,

Mænd – sex – inkontinens

Af Niels Einer-Jensen, dyrlæge, dr.med.vet. og dr.med.
Kilde: KontinensNyt 1, 2007, s. 9-12

Download hele artiklen

Denne artikel er skrevet på basis af samtaler med mænd med inkontinens. Den rummer problemer og tanker, vi har berørt i samtalerne. Artiklen er subjektiv som en advokats forsvar af sin klient. Den rummer sandheden, men ikke hele sandheden. Den forsøger også at give nogle praktiske råd. Inkontinens er stadig et tabuemne blandt mænd, selvom det er et almindeligt problem. Seksuelle problemer ved inkontinens er et endnu større tabu hos mænd, selvom det også er almindeligt. Artiklen handler om heteroseksuelle mænd, min erfaring med homoseksuelle inkontinente er lille.

Mænd og kvinder er ligeværdige og samtidig forskellige. De er formodentlig mere forskellige, end vi tænker over til daglig. Mænds og kvinders gener er to procent forskellige på grund af kønskromosomet. Forskellen på chimpanser og mennesker af samme køn er mindre end én procent. På inkontinensområdet viser forskellen sig blandt andet ved, at en stor kommune som Odense gennemfører 5 gange flere instruktionskurser for kvinder end for mænd, selvom forskellen i hyppighed er meget mindre. Mændene dukker sig, taler ikke om problemet og lider i stilhed.

Sex kan adskilles fra kærlighed. Det gør de fleste mænd i perioder af deres liv. Drømmen hos de fleste er, at de 2 ting forenes smukt i et livslangt samliv – at finde en kvinde, der både er spændende at gå i seng med og at stå op sammen med. Inkontinente mænd tænker mere på kærlighed end på sex.

Mænd kan hvor som helst, når som helst, og med hvem som helst
Udtrykket var standard i soldaterverdenen. Sex er en væsentlig del af en ung mands verden. I perioder starter og slutter dagen med at tænke på sex. Den vågne tid imellem bruges til at jage kvinder. OK, det er lidt overdrevet, men resultatet er, at piger klarer sig bedre i gymnasiet end drenge. Den unge mands forventning til sig selv er, at han altid er klar til sex, hvis chancen viser sig. Når der er for langt mellem damerne, må han bruge gokkehånden (Carsten Jensen, ‘Vi, de druknede’ beskriver en mand uden ben og med kun én arm – men gudskelov med gokkehånden i behold). Udløsning er et mål i sig selv.

Mænd har, ligesom kvinder, behov for nærhed og ømhed. Der synes alligevel at være en basal forskel på kønnene. Hos kvinder er kravet til forspillet inden samleje mere krævende end hos mænd. Samtale, romantik og nærhed er væsentlige for at kunne opleve god sex. Manden, specielt den unge mand, vil hellere have udløsning og så snakke. Når manden bliver ældre, kræver han også mere tid for at få lyst og rejsning, så i en periode vil kvinden og manden passe godt sammen.

Tidligere kunne jeg tænke den op, nu kan jeg ikke råbe den op
Nogle ældre/gamle mænd bevarer den seksuelle potens og kan endda befrugte kvinder. Potensproblemer er dog almindelige og viser sig hos mange mænd i 40-50-års alderen. Til at begynde med er der blot en længere opvarmningsperiode eller længere tid mellem samlejer. Så begynder rejsningsproblemer at melde sig, og pludselig en dag sker der ingenting. Det skaber usikkerhed om fremtiden; for hvad nu hvis rejsningen også udebliver næste gang, og næste gang igen? Det skaber en ond cirkel, for den manglende selvtillid øger problemet, og præstationsangsten melder sig.

Der er en væsentlig forskel på manden og kvinden. Manden vil/skal have udløsning hver eneste gang – kvinden kan have stor glæde af nærheden og den fysiske kontakt uden altid at forlange orgasme af sig selv. I et godt samliv behandles spredt eller manglende udløsning hos manden som et mindre problem; man ligger i arm, taler om det – og livet går videre.

Problemet forværres af et konfliktfyldt samliv, hvor den manglende evne til at få rejsning og udløsning bruges af kvinden som et uhyggeligt, slagkraftigt våben i konflikten. Det er næsten som at gå fra traditionel krig til en atomkrig.

Sexproblemer sidder altid mellem ørerne
For 20 år siden blev manglende lyst og rejsning betragtet som et overvejende psykisk problem. I dag ved vi, det er en sandhed med store modifikationer. Mange fysiske handicaps og sygdomme mindsker sexlysten. Generelt mindsker overvægt lysten til sex. Fysisk inaktivitet og et højt alkoholforbrug mindsker både lysten, evnen og sædkvaliteten. Sygdom fører ofte til uspecifik træthed og uoplagthed; det mindsker potensen. En del medicin mindsker potensen gennem at påvirke det autonome nervesystem eller kroppens hormonproduktion. Potensproblemer og stor tørst efter vand kan være de første symptomer på sukkersyge. Så der er god grund til at gennemgå et sundhedscheck, hvis potensen mindsker. En velbehandlet sukkersygepatient får hyppigt potensen tilbage. Mange års sukkersyge kan medføre forandringer i kroppens små arterier, det kan føre til blindhed, koldbrand i benene eller svigt af penis svulmelegemers funktion. En forbedret behandling af sukkersyge har dog mindsket hyppigheden af disse alvorlige bivirkninger.

Inkontinens og manglende sexevne følges hyppigt ad. Det har både fysiske og mentale årsager. I fosterstadiet anlægges kønsorganer og urinorganer tæt ved hinanden fra samme type celler. Funktionsproblemer i det ene system har let ved at smitte af på det andet system. Så inkontinens og manglende rejsning og potens kan have fælles oprindelse. I voksenlivet er funktionen af penis fælles: urin, sædvæske og sædceller kommer gennem samme udførselsgang; men helst ikke samtidigt.

For at undgå sammenblanding har kroppen udviklet fysiske mekanismer, der holder funktionerne adskilte. Hos inkontinente mænd fungerer mekanismen ikke. Inkontinens kan udvikle sig langsomt, og erkendelsen kan tage tid – potensproblemerne kan komme inden erkendelsen. Det kan tage mange år, før manden søger hjælp for inkontinens, 5-7 år er almindeligt. Da impotens er et større tabu end inkontinens, tager det også lang tid at samle mod til at tale med sin læge om impotensproblemet. Måske svigter urinblærens lukkemuskel, måske svigter nervesystemets signaler til lukkemusklen. Det kan være vanskeligt at finde en specifik årsag til inkontinens, derfor bliver behandlingen ofte tilsvarende upræcis. Prostata (blærehalskirtlen) producerer sædvæske. Kirtlen ligger rundt om urinvejen i nærheden af urinblæren. Kirtlen kan være forstørret, så den klemmer på urinrøret og besværliggør urinblærens tømning. Der ses hyppig vandladning med dårlig tømning af blæren. Ved en godartet forstørrelse kan urinrøret udvides i prostataområdet, så generne mindskes. I princippet er problemet løst, men i praksis får mange mænd potensproblemer.

Prostatakræft
Prostatakræft er en almindelig sygdom hos ældre mænd. Der dør lige så mange mænd af denne kræftform, som der dør kvinder af brystkræft. Diagnosen er rimelig let at stille, og behandlinger rimelig vellykket i de tidlige stadier; men der har været en underlig ‘hold kæft og dø’ holdning fra både patienter og læger. Inkontinens i en 3 – 24 måneders periode er almindelig efter behandling (fx operativ fjernelse), men stædig genoptræning hjælper. Impotens er almindelig i en periode. Fremskreden prostatakræft behandles blandt andet med antihormon, her er impotens en almindelig bieffekt.

Bleer og selvopfattelse
Inkontinens og bleer virker nedslående på en mands opfattelse af sig selv som mand. Det er en potenshæmmer af dimensioner. Det er ikke specielt forførende at smide bleen. Det er heller ikke specielt fremmende for rejsningen, at manden er bekymret for, om han nu tisser eller ejakulerer. Der kan træffes nogle praktiske forberedelser: Tøm blæren, brug ekstra lagen eller store håndklæder. Der er ikke tvivl om, at det kræver interesse for både sex og mand, velvilje, overbærenhed osv. hos samleveren. Tal med hende, fortæl hende om dine bekymringer og begrænsninger. Hun holder jo af dig og vil sikkert gå langt, for at I kan fungere sammen.

Folkemedicin og ‘smarte’ net-annoncer lover, at potensen øges, hvis man spiser dit eller dat. Jeg tror ikke meget på disse løfter, en buket til din kone er formodentlig en bedre investering. Hvis lysten er stærk og rejsningen svag, kan receptpligtig, godkendt potensmedicin sommetider hjælpe. Tal med din læge og køb dem ikke over nettet fra ‘Langtbortistan’. Det er potente og ikke helt ufarlige stoffer.

Det er ærgerligt at inkontinens og impotens er så tabubelastede. En tidlig, fornuftig samtale med og behandling af en forstående læge kan mindske problemet. Så åbn dog munden! Lægen er uddannet til at håndtere sådanne emner.

Bækkenbundstræning kan have god effekt – også på impotens, for bækkenbundsmusklerne arbejder hårdt ved samleje og ved udløsning. Så der er ingen grund til at sidde stille og bukke nakken for elendigheden.

Impotensens nådegave
Udtrykket stammer formodentlig fra katolske prælater, der jo skal holde sig fra husholdersker og kordrenge. Det er svært og fører til mange sjælekvaler, når han er ung. Jo ældre præsten bliver, jo mindre bliver fristelserne. I alderdommen finder han ro for seksuelle fristelser.

Jeg tror, mange med potensproblemer kan lære af dette. Det er ikke et mål i sig selv at have mange udløsninger. Vi skal ikke have ret mange børn, så modne mænds udløsninger er ikke en nødvendighed. Derfor er det heller ikke verdens undergang, hvis potensen svigter. Det lyder lidt for fornuftigt og helligt; jeg tror heller ikke helt på det. Derimod tror jeg meget på nærhed og kærtegn, at falde i søvn arm i arm. Og megen snak med den man holder af.

Om forfatteren

NielsEiner-Jensen

Niels Einer-Jensen er uddannet dyrlæge og har været ansat på Syddansk Universitet som forsker og underviser for lægestuderende fra 1968 til 2005.
Han har blandt andet skrevet to doktorafhandlinger og har en videreuddannelse som sexolog. Niels har specielt undervist og forsket i forplantningens fysiologi.