Rygoperationer og inkontinens

Efter tre rygoperationer er det blevet meget værre med inkontinensproblemet. Har det noget med rygproblemerne at gøre?

Svar

I februar 2010 udgav Kontinensforeningen et medlemsblad med fokus på neurologiske sygdomme og inkontinens. Overlæge ved gynækologisk afdeling, Herlev Hospital, Søren Brostrøm skrev blandt andet i artiklen ‘Hvordan vi normalt kontrollerer blæren’ følgende:

Selv den mindste nerveskade et eller andet sted i systemet kan forstyrre den fine balance af reflekser og signaler. Forstyrrelser af blærefunktionen er derfor et hyppigt problem hos patienter med sygdomme i hjernen og nervesystemet, og ses hyppigt ved så forskellige sygdomme som apopleksi (slagtilfælde), Parkinsons sygdom, dissemineret sklerose, rygmarvsskade og diskusprolaps.

Det vil sige, at det muligvis er gennem dine 3 rygoperationer, at du kan have fået skade på de nervebaner, der styrer blæren.

Du kan hos en gynækolog blive undersøgt, hvordan din knibefunktion er, og blive orienteret om behandlingsmulighederne. Det er vigtigt, at du orienterer lægen om de diagnoser, der ligger til grund for dine rygoperationer.