, , , ,

MAPLe-teknologi en ny måde at behandle for inkontinens

Af Marianne Schultz,

Fysioterapeut med speciale i urologisk, gynækologisk og obstetrisk fysioterapi.

For snart mange år siden var der en patient der sagde til mig: ”har du ikke et eller andet apparat, som kan måle helt nøjagtig, hvor god eller dårlig min bækkenbund er?” Det havde vi ikke på det tidspunkt, men da jeg fik det samme spørgsmål forleden, kunne jeg sige, det har vi nu. Siden juni 2023 har jeg arbejdet med MAPLe teknologi.

MAPLe er et lille apparat, som via en lille elektrode kan måle, hvor meget spænding hver enkelt muskel i bækkenbunden kan præstere. Spændingen måles i mikrovold, og apparatet er via et internt netværk koblet sammen med en iPad. På iPaden kan man via af graf og grafik se næsten fra muskel til muskel, hvor høj en spænding, man kan præstere.

MAPLe har 24 elektroder og det er derfor den kan måle så nøjagtig på hver enkelt muskel. Men det bedste er næsten, at den også har 4 elektroder, som kan måle og behandle direkte på sphincter (endetarmens lukkemuskel). Det har jeg ikke set hos andre el-stimulatorer og det gør at vi for første gang har en el-stimulator, som kan bruges til de fødselsskader, der er gået ud over sphincter.

Elektroden er ikke større end en finger og det gør at den kan bruges både vanginalt og analt. Den samme elektrode og det samme apparat kan skifte fra biofeedback- EMG-måling til el-stimulation. Det gør, at man med det samme kan se resultatet af stimuleringen, som er foretaget, og det er rigtig rart også for patienten, at man ikke skal skifte elektrode under vejs.  Apparatet kan indstilles så den giver hver enkelt patient den bedste stimulation. Andre apparater kan kun indstilles i HZ og strømstyrke, men nogle patienter har brug for en anden pulsbredde for at få den optimale stimulation.

Der findes andre apparater på markedet, der kan måle biofeedback, men det unikke ved MAPLe systemet er at deres probe er unipolar i stedet for bipolar som alle andre elektroder. Det er påvist i et studie, at der er mindre måling af crosstalk (se note 1) når man bruger MAPLe frem for biopolar elektorder(1)

Note 1: Croos-talk er når andre muskler i området kan gøres ansvarlig for en del af den spænding man måler.

Udviklerne af MAPLe har lavet et studie, hvor der er målt på raske voksne. Her har man ved MR Scanning påvist, at elektroderne sidder ud for de muskler, man vil måle på når de er anbragt i vagina eller rectum. Herefter har man set, at der er forskel på f. eks højre og venstre side af bækkenbunde, samt forskel på mænd og kvinder. Det tager man som udtryk for, at divisoren rent faktisk måler det som den skal. Studiet giver os behandlere et indtryk af, hvad en gennemsnits rask person kan præstere, og derved kan vi sammenligne vores patienters præstation med, hvad man som gennemsnit ville kunne forvente (2)

Note 2: Tibialisstimulation er en behandlingsform hvor man har en akupunkturnål på et akupunkturpunkt på underbenet og en elektrode under foden. Både nål og elektrode kobles til et el-stimulationsapparat og der stimuleres med en strøm i 20 min. Der er behandlere som har afprøvet samme behandling med to elektroder med godt resultat. Man skal stimulere 1-3 gange om ugen, men hvis dette fungerer, kan patienten selv stimulere hjemme.

 

Maplé og inkontinens
Der findes flere former for inkontinens. Der er afføringsinkontinens, urge-inkontinens, stress inkontinens, blandingsinkontinens og overløbsinkontinens. Ved de fleste former for inkontinens spiller bækkenbundens beskaffenhed en stor rolle. For bækkenbundens funktion spiller nerveforsyning og muskelskade en stor rolle.

 

Stress-inkontinens
Altså den form for inkontinens, hvor man ikke kan holde igen, når trykket i bughulen stiger ved f.eks. løft, host eller nys, er det ofte bækkenbundens styrke, der ikke er så god. Bækkenbunden skal jo holde underlivsorganerne oppe på plads, også når trygget stiger og kan den ikke det, kommer der ofte urinlækager. Har man en fornuftig styrke, kan det være koordinationen, det er galt med, så bækkenbunden ikke automatisk trækker sig sammen, når der er brug for det. Her kan man ofte nøjes med at bækkenbundens funktion i forskellige dagligdagsfunktioner og her får vi ikke brug for MAPLe. Men er bækkenbunden meget svækket, kan det være en fordel at starte med el-stimulation og evt. biofeedback. (2)

Urge (trangs) inkontinens eller bydende og uopsættelig vandladningstrang
Her ser jeg ofte en bækkenbund, som har alt for ringe udholdenhed, og da man skal kunne holde et knib i op til 30 sekunder for at afbryde sin tissetrang og få blæremusklen til at slappe af, er det vigtig i forhold til den problematik. Ved at arbejde med MAPLe bliver det meget tydelig, hvordan patienten nogle gange tror de spænder i samtlige 30 sekunder, men jeg kan jo se på grafen på min iPad, at spændingen kører op og ned, så de ikke kan holde et kontinuerligt spænd. Jeg får nogle gange den samme fornemmelse, når jeg mærker på bækkenbundsmuskulaturen med en finger, men det bliver meget tydeligt for patienten, hvad der sker, når de ser grafen.

I alle vores muskler findes forskellige muskelfibre. Der er muskelfibre, der er gode til at generere en høj spænding i kort tid, og der er muskelfibre, der er gode til at generere en lidt lavere spænding i længere tid. Alt efter hvordan man indstiller MAPLe- apparatet kan man stimulere enten til en høj spænding eller en lav spænding, og derved ramme forskellige muskelfibre. Derfor vil jeg, når jeg ser dette mønster, stimulere de muskelfibre, som generer en lav spænding, men jeg vil også arbejde med biofeedbacken, så patienten kan blive mere bevidst om, hvornår de slipper spændet.

Noget andet der nogle gange føre til urge-inkontinens er, hvis bækkenbunden spænder for meget. En øm og overspændt bækkenbund har svært ved at trække sig sammen, når der er brug for det, men den sender også nogle fejlsignaler til blæren om, at den trænger til at blive tømt. En overspændt bækkenbund kan også medføre, at man ikke får tømt blæren ordentligt hver gang, ganske enkelt fordi, det kan være svært at slappe så meget af, at urinen kan løbe frit. Det gør så, at man skal rigtig ofte på toilettet. En tilstand, der minder rigtig meget om en overaktiv blære.

Når man har målt spændingen i bækkenbunden, kan man tilrettelægge behandlingen efter målingen. Dvs. er bækkenbunden for spændt kan man få den til at slappe af, og så viser det sig ofte, at musklerne bedre kan trække sig sammen efterfølgende. En opspændt bækkenbund kan også give underlivssmerter, fornemmelsen af tyngde og smerter ved sex eller for mændenes vedkommende smerter ved udløsning.

Når man måler en svag muskel eller en muskel med ringe udholdenhed, kan man træne musklen til dette med øvelser. Har man en meget svag bækkenbund eller en bækkenbund med meget ringe udholdenhed, vil det gå betydeligt hurtigere, hvis man også får en eller anden form for el-stimulation. Andre og billigere el-stimulationsapparater kan i mange tilfælde gøre det lige så godt som MAPLe, men MAPLe har 4 klare fordele i forhold til andre apparater:

  1. Man kan undersøge om musklen har svært ved at trække sig sammen, fordi den er overspændt eller fordi den er svag.
  2. Man kan måle fremgangen, og det kan klart være med til at motivere patienterne til mere træning.
  3. MAPLe har flere indstillingsmuligheder, idet ikke alle skal have den samme pulsbredde og HZ, hvor andre apparater har standardprogrammer.
  4. Man anvender den samme elektrode til el-stimulation som til biofeedback, så man kan gå direkte fra test til stimulation til træning i klinikken.

En overaktiv blære: Er bækkenbunden ok både med styrke og udholdenhed og skal patienten op flere gange hver nat er det stor sandsynlighed for at det er blæremusklen der gerne vil trække sig sammen i tide og utide. Det kaldes en overaktiv blære. Det er en tilstand som ofte ses hos ældre personer, men kan også ramme yngre mennesker. Her kan man få noget medicin som kan nedsætte blæreaktiviteten, men man kan også stimulere med akupunktur (3) eller el-terapi (4). Med MAPLe kan man stimulere direkte på blæren med et program som er udviklet direkte til dette.

Dette program kan også bruges til en neuropatisk blære. En neuropatisk blære er når man har en sygdom der gør at nervesystemet ikke fungere som den skal. Her er det rygmarvsskadede, parkinsonpatienter og sclerosepatienter som især kan have glæde af behandling med MAPLe. Der er dog undersøgelser som også viser god effekt ved tibealisstimulation (læs note2) (4) eller akupunktur (3).  Jeg har god erfaring både med elektronisk behandling via MAPLe og med akupunktur til en overaktiv blære og en neuropatisk blære og da der ikke findes undersøgelser der sammenligner de 3 behandlingsformer, er det svært at sige hvilken behandling der er den bedste. Dette kan også være individuel, så her må man prøve sig frem og så lytte til patientens præference.

Afføringsinkontinens efter sphincter ruptur: Her tænker jeg MAPLe i høj grad kommer til sin ret idet det kan være meget svært for kvinderne at mærke deres sphincter. Jeg har i alt fald mødt kvinder, der var utætte for luft og afføring flere år efter, som har haft god effekt af at blive stimuleret med MAPLe, som er det eneste apparat der kan stimulere sphincter.

For mig er MAPLe et værktøj lige som alt andet. Det er noget, jeg tyr til, hvis det er meget svært for patienten at aktivere et godt knib, eller hvis jeg er fornemmer, at det er en blanding mellem en overspændt bækkenbund og en svag bækkenbund. Det kan også være noget, jeg tyr til, hvis patienten har svært ved at mærke, hvornår de spænder, og hvornår de slapper af. Og så er det eneste apparat på markedet, der kan stimulere sphincter.

Litteratur:

  1. A differential suction electrode for recording electromyographic activity from the pelvic floor muscles: Crosstalk evaluation
  2. Reliability and differentiation of pelvic floor muscle electromyography measurements in healthy volunteers using a new device: the Multiple Array Probe Leiden (MAPLe)
  3. Guidelines for behandling af overaktiv blære hos kvinder med Botox, Sacralnervestimulation, vægttab, akupunktur og instillationsbehandling: DSOG. Gimble H. 2019
  4. Pericutanius nerve stimulation for ovaraktiv bladder: Kim Peirano, DACM, LAc

Artiklen er skrevet til K-NYT oktober 2025 og er udtryk for fagpersonens egne holdninger.

, , , , , ,

Mave-tarmproblemer kræver helhedsorienteret behandling

Mave-tarmproblemer – et overset og tabubelagt problem, der kræver helhedsorienteret behandling

 

Af klinisk diætist og cand.scient.san Mia Lerche Schomacker
Privatpraktiserende diætist med mere end 10 års erfaring i behandling af mave-tarmproblemer.
Certificeret i low FODMAP diæten ved Monash University, Australien og Kings College, London.

Rigtig mange mennesker lever til dagligt med store gener og ubehagelige symptomer fra deres mave-tarmsystem. For nogle er generne så invaliderende, at de påvirker evnen til at arbejde og deltage i sociale sammenhænge. Mave-tarmproblemer udgør desuden en meget stor samfundsøkonomisk byrde grundet de mange undersøgelser og gentagne henvendelser til sundhedsvæsenet.

Til trods for problemets omfang er mave-tarmproblemer stadig et meget tabubelagt og overset emne. Mange personer med mave-tarmproblemer fortæller om utilstrækkelig vejledning i, hvordan de kan afhjælpe deres problemer. Dette er selvfølgelig ærgerligt, da en helhedsorienteret tilgang til behandlingen, kan hjælpe de fleste – ofte med ganske få tiltag.

Mave-tarmproblemer – hvad indebærer det og hvor udbredt er det?
Mave-tarmproblemer er en meget bred betegnelse for en række forskellige symptomer, som man kan opleve fra sit mave-tarmsystem. Symptomerne kan være i form af diarré, forstoppelse, vekslende afføringsmønster, afføringsinkontinens, oppustethed, luftgener og mavesmerter. Der ses ofte også opadgående symptomer i form af kvalme, halsbrand, tidlig mæthedsfornemmelse, opstød og bøvser.

I forskningen kan vi se, at mave-tarmproblemer er en yderst hyppig årsag til henvendelser hos både praktiserende læger, speciallægeklinikker og det offentlige sundhedsvæsen. Tal fra forskningen viser, at mave-tarmproblemer i høj grad påvirker livskvaliteten i en negativ retning, og at problemerne udgør en stor samfundsøkonomisk byrde.

Mave-tarmproblemer kan have en lang række forskellige årsager, herunder diverse forskellige sygdomme i mave-tarmsystemet. De kan også være en mere indirekte konsekvens af operationer, medicinindtag eller afsluttede sygdomsforløb, der har påvirket tarmens funktion. En meget stor andel bliver diagnosticeret med en såkaldt funktionel tarmlidelse. Af disse lidelser er irritabel tyktarm den hyppigst stillede diagnose. Patienter med irritabel tyktarm udgør helt op til 30 % af patienterne i speciallægeklinkker.

Hvordan kan en helhedsorienteret behandling gennem kost, livsstil og medicin lindre mave-tarmproblemer?

Behandlingen af mave-tarmproblemer vil naturligvis afhænge af årsagen til symptomerne. Hvis problemer skyldes en sygdom i tarmen, skal denne selvfølgelig først og fremmest behandles, for eksempel via medicin.
Derudover er det vigtigt at huske på, at mange mave-tarmproblemer, herunder funktionelle mave-tarmlidelser, ikke kan kureres. Behandlingen går derfor ud på at lindre symptomerne så godt så muligt.

Optimal behandling kræver, at man kigger helhedsorienteret på symptomer, kost, livsstil, indtag af medicin og så videre. Behandlingen bør altid tages udgangspunkt i de symptomer, der opleves. Et helt lavpraktisk eksempel er, at det er ulogisk at afprøve et afføringsmiddel som behandling af mave-tarmproblemer, hvis man ikke har forstoppelse. Ikke desto mindre vil man ret ofte kunne opleve, at man i sundhedsvæsenet bliver givet en række meget overordnede anbefalinger, som man ”må eksperimentere med på egen hånd”.

I min klinik ser jeg dagligt, hvordan ændringer i kost og livsstil samt tilpasninger af medicin og naturlægemidler, kan have en afgørende forskel for symptomerne. Ændringer i kost og livsstil kan for eksempel omhandle korrekt siddestilling på toilettet, gode toiletvaner, regelmæssige måltider, tilpas mængde kostfibre og tilpas mængde væske. Ændringerne kan også omhandle undgåelse af bestemte fødevarer, for eksempel fødevarer, der kan forværre diarré og dannelse af gas i tarmsystemet. Mange mennesker med symptomer på irritabel tyktarm kan for eksempel have gavn af at afprøve low FODMAP diæten – en diæt, hvor man begrænser sit indtag af bestemte ufordøjelige kulhydrater i kosten, som især påvirker afføringens konsistens og dannelsen af gas i tarmsystemet.

Mange har på egen hånd afprøvet diverse naturlægemidler, kosttilskud og håndkøbspræparater. Men ikke alle er klar over, at nogle kosttilskud kan virke forstoppende, mens andre kan give en tyndere afføring og danne mere gas i tarmsystemet. Håndkøbspræparater, for eksempel afføringsmidler, kan være en helt afgørende og nødvendig hjælp for mange, men ofte bliver man utilstrækkeligt vejledt i dosis og kombination af præparater, som kan gøre, at effekten udebliver eller i værste fald giver forværrede symptomer.

Endeligt er det min erfaring, at to faktorer er helt afgørende for lindringen af mave-tarmproblemer. Den første faktor er, at en grundlæggende forståelse for tarmsystemets funktion og hvad, der har indflydelse på den, er helt afgørende. Man får ganske enkelt langt nemmere ved at navigere i behandlingen, hvis man får en større forståelse for sammenhængen mellem symptomer og behandling. Den anden faktor er, at det som oftest er den rette kombination af tiltag, der ender med at give den største lindring samlet set.

Forhåbentligt kan denne artikel være med til at skabe et håb om lindring hos dig, der endnu ikke har funden den.

Denne artikel er skrevet til K-NYT februar 2024

Med bleer i baggagen

Interview med Hanne, som var 56 år, da hun fra den ene dag til den anden blev inkontinent for – urin og afføring

hannemodel

Af Randi Krogsgaard, cand.psych. og journalist
Kilde: KontinensNyt 2, 2006, s. 4-5

Download hele artiklen

– Jeg husker tydeligt den dag i 1993, da jeg blev inkontinent. Jeg faldt over en ledning. Ved faldet fik jeg ondt i ryggen, og jeg gik tidligt i seng, for at ‘komme mig’. Da jeg vågnede næste morgen, var hele sengen våd.

Katastrofalt og invaliderende
Hanne er i dag 69 år. Hun sidder i sin hyggelige solbeskinnede stue og tænker tilbage. I dag er hun enke, hendes mand døde i 2004, og hun lever på 14. år et liv, hvor hun skal indkalkulere sin inkontinens i alt, hvad hun foretager sig. Og Hanne er meget diskret. Hun klarer de praktiske problemer omkring bleer, vasketøj, uheld og tøjskift, så ingen bemærker noget. Det er både godt og skidt, for der er heller ingen, der ved, hvor stor en belastning, det er at leve på den måde.

– Folk tror bare, at inkontinens handler om, at man drypper, som en vandhane med en defekt pakning. Men når man har det som jeg, hvor der ikke er nogen som helst forbindelse mellem hjernen og henholdsvis blære og tarmfunktion, er det katastrofalt og invaliderende, fortæller Hanne, der har måttet affinde sig med at gå med ble altid.

Intet at gøre
Da Hanne faldt over ledningen i 1993, rev hun en nerve over. Det betød, at hun fik ‘ridebuksesyndrom’ . Hun blev følelsesløs i underlivet og på indersiden af lårene. Hun blev derved inkontinent for både urin og afføring. – Jeg har siden da prøvet alt for at bedre på situationen, men der er ikke noget at gøre, siger Hanne. Den manglende kontrol af kropsfunktionerne besværliggør dagligdagen i form af praktiske problemer og den konstante bekymring for at lække. Det fører til social isolation og stort besvær, blot Hanne skal i byen for at handle. – Hvis jeg skal ud af huset, må jeg tømme mig inden, så jeg ikke risikerer at få afføring. Hvis jeg sørger for at blive tømt ordentligt, har jeg et par timer, fortæller Hanne, der også altid sidder på et skånedækken for ikke at ødelægge møblerne.

Vaskemaskineruten i Norge
Nu skulle man tro, at Hannes liv blev totalt omlagt efter ulykken i 1993. Gennem hele livet har hun rejst meget – i sit første ægteskab, alene og i sit andet ægteskab. Og den fornøjelse ville hun ikke være foruden. Da ulykken skete, var Hanne i sit andet ægteskab. Hun havde en forstående mand og et dejligt sexliv, som de var enige om, at de ikke ville undvære, selv om det krævede særlige forberedelser. Desuden ønskede de fortsat at rejse med deres uundværlige campingvogn, som gennem årene nåede at køre 40.000 km i Europa og i Norden. Begejstringen for denne ferieform var større end betænkelighederne ved at rejse som inkontinent, selv om mængden af vasketøj, når man er i den situation, kan være problematisk. Men da Hanne mener, at problemer er til for at løses, har hun altid grebet det uhyre praktisk an. Et par måneder før vi skulle afsted på rejse, købte jeg fx masser af brugt sengetøj på loppemarkeder. Det blev stuvet ind i campingvognen og kasseret efter brug, siger Hanne, der også indrykkede annoncer i de nordnorske aviser, når turen gik den vej. I annoncerne søgte hun efter familier, der ville lægge vaskemaskine til. Disse annoncer gav god respons, og Hanne og hendes mand kunne tilrettelægge deres rute efter vaskemaskinerne. – Det var søde og forstående folk, som vidste, hvad problemet var, nogle af dem er mine venner i dag, fortæller hun.

Bleer med i bussen
Hanne har i det hele taget udvist stor kreativitet i løsningen af det problem, der blev hendes skæbne. Hun har heller ikke holdt sig fra at tage alene afsted på busture i Europa, selv om det indebærer en organiseret oppakning med en blekuffert, skiftetøj i ‘håndtasken’, vådservietter, vaskeklude osv. På spørgsmålet om hun har haft uheld, når hun var ude, svarer hun ork ja, men at ingen lægger mærke til det. – Jeg trækker mig lidt fra de andre, og så har jeg fx altid to af samme slags bukser, så jeg kan skifte uden at nogen bemærker det, fortæller hun.

Egen salve mod irriteret hud
Hanne er sygeplejerske af uddannelse og har altid interesseret sig for alternativ behandling. Det betyder, at hun fx fremstiller cremer og salver selv, bl.a. den salve, der forebygger, at hun bliver hudløs pga. sin inkontinens. Dén creme fik hun opskriften på, da hun engang besøgte en indianerstamme i USA, og den betyder, at hun aldrig har problemer med irriteret hud.

Større spande på toiletterne
Hannes meget praktiske tilgang til inkontinensproblemet har også betydet, at toiletterne i det lokale indkøbscenter er blevet forsynet med store affaldsspande til bleer. Det har hun personligt sørget for. – Der må jo være andre end mig, der har problemet, og som har brug for at smide bleer ud på et offentligt toilet. Og hvad kan der være i de små spande, der normalt er sat op – ingenting, siger Hanne, der gerne ser, at Kontinensforeningen tager fat i dette problem, som er et generelt problem for inkontinente.

Hannes rejsetip
Gem kasserede strømpebukser, klip dem af og brug dem som engangstrusser, når du rejser.

, , , ,

MIN OPLEVELSE MED SAKRAL NERVEMODULATION

Af Pia Lundbech

I efteråret 2008 blev jeg ramt af en slem halsbetændelse og nyrebækkenbetændelse, som medførte, at jeg fik blodforgiftning. Efterfølgende blev jeg ved med at få feber og urinvejsinfektioner. Jeg fik mange smerter i blæren og skulle tisse hele tiden. Jeg gik fra en meget aktiv tilværelse med 4 mindre børn og fuldtidsjob til at blive langtidssygemeldt.

Jeg var igennem udredning på flere afdelinger på sygehuset, inden jeg endelig blev diagnosticeret med kronisk smertefuldt blæresyndrom (Interstitiel cystitis/Bladder Pain Syndrome) og senere urininkontinens. Det var en lettelse, fordi jeg kunne få hjælp til at afhjælpe mine gener. Men desværre var det ikke helt enkelt. I årene, der gik, var jeg igennem rigtig mange behandlinger. Jeg har prøvet forskellige blæreskylninger, medicin, fysioterapeut, udvidelse af blæren, brænding af sår i blæren og tibialis-stimulation. Noget af det har hjulpet, i varierende grad i perioder – men intet af det rigtig godt og stabilt.

Da jeg havde det allerværst, tissede jeg op mod 40-50 gange i døgnet. Min nattesøvn var meget afbrudt, og jeg havde ikke meget overskud i løbet af min dag. Jeg følte skam over mine gener og begyndte at undgå aktiviteter, hvor jeg ikke havde adgang til et toilet.

For 3 år siden begyndte jeg at løbe. Det har været med til at ændre min livskvalitet i positiv retning. Men jeg blev også ramt, fordi det især var på mine løbeture, jeg ikke kunne holde på vandet, og jeg oplevede også uheld med afføring. De første kilometer, jeg løb, var typisk med store smerter i blæren, derefter forsvandt de stille og roligt. Jeg var meget nervøs, når jeg meldte mig til løb rundt omkring, fordi jeg ikke altid vidste, hvordan toiletforholdene var. Jeg blev god til at være kreativ og spotte tissemuligheder, som f.eks. i 2019, hvor jeg deltog i et 60-milesstafetløb i Florida. Mellem løbene skulle vi transporteres rundt i en van en hel dag, og der var kun sporadisk adgang til toilet. Her måtte jeg med bævrende hjerte smide mine hæmninger, og tisse på bagsædet af bilen i en urindom ned i en flaske.

I efteråret 2019 var jeg tyndslidt, trist og opgivende pga. manglende nattesøvn. De fleste nætter var jeg oppe 1-2 gange i timen for at tisse, og dagtimerne var igen præget af toiletbesøg. Derfor havde jeg ikke mange betænkninger, da jeg blev kontaktet af urologisk afdeling på OUH, om jeg ville have en Sakral Nervemodulation-operation, hvor en elektrode indsat i ryggen forbindes med en pacemaker nederst i lænden. Jeg er lykkelig for, jeg sagde ja! Min nattesøvn har jeg fået tilbage. I dag er jeg sjældent oppe mere end 1 – 2 gange på en hel nat. Det har givet meget mere overskud i hverdagen.

Jeg arbejder som pædagog i en børnehave. Før operationen var min arbejdsdag præget af mange toiletbesøg, som ofte gjorde det svært at være helt nærværende over for børn og kollegaer. Især længere ture ud af huset var en udfordring. Jeg tænkte ofte på, om mine kollegaer så skævt til mine mange toiletbesøg. I løbet af en arbejdsdag på 5 timer tissede jeg nemt 10 gange. I dag bliver det som regel kun til et par gange. Jeg smådrypper ikke mere, og det er en stor befrielse ikke længere at have brug for at gå med små bind, eller at skulle tænke på, om andre kunne lugte urinen. Nu kan jeg gå i biografen og se en hel film uden at skulle på toilet undervejs. Jeg kan løbe længere ture, og behøver sjældent at lade vandet undervejs. Jeg er mere rolig, når jeg er ude, i byen eller på farten, da jeg ikke i samme grad behøver være på forkant med, hvor det næste toilet er.

Jeg tænker ikke meget på pacemakeren og elektroden. Pacemakeren kan mærkes svagt nederst på ryggen, elektroden indimellem som en svag summen i mellemkødet. Styrken af stimulatoren kan jeg selv justere via en mobiltelefon-lignende dims. Den pacemaker-model, jeg har, er lille, cirka som et USB-stik, og skal oplades cirka hver anden uge. Det kræver cirka ½ time i sofaen.

Jeg har nu haft pacemakeren i et halvt år. Meget er forandret til det bedre, og mine blæregener fylder ikke længere helt så meget. Jeg har stadig gener i form af svie i blæren af og til, og jeg skal sørge for, at den er godt tømt, før jeg forlader huset eller skal sove. Men jeg har fået en væsentlig bedre livskvalitet, og jeg føler mig mere fri.

, , , , ,

Om din ret til hjælpemidler

Af Louise Gammelholm, sekretariatsleder hos Kontinensforeningen

For nogle bliver inkontinens desværre en langvarig/ kronisk udfordring, og det kan blive dyrt, hvis man selv kaster sig ud i at købe hjælpemidler, f.eks. bleer og engangsunderbukser. Derfor er det vigtigt, at du er bevidst om dine rettigheder i forhold til at få hjælpemidler fra din kommune.

På Kontinensforeningens rådgivningstelefon støder jeg nogle gange på mennesker, der har kastet sig ud i at finde og indkøbe hjælpemidler, uden planer om at søge læge og blive udredt. Gå altid til din læge og sørg for at blive undersøgt. Måske du kan slippe af med din inkontinens, og det er jo absolut at foretrække.

I denne artikel interviewer jeg erfaren kontinenssygeplejerske og bestyrelsesmedlem Karen Weinreich Christensen. Til daglig arbejder hun i Aalborg Kommune, hvor hun rådgiver og bevilliger hjælpemidler til voksne mennesker med inkontinens efter servicelovens §112.

Hvornår kan jeg få hjælpemidler fra kommunen?
Karen Weinreich Christensen: ”Hvis du, trods udredning og behandlingsforsøg, ikke er sluppet af med din inkontinens, og der er tale om en varig funktionsnedsættelse, så er næste skridt at få ansøgt din kommune om hjælpemidler. Kommunen skal, ifølge servicelovens § 112, yde støtte til hjælpemidler til borgere med en varig nedsat funktionsevne.

I nogle tilfælde er det sygehuset, der laver ansøgningen. Andre gange er det den praktiserende læge. Borgeren kan også henvende sig direkte.

Når det drejer som om hjælpemidler i forhold til inkontinens, så er det i mange kommuner kontinenssygeplejersken, der skal lave bevillingen. Hvis ikke sygehuset eller din praktiserende læge har sendt en ansøgning til kommunen, anbefaler jeg derfor, at du tager kontakt til din kommune og beder om at komme i kontakt med kontinenssygeplejersken. Så kan hun hjælpe dig videre.”

Hvad kan jeg gøre, hvis jeg ikke er tilfreds med kommunens bevilling?
Karen Weinreich Christensen: ”Start med at tage en god snak med kontinenssygeplejersken. Måske kan I finde ud af en god løsning i fællesskab. Du kan også lave en formel klage over kommunens beslutning, så vil din sag blive genvurderet. Det skal man ikke være bange for at gøre. Hvis du er i tvivl om, hvordan du klager, så spørg din kommune.” 

Hvad gør jeg, hvis kommunen ikke kan tilbyde de hjælpemidler, jeg har brug for?
Hvis kommunen ikke kan tilbyde de produkter, du har brug for, f.eks. en bestemt ble, så har du mulighed for at benytte dig af retten til ”frit valg”. Her skal du bl.a. være opmærksom på, at du skal betale en eventuel prisdifference og selv får noget ”administrativt” arbejde. Læs mere om denne mulighed/ rettighed her (se kapitel 6).

Kan jeg få hjælpemidler i udredningsperioden?
For nogle kan udredningsperioden på sygehuset være lang. I den periode har man også brug for f.eks. bleer. Som udgangspunkt skal sygehuset stille de hjælpemidler til rådighed, man som patient har brug for, mens man venter på eller er under sygehusbehandling. Men dette er et fortolkningsspørgsmål, og derfor oplever Kontinensforeningen, at der desværre er store forskelle på tværs af landet, i forhold til hvilken hjælp man som inkontinent får i denne periode. Men spørg altid på det sygehus, hvor du er under udredning, om de kan hjælpe med hjælpemidler i denne periode.

Vil du vide mere, eller har du spørgsmål til dine rettigheder?
Kontinensforeningen inviterer medlemmer til gratis online webinar/ spørgetime om bevilling af hjælpemidler. Her kan du høre mere og stille spørgsmål til Karen Weinreich Christensen. Det sker tirsdag den 18. januar kl. 16.30 til 17.30. Læs mere og tilmeld dig her.

Du kan også læse mere og finde links til lovgivningen på Kontinensforeningens hjemmeside her.
, , ,

Pilotstudie angående effekt af Diveen vaginaltampon til behandling af stressinkontinens

Af Annette Hjuler, Kontinenssygeplejerske
Klinik for bækkenbundslidelser, Aarhus Universitetshospital

Diveen er en vaginaltampon der er lavet af plastmateriale. Diveen placeres i skeden vha. indføringshylster eller med en finger. Den samme tampon kan anvendes i to dage=to gange à 14 timer. Diveen er udviklet specielt til kvinder med stressinkontinens. Vaginaltamponen er udformet til at støtte skedevæggen omkring blærehalsen. Ved øget intraabdominalt tryk (hoste, nys, anstrengelse) vil den fleksible ring støtte urinrøret og derved mindske lækage. Diveen findes i to størrelser small og medium.

I Klinik for bækkenbundslidelser havde vi haft nogle få kvinder der havde afprøvet Diveen med vekslende effekt. For at få mere kendskab til om Diveen kunne være en mulig løsning for vore patienter med inkontinens, besluttede vi at undersøge effekten mere systematisk.

Inklusionskriterierne var at patienterne skulle være >20 gram inkontinent/døgn. De skulle koorporere til at indsætte Diveen og skulle kunne forstå og tale dansk. Eksklusionskriterier var genital prolaps, urgeinkontinens og urinvejsinfektion

Med studiet ville vi undersøge om:

  • Der er gener/ubehag i forbindelse med placering og fjernelse af Diveen
  • Der er gener ved at have Diveen placeret i skeden under daglig livsførelse og i forbindelse med fysisk aktivitet/sport
  • Urinlækagen reduceres hos den enkelte patient, og er der forskel på small og medium
  • Om Diveen en tilfredsstillende løsning for patienten

METODE:  Alle patienterne i pilotstudiet er set i inkontinensambulatoriet af urologisk overlæge og kontinenssygeplejerske. Basal udredning er foretaget: grundig anamnese, specielt vedrørende vandladnings-og afføringsfunktion, gennemgang af væske/vandladningsskema incl. bindvejning. Flow og resturinmåling samt urinstix for at udelukke urinvejsinfektion. Alle har fået lavet gynækologisk undersøgelse.

Effekten af Diveen vaginaltampon måles ved bindvejningstest i 4 dage uden Diveen, 4 dage med Diveen small og 4 dage med Diveen medium. Håndtering af Diveen og hvordan den føles at have placeret i skeden, vurderes vha. spørgeskema. 12 kvinder i alderen 39-62 år deltog i studiet

 

Spørgsmål/svar:

Hvordan placerede du Diveen i skeden

Med fingrene: 6

Med indføringshylster. 7

Havde du brug for glidemiddel: 3

Kommentar: En beskriver at snoren sidder fast i indføringshylsteret. Flere af kvinderne kunne indføre Diveen både med indføringshylser og med finger

 

Hvordan fungerede det at fjerne Diveen fra skeden.

Kommentar: En enkelt beskriver ubehag ved fjernelse

 

Hvordan var din oplevelse af at have Diveen i skeden

Mærkes kun kort efter den var placeret: 9 kvinder

Kunne mærkes hele tiden: 3 kvinder

Kommentar: En beskriver konstant ubehag, en beskriver kortvarigt ubehag der svandt spontant, en beskriver at det føles som en klump i skeden, denne fornemmelse svinder efter et stykke tid. En føler den glider ud og må skubbes op igen, gælder for både small og medium. Alle kvinderne forsøgte med både str. small og medium. En valgte kun at anvende Diveen i forbindelse med sport. 12 kvinder har anvendt Diveen i 2-14 timer daglig, uden at opleve ubehag

 

Hvordan er din oplevelse af Diveen i forbindelse med fysisk aktivitet/sport: 4 kvinder har anvendt Diveen under fysisk aktivitet

Kommentar: En oplevede at Diveen gled ud i forbindelse med sport 2 af 8 gange og lækagen blev ikke målt mindre med Diveen. En har anvendt Diveen ved ridning, her oplevede kvinden at Diveen gled ned, dog blev lækagen mindsket nogle få gram. To har anvendt Diveen i forbindelse med gang/løb og lækagen her blev mindsket 1/3

De fire kvinder der anvendte Diveen i forbindelse med sport havde denne i skeden i hhv: 4-3-2-2 timer

 

Følte du tryghed i forbindelse med anvendelse af Diveen:

Alle 12 kvinder der anvendte Diveen i dagligdagen følte sig trygge ved anvendelsen

 

Er dit inkontinensproblem løst tilfredsstillende:

Kommentar: Tre svarer klart ja. Tre svarer delvist og seks svarer nej

 

Ønsker du at fortsætte med Diveen:

Kommentar: De tre der føler sig hjulpet vil gerne fortsætte. En af kvinderne der føler sig delvist hjulpet ønsker at fortsætte og to af dem der ikke føler sig hjulpet, vil gerne afprøve Diveen i længere tid

 

Hvilken størrelse anvender du:

Kommentar: Alle havde bedst effekt af størrelse medium og følte den hjalp bedst, hvilket bindvejning også viser

 

Vil du på baggrund af dine oplevelser anbefale Diveen til andre:

Kommentar: 6 vil anbefale Diveen til andre og 6 vil ikke anbefale Diveen

 

Har Diveen forbedret din livskvalitet i forhold til urinlækageproblematikken:

Kommentar: 5 svarer ja, en svarer delvist og 6 svarer nej.

 

Alle kvinderne målte lækage 4 dage uden Diveen, 4 dage med Diveen small og 4 dage med Diveen medium. Lækagen blev målt ved bindvejning. Følgende skema viser lækage i gram hos den enkelte patient, lækagen ved brug af Diveen small og Diveen medium. Rød farve indikerer øget lækage, hvor grøn farve indikerer reduceret lækage.

 

 

KONKLUSION

Ingen korrelation mellem grad af lækage og brug af Small; brug af Medium korrelerer med gennemsnitligt ~23% mindre lækage. Altså er der, sammenlignet med ikke at bruge Diveen, ingen sammenhæng mellem brug af str. Small og mindre lækage. Derimod er der i gennemsnit 23% mindre lækage ved brug af medium.

Diveen er let at anvende og har få gener. 6 patienter er tilfredse og vil anbefale Diveen til andre.

 

 

, , , , ,

Prolaps/ nedsynkning af underlivet

Af Overlæge Vibeke Weltz

Er du udfordret af prolaps/ nedsynkning af underlivet?

Mange kvinder er udfordret af varierende grad af prolaps, dvs. nedsynkning af underlivet. Bl.a. kan det give gener i forhold til tømning af blære og i forhold til afføring.

Om prolaps/ nedsynkning af underlivet

Kvinder kan med alderen udvikle nedsynkning af underlivet. Nogen får nedsynkning af skedens forvæg (cystocele), nogen får nedsunken livmoder (uterus prolaps) og nogen får nedsynkning af skedens bagvæg (rektocele). Ikke sjældent ses en kombination, dvs. f.eks. både nedsynkning af skedens forvæg/blæren og livmoderen. Kvinder, som har fået fjernet livmoderen, kan også få nedsynkning af skedetoppen.

Der findes forskellige disponerende faktorer og risikoen for nedsynkning af underlivet stiger med alderen, efterhånden som bindevævet i kroppen ændres. Især når kvinden passerer overgangsalderen forekommer det oftere. Udover bindevævets beskaffenhed, er der også øget risiko for nedsynkning hos kvinder, der har gennemført mange graviditeter og født børn.

Nedsynkning af underlivet er en ganske ufarlig tilstand, men det kan give gener i form af tyngdefornemmelse og en følelse af, at noget kommer ud af skedeåbningen. Det kan f.eks. mærkes, når der løftes noget tungt, ved host eller fysisk aktivitet. Andre gange er fornemmelsen der hele tiden. Der kan også være besvær med at tømme blæren ordentligt. Hvis bækkenbunden er stærk, kan den nogle gange holde nedsynkningen på plads, dvs. holde ”bulen” indenfor skedeåbningen, men når bækkenbunden slapper af, kan ”bulen” glide ud igen.

Nedsunken livmoder kan behandles konservativt med forskellige typer silikone støttepessarer. Alternativt kan man blive opereret for sin nedsynkning.

Vil du gerne vide mere om emnet?

Kontinensforeningen er også for dig, der er udfordret af nedsynkning af underlivet. Vi bringer løbende artikler i vores medlemsbrev om emnet, og hvis der er ønske fra vores medlemmer om det, afholder vi meget gerne webinar eller temaaften om emnet.

Vil du gerne vide mere om prolaps/ nedsynkning af underlivet, så kan du bl.a. læse vores medlemsblad nummer 2 fra 2018, hvor vi bragte et stort temanummer om emnet. Læs det her: https://kontinens.org/wp-content/uploads/2018/08/K-Nyt-2-del-2-2018.pdf

Du kan også se Lægens Bord på DR1 fra den 24. sepetmber 2020: https://www.dr.dk/drtv/se/laegens-bord_-forvirring-og-frygt_209691. Cirka 24 min og 56 sekunder inde i udsendelsen forklarer Søren Brostrøm om nedsynkning og behandling.

Rejsende i modetøj – med kateter i håndtasken

rejsende700px

Af Anne Mette Futtrup, Redaktionen.dk
Foto: Annemette Welling
Kilde: K-Nyt 4, 2011, s. 4-7

Download hele artiklen

Ikke én dag i løbet af de seneste 15 år har Trine Vinther vist sig i hvide bukser, i blå, røde, i grønne eller i nogen anden farve. Og så er hun endda i modebranchen. ’Jeg går altid i sorte bukser. For så er det ikke så nemt at se det, hvis bleen ikke kan holde’!

Hvert år kører Trine Vinther tusindvis af kilometer rundt i landet som sælger af dametøj. Med i bilen har hun bleer, katetre og meget andet udstyr, for trods urin- og afføringsinkontinens insisterer den 46-årige kvinde på et liv i vigør.

’Jeg tror, at jeg er det menneske i verden, der har tisset bag flest buske og træer og på flest åbne pladser med helt frit udsyn for interesserede.’

Bramfrit og grinende tæller Trine Vinther på fingre, mens hun fortæller, at hun har tisset både på Storebæltsbroen, på Øresundsbroen, bag en minimal busk ved havnen i Århus og bag en affaldscontainer midt i København. Foruden bag et utal af danske og europæiske vejtræer.

’Jeg er inkontinent. Derfor skal jeg, når jeg skal. Jeg kan ikke holde på det, som andre kan. Men jeg besluttede for mange år siden, at mit handicap ikke skal styre mit liv og sætte en stopper for mit arbejde. Derfor har jeg med årene fået et rimelig afslappet forhold til lige at springe om bag en busk og hive bukserne ned og tisse’, siger Trine Vinther.

Den 46-årige østjyske kvinde er rejsende i modetøj. Hvert år kører hun 40.000 km rundt i landet og sælger kollektioner til detailhandelen. Og flere gange om året rejser hun for sin arbejdsplads Ball Group fra den ene side af kloden til den anden for at vælge stoffer, designe kollektioner, besøge fabrikker, møde speditører og sørge for, at danske kvinder får det tøj i de farver, som Trine Vinther mener, at danske kvinder vil se smukke ud i.

Selv går hun altid i sort. For så ses det ikke så tydeligt, hvis bleen ikke kan holde på urinen, forklarer hun nøgternt.

Alle ved det
Den fattede erkendelse af problemet er en del af den måde, hun beskriver sit handicap på. Det er møgirriterende at være inkontinent og ufattelig pinligt at have uheld i fuld offentlighed, forklarer hun. Men det er ulige nemmere, når alle i familien og vennekredsen ved det.

’I starten var jeg flov over det. På et tidspunkt skulle jeg til nogle undersøgelser på sygehuset og fortalte veninderne, at jeg skulle ind og opereres for brok. Men da de kom på besøg, spurgte de selvfølgelig ’Hvorfor ligger du på Urologisk Afdeling?’ – Hvad skulle jeg svare? – ’Ja, det ved jeg da sørme heller ikke…’. Nej, jeg sagde: ’Ved I hvad, det er ikke brok – det er, fordi jeg tisser i bukserne’. ’Gør du?! Hvorfor har du aldrig sagt det?’ – mine veninder undrede sig! På det tidspunkt kunne jeg ikke svare på deres undrende spørgsmål!!, fortæller Trine.

Men da det endelig var blevet sagt højt, blev hun mere afslappet med det. Hjemme på ejendommen uden for Auning er det derfor lige så naturligt at se pakker med katetre som pakker med toiletpapir. Når Trine er på rejse med nye kolleger, sætter hun dem straks ind i situationen, så de forstår, hvorfor hun er altid er så fokuseret på at vide, hvor der er toiletter. Hun siger, at hun bruger ble dag og nat, godt kan tisse selv lidt, men også har brug for et ekstra minut og et rigtigt toilet 6-8 gange om dagen for at tømme sin blære gennem et kateter.

Og når hun skal fortælle, hvordan hun i praksis gør det, bruger hun fagter og tydelig tale: ’Jeg har altid et lille håndspejl med i tasken. Det lægger jeg på wc-brættet, så jeg kan se mellem mine ben og samtidig har begge hænder fri. Med den ene hånd skiller jeg skamlæberne, og med den anden hånd stikker jeg kateteret op i urinrøret. Normalt går det ret hurtigt. Men mange toiletsæder har desværre en lidt skrå kant, så spejlet ligger usikkert, og det kan stresse mig lidt, så jeg får ramt ved siden af og bakser med det. Hold da op, hvor har jeg fisket mange spejle op af toiletkummer rundt om i verden’.

Men hvad så med afføringsinkontinensen?
Ja, det er faktisk nemmere end urininkontinensen, forklarer Trine. For når hun bare er i nærheden af et toilet på det tidspunkt, hvor hun skal, går det problemfrit. Og det sker nogenlunde på klokkeslæt.

’Men jeg har da uheld, og det er hæsligt. For når jeg har uheld, er det jo typisk fordi jeg fx har tynd mave. Behøver jeg sige mere? Når det sker, må jeg bare hjem eller ind på et hotel og i bad, og så smider jeg simpelthen det beskidte tøj ud’, fortæller hun.

Hjernebetændelse gav inkontinens
Det er 15 år siden, Trine Vinther mistede evnen til at holde på vand og afføring. Hun havde gennem nogle uger været utilpas, haft ondt i leddene, i maven og i hovedet. Hendes læge kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. Og på sygehuset blev hun undersøgt for sclerose, for borrelia (infektion fra skovflåt) og alskens vira. Men uden konkrete svar. Hun fik det værre. På et tidspunkt kunne hun ikke komme af med vandet. Hun havde trangen, men kunne ikke.

’Det endte med, at jeg måtte på sygehuset og have lagt et kateter op for at få tømt blæren. Der var 1,3 liter, som var så meget, at blæren reelt kunne sprænge’, fortæller Trine. Senere oplevede hun, at alle sluser bare åbnede sig, og at hun ikke kunne holde på hverken urin eller afføring. Og endelig stillede lægerne diagnosen – Hjernebetændelse udløst af den 5. børnesygdom – som en blodprøve konstaterede, at hun havde haft.

Trine Vinther var i chok. Det var en dødelig sygdom, der lammede hele hendes krop og sendte hende i respirator. Der lå hun, mens lægerne behandlede og regerede.

Så forløb 7 år med sygdom og genoptræning, sorger og glæder. Langsomt forsvandt lammelserne – først i overkroppen.

‘Lægerne sagde, at jeg aldrig ville komme til at gå igen. Jeg tænkte, at så må jeg jo få en kørestol og blive handicappet elitegymnast eller noget andet aktivt. Jeg ville videre. Men benene var ikke det vigtigste. Hvis jeg dengang kunne få et ønske opfyldt – og kun ét – så ville det være igen selv at kunne styre urin og afføring’, fortæller hun.

Men sådan blev det ikke. Begge handicaps har fulgt hende siden, og i dag er hun afklaret med, at operationer kan bedre men ikke helbrede. Hun har desuden affundet sig med de følger, som inkontinensen har. Blærebetændelser, blærespasmer og nyresten.

‘De fleste ved, at blærebetændelser er ubehagelige. Men de færreste ved, hvor ondt det gør at have blærespasmer. Det gør så ondt i blæren, og man har tissetrang konstant uden at kunne. Og nyresten – det gør bare så ondt’, mindes hun.

Tilbage til livet
Lægernes forudsigelse om blivende lammelser i underkroppen blev imidlertid gjort til skamme, fordi Trine Vinther gennem benhård genoptræning hjalp sig selv på benene igen. Hun havde før sin sygdom været aerobicinstruktør i fritiden, og det job genoptog hun – nu med lange sorte træningsbluser, som hun igen og igen trak godt ned om rumpen, så ingen kunne se de tykke bleer, der gav bukserne ”relief” langt op bagpå.

Siden har hun også genoptaget interessen for ridning og løb. Blandt andet har hun løbet flere gange maraton og halvmaraton samt broløb over Øresundsbroen og Storebæltsbroen. Deraf erfaringerne fra tisseri midt på de højthævede motorveje!

Forsøgt mange behandlinger
Gennem årene har Trine Vinther forsøgt sig med flere behandlinger, flere typer medicin og flere operationer. Hun har prøvet elektrisk stimulation til at genskabe evnen til at holde på vand og afføring, hun har haft en ring i skeden, som skulle presse på urinrøret og dermed lukke blæren af for en periode, så hun fx kunne løbe en tur uden at tisse i bukserne, hun har fået en sling-operation, som er et smalt bånd, der indopereres til at understøtte urinrøret, og hun har fået en kunstig blære, som er skabt af et stykke tarm.

‘Sling-operationen hjalp lidt. Men da jeg både har stress- og urgeinkontinens, hjalp den ikke nok. De elektriske apparater synes jeg ikke rigtig gjorde noget godt for mig, og ringen i skeden generede, så jeg måtte springe ind bag et træ på min løbetur i skoven og vrikke den ud, før jeg kunne løbe videre’, siger hun.
Men trods de ikke helt succesfulde indgreb, har hun nu mod på flere.

’Lige nu går jeg og overvejer, om jeg skal få ført urinen ud gennem et lille hul i maven ved siden af navlen. Det kan lade sig gøre, ved jeg. Og det vil spare mig for meget besvær med at lede efter toiletter, at gemme mig bag træer og den slags. Hvis jeg bare skal åbne for en lille ventil i maven og tømme blæren, kan jeg jo gøre det alle steder. Heldigvis er der stadig flere muligheder for mig at prøve af. Problemet er at finde tiden til det’, smiler hun.

Hold nu op med at tro, at vi alle kan knibe os tørre
Da Trine Vinther erkendte, at inkontinensen ikke sådan uden videre forsvandt af sig selv, drøftede hun muligheder for behandling og hjælp med lægen og personalet på sygehuset.

’Jeg har hele tiden oplevet, at jeg fik en meget fin behandling. Og jeg gik da også hjem og lavede alle de knibeøvelser, som de opfordrede til. Men da øvelserne ikke hjalp, mistede jeg gnisten. Det tror jeg, at de fleste inkontinente gør’, siger Trine.
Siden har hun læst og hørt, at det er den helt almindelige ‘behandling’, som inkontinente får hos deres læge. Og det synes hun er forkert.

’Inkontinens er et forfærdeligt handicap, og jeg synes ikke, man bare kan sende folk hjem for at lave knibeøvelser på stuegulvet og så vente i ugevis – måske månedsvis – på at se, om det virker. For det første giver man på den måde de inkontinente hele ansvaret for at slippe af med handicappet, og for det andet synes jeg også, at man mellem linjerne siger, at ’det er jo din egen skyld, at du ikke har sørget for at knibe nok’.

Jeg tror bestemt, at knibeøvelser kan hjælpe mange, men ikke alle. Behandlerne må meget gerne sætte ind med flere behandlingsmuligheder på en gang’, opfordrer Trine Vinther.

, , , ,

Seksualitet og inkontinens – jagten på de lykkebringende hormoner

Af Karen Thorup Buch
Urologisk sygeplejerske & master i sexologi

Seksualitet og inkontinens er et meget tabubelagt emne, trods vi i vores samfund mener, vi ikke har tabuer omkring vores seksualitet. Man skal pludselig sige ord, man aldrig tidligere har brugt. Man skal fortælle noget om sig selv og sine følelser, noget som kan være meget svært for mange.

Jeg har været sygeplejerske i mange år og har mødt rigtig mange patienter med inkontinensproblemer, og det er meget sjældent, at patienterne nævner problemer med sexlivet. Mange, der har problemer med inkontinens, føler dog det påvirker deres sexliv rigtig meget – dette gælder både kvinder og mænd.

Svære følelser og manglende kommunikation

Gængs for mange er, at man isolerer sig socialt, fysisk og psykisk, hvilket kan påvirke det intime liv. Hvis man ofte/let får blærebetændelse, har man også fået at vide, man skal være omhyggelig med hygiejnen og vaske sig efter samleje.

Det kan give dårlig samvittighed over ikke at kunne slå til som f.eks. kvinde, en sorg over at miste noget væsentligt i tilværelsen – og ens selvopfattelse kan også ændre sig. Det kan være svært at kommunikere dette videre i parforholdet, og det kan medføre, at man trækker sig fra hinanden.

Som partner kan man føle skyld og skam over, at man stadig har sine seksuelle behov intakte og gerne vil være sammen. Ved manglende kommunikation kan det gå ud over intimiteten og give store udfordringer i parforholdet.

Hvis inkontinens opleves som sygdom, der medvirker til, at man ikke har lyst/overskud til et aktivt sexliv, kan det give frustrationer, der kan medvirke til misforståelser og følelsen af skyld. Dette kan give en dårlig kommunikation imellem parret, som medfører parforholdsproblemer.

Hvis man har problemer i parforholdet, holder man ofte op med at røre og kramme/kysse hinanden, der gør, at man ikke får dannet de hormoner, der skal til i kroppen, for at kunne agere i livets op og nedture. På denne måde kan problemet vokse.

”Min mand tror nok, jeg ikke vil ham mere. Men åh!… Hvor er det svært at få snakket om!”

Men det er netop det, der er så vigtigt!

Hvorfor er intimitet så vigtigt?

Hud mod hud kontakt frigiver endorfiner, som er en type af hormoner, der dannes i hjernen og bland andet nedregulere følelsen af smerte og kan give en følelse af eufori. Endorfiner er forbundet med at reducere smerte og stress, og øge følelsen af lykke.

Ved kram, kys og sex udskilles også et andet hormon – oxytocin – det kaldes populært for ”kærlighedshormonet”. Oxytocin giver en følelse af lykke og velvære, og derfor menes det at have betydning for, når mennesker knytter tætte bånd til hinanden.

Få en henvisning til sexolog, hvis du har brug for hjælp

Som patient har man mulighed for at få en henvisning til en sexolog, som kan varetage den terapeutiske behandling og kan foreslå f.eks. cremer, smertelindring og alternativer til samleje.

 

Artiklen er fra K-NYT december 2024. 

Syv former for underlivskræft, du skal være opmærksom på

underlivkraft

Af gynækolog Christine Felding
Juni 2015

Husk at gå til læge, hvis dit underliv opfører sig ”underligt”

Kræft i underlivet rammer ca. 1.900 kvinder i Danmark om året. Men kræft kan optræde mange forskellige steder.

Vulvacancer er kræft i de ydre kønsorganer, og den rammer ca. 100 kvinder om året. Den ses hyppigst hos kvinder over 60 år og ytrer sig oftest som et sår på kønslæberne, som ikke vil hele. En del af tilfældene skyldes HPV-virus.

Behandlingen er operation og eventuelt stråler.

Hvis canceren er HPV-positiv, bør kvinden vaccineres mod HPV.

Vaginalcancer er cancer i skeden. Den er mere sjælden med kun ca. 20 tilfælde om året. Den er også hyppigst hos ældre kvinder. Det seneste tilfælde jeg har set, var en 75-årig kvinde, som havde haft en smule blødning. Ultralydsscanningen var helt normal, men når jeg kiggede ind i skeden, var der en masse brun-sorte plamager. Jeg tog nogle vævsprøver, som viste malignt melanom eller modermærkekræft, som det også kaldes. Det er temmelig sjældent at have modermærkekræft i skeden, men det er set. Som regel skyldes også denne kræftform HPV-virus. Denne kvinde fik fjernet det meste af skeden.

Hvis canceren er HPV-positiv, bør kvinden vaccineres mod HPV.

Cervixcancer er livmoderhalskræft, som rammer 3-400 kvinder om året. Ca. 100 kvinder dør årligt af sygdommen. Denne cancerform skyldes altid HPV. Den rammer dels kvinder omkring de 35 år, men også kvinder omkring de 75 har øget risiko.

Efter at man indførte screening med celleprøver, er antallet halveret i løbet af 40 år.
I dag kan man blive screenet med en celleprøve hvert 3. år, når man er mellem 23 og 50 år, og hvert 5. år når man er mellem 50 og 65 år.

Ofte er der ingen symptomer, men der kan optræde pletbødninger eller blødning ved samleje. Desværre ser jeg (og mine kollegaer) af og til tilfælde, hvor kvinden har negligeret kroppens advarsler og kommer alt for sent til læge.

Lidt afhængig af hvor fremskreden sygdommen er, kan man enten operere eller strålebehandle.

Disse kvinder bør altid vaccineres mod HPV.

Corpuscancer er kræft i livmoderen, og den rammer ca. 600 kvinder om året. Tallet har været konstant i mange år. Ca.175 kvinder dør hvert år af sygdommen. Livmoderkræft er hyppigst hos kvinder efter overgangsalderen og ytrer sig som oftest som en blødning fra underlivet. Den er som oftest østrogenafhængig, og ses bl.a. hvis kvinden har fået ren østrogenbehandling igennem længere tid (uden gestagentilskud).

Hvis kvinden reagerer hurtigt og går til læge med det samme, er det en relativt fredelig cancerform, som mange bliver helbredt for.

Behandlingen er operation og/eller strålebehandling.

Ovarie- og tubacancer er kræft i æggestokke og æggeledere, og den rammer 500 kvinder om året, og der er yderligere 150 tilfælde af grænsetilfælde = såkaldt Borderline tilfælde. Det vil sige, det ikke er rigtig cancer, men det bliver behandlet næsten lige sådan. Symptomerne er ofte lidt diffuse, lidt trykken i underlivet, hyppig vandladning eller voksende mave. Specielt nytilkomne symptomer med trykken på blæren og/eller hyppig vandladning er vigtigt at være opmærksom på. Diagnosen stilles som oftest ved ultralydsscanning.

Behandlingen er operation og/eller kemo.

Herudover findes der:

Trofoblasttumorer, der er cancer i forbindelse med graviditet. Disse tilfælde findes selvfølgelig kun hos lidt yngre kvinder. Som regel er det efter en ”Mola-graviditet” = drueklasegraviditet. Der er i Danmark ca. 100 Mola-graviditeter om året, og ca. 10 tilfælde bliver til cancer.

Behandlingen er kemoterapi.

Behandling af underlivscancer foregår nu kun på 5 sygehuse i Danmark: Ålborg, Århus, Odense, Herlev og Rigshospitalet og kan være operation, strålebehandling og/eller kemoterapi.