød kan udvide sig. Man begynder træningen i de sidste tre uger af graviditeten, og når man har nået at få ballonen op på 10 cm i diameter, svarer det til størrelsen på et barns hoved.

For de ressourcestærke
Jordemoder og phd-studerende Sara Kindberg er i gang med et dansk forskningsprojekt om syning efter fødsler. Hun mener, at det store spørgsmål er, om man kan få de gravide til at træne op til fødslen: “Ethvert tiltag, der kan nedbringe antallet af fødselsskader ville være fantastisk. Men det afgørende er, hvilke kvinder, man kan få til at bruge sådan et produkt. Ofte vil det primært være de ressourcestærke, som har overskud til at træne på den måde.”

Nej til klip
Dorthe Madsen fra fødeklinikken MAIA mener, at tiden til træning er godt givet ud: “Jeg kan anbefale Epi No til gravide som en mulighed for at træne op til fødslen.”

Navnet Epi No betyder ‘nej til klip’, og det tror jeg, mange gravide gerne vil sige. Klip og bristninger giver en masse gener i dagene med en nyfødt, så det vil da være en stor fordel, hvis kvinderne selv kan gøre noget aktivt for at undgå de gener. Generelt fokuserer vi i dag alt for meget på bekymring for fødsler og alt for lidt på at bakke kvinder op i, at de er klædt på til opgaven. Derfor er det så vigtigt at øge kvindens tillid til, at vi er skabt til at kunne udvide os utroligt. Tilliden øger sandsynligheden for, at alt går godt.”

Knib knib og knib igen

a-bach-demo

Af Charlotte Billeschou, journalist
Kilde: KontinensNyt 3, 2007, s. 10-11

Download hele artiklen

Når ca. 500.000 danskere ikke kan nyse, gå på trapper eller dyrke sport uden at dryppe i bukserne, så er der tale om en folkesygdom

Cirka 500.00 danskere kan ikke holde på vandet, fordi de lider af urininkontinens. 8 ud af 10 kunne slippe for den ydmygende lidelse, hvis de foretog knibeøvelser, siger fysioterapeut Anni Bach.

Når rundt regnet en halv million danskere ikke kan nyse, gå på trapper, grine, hoste eller dyrke sport uden at dryppe i bukserne, så er der tale om en folkesygdom. Alligevel søger kun få hjælp, fordi det er ydmygende og pinligt at fortælle, at man tisser i bukserne. Opfattelsen er også, at lidelsen ikke kan kureres, og det er en skavank, man mare må leve med som ældre.

Find dig ikke i det
‘Når hver tiende dansker lider af ufrivillig vandladning, også kaldet inkontinens, er det mærkeligt, at vi ikke taler om det. Inkontinens giver jo dårlig livskvalitet,’ fortæller fysioterapeut Anni Bach, medindehaver af Herlev Fysioterapi og Træningsklinik. Hun mener ikke, man skal finde sig i dryppen og ufrivillig vandladning, men søge hjælp hos læge, gynækolog eller fysioterapeut. ‘Der findes mange fordomme om inkontinens, men fakta er, at de fleste inkontinente kunne smide bleen og nøjes med trusseindlæg, hvis de trænede knibeøvelser og fik en stærk bækkenbund. Knibe-øvelser er nemt, gratis, uden bivirkninger og kan gøres hele livet. Man skal ikke finde sig i inkontinens’.

Inkontinens af svage muskler
Både mænd og kvinder lider af urininkontinens. Den hyppigste årsag er slap bækkenbund efter fx børnefødsler, overvægt, tørre slimhinder, som ikke holder tæt, hos ældre kvinder – hvad der i øvrigt nemt kureres med stikpiller. Hos mænd kan det være forstørret blærehalskirtel, der er årsag til dryp. Bækkenbunden er ca. en cm tyk. Den ligger som en plade af muskler nederst i bækkenet, hvor den holder organerne i underlivet på plads og styrer lukkefunktionen i urinrør, endetarm og skede. Hvis musklerne i bækkenbunden er svage, er det svært at holde på vandet.

To typer inkontinens er mest udbredt:
Stressinkontinens
‘Stressinkontinens (red.: Anstrengelsesinkontinens) er, når bækkenbunden belastes, fx af et host. Så drypper eller tisser man i bukserne, hvis musklerne i bækkenbunden er for slappe. To tredjedele af vores vægt ligger over bækkenbunden, derfor er det en stor belastning at løfte eller hoste. Omkring 80 % af alle med stressinkontinens ville blive hjulpet af bækkenbundstræning. Det er aldrig for sent at starte,’ siger Anni Bach.

Urgeinkontinens
Urgeinkontinens eller trang-inkontinens er den anden dominerende form. Når blæren fyldes, sendes blærens små sanseceller signal til hjernen, at det er tid til at tisse. Hos mennesker med urgeinkontinens er dette signal ‘forsinket’. Kort sagt føler en person med urgeinkontinens, at de skal tisse NU.

‘De får ufrivillig vandladning, inden hjernen registrerer, at de skal tisse. Det kan man lige så lidt styre, som at hjertet slår. Knibeøvelser hjælper kun en smule, men kan gøre hverdagen lidt nemmere,’ lyder det fra Anni Bach, som pointerer, at ufrivillig vandladning og tissetrang også kan skyldes andre lidelser, og at det altid er vigtigt at blive undersøgt hos lægen, som kan stille en korrekt diagnose.

Kilde: HerlevBladet 7.2.2007 af journalist Charlotte Billeschou.
Med tilladelse fra HerlevBladets redaktion og fysioterapeut Anni Bach til at bringe interviewet.

Om inkontinens:

Forkert

  • Rammer kun kvinder
  • Man må finde sig i inkontinens, når man bliver gammel
  • Det hjælper at ‘knibe strålen over’, når man tisser
  • Rammer ikke unge
  • Kan ikke helbredes
  • Knibeøvelser kan hjælpe på alle typer inkontinens
  • Det er normalt at tisse 4 gange pr. nat
  • Sex giver stærke bækkenbundsmuskler.

Rigtigt

  • Det kan give underlivsbetændelse, hvis du ‘kniber tissestrålen over’
  • Både kvinder, børn og mænd kan lide af inkontinens, men mænd har en ‘anderledes’ bækkenbund end kvinder
  • Knibeøvelser hjælper, uanset din alder
  • Knibeøvelser kan delvist hjælpe ved urgeinkontinens
  • Knibeøvelser kan være medvirkende til at kurere inkontinens
  • Fedme belaster bækkenbundsmusklerne og kan give ufrivillig vandladning
  • En stærk bækkenbund kan give bedre orgasme.

Gode råd

  • Indarbejd knibeøvelser i din hverdag, og lav dem hele livet
  • Knib inden host, grin, løft eller hop
  • Gå til lægen, hvis du skal tisse mere end to gange pr. nat
  • Undgå at drikke noget et par timer inden sengetid
  • Er du i tvivl, om du kniber rigtigt, kan du få vejledning hos læge, gynækolog eller fysioterapeut. Fuld effekt af øvelser opnås efter ca. 3 måneder
  • Inkontinente kan søge økonomisk hjælp hos hjemmeplejen til fx bind, bleer, stiklagner mm.
  • Hold dig ikke, men tøm blæren når du skal
  • Drik omkring to liter væske om dagen
  • Knib, inden du rejser og sætter dig.

Kilde: Herlev Fysioterapi og Træningsklinik, tlf. 44 94 30 30.

Konens sygdom skubbede Helmers inkontinens i baggrunden

helmer

Af Anne Mette Futtrup, Redaktionen.dk
Kilde: KontinensNyt 1, 2009, s. 4-5

Download hele artiklen

84-årige Helmer Andersen kom til at tisse i bukserne en dag, da han var i begyndelsen af 60’erne. Siden kom der mange flere af den slags uheld. Men der skulle gå 20 år, før han fik overskud til at tage sig af problemet, fordi han først og fremmest ville passe sin syge kone. Og undervejs forsvandt skammen.

De første mange år gik Helmer Andersen stille med dørene. Han gik ikke til lægen. Han talte ikke meget med sin kone om det. Han fortalte ingen andre om sin inkontinens.

Ikke alene fordi det var flovt. Mest skyldtes hans tavshed, at hans kone havde Alzheimers sygdom, og at han derfor havde rigeligt at se til med at passe hende.

”Vi havde 35 gode år sammen, før hun blev syg. Men de sidste ti år var svære, fordi hun blev mere og mere syg. Det kneb for mig at have det hele i hovedet, både hendes sygdom og mit eget tisse-problem. Så jeg gjorde først noget ved mit eget, da min kone var død.”

Helmer Andersens lænestol står for enden af sofabordet, så han kan kigge ud af de store vinduer mod haven i sit hus på Amager. Han mindes et øjeblik, mens svigerdatteren Lise, der sidder med ved bordet og har sørget for kaffe og kringle, henter et portræt-foto af Helmers kone.

På fotoet ser hun glad og tilfreds ud, sådan som han helst husker hende, fra før hun blev syg. ”Men hun ville ikke høre tale om mit problem, da hun var syg. Det var noget værre griseri…” gengiver han hendes ord.

Lægen foreslog bleer
Helmer Andersen tog til lægen og blev undersøgt. Inkontinensen kom uden varsel, og lægen kunne ikke forklare årsagen. Det kunne urologen, som Helmer Andersen blev henvist til, heller ikke. Så bleer var den ’behandling’, som han blev tilbudt.

Og det var faktisk slet ikke så ringe, mener 84-årige Helmer Andersen.

”Jeg kan ikke mærke noget, før det er for sent. Lige pludselig kommer det bare, og så er bleer en god hjælp,” siger han.

En juleaften for nogle år siden var Helmer Andersen til julefest hos sin søn og svigerdatter. Selskabet bestod desuden af andre familiemedlemmer og nogle venner.

”Vi sad og havde det rigtig hyggeligt. Og lige pludselig vælter det ud af mig, så hele stolen blev våd. Dengang klappede jeg helt i, fordi det var så pinligt…”, fortæller Helmer Andersen.

Han vender blikket mod vinduet og kigger ud på regnen. Heldigvis havde han fået nye bukser i julegave, kommer han smilende i tanke om.

For med alderen har det pinagtige ved uheldene fortaget sig.

”Selv om det er lidt flovt, har man jo vænnet sig til det med årene. Nu tænker jeg mere, at alle jo kan se, hvad der sker. Og jeg kan ikke gøre for det.”

Åbenhed og nødposer
Helmer Andersens svigerdatter Lise bryder ind: ”Da du kom til at tisse i bukserne en af de allerførste gange for mange år siden, spurgte du, om du ikke bare kunne få nogle aviser at sidde på… Kan du huske det, Helmer?,” siger hun smilende og lægger sin hånd på hans.

Han griner af sit forslag fra dengang. Heldigvis er han ikke så ydmyg mere, siger han, og svigerdatteren supplerer med, at han er helt holdt op med at sige ”undskyld”.

De to taler frit om Helmers problem. Og heller ikke i samværet med andre mennesker holder inkontinensen ham tilbage. Han vil gerne til fest og sammenkomster, når de byder sig.

”Min svigerdatter har indført ”nødposer”. Jeg har dem liggende flere steder: hos min søn og svigerdatter, i deres bil, i entreen,” siger Helmer Andersen med et stort smil til svigerdatteren

Han rejser sig fra lænestolen, får hurtigt balancen og går ud i entreen. Da han vender tilbage, medbringer han en gul plastikpose med Magasins navn på siden.

”Se, her er en nødpose. I den ligger rene underbukser, bleer, rene bukser. Alt det jeg skal bruge, hvis det går galt,” siger han.

Handler kun et sted ad gangen
Og det går galt – jævnligt

I haven, som Helmer Andersen elsker at passe, er det intet problem. Hvis bleen ikke gør sit arbejde godt nok, kan han lige gå ind og klæde om. Men når han skal handle i Netto eller ved bageren, så sørger han altid for kun at tage et sted ad gangen, og så gå direkte hjem igen. På så kort en tur er der større chance for, at han kan holde sig tør.

”Jeg tabte en ble på fortovet en dag, da jeg var på vej hjem fra Netto. Den var simpelthen gledet ned,” begynder Helmer Andersen og svigerdatteren læner sig frem i sofaen. Det har han ikke fortalt om før.

”Hvad gjorde du så”, flyver det ud af hende. Helmer Andersen smiler stort:

”Ja, jeg skyndte mig selvfølgelig at tage den op og lægge den i kurven på min rollator. Så er der da én fordel ved at være rollator-kører…”