Konservativ behandling af analinkontinens hos specialuddannet fysioterapeut eller uroterapeut

docnurse

Af Birthe Bonde, fysioterapeut, specialist i musculoskeletal fysioterapi, uroterapeut og klinisk sexolog (aut. NACS)
Kilde: K-Nyt 3, 2011, s. 11-13

Download hele artiklen

Har man problemer med at holde på afføring og luft (flatus) fra tarmen kaldes lidelsen for analinkontinens. Denne lidelse er som oftest et multifaktorielt problem, idet 80 % har mere end et patologisk fund. Der er altså flere årsager til lidelsen. Derfor er det vigtigt at resultater fra flere test sammenholdes for at kunne afgøre årsagen til inkontinens, og testresultater skal sammen- holdes med den subjektive vurdering. På denne måde kan fysiske undersøgelser og subjektive vurderinger komplementere hinanden. Det er derfor nødvendigt at inddrage sin læge i problemet, da det skal ses fra flere vinkler.

Den optimale behandling vil som oftest være en behandling, der måske inddrager flere fagpersoner hvor behandlingen – der er forskellig fra person til person – hele tiden vil være med respekt for personens ønsker, behov og formåen.

Analinkontinens inddeles i:

    I    Kun flatusinkontinens – utæthed for luft
    II   Soiling – brunligmisfarvning rundt om endetarmen, flatusinkontinens
    III  Manglende evne til at tilbageholde formet afføring

Årsager til analinkontinens
Kvinder, hvis ringmuskel (3 – 9 % af førstegangsfødende) brister ved en fødsel, har større chance for at udvikle analinkontinens senere i livet. Det kan også opstå som følge af en discusprolaps eller en rygoperation. Underlivsoperationer kan også påvirke nerveforsyningen og muskulatur, så analinkontinens opstår. Anal-cancer diagnosticeres hos 3.100 nye tilfælde årligt. En del af disse får analinkontinens i en kortere eller længere periode.

Fjernelse af hæmorrider og hudflapper (marisker i endetarmsområdet) kan også give analinkontinens.

Hyppige forstoppelser er en stor kilde til ødelæggelse af nerveforsyningen til ringmusklen, så analinkontinens opstår som følge af al for hård og langvarig pressen, men også eksterne prolapser og fistler i området kan give analinkontinens.

Den vigtigste struktur i kroppen, der sørger for kontinens, er bækkenbunden. Den består bl.a. af en ringmuskel rundt om endetarmen. Træner man ihærdigt med bækkenbunden, bliver 60 % tætte af denne træning, så analinkontinensen forsvinder eller bliver meget mindre.

Hos fysioterapeuten/uroterapeuten kan man få en vurdering af bækkenbundsfunktion og instruktion i den rette træning.

Undersøgelsen vil indeholde:
Inspektion af analområdet i hvile og under bugpresse samt under knib. Synker mellemkødet mere end 3 cm ned under bugpres, er det udtryk for vævsskade fx manglende sacrospinal ligament. Hvilespænding, defekter, ar, hæmorider, arisker og knibefunktion af bækkenbunden undersøges også.

Dernæst vil man føle på bækkenbunden via endetarmen. Det testes både under hvile og under knib, samt ved pressen.

Især er man interesseret i den anorectale vinkel og puborectalis funktionen.

Man vurderer også sphincterrefleksen – om den er ophævet, svækket eller normal. Muskelfylden registreres og eventuelle vævsforandringer eller skader beskrives. Føles musklen tynd et sted, beskrives dette som en urskive, hvor kl. 12 er op mod kønsbenet og kl. 6 mod halebenet. Kl. 3 er personens venstre side, og kl. 9 er personens højre side. Muskelstyrken vurderes også som normal, nedsat eller ingen reaktion. Til at teste nerveforsyningen bruges et EMG apparat. Dette apparat bruges også i træningen, da det er et rigtig godt pædagogisk redskab. Når impulserne sendes fra hjerne til ringmusklen lyser og pipper apparatet. Jo bedre nerveforsyning og jo bedre knib, jo højere niveau får man frem på apparatet. Her kan man også se og høre, hvor længe man kan holde et vist niveau med bækkenbunden.

Når man har afdækket, hvilke defekter og mangler der er i personens bækkenbund, lægges et specifikt træningsprogram. Dette kan indeholde venepumpeøvelser til at øge tømningen af vener og til at fremme bækkenbundsbevidsthed og bækkenbundstræningen. Denne træning skulle gerne munde ud i at, personen kan holde knibet i 30-60 sekunder i alle stillinger.

Er det svært at finde ringmusklen, kan man bruge et hjælpemiddel til dette – nemlig en analprop.

Analproppen er udviklet til, at personer med luft- og afføringsinkontinens kan holde afføring tilbage i endetarmen. Analproppen er primært tænkt til personer med nedsat eller ødelagt følelse i endetarmsregionen. Den findes i størrelsen lille og stor.

Personer med normal/let nedsat følelse i endetarmen kan have svært ved at bruge analproppen, da proppen føles som afføring i tarmen. Og det er netop denne evne til at virke som afføring der udnyttes, når personer kommer til optræning af ringmusklen på grund af analinkontinens.

Optræning af ringmusklen
Proppen er virkelig god at træne i stor udholdenhed med (de lange knib på 1 minut), som man skal kunne, for at holde sig helt tæt. Den sættes op i endetarmen over bækkenbunden, og der udvider den sig. Man mærker en fyldning i tarmen og føler, at man skal af med afføring. Den indre ringmuskel slapper reflektorisk af, og man har nu kun den ydre ringmuskel at lukke med. Man skal gå rundt og holde på den i max. 5-10 minutter. Så skal man tage proppen ud igen, ellers kan man få problemer med hæmorider. Man træner med proppen 1 gang dagligt og laver knibeøvelser 1-2 gange yderligere i max.1-4 uger.

Udover træningen giver det også personen en følelse af, hvor meget ringmusklen vil holde, og man bliver mere sikker på sig selv. Så behøver man ikke styrte på toilettet, hver gang man mærker en fyldning i tarmen af frygt for inkontinens. Man starter træningen med den store prop – og som tiden går, og musklen bliver stærkere – går man over til den mindre prop.

Urgency – stærk trang til at komme af med afføring
Personer, der har en for livlig afføringstrang (urgency), starter selvfølgelig med den mindste prop. Når bedringen kommer, går man over til den større prop. Her går træningen ud på at lære at aflede afføringstrangen og stole på at sin ringmuskel.

Defæcationsblokade
Personer med afføringsblokade presser forkert, når de skal af med afføring. Her går indlæringen på at kvittere proppen og undgå at holde på den. Derved kan man undgår rifter og forstoppelse. Man skal også lære at sidde specielt på toilettet og lære bestemte presse-teknikker for at kunne udnytte proppens gode indlæringsvej. Det er lettest at lære at kvittere den lille prop først, senere trænes med den store prop.

Nedsat afføringsrefleks
Proppen kan også bruges til at fremkalde en afføringsrefleks, hvis personen har svært ved dette på grund af nedsat føleevne eller udposning på tarmen. Her bruges proppen faktisk i stedet for fingerstimulering (digitalstimulering) i tarmen for at fremkalde afføringsrefleks. Her startes med den store prop og senere trænes med den lille prop, så man opøver større føleevne.

Anismus
Derudover kan proppen også bruges til at bevidstgøre personer til at afspænde ringmusklen, så der ikke så let kommer krampe i denne (ved anismus). Her startes med den lille prop, og senere trænes med den store prop.

Man kan også træne og stimulere ringmusklen med fx en OB minitampon med vaseline på. Det gøres i sideleje med 10 stimuleringer 1-2 gange dagligt.

Kan musklen slet ikke aktiveres, kan der forsøges behandling med vibration på anus. Der gives 20 stimuleringer af 6-8 sekunder med lige lange pauser i mellen – denne behandling gives 1 gang dagligt. Det kan man selv lære at gøre.

Træningen, man udfører, skal gøres dagligt og nok fortsætte resten af livet.

Teknik
En del personer sidder faktisk forkert på toilettet, og derved kan det være svært at tømme tarmen. Det er bedst at læne sig forover, stritte med numsen og løfte hælene lidt.

Nogle må holde på mellemkødet samtidig med bugpressen for at afføringen glider ud.

Der er også personer, der tørrer sig forkert. Man skal tørre sig med lukket endetarm, og man stopper ikke toiletpapir op i anus for at blive ren. Man tørre sig dernede, præcist som man tørrer sig om munden! Der er heller ingen, der propper servietten ind i munden for at tørre sig! Slimhinder skal være fugtige, men omgivelserne skal være tørre og rene.

Tømmes tarmen ikke helt, er det en god ide at bruge en glycerolstikpille, så tarmen tømmes helt. Denne sættes ind i tarmen, efter man har haft afføring. Er afføringen, der ligger i endetarmen for hård, kan den blødgøres med en microlax – en lille sprøjte hvis indhold sprøjtes ind i tarmen. Begge dele fås som håndkøbsmedicin på apoteket.

Kontakt til den rette inkontinensbehandler

behandler

Af Laila Ravnkilde Marlet, fysioterapeut med speciale i inkontinens
September 2013

Hvis du har problemer med vandladningen og/eller afføringen, skal du fortælle din læge det – også selvom du synes, det kan være svært eller føler det pinligt. Lægen er vant til at tale med sine patienter om meget intime forhold, og der er mange andre end dig, der har samme problemer. Undersøgelser viser, at mange går med problemerne i årevis, inden de fortæller om det, hvilket er synd og skam. Måske kunne de være hjulpet meget før!

Det er god idé at have udfyldt et væske-vandladnings-skema (VVS), inden du kontakter din læge, men det er ikke en forudsætning – du kan også bede din læge om at udprinte et skema til dig.

Hvem kan også behandle
Har du behov for kontakt med en sygeplejerske, kan denne kontakt ske via din læge, eller du kan selv henvende dig til en hjemmesygeplejerske eller en kontinenssygeplejerske i din kommune.

Er det en fysioterapeut med speciale i inkontinens, kan du søge via Kontinensforeningens hjemmeside under ‘Find en klinik’. Her finder du informationer om specialklinikker. Du kan også søge direkte på www.gynobs.dk.

Fysioterapeuten undersøger, om du kan træne bækkenbunden og blæren, da denne træning kan bruges både forebyggende og helbredende. Fysioterapeuten vil instruere dig i, hvordan du skal træne for at få det bedste resultat. Forskning på dette område viser, at både mænd og kvinder har god effekt af korrekt træning.

, , ,

Kontinensforeningens formand i medierne omkring ny behandlingsform

Vores formand Vibeke Weltz udtaler sig om udsigten til en ny behandlingsmulighed for mennesker med overaktiv blære eller udfordringer med afføringsinkontinens:

– Det lyder lovende og vi glæder os til resultaterne af de kliniske test. Behandlingen i dag består af medicin, Botox i blæren, eller ved indoperation af en neurostimulator. Der er dog nogle patienter, der enten ikke tåler de tre behandlinger pga. bivirkninger eller ikke har tilstrækkelig effekt af behandlingerne. Derfor vil det være ønskeligt med en yderligere behandlingsmulighed til patienterne, siger Vibeke Weltz, der også er overlæge på gynækologisk afdeling på Herlev Hospital.

Du kan læse artiklen her:

https://avisendanmark.dk/artikel/elektricitet-p%C3%A5-de-%C3%A6dlere-dele-kan-hj%C3%A6lpe-en-stor-patientgruppe-med-at-holde-p%C3%A5-vandet

Korrekt udredning giver korrekt diagnose

korrektudred

Af Marianne Iversen og Birthe Behrenthz, Kontinenssygeplejersker, urogynækologisk klinik, Herlev Hospital
Kilde: K-Nyt 1, 2014, s. 11-12

Download hele artiklen

Problemer med inkontinens kan have store konsekvenser for livskvaliteten. Heldigvis kan nogle af problemerne blive mindre eller fjernes, ved en kombination af enkle behandlingstilbud, og vejledning af kvinden, så hun får større indsigt i hvordan hendes krop fungerer og opnår forståelse for hvad hun selv kan ændre.

Ved første besøg på urogynækologisk klinik på Herlev Hospital møder nogle af patienterne en kontinenssygeplejerske. For kontinenssygeplejersken er det en væsentlig opgave at undervise og støtte patienten til at handle selv.

Tove Andersens historie
Tove Andersen er 70 år. Hun har været inkontinent i flere år. Problemet er tiltaget gennem det sidste år, og Tove har nu søgt læge. Lægen har henvist hende til udredning og behandling på hospitalet. Tove fortæller kontinenssygeplejersken, at hun lækker urin, når hun hoster og anstrenger sig fysisk. Hun kan også have svært ved at nå toilettet, når trangen melder sig. Hun er holdt op med at motionere og orienterer sig altid om, hvor der er et toilet, når hun er ude. Gymnastikken har ellers hjulpet med til at holde vægten og har holdt andre fysiske skavanker nede. Tove fortæller også, at hun må op på toilettet flere gange om natten, og derfor har hun ikke samme lyst til at overnatte hos sin datter, hvor det er mere besværligt at komme på toilettet om natten end i hendes eget hjem.

I brevet fra hospitalet har Tove modtaget et væske-vandladnings-skema, hvor hun har registreret, hvor meget hun drikker, hvornår hun går på toilettet og lader vandet og hvor meget, og hvornår hun lækker urin. Hun ved også, at vi skal foretage en undersøgelse af vandladningen, der kræver, at blæren er fyldt. Denne undersøgelse giver et billede af, hvordan Toves blære arbejder. Efterfølgende foretages en scanning af blæren, for at se om Tove tømmer sin blære.

Væske-vandladnings-skemaet (VVS)
Gennemgang af Toves VVS viser, at hun har en samlet på vandladning 2½-3 liter pr. døgn. Hun drikker 1½-2 liter pr. døgn. Tove lader vandet ca. hver anden time. Nogle vandladninger vurderes som små andre som normale. Hun er oppe for at lade vandet 2-3 gange om natten. Antallet af vandladninger på et døgn er 10-12 gange. Af skemaet fremgår det, at Tove holder meget af kaffe – specielt om aftenen.

Umiddelbart er den samlede vandladning stor i forhold til den mængde, som hun drikker. Forklaringen er, at Tove spiser meget frugt og grønt – både fordi det smager godt, men også fordi hun har tendens til forstoppelse, så derfor vil hun gerne have mange fibre i sin kost. Desværre går der alligevel flere dage mellem toiletbesøgene, og afføringen er hård.

Frugt og grøntsager indeholder meget væske. Hvis man får meget væske på denne måde, må man se på både antal og på mængden af vandladningerne. Tove kan få hjælp til sine problemer, hvis hun planlægger indtaget af frugt og mængden af væske, så den samlede vandladning bliver 1½-2 liter pr. døgn.

Blæretømning
En trang til at lade vandet, når blæren rummer 200-400 ml er normal. Da Tove lader vandet ved ankomsten til afdelingen, måles vandladningen til 200 ml og hun bliver scannet. Scanningen afslører, at der stadig er ca. 150 ml urin tilbage i blæren. Det er ikke unormalt, at blæren ikke er fuldstændig tømt efter hver vandladning, men når blæren indeholder 150 ml umiddelbart efter vandladningen, vil den meget hurtigt fyldes op igen til den mængde, der udløser vandladningstrangen.

For at tømme blæren bedst muligt, skal Tove give sig god tid ved vandladningen. Når hun mener, at hun er færdig, må hun rejse sig og gå en lille runde på toilettet, hvorefter hun prøver at lade vandet igen. Hvis der kommer mere urin, gentages processen.

Hyppig vandladningstrang
Den kvindelige overgangsalder betyder ændring af hormonproduktionen. Hormonerne har betydning for mange funktioner i kroppen, blandt andet bliver slimhinder i skede og urinblære og urinrør mere tynde og sarte. Hos mange kvinder medfører dette hyppig vandladning. Slimhinderne kan styrkes med en lokal hormonbehandling med stikpiller eller en lille ring, som anbringes i skeden. Ringen afgiver hormon og skal skiftes hver 3. måned.

Hyppig vandladningstrang kan også være en følge af forstoppelse i tarmen, hvilket Tove jo også lider af. Det kan være nødvendigt at tage et tilskud af et afføringsmiddel. Enten som et afføringsmiddel, der holder på væsken i afføringen – eller i form af et tarmstimulerende afføringsmiddel, som øger tarmbevægelserne.

Andre faktorer, som muligvis kan påvirke blæren til hyppig vandladningstrang, er koffein, kulsyre, overvægt og rygning. Stor væskeindtagelse efter kl. 19 kan medføre flere vandladninger om natten.

Træning
Styrkelse af kroppen og en god mobilitet (evnen til at gå og flytte sig hurtigt) har stor betydning for kvinder med tranginkontinens. Er det besværligt at komme op af stolen eller ud af sengen, bliver sandsynligheden for at nå toilettet i tide forringet. Flere studier viser, at en specifik træning af bækkenbunden, undervisning og vejledning har effekt. Da det er vigtigt at kunne knibe korrekt i bækkenbunden, bliver Tove derfor henvist til en fysioterapeut med specialuddannelse i bækkenbundstræning. Når kommunen modtager henvisningen søger de for, at Tove får rådgivning om tilbuddet.

Behandlingsplan
Når behandlingsplanen skal udarbejdes, tager kontinenssygeplejersken udgangspunkt i en drøftelse af de påviste problemstillinger. Den enkelte patient inddrages i fortolkningen, dels for at få eventuelle supplerende oplysninger, dels som en mulighed for at give den inkontinente større forståelse for, hvad der er normalt for mange, og hvad der er normalt for hende. Det er væsentligt, at den enkelte patient forstår, at det er en fælles plan. For at opnå nogle forbedringer, skal der gives afkald på nogle ’goder’.

Efter udredningen får Tove en ny tid hos kontinenssygeplejersken. Forinden skal hun være færdig med besøgene hos fysioterapeuten (ca. 3 måneder). Hun skal også arbejde med den vejledning, hun i forløbet har modtaget. Hun skal selv opdage, hvad der virker bedst, og skal samtidig træffe nogle valg. Fx om hun vil fortsætte med at drikke meget kaffe hver aften, og derfor skal op på toilettet 2-3 gange hver nat? Eller om hun vil undgå kaffe og frugt, når hun besøger datteren, så hun kan nøjes med kun at skulle op på toilettet en enkelt gang om natten?

Konklusion
Tove er et typisk eksempel på en patient med urininkontinens. Tove vil ikke umiddelbart blive tilbudt hverken operation eller medicin, da simple midler måske kan afhjælpe Toves problemer, og fordi operation og medicin i hendes tilfælde vil gøre, at hun kan få endnu sværere ved at tømme sin blære. Det er derfor vigtigt, at Tove lærer sig at tømme sin blære helt, at hun får afhjulpet sin forstoppelse, så hun undgår at presse på toilettet, og at hun mindsker sit samlede indtag af væske.

Hvis ændringer i levevis og vaner ikke er tilstrækkeligt, kan næste tilbud til Tove fx være et hjælpemiddel (inkontinensring) til at placere i skeden eller en inkontinensoperation.

Tove Andersen er ikke patientens rigtige navn, men dette er redaktionen bekendt.

, ,

Københavns Kommune har succes med patientuddannelse

Af Cecilie C. Caspersen, antropolog og projektleder, Københavns Kommune

Københavns Kommune har i samarbejde med Gastroenheden på Hvidovre hospital opnået gode resultater med en ny uddannelse, der hjælper kvinder, der lider af analinkontinens – en tabuiseret og ensom lidelse, som 200.000 danskere kæmper med.

Analinkontinens indebærer problemer med at holde på luft og/eller afføring, og rammer danskere i alle aldre. Kun 1 ud af 3 opsøger hjælp for lidelsen, da den for mange opleves så skamfuld, at de går med den i ensomhed.

Kvinderne får viden og konkrete øvelser
Fra januar til juni 2020, har 42 kvinder i alderen 31-83 år gennemført uddannelsen, der består af tre undervisningsgange á to timers varighed, fordelt over en måned.

Uddannelsen er en kombination af viden om tarmen og bækkenbundens anatomi, og fysiologi, fysiske øvelser samt hjælpemidler, som deltagerne kan tage med sig hjem.

På uddannelsen finder kvinderne ud af hvilke redskaber, der virker for dem. Det vil ofte være en kombination af den konkrete viden om tarm og bækkenbund, og hjælpemidler. Kvinderne er blandt andet blevet introduceret til fibertilskud, “mini-skyl”, analprop og bækkenbunds-træningsøvelser.

Uddannelsen gør en stor forskel
Siden januar 2020, har der været nye hold hver måned, og underviserne oplever, at tidligere deltagere “henviser” nye deltagere til uddannelsen, da uddannelsen har gjort en forskel for dem.

”Jeg føler mig bedre klædt på til at gå ud i livet” siger en kvinde i slutningen af 60’erne efter endt uddannelse og fortsætter;  ”Jeg har jo ikke haft uheld, efter jeg har været hos jer. Det føler jeg som en mega sejr, som er fantastisk for mig. Jeg behøver ikke at være nervøs, hvis jeg er ude et sted, der sker ikke noget. Jeg får ikke den der luft i maven og der er mere styr på min afføring”.

Generelt har kvinderne, der har deltaget i København kommunes pilotprojekt, oplevet en markant forbedret hverdag, nedsat deres inkontinens, samt brudt et tabu de har båret på i årevis.

Begrænsningerne bliver mindre
Udover at være en tabuiseret og en ensom problemstilling, er analinkontinens også meget hæmmende for den enkelte person.  Efter uddannelsen har flere af kvinderne derfor fået mod på at opsøge situationer, de før har undgået eller frygtet.

F.eks. har en kvinde på 67 år, efter deltagelse på uddannelsen, været til tandlæge for første gang i 4 år. Hun har indtil nu ikke ville gå til tandlægen af frygt for ikke at kunne holde sig eller have mulighed for at kunne rejse sig fra tandlægestolen og nå toilettet i tide. Men på uddannelsen har hun fået de nødvendige redskaber, så hun i ro kan gå til tandlægen.

I en evaluering af uddannelsen svarer 72,5% af de 42 adspurgte kvinder, at de oplever en sammenhæng i forløbet og mærker en forskel ved endt uddannelsesforløb. Alle 42 kvinder har målbart fået reduceret deres analinkontinens og oplever overordnet en mere mental og fysisk handlefrihed.

Derudover svarer 90% af kvinderne at noget af det vigtigste ved uddannelsen har været at møde andre i samme situation som dem selv, og dermed få en oplevelse af, at de ikke står alene med sine symptomer og problemstillinger i hverdagen.

Analinkontinens – et overset problem
Analinkontinens rammer mænd og kvinder i alle aldre, men er tiltagende med årene. Ligeledes er kvinder yderligere disponeret for lidelsen på grund af senfølger af belastning på bækkenbunden fra graviditet og fødselsskader.

Analinkontinens er et stærkt tabuiseret emne, og kan derfor være meget ensomt at leve med. Evalueringen af uddannelsen i Københavns kommunes viser, at nogle af kvinderne har kæmpet med lidelsen i over 20 år. Selvom den begrænser alle aspekter af hverdagen – fra sociale sammenkomster, til rejser og biografture – viser flere undersøgelser, at det kun er under 1/3 af de ramte, der opsøger sundhedsfaglig hjælp.

Dette hænger også sammen med, at sundhedspersonale heller ikke spørger ind til udfordringer med at holde på luft og/eller afføring blandt borgere og patienter. Det betyder, at analinkontinens oftest (for)bliver et overset problem. Med et tværsektorielt samarbejde har det således været et ønske, at bringe viden om mulighederne for at at vejlede og hjælpe borgerne med analinkontinens ud i borgernes nærmiljø, så disse muligheder ikke er fastlåst til en højt specialiseret hospitalsenhed.

Få evalueringsrapporten/ mere viden om uddannelsen på www.kk.dk/analinkontinens eller kontakt kontinensteamet, Amager på 29 77 09 46 eller analinkontinensAMA@kk.dk

Kunsten at gå på toilettet

optimalstilling237px

Hvad du kan gøre for at komme afføringsproblemer til livs?

Af Gerd Johnsen, specialsygeplejerske, forfatter
Kilde: KontinensNyt 2, 2008, s. 18-20, Sygeplejersken maj 2007 – med tilladelse fra forfatter og redaktion. Redigeret af klinikchef, urogynækolog Lars Alling Møller og sekretariatschef Aase Randstoft

Download hele artiklen

Mange mennesker har problemer med afføringen. Det antages, at 10-20 % har træg afføring – et antal der formentlig er stigende – og at en mindre del (8-10%) har problemer med diarré eller med at holde på afføringen (afføringsinkontinente). Overført på danske forhold drejer det sig om knap en million med afføringsproblemer, herunder 200.000 med afføringsinkontinens (1,2).

Vi gør det alle. Dagligt eller næsten dagligt. Altså har afføring.  Men ordet “afføring” er nærmest fortrængt fra det offentlige rum. Selv professionelle og patienter får røde kinder, når talen falder på emnet. Ikke desto mindre er afføringsproblemer hyppigt forekommende og kan ofte begrænses med fornuftige toiletvaner.

Kunsten at have afføring
er et samspil af flere faktorer, bl.a. størrelsen af endetarmen, styrken af ringmusklen, konsistensen af afføringen, føleimpulser fra endetarmen samt vinklen mellem endetarmsåbningen og endetarmen. Ideelt set udrettes vinklen under afføring. Dette forudsætter, at hofteleddene kan bøjes, hvilket igen forudsætter, at fødderne kan nå gulvet – et aspekt det moderne toilet og mange bækkenstole sjældent har taget højde for!  Altså vælg dit toilet med omhu!

Forsøg på afføring med en ikke-udrettet vinkel mellem endetarmsåbningen og endetarmen kan afstedkomme mangelfuld tømning og pres på bækkenbunden og endetarmen. Det sidste kan forårsage hæmorider, problemer med at holde på afføringen og fremfald af endetarmsslimhinden. Selv afføringsmedicin har trange kår under disse omstændigheder.

En anden årsag til afføringsproblemer er, at mange mennesker har mistet kontakten til deres krop. Kombination af et stresset liv og manglende kropsfornemmelse medfører, at mange mennesker ikke giver sig tid, når afføringstrangen melder sig. Derved går naturlige reflekser tabt.

Anatomi
Vinklen mellem endetarmsåbningen og endetarmen dannes af den centrale muskel i bækkenbunden, den puborectale muskel, som fortil hæfter på skambenet og bagtil på halebenet.

Peristaltiske bevægelser fører afføring ned i endetarmen. Ringmusklen, den puborectale muskel og bækkenbunden sikrer, at den opsamlede fæces holdes tilbage i endetarmen. Føleimpulser i endetarmen registrerer, at tarmvæggen udspiles. Signaler herom sendes til rygmarven og herfra til hjernen. Først fra 4-5 års alderen er afføringen under viljens kontrol.

Den viljebestemte afføring indledes med et signal fra hjernen til rygmarven og videre ud til de involverede organer. Herved spændes endetarmen og mellemgulvet. Ringmusklen og den puborectale muskel derimod afslappes.

Den naturlige stilling
Ved afføring er den siddende stilling med bøjet hofteled, og ret let foroverbøjet ryg optimal – altså den stilling, der virker bedst. Herved udrettes vinklen mellem endetarmsåbningen og endetarmen. Den naturlige stilling kan trænes på følgende vis:

Sid på en stol og slap af. Kan du bøje i hofteleddene? Hvis ikke, skal du sætte en skammel under fødderne. Mærk dit haleben. Forestil dig at stolen er et toilet og sæt dig midt på stolen. Ret ryggen, svaj lænden, og læn kroppen fremover, idet du stritter med halebenet. Tag en dyb indånding, hold vejret, lad være med at tale og brug nu mellemgulvsmusklen til at presse ned i det lille bækken. Mærk bagefter hvor meget dit haleben ruller ind under kroppen. Herved genoprettes vinklen mellem endetarmsåbningen og endetarmen. Bare rolig! – der kommer kun afføring, hvis der er afføringstrang!

Inddrag livsstilen
Øget opmærksomhed på livsstilen kan løse mange tarmproblemer. Luftdannende kost kan fx gøre det svært at holde på tarmluften. Kernerig grovkost kan forårsage symptomer, der minder om irriteret tyktarm. Nedsat motion og dårlig siddestilling giver nedsat tarmperistaltik (tarmbevægelighed) og manglende udretning af vinklen mellem endetarmsåbningen og endetarmen.

Gode råd om drikkevaner, kost, motion og bækkenbundstræning kan hjælpe mange. Andre muligheder er at ændre toiletvanerne og rådgivning om at sidde korrekt på toilettet. I sjældne tilfælde kan det blive nødvendigt at henvise til speciallæge.

Regulering af colons-funktion
Metoder til regulering af colons-funktion ved obstipation, diarré og afføringsinkontinens:

  • siddestillingen ved defækation
  • væske og kost
  • motion og kolon-massage
  • bækkenbundstræning
  • toilettræning
  • skylning med vandlavement
  • analprop og andre hjælpemidler
  • laksantia og stoppemidler.

Indenfor de fem første områder kan sygeplejersken i samarbejde med patienten ændre på livsstilen ud fra de oplysninger, som patienten har givet om tarmproblemerne, analyse af årsager og hvad der er muligt for patienten (5).

Alle metoderne går ud på at påvirke kolons funktion, tarmindholdets konsistens, og afføringsprocessen og dermed regulere tarmindholdets passagehastighed, så patienten kan udtømme eller holde på afføringen med færrest mulige problemer og tidsforbrug.

Højere toilet medførte obstipation
Eksempel fra specialsygeplejerske Gerd Johnsens daglige arbejde:
En 80-årig dame sad ved siden af mig, da jeg telefonisk instruerede en patient i, hvordan han skulle sidde på sit toilet – altså om den korrekte defækationsstilling. Da jeg havde lagt telefonrøret, så hun interesseret på mig og spurgte: “Hvad er det for en toiletstilling?” Hun fortalte, at hendes børn havde købt et højere toilet til hende, fordi hun havde dårlig ryg og dårlige hofter, og siden havde hun fået problemer med at komme af med afføringen og led meget med sin forstoppelse.

Jeg lærte hende defækationsstillingen, bl.a. med anvendelsen af en skammel under fødderne – og hun kørte herefter hjem. Et stykke tid efter ringede min telefon, det var den 80-årige dame, og hun fortalte begejstret: “Det er fantastisk, helt utroligt, jeg kom af med så meget afføring uden at skulle presse – det går meget lettere nu!”

Ordforklaring
Anamnese: Sygehistorie – lægens konklusion ud fra det, som patienten fortæller.
Colon: Tyktarmen.
Defækation: Måden afføringen kommer ud på.
Diarré: Tynd afføring.
Fæces: Afføring.
Obstipation: Forstoppelse
Peristaltiske bevægelser/tarmperistaltik: Peristaltiske bevægelser sker ved, at nogle af de ringforløbende muskelfibre et enkelt sted i tarmen trækker sig sammen og derved laver en indsnøring af tarmen. Den længdeforløbende muskulatur foran denne indsnøring trækker sig herefter sammen, hvorved føden trækkes længere ned i tarmen. Gennemsnitligt opholder føden sig højst 1-2 minutter i munden, cirka 1-2 timer i maven og cirka 12-24 timer i tarmen.
Pubo-rectale muskel: Musklen er markeret på figur 4.

Læs også informationerne i Beredskabsstyrelsens lærebøger.

Latterinkontinens

Piger og drenge fniser ikke – de skriger af grin!

laughing

Af Birthe Bonde, GynObs Klinikken Østerbro, Specialist i musculoskeletal fysioterapi, uroterapeut og sexolog
Kilde: KontinensNyt 1, 2008, s. 25

Download hele artiklen

Hvad gør man, før udtrykket ‘at tisse i bukserne af grin’ bliver en realitet?
Latterinkontinens kan afhjælpes ved at træne og bruge bækkenbunden på en lidt speciel måde – men først skal man jo vide, hvor på kroppen bækkenbunden befinder sig.

Start med at kontakte Kontinensforeningen
og få informationspjecen ‘Stressinkontinens og bækkenbundstræning’. Find omtalen på foreningens hjemmeside. I pjecen er der blandt andet et afsnit om, hvordan man skal finde og optræne bækkenbunden til at kunne lukke, hver gang trykket stiger inde i maven ved fysisk aktivitet og latter. Det kaldes også knibeøvelser.

Målet med knibeøvelser ved denne form for inkontinens er god koordinering/parathed. Årsagen til at du bliver våd, er nemlig at du ‘snubler’ med din bækkenbund. Det vil sige, at det er rigtig godt at lære, hvordan man ‘lukker’ bækkenbunden, lige før man slår sig på lårene og griner højt og inderligt. Man bruger nogle teknikker til at finde de rette muskler til at hjælpe bækkenbunden med at spænde under latteren. Det kan gøres ved fx at bide om fingeren under latter, suge maven ind under grin, slå sig på lårene (bukke sig sammen) under grin samt lade være med at slå nakken tilbage.

Musklernes samarbejde
Det kan måske lyde mærkeligt, men bækkenbunden har det ligesom alle andre muskler i kroppen. Den kan godt lide at arbejde sammen med andre muskler. Fx arbejder fingermusklerne sammen med tungemusklerne. Det ses tydeligt med børn, der skal lære at skrive. Der kører tungen rundt om læberne, samtidig med at der skrives.

De muskler, der samarbejder med bækkenbunden, er læbernes muskler og halsens bøjemuskler. Derudover er det mavemusklerne, der primært bestemmer om bækkenbunden skal spændes eller slappes af.

Når man spænder de nederste mavemuskler – suger navlen ind, og bækkenbunden spændes. Når man puster maven ud og presser med mavemusklerne, slapper bækkenbunden af – det sker, når man slår en prut.

Derfor er det utrolig vanskeligt at klukle, hvor maven hopper ud i takt med latteren, have åbne læber – smile rigtig meget – samtidigt med at man lægger nakken tilbage under latteren. Alt det får bækkenbunden til at slappe af – og så bliver man utæt.

Hvis man synes, det er lidt vanskeligt at lære bækkenbundstræning, kan man få en henvisning fra sin læge til en specialuddannet fysioterapeut. Fysioterapeuten kan måle på bækkenbunden og forklare den rette koordinering af musklerne. Både unge og ældre vil få stor glæde af bækkenbundstræning. Jo før det læres, jo bedre – for både piger og drenge.

Lægerne ignorerer afføringsproblemer

Hanneonbed

Af Kristian Bang Larsen, Redaktionen.dk
Kilde: K-Nyt 3, 2011, s. 4-6

Download hele artiklen

I februar 2009 får Hanne Nielsen problemer med maven. Hun har smerter, og der kommer en forfærdelig lugt ud bagtil. Hun oplever også at have hyppig, ufrivillig afføring. Hanne Nielsen går til sin læge og fortæller om det. Hun synes, det er pinligt at tale om, men problemerne er meget generende.

‘Min læge mærker på maven, hvor jeg har ondt, men ellers undersøger han mig ikke. Han siger, at det nok bare er en virus, og råder mig til at tage et fiberprodukt mod forstoppelse. Jeg fortæller også, at jeg har problemer med ufrivillig afføring, men det kommenterer lægen ikke,’ fortæller Hanne Nielsen i dag.

Men smerterne og problemerne med afføring forsvinder ikke, og Hanne vender tilbage til sin læge flere gange i løbet af de næste par måneder. Hun prøver også at ringe til vagtlægen en weekend, men får at vide at hun skal gå til egen læge.

‘Jeg prøver at få min læge til at forstå, at der må være et eller andet galt. Jeg synes, at jeg grundigt fortæller ham, hvordan jeg har det. Men han ordinerer bare et fiberprodukt’, fortæller hun.

Lægerne er berøringsangste
Hanne Nielsen er langt fra den eneste patient med afføringsproblemer, der ikke har fået en tilfredsstillende behandling af sin læge.

‘I min telefonkonsultation er det mere eller mindre alle, der henvender sig, der har fået en utilfredsstillende behandling hos deres praktiserende læge,’ siger Gerd Johnsen, der er specialsygeplejerske SD. Hun har arbejdet med patienter med afføringsproblemer i mere end 30 år. Gerd Johnsen har gennem mange år haft en telefonrådgivning (se www.kontinens.dk > rådgivning samt rådgivningssiden bagest i bladet). Desuden besvarer Gerd Johnsen også spørgsmål om afføringsinkontinens i brevkassen på dagenssundhed.dk.

Gerd Johnsen oplever, at de praktiserende læger ikke ved nok om afføringsinkontinens. Mange kan ikke foretage en udredning på en patient, og ved ikke hvortil de skal henvise patienterne, for at få udført en udredning. ’Patienterne får ofte at vide, at de ikke fejler noget. Hvis de er heldige, får de foretaget en kikkertundersøgelse, og hvis den ikke viser noget, så sker der ikke mere,’ siger Gerd Johnsen.

‘Afføringsproblemer er også et tabuemne blandt sundhedspersonale,’ siger overlæge Steen Buntzen fra Analfysiologisk Klinik på Århus Universitetshospital/Århus sygehus, der er et af landets førende, når det gælder afføringsproblemer.

‘Patienten har endelig taget sig sammen til at tale med en læge om sine problemer med afføringen, og så synes lægen ikke, at det er så spændende at tale om. Patienterne bliver måske ikke taget alvorligt, fordi lægen selv har en hvis aversion mod at diskutere emnet’. Steen Buntzen mener, at mange læger både er berøringsangste og mangler viden om udredning og diagnosticering af afføringsinkontinens. ‘Hvis man betragter det som tabu, søger man heller ikke den nyeste viden og behandlingsmetoder om emnet,’ siger han.

Hvad hvis det havde været kræft?
To måneder efter første besøg, tager Hanne Nielsen igen hen til sin læge. Denne gang er hendes mand med som støtte, for hun er sikker på, at der er noget alvorligt galt. ‘Først da henviser lægen mig til en kikkertundersøgelse. Det er han ellers ikke meget for, for han siger, at det er meget ubehageligt,’ fortæller Hanne Nielsen. ’Jeg synes, at min læge bagatelliserede situationen og ikke gjorde noget. Hvad nu hvis det havde været kræft, som lægerne på sygehuset fik mistanke om på et tidspunkt? Jeg henvendte mig til lægen i februar, og kom først til kikkertundersøgelse i maj,’ siger Hanne.

Det viser sig ved undersøgelsen på hospitalet at være alvorligt. Hanne Nielsens tarme har ‘slået knuder’, og der er gået betændelse i vævet. Heller ikke i de efterfølgende undersøgelser og behandlinger, føler Hanne Nielsen at hendes oplevelse af problemerne bliver taget alvorligt. ’Jeg får ikke mulighed for at fortælle, hvordan jeg har det. Det synes jeg er underligt. Jeg skriver ned, hvordan jeg har det, og giver beskrivelsen til lægen på sygehuset, men jeg ved egentlig ikke, om han læser det. Lægerne handlede kun ud fra, hvad de observerede,’ siger en frustreret Hanne Nielsen. Efter et langt, hårdt forløb med undersøgelser og gentagende smertefulde udskylninger, bliver et stykke af Hanne Nielsen tyktarm fjernet ved en operation.

Oplysning er vejen frem
Det sker stadig ofte at en patient ikke bliver undersøgt ordentligt, når han eller hun henvender sig til sin læge med afføringsinkontinens. Lægen siger måske, at der ikke er noget at gøre, og anbefaler et kosttilskud og et flittigt forbrug af bleer. For patienten, der endelig har besluttet sig for at opsøge lægen efter lange overvejelser, kan den manglende undersøgelse betyde, et liv med lidelsen i mange år fremover. Eller i værste tilfælde at mere alvorlige sygdomme, som for eksempel kræft, ikke bliver opdaget. ’Lad os sige, at du er en dame på 60 år, der har oplevet ufrivillig afføring over de sidste tre måneder. Så burde lægens første reaktion være at undersøge det. I første omgang typisk i form af en kikkertundersøgelse, så man kan se, hvad der er oppe i tarmen. Det kunne være kræft i endetarmen,’ forklarer overlæge Steen Buntzen. ‘Hvis det ikke er noget alvorligt, kan man prøve med motion og kostomlægning til mere fiberrig kost. Og virker det stadig ikke, bør man henvise videre til sygehusenes gastroenterologiske afdelinger, eller en specialenhed som den analfysiologiske klinik her i Århus,’ siger Steen Buntzen. Både overlæge Steen Buntzen og specialsygeplejerske Gerd Johnsen mener, at de praktiserende lægers viden på området er bedre i dag, end den var for 10 eller 20 år siden, selv om den stadig ikke er god nok. Det handler om oplysning, og det er et langt, sejt træk. ‘Lægerne er i dag meget mere opmærksomme på, at der findes centre, med specialister og det nyeste udstyr. Vi får 10-15 % flere henvendelser om året nu, og har gjort det siden 1997,’ siger Steen Buntzen.

De synes, det er ulækkert
Efter operationen af tyktarmen er Hanne Nielsens afføringsinkontinens blevet væsentlig værre, og hun føler, at hendes inkontinens gør det umuligt for hende at have et socialt liv. Hun har været meget utilfreds med besøgene hos sin praktiserende læge og den efterfølgende behandling på sygehuset, hvor hun blev henvist til. ‘Jeg tror, at læger generelt glider af på det her, fordi de synes, det er ulækkert. Eller måske er det fordi de føler, at de ikke kan gøre noget ved det,’ siger hun.

Først efter at have skiftet læge, og været i kontakt med Analfysiologisk klinik i Århus, synes Hanne Nielsen, at hun har fået en behandling og rådgivning, hvor hendes situation er blevet forstået og respekteret. Men hun fortæller også, at der stadig ikke er fundet en årsag til, eller en behandling for hendes afføringsproblem.

‘Hanne Nielsen’ er et opdigtet navn. Hun ønsker at være anonym af hensyn til sit forhold til behandlerne i sundhedssystemet. Hendes rigtige navn og identitet er redaktionen bekendt.

Lidt om årsagerne til natproblemer

Af Ulla Kabbelgaard, Klinisk Sygeplejespecialist, Region Syd Næstved Sygehus – Børneinkontinensklinikken og Inkontinensklinikken i Næstved
Kilde: KontinensNyt 1, 2008, s. 11-12

uddragicon50px

Dette er et uddrag af artiklen ‘Daginkontinens hos børn.’

Download hele artiklen

Lidt om årsagerne til natproblemer
Når blærens rummelighed er for lille, kan den ikke indeholde den mængde urin, der produceres om natten.

Hvis barnet har en lille blære, der tømmer sig fint, kan barnet have problemer med at tisse i bukserne om dagen. Den lille blære kan også give natproblemer, hvis barnet ikke vågner ved vandladningstrang og når at gå på toilettet.

At give Minirin (medicin) hjælper heller ikke den lille blære. Den er stadigvæk for lille til at rumme det, der produceres, selvom man nedsætter urinproduktionen om natten. Hvis der skal være effekt af Minirin-behandlingen, kræver det, at barnets blære har en normal rummelighed.

Så til den lille blære vil ringeapparat/ringelagen være et fint valg. Så lærer barnet at registrere vandladningstrangen om natten. Dagproblemerne bør løses først.

Løbetræning-efter-fødslen
, , ,

Løbetræning efter fødslen

Løbetræning-efter-fødslen

Løbetræning efter en fødsel er et ønske hos mange kvinder.

En ny engelsk guide til sundhedspersoner giver råd og anbefalinger til kvinderne i forløbet efter en  fødsel.

Det anbefales at løbetræning først opstartes 3-6 mdr. efter fødslen. Det er en forudsætning at bækkenbunden har en styrke på mindst 3 på Oxfordskala. Samt at der ikke ses nedsynkning  af genital hiatus + perinal body ved valsalvas på 7 cm eller mere.

Det anbefales, at alle kvinder som gerne vil i gang med løbetræning, får en vurdering af bækkenbunden hos en urogyn fysioterapeut omkring 6-uger efter fødslen. 

Anbefalingerne forebygger inkontinens, nedsynkninger og underlivssmerter på sigt.

Læs artiklen her