Urininkontinens og arbejdsrelateret livskvalitet
Af Lærke Cecilie Jensen, 5. maj 2023 (Artikel til medlemsbrevet juni 2023)
I 2019 fik Kontinensforeningen satspuljemidler fra Sundhedsministeriet til at lave en spørgeskemaundersøgelse omkring, hvordan urininkontinens påvirker arbejdslivet. I den forbindelse blev jeg ansat som lægefaglig projektleder til at udarbejde og gennemføre undersøgelsen. Desværre betød Corona, at vi blev noget forsinkede i vores arbejde, men nu er vi blevet færdige.
Påvirker urininkontinens sygefravær og pensionsplaner? Medfører det begrænsninger i udførelsen af daglige arbejdsopgaver? Er urininkontinens skyld i udfordringer eller bekymringer i arbejdslivet?
Det har vi undersøgt i løbet af 2020 og 2021 ved hjælp af en national spørgeskemaundersøgelse. Et valideret spørgeskema blev sendt ud til kommunalt ansatte spredt rundt i Danmark. Vi har analyseret 3.181 besvarelser og ud af disse oplevede hele 26,4% urininkontinens.
Ud fra undersøgelsen kan vi konkludere at:
- Urininkontinens påvirker den arbejdsrelaterede livskvalitet i form af daglige bekymringer om uheld, lugt og toiletadgang.
- Urininkontinens giver anledning til reduceret væskeindtag og forstyrret nattesøvn.
- Urininkontinens kan udgøre en begrænsning i udførelsen af særligt fysisk krævende arbejdsopgaver.
- Urininkontinens kan hos en lille andel medføre ekstra sygedage og ændrede pensionsplaner.
- Urininkontinens kan give anledning til bekymringer og at sociale aktiviteter/kursusdage på arbejdspladsen undgås, hvis det involverer fysisk aktivitet og/eller manglende adgang til toiletter.
- Urininkontinens er fortsat en tabuiseret lidelse, der giver anledning til skam og isolering.
- Der er fortsat megen uvidenhed om urininkontinens og de behandlingsmuligheder, der eksisterer.
Vores undersøgelse understreger således, at urininkontinens er en meget hyppig lidelse – også blandt mennesker i den arbejdsdygtige alder – og at urininkontinens kan have stor indflydelse på arbejdslivet.
Vi har, på baggrund af undersøgelsen, formuleret følgende fire forslag til overordnede indsatsområder til sundhedsmyndighederne:
1) Forebyggende indsats med information om drikke- og toiletvaner, væskeindtag og bækkenbundstræning.
2) Tidlig opsporing med særligt fokus på den yngre generation, så forebyggelse kan sættes ind så tidligt som muligt.
3) Informations- og oplysningsarbejde i det offentlige rum for at bryde tabuet.
4) Sikring af let adgang til toiletter på arbejdspladser og i det offentlige rum, da det er er vigtigt for alle borgere og har stor betydning for urininkontinente borgeres livskvalitet.
Du kan læse hele rapporten her: