, , , ,

Brønderslev Kommune skal udvikle nyt produkt til at opsamle urin til urinprøver

Af  Anne-Cathrine Kvist Visborg,
Velfærdsteknologisk- og kvalitetskoordinator,
Brønderslev Kommune

I Brønderslev Kommune er der oprettet en IdéBank, hvor medarbejderne kan indsende gode idéer, hvis de fx står i en situation, som de tænker kan løses med velfærdsteknologi. Og det var netop sådan en idé, der blev indsendt af en SOSU medarbejder, som undrede sig over, at det er så svært at opsamle urin til urinprøver hos ældre borgere, der fx bruger ble. Hendes oplevelse var, at den nuværende praksis var både uværdig, besværlig og ofte også forbundet med dårlige arbejdsstillinger for medarbejderne. Da EU kort efter offentliggjorde puljen ”Active and assisted living”, greb Brønderslev Kommune derfor muligheden for at få udviklet et produkt, som medarbejderne efterspørger i hverdagen.
 
Med stor hjælp fra det lokale EU-kontor lykkedes det Brønderslev Kommune at skabe et konsortium bestående af et Universitet fra Østrig, et tekstilfirma fra Østrig, 12 hollandske plejehjem samt et hollandsk firma, der udvikler produkter til inkontinens. Sammen sendte de en ansøgning ind til EU, hvor formålet er at søge midler til at udvikle et innovativt produkt, der dels er nemt at påsætte borgeren, dels kan opsamle urin, mens borgeren går, står eller ligger. Produktet vil indeholde en sensor, der registrerer, når der er opsamlet den passende mængde urin og derefter give en alarm til medarbejderen. På den måde kan borgeren få ro til at lave urinprøven og medarbejderen kan fortsætte sin køreliste uden forsinkelser og uden bekymringer om at gå fra en borger, der sidder på toilettet.
 
I projektet skal Brønderslev Kommune fungere som slutbruger. Det vil sige, at deres rolle bl.a. bliver at bidrage med viden om praksis, bidrage med både medarbejdere og borgere til selve udviklingen af produktet samt agere teststed, når prototypen er udviklet. Brønderslev Kommune får dermed en stor og afgørende rolle i projektet, såfremt EU godkender ansøgningen.
 
I november godkendte EU ansøgningen og finansierer dermed en stor del af projektet, som starter op i april 2021 og varer resten af året.

Den hormonelle regulering af døgnurin-dannelsen

CharlotteJensen

Af Charlotte Graugaard-Jensen, læge og ph.d., urologisk afdeling, Viborg Sygehus
Kilde: KontinensNyt 3, 2010, s. 4-5

Download hele artiklen

Det har i mere end 100 år været kendt, at urindannelsen som led i kroppens døgnrytme nedsættes om natten

Anslået 400.000 danskere har vandladningssymptomer: Hyppig vandladning, inkontinens, hyppig natlig vandladning m.m. Årsagerne er mange. Der forskes i de præcise virkningsmekanismer, således at vi kan tilbyde hurtig og relevant udredning samt effektiv behandling uden for store bivirkninger.

Urininkontinens og natlig vandladning er hyppige urinvejsymptomer. Det har i mere end 100 år været kendt, at urindannelsen som led i kroppens døgnrytme nedsættes om natten. Døgnrytmen sikrer på den måde en bedre nattesøvn. Hvad sker der, når døgnrytmen ikke fungerer og antallet af natlige vandladninger til-tager? Hvorfor er nogle mennesker specielt udsatte for hyppig natlig vandladning? Disse og andre overvejelser er emnet for denne artikel.

Antidiuretisk hormon kontrollerer vandindholdet i organismen
Antidiuretisk hormon udgør en hjørnesten i opretholdelsen af et stabilt miljø i organismen. Når blodtrykket falder eller når saltkoncentrationen i vævene stiger, udskiller mellemhjernen en større mængde antidiuretisk hormon (figur 1).

CharlotteFig1

Hormonet, der dannes i den forreste del af mellemhjernen, døgnvarierer og er højst om natten. Med blodet føres antidiuretisk hormon til nyrerne. Via såkaldte vandkanaler i nyrerne indtager samlerørene en central rolle i vandudskillelsen. En høj koncentration af det antidiuretiske hormon øger tilbagetrækningen af vand fra nyrerne og nedsætter derved urindannelsen (figur 2).

charlotte-Fig2-A

Hos nattevædere og ældre mennesker udebliver den normalt forekommende natlige stigning i antidiuretisk hormon. Resultatet er en større natlig urindannelse med flere toiletbesøg til følge.

Vores forskning har vist en sammenhængen mellem blodtrykket og antallet af natlige vandladninger. Desto flere natlige vandladninger, desto højere blodtryk. For bedre at forstå baggrunden, planlægger vi at undersøge sammenhængen mellem de involverede hormoner, forekomsten af natlig vandladning, blodtrykket og hjerterytmen.

Kønshormoner har indflydelse på dannelsen af antidiuretisk hormon
Ved at følge kvinder igennem menstruationscyklus samt kvinder på p-piller har vi vist, at det kvindelige kønshormon østrogen får antidiuretisk hormon til at stige, samt at østrogen kan nedsætte saltkoncentrationen i blodet. Dyreforsøg har tilsvarende vist en sammenhængen mellem det mandlige kønshormon, testosteron og antidiuretisk hormon. En tilsvarende sammenhæng er ikke set hos mennesket. Forskning i sammenhængen mellem kønshormoner og urindannelsen har hidtil været sparsom.

Hjertehormoner og urindannelsen
Atrialt natriuretisk peptid, der dannes i hjertets forkamre, døgnvarierer og er højst om natten. Hormonet øger nyrernes salt- og vandudskillelse samt nedsætter blodtrykket. Ved at øge urindannelse og saltudskillelse øger atrialt natriuretisk peptid antallet af natlige toiletbesøg (figur 3). Ved at øge mængden af atrialt natriuretisk peptid påvirker snorken og besværet natlig vejr- trækning (søvnapnø) antallet af natlige vandladninger.

charlotte-Fig3

Behandling af søvnapnø nedsætter formentlig antallet af natlige vandladninger
I et samspil med andre hormoner, nervesystemet, stigende alder og forskellige sygdomstilstande påvirker atrialt natriuretisk peptid og antidiuretisk hormon urindannelsen. Antidiuretisk hormon og atrialt natriuretisk peptid henholdsvis nedsætter og øger urindan- nelsen. Meget tyder på, at søvn og søvnmangel også har indflydelse. Spørgsmålet er, om man tisser, fordi man er vågen eller vågner fordi man skal tisse. Frem-tidig forskning må vise os mere om årsagerne til natlig vandladning.

Om forfatteren
Charlotte Graugaard-Jensen
Gift og mor til tre.
Læge fra Århus Universitet i 1999.
Ph.d. med titlen “Regulation of urine production with special reference to estrogen levels and to gender difference”, Århus universitet 2008.
Fra 1. oktober 2009 under uddannelse til speciallæge i urologi på henholdsvis Viborg og Skejby Sygehus.
Deltaget i flere medicinske forskningsprojekter omhandlende inkontinens hos kvinder og mænd.

Den neurologiske blære ved Parkinsonisme

Patienter overvejer sjældent selv, at vandladningsforstyrrelser kan have relation til deres neurologiske sygdom

kristianwinge

Af Kristian Winge, overlæge, Ph.d., Neurologisk afdeling, Bispebjerg Hospital
Kilde: KontinensNyt 1, 2010, s. 24-26

Download hele artiklen

Sygdomme i nervesystemet betyder ofte en markant ændring af livsbetingelserne for den ramte. Uanset hvornår i livet, sygdommen rammer, kan basale forhold ændres på en generende og måske invaliderende måde.

Parkinsons syge er en langsomt udviklende såkaldt neurodegenerativ tilstand. I den traditionelle beskrivelse af Parkinsons syge indgår ’den klassiske triade’: Tremor (rysten), bradykinesi (langsomhed) og rigiditet (stivhed af muskler). I Danmark er hyppigheden (prævalensen) ca. 102 per 100.000, svarende til mellem 5.000 og 5.500 patienter med Parkinsons syge.

Sygdommen har indtil for ca. 15 år siden været beskrevet som en ren motorisk sygdom med baggrund i tab af dopamin-producerende neuroner (nerveceller), i det hjerneområde der kaldes substantia nigra (den sorte substans). Gennem de sidste 10-15 år er der kommet stadig større fokus på de såkaldt ’non-motoriske’ symptomer, det vil sige symptomer ud over de rent bevægemæssige. Det har betydet, at der gennem de seneste 10 år, er sket store fremskridt for livsudsigterne for mennesker med Parkinsons syge, både kvantitativ og kvalitativt. Bedre medicinsk behandling af motoriske og non-motoriske symptomer, tidlig opsporing og behandling af komplicerende faktorer, samt bedre behandling i sygdommes sværeste faser har lagt både år til livet og liv til årene for disse mennesker.

Parkinsons syge betyder ofte dårlig mobilitet og i de senere stadier tab af uafhængighed. Vandladningsforstyrrelser kan vise sig at være en betydende faktor i patienternes tab af uafhængighed og sociale muligheder.

Blærekontrol
Hos raske, voksne kan urinblæren rumme cirka ½ liter, men under blærefyldningen mærkes som regel vandladningstrang, når der er 250-300 ml urin i blæren. Denne vandladningstrang er under viljens kontrol og kan undertrykkes. Det betyder, at vi vanligvis har et ’advarselsinterval’ mellem, at vi kan mærke, at vi nok snart skal tisse, og til at blæren trækker sig sammen i en tømning. For at vandladningstrangen kan undertrykkes, kræves normale kontrolmekanismer i hjernen og i hjernestammen, hvor det ’relæ’ sidder, der giver ordre til ’go’ eller ’no-go’ ved vandladningstrang. Forbindelserne mellem hjernestammen og rygmarven og videre ud i de perifere nerver skal i sagens natur også være intakte. Kontinens og normal vandladning er således en betydelig test af nervesystemets funktion gennem hele dets udstrækning. Kraftig, bydende vandladningstrang indtræder som regel først, når blæren er ved at være helt fuld.

Ved Parkinsons syge kan den overordnede kontrol af blærens reservoir-funktion være defekt, således at blæren ofte kontraherer (trækker sig sammen) ufrivilligt ved små, lave fyldnings-voluminae. Dette viser sig oftest som hyppig vandladning med kort interval og voldsom, bydende vandladningstrang (urge), så man skal skynde sig ud på toilettet. Er vandladningstrangen så kraftig, at man ikke når ud på toilettet, inden vandladningen sætter i gang, oplever patienten ufrivillig vandladning – såkaldt tranginkontinens.

Neurogen blære
I dag lever mange mennesker med følger efter neurologisk sygdom. I en gennemsnitlig lægepraksis med 1500 patienter vil der således i gennemsnit være 25 patienter med følger efter apopleksi, og der vil være cirka 4 patienter med sclerose og 3 patienter med Parkinsons syge. Det er vigtigt at genkende symptomer på blæreforstyrrelser som led i den neurologiske sygdom, idet de færreste patienter selv vil lave ’koblingen’ mellem deres neurologiske sygdom og vandladningsforstyrrelserne.

Vandladningsforstyrrelser kan være meget generende. Patienter med Parkinsons sygdom bevæger sig langsomt og har ofte gangbesvær, og symptomer med hyppig vandladning (dag og nat) og bydende vandladningstrang har stor indflydelse på patientens livskvalitet. Patienterne tager ofte specielle forholdsregler for at lindre tilstanden. Mange nedsætter væskeindtaget for at nedsætte urinproduktionen og praktiserer, hvad man kan kalde forebyggende vandladning i utide [red.: ’tisser af’] – dvs. at de går på toilettet uden at have en egentlig vandladningstrang. Symptomerne kan medvirke til, at patienten isolerer sig for ikke at komme for langt væk fra et toilet, og til afhængighed af andres hjælp. Hertil kommer, at følgetilstande til vandladningssymptomerne – fx urinvejsinfektioner – kan nedsætte funktionsniveauet og øge sygeligheden.

Figurera

Figur 1: Hyppigheden af vandladningssymptomer ved Parkinsons syge. Hyppigheden af vandladningssymptomer er høj; 88% har natilig vandladning 2 eller flere gange hver nat, 70% har hyppige vandladninger, og 69 klager bydende stærk vandladningstrang. Når deltagerne blev spurgt om disse symptomer generede svarede ca. 60% at den bydende stærke vandladningstrang har til gene, mens kun 50% syntes at nat-tisseriet var til gene. Noget overraskende var der 43% af de spurgte der beskrev tranginkontinens. Dette er ikke beskrevet tidligere og er tallet er højere end hvad udenlandske undersøgelser har fundet. Fra Winge K, Skau AM, Stimpel H, Nielsen KK, Werdelin L: Prevalence of bladder dysfunction in Parkinsons disease. Neurourol Urodyn 2006; 25(2):116-122.

Forekomst
Mange patienter med Parkinsons syge har en alder, hvor vandladningssymptomer som led i andre (mere eller mindre aldersbetingede) tilstande. Patienterne klager, ifølge en dansk undersøgelse, hyppigst over natlig vandladning (nykturi), men patienterne finder, at bydende stærk tissetrang (urge) er det mest generende symptom. (se figur 1)

Baggrunden for vandladningssymptomerne hos patienter med Parkinsons syge er omdiskuteret. Nogle undersøgelser har vist, at tabet af dopaminproducerende celler i substantia nigra er betydende, andre undersøgelser har vist, at medicinen hos nogle patienter spiller en afgørende rolle.

Flere undersøgelser har vist at patienter med Parkinsons syge har flere symptomer end raske i samme alder, og at blæresymptomerne bliver hyppigere, jo sværere sygdommen er. Det kan antyde, at det er tabet af dopaminproducerende celler, der spiller en rolle, men på den anden side tager den person, der har haft sygdommen længe, også mere medicin.

En mindre gruppe patienter med Parkinsons syge viser sig senere at have atypisk Parkinsonisme. Disse sygdomme viser sig ved relativ hastig udvikling og en dårlig respons på Parkinson-behandlingen. Vandladningsforstyrrelser ses ved alle Parkinsonistiske tilstande, men er mest udtalt for Multiple System Atrofi (MSA). Opgørelser har vist, at 98 % af patienter med MSA har vandladningsforstyrrelser, og af disse har cirka 65 % inkontinens, og cirka 50 % debuterede med symptomer på overaktiv blære og stort residualurin (red.: rest af urin i blæren). Patienter med tidligt indsættende, svære vandladningsforstyrrelser kombineret med relativ mild Parkinsonisme bør derfor udredes i et samarbejde med urologer og neurologer.

Udredning og behandling
De to vigtigste elementer i den almindelige udredning af patienter med neurologisk sygdom er væske-vandladnings-skema og urindyrkning. Ved mistanke om overaktiv blære er væske-vandladnings-skemaet let at anvende og meget brugbart. Skemaet giver oplysning om antallet af vandladninger per døgn, og om der er tilstedeværelse af voldsom vandladningstrang og eventuelt episoder med inkontinens. Skemaet giver også vigtig information om patientens blærekapacitet, som kan aflæses af størrelsen af de ladte urinportioner.

Behandlingen af vandladningssymptomer hos patienter med Parkinsons syge sigter primært mod at dæmpe den overaktive blære, men optimering af anti-Parkinson-medicinen kan også bedre både symptomerne men især gangfunktionen, så det bliver lettere at være på forkant med symptomerne. Til den overaktive blære findes en række stoffer, som kaldes antimuskarine stoffer. Disse stoffer er effektive og generelt godt tolererede af patienterne. Hos patienter med stor natlig urinproduktion kan en lille dosis anti-diuretisk hormon bedre nattesøvnen betydeligt og dermed også gøre dagene bedre.
Urinvejsinfektioner (UVI) hos patienter med neurologisk sygdom er hyppige, især hos patienter med dårlig blæretømning, og infektionerne resulterer ofte i et voldsom og ellers uforklarligt funktionstab. Patienterne kan naturligvis have de klassiske symptomer på UVI. Herudover skal infektion mistænkes ved mere vage symptomer som uforklaret febrilia (feber), uforklaret funktionsstab eller uforklaret konfusion (forvirring). Patienter med kendt Parkinsons sygdom, hvor der rejses mistanke om UVI, bør have undersøgt urinen.

Konklusion
Vandladningsforstyrrelser ved Parkinsons sygdom er hyppige, men de mest generende symptomer på overaktiv blære kan effektivt behandles medicinsk. Symptomerne er en del af sygdommen, men anti-Parkinson- medicinen kan også være med til at forværre symptomerne.

Forløbet omkring en Mitrofanoff/Monti-operation

operation

Af Hans Jørgen Kirkeby, Overlæge, dr.med., Urologisk Afdeling, Århus Universitetshospital, Skejby
Kilde: KontinensNyt 1, 2010, s. 23

Download hele artiklen

Mitrofanoff-operationen består i, at blindtarmen åbnes i begge ender. Den ene ende sættes til blæren og den anden ende til huden på maven, evt. navlen. Hullet på maven, hvor blindtarmen kommer ud, kaldes en stomi. Stomien er tæt, så urinen kun løber ud, hvis man sætter et kateter gennem kanalen til blæren. Hvis blindtarmen ikke kan anvendes, kan man bruge et stykke tyndtarm i stedet, så kaldes det en Monti-operation.

Operationen kombineres ofte med andre operative procedurer, fx blæreaugmentation, enten som Clam-cystoplastik, hvor et stykke tyndtarm sættes i blære-loftet for at øge blærekapaciteten, eller som en auto- augmentation, hvor blæremusklen fjernes over en del af blæretoppen, således at kun blæreslimhinden er tilbage og kan udvide sig ganske meget.

Neurosling-operationen hvor urinrøret gøres mere stramt, således at urin-utætheden kan forhindres. Luk-ning af blæren nedadtil, hvis man ønsker at forhindre passage af urin gennem urinrøret, fx ved svær inkontinens eller efter mislykket neurosling-operation.

Patientgrupper
De fleste er rygmarvsskadede, dvs. tetra- eller paraplegikere, eller har medfødt rygmarvsbrok (myelome-ningocele). Enkelte har dissemineret sclerose eller anden lidelse i centralnervesystemet.

Formålet
At patienten bliver uafhængig. Man skal om muligt være i stand til selv at varetage blæretømning – når som helst og hvor som helst – ved hjælp af et engangs-kateter. Nogle behøver dog hjælp til at føre kateteret gennem stomien.

Procedurens varighed
Indlæggelsestid er 2 – 3 uger.
Indlæggelse 2 dage før operationen til udrensning af tarmen og blodprøvetagning.
Gentagelse af patientinformation og diskussion af blæretømningsprocedure. Evt. afmærkning af ønsket om stomi-sted.
Forebyggelse af blodpropper: Indsprøjtning af Klexane 40 mg dagligt. Samt støttestrømper i mindst 2 uger.
Forberedelse til fysioterapi.

Efter operationen
Man har kateter gennem urinrøret samt i Mitrofanoff/Monti-stomien. Fuld plan lægges umiddelbart efter operationen, men er normalt ca. således:

Begge katetre bevares åbentstående den første uge. Herefter fjernes kateteret i urinrøret, og man starter afklemning af kateteret i Mitrofanoff/Monti-kanalen en time ad gangen i dagtimerne, kateteret bevares åbent om natten.

Efter den første uge med denne procedure øges afklemningsperioderne til 2–3 timer, således at den ud-tømte urinmængde stiger til 2 – 300 ml.

Efter yderligere 1 uge øges blærevolumen til 4 – 500 ml. Der kan evt. være utæthed gennem urinrøret i nogle uger, måske op til 3 måneder efter operationen, indtil blærekapaciteten er øget tilstrækkeligt. Blære-dæmpende behandling med medicin anvendes til at reducere utætheden i denne periode.

Tre uger efter operationen fjernes det faste kateter i Mitrofanoff/Monti-kanalen, og patienten lærer selv-kateterisation gennem stomien.

De første 6 uger efter operationen må patienten kun løfte max. 2 kg.

Hvornår skal man til kontrol?
Efter 4 måneder, igen efter 1 år, og igen 2 år efter operationen, hvor blandt andet blærekapaciteten måles.

, , ,

Forskning i urgency inkontinens – Botox og UCON

Af Meryam El Issaoui, læge og ph.d.-studerende på Afdeling for Kvindesygdomme, Herlev og Gentofte Hospital, & bestyrelsesmedlem i Kontinensforeningen

Til dagligt forsker jeg i urgency inkontinens. Urgency inkontinens er typisk udløst af en overaktiv blære, som giver pludselig opstået, stærk bydende vandladningstrang, ofte ledsaget af ufrivillige vandladninger.

Behandling af overaktiv blære består indledningsvist af konservativ behandling og blæredæmpende medicin. Ved manglende effekt af disse tiltag kan nogle patienter tilbydes behandling med onabotulinumtoxinA (også kaldt Botox) i blæren, som er en specialistopgave.

I vores forskningsgruppe har vi stort fokus på at optimere Botox-behandlingen, samt et ønske om at gøre behandlingerne mere skånsomme for vores patienter.

 

Bedre smertedækning under Botox-behandling

Behandling med Botox i blæren er en veletableret procedure, som udføres cirka 800 gange om året bare i vores klinik. Behandlingen foregår overvejende i ambulatoriet, imens nogle patienter grundet smerter får udført behandlingen på operationsgangen under lokalbedøvelse.

Nogle afdelinger anvender det lokalbedøvende lægemiddel Lidokain som bedøvelse i blæren før Botox-behandlingen. Det er dog ikke videnskabeligt vist, at Lidokain rent faktisk nedsætter smerteoplevelsen ved behandlingen.Kombinationen af natriumbikarbonat og Lidokain kan muligvis forstærke den lokalbedøvende effekt. Vi gennemfører derfor aktuelt et lægemiddelforsøg, hvor vi undersøger, om der er forskel i smerteoplevelsen forbundet med Botox-behandling, hvis man fylder blæren med Lidokain tilsat natriumbikarbonat inden Botox-indsprøjtningerne, sammenlignet med placebo (et præparat, som ligner lægemidlerne Lidokain og natriumbikarbonat, men ikke indeholder medicinsk virksomme stoffer).

Vi undersøger ligeledes, hvor mange patienter, der får symptomer på blærebetændelse, blæretømningsbesvær eller blod i urinen efter behandlingen.

Resultaterne af forsøget forventes præsenteret næste år.

 

Bivirkninger til Botox-behandlingen – kan vi forudse dem?

Blæretømningsbesvær, som resulterer i at man må tømme blæren ved hjælp af et engangskateter, er en af de uønskede bivirkninger ved Botox-behandling. Bivirkningen er i en begrænset periode og forekommer hos op til 10 % af førstegangsbehandlinger.

Risikoen for blæretømningsbesvær er ofte årsagen til at nogle patienter fravælger Botox- behandling. Risikofaktorer for at udvikle blæretømningsbesvær er endnu ikke velbelyste. Vi forsker bl.a. i, om der er en sammenhæng mellem resultater fra urodynamiske undersøgelser, som undersøger blærens funktion (en blæreundersøgelse som ofte udføres inden Botox- behandling), og blæretømningsbesvær.

Mange af vores patienter, som får Botox-behandling i vores klinik, er ældre end 60 år. Der er en sammenhæng mellem alder og en øget forekomst af hjertekarsygdom, som kræver blodfortyndende behandling. Botox-behandling indebærer flere nålestik i blærevæggen, hvilket kan give risiko for blødning, hvis man samtidig får blodfortyndende medicin. Vi har netop gennemført et registerstudie baseret på mere end 1000 behandlinger, som viser at risikoen for blødningskomplikationer i forbindelse med Botox-behandling er lille. Studiet har vist, at denne risiko er lille hos både patienter som ikke er i blodfortyndende behandling samt hos patienter i blodfortyndende behandling.

 

Forskning i alternative behandlinger til Sakral Nerve Stimulation

Sakral Nerve Stimulation er et kirurgisk indgreb til behandling af urgency inkontinens, som overvejes hvis øvrige behandlingsmuligheder er udtømte. Indgrebet indebærer indoperation af en elektronisk enhed i ryggen.

I vores klinik udvikler vi i samarbejde med Aarhus Universitetshospital, Odense Universitetshospital samt virksomheden InnoCon Medical et nyt medicinsk udstyr, UCon, som er en ny behandlingsmetode og muligt alternativ til Sakral Nerve Stimulation.

UCon anvender elektrisk stimulation til at stimulere en nerve ved kønsorganerne via elektroder på huden, som kan bruges til behandling af overaktiv blære og afføringsinkontinens. Forsøget er på et tidligt stadie, hvor vi undersøger sikkerheden samt effektiviteten af UCon til at mindske symptomerne på overaktiv blære og afføringsinkontinens.  De foreløbige forsøgsresultater er dog lovende både med hensyn til sikkerhed og symptombehandling, og der er planlagt et længere forsøgsprogram.

Artiklen er fra K-NYT oktober 2023. 

, , ,

HVILKEN BEHANDLING ER DEN RIGTIGE FOR INKONTINENS – EN FÆLLES BESLUTNING MELLEM PATIENT OG SUNDHEDSPROFESSIONEL?

Af Mette Hulbæk,
Forskningssygeplejerske og Ph.d., Sygehus Sønderjylland.

Hos kvinder kan en nedsynkning af underlivet være skyld i urin- og afføringsinkontinens. Livskvaliteten bliver påvirket af disse problemer på mange forskellige måder, og man kan søge hjælp hos egen læge eller hos kontinenssygeplejersken. På kvindens vej gennem sundhedsvæsenet kan hendes viden om sig selv, livet med sin inkontinens og ønsker for behandlingsforløbet have afgørende betydning for det rigtige valg af behandling.

I dag kræver både patienter, politikere og de sundhedsprofessionelle, at sundhedsvæsenet bevæger sig mod en mere patientcenteret pleje‐ og behandling, og at patienterne mere systematisk bliver inddraget i eget behandlingsforløb og valg af behandling.

Begrebet fælles beslutningstagning er en systematisk proces for samarbejdet mellem patienten og den sundhedsprofessionelle. Internationalt kan man finde begrebet som shared decision making. Fælles beslutningstagning hjælper patienter og sundhedsprofessionelle i de mange sundhedsvalg, hvor der findes flere muligheder. I en systematisk dialog deler den sundhedsprofessionelle sin sundhedsfaglige viden med patienten, men ikke mindst deler også patienten sin viden om sit liv med sygdommen og hvad hun finder vigtigt med den sundhedsprofessionelle. På den måde skal de to parter sammen finde frem til, hvilke sundhedsvalg eller hvilken behandling, der vil være bedst for den enkelte patient.

Sundhedsstyrelsen, Region Syddanmark, Sygehus Sønderjylland og Knud & Edith Eriksens Mindefond har finansieret et større projekt, som i foråret blev forsvaret ved Syddansk Universitet. Projektet har over en 3 årig periode udviklet og testet et online værktøj til den fælles beslutningstagning mellem kvinder med nedsynkningssymptomer og de sundhedsprofessionelle. Projektet er udsprunget fra afdelingen for Kvindesygdomme ved Sygehus Sønderjylland, og undervejs har gynækologiske afdelinger på Kolding Sygehus, Odense Universitetshospital, Herlev Hospital og Aalborg Universitetshospital deltaget.

Patienter, læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, ledere og ekspertgrupper har gennem workshops, interviewstudier, fokusgrupper og spørgeskemaundersøgelser udviklet en funktion i en eksisterende regional app (’Mit Sygehus’ app’en i Region Syddanmark). Funktionen skal understøtte fælles beslutningstagning, og består af et spørgeskema, som patienterne skal besvare hjemmefra før deres første møde med den gynækologiske klinik og sygehuset. Spørgeskemaet handler om den enkelte kvindes ønsker og problemer. Svarene bliver via app’en koblet sammen med de sundhedsprofessionelles viden om de forskellige mulige behandlingstilbud og deres indvirkning på symptomer fra nedsynkningen såsom inkontinens, tyngdefornemmelse og indvirkningen på seksuallivet.  Den enkelte kvindes individuelle profil fremkommer, når hendes problemer og ønsker bliver sat i relation til de gængse behandlinger og visualiseret i hendes elektroniske patientjournal på sygehuset. På den måde kan profilen danne udgangspunkt for samtale mellem parterne.

Evalueringen af det samlede projekt viste, at både patienter og sundhedsprofessionelle er positive overfor fælles beslutningstagning som et begreb. En stor del af de patienter, der anvendte app’en og så profilen ved konsultationen, syntes at den hjalp dem.

For de sundhedsprofessionelle var det stadig uvant at arbejde med en sådan profil undervejs i konsultationen. Og det var også tydeligt, at den valgte patientgruppe af kvinder, som har en gennemsnitsalder ofte over 65 år, havde udfordringer med at finde og besvare spørgeskemaet hjemmefra inden konsultationen. Der skal fortsat udvikles på brugen af funktionen.

For mere information om fælles beslutningstagning og projektet:

  • www.vibis.dk: Hjemmesiden for Danske Patienter – > brugerinddragelse –> inddragelse i eget forløb – > fælles beslutningstagning
  • Developing and testing an online tool for patients with pelvic organ prolapse to support shared decision making – Phd Afhandling 2019, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet.
  • Deltag i Kontinensforeningens webinar den 9. februar 2021.

Hvordan vi normalt kontrollerer blæren

De vigtigste centre for styring af blærefunktionen sidder i hjernestammen

02A15ART

Af Søren Brostrøm, overlæge, ph.d., gynækologisk afdeling, Herlev Hospital
Kilde: KontinensNyt 1, 2010 s. 7

Download hele artiklen

Når man lader vandet, åbnes blærehalsen, og urinrøret og blæremusklen trækker sig sammen. Mellem vandladningerne holder man på vandet ved at øge trykket i urinrøret og afslappe blæremusklen.

I blære og blærehals findes ’glatte muskelceller’, som er udenfor viljens kontrol. Omkring urinrøret – nemlig i lukkemusklen og i bækkenbunden – findes tværstribede muskelceller. Disse muskler har vi selv kontrol over. Blære og urinrør er desuden velforsynede med sansenerver, som informerer hjerne og rygmarv om bl.a. blærens fyldningsgrad.

Blærefunktionen kontrolleres af centralnervesystemet (hjerne og rygmarv) i et samspil mellem forskellige nervebaner og reflekser. Hos det nyfødte barn er blæren alene kontrolleret af reflekser: blæren tømmes når den er fyldt! Fra 2-års alderen overtager centre i hjernen mere og mere af styringen, således at man frem mod voksenlivet får større og større kontrol over vandladningen. Selv voksne har dog en række reflekser, som er uden for viljens kontrol. Vi har fx en refleks, der sørger for, at vi ubevidst kniber sammen om urinrøret ved host eller nys.

De vigtigste centre for styring af blærefunktionen sidder i hjernestammen. Udover blærefunktionen styrer hjernestammen andre ubevidste, livsvigtige funktioner som bevidsthed, vejtrækning, blodtryk og smerte. I hjernestammen har man fundet to små områder, der fungerer som en slags kommandocentraler for henholdsvis vandladning og kontinens (evnen til at holde på vandet). Disse ’ubevidste’ centre modtager signaler fra sansenerver i blære og urinrør, og står i forbindelse med overordnede ’bevidste’ hjernecentre. Denne opbygning af nervebanerne gør det fx muligt at knibe på kommando.

Fordi kontrollen af blærefunktionen er så sammensat, og involverer så mange forskellige nervebaner og centre, er det også et skrøbeligt system. Selv den mindste nerveskade et eller andet sted i systemet kan forstyrre den fine balance af reflekser og signaler. Forstyrrelser af blærefunktionen er derfor et hyppigt problem hos patienter med sygdomme i hjernen og nervesystemet, og ses hyppigt ved så forskellige sygdomme som apopleksi (slagtilfælde), Parkinsons sygdom, dissemineret sklerose, rygmarvsskade og diskusprolaps.

Ofte har patienter med forstyrret blærefunktion ikke en kendt lidelse i centralnervesystemet. Det gælder for de fleste patienter med overaktiv blære. Formentlig er der i nogle tilfælde tale om en beskeden nerveskade eller nervesvækkelse, som vi ikke kan erkende, med de undersøgelsesmetoder vi har i dag. Hos mange ældre mennesker med overaktiv blære, kan der være tale om almindelig ældning og slitage af refleksbanerne: ligesom vi bliver dårligere til at huske, høre og holde balancen, når vi bliver ældre, så bliver vi også dårligere til at styre vores blære.

Inkontinens – arven fra mor

Urininkontinens forekommer 30% hyppigere hos kvinder, hvis mødre selv havde lidelsen, viser en norsk undersøgelse, der er offentliggjort i British Medical Journal

momdaughter

Kilde: KontinensNyt 2, 2009, s. 17

Download hele artiklen

400.000 danskere – både mænd og kvinder – har ufrivillig vandladning, også kaldet urininkontinens. Nogle ‘drypper’ i bukserne, når de hoster eller dyrker sport [red.: anstrengelsesinkontinens/stressinkontinens]. Andre tisser i bukserne, fordi deres tissetrang kommer så stærkt og pludseligt, at de ikke har en chance for at nå på toilettet [red.: Den overaktive blære/urgeinkontinens].

Hos nogen skyldes lidelsen problemer i blære, urinrør, bækkenbund eller nervesystem, mens den hos andre forårsages af for hyppig væskeindtagelse kombineret med for sjældne toiletbesøg.

Ofte er inkontinens forbundet med flovhed og med drillerier, men nu viser en norsk undersøgelse, der for nylig har været offentliggjort i British Medical Journal, at hver tredje kvinde, hvis mor led af inkontinens, har højere risiko for at få lidelsen end andre.

Undersøgelsen, der er foretaget på universitet i Bergen, viser også, at kvinder, hvis ældre søster er inkontinent, har hele 60% højere risiko for selv at komme til at lide af den ufrivillige vandladning.

Forskere har længe haft mistanke om, at arv spillede en ikke ubetydelig rolle for inkontinens, og nu er det altså fastslået. Så der er altså en stor gruppe kvinder, der har grund til at være ekstra ihærdige med de bækkenbundsøvelser, som ifølge en af Danmarks førende eksperter på området, professor, dr.med., speciallæge i gynækologi og obstetrik Gunnar Lose, Glostrup Hospital, hos mange kan være med til at forhindre lidelsen i at bryde ud.

Gunnar Lose bliver ihærdigt ved med at fastslå, at kvinder – udsatte eller ej – selv kan gøre meget for med knibeøvelser at holde bækkenbunden i orden. Der findes ikke nogen tilsvarende dansk undersøgelse af arveligheden i inkontinens, men for de danske behandlere vil den norske undersøgelse umiddelbart kunne bruges i det daglige arbejde, fordi befolkningsgrupperne i Norden på bl.a. dette punkt ikke afviger så meget fra hinanden.

Når det til trods for, at det er en gammelkendt sygdom, og til trods for lægernes mistanker har taget så mange år at fastslå, at der var elementer af arvelighed i denne lidelse, så skyldes det blandt andet, at inkontinens er meget tabubelagt. Mange kvinder holder det skjult for selv deres mænd, at de må gå med ble. Så der er ingen tvivl om, at inkontinens er generende i dagligdagen. Faktisk er der bred enighed om, at inkontinens ofte har en direkte negativ virkning på livs-kvaliteten.

I ganske sjældne tilfælde kan inkontinensen også skyldes, at der er en falsk forbindelse mellem blæren og skeden, hvilket giver anledning til, at urinen siver konstant.

Uanset problemets årsag er det vigtigt at tilsidesætte flovheden og opsøge læge, så den rette behandling kan komme i gang.

Kilde: www.dr.dk > DR 1 > Aftenshowet > • Artiklen er leveret af Dagens Puls – 24. april 2008, Redigeret af redaktionssekretær Aase Randstoft, Kontinensforeningen.

, , ,

Kontinensforeningens formand i medierne omkring ny behandlingsform

Vores formand Vibeke Weltz udtaler sig om udsigten til en ny behandlingsmulighed for mennesker med overaktiv blære eller udfordringer med afføringsinkontinens:

– Det lyder lovende og vi glæder os til resultaterne af de kliniske test. Behandlingen i dag består af medicin, Botox i blæren, eller ved indoperation af en neurostimulator. Der er dog nogle patienter, der enten ikke tåler de tre behandlinger pga. bivirkninger eller ikke har tilstrækkelig effekt af behandlingerne. Derfor vil det være ønskeligt med en yderligere behandlingsmulighed til patienterne, siger Vibeke Weltz, der også er overlæge på gynækologisk afdeling på Herlev Hospital.

Du kan læse artiklen her:

https://avisendanmark.dk/artikel/elektricitet-p%C3%A5-de-%C3%A6dlere-dele-kan-hj%C3%A6lpe-en-stor-patientgruppe-med-at-holde-p%C3%A5-vandet

, , , , , ,

Mave-tarmproblemer kræver helhedsorienteret behandling

Mave-tarmproblemer – et overset og tabubelagt problem, der kræver helhedsorienteret behandling

 

Af klinisk diætist og cand.scient.san Mia Lerche Schomacker
Privatpraktiserende diætist med mere end 10 års erfaring i behandling af mave-tarmproblemer.
Certificeret i low FODMAP diæten ved Monash University, Australien og Kings College, London.

Rigtig mange mennesker lever til dagligt med store gener og ubehagelige symptomer fra deres mave-tarmsystem. For nogle er generne så invaliderende, at de påvirker evnen til at arbejde og deltage i sociale sammenhænge. Mave-tarmproblemer udgør desuden en meget stor samfundsøkonomisk byrde grundet de mange undersøgelser og gentagne henvendelser til sundhedsvæsenet.

Til trods for problemets omfang er mave-tarmproblemer stadig et meget tabubelagt og overset emne. Mange personer med mave-tarmproblemer fortæller om utilstrækkelig vejledning i, hvordan de kan afhjælpe deres problemer. Dette er selvfølgelig ærgerligt, da en helhedsorienteret tilgang til behandlingen, kan hjælpe de fleste – ofte med ganske få tiltag.

Mave-tarmproblemer – hvad indebærer det og hvor udbredt er det?
Mave-tarmproblemer er en meget bred betegnelse for en række forskellige symptomer, som man kan opleve fra sit mave-tarmsystem. Symptomerne kan være i form af diarré, forstoppelse, vekslende afføringsmønster, afføringsinkontinens, oppustethed, luftgener og mavesmerter. Der ses ofte også opadgående symptomer i form af kvalme, halsbrand, tidlig mæthedsfornemmelse, opstød og bøvser.

I forskningen kan vi se, at mave-tarmproblemer er en yderst hyppig årsag til henvendelser hos både praktiserende læger, speciallægeklinikker og det offentlige sundhedsvæsen. Tal fra forskningen viser, at mave-tarmproblemer i høj grad påvirker livskvaliteten i en negativ retning, og at problemerne udgør en stor samfundsøkonomisk byrde.

Mave-tarmproblemer kan have en lang række forskellige årsager, herunder diverse forskellige sygdomme i mave-tarmsystemet. De kan også være en mere indirekte konsekvens af operationer, medicinindtag eller afsluttede sygdomsforløb, der har påvirket tarmens funktion. En meget stor andel bliver diagnosticeret med en såkaldt funktionel tarmlidelse. Af disse lidelser er irritabel tyktarm den hyppigst stillede diagnose. Patienter med irritabel tyktarm udgør helt op til 30 % af patienterne i speciallægeklinkker.

Hvordan kan en helhedsorienteret behandling gennem kost, livsstil og medicin lindre mave-tarmproblemer?

Behandlingen af mave-tarmproblemer vil naturligvis afhænge af årsagen til symptomerne. Hvis problemer skyldes en sygdom i tarmen, skal denne selvfølgelig først og fremmest behandles, for eksempel via medicin.
Derudover er det vigtigt at huske på, at mange mave-tarmproblemer, herunder funktionelle mave-tarmlidelser, ikke kan kureres. Behandlingen går derfor ud på at lindre symptomerne så godt så muligt.

Optimal behandling kræver, at man kigger helhedsorienteret på symptomer, kost, livsstil, indtag af medicin og så videre. Behandlingen bør altid tages udgangspunkt i de symptomer, der opleves. Et helt lavpraktisk eksempel er, at det er ulogisk at afprøve et afføringsmiddel som behandling af mave-tarmproblemer, hvis man ikke har forstoppelse. Ikke desto mindre vil man ret ofte kunne opleve, at man i sundhedsvæsenet bliver givet en række meget overordnede anbefalinger, som man ”må eksperimentere med på egen hånd”.

I min klinik ser jeg dagligt, hvordan ændringer i kost og livsstil samt tilpasninger af medicin og naturlægemidler, kan have en afgørende forskel for symptomerne. Ændringer i kost og livsstil kan for eksempel omhandle korrekt siddestilling på toilettet, gode toiletvaner, regelmæssige måltider, tilpas mængde kostfibre og tilpas mængde væske. Ændringerne kan også omhandle undgåelse af bestemte fødevarer, for eksempel fødevarer, der kan forværre diarré og dannelse af gas i tarmsystemet. Mange mennesker med symptomer på irritabel tyktarm kan for eksempel have gavn af at afprøve low FODMAP diæten – en diæt, hvor man begrænser sit indtag af bestemte ufordøjelige kulhydrater i kosten, som især påvirker afføringens konsistens og dannelsen af gas i tarmsystemet.

Mange har på egen hånd afprøvet diverse naturlægemidler, kosttilskud og håndkøbspræparater. Men ikke alle er klar over, at nogle kosttilskud kan virke forstoppende, mens andre kan give en tyndere afføring og danne mere gas i tarmsystemet. Håndkøbspræparater, for eksempel afføringsmidler, kan være en helt afgørende og nødvendig hjælp for mange, men ofte bliver man utilstrækkeligt vejledt i dosis og kombination af præparater, som kan gøre, at effekten udebliver eller i værste fald giver forværrede symptomer.

Endeligt er det min erfaring, at to faktorer er helt afgørende for lindringen af mave-tarmproblemer. Den første faktor er, at en grundlæggende forståelse for tarmsystemets funktion og hvad, der har indflydelse på den, er helt afgørende. Man får ganske enkelt langt nemmere ved at navigere i behandlingen, hvis man får en større forståelse for sammenhængen mellem symptomer og behandling. Den anden faktor er, at det som oftest er den rette kombination af tiltag, der ender med at give den største lindring samlet set.

Forhåbentligt kan denne artikel være med til at skabe et håb om lindring hos dig, der endnu ikke har funden den.

Denne artikel er skrevet til K-NYT februar 2024