8-årig med urin-/afføringsinkontinens
Jeg har en pige på 8 år. Hun har siden hun var ca. 3 ½ tisset i bukserne, enten så hun bare er våd og andre gange tisser hun færdig. Senere begyndte hun også at have afføring, enten bremsespor eller en lille smule afføring.
Siden sommerferien i år er det blevet værre med afføringen, så det næsten er dagligt hun laver i bukserne, og det er meget, så tøjet må smides ud. Det er blevet så slemt, at jeg sender hende hjem fra skole kl. 13 eller SFO kl. 14. Jeg tør ikke lade hende blive for længe, hvis der sker uheld. Hun kommer heller ikke med nogen hjem af samme grund. For ca. 2 år siden blev vi henvist til hospitalets børneafdeling, hvor blæren blev scannet og hun blev tjekket for om blæren blev tømt ordentligt. Efterfølgende har vi gået til tjek et par gange, uden dog rigtig at få noget ud af det. De sidste 2 måneder har vi prøvet kiropraktor, uden held. Vi har også prøvet faste toilettider og brugt armbåndsur der ringer, uden held. Har forsøgt at få hjælp af skolen og SFO, men de glemmer at huske hende på toilettet efter et par uger. Jeg er løbet tør for gode ideer, og så jeres hjemmeside. Er der noget jeg kan gøre? Skal hun undersøges for noget? Håber I kan hjælpe.
Hilsen Sussi
Svar
Kære Sussi
Som du beskriver det, går problemerne med inkontinens – manglende føling med urin og afføring – ud over din datters sociale liv.
Det er derfor vigtigt, at din datter snarest muligt bliver udredt/undersøgt på en børneinkontinensafdeling for at finde årsagen til, at hun ikke har styr over sin blære og tarm. Ud fra diagnosen, der stilles, skal der igangsættes en behandling.
På børneinkontinensafdelingen starter man behandling for afføringsinkontinensen først. Når der så er kommet styr på afføringsmønstret, behandles der herefter for blæreproblemerne.
Download og læs pjecen ‘Børn og inkontinens’.