Den 4-årige afføringsinkontinente

4years

Spørgsmål og svar

Hej Kontinensforening

Vi er en familie med en dreng på 4½ år, der går i børnehave. Han har problemer med at holde på afføringen. Vi har prøvet at kontakte vores egen læge, men han siger, at det er psykisk betinget – og sikkert fordi han har 2 mindre søskende! – Men det tror vi ikke rigtig på længere! Vi vil gerne have tilsendt noget informationsmateriale omkring børn og inkontinens.

En far fra Vestjylland

Kære far og familie fra Vestjylland
Afføringsinkontinens skal der kigges på – og det skyldes yderst sjældent psykiske årsager – men er generelt et tegn på forstoppelse.

Børn i den alder vokser meget – og ofte meget uens, således at de indre organer ikke rigtig følger med (blære og tarm) væksten – desuden er de fleste børn også meget bevidste om hvordan toiletforholdene er. De vil ofte gerne være private på toilettet og klare alting selv, og det er desværre i mange både børnehaver og skoler, der ikke har mulighed for. Enten er toiletterne indrettet, så børnene ikke kan sidde i fred og ro, eller også er de skræmmende og ulækre. Desuden er der rigtig mange børn, der holder sig, hvis de leger – og så undertrykker de i alt for lang tid de signaler, som tarmen sender om, at den skal tømmes. Derved kommer afføringen ned i den allersidste del af tarmen (ampullen), som normalt skal være tom. Her står afføringen så og drænes for væske – den ophober sig som hårde knolde og står og trykker på tarmudgangen (numsehullet).

Når så barnet hopper og løber rundt og leger, så er den lille ringmuskel (numsehullet) ikke stærk nok til at holde på den ophobede afføring – og så laver barnet i bukserne uden at kunne mærke det, før det er for sent. Barnet skal altså lære at gå på toilettet, så snart tarmen melder, at nu er det tid. Så sendes der et signal til hjernen – og når man så sidder på toilettet og er parat, så sender tarmen et signal retur til hjernen om, at nu er det OK at lukke op for tarmåbningen og blive tømt.

Indimellem kan forstoppelsen også påvirke blæren og dens funktion – så det er vigtigt, at barnet lærer at mærke signalerne og have mulighed for at gå på toilettet i tide.

Det er også vigtigt, at barnet er så stort og modent – og motiveret for at blive undersøgt og selv gøre en aktiv indsats for at få tarmen til at lystre – ellers er det meget svært for lægen/kontinenssygeplejersken at arbejde sammen med barnet omkring behandlingen.

Med venlig hilsen

Kontinensforeningen