Videnskabens kamp mod myterne
Redigeret af sekretariatschef Aase Randstoft, Kontinensforeningen
Kilde: KontinensNyt 1, 2008, s. 32-33
Vi tror, at vi kender forklaringen på mange af dagligdagens sygdomme og skavanker. Men ofte bygger vores viden ikke på andet end myter og fordomme. Forskere har eksempelvis i 20 år vidst, at der findes harmløse fysiske forklaringer på sengevædning. Men ikke desto mindre er det stadig en udbredt misforståelse, at de natlige uheld skyldes psykiske problemer og mistrivsel hos barnet.
Lus er et tegn på uhygiejne, mavesår skyldes stress, og deprimerede folk kan bare tage sig sammen. Sådan lyder nogle af de typiske misforståede opfattelser af hverdagens skavanker. Selvom forskning for længst har vist, at det hænger anderledes sammen, så er der stadig mange, der tror på disse overleverede myter. Problemet er, at det tager tid og kræver oplysning, før ny viden kanaliseres ud til befolkningen og ‘optages’.
En udbredt misforståelse
I 1550 før Kristi fødsel blev fænomenet sengevædning beskrevet i litteraturen for første gang – på en papyrusrulle. I dag lider mere end 50.000 danske børn stadig af sengevædning, hvilket svarer til, at lidelsen er lige så udbredt som allergi og eksem. Men ikke desto mindre hersker der stadig mange forskellige udlægninger af, hvad lidelsen skyldes. De typiske misforståelser omkring børns sengevædning er, at det hele foregår oppe i hovedet på barnet.
‘Hos de forældre, bedsteforældre, pædagoger og lærere, der henvender sig til Kontinensforeningen, er det stadig meget udbredt, at folk tror, at børn tisser i sengen, fordi de sover tungt, er trætte/dovne eller har et psykisk problem. Rigtig mange børn har været en tur omkring alternativ behandling eller skolepsykologen uden mærkbart resultat, inden forældrene kommer til os i Kontinensforeningen eller har kontaktet en af vores rådgivere på Inkontinenslinien’, fortæller Aase Randstoft.
En fysisk forklaring
I midten af 1980’erne fandt danske forskere frem til, at der kunne være en fysisk forklaring på, at mange børn tissede i sengen. Søren Rittig, der er overlæge på Skejby Sygehus med speciale i bl.a. børns inkontinens, var en af dem. ‘Der skete noget markant i starten af 80’erne i forbindelse med øget forskning og viden om natlig inkontinens. På det tidspunkt kom der meget fokus på genetikken og de fysiske faktorer. Men det er først inden for de sidste ti år, at der er blevet mere enighed om, at lidelsen ikke bare skyldes én ting – altså for stor urinproduktion eller for lille blærekapacitet. Vi betegner det i dag som en kronisk tilstand, idet det ikke er noget, der sådan lige går over, men typisk varer til barnet kommer i puberteten. Vores erfaring viser heldigvis, at en meget stor del af disse børn kan behandles med succes – enten ved hjælp af medicin eller med et ringeapparat, der vækker dem, inden de tisser i sengen – og på den måde hjælper til at øge blærens rummeevne’, fortæller Søren Rittig.
Stadig stor uvidenhed
Han understreger desuden, at de psykiske problemer, som børn, der lider af sengevædning, kan have, udelukkende skyldes det faktum, at de tisser i sengen, selvom mange tror noget andet.
‘Det er mit indtryk, at flere og flere læger tager sig af problemet. Den største hindring for familien er et klap på skulderen fra lægen og en kommentar om, at det går over inden konfirmationen. Og det hører vi stadig om, når folk kommer til os på klinikken. Og indtil for nylig blev der tilmed stadig på pædagogseminarier undervist i, at det er et psykisk problem hos børnene, der er årsagen til, at de tisser i sengen’, fortæller Søren Rittig.
Okay med ble
Fra børnene kommer i kontakt med behandlingssystemet, kan der gå lang tid, før behandlingen virker ordentligt og effektivt. Og i den tid er det ifølge Søren Rittig essentielt med gode hjælpemidler som natbleer. I den senere tid er der kommet nat-bukse-bleer på markedet specielt til større børn, der tisser i sengen. Men om bleerne hersker der også myter, som Søren Rittig gennem sin tid som læge har hørt med jævne mellemrum.
‘Nogen har blandt andet fremsat en teori om, at hvis barnet bruger ble, så kommer det senere over sygdommen og bliver senere tør om natten. Argumentationen er, at barnet får det ligesom en baby, der er ligeglad med, om det har ble på og tisser i den. Andre har fremsat den påstand, at bleerne er for behagelige, og derfor ikke skaber den fornødne motivation for at blive behandlet. Men der er ikke noget bevis for nogen af delene’, siger Søren Rittig.
Kontinensforeningens konklusion
Lyt ikke til myter, gamle husgeråd, ‘kloge koner’ eller andre udokumenterede overleveringer.
Når det enkelte barn er motiveret for behandling – hvilket oftest sker i 6-års alderen, når skiftet fra den trygge børnehave over til skolen sker, skal der foretages en lægelig udredning. Der skal stilles en korrekt diagnose og igangsættes behandling. Forældrene er herefter sammen med barnets øvrige voksne netværk ansvarlige for, at barnet hjælpes med at gennemføre en succesfuld behandling.
