På WC mange gange om dagen

Hej

Jeg er en ung mand på 27. Mit problem er at jeg har mange vandladninger om dagen, typisk 9-10 gange, jeg drikker ikke meget. Får omkring 1½-2½ liter væske total. Det består typisk af 2 maks 3 kopper kaffe og ellers vand. En gang i mellem en lille dåse cola. men eller typisk vand.

Hvis jeg får mindre end de 1½ liter væske får jeg en slem hovedpine. Jeg skal til lægen i morgen og snakke med ham om det, men hvad kan det typisk være der er problemet? Det er typisk ret hurtig at jeg kan mærke at jeg skal på wc og nogen gange er det en hel blæretømning og andre gange en halv. Det skal også siges at jeg får noget medicin modiodal imod en søvnlidelse kan der være en sammenhæng i mellem det?

Den 27-årige

Svar

Kære 27-årig

Som du beskriver trangen til dine hyppige toiletbesøg, kan udfyldelse af et væske-vandladnings-skema (VVS) over 3 dage give din læge meget præcise informationer, om der fx kunne være tale om en overaktiv blære.

Læs mere om skemaet her.

Vær opmærksom på, at du også får væske gennem maden – det er altså ikke alene kaffe, cola og vand, der tæller med som væske.

Medicinen Modiodal gives for søvnlidelsen narkolepsi og kan ifølge beskrivelsen på indlægssedlen i sjældne tilfælde have bivirkninger i form af vandladningsproblemer.

Tal med din læge, om du eventuelt kan prøve et andet mærke medicin.

Du kan også prøve at træne blæren og bækkenbundsmusklerne.

Kontinensforeningen udgiver informationspjecerne ‘Urgeinkontinens – den overaktive blære’ og ‘Mænd og inkontinens’. I disse to pjecer er der henholdsvis et blæretræningsprogram og et bækkenbundstræningsprogram.