Ufrivillig afføring – en lidt anden sag
Af Anne Mette Futtrup, redaktionen.dk
Kilde: KontinensNyt 2, 2010, s. 16-18
Dette er et uddrag af artiklen ‘Hjernen sender SMS’
Ufrivillig afføring – en lidt anden sag
Det kan være ydmygende nok for børn at tisse i bukserne. Men det er intet at regne for det pinagtige ubehag, det er at lave det andet i bukserne midt i skoletiden.
Derfor anbefaler Helle Sørensen, skolesygeplejerske i Faaborg-Midtfyn Kommune, forældre at være ekstra omsorgsfulde overfor disse børn.
’Forældre kan have svært ved at forstå, hvorfor barnet dog ikke går på toilettet, når det skal. Og det er derfor heller ikke underligt, at nogle forældre bliver irriterede på deres børn. Men jeg vil slå fast, at nogle børn reelt ikke kan mærke, når de har afføring. Det er fx børn, der er utrygge ved skoletoiletterne og derfor kniber sammen så tit, at afføringstrangen bliver overhørt. ’Det bliver som at bo ved en motorvej. I begyndelsen hører man tydeligt støjen fra hver eneste bil, men efterhånden lægger man slet ikke mærke til, at de er der,’ siger Helle Sørensen.
Hun understreger, at afføringsinkontinens typisk ses hos små børn. Derfor møder hun kun meget sjældent skolebørn, der ikke kan holde på afføringen. Oftest sender hun dem videre til lægen for at sikre, at det ikke skyldes sygdom.
’Jeg vil dog gerne rådgive eleverne og deres forældre. For der er en række nemme tiltag, de selv kan tage. Nogle af børnene lider af forstoppelse. Deres afføring er så hård, at det gør ondt at komme af med det, og så vælger barnet måske at holde sig.
Derfor er det vigtigt, at forældrene sørger for en fiberrig kost og vand, så afføringen bliver blødere,’ siger Helle Sørensen.
Sørg for, at barnet får godt med fibre gennem kosten hver dag.
Lær barnet gode toiletvaner med masser af tid og ro hver gang.
Gå til lægen med barnet og bliv udredt, få stillet en diagnose og igangsat behandlingen herudfra.