Den hormonelle regulering af døgnurin-dannelsen

CharlotteJensen

Af Charlotte Graugaard-Jensen, læge og ph.d., urologisk afdeling, Viborg Sygehus
Kilde: KontinensNyt 3, 2010, s. 4-5

Download hele artiklen

Det har i mere end 100 år været kendt, at urindannelsen som led i kroppens døgnrytme nedsættes om natten

Anslået 400.000 danskere har vandladningssymptomer: Hyppig vandladning, inkontinens, hyppig natlig vandladning m.m. Årsagerne er mange. Der forskes i de præcise virkningsmekanismer, således at vi kan tilbyde hurtig og relevant udredning samt effektiv behandling uden for store bivirkninger.

Urininkontinens og natlig vandladning er hyppige urinvejsymptomer. Det har i mere end 100 år været kendt, at urindannelsen som led i kroppens døgnrytme nedsættes om natten. Døgnrytmen sikrer på den måde en bedre nattesøvn. Hvad sker der, når døgnrytmen ikke fungerer og antallet af natlige vandladninger til-tager? Hvorfor er nogle mennesker specielt udsatte for hyppig natlig vandladning? Disse og andre overvejelser er emnet for denne artikel.

Antidiuretisk hormon kontrollerer vandindholdet i organismen
Antidiuretisk hormon udgør en hjørnesten i opretholdelsen af et stabilt miljø i organismen. Når blodtrykket falder eller når saltkoncentrationen i vævene stiger, udskiller mellemhjernen en større mængde antidiuretisk hormon (figur 1).

CharlotteFig1

Hormonet, der dannes i den forreste del af mellemhjernen, døgnvarierer og er højst om natten. Med blodet føres antidiuretisk hormon til nyrerne. Via såkaldte vandkanaler i nyrerne indtager samlerørene en central rolle i vandudskillelsen. En høj koncentration af det antidiuretiske hormon øger tilbagetrækningen af vand fra nyrerne og nedsætter derved urindannelsen (figur 2).

charlotte-Fig2-A

Hos nattevædere og ældre mennesker udebliver den normalt forekommende natlige stigning i antidiuretisk hormon. Resultatet er en større natlig urindannelse med flere toiletbesøg til følge.

Vores forskning har vist en sammenhængen mellem blodtrykket og antallet af natlige vandladninger. Desto flere natlige vandladninger, desto højere blodtryk. For bedre at forstå baggrunden, planlægger vi at undersøge sammenhængen mellem de involverede hormoner, forekomsten af natlig vandladning, blodtrykket og hjerterytmen.

Kønshormoner har indflydelse på dannelsen af antidiuretisk hormon
Ved at følge kvinder igennem menstruationscyklus samt kvinder på p-piller har vi vist, at det kvindelige kønshormon østrogen får antidiuretisk hormon til at stige, samt at østrogen kan nedsætte saltkoncentrationen i blodet. Dyreforsøg har tilsvarende vist en sammenhængen mellem det mandlige kønshormon, testosteron og antidiuretisk hormon. En tilsvarende sammenhæng er ikke set hos mennesket. Forskning i sammenhængen mellem kønshormoner og urindannelsen har hidtil været sparsom.

Hjertehormoner og urindannelsen
Atrialt natriuretisk peptid, der dannes i hjertets forkamre, døgnvarierer og er højst om natten. Hormonet øger nyrernes salt- og vandudskillelse samt nedsætter blodtrykket. Ved at øge urindannelse og saltudskillelse øger atrialt natriuretisk peptid antallet af natlige toiletbesøg (figur 3). Ved at øge mængden af atrialt natriuretisk peptid påvirker snorken og besværet natlig vejr- trækning (søvnapnø) antallet af natlige vandladninger.

charlotte-Fig3

Behandling af søvnapnø nedsætter formentlig antallet af natlige vandladninger
I et samspil med andre hormoner, nervesystemet, stigende alder og forskellige sygdomstilstande påvirker atrialt natriuretisk peptid og antidiuretisk hormon urindannelsen. Antidiuretisk hormon og atrialt natriuretisk peptid henholdsvis nedsætter og øger urindan- nelsen. Meget tyder på, at søvn og søvnmangel også har indflydelse. Spørgsmålet er, om man tisser, fordi man er vågen eller vågner fordi man skal tisse. Frem-tidig forskning må vise os mere om årsagerne til natlig vandladning.

Om forfatteren
Charlotte Graugaard-Jensen
Gift og mor til tre.
Læge fra Århus Universitet i 1999.
Ph.d. med titlen “Regulation of urine production with special reference to estrogen levels and to gender difference”, Århus universitet 2008.
Fra 1. oktober 2009 under uddannelse til speciallæge i urologi på henholdsvis Viborg og Skejby Sygehus.
Deltaget i flere medicinske forskningsprojekter omhandlende inkontinens hos kvinder og mænd.

Den neurologiske blære ved Parkinsonisme

Patienter overvejer sjældent selv, at vandladningsforstyrrelser kan have relation til deres neurologiske sygdom

kristianwinge

Af Kristian Winge, overlæge, Ph.d., Neurologisk afdeling, Bispebjerg Hospital
Kilde: KontinensNyt 1, 2010, s. 24-26

Download hele artiklen

Sygdomme i nervesystemet betyder ofte en markant ændring af livsbetingelserne for den ramte. Uanset hvornår i livet, sygdommen rammer, kan basale forhold ændres på en generende og måske invaliderende måde.

Parkinsons syge er en langsomt udviklende såkaldt neurodegenerativ tilstand. I den traditionelle beskrivelse af Parkinsons syge indgår ’den klassiske triade’: Tremor (rysten), bradykinesi (langsomhed) og rigiditet (stivhed af muskler). I Danmark er hyppigheden (prævalensen) ca. 102 per 100.000, svarende til mellem 5.000 og 5.500 patienter med Parkinsons syge.

Sygdommen har indtil for ca. 15 år siden været beskrevet som en ren motorisk sygdom med baggrund i tab af dopamin-producerende neuroner (nerveceller), i det hjerneområde der kaldes substantia nigra (den sorte substans). Gennem de sidste 10-15 år er der kommet stadig større fokus på de såkaldt ’non-motoriske’ symptomer, det vil sige symptomer ud over de rent bevægemæssige. Det har betydet, at der gennem de seneste 10 år, er sket store fremskridt for livsudsigterne for mennesker med Parkinsons syge, både kvantitativ og kvalitativt. Bedre medicinsk behandling af motoriske og non-motoriske symptomer, tidlig opsporing og behandling af komplicerende faktorer, samt bedre behandling i sygdommes sværeste faser har lagt både år til livet og liv til årene for disse mennesker.

Parkinsons syge betyder ofte dårlig mobilitet og i de senere stadier tab af uafhængighed. Vandladningsforstyrrelser kan vise sig at være en betydende faktor i patienternes tab af uafhængighed og sociale muligheder.

Blærekontrol
Hos raske, voksne kan urinblæren rumme cirka ½ liter, men under blærefyldningen mærkes som regel vandladningstrang, når der er 250-300 ml urin i blæren. Denne vandladningstrang er under viljens kontrol og kan undertrykkes. Det betyder, at vi vanligvis har et ’advarselsinterval’ mellem, at vi kan mærke, at vi nok snart skal tisse, og til at blæren trækker sig sammen i en tømning. For at vandladningstrangen kan undertrykkes, kræves normale kontrolmekanismer i hjernen og i hjernestammen, hvor det ’relæ’ sidder, der giver ordre til ’go’ eller ’no-go’ ved vandladningstrang. Forbindelserne mellem hjernestammen og rygmarven og videre ud i de perifere nerver skal i sagens natur også være intakte. Kontinens og normal vandladning er således en betydelig test af nervesystemets funktion gennem hele dets udstrækning. Kraftig, bydende vandladningstrang indtræder som regel først, når blæren er ved at være helt fuld.

Ved Parkinsons syge kan den overordnede kontrol af blærens reservoir-funktion være defekt, således at blæren ofte kontraherer (trækker sig sammen) ufrivilligt ved små, lave fyldnings-voluminae. Dette viser sig oftest som hyppig vandladning med kort interval og voldsom, bydende vandladningstrang (urge), så man skal skynde sig ud på toilettet. Er vandladningstrangen så kraftig, at man ikke når ud på toilettet, inden vandladningen sætter i gang, oplever patienten ufrivillig vandladning – såkaldt tranginkontinens.

Neurogen blære
I dag lever mange mennesker med følger efter neurologisk sygdom. I en gennemsnitlig lægepraksis med 1500 patienter vil der således i gennemsnit være 25 patienter med følger efter apopleksi, og der vil være cirka 4 patienter med sclerose og 3 patienter med Parkinsons syge. Det er vigtigt at genkende symptomer på blæreforstyrrelser som led i den neurologiske sygdom, idet de færreste patienter selv vil lave ’koblingen’ mellem deres neurologiske sygdom og vandladningsforstyrrelserne.

Vandladningsforstyrrelser kan være meget generende. Patienter med Parkinsons sygdom bevæger sig langsomt og har ofte gangbesvær, og symptomer med hyppig vandladning (dag og nat) og bydende vandladningstrang har stor indflydelse på patientens livskvalitet. Patienterne tager ofte specielle forholdsregler for at lindre tilstanden. Mange nedsætter væskeindtaget for at nedsætte urinproduktionen og praktiserer, hvad man kan kalde forebyggende vandladning i utide [red.: ’tisser af’] – dvs. at de går på toilettet uden at have en egentlig vandladningstrang. Symptomerne kan medvirke til, at patienten isolerer sig for ikke at komme for langt væk fra et toilet, og til afhængighed af andres hjælp. Hertil kommer, at følgetilstande til vandladningssymptomerne – fx urinvejsinfektioner – kan nedsætte funktionsniveauet og øge sygeligheden.

Figurera

Figur 1: Hyppigheden af vandladningssymptomer ved Parkinsons syge. Hyppigheden af vandladningssymptomer er høj; 88% har natilig vandladning 2 eller flere gange hver nat, 70% har hyppige vandladninger, og 69 klager bydende stærk vandladningstrang. Når deltagerne blev spurgt om disse symptomer generede svarede ca. 60% at den bydende stærke vandladningstrang har til gene, mens kun 50% syntes at nat-tisseriet var til gene. Noget overraskende var der 43% af de spurgte der beskrev tranginkontinens. Dette er ikke beskrevet tidligere og er tallet er højere end hvad udenlandske undersøgelser har fundet. Fra Winge K, Skau AM, Stimpel H, Nielsen KK, Werdelin L: Prevalence of bladder dysfunction in Parkinsons disease. Neurourol Urodyn 2006; 25(2):116-122.

Forekomst
Mange patienter med Parkinsons syge har en alder, hvor vandladningssymptomer som led i andre (mere eller mindre aldersbetingede) tilstande. Patienterne klager, ifølge en dansk undersøgelse, hyppigst over natlig vandladning (nykturi), men patienterne finder, at bydende stærk tissetrang (urge) er det mest generende symptom. (se figur 1)

Baggrunden for vandladningssymptomerne hos patienter med Parkinsons syge er omdiskuteret. Nogle undersøgelser har vist, at tabet af dopaminproducerende celler i substantia nigra er betydende, andre undersøgelser har vist, at medicinen hos nogle patienter spiller en afgørende rolle.

Flere undersøgelser har vist at patienter med Parkinsons syge har flere symptomer end raske i samme alder, og at blæresymptomerne bliver hyppigere, jo sværere sygdommen er. Det kan antyde, at det er tabet af dopaminproducerende celler, der spiller en rolle, men på den anden side tager den person, der har haft sygdommen længe, også mere medicin.

En mindre gruppe patienter med Parkinsons syge viser sig senere at have atypisk Parkinsonisme. Disse sygdomme viser sig ved relativ hastig udvikling og en dårlig respons på Parkinson-behandlingen. Vandladningsforstyrrelser ses ved alle Parkinsonistiske tilstande, men er mest udtalt for Multiple System Atrofi (MSA). Opgørelser har vist, at 98 % af patienter med MSA har vandladningsforstyrrelser, og af disse har cirka 65 % inkontinens, og cirka 50 % debuterede med symptomer på overaktiv blære og stort residualurin (red.: rest af urin i blæren). Patienter med tidligt indsættende, svære vandladningsforstyrrelser kombineret med relativ mild Parkinsonisme bør derfor udredes i et samarbejde med urologer og neurologer.

Udredning og behandling
De to vigtigste elementer i den almindelige udredning af patienter med neurologisk sygdom er væske-vandladnings-skema og urindyrkning. Ved mistanke om overaktiv blære er væske-vandladnings-skemaet let at anvende og meget brugbart. Skemaet giver oplysning om antallet af vandladninger per døgn, og om der er tilstedeværelse af voldsom vandladningstrang og eventuelt episoder med inkontinens. Skemaet giver også vigtig information om patientens blærekapacitet, som kan aflæses af størrelsen af de ladte urinportioner.

Behandlingen af vandladningssymptomer hos patienter med Parkinsons syge sigter primært mod at dæmpe den overaktive blære, men optimering af anti-Parkinson-medicinen kan også bedre både symptomerne men især gangfunktionen, så det bliver lettere at være på forkant med symptomerne. Til den overaktive blære findes en række stoffer, som kaldes antimuskarine stoffer. Disse stoffer er effektive og generelt godt tolererede af patienterne. Hos patienter med stor natlig urinproduktion kan en lille dosis anti-diuretisk hormon bedre nattesøvnen betydeligt og dermed også gøre dagene bedre.
Urinvejsinfektioner (UVI) hos patienter med neurologisk sygdom er hyppige, især hos patienter med dårlig blæretømning, og infektionerne resulterer ofte i et voldsom og ellers uforklarligt funktionstab. Patienterne kan naturligvis have de klassiske symptomer på UVI. Herudover skal infektion mistænkes ved mere vage symptomer som uforklaret febrilia (feber), uforklaret funktionsstab eller uforklaret konfusion (forvirring). Patienter med kendt Parkinsons sygdom, hvor der rejses mistanke om UVI, bør have undersøgt urinen.

Konklusion
Vandladningsforstyrrelser ved Parkinsons sygdom er hyppige, men de mest generende symptomer på overaktiv blære kan effektivt behandles medicinsk. Symptomerne er en del af sygdommen, men anti-Parkinson- medicinen kan også være med til at forværre symptomerne.

Forløbet omkring en Mitrofanoff/Monti-operation

operation

Af Hans Jørgen Kirkeby, Overlæge, dr.med., Urologisk Afdeling, Århus Universitetshospital, Skejby
Kilde: KontinensNyt 1, 2010, s. 23

Download hele artiklen

Mitrofanoff-operationen består i, at blindtarmen åbnes i begge ender. Den ene ende sættes til blæren og den anden ende til huden på maven, evt. navlen. Hullet på maven, hvor blindtarmen kommer ud, kaldes en stomi. Stomien er tæt, så urinen kun løber ud, hvis man sætter et kateter gennem kanalen til blæren. Hvis blindtarmen ikke kan anvendes, kan man bruge et stykke tyndtarm i stedet, så kaldes det en Monti-operation.

Operationen kombineres ofte med andre operative procedurer, fx blæreaugmentation, enten som Clam-cystoplastik, hvor et stykke tyndtarm sættes i blære-loftet for at øge blærekapaciteten, eller som en auto- augmentation, hvor blæremusklen fjernes over en del af blæretoppen, således at kun blæreslimhinden er tilbage og kan udvide sig ganske meget.

Neurosling-operationen hvor urinrøret gøres mere stramt, således at urin-utætheden kan forhindres. Luk-ning af blæren nedadtil, hvis man ønsker at forhindre passage af urin gennem urinrøret, fx ved svær inkontinens eller efter mislykket neurosling-operation.

Patientgrupper
De fleste er rygmarvsskadede, dvs. tetra- eller paraplegikere, eller har medfødt rygmarvsbrok (myelome-ningocele). Enkelte har dissemineret sclerose eller anden lidelse i centralnervesystemet.

Formålet
At patienten bliver uafhængig. Man skal om muligt være i stand til selv at varetage blæretømning – når som helst og hvor som helst – ved hjælp af et engangs-kateter. Nogle behøver dog hjælp til at føre kateteret gennem stomien.

Procedurens varighed
Indlæggelsestid er 2 – 3 uger.
Indlæggelse 2 dage før operationen til udrensning af tarmen og blodprøvetagning.
Gentagelse af patientinformation og diskussion af blæretømningsprocedure. Evt. afmærkning af ønsket om stomi-sted.
Forebyggelse af blodpropper: Indsprøjtning af Klexane 40 mg dagligt. Samt støttestrømper i mindst 2 uger.
Forberedelse til fysioterapi.

Efter operationen
Man har kateter gennem urinrøret samt i Mitrofanoff/Monti-stomien. Fuld plan lægges umiddelbart efter operationen, men er normalt ca. således:

Begge katetre bevares åbentstående den første uge. Herefter fjernes kateteret i urinrøret, og man starter afklemning af kateteret i Mitrofanoff/Monti-kanalen en time ad gangen i dagtimerne, kateteret bevares åbent om natten.

Efter den første uge med denne procedure øges afklemningsperioderne til 2–3 timer, således at den ud-tømte urinmængde stiger til 2 – 300 ml.

Efter yderligere 1 uge øges blærevolumen til 4 – 500 ml. Der kan evt. være utæthed gennem urinrøret i nogle uger, måske op til 3 måneder efter operationen, indtil blærekapaciteten er øget tilstrækkeligt. Blære-dæmpende behandling med medicin anvendes til at reducere utætheden i denne periode.

Tre uger efter operationen fjernes det faste kateter i Mitrofanoff/Monti-kanalen, og patienten lærer selv-kateterisation gennem stomien.

De første 6 uger efter operationen må patienten kun løfte max. 2 kg.

Hvornår skal man til kontrol?
Efter 4 måneder, igen efter 1 år, og igen 2 år efter operationen, hvor blandt andet blærekapaciteten måles.

Forskning i ældre- og handikapvenlige toiletter

hdkptlet

Kilde: KontinensNyt 3, 2010, s. 29

Download hele artiklen

Personlig pleje, herunder hjælp til toiletbesøg og ’nedre toilette’, er en arbejdskrævende ydelse i plejesektoren

Ældre- og handicapvenlige toiletter vil kunne gøre flere borgere selvhjulpne og i visse tilfælde helt overflødiggøre hjælp til toiletbesøget. Dermed kan personalet spare tid til hjælp i forbindelse med toiletbesøget samt afledt tid til fx transport. Andre fordele kan være forbedret arbejdsmiljø for personalet samt bedre livskvalitet for borgere, der kan undvære hjælp til toiletbesøg.

Ældre- og handicapvenlige toiletter afprøves i 3 kommuner
Servicestyrelsen vil i samarbejde med tre projektkommuner – bl.a. Roskilde og Slagelse – samt Center for Robotteknologi ved Teknologisk Institut implementere og dokumentere anvendelsen af 80-90 vasketoiletter, toiletstole og løftemekanismer til siddepladsen i ældreboliger og andre private boliger, fx i handicappedes hjem.

Vasketoiletterne installeres på de eksisterende toiletter og kombineres med en toiletstol med højdeindstilling og elektrisk kip af sæde. I kombination med disse to teknologier skal projektet afprøve en løftemekanisme til borgerens siddeplads, der støtter borgeren i bevægelsen fra siddende til stående stilling og omvendt, så borgeren kan komme til og fra toilettet. Selve testperioden påbegyndes i efteråret 2010 og varer indtil foråret 2011. Projektet har fået 5,6 mio. kr. i støtte fra Fonden for Anvendt Borgernær Teknologi (ABT-fonden).

Evaluering og resultater
I evalueringen dokumenteres det arbejdskraftbesparende potentiale ved før- og eftermålinger af personalets tidsforbrug til hjælp i forbindelse med toiletbesøg og det afledte tidsforbrug i relation hertil – primært transporttid. Ligeledes dokumenteres forudsætningerne for succesfuld implementering af teknologierne. Derudover vil evalueringen belyse øvrige mulige potentialer ved brug af vasketoiletter og toiletstole, fx forbedret arbejdsmiljø samt bedre servicekvalitet for borgerne. Evalueringen forventes klar i august 2011 og vil indeholde en business case og en implementeringsvejledning til kommunerne. Afhængig af resultaterne vil Servicestyrelsen udarbejde et oplæg til national implementering.

Information og kontakt
Fuldmægtig Claudia Strasser, tlf. 72 42 39 77
Fakta om ABT-fonden – se www.servicestyrelsen.dk
Fonden for Anvendt Borgernær Teknologi (ABT-fonden) administrerer 3 mia. kr. til medfinansiering af investeringer i arbejdskraftbesparende teknologi og nye arbejds- og organisationsformer, som kan frigøre resurser til fx borgernær omsorg.
Fonden blev oprettet i forbindelse med finansloven for 2008, og pengene uddeles i perioden 2009-2015. Formålet med ABT-fondens investeringer er at bidrage til en effektiv offentlig sektor, hvor de offentligt ansatte med den samme indsats kan levere mere service og omsorg til borgerne.
ABT-fonden giver kun tilskud til projekter, hvor hovedansøger er en offentlig myndighed.
Kilde: www.hmi.dk marts 2010

toiletbidet

Billedet viser et eksempel på et vasketoilet, som kan installeres på et eksisterende toilet.

Hvordan vi normalt kontrollerer blæren

De vigtigste centre for styring af blærefunktionen sidder i hjernestammen

02A15ART

Af Søren Brostrøm, overlæge, ph.d., gynækologisk afdeling, Herlev Hospital
Kilde: KontinensNyt 1, 2010 s. 7

Download hele artiklen

Når man lader vandet, åbnes blærehalsen, og urinrøret og blæremusklen trækker sig sammen. Mellem vandladningerne holder man på vandet ved at øge trykket i urinrøret og afslappe blæremusklen.

I blære og blærehals findes ’glatte muskelceller’, som er udenfor viljens kontrol. Omkring urinrøret – nemlig i lukkemusklen og i bækkenbunden – findes tværstribede muskelceller. Disse muskler har vi selv kontrol over. Blære og urinrør er desuden velforsynede med sansenerver, som informerer hjerne og rygmarv om bl.a. blærens fyldningsgrad.

Blærefunktionen kontrolleres af centralnervesystemet (hjerne og rygmarv) i et samspil mellem forskellige nervebaner og reflekser. Hos det nyfødte barn er blæren alene kontrolleret af reflekser: blæren tømmes når den er fyldt! Fra 2-års alderen overtager centre i hjernen mere og mere af styringen, således at man frem mod voksenlivet får større og større kontrol over vandladningen. Selv voksne har dog en række reflekser, som er uden for viljens kontrol. Vi har fx en refleks, der sørger for, at vi ubevidst kniber sammen om urinrøret ved host eller nys.

De vigtigste centre for styring af blærefunktionen sidder i hjernestammen. Udover blærefunktionen styrer hjernestammen andre ubevidste, livsvigtige funktioner som bevidsthed, vejtrækning, blodtryk og smerte. I hjernestammen har man fundet to små områder, der fungerer som en slags kommandocentraler for henholdsvis vandladning og kontinens (evnen til at holde på vandet). Disse ’ubevidste’ centre modtager signaler fra sansenerver i blære og urinrør, og står i forbindelse med overordnede ’bevidste’ hjernecentre. Denne opbygning af nervebanerne gør det fx muligt at knibe på kommando.

Fordi kontrollen af blærefunktionen er så sammensat, og involverer så mange forskellige nervebaner og centre, er det også et skrøbeligt system. Selv den mindste nerveskade et eller andet sted i systemet kan forstyrre den fine balance af reflekser og signaler. Forstyrrelser af blærefunktionen er derfor et hyppigt problem hos patienter med sygdomme i hjernen og nervesystemet, og ses hyppigt ved så forskellige sygdomme som apopleksi (slagtilfælde), Parkinsons sygdom, dissemineret sklerose, rygmarvsskade og diskusprolaps.

Ofte har patienter med forstyrret blærefunktion ikke en kendt lidelse i centralnervesystemet. Det gælder for de fleste patienter med overaktiv blære. Formentlig er der i nogle tilfælde tale om en beskeden nerveskade eller nervesvækkelse, som vi ikke kan erkende, med de undersøgelsesmetoder vi har i dag. Hos mange ældre mennesker med overaktiv blære, kan der være tale om almindelig ældning og slitage af refleksbanerne: ligesom vi bliver dårligere til at huske, høre og holde balancen, når vi bliver ældre, så bliver vi også dårligere til at styre vores blære.

Inkontinens – arven fra mor

Urininkontinens forekommer 30% hyppigere hos kvinder, hvis mødre selv havde lidelsen, viser en norsk undersøgelse, der er offentliggjort i British Medical Journal

momdaughter

Kilde: KontinensNyt 2, 2009, s. 17

Download hele artiklen

400.000 danskere – både mænd og kvinder – har ufrivillig vandladning, også kaldet urininkontinens. Nogle ‘drypper’ i bukserne, når de hoster eller dyrker sport [red.: anstrengelsesinkontinens/stressinkontinens]. Andre tisser i bukserne, fordi deres tissetrang kommer så stærkt og pludseligt, at de ikke har en chance for at nå på toilettet [red.: Den overaktive blære/urgeinkontinens].

Hos nogen skyldes lidelsen problemer i blære, urinrør, bækkenbund eller nervesystem, mens den hos andre forårsages af for hyppig væskeindtagelse kombineret med for sjældne toiletbesøg.

Ofte er inkontinens forbundet med flovhed og med drillerier, men nu viser en norsk undersøgelse, der for nylig har været offentliggjort i British Medical Journal, at hver tredje kvinde, hvis mor led af inkontinens, har højere risiko for at få lidelsen end andre.

Undersøgelsen, der er foretaget på universitet i Bergen, viser også, at kvinder, hvis ældre søster er inkontinent, har hele 60% højere risiko for selv at komme til at lide af den ufrivillige vandladning.

Forskere har længe haft mistanke om, at arv spillede en ikke ubetydelig rolle for inkontinens, og nu er det altså fastslået. Så der er altså en stor gruppe kvinder, der har grund til at være ekstra ihærdige med de bækkenbundsøvelser, som ifølge en af Danmarks førende eksperter på området, professor, dr.med., speciallæge i gynækologi og obstetrik Gunnar Lose, Glostrup Hospital, hos mange kan være med til at forhindre lidelsen i at bryde ud.

Gunnar Lose bliver ihærdigt ved med at fastslå, at kvinder – udsatte eller ej – selv kan gøre meget for med knibeøvelser at holde bækkenbunden i orden. Der findes ikke nogen tilsvarende dansk undersøgelse af arveligheden i inkontinens, men for de danske behandlere vil den norske undersøgelse umiddelbart kunne bruges i det daglige arbejde, fordi befolkningsgrupperne i Norden på bl.a. dette punkt ikke afviger så meget fra hinanden.

Når det til trods for, at det er en gammelkendt sygdom, og til trods for lægernes mistanker har taget så mange år at fastslå, at der var elementer af arvelighed i denne lidelse, så skyldes det blandt andet, at inkontinens er meget tabubelagt. Mange kvinder holder det skjult for selv deres mænd, at de må gå med ble. Så der er ingen tvivl om, at inkontinens er generende i dagligdagen. Faktisk er der bred enighed om, at inkontinens ofte har en direkte negativ virkning på livs-kvaliteten.

I ganske sjældne tilfælde kan inkontinensen også skyldes, at der er en falsk forbindelse mellem blæren og skeden, hvilket giver anledning til, at urinen siver konstant.

Uanset problemets årsag er det vigtigt at tilsidesætte flovheden og opsøge læge, så den rette behandling kan komme i gang.

Kilde: www.dr.dk > DR 1 > Aftenshowet > • Artiklen er leveret af Dagens Puls – 24. april 2008, Redigeret af redaktionssekretær Aase Randstoft, Kontinensforeningen.

Interstiel Cystit

ICwoman

Af Christine Felding, gynækolog
Kilde: KontinensNyt 1, 2010, s. 8-9

Download hele artiklen

Interstiel Cystit (IC) er i Danmark en forholdsvis ukendt sygdom. Dette betyder at langt flere lider af sygdommen, end der er patienter i behandling.

Her er sygehistorier fra to patienter med IC.

Jeg er en 81-årig kvinde…
Mine problemer startede med hyppig vandladning. Jeg kontaktede min gynækolog, som ordinerede medicin samt henviste mig til en fysioterapeut til genoptræning af bækkenbunden. Behandlingen var rimelig effektiv, men efter 4 år tiltog vandladningshyppigheden og jeg fik en svær blærebetændelse, som ikke ophørte trods behandling med antibiotika.

Gynækologen foretog under lokalbedøvelse en kikkertundersøgelse af blæren og tog vævsprøver. Prøverne viste Interstitiel Cystit (IC). Jeg blev henvist til hospitalet, som efter yderligere undersøgelser først opererede mig (udvidede blæren) og siden startede blæreskylninger med medicin (Cystistat®).

Mit problem var smerter, især ved bevægelse. Jeg havde svært ved at lave mad og gøre rent. Heldigvis har jeg en forstående mand, som hjælper til. Men det var ligesom at have en indvendig byld. Jeg vraltede som Anders And selv på den lille, daglige spadseretur. Som tiden gik, blev jeg mere og mere desperat. Medicin tog ikke smerterne – en varmepude dulmede dem lidt. Folk troede, at jeg var hypokonder. Man kunne jo ikke se på mig, at jeg havde IC! Så var det, jeg tænkte: ’Mon ikke alternativ behandling kunne hjælpe’? Jeg fik anbefalet en akupunktør, som jeg konsulterede og fik 9 behandlinger. Miraklet skete – smerterne ophørte.

Hvorfor? Jeg ved det ikke. Jeg er bare dybt taknemmelig. Jeg går stadig til kontrol på hospitalet og hos min gynækolog. Jeg træner dagligt min bækkenbund, men angsten for smerterne ligger der jo stadig – vil mareridtet en dag vende tilbage?

Jeg er en kvinde på 70…
Jeg har i mange år har haft smerter i underlivet. I starten optrådte smerterne et par gange om året, men efterhånden blev smerterne vedvarende. Min læge behandlede mig flere gange for blærebetændelse med antibiotika. Jeg prøvede også diverse husråd – fra tranebærsaft til rigeligt at drikke og brug af varmepude. Min læge mente, at smerterne skyldtes min overgangsalder og sendte mig til gynækolog. Gynækologen anbefalede lokalhormoner, men mente i øvrigt ikke, at jeg fejlede noget inden for hendes område.

For Gud ved hvilken gang opsøgte jeg min praktiserende læge, som undersøgte urinen med en stix og sagde: ’Se selv, der er IKKE noget’. Han anbefalede mig en psykiater! Efterhånden som smerterne tog til, blev jeg bange for at blive inkontinent. Jeg opholdt mig altid i nærheden af et toilet og turde dårligt forlade huset. Heldigvis for mig solgte min læge sin praksis til en yngre kvindelig læge. Hun anbefalede mig en kikkertundersøgelse af blæren. Jeg fik taget blodprøver og urinprøver på laboratoriet. Alle prøver – også kikkertundersøgelsen – var normale. Jeg fik mere antibiotika og nye blod- og urinprøver blev undersøgt. Samme resultat – normale prøver. Når det nu ikke var min livmoder og heller ikke blæren, så måtte det være tarmen, tænkte jeg og opsøgte en mave-tarm-specialist. Han undersøgte tarmen med en kikkert. Alt var normalt! Jeg fik herefter foretaget en ultralydsundersøgelse, og lægen viste mig billederne på skærmen og forklarede med ordene ‘Er De så ikke glad’? – at alt var normalt. Ved næste besøg hos mave-tarm-specialisten fik jeg at vide, at der eksisterede en meget sjælden sygdom i blæren. Tilstanden kunne kun påvises ved vævsprøver fra blæren taget under fuld narkose. Det viste sig, at jeg havde den sjældne sygdom – Interstitiel Cystit.

Efter i årevis at have lidt af uforklarlige smerter og være betragtet som hypokonder, var det en meget stor lettelse at få sat navn på tilstanden. Det var også lidt negativt, for man kan ikke fjerne sygdommen. En gang om måneden får jeg skyllet blæren med forskellige former for medicin. Behandlingen lindrer, men fjerner ikke smerterne. Af og til må jeg supplere med noget stærkt smertestillende medicin. Men nu tør jeg igen forlade huset.

Gynækolog Christine Felding
Begge historier er meget karakteristiske. Patienterne bliver ofte miskendt eller regnet for hysteriske og besværlige. De kommer igen og igen og klager over samme symptomer. Hovedsymptomet er smerter i blæren, specielt når den er ved at være fuld. Smerterne kan være nærmest uudholdelige. Desuden klager patienterne over konstant tissetrang både dag og nat. Af og til skal de lade vandet op til 50-60 gange i døgnet. Dette går selvfølgelig ud over både nattesøvn, humør og socialt samvær.

Selvom symptomerne ligner blærebetændelse, er urinundersøgelsen ofte normal. Man finder ofte heller ikke bakterier ved dyrkning. Selv en kikkertundersøgelse af blæren kan være normal. Nogle gange vil man dog kunne se sår, rødme eller irritation. Vævsprøver vil vise karakteristiske celler (mastceller, som producerer histamin) i forøget antal i blæremuskulaturen. Årsagen til fænomenet kendes ikke. Måske er slimhinden i blæren ‘utæt’, så urinen kan sive ind og forårsage en irritation eller allergisk reaktion i de dybere lag i blærevægen.

Sygdommen (IC) ses hyppigst hos kvinder (90 %). Man kender ikke det præcise antal i Danmark, måske er tallet omkring 1.000. I USA bliver IC påvist langt hyppigere. At den volder problemer også for lægen kan ses af illustrationen [red.: symboliseret ved knuden].

Behandlingen er vanskelig. Man kan prøve blæredæmpende medicin mod den øgede tissetrang. Almindelig smertestillende medicin kan også vise sig effektivt. Endelig kan man prøve medicin, som antages at ‘stoppe’ hullerne i blæreslimhinden. I Danmark gives denne behandling som blæreskylninger med natrium hyaluronat eller kondroitinsulfat. I USA findes tillige tabletter Elmiron® (pentosan polysulfate sodium). De virker på samme måde og er mere patientvenlige, men findes foreløbig ikke i Danmark, men kan købes i udlandet.

Også antihistaminer og astmamidler kan bruges. TNS (transcutan nervestimulation) har været brugt med held i visse tilfælde. Den ultimative behandling – fjernelse af hele urinblæren – er heldigvis sjælden.

Links – læs mere her
IC forenignen: www.icforeningen.dk
Den internationale IC forening: painful-bladder.org
Interstitial Cystitis Association: www.ichelp.org

Kunstig skabt refleks kan medføre kontrol over blære- og tarmfunktion hos rygmarvsskadede

operation

Af Mikkel Mylius Rasmussen, Læge, ph.d.-studerende, Analfysiologisk klinik, Århus
Kilde: KontinensNyt 3, 2010, s. 12-13

Download hele artiklen

Der er i Kina gennem de sidste år kommet rapporter om en ny måde til at give rygmarvsskadede kontrol egen kontrol over blære- og tarmfunktion.

Der foretages et mindre kirurgisk indgreb i lænderyggen som kan skabe den ny refleks. Rent teknisk finder man i lænderyggen den nerve (L5), der vanligvis går ud til skinnebenet og foden, klipper den del af nerven, der står for bevægelse, over (bevarer føledelen af nerven) og syer den på én af nerverne, der forsyner blære og tarm (S2 eller S3).

Rygmarven har desværre ikke mulighed for at vokse ud igen, men nerver, der er afgået fra rygmarven, kan vokse ud igen efter overskæring. Det betyder, at den nerve (fra benet), der er overskåret, vil begynde at vokse ind i nerven til blære og tarm. Man må forvente minimum et år, inden nerven er vokset helt ud til organerne og dermed kan fungere. Når nerven er vokset ud, tyder det på, at man ved en kraftig stimulation af huden på skinnebenet kan sende et signal op gennem den bevarede føledel af nerven. I stedet for at få en refleksrespons i form af en spasme i benet, går signalet i stedet ud i den nydannede nerve og giver signal/refleks til blære og tarm og dermed blæretømning og forbedret tarmfunktion, men ikke spontan afføring.

Holdet bag
På initiativ af professor Jens Chr. Djurhuus fra Klinisk Institut på Skejby Sygehus blev der i 2009 samlet et hold af fire speciallæger, der alle i hverdagen beskæftiger sig med rygmarvsskadede patienter og forskning: Klaus Krogh (mave-tarm medicinsk afdeling og tarm-forsknings afdeling), Peter Christensen (mavetarm kirurgisk afdeling og tarm-forsknings afdeling), Yasan Rawashdeh (urinvejskirurgisk afdeling) og Dorte Clemmensen (neurokirurgisk afdeling – rygkirurg, opererer brækkede rygge).

Denne gruppe besøgte professor Xiao i Wuhan, Kina, der har opereret mere end 1500 patienter med denne metode, for at vurdere hans resultater. Turen blev arrangeret, så de var i Kina på samme tid som en gruppe speciallæger fra Finland og Australien, hvilket skabte en enestående mulighed at kunne diskutere metoden. Alle tre forskningsgrupper konkluderede efter dette besøg, at man tror på, at man kan opnå et positivt resultat af behandlingen, dvs. at metoden er teoretisk mulig, og forskningsgruppen mener dermed, at der er en betydelig mulighed for større blære- og tarmkontrol. Australierne vil tilbyde operationen til børn med misdannelser i rygmarven, Finland og Danmark i første omgang til rygmarvsskadede.

Det danske projekt
Efterfølgende er der samlet samarbejdspartnere og andre specialister, bla. Paraplegi-funktionen i Viborg, i Danmark til at starte et forskningsprojekt. Projektet er blevet godkendt af Videnskabsetisk Komite, og der er bevilget to millioner fra Lundbeckfonden til udgifter i forbindelse med projektet. Derfor har det været muligt at ansætte en forsker (phd studerende) til projektet, Mikkel Mylius Rasmussen (artiklens forfatter), der er ansat i en kombinationsstilling mellem projektet og en speciallægeuddannelse i neurokirurgi.

De patienter, der i første omgang kan tilbydes operationen, er patienter over 18 år med en komplet rygmarvsskade, som skal være mindst ét år gammel og ikke være i den nederste del af rygmarven, da de nerver, der skal bruges til refleksen, sidder der. I praksis betyder det, at skaden må være fra lavt i nakken til nederst i brysthvirvlerne. Det er vurderet ud fra litteraturen og valg af patienter, at der ikke er risici eller ulemper ud over at skulle igennem en operation. Ved hjælp af nervemonitorering under operationen sikrer man, at man finder de korrekte nerver – den stimulation af huden på skinnebenet, der skal til for at udløse respons, skal være kraftig og langvarig (min. 10-15 sekunder), så almindelige daglige gøremål, leg med børn, påklædning mv. vil ikke udløse ufrivillig vandladning eller afføring – operationen påvirker ikke selve rygmarven og fratager dermed ikke muligheden for evt. senere behandling med stamceller.

De patienter, som ønsker at deltage, får tilbudt en nærmere udredning, som består i en stribe undersøgelser på diverse specialafdelinger, hvor blære-, tarm- og nervefunktion kortlægges. Operationerne foretages af speciallæge Dorte Clemmensen på Neurokirurgisk afdeling på Århus Universitetshospital, Århus Sygehus.

De patienter, der tilbydes operationen i forbindelse med projektet, vil komme ind til kontrol efter 3 måneder og efter et år. Alle de undersøgelser, der er foretaget før operationen, vil blive gentaget efter 1 ½ år. Forsøgsdeltagerne vil desuden blive fulgt i årene fremover.

Resultaterne klar i 2013
Resultaterne forventes at være klar i 2013, og hvis de er gode, vil 30 til 40 patienter årligt få gavn af behandlingen. Udover rygmarvsskadede håber vi også at sclerosepatienter, patienter med godartede svulster og patienter med misdannelser i rygmarven kan behandles med metoden i fremtiden.

Om forfatteren

MMRasmussen

Mikkel Mylius Rasmussen
Aktuelt ansat i kombinationsstilling mellem hoveduddannelse i Neurokirurgi og forskningsassistent ved urogastroenterologisk enhed, forskningsafsnittet, Kirurgisk afd. P, Århus Sygehus afs. Tage Hansens gade, Århus Universitetshospital.
Flere års klinisk erfaring på Neurokirurgiske afdelinger forud for aktuelle ansættelse.
Forskningsaktivitet.
Flere projekter tilknyttet to forskningsenheder: Neurogastroenterologisk enhed (Kirurgisk afd. P, Århus Sygehus, Århus Universitetshospital).
Rygmarvsforskningsenheden (Neurokirurgisk afd. NK, Århus Sygehus, Århus Universitetshospital).
Medlem af det videnskabelige selskab SRHSB (Society for Research into Hydrocephalus and Spina Bifida).

Mere end rigeligt…

Det kan være forbundet med risiko for helbredet at drikke for meget vand

watermontage

Kilde: KontinensNyt 2, 2009, s.29

Download hele artiklen

Næste gang du møder en person, som klynger sig til vandflasken, er det ikke nok at smile overbærende eller få dårlig samvittighed. Du skal vide, at det kan være farligt at drikke for meget vand, så måske skal man også holde lidt øje med den slags mennesker.

Det anerkendte lægevidenskabelige tidsskrift British Medical Journal har nu aflivet 7 myter om krop og helbred. En af dem er det såkaldte helseråd – eller rettere forkerte myte, mange mennesker i årevis har troet på – nemlig at man minimum skal drikke 6-8 glas vand i døgnet. Det er der ingen dokumentation for, konstaterer British Medical Journals eksperthold.

Tværtimod tyder undersøgelser på, at man sædvanligvis får den væske, man dagligt har behov for ved at drikke mælk, juice, kaffe, te, øl, sodavand, spise frugt og grøntsager m.m. – og at der ikke er nogen grund til at hælde ekstra på. I hvert fald ikke i et så vildt omfang som 6-8 glas vand! Faktisk kan det være forbundet med risiko for helbredet at drikke for meget vand, advarer forskerne bag undersøgelsen. Det kendes blandt andet fra sportsfolk, som kan få kramper og hovedpine udløst af den saltmangel, de får af for store vandindtagelser.

Fra Kontinensforeningen
KontinensNyt bragte september 2005 artiklen ’Danskerne er kommet på flasken – Vandflasken!’, hvor Chef for Vand og Salt Centret, Aarhus Universitet, professor Søren Nielsen skrev om lignende resultater – om hvordan nyrernes evne til at regulere væskebalancen bliver forrykket, hvis man drikker for meget vand. Læs mere om, hvor meget vand man skal drikke her:

Kilde: Weekendavisen 28.12.07 – Ritzau – British Medical Journal 22.12.2007.

Ny hjemmeside til borgerne – bliv forsøgsperson

blivforsog

Nyt mødested skal rekruttere deltagere til kliniske forsøg

Redigeret af sekretariatschef Aase Randstoft, Kontinensforeningen
Kilde: DagensMedicin.dk/Nyheder november 2013

Regeringen har med midler fra TrygFonden oprettet hjemmesiden ‘Bliv forsøgsperson’, der skal gøre det lettere for borgere, der ønsker at deltage i kliniske forsøg, og forskere, der har brug for deltagere, at finde hinanden.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) ser frem til, at den nye hjemmeside vil sørge for, at selve ’match making’ (møde og udvalgsproceduren, red.) mellem forskere og deltagere kan foregå effektivt og smidigt.

’Der er rigtig mange danskere, der gerne vil bidrage til, at forskere kan udvikle ny og værdifuld viden – faktisk er der hvert år ca. 100.000 danskere, der deltager i forsøg. Men det kan være svært at finde ud af, hvor man skal gå hen, og hvad man skal vide. Samtidig er det også afgørende for forskerne, at en langsom rekruttering ikke får lov at forhale arbejdet’, siger sundhedsminister Astrid Krag – læs mere på ministeriets hjemmeside www.sum.dk.

‘Bliv forsøgsperson’, som er en del af hjemmesiden www.sundhed.dk, skal samle alle oplysninger om godkendte forsøg. Det bliver en landsdækkende, fælles indgang, som alle borgere kan benytte sig af, og som alle forskere – forudsat at deres forsøg er blevet godkendt af de relevante myndigheder – kan annoncere på.

Det er Det Nationale Samarbejdsforum for Sundhedsforskning, der har anbefalet, at man opretter én fælles rekrutteringsside, som skal komme både borgere, patienter, forskere og myndigheder til gavn.