Rejsetips til inkontinente
Et af Kontinensforeningens aktive medlemmer har udtrykt det meget klart:
Jeg styrer inkontinensen, inkontinensen styrer ikke mig!
Inkontinente har ofte mange spekulationer omkring længere rejser med fly, bus eller bil. Hvilke hjælpemidler skal der medbringes? Er der nok plads i kufferten? Må man medbringe ekstra væske? Hvad hvis min kuffert bliver åbnet i tolden? Hvor kommer jeg af med bleen? – Orker jeg overhovedet at tage afsted……..?
Langt hen ad vejen findes der en løsning på disse spørgsmål – men det kræver, at du selv er aktivt opsøgende – og indimellem også lidt opfindsom. Fx kan du som det allerførste kontakte dit rejseselskab eller flyselskabet og forhøre sig, om der er særregler for ekstra bagage (plads til hjælpemidler). Stort set alle rejseselskaber har en serviceafdeling, der ofte finder frem til en god løsning.
Køber du selv eller får leveret hjælpemidler, så kontakt leverandørens kundeservice på det telefonnummer eller den mail, der er opgivet på emballagen. Enten har firmaets serviceansatte selv erfaring fra andre, der har haft samme spørgsmål, eller også kontakter de firmaets produktspecialister, som så svarer på spørgsmålene.
På Kontinensforeningens hjemmeside kan du downloade og printe diskretionskortet på 7 sprog – inklusive dansk, så du selv er orienteret om teksternes indhold. Der er et særskilt ark på græsk. Det er rart at have ved hånden, hvis du fx skal have gennemset din kuffert, og toldpersonalet ikke helt er hjemme i de sprog, som du selv mestrer. God rejse!