Jeg havde ingen ord
Interview med Michael, som fandt han ud af, at han havde inkontinens, da han så en folder på biblioteket
Af Randi Krogsgaard cand.psych. og journalist
Kilde: KontinensNyt 1, 2007, s. 12-13
“Jeg havde tendenser til inkontinens gennem nogle år, men efter en bilulykke, da jeg var i 30’erne, blev det gradvist værre,” fortæller Michael. Han er 45 år og har gennem de sidste mange år lidt af afføringsinkontinens. Tidligere havde Michael et job, hvor han kørte ud og tilså virksomheder, men det holdt ikke i længden, da han blev afhængig af at kunne komme på toilettet hurtigt og ofte. “Jeg havde på det tidspunkt skrevet gennem flere år, og da jeg blev klar over, at jeg kunne leve af mit forfatterskab, sagde jeg mit job op,” fortæller Michael, der nu på 11. år er fuldtidsforfatter.
Fandt en folder
Som fuldtidsforfatter var Michael sin egen herre. Han arbejdede hjemme og kunne derved isolere sig og trække sig fra omverden. Gennem flere år gik han derfor helt alene med sit problem og begyndte først for alvor at tænke på at få hjælp, da det gik op for ham, at hans problem har en betegnelse – inkontinens. Det fandt han ud af, da han en dag tilfældigvis faldt over en folder fra Kontinensforeningen på biblioteket. “Indtil jeg fik ord på, var det jo vanskeligt at indvie andre i mit problem,” siger Michael. Han begyndte herefter at søge på nettet og fandt bl.a. ud af, at man kunne få hjælp af en kontinenssygeplejerske.
Som at børste tænder
“Jeg havde kredset om telefonen gennem længere tid, da jeg en mandag morgen i 2002 tog mod til mig og kontaktede kommunens kontinenssygeplejerske. Jeg ringede kl. 8,” husker Michael. Kl. 10 stod sygeplejersken uden for døren med en stak bleer. “Siden den dag er inkontinensen blevet en biting, som jeg lever med og kan planlægge mig ud af”, siger Michael, der også oplever sygeplejersken som en person, han kan tale med om andre ting. “Hun er en stor støtte, og det er også hende, der foreslår nye hjælpemidler, som jeg kan prøve af,” siger Michael. Det har bl.a. ført til, at han udover bleer bruger en analprop i situationer, hvor en ble vil være for synlig eller generende. Fx når han dyrker sport. “Jeg har altid holdt af at dyrke sport og takket være de hjælpemidler, jeg bruger, kan jeg både spille fodbold, badminton og svømme. Det er med til at gøre inkontinensen til en biting i mit liv. Jeg skifter ble og sætter analproppen, som jeg børster tænder,” siger han.
Venner over hele landet
Michaels åbenhed og erkendelse af inkontinensen har også ført til et udvidet socialt liv.
“ Da jeg først havde fået ord på, kunne jeg søge på nettet for at finde ligesindede. Det har ført til, at jeg nu har venner over hele landet, som jeg jævnligt skriver med og taler med i telefon. Jeg har flere åbne invitationer, som jeg endnu ikke har benyttet mig af, og når vi er i kontakt, taler vi om alt muligt andet end inkontinens,” fortæller Michael, der også er i hyppig kontakt med Aase i Kontinensforeningens sekretariat, bl.a. fordi han har bidraget til KontinensNyt med flere artikler om sine oplevelser.
Min mor gjorde det til tabu
“Jeg synes, det er vigtigt at være åben, fordi afføringsinkontinens er så tabubelagt, som det er,” siger Michael, der har vedtaget, at han kun vil være åben over for folk, som kan rumme ham. “Min egen familie ved ikke noget, og de får heller ikke noget at vide,” siger han og beskriver, hvordan hans mor, da hun levede, var med til at gøre alt, hvad der handlede om afføring og urin til tabuer. “Det var ikke noget, vi nogensinde talte om, og bl.a. derfor havde jeg slet ingen ord at beskrive mit problem med,” fortæller han.
Overraskende reaktion
På fodboldbanen har Michael set sig nødsaget til at fortælle om sin inkontinens, bl.a. for at forklare sin ble og for at forebygge, at han skulle forklare et uheld på banen. Og de andres reaktion har overrasket ham. De tog det helt naturligt og laver engang imellem sjov med det på en måde, så Michael føler sig fuldt accepterer på holdet. “Mine betænkeligheder ved at skulle sige noget blev gjort helt til skamme,” siger han. Det samme har været tilfældet, hvis han har haft et uheld, som andre mennesker har været vidner til. “Jeg har ikke følt mig hængt ud eller hånet på nogen måde, for det meste har folk ladet som ingenting. Så når jeg ikke fortæller om det, handler det mest om mine forventninger til, hvordan andre vil reagere,” siger Michael.
Forstående kæreste
Michael havde en kæreste, som forlod ham, da han for alvor blev inkontinent. “Hun kunne slet ikke klare det,” fortæller han og tilføjer, at han senere har kunnet se, at der også var andre årsager til, at hun forlod ham end inkontinensen. I dag har Michael en forstående kæreste, en solid pige fra landet, som han siger. Hun er uddannet sygeplejerske og tager det fuldstændig oppe fra og ned, at Michael har afføringsinkontinens, så seksuelt har han heller ikke problemer. “Når vi taler om det, siger hun bare, at hun jo har samme problem, når hun har menstruation, og så er den ikke længere,” siger Michael.
