I dag modtog jeg dette brev fra en fortvivlet kvinde, som helt sikkert ikke er alene om at have problemer med toiletter i togene:

Læserbrev, der i Politiken 6.1 2018 fik overskriften : Besværlig toilettur.

Teknologiens tyranni har nået nye kafkaske højder.
Har netop besøgt Nyborg Station for at tage toget til København. Jeg vil bruge ventetiden på stationen på at forrette min nødtørft. Af den simple grund, at toiletterne af og til er aflåst i toget. Går hen til det aflåste toilet med en 2-krone, som man de senere år, har skullet bruge for at få adgang til toilettet.
Ak ve, jeg kan ikke få adgang til toilettet på den vante måde.
Næ, det er blevet transformeret til et SMS betalingstoilet. Det indbefatter, at jeg skal være i besiddelse af en mobiltelefon, der er tilkoblet et pengeinstitut. Og adgangen til toilettet vil blive betalt via min telefonregning. Sammen med en anden tilfældig person, der også skal besøge toilettet, finder vi med fælles anstrengelser ud af, at man skal taste en kode til 1412 – det koster 5 kr+ alm.sms takst.
Så åbnes døren til den hellige hal – et toilet, der i gamle dage, før det gik over til at skulle koste en 2- krone, var tilgængeligt ved blot at åbne en dør.
Hvad gør den arme stakkel, der ikke har en mobiltelefon ? Eller ikke evner at betjene den ift instruktionen på toiletdøren ! Eller som har en mobiltelefon med taletidskort. Sådan en kan nemlig ikke anvendes.
Da jeg lufter min arrigskab overfor en i øvrigt venlig DSB medarbejder i toget, får jeg det lakoniske, men venlige svar ‘ Der er jo så mange, der ikke har kontanter mere’.
Fagre nye verden – det pengeløse samfund har snart indhentet os.

Brevet er sendt videre til DSB d.d. fra Kontinensforeningen, så vi afventer spændt et svar.

Jeg blev rygmarvsskadet i 2012 som følge af rygmarvskræft. Jeg blev lam fra bryst og ned, og fik derfor kateter. I 2013 et topkateter. Det har dog vist sig, at jeg har kunnet genopbygge min mobilitet, så jeg i dag kan gå med hjælpemidler. Jeg har ikke fuld førlighed, men jeg kan mærke, når jeg skal tisse. Jeg har dog efterhånden store problemer med mit kateter, idet jeg danner rigtig mange krystaller, som betyder, at mit kateter stopper til og efterhånden bliver skiftet snart hver 14. dag.

Det fylder meget i min hverdag og belaster mig psykisk meget. Jeg drikker meget, og vi skyller 3 gange ugentlig med Uro tainer, uden at det hjælper. Har I et godt råd til, hvad jeg ellers kan gøre. Jeg har blandt andet kunnet læse, at en forsker har analyseret, hvor i hjernen blæren styres, men kan man via en scanning se, om min rygmarvsskade har beskadiget et signal ned til blæren? Jeg er i gang med at afklemme mit kateter i samarbejde med Aarhus Universitetshospital, Skejby. Det har stået på i ca. 3 måneder, men hvor jeg kan holde mig på en god dag 1 1/2 time, inden jeg skal på toilettet, nogen gange når jeg slet ikke ud på toilettet. Det belaster mig også meget. I den forbindelse har jeg også et spørgsmål. Har I kendskab til personer, som efter ca. 4 år har forsøgt at genopbygge blærefunktionen igen, og såfremt hvor lang tid vil det evt. gå? Jeg er en kvinde sidst i fyrrene. For jeres svar på forhånd mange tak.

Svar

Tak for dit spørgsmål. Jeg forstår godt, at det er belastende at skulle have kateteret skiftet så hyppigt. Du bliver fulgt på en urologisk afdeling, hvor de er eksperter i patienter med rygmarvsskade. Hvis der kommer nye behandlingsmetoder, vil læger og sygeplejersker være vidende om dette. Du vil derfor kunne få svar på dine spørgsmål og prøve nye behandlingsmetoder, såfremt du henvender dig til det sundhedspersonale, der behandler dig.

Jeg håber, du må få afhjulpet dine gener bedst muligt.

Med venlig hilsen

Susanne Axelsen
Overlæge, gynækolog

Aarhus Universitetshospital
Afd. for Kvindesygdomme og Fødsler

Jeg bruger Betmiga 50 mg tabletter, men de er jo ret dyre, 1.200 kr. for 3 måneder. Er der nogen mulighed for at få et større fast tilskud, ud over det regioner og kommunen betaler.

På forhånd tak.

Svar

Du kan finde de nyeste informationer om medicintilskud på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside. Klik her for at læse mere.

Jeg er en 35-årig mand, der som 10-årig, fik en HSV-1-infektion i hjernen. En sygdom, som har præget mit liv lige siden. 13 år senere, fik jeg som et lyn fra en klar himmel, problemer med nedsat muskelkraft i benene og gangbesvær som følge deraf. Har derfor siden gået med rollator.

Jeg har både gener fra urin- og afføringsinkontinens. Jeg bruger bind og bleer. Knibeøvelser har haft en hurtig og positiv effekt.

I tiden op til jeg begyndte, at lave knibeøvelserne, var jeg inde i en periode, hvor jeg skulle på toilettet rigtig tit. Hvis jeg lige havde været på toilettet, og jeg drak et enkelt glas, skulle jeg afsted igen næsten med det samme. Måske på grund af overaktiv blære?

Siden april 2015 har der været flere måneder med ganske få lækager. Helt ned til en enkelt. Før i tiden, har jeg oplevet nogle tørre eller næsten tørre perioder. Herefter kunne der så komme en periode med mellem en og tre daglige lækager. I sommerferien fik jeg ikke holdt mine knibeøvelser ved lige. Så i efterfølgende måned havde jeg i alt 11 lækager. Heraf de fem indenfor det samme døgn, herefter aftog lækagerne gradvis måned for måned.

Jeg har ikke været igennem en egentlig inkontinensudredning. I forbindelse med udredningen af mit fysiske handicap, spurgte neurologen, om jeg nogensinde oplever problemer med, at holde på enten urin eller afføring. Jeg fortalte ham om mit efterdryp, samt at jeg sommetider oplever en slags afføringstranginkontinens, med en pludselig opstået afføringstrang. Og hvor det skal gå rimelig hurtigt med at komme på toilettet, hvis der ikke skal ske et uheld. Begge dele, bydende afføringstrang og efterdryp efter vandladning, har han skrevet ind i journalen.

Afføringsinkontinens oplever jeg ikke så tit. Heldigvis, for jeg synes, det er mere ubehageligt end urininkontinens. Urinlækager bliver opsuget af bleen. Afføring lægger sig som en ubehagelig klat. Pga af afføringsproblemerne, begyndte jeg på et tidspunkt, at bruge Tena Lady Super i stedet for. På Tenabutikken.dk stod de også under mandeprodukter. I teksten stod der, at de også kan bruges af mænd med mild inkontinens, og som har behov for, at de dækker både foran og bagtil. Dem har jeg brugt lige siden. Jeg synes også, at de sidder bedre i underbukserne end Tena for Men. Og, at jeg føler mig mere tryg med Lady Super.

Jeg fik i 2008, MR-scannet hjernen og rygmarven, blandt andet for at se, om der skulle være tegn på multiple sklerose (MS). Jeg spurgte selv neurologen, om det kunne være MS, da en læge på et tidspunkt nævnte det, som en mulig diagnose. Neurologen sagde, at han ikke troede, at det var MS. Og, at de forandringer, som de tidligere scanninger havde vist, ikke var i overensstemmelse med MS. Men han ville godt se en ny MR-scanning, for at være helt sikker. Og for at se, om der var sket noget nyt siden sidst.

Efter scanningen fik jeg besked på, at den havde vist følger efter sygdommen dengang, at rygmarven viste normale forhold. Og, at jeg dermed var afsluttet fra deres side. Den besked jeg har fået er, at der ikke er nogen mulighed for, at behandle sygdommen. At jeg ikke skal regne med, at tingene bliver bedre end de er, fordi de skader, som er opstået, ikke forsvinder igen. Og, at det ikke kan forudses, hvordan den fremtidige udvikling vil blive. Udover, at der med tiden vil være øgede vanskeligheder.

De egentlige urinlækager, er først begyndt efter, jeg fik besked på, at jeg var afsluttet fra Neurologisk Afdeling. Det har altid kun været smålækager, jeg oplever. Ofte ganske små dryp, sommetider lidt mere. Der kan også komme flere små lækager lige efter hinanden, f.eks. 2 -3 stk.

Jeg har også nogle gange oplevet, hvad jeg tror er et forsinket efterdryp, ofte med flere og store lækager, men heldigvis ikke mere end bleen kan klare. Lækagerne sker, hver gang jeg bevægede mig. Jeg undrer mig over, at der kan være så stor en mængde tilbage i blæren, når jeg næsten lige har været på toilettet.

Kun en enkelt gang har jeg oplevet en hel blæretømning ufrivilligt. Det skete engang, jeg var indlagt. Jeg var tissetrængende, og der var et par minutter tilbage af noget, jeg var ved, at se i fjernsynet. Da programmet sluttede, ville jeg gå ud på toilettet. På vej derud begyndte tisset pludselig at løbe. Jeg kunne overhovet ikke holde det tilbage. Jeg havde ingen ble på, da uheldet skete. Det løb ud over det hele, og jeg var helt gennemblødt. Gulvet var simpelthen oversvømmet. Det var meget ubehageligt, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv! Heldigvis var jeg alene på stuen, da uheldet skete. Derfor var den eneste, der så, hvad der var sket, den sygeplejerske, som kom mig til undsætning, da jeg rykkede i snoren. Siden dette kæmpeuheld har jeg altid passet på med ikke at holde mig for længe, inden jeg går på toilettet. Det er nok det mest pinlige og ydmygende, jeg nogensinde har været udsat for!

Måske er det falsk inkontinens, jeg oplever. Det der typisk sker er, at jeg f.eks. er på vej ind ude fra bilen, mens tissetrangen bliver kraftigere og kraftigere. Og, hvor der når, at løbe en sjat ud, inden jeg kommer ind på toilettet. Pga mit fysiske handicap, kan jeg jo ikke bare spæne afsted, for at undgå lækager. Jeg er selv overbevist om, at det er min neurologiske sygdom, som er årsagen til lækagerne. Den har jeg jo fået besked på, at der ikke er nogen behandlingsmulighed for. Fordi skaderne er så gamle, som de er.

Jeg kan heller ikke føle tissetrang og afføringstrang samtidig. Hvis jeg først er tissetrængende, og der også opstår afføringstrang, kan jeg ikke mærke tissetrangen. Bare det, at slå en prut, kan være nok til, at få selv en kraftig tissetrang til, at forsvinde. Når jeg er på toilettet, oplever jeg også tit, at der kommer afføring ud, som jeg ikke var blevet advaret om var på vej. Fordi jeg kun har følt tissetrang, og ikke afføringstrang. Derfor sætter jeg mig også altid ned, når jeg er på toilettet. For at undgå, at der lige pludselig ligger en ubehagelig klat i bleen. Når strålen stopper, skal jeg knibe et par gange, for at få det hele ud. Ved første knib, kommer der en rimelig stor sjat ud, som ikke kommer ud af sig selv i første omgang.

Vil I anbefale mig at blive udredt for inkontinens? Hvis konklusionen bliver, at det er sygdommen, som er årsagen. Og, at det eneste, der er at gøre, er at lave knibeøvelser, som jeg jo også gør, vil det så ikke være formålsløst? Neurologen har jo indskrevet efterdryp og afføringsinkontinens i journalen. Når der ikke er sat noget i gang, mon så ikke, det er fordi, han mener, at der ikke er noget, at gøre ved det? Eller fordi problemet ikke er større end det er?

Så længe problemet ikke er større end det har været indtil nu, synes jeg ikke, at det er noget, som for alvor forringer min livskvalitet. Eller dominerer min hverdag. Det er jo ikke dagligt, der sker lækager. Men nogle gange om måneden. Tilsyneladende kan jeg holde det lidt i ro vha. knibeøvelser. Andre følger af sygdommen, er betydeligt mere dominerende end inkontinensen.

Selvfølgelig er det ubehageligt, at tisse i bukserne. Også selvom det kun er smålækager. Det, jeg er mest nervøs for er, om jeg kan risikere, at det på et tidspunkt udvikler sig til egentlig tranginkontinens, hvor det begynder, at løbe i tide og utide. Kan man gøre noget for, at forhindre det? Er det noget, som knibeøvelserne kan forebygge?

Det er kun i dagtimerne, jeg har problemer. Om natten står jeg op, og går på toilettet. Her kan der også godt komme en lækage på vej til toilettet. Det har jeg oplevet nogle gange. Jeg har aldrig været vådligger.

Jeg vil også sige, at jeg til enhver tid, foretrækker ble frem for kateter. Jeg har nemlig prøvet, at få indlagt kateter et par gange, mens jeg har været indlagt. Sidste gang, var jeg heldigvis bevidstløs, da det blev lagt ind. Men det var jeg bestemt ikke første gang! Det er ikke en tortur, jeg har lyst til, at skulle udsættes for igen! Den første gang var fordi, at jeg havde problemer med, at komme af med vandet. Uanset, hvor meget jeg drak, kom der ikke rigtig noget ud igen.

Jeg bruger normalt kun en ble pr. døgn, som jeg skifter hver morgen. Jeg tror kun, jeg en enkelt gang, har haft så stor en lækage, at det var nødvendigt, at skifte, fordi det føltes ubehageligt. Ellers er det kun pga. afføringsuheld, jeg behøver, at skifte. Jeg har som regel mellem fire og syv almindelige vandladninger pr. døgn.

I opfordrer til åbenhed om inkontinens, for at bryde tabuet om det, at være utæt. Men, hvordan? Jeg synes ikke, at jeg fuldstændig uopfordret har lyst til, at begynde, at fortælle om det. Hvis der en dags tid er nogen, der spørger, om jeg på grund af sygdommen oplever inkontinens, vil jeg sikkert nok fortælle om det.

Men jeg synes ikke, det er noget, jeg selv vil bringe på banen. Måske også fordi, jeg er lidt nervøs for, hvordan andre vil reagere. Kan folk, som ikke selv oplever det, sætte sig ind i, hvordan det er, ikke at have fuld kontrol over sin blære? Selvfølgelig kan man godt se, at jeg er handicappet. Jeg har også skrevet en historie om mit liv med sygdommen, som de fleste jeg kender, har læst. Her har jeg dog ikke skrevet noget om inkontinens.

I et svar til en 19-årig, har I fortalt, at der er en Facebook-gruppe, der hedder “Voksne med inkontinensproblemer”. Jeg har fundet en hjemmeside, hvor en ung mand fortæller om sit inkontinente liv, siden han blev inkontinent som 20-årig. Han skriver bl.a. at han fik en blebevilling af sin kommune. Men kun fik en enkelt leverance på bevilling, fordi der stod tre kasser uden for hans dør, med hans navn på, samt leverandørnavnet med store bogstaver. Derfor valgte han selv, at betale for sine bleer igen. Kan dem, som har store udgifter på grund af deres inkontinens, ikke få en bevilling til helbredsrelaterede merudgifter. Såfremt deres udgifter overstiger den fastsatte minimumsgrænse?

Svar

Tak for din beskrivelse af dine oplevelser som inkontinent.

Du skriver, at du ikke har været igennem en udredning for din urin- og afføringsinkontinens inden du blev afsluttet fra den neurologiske afdeling. For at få styr på dine urin- og afføringsproblemer skal du enten via din egen læge eller en specialafdeling gennemgå en udredning for at få stillet en diagnose og tilrettelagt et behandlingsforløb, hvor du blandt andet også kan få instruktion i knibeøvelser via en specialuddannet fysioterapeut. Da de knibeøvelser, som du selv er gået i gang med, hjælper, kan det være en god idé at få et program og følge bækkenbundstræningen op.

At få tilkendt en hjælpemiddelbevilling fra kommunen kræver, at du er fuldt udredt og at de behandlinger, der ud fra de stillede diagnoser, ikke afhjælper dine inkontinensproblemer. Det er den afdeling, der behandler dig, eller din praktiserende læge, der indstiller til kommunen, at du har brug for et eller flere inkontinenshjælpemidler.

Vi anbefaler, at alle med inkontinensproblemer søger faglige informationer om forebyggelse, udregning, diagnoser og behandlinger via www.kontinens.org og derefter hurtigst muligt henvender sig til deres læge for at blive udredt. Inkontinens går ikke over af sig selv, det er vigtigt, at få stillet den korrekte diagnose, så man kan komme i behandling.

Ca. 12 år efter radikal prostatektomi fik jeg inkontinens. 3 gange fik jeg strammet op efter en slyngeoperation på Herlev/Frederikssund – men uden held. Går rundt med en slynge, der ikke fungerer. Har hørt i Cancerforum om en dr. Huebner i Wien, der skal kunne operere med succes. Har også hørt om, at Skejby skal kunne operere for det. Har I et godt råd til mig? Har mistet min hustru for 2 måneder siden af kræft. Svært at rejse med halvdelen af kufferten fyldt med bleer, det er ydmygende og stressende.

Svar

Vi har i Kontinensforeningen stor forståelse for din situation. Som patient, der har været gennem så meget, som du har, med flere operationer og senest også har mistet din hustru, ville det være ønskværdigt, om der fandtes en god og effektiv behandling. Da du er opereret flere gange før, vil både undersøgelse, information og behandling kræve ekspertise, som ikke er mulig at give gennem et skriftligt svar. Det vil også kun være eksperterne, der har den tilstrækkelige viden til at afgøre, om Dr. Huebner i Wien vil kunne hjælpe dig. Vi anbefaler, at du atter bliver henvist til Herlev Hospitals urologiske afdeling, som kan tage stilling til, om det vil afhjælpe dine gener at blive behandlet i Aarhus eller Wien. Med ønsker om at du må blive hjulpet.

Med venlig hilsen

Susanne Axelsen
Formand for Kontinensforeningen

Overlæge
Aarhus Universitetshospital, Skejby

Jeg er blevet afføringsinkontinent efter fjernelse af min endetarm. Til nytår skal jeg tre dage til London, og jeg vil gerne spørge, om I har nogle gode råd til, hvordan jeg klarer mig? Jeg tager Imodium, hvis jeg skal udenfor mit hjem i mere end en time. Men hvordan jeg klarer mig med en egentlig rejse kan jeg ikke finde ud af.

Svar

Du skal dække ind med Imodium under hele rejsen. Den ene måde er at spise minimalt og tage peristaltikfremmende afføringsmiddel til at tømme tarmen, når du kommer hjem. En anden måde du er, at du dækker dig ind med Imodium den første og anden dag – og så den anden dags aften tage peristaltikfremmende afføringsmiddel i en dosis, der tømmer tarmen. Hvis det er dråber, så ca. 15 dråber + 2 tabletter magnesia kl. 22, hvor der også drikker en masse vand, så du kan tømme tarmen om morgenen og så tage Imodium igen.

Med venlig hilsen

Gerd Johnsen
Specialsygeplejerske

www.maveguiden.dkwww.gerdjohnsen.dk

Jeg er en pige på 19 år, og jeg har været inkontinent, så længe jeg husker. Da de andre børn i børnehaven lærte at holde sig, gjorde jeg det bare ikke. Jeg har aldrig haft problemer om natten, det har kun været om dagen, specielt når jeg griner, nyser, hopper eller er meget spændt. Det har altid været et tabu, derfor er det kun meget få, der har fået det at vide.

Tabuet og frygten for at andre skulle finde ud af det, har gjort at jeg har lukket mig meget inde, og altid sagt nej til at være med til alle de sjove ting, hvor der var en fare for, at jeg kom til at grine. Lægerne sagde altid, at jeg ville vokse mig fra det, men det er bare ikke sket. Jeg har været igennem flere små halvhjertede forsøg på at gøre det bedre, men det har ikke hjulpet, og min inkontinens er kun blevet værre med tiden.

Efter at jeg er blevet 18 år, er det dog som om at lægerne er begyndt at tage mig mere seriøst, og denne gang føler jeg et reelt håb for, at det nok skal blive bedre, så jeg kan få et mere normalt liv uden bind (det kan jeg bedst lide at kalde dem, selvom det vel mere er bleer), og frygt for at tisse i bukserne foran andre. Det, jeg søger nu, er nogle, der har det ligesom mig. Når jeg læser om inkontinens omhandler det typisk ældre mennesker, små børn, kvinder der har født eller folk, der har været ude for noget forfærdeligt.

Jeg har ikke kunnet finde noget om unge mennesker i samme situation som mig. Min inkontinens og tabuet omkring det, er noget der er begyndt at frustrere mig rigtigt meget, og det går mig på psykisk. Derfor tror jeg, det ville lette meget for mig, hvis jeg kunne høre om, eller endnu bedre tale med nogle i samme situation som mig. Jeg ved, at der er mange flere derude, der må have det på samme måde, men jeg ved ikke, hvor jeg skal søge. Kan I hjælpe mig med det?

Svar

Der er kun en eneste måde at blive din inkontinens kvit på, og det er blive udredt hos din læge eller på en specialafdeling. Kun når du har fået en korrekt diagnose – årsagen til din inkontinens – kan du gå i gang med en behandling. Kontinensforeningens hjemmeside har under menupunktet ’Om inkontinens’ informationer om, hvordan en udredning foregår, og hvad du skal arbejde sammen med lægen om. Som medlem kan du også downloade pjecen ‘Inkontinens – skal man finde sig i det?’

Med henblik på at kontakte andre i samme situation, er vi fornylig blevet informeret om, at der er oprettet en lukket gruppe for inkontinente på Facebook. Det er ikke Kontinensforeningen, der står bag denne lukkede gruppe. For at tilmelde sig, skal man have en Facebook-profil.

Her linket til gruppen: Voksne med Inkontinensproblemer

Jeg læste i K-Nyt nr. 1 2015, side 12 artiklen ’RIK med tips og gode råd ved selvkateterisering’. På side 12 står der i afsnittet Undgå infektion – punkt tre – at man bør være forsigtig med at indtage tranebærsaft, hvis man får forebyggende medicin for blodpropper.

Jeg vil være meget glad for at høre nærmere om den begrundelse, da jeg selv får Hjertemagnyl og tabl. Imdur 30 mg dagligt om morgenen.

Det er nemlig således, at jeg for nogle måneder siden startede med håndkøbsmedicin kapsler ”Cran Actin”, 400 mg, som jeg tag 2 kapsler af om dagen. Det har holdt mig fri for bakterier, og nu kan jeg lidt bedre kontrollere min vandladning om dagen, og så har jeg været fri for at indtage antibiotika. Har i flere år tidligere dagligt spist soltørrede tranebær i min morgenmad, men totalt uden effekt. Og jeg har haft mange blærebetændelser.

Jeg reagerer på artiklen i K-Nyt, da jeg jo får Hjertemagnyl og tabl. Imdur, og vil derfor gerne vide, hvad tranebær gør ved blodtryk og blodpropper, og hvordan man har fundet frem til, at tranebærsaft har indvirkning på dette. Har talt med mange om dette emne (blærebetændelser) og anbefalet dem at tage kapslerne, på grund af den fantastiske effekt de har haft på mig.

Tak for de mange gode artikler i K-Nyt, som jeg læser med stor interesse, da jeg igennem de sidste 25 år har lidt af inkontinens og nu også af afføringsinkontinens, men det er jo så en anden sag.

Med venlig hilsen

Lis

Svar

Kære Lis

Det er dejligt at høre, at vores artikler i K-Nyt er brugbare.

Med hensyn til tranebær og blodfortyndende medicin drejer det sig om de 2 stoffer til at forebygge blodpropper, som hedder Marcoumar og Marevan. Effekten af stofferne kan blive kraftigere, hvis man samtidig tager tranebær.

Da det ikke er et af de stoffer, som du får, kan du ganske roligt fortsætte med tranebærkapsler og din blodfortyndende medicin. Det lyder jo også som om tranebærkapslerne hjælper dig godt.

Med venlig hilsen

Susanne Axelsen
Formand for Kontinensforeningen

Overlæge på afdelingen for Kvindesygdomme og Fødsler
Aarhus Universitetshospital, Skejby

I det sidste halve år har min venstre hæl været lidt følelsesløs. Hos en fysioterapeut/osteopat fik jeg konstateret, at det kommer fraunderlivet. Min læge har konstateret prolaps (vist nok rektal prolaps). Jeg har læst meget om underlivet og lavet mange knibeøvelser og gymnastik for at styrke underlivet. Jeg fik at vide hos fysioterapeuten, at det kan være meget svært at lave knibeøvelser ved prolaps. Jeg er nu kommet i tvivl om de øvelser, jeg laver, er helt forkerte. Jeg har lavet yoga, pilates og øvelser fra programmet knibnu og fra bogen ‘Bækkenbund i topform’. Jeg ønsker at få den korrekte behandling og gerne de rigtige øvelser for at komme videre. Håber, at I kan hjælpe mig videre.

Svar

Jeg har ikke hørt om en sammenhæng mellem følelsesløshed i hælen og prolaps, og jeg har svært ved at forstå, hvordan din fysioterapeut har kunnet finde en sammenhæng.

Prolaps af underlivet – også kaldet genital prolaps – betyder at skedevæggen eller livmoderen synker ned i skedeåbningen. Årsagen er som regel børnefødsler, hvor skedevæggenes og livmoderens ophæng er blevet forlængede. Rektal prolaps er noget ganske andet, idet det betyder, at endetarmen kommer ud ad endetarmsåbningen. Knibeøvelser kan nogle gange afhjælpe gener i forbindelse genital prolaps, men det er selvfølgelig vigtigt, at man udfører knibeøvelserne korrekt.

Det lyder som om, du kunne bruge noget mere forklaring på dine underlivsproblemer, og det kunne være en god ide, hvis du taler med en gynækolog og eventuelt bliver henvist til en specialuddannet fysioterapeut, som kan undersøge, hvor god du er til at knibe.

Du finder en fysioterapeut med speciale i bækkenbund på hjemmesiden: www.gynobsgruppen.dk.

Med venlig hilsen

Ulla Due
Næstformand i Kontinensforeningen

Udviklingsfysioterapeut, MS, ph.d.-studerende

Min 83-årige mor har i en del år lidt af tiltagende inkontinens. Nu er det så slemt, at hun hver morgen vågner op i en våd seng. Det betyder fx, at hun ikke mere bruger pyjamasbukser, da de jo “også bare bliver våde”. Hun har fået større og større bleer, og er nu bevilget blebukser, men de kan tilsyneladende ikke optage den nødvendige mængde. Hun har selvfølgelig et vandtæt lagen, men vi savner ideer til, hvad der evt. kan mindske problemet. Hvis I har et godt råd, vil vi være meget taknemlige.

Svar

I skal kontakte din mors kommunes kontinenssygeplejerske og få råd og vejledning om følgende spørgsmål:

  • Har din mor fået visiteret den rigtige ble?
  • Bliver din mor hjulpet på toilettet inden sovetid?
  • Hvilken medicin får din mor? Hvis hun får vanddrivende medicin, skal tidspunktet for indtagelse af medicinen eventuelt justeres!
  • Hvordan er din mors drikkevaner?
  • Drikker hun fx meget før sengetid?

Om muligt skal din mor have hjælp med at lave et væske-vandladnings-skema, så kontinenssygeplejersken eller hendes læge kan se, hvor der skal sættes ind. Det skal også undersøges, om din mor kan have en urinvejsinfektion. Ud fra dine oplysninger, tyder det helt klart på, at din mor har brug for professionel hjælp.