Sygemeldt på grund af overaktiv blære
Hej
Jeg har det problem, at jeg døgnet rundt føler, at jeg skal konstant på toilettet – dvs. konstant tissetrang. Især generer det mig om natten, hvor jeg skal op og på toilettet omkring 10 gange. Bare der er få ml i min blære, kan jeg allerede mærke det. Og selv om jeg prøver at modstå det, ender det alligevel med, at jeg må stå op og gå på toilettet.
Det er så slemt, at jeg har måttet sygemelde mig fra mit arbejde, da jeg ikke kan fungere om dagen, når jeg ikke får min nattesøvn. Jeg har været hos en gynækolog, hun mente ikke, at der var noget i vejen med min bækkenbund, den var som den skulle være, jeg skulle bare gå hjem og lave nogle knibeøvelser + at jeg fik nogle tabletter detrusitol som jeg ikke kunne tåle (kastede op af dem).
ynækologen tilbød mig aldrig noget opfølgende forsøg. Jeg har prøvet at lave knibeøvelser uden den store effekt. Dette er 3/4 år siden. Jeg har nu været hos min egen læge for nylig igen. Han udskrev en recept på T. vesicare; dog er jeg nødt til at tage max. dosis på 10 mg for bare at mærke en lille effekt.
Jeg kan lige tilføje, at jeg har fået 3 børn, det ene ved kejsersnit (barn nr. 2). Men det er efter, at jeg fødte mit 3. barn, som forøvrigt var en ukompliceret fødsel, at jeg har døjet med dette her van(d)vittige problem. Det skal lige siges, at jeg ikke oplever egentlig inkontinens. Det er disse konstante toiletbesøg og mangel på nattesøvn, der er ved at drive mig til vanvid.
Jeg spurgte min læge, om det egentlig ville være bedst at se en gynækolog eller en urolog, og han så fuldstændig rådvild ud i ansigtet. Og så var det, at han lavede en recept på disse tablet vesicare. Hvad mener I – hvem ville være den rigtige speciallæge at se? Jeg vil helst ikke tilbage til samme gynækolog, som jeg har været hos tidligere. Og hvad med min fremtid og mit arbejde. Er der ikke andre løsninger, end at skulle gå og tage medicin resten af sit liv? Ved I noget om tablet vesicare – er det rigtigt, at der kan gå op til 1 måned , før at man mærker optimal effekt af pillerne?
Med venlig hilsen og på forhånd tak for en tilbagemelding.
Den sygemeldte
Svar
Kære Sygemeldte
Først og fremmest skal du bede din læge henvise dig til en gynækologisk specialafdeling på et hospital. Jeg ved ikke, hvor i landet du bor. Men der er specialafdelinger i hele landet med området urogynækologi, som er de specialister, der vil kunne undersøge og behandle dig. Behandlingen vil afhænge af undersøgelsesresultaterne. Både Detrusitol og Vesicare er blæredæmpende medicin. Der kan gå op til 14 dage, før effekten indtræder for begge præparater. Jeg vil dog foreslå, at du bliver undersøgt nærmere for din lidelse, som lyder meget invaliderende, før du tager mere medicin.
Med venlig hilsen
Susanne Axelsen
Ledende overlæge
Aarhus Universitetshospital
Gynækologisk/Obstetrisk Afdeling Y
Brendstrupgaardsvej
8200 Aarhus N