Lægerne ignorerer afføringsproblemer
Af Kristian Bang Larsen, Redaktionen.dk
Kilde: K-Nyt 3, 2011, s. 4-6
I februar 2009 får Hanne Nielsen problemer med maven. Hun har smerter, og der kommer en forfærdelig lugt ud bagtil. Hun oplever også at have hyppig, ufrivillig afføring. Hanne Nielsen går til sin læge og fortæller om det. Hun synes, det er pinligt at tale om, men problemerne er meget generende.
‘Min læge mærker på maven, hvor jeg har ondt, men ellers undersøger han mig ikke. Han siger, at det nok bare er en virus, og råder mig til at tage et fiberprodukt mod forstoppelse. Jeg fortæller også, at jeg har problemer med ufrivillig afføring, men det kommenterer lægen ikke,’ fortæller Hanne Nielsen i dag.
Men smerterne og problemerne med afføring forsvinder ikke, og Hanne vender tilbage til sin læge flere gange i løbet af de næste par måneder. Hun prøver også at ringe til vagtlægen en weekend, men får at vide at hun skal gå til egen læge.
‘Jeg prøver at få min læge til at forstå, at der må være et eller andet galt. Jeg synes, at jeg grundigt fortæller ham, hvordan jeg har det. Men han ordinerer bare et fiberprodukt’, fortæller hun.
Lægerne er berøringsangste
Hanne Nielsen er langt fra den eneste patient med afføringsproblemer, der ikke har fået en tilfredsstillende behandling af sin læge.
‘I min telefonkonsultation er det mere eller mindre alle, der henvender sig, der har fået en utilfredsstillende behandling hos deres praktiserende læge,’ siger Gerd Johnsen, der er specialsygeplejerske SD. Hun har arbejdet med patienter med afføringsproblemer i mere end 30 år. Gerd Johnsen har gennem mange år haft en telefonrådgivning (se www.kontinens.dk > rådgivning samt rådgivningssiden bagest i bladet). Desuden besvarer Gerd Johnsen også spørgsmål om afføringsinkontinens i brevkassen på dagenssundhed.dk.
Gerd Johnsen oplever, at de praktiserende læger ikke ved nok om afføringsinkontinens. Mange kan ikke foretage en udredning på en patient, og ved ikke hvortil de skal henvise patienterne, for at få udført en udredning. ’Patienterne får ofte at vide, at de ikke fejler noget. Hvis de er heldige, får de foretaget en kikkertundersøgelse, og hvis den ikke viser noget, så sker der ikke mere,’ siger Gerd Johnsen.
‘Afføringsproblemer er også et tabuemne blandt sundhedspersonale,’ siger overlæge Steen Buntzen fra Analfysiologisk Klinik på Århus Universitetshospital/Århus sygehus, der er et af landets førende, når det gælder afføringsproblemer.
‘Patienten har endelig taget sig sammen til at tale med en læge om sine problemer med afføringen, og så synes lægen ikke, at det er så spændende at tale om. Patienterne bliver måske ikke taget alvorligt, fordi lægen selv har en hvis aversion mod at diskutere emnet’. Steen Buntzen mener, at mange læger både er berøringsangste og mangler viden om udredning og diagnosticering af afføringsinkontinens. ‘Hvis man betragter det som tabu, søger man heller ikke den nyeste viden og behandlingsmetoder om emnet,’ siger han.
Hvad hvis det havde været kræft?
To måneder efter første besøg, tager Hanne Nielsen igen hen til sin læge. Denne gang er hendes mand med som støtte, for hun er sikker på, at der er noget alvorligt galt. ‘Først da henviser lægen mig til en kikkertundersøgelse. Det er han ellers ikke meget for, for han siger, at det er meget ubehageligt,’ fortæller Hanne Nielsen. ’Jeg synes, at min læge bagatelliserede situationen og ikke gjorde noget. Hvad nu hvis det havde været kræft, som lægerne på sygehuset fik mistanke om på et tidspunkt? Jeg henvendte mig til lægen i februar, og kom først til kikkertundersøgelse i maj,’ siger Hanne.
Det viser sig ved undersøgelsen på hospitalet at være alvorligt. Hanne Nielsens tarme har ‘slået knuder’, og der er gået betændelse i vævet. Heller ikke i de efterfølgende undersøgelser og behandlinger, føler Hanne Nielsen at hendes oplevelse af problemerne bliver taget alvorligt. ’Jeg får ikke mulighed for at fortælle, hvordan jeg har det. Det synes jeg er underligt. Jeg skriver ned, hvordan jeg har det, og giver beskrivelsen til lægen på sygehuset, men jeg ved egentlig ikke, om han læser det. Lægerne handlede kun ud fra, hvad de observerede,’ siger en frustreret Hanne Nielsen. Efter et langt, hårdt forløb med undersøgelser og gentagende smertefulde udskylninger, bliver et stykke af Hanne Nielsen tyktarm fjernet ved en operation.
Oplysning er vejen frem
Det sker stadig ofte at en patient ikke bliver undersøgt ordentligt, når han eller hun henvender sig til sin læge med afføringsinkontinens. Lægen siger måske, at der ikke er noget at gøre, og anbefaler et kosttilskud og et flittigt forbrug af bleer. For patienten, der endelig har besluttet sig for at opsøge lægen efter lange overvejelser, kan den manglende undersøgelse betyde, et liv med lidelsen i mange år fremover. Eller i værste tilfælde at mere alvorlige sygdomme, som for eksempel kræft, ikke bliver opdaget. ’Lad os sige, at du er en dame på 60 år, der har oplevet ufrivillig afføring over de sidste tre måneder. Så burde lægens første reaktion være at undersøge det. I første omgang typisk i form af en kikkertundersøgelse, så man kan se, hvad der er oppe i tarmen. Det kunne være kræft i endetarmen,’ forklarer overlæge Steen Buntzen. ‘Hvis det ikke er noget alvorligt, kan man prøve med motion og kostomlægning til mere fiberrig kost. Og virker det stadig ikke, bør man henvise videre til sygehusenes gastroenterologiske afdelinger, eller en specialenhed som den analfysiologiske klinik her i Århus,’ siger Steen Buntzen. Både overlæge Steen Buntzen og specialsygeplejerske Gerd Johnsen mener, at de praktiserende lægers viden på området er bedre i dag, end den var for 10 eller 20 år siden, selv om den stadig ikke er god nok. Det handler om oplysning, og det er et langt, sejt træk. ‘Lægerne er i dag meget mere opmærksomme på, at der findes centre, med specialister og det nyeste udstyr. Vi får 10-15 % flere henvendelser om året nu, og har gjort det siden 1997,’ siger Steen Buntzen.
De synes, det er ulækkert
Efter operationen af tyktarmen er Hanne Nielsens afføringsinkontinens blevet væsentlig værre, og hun føler, at hendes inkontinens gør det umuligt for hende at have et socialt liv. Hun har været meget utilfreds med besøgene hos sin praktiserende læge og den efterfølgende behandling på sygehuset, hvor hun blev henvist til. ‘Jeg tror, at læger generelt glider af på det her, fordi de synes, det er ulækkert. Eller måske er det fordi de føler, at de ikke kan gøre noget ved det,’ siger hun.
Først efter at have skiftet læge, og været i kontakt med Analfysiologisk klinik i Århus, synes Hanne Nielsen, at hun har fået en behandling og rådgivning, hvor hendes situation er blevet forstået og respekteret. Men hun fortæller også, at der stadig ikke er fundet en årsag til, eller en behandling for hendes afføringsproblem.
‘Hanne Nielsen’ er et opdigtet navn. Hun ønsker at være anonym af hensyn til sit forhold til behandlerne i sundhedssystemet. Hendes rigtige navn og identitet er redaktionen bekendt.
