Smerter ved bækkenbundstræning
Jeg er en kvinde på 43 år med et problem, jeg ikke rigtig kan finde svar på. Jeg oplever lige nu, at jeg for anden gang får stærke lænderygsmerter af at træne min bækkenbund. For 13 år siden – et par år efter mit sidste barns fødsel – trænede jeg min bækkenbund intensivt for at komme helt tilbage efter fødslerne. Det sendte mig ud i to års rygsmerter og utallige besøg hos læge og fysioterapeut. I sommers (2012) begyndte jeg igen et forløb med intensiv træning af bækkenbund, dels fordi jeg ville løbe mere, og dels fordi jeg endegyldigt ville af med det problem, jeg stadig har, at jeg tisser lidt for ofte, 2-3 gange for meget om dagen. Nu et halvt år efter har jeg stadig daglige rygsmerter og har selvfølgelig bittert fortrudt.
Jeg har været hos lægen, fysioterapeut med speciale i bækkenbund, alm. fysioterapeut + røntgen, men uden at det løser sig. Min bækkenbund er målt og dens styrke fin, men jeg får at vide, at jeg er ekstra udfordret pga. en bagoverbøjet livmoder. Jeg er kommet dertil, at jeg nok kun skal træne min bækkenbund i funktion. Men hvorfor mon jeg får de smerter ved at styrketræne min bækkenbund? – Jeg føler,at jeg oplever det modsatte af, hvad der står alle steder om træning af bækkenbund – Har I mon mødt andre som mig?
Den smertende
Svar
Kære smertende
Som du beskriver din bækkenbundstræning, kan det anbefales, at du skal instrueres i at træne med en meget lavere intensitet. Det er ofte sådan, at grunden til at der opstår rygsmerter er, at der under knibeøvelserne ubevidst spændes alt for meget i både mavemuskler og rygmuskler.
En fysioterapeut med speciale i bækkenbund, kan hjælpe dig til at justere dit træningsprogram. En sådan fysioterapeut finder du via GynObs Gruppen.