Dreng på 7 ½ år – sengevæder og sjattisser om dagen
Kære brevkasse
Jeg har en dreng på 7 ½ år, som “sjattisser” om dagen og nogle dage også tisser så meget i buskerne, at de skal skiftes. Om natten har han aldrig været renlig og sover derfor med ble. Han er blevet undersøgt på kryds og tværs på Rigshospitalets børneafdeling, og de har ikke fundet, at der er noget særlig galt – altså en overaktiv blære eller lignende. Vi fik anbefalet Minirin, som ingen effekt har.
Jeg troede ellers meget på, at dette var løsningen, da drengens far har lidt og til dels stadig lider af at mangle det hormon, der nedsætter urinproduktionen om natten, og derfor også til tider tisser i sengen om natten. Vi har også prøvet ringeapparat, men det har heller ikke fungeret. Da hverken medicin eller ringeapparat har virket, ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op. For os som forældre har vi det fint nok med, at han sover med ble, men han er selv meget frustreret over det, især når han skal på koloni mv. Håber på et godt råd.
Vh.
Susanne
Svar
Kære Susanne
Da jeres dreng er udredt, men endnu ikke har fået korrekt behandling, vil jeg anbefale, at I som forældre opsøger en specialafdeling igen, og får “andre øjne” til at se på og tale med jeres dreng, da hans inkontinens ubehandlet går ud over hans sociale liv. Derfor skal han også hurtigst muligt i behandling, så han kan slippe for bleen og aktivt glæde sig til at deltage i koloni og overnatning hos sine kammerater.
I Kontinensforeningens pjece ‘Børn og inkontinens’ vil I som forældre blive oplyst om udredning (undersøgelser), diagnoser og behandlingsformer – samt hvor i landet I kan finde og kontakte specialafdelingerne for børneinkontinens.