Danskere løser gåden om sengetisseri

sadkid

Når børn tisser i sengen om natten, skyldes det ikke psykiske problemer, men en ubalance i kroppen, viser dansk forskning

Af Sanne Nyland Christensen, journalist
Kilde: KontinensNyt 1, 2007, s. 28

Download hele artiklen

Når flere end 50.000 børn hver nat vågner op i en pøl af tis, skyldes det hverken psykiske problemer eller mistrivsel. Sådan lyder meldingen fra Skejby Sygehus, hvor et hold forskere netop har påvist en ny årsag til, at op imod 10 % af landets syv-årige poder tisser i sengen.

‘Vores forskning har vist, at børn tisser i sengen på grund af fysiske problemer. En tredjedel af dem har en blære, der er så lille, at bægeret populært sagt løber over i løbet af natten, mens de resterende lider af for stor urinproduktion. Noget vi nu kan forklare med en unormal høj og hormonbetinget saltudskillelse i de tilfælde, som vi hidtil har haft problemer med at behandle, men måske i fremtiden får en mulighed for at afhjælpe, fordi det er lykkedes os at løse gåden’, siger overlæge Søren Rittig, projektets klinisk ansvarlige og koordinator for Center for Børneinkontinens på Skejby Sygehus.

Han glæder sig over resultatet, som har vagt en del opmærksomhed i USA efter offentliggørelsen i det ansete internationale fagtidsskrift ‘American Journal of Physiology – Renal Physiology’, fordi det baner vejen for ny behandling og kan nedbryde den sejlivede myte om, at børn bliver sengevædere på grund af psykiske problemer.

Sekretariatschef for Kontinensforeningen, Aase Randstoft, vurderer, at hovedparten af de inkontinente skolebørn herhjemme kunne slippe for at sove på våde lagner eller med ble, hvis alle fik den rette information, diagnose og behandling – i stedet for at skulle forbi børnepsykologen, som efter hendes eget udsagn ikke har en uddannelse i blære- og tarmfunktioner. For som sekretariatschefen siger:

‘Der er jo tale om normale, friske og velbegavede børn, som hver nat lider et nederlag, man i stort omfang kunne undgå, hvis der en gang for alle blev gjort op med de mange misforståelser og fordomme om, at børn tisser i sengen, fordi de har det skidt. Jeg kan få ondt i maven ved tanken om de børn og familier, der fejlagtigt trænges op i en krog og hives gennem psykologbehandling, fordi mange pædagoger og skolesygeplejersker tror, at nattevædning skyldes et psykisk problem’, siger Aase Randstoft.

CA. 50.000 danske børn i alderen 5-15 år tisser i sengen om natten:

  • En tredjedel gør det ifølge forskerne, fordi deres blære er for lille
  • Resten producerer typisk for meget urin – blandt andet på grund af en ubalance i kroppens produktion af et hormonlignende stof, som dannes i nyrerne og blandt andet regulerer saltudskillelse og urinproduktion.

De fleste vidste det – men de sagde ikke noget!

aasecorner

Af Aase Randstoft, sekretariatschef, Kontinensforeningen
Kilde: KontinensNyt 1, 2006, s. 25

Download hele artiklen

En dag modtog Kontinensforeningen et brev med følgende ord:

Kære Kontinensforening

I lørdags var jeg til en 90-års fødselsdag ovre på Møn. Det var udmærket. Den gamle mand havde en god dag, og det var jo hovedsagen. Og jeg var med hele dagen. Med bleer, bleskift, analpropper og det hele. Sikke et cirkus. Men det gik fint. Der var ingen som bemærkede noget, selv om der var flere i blandt, der godt ved, jeg går med ble. De sagde ikke noget.

Det fik mig til at tænke over den situation, som alt for mange inkontinente dagligt befinder sig i: Nej, ingen sagde noget – for både urin- og afføringsinkontinens er stadig et stort tabu – ikke noget man taler om – SELVOM langt de fleste enten selv lider (i stilhed) – eller kender en i omgangskredsen eller i familien, der er inkontinent.

Hvornår mon det bliver sådan, at man godt kan spørge: Hvordan går det med behandlingen af din inkontinens – er det stadig det samme, eller har du det bedre? Hvilken behandling får du? Hvad siger lægen?

Præcist sådan spørger man jo sin nabo eller sin familie, hvis vi ved at de har dårlige ryg, nedsat hørelse, haft en blodprop, cancer eller andre af de ‘åbne’ sygdomme, som vore medmennesker døjer med.

Men – ikke inkontinens – og det er endda muligt at spørge “lidt forsigtigt”, hvis man ikke direkte ønsker at de nærmeste skal få kaffen og lagkagen galt i halsen.

NEJ – vi smyger os uden om – vi forholder os tavse – vi siger ikke noget!
Hvorfor mon det er så svært at tale om inkontinens – har nogen et bud på, hvorfor netop tarmens og blærens reaktioner og sygdomme er anderledes end fx lungernes og hjernens? Alle organer er placeret inden i vores krop og har alle en ligestillet, vigtig funktion – vi kunne simpelthen ikke fungere uden nogen af dem – lige bortset fra et par enkelte (blindtarmen og den ene nyre), resten skal om muligt erstattes af transplantater eller kunstige organer.

Jeg har ikke selv svaret på, hvorfor noget er tabu – er det kulturbestemt, er det traditionsbestemt, er der forskel på, hvordan mænd og kvinder eller børn taler om inkontinens?

Hvis du som læser har et bud – så skriv gerne dine tanker og meninger til Kontinensforeningen om gode og dårlige oplevelser med at tage hul på eller ikke at ville tage hul på dine eller familiens problemer med inkontinens. Har du gode råd til andre om, hvordan du selv har åbnet for problemet, er du også velkommen til at skrive til os.

Du kan vælge at sende en e-mail til mig på info@kontinens.dk med din historie – du er også meget velkommen til at sende et brev til Kontinensforeningens adresse. Det er selvfølgelig helt op til dig, om du vil have dit navn trykt – det skal helst angives tydeligt, hvordan redaktionen skal trykke dit indlæg.

Vi ser frem til at modtage rigtig mange bud på, hvordan man kunne tænke sig, at der kunne blive taget hul på tabuet omkring inkontinens.

De, der skal tisse om natten, har det svært

toiletfaded

Af Torsten Sørensen, Overlæge, Kolding Sygehus
Kilde: KontinensNyt 1, 2006, s. 15-17

Download hele artiklen

Mennesket har et fundamentalt behov for søvn. Det er simpelthen væsentlig for ens velbefindende og funktion om dagen (1). Hvis søvnen afbrydes en eller flere gange, fordi man skal op om natten for at tisse, går det i høj grad ud over livskvaliteten. Man bliver i dårligt humør, uoplagt og begår måske fejl på sit arbejde. Dertil kommer risikoen for at falde over borde, dørtrin og sengetæpper om natten, fordi man halvsovende vakler ud til toilettet. Derfor koster natlig vandladning formentlig samfundet og erhvervslivet mange penge, fordi medarbejderne har sovet dårligt om natten, eller de ældre medborgere kommer til skade på vej til toilettet (2). Dertil kommer, at mangel på ubrudt søvn kan medføre adskillige medicinske, neurologiske og psykiske lidelser (1). Og da nattetisseri er en af de hyppigste årsager til, at man vågner om natten, (3) er der også store gevinster at hente, hvis tilstanden helbredes eller bedres.

Hvis man vågner om natten, fordi man skal tisse, har man pr. definition natlig vandladning (nykturi). Tidligere mente man, at en enkelt natlig vandladning var normalt, men nu har man internationalt vedtaget, at antallet af natlige vandladninger er uden betydning for definitionen. Til gengæld er natlig vandladning så hyppigt, at man næppe kan tale om en sygdom, men mere om et folkesundhedsproblem.

Som det bl.a. fremgår af en opgørelse fra Gynækologisk afdeling på Kolding sygehus (Fig. 1), stiger hyppigheden af natlige vandladninger med alderen. Derfor har det været en naturlig tanke, at nykturi er en normal del af, at man bliver ældre. Og det er formegentlig en af grundene til, at natlig vandladning har været et stærkt undervurderet problem.

Heldigvis er der ved at komme øget fokus på tilstanden. Og det er godt, for som det fremgår af Fig. 2 får man dårligere og dårligere livskvalitet desto flere gange, man skal op om natten for at tisse.

Årsager
Der er mange årsager til nykturi. En simpel grund er, at man drikker alt for meget om aftenen, inden man skal i seng. Hvis man har det problem, kan det måske hjælpe, hvis man tænker på, at det, man drikker efter klokken atten, skal man af med om natten.

Har man dårligt hjerte, kan det medføre, at man ophober væske (ødemer) i kroppen. Denne væske udskilles gennem nyrerne, når man lægger sig for at sove. Blæren fyldes, og man vågner, fordi man skal tisse.

Hvis man har en såkaldt overaktiv blære, betyder det, at blæren ikke kan rumme så meget urin, som hos raske personer. Der skal derfor ikke så meget urin i blæren, før det udløser en vandladningstrang – også om natten.

Normalt har naturen sørget for, at man ikke danner så meget urin, når man sover, som når man er vågen.

Mængden af urin, der dannes om natten, er mindre end den, man danner om dagen. Dette er meget hensigtsmæssigt! Men hos nogle mennesker fungerer denne mekanisme ikke rigtig. Man kan sige, at der er gået “kuk i programmeringen”. Når det sker, fremkommer en tilstand, som kaldes natlig polyuri – man danner for meget urin om natten. Hvor meget urin, der skal dannes, før man taler om natlig polyuri, afhænger af alderen. Unge mennesker har tilstanden, hvis den natlige urinmængde udgør mer end ca. 20% af hele døgnets urinmængde, mens det hos ældre er mere end ca. 30%.

Normalt reguleres døgnets urinproduktion af det såkaldte antidiuretiske hormon, vasopressin. Jo mere vasopressin, der er til stede, desto mindre urin danner man. Årsagen til, at den natlige urinproduktion er relativ stor hos nogle mennesker, skyldes netop, at de har en nedsat produktion af vasopressin; produktionen af hormonet falder med alderen. Og det er årsagen til, at ældre mennesker producerer forholdsvis mere urin om natten end om dagen.

Undersøgelse
Når lægen skal undersøge, hvilke årsager der er til natlig vandladning, begynder man ofte med at optage en grundig sygehistorie. Den alene giver et godt fingerpeg om, hvad årsagen til problemerne kan være. Des-uden vil lægen bede patienten om at føre et såkaldt væske-vandladnings-skema, dvs. en vandladningsdagbog, hvori man noterer, hvor meget man indtager af væske og hvor meget, man tisser ud. Samtidig skal man notere, hvornår man gør det. De to ting – sygehistorien og vandladningsdagbogen – vil i langt de fleste tilfælde kunne afsløre årsagen til tilstanden. Og dermed også hvilken behandling, der er nødvendig.

Ofte kan man selv undersøge, hvad der er årsagen til den natlige vandladning. Man måler simpelthen, hvor meget man drikker i løbet af et døgn, og hvornår man gør det. Samtidig noterer man, hvornår og hvor meget man tisser.

Mange har – i hvert fald tidligere – haft den opfattelse, at det er godt at drikke. Og at drikke meget, er meget godt. Men sådan er det ikke! Der er intet videnskabeligt belæg for, at det er godt at drikke meget. Heller ikke for, at man skal drikke mindst to liter væske i døgnet (4). Derimod er det klart, at hvis man indtager meget væske, skal man også af med meget urin. Og hvis man drikker meget om aftenen, skal man sædvanligvis også op for at tisse om natten.

Størrelsen af væskeindtaget er af mindre betydning. Det vigtigste er urinproduktionen. Den skal ligge omring en liter i døgnet. Hvis den gør det, er der nok urin til, at man kan komme af med de affaldsstoffer, man nu engang skal af med gennem vandet. Og så skal man normalt ikke op om natten, fordi man indtager for meget væske.

Behandling
Behandlingen af natlig vandladning afhænger naturligvis af årsagen til tilstanden. Hvis det viser sig, at man har et stort væskeindtag om aftenen i form af kaffe eller te, vil det være naturligt at nedsætte det. Hvis årsagen til den natlige vandladning skyldes udskillelse af ødemer (væske i kroppen), kan man forebygge udskillelsen af væsken ved at lægge sig sidst på dagen. Eller man kan indtage lidt vanddrivende medicin sidst på eftermiddagen, så væsken er udskilt, inden man skal i seng.

Hvis årsagen er natlig polyuri, fordi der er mangel på vasopressin, kan tilstanden bedres ved at tilføre hormonet. I Danmark er det markedsført under betegnelsen Minirin. Det er et velkendt præparat, som i mange år har været anvendt i behandlingen af børn, der tisser i sengen om natten, når de sover. Men hvis man er ældre end 65 år, skal man være forsigtig med at indtage stoffet. Det kan nemlig medføre en nedsættelse af saltindholdet i blodet.

Og det er ikke helt ufarligt
Ofte kan nykturi bedres med små midler. Og hvis det lykkes med relevant behandling at nedbringe antallet af natlige vandladninger, øger man patienternes livskvalitet væsentligt. Derfor er det en god idé at kontakte sin læge, hvis det er et problem, at man skal op om natten for at tisse.

Referencer
(1) Jennum P. Sleep and nocturia. BJU International 2002; 90 (Suppl. 3):21-24.
(2) Kobelt G, Borgström F, Matthiasson A. Productivity, vitality and utility in af group of healthy professionally active individuals with nocturia. BJU International 2003; 91(3):190-195.
(3) Bing MH. Personlig meddelelse. 2003.
(4) Valtin H. “Drink at least eight glasses of water a day.” Really? Is there scientific evidence for “8×8”? Am J Physiol Regul Integr Comp Physiol 2002; 283(5):993-1004.

Den 4-årige afføringsinkontinente

4years

Spørgsmål og svar

Hej Kontinensforening

Vi er en familie med en dreng på 4½ år, der går i børnehave. Han har problemer med at holde på afføringen. Vi har prøvet at kontakte vores egen læge, men han siger, at det er psykisk betinget – og sikkert fordi han har 2 mindre søskende! – Men det tror vi ikke rigtig på længere! Vi vil gerne have tilsendt noget informationsmateriale omkring børn og inkontinens.

En far fra Vestjylland

Kære far og familie fra Vestjylland
Afføringsinkontinens skal der kigges på – og det skyldes yderst sjældent psykiske årsager – men er generelt et tegn på forstoppelse.

Børn i den alder vokser meget – og ofte meget uens, således at de indre organer ikke rigtig følger med (blære og tarm) væksten – desuden er de fleste børn også meget bevidste om hvordan toiletforholdene er. De vil ofte gerne være private på toilettet og klare alting selv, og det er desværre i mange både børnehaver og skoler, der ikke har mulighed for. Enten er toiletterne indrettet, så børnene ikke kan sidde i fred og ro, eller også er de skræmmende og ulækre. Desuden er der rigtig mange børn, der holder sig, hvis de leger – og så undertrykker de i alt for lang tid de signaler, som tarmen sender om, at den skal tømmes. Derved kommer afføringen ned i den allersidste del af tarmen (ampullen), som normalt skal være tom. Her står afføringen så og drænes for væske – den ophober sig som hårde knolde og står og trykker på tarmudgangen (numsehullet).

Når så barnet hopper og løber rundt og leger, så er den lille ringmuskel (numsehullet) ikke stærk nok til at holde på den ophobede afføring – og så laver barnet i bukserne uden at kunne mærke det, før det er for sent. Barnet skal altså lære at gå på toilettet, så snart tarmen melder, at nu er det tid. Så sendes der et signal til hjernen – og når man så sidder på toilettet og er parat, så sender tarmen et signal retur til hjernen om, at nu er det OK at lukke op for tarmåbningen og blive tømt.

Indimellem kan forstoppelsen også påvirke blæren og dens funktion – så det er vigtigt, at barnet lærer at mærke signalerne og have mulighed for at gå på toilettet i tide.

Det er også vigtigt, at barnet er så stort og modent – og motiveret for at blive undersøgt og selv gøre en aktiv indsats for at få tarmen til at lystre – ellers er det meget svært for lægen/kontinenssygeplejersken at arbejde sammen med barnet omkring behandlingen.

Med venlig hilsen

Kontinensforeningen

Den 8-årige afføringsinkontinente

8years

Spørgsmål og svar

Kære Kontinensforening,

Ja, nu hører I det nok igen, men vi oplever at stå meget alene om opgaven at få løst vores 8-åriges drengs afføringsinkontinensproblem.

Vi blev for 2 år siden henvist til hospitalet og kom til en lægesamtale. Vores søn blev undersøgt og begyndte i et Movicol-forløb. Samtidig blev vi tilknyttet en sygeplejersken på hospitalets børneambulatorium. Med jævne mellemrum har vi så været der til en snak og en test. Men situationen er på 2 år uforandret. Vi har ikke længere kontakt, men kan bare ringe! Vi har fået at vide, at vores søn skal have 3 måneder uden ’uheld’, før vi må stoppe Movicol-behandlingen, som har stået på i 2 år!!

Det er så svært at tro på, at der nogensinde sker bedring – men jeg skriver egentlig, fordi jeg lige har læst om emnet på jeres hjemmeside – og vil høre om det er muligt at få tilsendt foreningens informationsmaterialer. Vores søn har ’kun’ problemer med afføringsinkontinens.

Marianne fra Fyn

Kære Marianne fra Fyn

Tak for din mail. Du har ret – vi hører meget ofte, at børn i alle aldre har problemer med deres afføring – men vi hjælper meget gerne med gode informationer, idet det jo er en hæslig situation for barnet, at være bange for at have afføring i bukserne – som ofte sker, uden at barnet på nogen måde kan mærke det – før det begynder at lugte og blive ubehageligt. Og så hører vi også, at både barn og forældre føler sig ’lost’ i behandlersystemet.

Vi skynder os at fremsende de materialer om børneinkontinens (afføringsinkontinens), som Kontinensforeningen har udgivet. Selvom I har kontakt til jeres lokale sygehus, er det måske alligevel en god idé også at prøve at kontakte nogle af de behandlingssteder, som er angivet i informationsmaterialerne, og få deres mening om sagen og måske et tilbud om fornyet undersøgelse og behandling.

Med venlig hilsen

Kontinensforeningen

Den hormonelle regulering af døgnurin-dannelsen

CharlotteJensen

Af Charlotte Graugaard-Jensen, læge og ph.d., urologisk afdeling, Viborg Sygehus
Kilde: KontinensNyt 3, 2010, s. 4-5

Download hele artiklen

Det har i mere end 100 år været kendt, at urindannelsen som led i kroppens døgnrytme nedsættes om natten

Anslået 400.000 danskere har vandladningssymptomer: Hyppig vandladning, inkontinens, hyppig natlig vandladning m.m. Årsagerne er mange. Der forskes i de præcise virkningsmekanismer, således at vi kan tilbyde hurtig og relevant udredning samt effektiv behandling uden for store bivirkninger.

Urininkontinens og natlig vandladning er hyppige urinvejsymptomer. Det har i mere end 100 år været kendt, at urindannelsen som led i kroppens døgnrytme nedsættes om natten. Døgnrytmen sikrer på den måde en bedre nattesøvn. Hvad sker der, når døgnrytmen ikke fungerer og antallet af natlige vandladninger til-tager? Hvorfor er nogle mennesker specielt udsatte for hyppig natlig vandladning? Disse og andre overvejelser er emnet for denne artikel.

Antidiuretisk hormon kontrollerer vandindholdet i organismen
Antidiuretisk hormon udgør en hjørnesten i opretholdelsen af et stabilt miljø i organismen. Når blodtrykket falder eller når saltkoncentrationen i vævene stiger, udskiller mellemhjernen en større mængde antidiuretisk hormon (figur 1).

CharlotteFig1

Hormonet, der dannes i den forreste del af mellemhjernen, døgnvarierer og er højst om natten. Med blodet føres antidiuretisk hormon til nyrerne. Via såkaldte vandkanaler i nyrerne indtager samlerørene en central rolle i vandudskillelsen. En høj koncentration af det antidiuretiske hormon øger tilbagetrækningen af vand fra nyrerne og nedsætter derved urindannelsen (figur 2).

charlotte-Fig2-A

Hos nattevædere og ældre mennesker udebliver den normalt forekommende natlige stigning i antidiuretisk hormon. Resultatet er en større natlig urindannelse med flere toiletbesøg til følge.

Vores forskning har vist en sammenhængen mellem blodtrykket og antallet af natlige vandladninger. Desto flere natlige vandladninger, desto højere blodtryk. For bedre at forstå baggrunden, planlægger vi at undersøge sammenhængen mellem de involverede hormoner, forekomsten af natlig vandladning, blodtrykket og hjerterytmen.

Kønshormoner har indflydelse på dannelsen af antidiuretisk hormon
Ved at følge kvinder igennem menstruationscyklus samt kvinder på p-piller har vi vist, at det kvindelige kønshormon østrogen får antidiuretisk hormon til at stige, samt at østrogen kan nedsætte saltkoncentrationen i blodet. Dyreforsøg har tilsvarende vist en sammenhængen mellem det mandlige kønshormon, testosteron og antidiuretisk hormon. En tilsvarende sammenhæng er ikke set hos mennesket. Forskning i sammenhængen mellem kønshormoner og urindannelsen har hidtil været sparsom.

Hjertehormoner og urindannelsen
Atrialt natriuretisk peptid, der dannes i hjertets forkamre, døgnvarierer og er højst om natten. Hormonet øger nyrernes salt- og vandudskillelse samt nedsætter blodtrykket. Ved at øge urindannelse og saltudskillelse øger atrialt natriuretisk peptid antallet af natlige toiletbesøg (figur 3). Ved at øge mængden af atrialt natriuretisk peptid påvirker snorken og besværet natlig vejr- trækning (søvnapnø) antallet af natlige vandladninger.

charlotte-Fig3

Behandling af søvnapnø nedsætter formentlig antallet af natlige vandladninger
I et samspil med andre hormoner, nervesystemet, stigende alder og forskellige sygdomstilstande påvirker atrialt natriuretisk peptid og antidiuretisk hormon urindannelsen. Antidiuretisk hormon og atrialt natriuretisk peptid henholdsvis nedsætter og øger urindan- nelsen. Meget tyder på, at søvn og søvnmangel også har indflydelse. Spørgsmålet er, om man tisser, fordi man er vågen eller vågner fordi man skal tisse. Frem-tidig forskning må vise os mere om årsagerne til natlig vandladning.

Om forfatteren
Charlotte Graugaard-Jensen
Gift og mor til tre.
Læge fra Århus Universitet i 1999.
Ph.d. med titlen “Regulation of urine production with special reference to estrogen levels and to gender difference”, Århus universitet 2008.
Fra 1. oktober 2009 under uddannelse til speciallæge i urologi på henholdsvis Viborg og Skejby Sygehus.
Deltaget i flere medicinske forskningsprojekter omhandlende inkontinens hos kvinder og mænd.

Den neurologiske blære ved Parkinsonisme

Patienter overvejer sjældent selv, at vandladningsforstyrrelser kan have relation til deres neurologiske sygdom

kristianwinge

Af Kristian Winge, overlæge, Ph.d., Neurologisk afdeling, Bispebjerg Hospital
Kilde: KontinensNyt 1, 2010, s. 24-26

Download hele artiklen

Sygdomme i nervesystemet betyder ofte en markant ændring af livsbetingelserne for den ramte. Uanset hvornår i livet, sygdommen rammer, kan basale forhold ændres på en generende og måske invaliderende måde.

Parkinsons syge er en langsomt udviklende såkaldt neurodegenerativ tilstand. I den traditionelle beskrivelse af Parkinsons syge indgår ’den klassiske triade’: Tremor (rysten), bradykinesi (langsomhed) og rigiditet (stivhed af muskler). I Danmark er hyppigheden (prævalensen) ca. 102 per 100.000, svarende til mellem 5.000 og 5.500 patienter med Parkinsons syge.

Sygdommen har indtil for ca. 15 år siden været beskrevet som en ren motorisk sygdom med baggrund i tab af dopamin-producerende neuroner (nerveceller), i det hjerneområde der kaldes substantia nigra (den sorte substans). Gennem de sidste 10-15 år er der kommet stadig større fokus på de såkaldt ’non-motoriske’ symptomer, det vil sige symptomer ud over de rent bevægemæssige. Det har betydet, at der gennem de seneste 10 år, er sket store fremskridt for livsudsigterne for mennesker med Parkinsons syge, både kvantitativ og kvalitativt. Bedre medicinsk behandling af motoriske og non-motoriske symptomer, tidlig opsporing og behandling af komplicerende faktorer, samt bedre behandling i sygdommes sværeste faser har lagt både år til livet og liv til årene for disse mennesker.

Parkinsons syge betyder ofte dårlig mobilitet og i de senere stadier tab af uafhængighed. Vandladningsforstyrrelser kan vise sig at være en betydende faktor i patienternes tab af uafhængighed og sociale muligheder.

Blærekontrol
Hos raske, voksne kan urinblæren rumme cirka ½ liter, men under blærefyldningen mærkes som regel vandladningstrang, når der er 250-300 ml urin i blæren. Denne vandladningstrang er under viljens kontrol og kan undertrykkes. Det betyder, at vi vanligvis har et ’advarselsinterval’ mellem, at vi kan mærke, at vi nok snart skal tisse, og til at blæren trækker sig sammen i en tømning. For at vandladningstrangen kan undertrykkes, kræves normale kontrolmekanismer i hjernen og i hjernestammen, hvor det ’relæ’ sidder, der giver ordre til ’go’ eller ’no-go’ ved vandladningstrang. Forbindelserne mellem hjernestammen og rygmarven og videre ud i de perifere nerver skal i sagens natur også være intakte. Kontinens og normal vandladning er således en betydelig test af nervesystemets funktion gennem hele dets udstrækning. Kraftig, bydende vandladningstrang indtræder som regel først, når blæren er ved at være helt fuld.

Ved Parkinsons syge kan den overordnede kontrol af blærens reservoir-funktion være defekt, således at blæren ofte kontraherer (trækker sig sammen) ufrivilligt ved små, lave fyldnings-voluminae. Dette viser sig oftest som hyppig vandladning med kort interval og voldsom, bydende vandladningstrang (urge), så man skal skynde sig ud på toilettet. Er vandladningstrangen så kraftig, at man ikke når ud på toilettet, inden vandladningen sætter i gang, oplever patienten ufrivillig vandladning – såkaldt tranginkontinens.

Neurogen blære
I dag lever mange mennesker med følger efter neurologisk sygdom. I en gennemsnitlig lægepraksis med 1500 patienter vil der således i gennemsnit være 25 patienter med følger efter apopleksi, og der vil være cirka 4 patienter med sclerose og 3 patienter med Parkinsons syge. Det er vigtigt at genkende symptomer på blæreforstyrrelser som led i den neurologiske sygdom, idet de færreste patienter selv vil lave ’koblingen’ mellem deres neurologiske sygdom og vandladningsforstyrrelserne.

Vandladningsforstyrrelser kan være meget generende. Patienter med Parkinsons sygdom bevæger sig langsomt og har ofte gangbesvær, og symptomer med hyppig vandladning (dag og nat) og bydende vandladningstrang har stor indflydelse på patientens livskvalitet. Patienterne tager ofte specielle forholdsregler for at lindre tilstanden. Mange nedsætter væskeindtaget for at nedsætte urinproduktionen og praktiserer, hvad man kan kalde forebyggende vandladning i utide [red.: ’tisser af’] – dvs. at de går på toilettet uden at have en egentlig vandladningstrang. Symptomerne kan medvirke til, at patienten isolerer sig for ikke at komme for langt væk fra et toilet, og til afhængighed af andres hjælp. Hertil kommer, at følgetilstande til vandladningssymptomerne – fx urinvejsinfektioner – kan nedsætte funktionsniveauet og øge sygeligheden.

Figurera

Figur 1: Hyppigheden af vandladningssymptomer ved Parkinsons syge. Hyppigheden af vandladningssymptomer er høj; 88% har natilig vandladning 2 eller flere gange hver nat, 70% har hyppige vandladninger, og 69 klager bydende stærk vandladningstrang. Når deltagerne blev spurgt om disse symptomer generede svarede ca. 60% at den bydende stærke vandladningstrang har til gene, mens kun 50% syntes at nat-tisseriet var til gene. Noget overraskende var der 43% af de spurgte der beskrev tranginkontinens. Dette er ikke beskrevet tidligere og er tallet er højere end hvad udenlandske undersøgelser har fundet. Fra Winge K, Skau AM, Stimpel H, Nielsen KK, Werdelin L: Prevalence of bladder dysfunction in Parkinsons disease. Neurourol Urodyn 2006; 25(2):116-122.

Forekomst
Mange patienter med Parkinsons syge har en alder, hvor vandladningssymptomer som led i andre (mere eller mindre aldersbetingede) tilstande. Patienterne klager, ifølge en dansk undersøgelse, hyppigst over natlig vandladning (nykturi), men patienterne finder, at bydende stærk tissetrang (urge) er det mest generende symptom. (se figur 1)

Baggrunden for vandladningssymptomerne hos patienter med Parkinsons syge er omdiskuteret. Nogle undersøgelser har vist, at tabet af dopaminproducerende celler i substantia nigra er betydende, andre undersøgelser har vist, at medicinen hos nogle patienter spiller en afgørende rolle.

Flere undersøgelser har vist at patienter med Parkinsons syge har flere symptomer end raske i samme alder, og at blæresymptomerne bliver hyppigere, jo sværere sygdommen er. Det kan antyde, at det er tabet af dopaminproducerende celler, der spiller en rolle, men på den anden side tager den person, der har haft sygdommen længe, også mere medicin.

En mindre gruppe patienter med Parkinsons syge viser sig senere at have atypisk Parkinsonisme. Disse sygdomme viser sig ved relativ hastig udvikling og en dårlig respons på Parkinson-behandlingen. Vandladningsforstyrrelser ses ved alle Parkinsonistiske tilstande, men er mest udtalt for Multiple System Atrofi (MSA). Opgørelser har vist, at 98 % af patienter med MSA har vandladningsforstyrrelser, og af disse har cirka 65 % inkontinens, og cirka 50 % debuterede med symptomer på overaktiv blære og stort residualurin (red.: rest af urin i blæren). Patienter med tidligt indsættende, svære vandladningsforstyrrelser kombineret med relativ mild Parkinsonisme bør derfor udredes i et samarbejde med urologer og neurologer.

Udredning og behandling
De to vigtigste elementer i den almindelige udredning af patienter med neurologisk sygdom er væske-vandladnings-skema og urindyrkning. Ved mistanke om overaktiv blære er væske-vandladnings-skemaet let at anvende og meget brugbart. Skemaet giver oplysning om antallet af vandladninger per døgn, og om der er tilstedeværelse af voldsom vandladningstrang og eventuelt episoder med inkontinens. Skemaet giver også vigtig information om patientens blærekapacitet, som kan aflæses af størrelsen af de ladte urinportioner.

Behandlingen af vandladningssymptomer hos patienter med Parkinsons syge sigter primært mod at dæmpe den overaktive blære, men optimering af anti-Parkinson-medicinen kan også bedre både symptomerne men især gangfunktionen, så det bliver lettere at være på forkant med symptomerne. Til den overaktive blære findes en række stoffer, som kaldes antimuskarine stoffer. Disse stoffer er effektive og generelt godt tolererede af patienterne. Hos patienter med stor natlig urinproduktion kan en lille dosis anti-diuretisk hormon bedre nattesøvnen betydeligt og dermed også gøre dagene bedre.
Urinvejsinfektioner (UVI) hos patienter med neurologisk sygdom er hyppige, især hos patienter med dårlig blæretømning, og infektionerne resulterer ofte i et voldsom og ellers uforklarligt funktionstab. Patienterne kan naturligvis have de klassiske symptomer på UVI. Herudover skal infektion mistænkes ved mere vage symptomer som uforklaret febrilia (feber), uforklaret funktionsstab eller uforklaret konfusion (forvirring). Patienter med kendt Parkinsons sygdom, hvor der rejses mistanke om UVI, bør have undersøgt urinen.

Konklusion
Vandladningsforstyrrelser ved Parkinsons sygdom er hyppige, men de mest generende symptomer på overaktiv blære kan effektivt behandles medicinsk. Symptomerne er en del af sygdommen, men anti-Parkinson- medicinen kan også være med til at forværre symptomerne.

Der mangler offentlige toiletter

Interview med Tine Müller

TineMuller

Af Kristian Bang Larsen, Redaktionen.dk
Foto: Thomas Sjørup, Redaktionen.dk
Maj 2014

Kvinden bag ‘FindToilet’-app’en, Tine Müller, har lidt af inkontinens i 10 år, og har flere gange måttet lade vandet i det offentlige rum. Der er alt for få offentlige toiletter, fortæller hun.

’Jeg var i Hellerup engang, og på stationen var der ikke længere noget toilet. Jeg havde en aftale på Strandvejen, så der rendte jeg med benene klemt sammen, for at holde urinen tilbage. Til sidst måtte jeg gå ind i en indkørsel til en villa og tisse med bukserne nede om anklerne,’ fortæller 65-årige Tine Müller. Hun er kvinden bag app’en FindToilet, som viser vej til nærmeste offentlige toilet.

Tine Müller har lidt af urge- og stressinkontinens i 10 år, og har ofte været nødt til at tisse i parker, haver eller sågar på togperroner. Hun mener, at manglen på offentlige toiletter er en katastrofe for mennesker som hende.

Toiletterne spares væk
’Man skulle oprette nogle flere toiletter, og lade dem være bemandede, så de blev holdt rene og sikre. Der burde også opstilles flere toiletter på stationerne – og gerne på perronerne eller allerhelst i togene,’ siger Tine Müller, der i dag kan holde tissetrangen nogenlunde i ro med blæredæmpende medicin – heldigvis, for hun oplever, at der bliver færre og færre offentlige toiletter. Både kommuner og DSB sparer toiletterne væk, og på cafeer og restaurationer må toiletterne kun bruges af kunder.

’Efter de lukkede toiletterne på Nørreport Station, har jeg nogle gange snydt mig ind på Baresso, der er den nærmeste café, og spurgt nogle af gæsterne, hvad koden var til toilettet,’ siger Tine Müller.

Men det er ikke kun manglen på toiletter, der frustrerer hende. Det er heller ikke let at finde et toilet, hvis man ikke i forvejen er stedkendt.

’DSB har ikke engang en liste eller et kort over, på hvilke stationer der findes toiletter,” beretter Tine Müller, der har lavet ‘FindToilet’-app’en for at gøre det lettere for andre i samme situation at finde de offentlige toiletter. Men det løser ikke hovedproblemet.

’Det er jo ikke nok at vide, hvor toilettet er, når tissetrangen opstår, hvis der er en kilometer derhen til. Der skal bare oprettes nogle flere toiletter,” konstaterer hun.

Find ‘FindToilet’-app’en her.

Det endte alt for ofte med en ble

walkingcrop

Af Christina Sommer, journalist
Redigeret af redaktionssekretær Aase Randstoft, Kontinensforeningen
Kilde: KontinensNyt 1, 2009, s. 26-27

Download hele artiklen

Tørre borgere var ønsket. Langtfra alle inkontinente borgere i Sønderborg Kommune fik tidligere den hjælp, de havde krav på. Det har to fuldtidsansatte kontinenssygeplejersker nu lavet om på til glæde for borgerne og kommunens budget.

En vikar kan medføre store positive forandringer. Det kan Sønderborg Kommune konkludere nu knap 10 år efter, at kontinenssygeplejerske – og Kontinensforeningens formand – Lisbeth Freiberg blev ansat i et vikariat sommeren 1999. Dengang var hun ansat som konsulent i et privat firma, men holdt sig sygeplejefagligt ajour gennem vikarjobs som hjemmesygeplejerske i Sønderborg Kommune, hvor hun bl.a. arbejdede med de inkontinente borgere.

”Dengang var det et stort kaos. Personalet vidste ofte ikke, hvilke hjælpemidler de enkelte borgere havde fået bevilliget, og ofte heller ikke, hvem der egentlig havde en bevilling,” fortæller Lisbeth Freiberg, om tiden som vikar for 10 år siden.

En uges vikariat var langtfra nok til at skabe orden i kaos, men Lisbeth Freibergs observationer blev startskuddet til, at byrådet i Sønderborg Kommune i 2002 besluttede at ansætte to kontinenssygeplejersker. I første omgang som et 2-årigt pilotprojekt. Projektet var udgiftsneutralt, da kommunens daværende fire områdecentre hver afgav 0,5 sygeplejerskestilling til de to stillinger, og dermed var jobbet som fuldtidsansat kontinenssygeplejerske i Sønderborg Kommune en realitet for Lisbeth Freiberg og hendes kollega Annette Carstensen.

Brug for hurtig udredning
Og der var nok at tage fat på. Foruden det manglende overblik over kommunens bevillinger var omfanget af og kvaliteten i tilbuddet til de inkontinente borgere meget forskellige, afhængigt af hvilket af de fire områdecentre, patienten var tilknyttet.

”Et sted var der fx en sygeplejerske, der interesserede sig rigtig meget for inkontinens, og her fik borgerne en god udredning modsat et andet område, hvor ingen interesserede sig for emnet,” siger Lisbeth Freiberg.

Det var dengang kommunens omkring 60 hjemmesygeplejersker med vidt forskellige indgangsvinkler og vidensniveauer om inkontinens, der stod for udredning og behandling.

”Selvom vi godt vidste, at inkontinensbehandling var vigtigt, lod vi det ofte vige til fordel for andre, mere presserende opgaver. Vi prøvede at hjælpe, så godt vi kunne, men det var ikke altid det, vi prioriterede højest,” siger Annette Carstensen, der selv har arbejdet syv år som hjemmesygeplejerske.

Sagsbehandlingen var også ofte langtrukken. Bevil-ligede en hjemmesygeplejerske en inkontinent borger hjælp, skulle det først godkendes af assisterende områdeleder, før en gruppe HK’ere (administrativ ikke sundhedsuddannet person) så endelig kunne sætte bevillingerne i værk.

”Tidligere kunne det tage flere måneder, før en borger blev udredt. Nu er vores mål, at vi skal kontakte borgeren, senest 3 arbejdsdage efter henvendelse til os. I akutte tilfælde, fx en patient, der er i terminal pleje, eller en borger, der bliver inkontinent fra den ene dag til den anden pga. et fald eller ulykke – så rykker vi ud med det samme,” siger Lisbeth Freiberg.

Stil vækkeuret
I dag står de to kontinenssygeplejersker både for de konkrete udredninger og bevillinger af hjælpemidler, som er meget mere end bleer, hvilket det alt for ofte endte med, før Lisbeth Freiberg og Annette Carstensen blev ansat. ”Nogen gange kan løsningen være at stille vækkeuret til at ringe hver 3. time, andre gange kan det hjælpe at få trænet bækkenbunden, komme i medicinsk behandling eller at få bedre toiletvaner. Forleden besøgte jeg en ældre og meget stor dame. Her viste det sig, at hendes lænestol var for lav og svær at komme op af. Stolen blev klodset op, og nu kan hun selv nå at komme på toilettet i tide!,” siger Annette Carstensen.

Kontinenssygeplejerskerne har fast telefontid hver dag, hvor borgere, pårørende og plejepersonale kan henvende sig, og der er nu formuleret faste procedurer for opgaverne i forbindelse med udredninger, bevillinger og ændringer af bevillinger. Men informationsarbejdet fylder også meget. Kontinenssygeplejerskerne mødes fast med alle plejegrupper hver 14. dag. Samtidig underviser de plejepersonalet og kommunens sundhedsfaglige elever om inkontinens et par gange om året.

”Det vigtigste for os er, at borgerne bliver tørre og kan deltage i et aktivt socialt liv. Og hvis de ikke kan det uden hjælpemidler, må vi finde det bedst egnede. Det er basal sygeplejer,” siger Lisbeth Freiberg.

To spørgeskemaundersøgelser gennemført blandt både de inkontinente borgere og personale i 2002 og 2005 viser, at den basale sygepleje gør en forskel. Bl.a. er antallet af de borgere, der føler, at plejepersonalet virkelig nu har tid til at tage sig af deres vandladningsproblemer, steget fra 30% til 67%, mens 62% af personalet mod tidligere 38% mener, at de har viden nok til at vejlede inkontinente borgere til anden løsning end bleer.

Færre bleer… men hvad med økonomien?
Da Sønderborg Kommune har mere end fordoblet sit indbyggertal pga. strukturreformen i 2007, findes der ingen sammenlignelige tal. Fakta er dog, at kommunen med sine 76.000 indbyggere i dag har udredt 1.800 borgere. Kommunen bruger 1,5 mio. kr. på bleer og 1,5 mio. kr. på urinposer og katetre.

Kontinenssygeplejerskerne har kendskab til en kommune med langt færre indbyggere og kun 1.400 udredte borgere, der bruger samme beløb på hjælpemidler som hele Sønderborg Kommune tilsammen.

’Det fortæller os, at vi gør det rigtige her i Sønderborg,’ siger Lisbeth Freiberg. De gode resultater har medført, at pilotprojektet med ansættelse af kontinenssygeplejersker i Sønderborg kommune overgik til at blive permanent i 2006 – og Lisbeth Freiberg og Annette Carstensen arbejder støt videre.

’Vi vil gerne udarbejde endnu mere informationsmateriale til borgerne og plejepersonalet. Det er en uendelig proces at undervise personalet og holde det opdateret, især i tider med høj personaleudskiftning. Forstår vi ikke at undervise og informere personalet, falder det hele til jorden – og det vil i sidste ende ramme den enkelte borger,’ siger Lisbeth Freiberg.

Udfordringen
Udfordringen i Sønderborg Kommune var at få styr på det kaos, der var i inkontinensbevillinger samt at få overblik over kvaliteten i de tilbud der findes samt den behandling man kunne give inkontinente borgere.

Arbejdspladsen
Hjælpemiddelgruppen i Sønderborg Kommune.

Det gjorde de
Kommunen har ansat to kontinenssygeplejersker, som står for udredninger, bevillinger og undervisning af borgere, pårørende og plejepersonale i inkontinens, helbredelsesmuligheder og brug af hjælpemidler.

Det har de opnået
Tilbuddene til inkontinente borgere er blevet specialiseret, ensrettet og effektiviseret til glæde for borgerne, personalet og kommunens økonomi.

Det er de stolte af
At have fået mange borgere til at leve godt og aktivt med deres inkontinens. Personalet har fået mere viden, og de positive tilbagemeldinger fra borgerne er mange.

Det slås de stadig med
Det anslås, at 8-10% af den danske befolkning lider af inkontinens, hvilket svarer til godt 6.000 borgere alene i Sønderborg Kommune. Af dem er 1.800 kendte og udredte borgere – så der er stadig lang vej til, at alle er udredt og har fået hjælp.

Med tilladelse fra bladet Sygeplejersken og Christina Sommer, DSR.
Kilde: Sygeplejersken, nr. 24-2008.

Det handler om livskvalitet

lars

Af Lars Alling Møller, Overlæge, Gynækologisk Klinik, Rigshospitalet
Kilde: KontinensNyrt 2, 2007, s. 19-20

Download hele artiklen

Operation for anstrengelsesudløst urininkontinens forbedrer livskvaliteten
Operation for anstrengelsesudløst inkontinens forbedrer livskvaliteten! Tension free Vaginal Tape (TVT) er en effektiv metode til behandling af anstrengelsesudløst inkontinens hos kvinder. Metoden har været kendt i knap 10 år, og der foreligger i dag god dokumentation for, at operationen i betydelig grad forbedrer livskvaliteten.

Hvad er Tension free Vaginal Tape (TVT)?
TVT er i dag den hyppigste metode til operation af anstrengelsesudløst inkontinens. Knap 2.000 danske kvinder opereres årligt efter denne metode. I lokal eller fuld bedøvelse indopereres et kunststofbånd under urinrøret. Båndet virker mod inkontinens ved at understøtte urinrøret. Undersøgelser viser, at TVT-operationen selv efter mange år er effektiv.

Hvad er livskvalitet?
I videste forstand er livskvalitet meget personligt – og meget forskelligt fra individ til individ. Videnskabeligt måles livskvalitet ofte med et spørgeskema. Selvfølgelig svarer et spørgeskema ikke på alle spørgsmål, men viser i grove træk, hvordan verden ser ud. Den verden, der spørges til. Et spørgeskema kan fx svare på, hvordan kvinder oplever livskvaliteten før og efter en operation for urininkontinens.

Hvordan måles livskvalitet?
Livskvalitet består af mange aspekter. Hvordan praktiske opgaver klares, hvordan fremtiden opfattes, lysten og energien til at tage fat på nye opgaver mm. (Tabel 1). Det er vigtigt, at spørgsmålene er meningsfulde – både for den der spørger, og for den der svarer. Ofte bruger man internationale (engelske) spørgeskemaer oversat til dansk. Eksempler på engelske spørgeskemaer er Incontinence Impact Questionnaire (IIQ) og Urinary Distress Inventory (UDI), som begge spørger til, hvordan urininkontinens påvirker livskvaliteten. Tallet efter forkortelsen angiver, hvor mange spørgsmål spørgeskemaet omfatter: IIQ-7 omfatter 7 spørgsmål, UDI-6 6 spørgsmål og UDI-30 30 spørgsmål. Det er almindeligt at score påvirkningen. Et højt tal angiver en stor negativ påvirkning; et lille tal (eller nul) angiver en lille (eller ingen) påvirkning. Et nul er således udtryk for den bedst tænkelige livskvalitet.

Livskvalitet og TVT-operation
Der er udført mange videnskabelige undersøgelser af livskvaliteten før og efter operation for urininkontinens. Alle undersøgelser viser, at livskvaliteten forbedres markant efter operation med TVT (Tabel 2). Lige så vigtigt er det, at den opnåede gode livskvalitet holder sig – selv mange år efter operationen (Tabel 3).

grafTVT

Urininkontinens, sex – og TVT-operation
Som det fremgår af Tabel 1, er sexlivet ikke noget af det, der volder størst bekymring hos patienter før operation med TVT. Andre fysiske og psykiske symptomer fylder langt mere. Flere undersøgelser viser dog, at også sexlivet forbedres efter operationen.