4-årig med afføringsproblemer – hvad er næste skridt?

Min datter på 4 år lider af afføringsinkontinens og har gjort det i 1 1/2 år. Inden hun smed bleen begyndte hun at holde afføringen tilbage, hvilket resulterede i hård mave og rifter i endetarmen. Vi har været til diverse undersøgelser, og hun får et brev movicol hver dag ( siden juni 2011), men tiltrods for at diverse undersøgelser viser at alt er normalt og hun får afføringsmiddel, er hun altså ikke 100 procent renlig endnu. Hun har perioder hvor det går godt – uden uheld og så lige som man tror at det kører, ja så går det i kludder igen og hun har uheld – nogen gange flere gange om dagen eller ugen.

Der er ikke forskel på om hun er hjemme, i børnehaven eller andet. Hun kan bare ikke styre det og laver lidt i bukserne. Hun har afføring hver dag, og kan godt sige til – dog oftest for sent. Tit siger hun, at hun skal på toilettet, men når hun så sidder der, kommer der ikke noget og så en halv time senere, er der som regel sket et uheld. Jeg tænker bare… hvad er næste skridt?? Skal vi bare have mere tålmodighed (nu hun kun er 4 år), skal vi stoppe/fortsætte med movicolen eller hvad skal vi gøre?? Det er dybt frustrerende – for alle parter. Prøver at ignorere, snakke med hende om det, skælde hende ud, belønne hende…men intet ser ud til at virke så vi er kørt lidt fast.

Hilsen

En frustreret mor

Svar

Kære frustrerede mor

Du er selv inde på, at din datter kun er 4 år, men at hun er flink til selv at sige til. Det, der så er problemet, er, at hun alligevel laver i bukserne – eller bleen, hvis hun bruger en sådan.

Børn udvikles og vokser forskelligt, nogle er klar til at smide bleen for både urin og afføring, når de er 3 år – andre har først føling med signalerne til blære og tarm senere. Det er dog vigtigt, når jeres datter er i medicinsk behandling, at der er stillet en diagnose, og at behandlingen følges nøje af en læge eller inkontinenssygeplejerske, der har speciale i børneinkontinens. Oftest er det sådan, at børn først bliver udredt (undersøgt), når de er 5 år – og selv er motiverede og kan samarbejde om en behandling.

Det hjælper slet ikke at ignorere eller belønne – din datters tarm er ligeglad – og det vil virke helt modsat på din datters motivation at skælde hende ud, idet hun jo – som du selv skriver – har været igennem hård mave og rifter i endetarmen. Begge dele har helt sikkert medført smerter, som kan sidde dybt i din datter. Hun er måske bange for, at smerterne kommer igen, og det kan være en af grundene til, at hun modarbejder de signaler, som hjernen sender om, at “tarmen er fuld” og gerne vil af med noget.

I første omgang kan det anbefales, at du selv sætter dig grundigt ind i, hvordan din datter kan blive udredt (undersøgt), hvilke diagnoser og behandlinger, der kan være årsagen til, at din datter har svært ved at holde på afføringen.