Urininkontinens hos en 6 ½-årig

Hvad i alverden gør jeg med min søn på 6 ½ år, som går i børnehaveklasse? Han kan overhovedet ikke mærke vandladningstrangen og må ikke bruge ble i skolen. Han drikker meget og spiser meget frugt, men han kan ikke mærke, når han skal tisse, hvilket resulterer i op til 3 par nedtissede bukser, underbukser og tit også trøjen. Hans lærer har henvendt sig til Socialforvaltningen, da det er et stort problem for såvel ham som for skolen. Svaret var, at der skulle en lægelig undersøgelse til inden han var dækket af Servicelovens § 41. Sådan kan man jo også slippe for et ansvar. Storesøster var 9 år inden hun slap bleen.

Venlig hilsen

Hektors mor

Svar

Kære Hektors mor

Din dreng skal hurtigt henvises til en læge eller en inkontinenssygeplejerske, der har speciale i at udrede (undersøge), stille en diagnose og igangsætte den behandling, der kan hjælpe din dreng med at få styr over sin blære om dagen. Det er ikke socialforvaltningen, der stiller diagnoser eller klarer de daglige problemer – og din dreng skal heller ikke stå uden hjælp i skoletiden.

Serviceloven om tilskud til hjælpemidler anvendes først, når sygdommen efter alle undersøgelser og behandlinger erklæres for det, man kalder en varig lidelse.

Det er naturligvis primært jer som forældre, der sørger for at få jeres dreng til læge og i behandling. Men det er skolens ledelse, der skal sørge for, at han før og under behandlingen får hjælp i sin dagligdag.

Foreningen har en meget omfattende børneinkontinenspakke med faglige informationer om behandlinger, undersøgelser, adresser på specialafdelinger, hotlines og meget mere.

Find også informationer på siden ‘Film – børn og voksne’.