Medicinmanden opdagede sin muskel
Af Anne Mette Futtrup, Redaktionen.dk
Kilde: KontinensNyt 3, 2009, s. 27-28
Carsten Lewinsky er uddannet tandlæge og vant til at sætte sig ind i medicinske termer og forskning. Derfor var det også videnskabelig information, han tyede til for hjælp, da han blev inkontinent efter en prostatacanceroperation. Men det var en tilfældighed, der gjorde ham tør igen.
En dag i forsommeren 2004 sad Carsten Lewinsky på sin gamle blå stol ved spisebordet og læste i en bog. Lige uden for vinduet stod skoven i fuldt flor. Men indendørs var humøret ikke så lysegrønt. For Carsten Lewinsky kunne efter en prostatacanceroperation fem måneder forinden ikke holde på vandet.
Nu sad han som så mange gange før og læste ved den stribede dug på spisebordet. Han sad lidt ude på kanten af stolen og opdagede, at den fornemmelse, som den hårde spisebordsstol gav, var både velkendt og sikker.
’Stolekanten ramte lige mellem pung og anus, og derfor klemte jeg med min egen vægt mod urinrøret. Jeg kunne genkende fornemmelsen og prøvede så selv at lukke og åbne den muskel, der lukker urinrøret’, fortæller Carsten Lewinsky.
Allerede ved første knib fornemmede han, at han – bogstaveligt – havde fat i noget, om end det ikke var så nemt.
’Det er vanvittig svært at skelne musklerne fra hinanden. Derfor er det også vanskeligt at vide, om man har fat i den, der lukker urinrøret, eller den, der kontrollerer endetarmen. For kvinder er det den samme lukkemuskel, der tager sig af det hele. Men det er det altså ikke for mænd’, siger han.
Trænede dag efter dag efter dag
Dagen efter øvede Carsten Lewinsky sig igen. Denne gang med lidt flere knib og talte sekunderne pr. knib. Næste dag igen var der atter knibeøvelser på programmet – flere og længere end de to forudgående dage. Og sådan fortsatte han ihærdigt og stædigt dag for dag. Stolekanten hjalp ham til at lokalisere musklen, og gentagne øvelser gav den styrke. Tre uger senere havde han igen selv kontrol over, hvornår han skulle tisse. Og han jublede.
’Jeg tænkte, hold da kæft, hvor det kører. Jeg kan hoppe, løfte, hoste – gøre hvad som helst og stadig holde på vandet’, fortæller han. Dermed endte fem måneders ulykkeligt ubehag, som siden canceroperationen havde hæmmet ham voldsomt.
’Man er jo bange for at lugte, og for at bleen ikke kan holde, som den skal. Det er ikke nemt at gå ud blandt andre, når man er inkontinent. At gå i biografen med ble på er altså bare ikke så fedt’, siger han.
Cancer ved et tilfælde
Carsten Lewinsky opdagede prostatacanceren ved et tilfælde, da han gik til lægen med hold i ryggen i 2003. Hans praktiserende læge sendte ham til undersøgelser, fordi smerter i ryggen i nogle tilfælde kan være et signal om prostatakræft. Da han fik diagnosen, holdt dagene op med at være almindelige, sådan som de ellers altid havde været.
’Jeg tænkte ikke på andet end kræften. Jeg var bange for at dø af det. Og jeg bestilte nærmest ikke andet end at søge på internettet efter muligheder og svar’, fortæller Carsten Lewinsky.
Mange år forinden var han blevet skilt og boede derfor nu alene i et hus i skovbrynet i det idylliske Langebæk på Sydøstsjælland.
’Jeg er vant til og glad for at være alene og havde også brug for at gå lidt alene med diagnosen til at begynde med. Så involverede jeg mine tre voksne børn og fortalte det også til mine naboer’, siger han.
Han gik til et informationsmøde om prostatakræft i Næstved, som PROPA (Prostatacancer opererede Patienter), havde arrangeret. Siden meldte han sig ind i foreningen og kastede sig ud i frivilligopgaverne både som foredragsholder, som rådgiver på foreningens telefonlinje og som formand for medicinudvalget.
Operation – og så inkontinent
Carsten Lewinsky besluttede efter diagnosen i 2003 at lade sig operere for prostatacancer på Odense Universitetshospital.
’Heldigvis var canceren indkapslet i prostata, så kirurgen kunne fjerne prostata, sædsæk og det hele. Der er ikke mere cancer tilbage’, siger han. ’Når en mandbliver ramt af prostatacancer, går lægerne først og fremmest op i, om manden overlever. Det er naturligt nok. Men vi, der i første omgang klarer den, mister vores livskvalitet. Mange mænd bliver impotente efter operationen og føler, at de fuldstændig mister deres mandighed. Nogle mænd fravælger simpelthen operation af frygt for at miste potensen. Sådan har jeg ikke haft det. Jeg føler mig stadig som mand, og det er da også lykkedes mig at generhverve en lille smule potens. Men for mig var den største bivirkning uden tvivl inkontinensen, der fulgte efter operationen’, fortæller Carsten Lewinsky. Han kigger rundt i sin stue og lader blikket hvile på to lænestole.
’Når jeg fx rejste mig fra en dyb stol, stod urinen ud. Jeg kunne slet ikke holde på det, uanset hvad jeg gjorde. Når jeg stod op om morgenen, blev bleen straks fyldt. Jeg skulle dælme løbe stærkt ud på badeværelset, hvis jeg skulle nå at aflevere noget af det i toilettet’, siger han og smiler som ser han en film med sig selv i den spurtende hovedrolle.
Hospitalet havde ingen hjælp
Den tidligere tandlæge var i månederne efter operationen sygemeldt på grund af inkontinens og søgte tilbage til sundhedsvæsenet for at få hjælp til at kontrollere sin blære. Han ville gerne ud på arbejdsmarkedet igen og havde planer om at tage en ny uddannelse til datamatiker – som han også siden har gennemført.
’Men læger tager sig ikke af bivirkningerne. De kontrolbesøg, man kommer til efter operationen, er af en beskaffenhed, der er helt ude af trit med det, som patienterne har brug for. Jeg blev bare spurgt, hvordan jeg havde det, og fik så lov at gå hjem igen. Da jeg bad om hjælp til at slippe for inkontinensen, tilbød hospitalspersonalet at teste min lukkemuskel. Så fik jeg en måler op bagi, og de bad mig klemme sammen. ’Hvad Søren skal den der?’ spurgte jeg, det var jo ikke afføringen, jeg havde problemer med at holde på. Men det var det eneste måleapparat de havde, lød det. Mænd er på herrens mark!’
Det eneste tilbud, der var til Lewinsky, var bleer. Så dem brugte han dag og nat de første fem måneder, indtil han sad der ved køkkenbordet og følte en velkendt sikkerhed, når hans kropsvægt klemte ned mod blæren.
’Ja, man kan jo godt sige, at ’medicinmanden’ fandt sin muskel’, fortæller han.
