Er hyldeblomst vanddrivende?

Hej.

En ting der undrer mig er om hyldeblomstsaft er vanddrivende? For her om sommeren drikker vi meget hyldesaft, og har lagt mærke til at børnene meget oftere skal tisse når de har drukket det frem for vand eller mælk. For lidt siden tissede ham på tolv i sengen, og er ret sikker på det var fordi han havde drukket for meget saft. Men hvordan kan det have så stor påvirkning frem for andet væske/læskedrik?

mvh

mor

Svar

Kære Mor

Hvis dine børn normalt ikke har problemer med at holde på vandet om dagen eller om natten, har det nok en helt naturlig forklaring, hvad enten det er hyldeblomstsaft eller anden saft – nemlig at dine børn drikker betydelig mere her i ferien, end normalt. Måske drikker børnene – som du selv er inde på – lidt for meget, fordi de godt kan lide den friske hyldesaft. Prøv at begrænse væskemængden – og hvis der er problemer om natten, så giv ikke børnene noget at drikke efter aftensmåltidet.

Der er ingen undersøgelser, der henviser til, at hyldesaft skulle være mere eller mindre vanddrivende end anden frugtsaft.

Hvis problemerne om dagen og om natten fortsætter, skal dine børn undersøges hos lægen for at finde årsagen.