Af Louise Gammelholm, sekretariatsleder hos Kontinensforeningen 

De psykiske konsekvenser ved inkontinens er langt større, end mange forstår. Jens har været medlem af Kontinensforeningen i en årrække, og jeg har ved flere lejligheder haft glæden af at snakke med ham.

Jens er en af den slags mænd, der oser af charme. Modsat har en af Jens´ frustrationer været datinglivet og jagten på en sød kæreste. Så derfor var jeg lidt spændt på det, da Jens og jeg aftalte, at jeg godt måtte interviewe ham omkring livet med inkontinens.

Jens bor i Vestjylland og har været udfordret af inkontinens siden han var omkring 18 år. I dag er han i slutningen af 40érne. Så Jens har i mange år levet med inkontinens. Når man hører det, er det første spørgsmål automatisk omkring udredning og behandling. Jens siger: ”Igennem mange år gik jeg til rigtig mange undersøgelser, blandt andet på Aarhus Universitetshospital. Men fandt ikke årsagen til det.”

Meld dig ind i Kontinensforeningen og bliv en del af fællesskabet her.

På konstant overarbejde for at skjule inkontinensen

I dag bruger Jens hjælpemidler for at skjule sin inkontinens og for at kunne leve et normalt liv ”ude i verden”. Da jeg spørger nærmere ind til både kærlighedsliv og arbejdsliv, har Jens levet et normalt liv og har bl.a. et barn med en ekskæreste. Han har levet og lever fortsat et normalt liv med kærester og job.

Men der er nu noget alligevel. Som Jens selv beskriver det: ”Jeg er konstant på overarbejde i forhold til at skjule det for omverdenen, for kollegaer og for venner. Det er så pinligt. Jeg er konstant bange for, at folk skal opdage noget.

Når man snakker med Jens, står det klart, at det er det psykiske og det sociale, der tærer på ham. Det praktiske omkring inkontinensen er der styr på, selvom det selvfølgelig også kræver noget hver eneste dag.

Det psykiske og det sociale dræner ham. Det er angsten for, at nogen opdager noget, der gør det benhårdt at være Jens. Det er når man skal ud på datingmarkedet og finde en ny partner, eller når man står på sin arbejdsplads og er nervøs for, at noget kan ses eller bliver opdaget.

Når man hører Jens´ historie, forstår man, hvorfor det er så vigtigt, at vi står sammen og arbejder for at få aftabuiseret inkontinens.

Er du også udfordret af inkontinens?

Kontinensforeningen arbejder konsekvent med at aftabuisere lidelsen. Samtidig prøver vi at hjælpe det enkelte menneske ved at tilbyde mulighed for et fællesskab med andre i samme situation. Bl.a. har vi en samtale/støttegruppe, der mødes hver måned, samt vores dejlige sommer-retreat på Fyn.

Meld dig ind i Kontinensforeningen og bliv en del af fællesskabet her.

Af Niels Einer-Jensen, dyrlæge, dr.med.vet. og dr.med.
Kilde: KontinensNyt 1, 2007, s. 9-12

Download hele artiklen

Denne artikel er skrevet på basis af samtaler med mænd med inkontinens. Den rummer problemer og tanker, vi har berørt i samtalerne. Artiklen er subjektiv som en advokats forsvar af sin klient. Den rummer sandheden, men ikke hele sandheden. Den forsøger også at give nogle praktiske råd. Inkontinens er stadig et tabuemne blandt mænd, selvom det er et almindeligt problem. Seksuelle problemer ved inkontinens er et endnu større tabu hos mænd, selvom det også er almindeligt. Artiklen handler om heteroseksuelle mænd, min erfaring med homoseksuelle inkontinente er lille.

Mænd og kvinder er ligeværdige og samtidig forskellige. De er formodentlig mere forskellige, end vi tænker over til daglig. Mænds og kvinders gener er to procent forskellige på grund af kønskromosomet. Forskellen på chimpanser og mennesker af samme køn er mindre end én procent. På inkontinensområdet viser forskellen sig blandt andet ved, at en stor kommune som Odense gennemfører 5 gange flere instruktionskurser for kvinder end for mænd, selvom forskellen i hyppighed er meget mindre. Mændene dukker sig, taler ikke om problemet og lider i stilhed.

Sex kan adskilles fra kærlighed. Det gør de fleste mænd i perioder af deres liv. Drømmen hos de fleste er, at de 2 ting forenes smukt i et livslangt samliv – at finde en kvinde, der både er spændende at gå i seng med og at stå op sammen med. Inkontinente mænd tænker mere på kærlighed end på sex.

Mænd kan hvor som helst, når som helst, og med hvem som helst
Udtrykket var standard i soldaterverdenen. Sex er en væsentlig del af en ung mands verden. I perioder starter og slutter dagen med at tænke på sex. Den vågne tid imellem bruges til at jage kvinder. OK, det er lidt overdrevet, men resultatet er, at piger klarer sig bedre i gymnasiet end drenge. Den unge mands forventning til sig selv er, at han altid er klar til sex, hvis chancen viser sig. Når der er for langt mellem damerne, må han bruge gokkehånden (Carsten Jensen, ‘Vi, de druknede’ beskriver en mand uden ben og med kun én arm – men gudskelov med gokkehånden i behold). Udløsning er et mål i sig selv.

Mænd har, ligesom kvinder, behov for nærhed og ømhed. Der synes alligevel at være en basal forskel på kønnene. Hos kvinder er kravet til forspillet inden samleje mere krævende end hos mænd. Samtale, romantik og nærhed er væsentlige for at kunne opleve god sex. Manden, specielt den unge mand, vil hellere have udløsning og så snakke. Når manden bliver ældre, kræver han også mere tid for at få lyst og rejsning, så i en periode vil kvinden og manden passe godt sammen.

Tidligere kunne jeg tænke den op, nu kan jeg ikke råbe den op
Nogle ældre/gamle mænd bevarer den seksuelle potens og kan endda befrugte kvinder. Potensproblemer er dog almindelige og viser sig hos mange mænd i 40-50-års alderen. Til at begynde med er der blot en længere opvarmningsperiode eller længere tid mellem samlejer. Så begynder rejsningsproblemer at melde sig, og pludselig en dag sker der ingenting. Det skaber usikkerhed om fremtiden; for hvad nu hvis rejsningen også udebliver næste gang, og næste gang igen? Det skaber en ond cirkel, for den manglende selvtillid øger problemet, og præstationsangsten melder sig.

Der er en væsentlig forskel på manden og kvinden. Manden vil/skal have udløsning hver eneste gang – kvinden kan have stor glæde af nærheden og den fysiske kontakt uden altid at forlange orgasme af sig selv. I et godt samliv behandles spredt eller manglende udløsning hos manden som et mindre problem; man ligger i arm, taler om det – og livet går videre.

Problemet forværres af et konfliktfyldt samliv, hvor den manglende evne til at få rejsning og udløsning bruges af kvinden som et uhyggeligt, slagkraftigt våben i konflikten. Det er næsten som at gå fra traditionel krig til en atomkrig.

Sexproblemer sidder altid mellem ørerne
For 20 år siden blev manglende lyst og rejsning betragtet som et overvejende psykisk problem. I dag ved vi, det er en sandhed med store modifikationer. Mange fysiske handicaps og sygdomme mindsker sexlysten. Generelt mindsker overvægt lysten til sex. Fysisk inaktivitet og et højt alkoholforbrug mindsker både lysten, evnen og sædkvaliteten. Sygdom fører ofte til uspecifik træthed og uoplagthed; det mindsker potensen. En del medicin mindsker potensen gennem at påvirke det autonome nervesystem eller kroppens hormonproduktion. Potensproblemer og stor tørst efter vand kan være de første symptomer på sukkersyge. Så der er god grund til at gennemgå et sundhedscheck, hvis potensen mindsker. En velbehandlet sukkersygepatient får hyppigt potensen tilbage. Mange års sukkersyge kan medføre forandringer i kroppens små arterier, det kan føre til blindhed, koldbrand i benene eller svigt af penis svulmelegemers funktion. En forbedret behandling af sukkersyge har dog mindsket hyppigheden af disse alvorlige bivirkninger.

Inkontinens og manglende sexevne følges hyppigt ad. Det har både fysiske og mentale årsager. I fosterstadiet anlægges kønsorganer og urinorganer tæt ved hinanden fra samme type celler. Funktionsproblemer i det ene system har let ved at smitte af på det andet system. Så inkontinens og manglende rejsning og potens kan have fælles oprindelse. I voksenlivet er funktionen af penis fælles: urin, sædvæske og sædceller kommer gennem samme udførselsgang; men helst ikke samtidigt.

For at undgå sammenblanding har kroppen udviklet fysiske mekanismer, der holder funktionerne adskilte. Hos inkontinente mænd fungerer mekanismen ikke. Inkontinens kan udvikle sig langsomt, og erkendelsen kan tage tid – potensproblemerne kan komme inden erkendelsen. Det kan tage mange år, før manden søger hjælp for inkontinens, 5-7 år er almindeligt. Da impotens er et større tabu end inkontinens, tager det også lang tid at samle mod til at tale med sin læge om impotensproblemet. Måske svigter urinblærens lukkemuskel, måske svigter nervesystemets signaler til lukkemusklen. Det kan være vanskeligt at finde en specifik årsag til inkontinens, derfor bliver behandlingen ofte tilsvarende upræcis. Prostata (blærehalskirtlen) producerer sædvæske. Kirtlen ligger rundt om urinvejen i nærheden af urinblæren. Kirtlen kan være forstørret, så den klemmer på urinrøret og besværliggør urinblærens tømning. Der ses hyppig vandladning med dårlig tømning af blæren. Ved en godartet forstørrelse kan urinrøret udvides i prostataområdet, så generne mindskes. I princippet er problemet løst, men i praksis får mange mænd potensproblemer.

Prostatakræft
Prostatakræft er en almindelig sygdom hos ældre mænd. Der dør lige så mange mænd af denne kræftform, som der dør kvinder af brystkræft. Diagnosen er rimelig let at stille, og behandlinger rimelig vellykket i de tidlige stadier; men der har været en underlig ‘hold kæft og dø’ holdning fra både patienter og læger. Inkontinens i en 3 – 24 måneders periode er almindelig efter behandling (fx operativ fjernelse), men stædig genoptræning hjælper. Impotens er almindelig i en periode. Fremskreden prostatakræft behandles blandt andet med antihormon, her er impotens en almindelig bieffekt.

Bleer og selvopfattelse
Inkontinens og bleer virker nedslående på en mands opfattelse af sig selv som mand. Det er en potenshæmmer af dimensioner. Det er ikke specielt forførende at smide bleen. Det er heller ikke specielt fremmende for rejsningen, at manden er bekymret for, om han nu tisser eller ejakulerer. Der kan træffes nogle praktiske forberedelser: Tøm blæren, brug ekstra lagen eller store håndklæder. Der er ikke tvivl om, at det kræver interesse for både sex og mand, velvilje, overbærenhed osv. hos samleveren. Tal med hende, fortæl hende om dine bekymringer og begrænsninger. Hun holder jo af dig og vil sikkert gå langt, for at I kan fungere sammen.

Folkemedicin og ‘smarte’ net-annoncer lover, at potensen øges, hvis man spiser dit eller dat. Jeg tror ikke meget på disse løfter, en buket til din kone er formodentlig en bedre investering. Hvis lysten er stærk og rejsningen svag, kan receptpligtig, godkendt potensmedicin sommetider hjælpe. Tal med din læge og køb dem ikke over nettet fra ‘Langtbortistan’. Det er potente og ikke helt ufarlige stoffer.

Det er ærgerligt at inkontinens og impotens er så tabubelastede. En tidlig, fornuftig samtale med og behandling af en forstående læge kan mindske problemet. Så åbn dog munden! Lægen er uddannet til at håndtere sådanne emner.

Bækkenbundstræning kan have god effekt – også på impotens, for bækkenbundsmusklerne arbejder hårdt ved samleje og ved udløsning. Så der er ingen grund til at sidde stille og bukke nakken for elendigheden.

Impotensens nådegave
Udtrykket stammer formodentlig fra katolske prælater, der jo skal holde sig fra husholdersker og kordrenge. Det er svært og fører til mange sjælekvaler, når han er ung. Jo ældre præsten bliver, jo mindre bliver fristelserne. I alderdommen finder han ro for seksuelle fristelser.

Jeg tror, mange med potensproblemer kan lære af dette. Det er ikke et mål i sig selv at have mange udløsninger. Vi skal ikke have ret mange børn, så modne mænds udløsninger er ikke en nødvendighed. Derfor er det heller ikke verdens undergang, hvis potensen svigter. Det lyder lidt for fornuftigt og helligt; jeg tror heller ikke helt på det. Derimod tror jeg meget på nærhed og kærtegn, at falde i søvn arm i arm. Og megen snak med den man holder af.

Om forfatteren

NielsEiner-Jensen

Niels Einer-Jensen er uddannet dyrlæge og har været ansat på Syddansk Universitet som forsker og underviser for lægestuderende fra 1968 til 2005.
Han har blandt andet skrevet to doktorafhandlinger og har en videreuddannelse som sexolog. Niels har specielt undervist og forsket i forplantningens fysiologi.

Af Anette Løwert, Overlæge og sexolog, Vejle Sygehus, psykiatrisk afdeling
Kilde: KontinensNyt 2, 2007, s. 17-18

Download hele artiklen

Der er en del, der bevarer seksuallivet på trods af inkontinens. Det kræver, at parret har en stor respekt for hinanden.

Sex og urininkontinens er begge emner, der er omgærdet af meget tabu. Emner, der er tabubelagte, er ikke forbudte emner. Men tabuet gør det meget vanskeligere at tale om disse emner.

For mange vil tanken om sex, når den ene er inkontinent vække væmmelse. Heldigvis er der en del med inkontinens, der kan bevare deres seksualliv på trods af deres inkontinens. Det kræver, at parret har en stor respekt for hinanden. Respekten kommer netop til at stå sin fornemmeste prøve, når den ene i parret får symptomer, der kan påvirke seksualiteten.

Den vigtigste faktor i seksuallivet er selvfølgelig kærligheden. Kærlighed og respekt er uadskillelige i parforholdet. Når den ene får symptomer, der kan medføre seksuelle problemer kan respekt og kærlighed ikke altid alene afhjælpe problemerne. En del af de seksuelle problemer kan selvfølgelig mindskes, hvis inkontinensen bedres gennem medicinsk behandling eller bækkenbundstræning. Men desuden kan man have gavn af andre gode råd.

Et par gode råd kan være

  • at sikre sig, at man altid har tømt blæren inden samlejet
  • at vaske sig inden samlejet og måske bruge lidt lækker parfume/deodorant på mave og lår
  • at man eventuelt at bruge lidt eksplorationscreme for at fugte skeden, så penis glider lettere for at undgå nødigt træk i urinrøret. Eksplorationscreme kan købes på apoteket. Mange kvinder kender denne creme, da den bruges ved en gynækologisk undersøgelse. Fordelene ved denne creme er, at konsistensen minder meget om det slim, kvinden selv producerer i skeden ved seksuel stimulation. Hvis der er brug for et mere glidende produkt, kan man anvende den uparfumerede badeolie, som er beregnet til at komme i babyers badevand
  • at lægge et stort håndklæde i sengen for at opfange eventuel overskydende eksplorationscreme eller babyolie – eller hvis der skulle komme lidt urin
  • De praktiske råd kan være gode, men kan heller ikke stå alene, for man kommer ikke uden om, at der nødvendigvis må tales om symptomet.

De bedste råd vil derfor være

  • at få talt med sin partner om de bekymringer, man selv har vedrørende seksuallivet
  • at få talt om partnerens eventuelle bekymringer
  • at prøve om man sammen kan finde løsninger – prøv eventuelt at være seksuelt sammen på andre måder eller prøv at have samleje i en anden samlejestilling, hvor der ikke kommer så meget tryk mod blæren
  • hvis I ikke kan finde en løsning, så tal med en læge eller sygeplejerske om de seksuelle problemer.

Disse lidt ‘simple’ råd kan være dyrebare, hvis der opstår seksuelle problemer på grund af inkontinens, og så er de fleste af disse råd endda gratis.

Da seksuelle problemer let kan forværres, er det vigtigt at turde tage ‘hul på bylden’, så hurtigt de opstår, frem for at problemerne bliver helt fastlåste og dermed næsten uløselige.

Påvirkninger i parforholdet
Mange par med seksuelle problemer vil opleve, at parforholdet påvirkes i en meget uheldig retning. Begge har hver deres bekymringer, og man kommer let til at tillægge den anden en helt uretfærdige tanker og meninger. Selv om mange par synes, de kender hinanden så godt, at de næsten kan læse hinandens tanker, så er det lige netop ikke tilfældet!!! Især ikke når noget går skævt. Så reagerer man hver især på en anden måde, end man er vant til, og derfor opstår der ofte nogle ægteskabelige konflikter i kølvandet af de seksuelle problemer. Udover ægteskabelige konflikter kan den enkelte også reagere med tristhed eller aggressivitet og måske trække sig mere og mere ind i sig selv. Nogle kan finde trøst i et ekstra glas rødvin – og måske bliver det ikke ved blot ét glas. Det er derfor vigtigt endnu en gang at anbefale, at man får talt med hinanden om de seksuelle problemer, inden det bliver så svært, at hvert eneste ord kan føles som beskyldninger og vrede mod hinanden.

Nogle gange er ens bekymringer endda ubegrundede. Flere gange viser det sig, når man får talt om problemerne, at partneren slet ikke ser problemet så stort, som man i sin egen bekymring har fået det pisket op til. Ængstelsen, for hvad partneren tænker og føler, behøver måske ikke være så stor, som man går og forestiller sig.

Husk på at I er ikke alene om at have seksuelle vanskeligheder, når den ene har urininkontinens. Undersøgelser viser, at mange med inkontinens kan få problemer i deres seksualliv. Det første og ofte det sværeste skridt mod et bedre seksualliv er at få begyndt på at tale om jeres seksualliv med hinanden, og hvis det er nødvendigt med en behandler.

Mange par har oplevet, at de godt kunne tale om deres seksualliv, mens de var yngre, og mens seksuallivet gik godt, men så snart, der opstår problemer, bliver det sværere at åbne sig for partneren. Det er starten på den onde spiral, hvor det kun bliver sværere og sværere at komme i gang med at tale om problemerne. Brug eventuelt dette temanummer til en snak om jeres seksualliv.

Kilde: KontinensNyt 3, 2009, s. 36

Download hele artiklen

Udvidenhed og fordomme om rejsningsproblemer trives i bedste velgående
Tabuer giver grobund for uvidenhed, myter og fordomme, som igen er med til yderligere at forstærke tabuet. Det er en ond cirkel, som kun kan brydes ved god rådgivning og faglig information.

I 2008 viste en Megafon-undersøgelse gennemført i anledning af tiåret for Viagra, at uvidenhed og fordomme om rejsningsproblemer trives i bedste velgående blandt danskerne. Det skyldes tabu, og der er brug for mere åbenhed om emnet, hvis fordommene skal manes i jorden, vurderer ekspert. Siden før Kristi fødsel har rejsningsproblemer udgjort et problem for mange mænd. Det er et emne, der alle dage har været omgæret af mystik og myter, og ifølge Megafons undersøgelse florerer fordommene fortsat. For eksempel er næsten halvdelen af danskerne i tvivl om, hvorvidt man kan få rejsningsproblemer af at gå med mobiltelefon i lommen! Og selvom de fleste nok vil mene, at der er sket meget, siden man i det 17. århundrede troede, at rejsningsproblemer skyldtes hekseri og kunne kureres ved at tisse gennem nøglehullet til den kirke, hvor man var blevet gift, er mere end hver tredje dansker stadig i tvivl om, hvorvidt man får problemer med potensen af at onanere.

Tabu giver grobund for fordomme
Ifølge Christian Graugaard, læge og tidligere formand for Sex & Samfund, skyldes uvidenheden, at rejsningsproblemer stadig er et tabubelagt emne, på trods af at det er et ganske udbredt problem, og hver anden danske mand over 40 år har oplevet rejsningsproblemer i større eller mindre omfang.

Der er sket en gradvis aftabuisering af rejsningsproblemer, siden Viagra kom til for 10 år siden, simpelthen fordi det er lettere at tale om, at man har et problem, hvis der findes en løsning. Men det er stadig et tabubelagt emne, og tabuer giver grobund for uvidenhed, myter og fordomme, som igen er med til at forstærke tabuet. Det er en ond cirkel, som kun kan brydes, hvis vi bliver bedre til at tale åbent om seksualitet og seksuelle problemer, forklarer han.

Rejsningsproblemer rammer også kvinder
Megafon-undersøgelsen viser også, at hele 16% mener, at rejsningsproblemer primært er mandens problem. Ifølge Ellids Kristensen, sexolog på Rigshospitalets Sexologiske Klinik, går rejsningsproblemer dog ikke kun ud over manden, men også kvinden i forholdet.

’Mange kvinder tror fejlagtigt, at mandens rejsningsproblemer skyldes, at han ikke elsker hende længere eller ikke finder hende tiltrækkende. Derfor er det vigtigt at tale sammen om det, da man ellers risikerer at glide fra hinanden’, forklarer hun.

Sex også vigtigt for seniorer
Undersøgelsen viser også, at hver femte tror, at sex ikke længere er så vigtigt i parforholdet, når man bliver ældre. Men sådan forholder det sig ifølge sexolog Ellids Kristensen langt fra.

’Sex betyder meget for parforholdet, også når man kommer lidt op i årene, og for mange mennesker er sex den lim, der er med til at holde parforholdet sammen. Undersøgelser viser, at næsten ¾ af de 57-64-årige og over halvdelen af de 65-74-årige er seksuelt aktive, og at de fleste ældre ser seksualitet som en vigtig del af deres liv’, forklarer hun og fortsætter:

Hvis begge parter har lyst til sex, men det ikke kan lade sig gøre på grund af rejsningsproblemer, kan det gå ud over livskvaliteten.

Potensmedicin har siden 1998 hjulpet over 35 millioner mænd verden over med at få rejsningen tilbage. I Danmark er ca. 42.000 mænd i behandling.

Kilde: www.zoommagazine.dk.

Af Karen Thorup Buch
Urologisk sygeplejerske & master i sexologi

Seksualitet og inkontinens er et meget tabubelagt emne, trods vi i vores samfund mener, vi ikke har tabuer omkring vores seksualitet. Man skal pludselig sige ord, man aldrig tidligere har brugt. Man skal fortælle noget om sig selv og sine følelser, noget som kan være meget svært for mange.

Jeg har været sygeplejerske i mange år og har mødt rigtig mange patienter med inkontinensproblemer, og det er meget sjældent, at patienterne nævner problemer med sexlivet. Mange, der har problemer med inkontinens, føler dog det påvirker deres sexliv rigtig meget – dette gælder både kvinder og mænd.

Svære følelser og manglende kommunikation

Gængs for mange er, at man isolerer sig socialt, fysisk og psykisk, hvilket kan påvirke det intime liv. Hvis man ofte/let får blærebetændelse, har man også fået at vide, man skal være omhyggelig med hygiejnen og vaske sig efter samleje.

Det kan give dårlig samvittighed over ikke at kunne slå til som f.eks. kvinde, en sorg over at miste noget væsentligt i tilværelsen – og ens selvopfattelse kan også ændre sig. Det kan være svært at kommunikere dette videre i parforholdet, og det kan medføre, at man trækker sig fra hinanden.

Som partner kan man føle skyld og skam over, at man stadig har sine seksuelle behov intakte og gerne vil være sammen. Ved manglende kommunikation kan det gå ud over intimiteten og give store udfordringer i parforholdet.

Hvis inkontinens opleves som sygdom, der medvirker til, at man ikke har lyst/overskud til et aktivt sexliv, kan det give frustrationer, der kan medvirke til misforståelser og følelsen af skyld. Dette kan give en dårlig kommunikation imellem parret, som medfører parforholdsproblemer.

Hvis man har problemer i parforholdet, holder man ofte op med at røre og kramme/kysse hinanden, der gør, at man ikke får dannet de hormoner, der skal til i kroppen, for at kunne agere i livets op og nedture. På denne måde kan problemet vokse.

Min mand tror nok, jeg ikke vil ham mere. Men åh!… Hvor er det svært at få snakket om!

Men det er netop det, der er så vigtigt!

Hvorfor er intimitet så vigtigt?

Hud mod hud kontakt frigiver endorfiner, som er en type af hormoner, der dannes i hjernen og bland andet nedregulere følelsen af smerte og kan give en følelse af eufori. Endorfiner er forbundet med at reducere smerte og stress, og øge følelsen af lykke.

Ved kram, kys og sex udskilles også et andet hormon – oxytocin – det kaldes populært for ”kærlighedshormonet”. Oxytocin giver en følelse af lykke og velvære, og derfor menes det at have betydning for, når mennesker knytter tætte bånd til hinanden.

Få en henvisning til sexolog, hvis du har brug for hjælp

Som patient har man mulighed for at få en henvisning til en sexolog, som kan varetage den terapeutiske behandling og kan foreslå f.eks. cremer, smertelindring og alternativer til samleje.

 

Artiklen er fra K-NYT december 2024. 

Kilde: Pressemeddelelse om en undersøgelse foretaget af YouGov for SCA Hygiene Products A/S
Redigeret af sekretariatschef Aase Randstoft, Kontinensforeningen
September 2013

Flere end halvdelen af danske kvinder over 40 år, der lever i et parforhold, oplever problemer med ufrivillig vandladning. Samtidig fortæller en ud af ti, at det har negative konsekvenser for deres parforhold. Det går ud over sexlivet og det sociale samvær. Mere end hver tredje siger, at det er et problem, de har svært ved at tale med deres partner om.

Selv om 400.000 danskere har problemer med inkontinens, er det fortsat et tabubelagt emne, der ofte giver problemer i parforholdet. Undersøgelsen, der har spurgt kvinder over 40 år (gifte eller i fast parforhold, red.) viser, at 47 % af kvinderne og 11 % af deres mænd har ufrivillig vandladning (er inkontinente, red.).

Undersøgelsen peger på, at danske par generelt er gode til at tale sammen om sygdomme og lidelser – kun 11 % af undersøgelsens deltagere fortæller, at de har svært ved, eller slet ikke taler om sygdom generelt. Så er tallet helt oppe på 36 %, der har svært ved eller slet ikke taler med partneren om ufrivillig vandladning. Heraf fortæller 49 % af kvinderne med inkontinente mænd, at de ikke taler om det, fordi de finder det for pinligt eller privat.

Tabuisering medfører mangel på hjælp og behandling
Et af undersøgelsens spørgsmål gik på, hvilken hjælp man vil søge, hvis man skulle opleve problemer med ufrivillig vandladning. Hertil svarer 98 %, at de ville gå til deres praktiserende læge.

Men ’sandheden’ er en anden, for ud af de, der rent faktisk har inkontinensproblemer, er det kun 33 %, der har besøgt lægen, mens 22 % har fundet hjælp på internettet. 48 % har slet ikke har søgt hjælp eller behandling, på trods af, at næsten halvdelen har haft problemet i mere end to år! Der er altså en kæmpe tabu-barriere, der er skyld i, at inkontinente ikke får hjælp og behandling. På den baggrund er det kun 43 % af de ramte mænd i undersøgelsen, der er påbegyndt behandling. Og på spørgsmålet, om der generelt er nok hjælp til at håndtere ufrivillig vandladning, svarer hele 55 % ”ved ikke”, mens hver 3. ikke mener, at der er nok opmærksomhed omkring problemet.

Mens det måske er lettere for kvinder at beskytte sig mod ufrivillig vandladning, når de allerede er bekendte med hygiejnebind, så går langt de fleste mænd uden beskyttelse.

77 % svarer således, at de ikke bruger nogen form for hjælpemidler, mens 4 % af mændene bruger almindelige hygiejnebind lavet til kvinder og 5 % bruger andre former for beskyttelse – som fx at lægge toiletpapir i underbukserne.