Den 8-årige afføringsinkontinente

8years

Spørgsmål og svar

Kære Kontinensforening,

Ja, nu hører I det nok igen, men vi oplever at stå meget alene om opgaven at få løst vores 8-åriges drengs afføringsinkontinensproblem.

Vi blev for 2 år siden henvist til hospitalet og kom til en lægesamtale. Vores søn blev undersøgt og begyndte i et Movicol-forløb. Samtidig blev vi tilknyttet en sygeplejersken på hospitalets børneambulatorium. Med jævne mellemrum har vi så været der til en snak og en test. Men situationen er på 2 år uforandret. Vi har ikke længere kontakt, men kan bare ringe! Vi har fået at vide, at vores søn skal have 3 måneder uden ’uheld’, før vi må stoppe Movicol-behandlingen, som har stået på i 2 år!!

Det er så svært at tro på, at der nogensinde sker bedring – men jeg skriver egentlig, fordi jeg lige har læst om emnet på jeres hjemmeside – og vil høre om det er muligt at få tilsendt foreningens informationsmaterialer. Vores søn har ’kun’ problemer med afføringsinkontinens.

Marianne fra Fyn

Kære Marianne fra Fyn

Tak for din mail. Du har ret – vi hører meget ofte, at børn i alle aldre har problemer med deres afføring – men vi hjælper meget gerne med gode informationer, idet det jo er en hæslig situation for barnet, at være bange for at have afføring i bukserne – som ofte sker, uden at barnet på nogen måde kan mærke det – før det begynder at lugte og blive ubehageligt. Og så hører vi også, at både barn og forældre føler sig ’lost’ i behandlersystemet.

Vi skynder os at fremsende de materialer om børneinkontinens (afføringsinkontinens), som Kontinensforeningen har udgivet. Selvom I har kontakt til jeres lokale sygehus, er det måske alligevel en god idé også at prøve at kontakte nogle af de behandlingssteder, som er angivet i informationsmaterialerne, og få deres mening om sagen og måske et tilbud om fornyet undersøgelse og behandling.

Med venlig hilsen

Kontinensforeningen