Ringeapparat
Min søn på 9 år er stort set tør om natten efter regelmæssig drikken om dagen og brug af ringeapparat, hvis han altså overholder reglen om ikke at drikke efter aftensmaden. Nu har vi lagt ringeapparatet væk. Men hvis han fx drikker en sodavand kort inden sengetid, er det ret sikkert, at han vågner i en våd seng. Han vågner altså stadig ikke, når han skal tisse. Er der noget man kan gøre for at træne dette?
Den spørgende mor
Svar
Kære spørgende mor
Du skriver ikke, hvor længe din 9-årige søn har været i behandling med ringeapparatvækning, eller om han stadig går til kontrol hos jeres læge eller på en børneinkontinensafdeling for sin natlige inkontinens.
Har han fået diagnosticeret en “lille” blære og dermed behandling med ringeapparat, skal han blive ved med at overholde anvisningerne om ikke at drikke efter aftensmaden, før blæren er fuldt optrænet til at give signal og vække din søn om natten, hvis han skal tisse.
Ringeapparatvækkemetoden kan tage mellem 12-16 uger – for nogle børns vedkommende lidt kortere tid og for andres længere.
Hvis din søn er meget tørstig om aftenen, kan han skylle munden – eller få en isklump. Prøv at gøre isklumperne lidt spændende ved at fryse saft eller lægge en vindrue ned i isbakken. På den måde kan du meget nøje måle, hvor meget væske han indtager om aftenen.
Ringeapparatbehandlingen involverer ofte hele familien, og man skal være parat til at tage en tørn om natten i rigtig lang tid. Det er vigtigt, at du hjælper og bakker din søns behandling op. Det kan være en god idé at stå op og få din søn på toilettet, inden du selv går i seng – og måske i et stykke tid også tage ham op en gang til, inden han skal op om morgenen.