Overaktiv blære

Jeg har netop været hos egen læge, hvor hun nok mener, at jeg har overaktiv blære. Jeg skal altid skynde mig rigtig meget, når jeg skal tisse (dette er kommet i løbet af det sidste års tid). Jeg dyrker meget motion, og synes dette problem generer mig meget hver dag (og næsten altid 1 gang om natten), specielt når jeg løber, hvor jeg næsten er ved at opgive, da jeg altid skal tisse meget, når jeg indtager meget væske for ikke at udtørre helt under løbeturen. Er Vesicare virkelig den eneste løsning på dette? Synes jeg bliver lidt småsløj af de tabletter. Ville hellere undersøges på f.eks. en urologisk afd. for at se om det evt. stikker dybere end piller kan klare.

Mvh

M

Svar

Kære M

Du skriver, at din læge “nok mener at du har en overaktiv blære” – og at hun har givet dig recept på blæredæmpende medicin. Du skriver ikke, at du er blevet udredt og fået stillet netop diagnosen overaktiv blære.

En grundig udredning hos en praktiserende læge bestående af minimum urinundersøgelse, gynækologisk undersøgelse med afprøvning af knibestyrke samt instruktion i at udfylde et væske-vandladnings-skema. Herefter aftales en efterfølgende tid hos lægen for at gennemgå resultatet af væske-vandladnings-skemaet. Ud fra disse undersøgelser, kan læge ofte stille en diagnose og efterfølgende drøfte behandlinger med patienten. Skønnes det specielt efter den gynækologiske undersøgelse, at der er behov for grundigere undersøgelse, henviser lægen til en gynækolog/urogynækolog.

Når du løbetræner meget, er det også vigtigt, at du dels indtager korrekt væskemængde under løbet, dels har du måske også brug for enkle hjælpemidler og vejledning i at blæretræne og optræne dine bækkenbundsmuskler. Det er derfor vigtigt, at du får stillet den helt rigtige diagnose – og ikke “bare” går i gang med en medicinsk behandling.

Som patient er det godt at have en grundig faglig viden om symptomer, diagnoser og behandlinger.