Konstant tissestrang og meget slap stråle
Hej.
Jeg har en kvinde på 38 år, som nu i efterhånden 3 uger har gået med en konstant tissetrang. Jeg er blevet undersøgt for blærebetændelse 2 gange hos lægen, og er også blevet undersøgt gynækologisk af egen læge. Jeg går med den her konstant tissetrang, men når jeg går på toilettet (efter 3 timer, prøver jo at strække den), går der lang tid inden vandet “løber”, og der kommer ikke ret meget og i en meget slap stråle. Men tissetrangen er der fortsat, så snart jeg forlader toilettet.
Jeg føler også, at jeg konstant spænder forneden, måske fordi jeg jo har denne tissetrang. Det er dog ikke sådan, at jeg ikke kan holde på vandet, det kan jeg sagtens, men denne tissetrang er ved at drive mig til vanvid. Jeg har fået en henvisning til en gynækolog (sandsynligvis en tid i næste uge), men er bare bekymret for, om det skader, at jeg nu har gået så længe med det.
Med venlig hilsen
AU
Svar
Kære AU
Det er – som du skriver – stærkt generende med en stærk tissetrang hele tiden. Du har gjort præcis det, som man skal, når man har problemer. Du er i første omgang blevet undersøgt hos din læge, som nu har henvist dig til gynækolog. At der kun er gået 3 uger, har formentlig ingen betydning. En dygtig gynækolog vil kunne stille en diagnose og vejlede dig til at starte en målrettet behandling. Du kan også tale med gynækologen, om det vil være en idé at blive henvist til en fysioterapeut med bækkenbund som speciale. Her kan du få målt, om du spænder for meget i din bækkenbund, og du kan også få vejledning om korrekt bækkenbunds- og blæretræning.