Konens sygdom skubbede Helmers inkontinens i baggrunden
Af Anne Mette Futtrup, Redaktionen.dk
Kilde: KontinensNyt 1, 2009, s. 4-5
84-årige Helmer Andersen kom til at tisse i bukserne en dag, da han var i begyndelsen af 60’erne. Siden kom der mange flere af den slags uheld. Men der skulle gå 20 år, før han fik overskud til at tage sig af problemet, fordi han først og fremmest ville passe sin syge kone. Og undervejs forsvandt skammen.
De første mange år gik Helmer Andersen stille med dørene. Han gik ikke til lægen. Han talte ikke meget med sin kone om det. Han fortalte ingen andre om sin inkontinens.
Ikke alene fordi det var flovt. Mest skyldtes hans tavshed, at hans kone havde Alzheimers sygdom, og at han derfor havde rigeligt at se til med at passe hende.
”Vi havde 35 gode år sammen, før hun blev syg. Men de sidste ti år var svære, fordi hun blev mere og mere syg. Det kneb for mig at have det hele i hovedet, både hendes sygdom og mit eget tisse-problem. Så jeg gjorde først noget ved mit eget, da min kone var død.”
Helmer Andersens lænestol står for enden af sofabordet, så han kan kigge ud af de store vinduer mod haven i sit hus på Amager. Han mindes et øjeblik, mens svigerdatteren Lise, der sidder med ved bordet og har sørget for kaffe og kringle, henter et portræt-foto af Helmers kone.
På fotoet ser hun glad og tilfreds ud, sådan som han helst husker hende, fra før hun blev syg. ”Men hun ville ikke høre tale om mit problem, da hun var syg. Det var noget værre griseri…” gengiver han hendes ord.
Lægen foreslog bleer
Helmer Andersen tog til lægen og blev undersøgt. Inkontinensen kom uden varsel, og lægen kunne ikke forklare årsagen. Det kunne urologen, som Helmer Andersen blev henvist til, heller ikke. Så bleer var den ’behandling’, som han blev tilbudt.
Og det var faktisk slet ikke så ringe, mener 84-årige Helmer Andersen.
”Jeg kan ikke mærke noget, før det er for sent. Lige pludselig kommer det bare, og så er bleer en god hjælp,” siger han.
En juleaften for nogle år siden var Helmer Andersen til julefest hos sin søn og svigerdatter. Selskabet bestod desuden af andre familiemedlemmer og nogle venner.
”Vi sad og havde det rigtig hyggeligt. Og lige pludselig vælter det ud af mig, så hele stolen blev våd. Dengang klappede jeg helt i, fordi det var så pinligt…”, fortæller Helmer Andersen.
Han vender blikket mod vinduet og kigger ud på regnen. Heldigvis havde han fået nye bukser i julegave, kommer han smilende i tanke om.
For med alderen har det pinagtige ved uheldene fortaget sig.
”Selv om det er lidt flovt, har man jo vænnet sig til det med årene. Nu tænker jeg mere, at alle jo kan se, hvad der sker. Og jeg kan ikke gøre for det.”
Åbenhed og nødposer
Helmer Andersens svigerdatter Lise bryder ind: ”Da du kom til at tisse i bukserne en af de allerførste gange for mange år siden, spurgte du, om du ikke bare kunne få nogle aviser at sidde på… Kan du huske det, Helmer?,” siger hun smilende og lægger sin hånd på hans.
Han griner af sit forslag fra dengang. Heldigvis er han ikke så ydmyg mere, siger han, og svigerdatteren supplerer med, at han er helt holdt op med at sige ”undskyld”.
De to taler frit om Helmers problem. Og heller ikke i samværet med andre mennesker holder inkontinensen ham tilbage. Han vil gerne til fest og sammenkomster, når de byder sig.
”Min svigerdatter har indført ”nødposer”. Jeg har dem liggende flere steder: hos min søn og svigerdatter, i deres bil, i entreen,” siger Helmer Andersen med et stort smil til svigerdatteren
Han rejser sig fra lænestolen, får hurtigt balancen og går ud i entreen. Da han vender tilbage, medbringer han en gul plastikpose med Magasins navn på siden.
”Se, her er en nødpose. I den ligger rene underbukser, bleer, rene bukser. Alt det jeg skal bruge, hvis det går galt,” siger han.
Handler kun et sted ad gangen
Og det går galt – jævnligt
I haven, som Helmer Andersen elsker at passe, er det intet problem. Hvis bleen ikke gør sit arbejde godt nok, kan han lige gå ind og klæde om. Men når han skal handle i Netto eller ved bageren, så sørger han altid for kun at tage et sted ad gangen, og så gå direkte hjem igen. På så kort en tur er der større chance for, at han kan holde sig tør.
”Jeg tabte en ble på fortovet en dag, da jeg var på vej hjem fra Netto. Den var simpelthen gledet ned,” begynder Helmer Andersen og svigerdatteren læner sig frem i sofaen. Det har han ikke fortalt om før.
”Hvad gjorde du så”, flyver det ud af hende. Helmer Andersen smiler stort:
”Ja, jeg skyndte mig selvfølgelig at tage den op og lægge den i kurven på min rollator. Så er der da én fordel ved at være rollator-kører…”