Kommende skolebarn med hyppige uheld
Min søn som bliver 6 år i juli og derfor skal starte i skole til sommer. Var renlig 3 måneder INDEN han kom i børnehave, men har stort set ikke været det siden… (vi snakker urin – der har dog været et par måneder med afføring også). Vi går til børnelæge med ham som mener det skyldes forstoppelse, men vi er bestemt ikke enige – jeg har lige læst artiklen fra sygeforsikring, som henviste til jer og må sige at jeg fik tårer i øjnene. For mange af de ting der bliver skrevet om, er vi også blevet “fejet af” med… Hvordan kommer vi videre herfra? Hvordan får vi lov at komme videre f.eks. på børneafdelingen for inkontinens. Mit største ønske er for min søn at han er renlig, når han kommer i skole, så vi undgår drillerier, skam osv..
Mvh
En frustreret mor
Svar
Kære frustrerede mor
Det er fuld forståeligt, at I gerne vil hjælpe jeres barn med at blive tør, inden han skal i skole. Og som du beskriver det, har jeres dreng måske endnu ikke fået en effektiv behandling.
Inden I via jeres egen læge bliver henvist til en børneinkontinensklinik, med speciale i udredning (undersøgelse) og behandling af børn med urin- og afføringsproblemer, vil vi anbefale, at I selv sammen med jeres dreng får viden om, hvem der behandler, og hvordan undersøgelser, diagnoser og behandlinger foretages. Mange børn tror, at de er de eneste i verden, der ikke kan holde sig – det er ikke rigtigt – flere end 50.000 danske børn har samme problemer! Se fx som en start filmene her på siden.
En stor hjælp for mange er at få en grundlæggende viden via Kontinensforenignens temapakke om børneinkontinens. I den står alle de oplysninger, I som forældre efterlyser.
Du kan eventuelt starte med at downloade og læse pjecen ‘Børn og inkontinens’.
Fortvivl ikke – der er dygtige eksperter i Danmark, der har specialet børneinkontinens.